Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædiken til 1. s. e. H3K I, 2017

Luk 2, 41-52

Salmer: 749, 446, 20, 103, 124

 

Jeg ser en jord, en grundfæst bold,

i dette store runde,

fyldt op med forråd tusindfold

for alle liv og munde.

Din rundhed gav mig mer,

en jeg fornøden er,

men var al jorden skabt for mig,

jeg var dog arm foruden dig

 

Hvad talte Jesus egentlig med de gamle gråskæg i templet om? Det fortæller Lukas ikke, men lur mig om ikke de har siddet med skriften foran sig og talt sammen om det, Biblen fortæller om skabelsen. Jeg gætter bare, men det ville passe mig fint, for det har jeg lyst til at fortælle lidt om i dag: Skabelse.

Har Gud skabt verden? Ja, det har han! Sidder Gud endnu og skaber den dag i dag? Ja, det gør han! Ved vi, hvordan han bærer sig ad? Nej, det ved vi vel ikke, og vi kan ikke bevise det mindste, men hvis vi tænker tingene sammen, kan vi komme med et overraskende godt gæt.

Jeg vil godt slå hul i den dumme opdeling, vi har lavet i verden. Den lyder sådan her: Hvis man tror på Gud, så tror man, at Gud skabte verden på syv dage. Hvis man ikke tror på Gud, så holder man sig til videnskaben, der siger, at verden blev til ved en stor eksplosion i verdensrummet for mange milliarder år siden. Her har vi altså kirken: herinde er man religiøs og tror, at Gud engang satte menneskene på jorden, en af gangen. Her har vi laboratoriet: herinde er man fornuftig og mener, at mennesket er udviklet fra en amøbe i havet. Her sidder præsten med sine religiøse bønner og sin fjollede, gamle Bibel. Her sidder videnskabsmanden med sit mikroskop og sine seriøse forskningsresultater. Sådan har vi delt verden op. Men det er ret dumt. Vi har jo ikke to verdener, en religiøs og en ikke-religiøs. Vi har kun den samme verden – den vi faktisk lever i. Det er den, Gud skabte. Ikke en verden i en gammel bog. Den verden, Gud skabte og stadig skaber videre på – det er denne verden: Altså planeten jorden, postadresse: Solsystemet, 3. planet fra solen, ydre Mælkevej, Universet.

Ateisterne mener, at videnskab og kristendom er modsætninger. Enten ved man, at verden blev til ved et tilfælde eller også tror man, at Gud skabte verden. Det er noget vrøvl. Og sjovt nok er det astronomerne og fysikerne, altså forskere, der ufrivilligt peger på, at det er vrøvl. I 1973 stødte forskerne for første gang ind i det problem, som har plaget dem siden: Det er det, man kalder det ”fint indstillede univers”. Det lyder ikke særlig forsker-agtigt, men det går i al sin enkelhed ud på, at det kan se ud som om, universet er indrettet med henblik på, at netop vi mennesker skulle kunne stå her på jorden og undre os over, hvordan vi er kommet her. Universet er nemlig konstrueret sådan, at der kan leve bevidst liv på netop vores jord – og ikke andre steder. Det ser ud som om, det hele begyndte – for at netop vi skulle sidde her sammen netop i dag.

Som sagt, det lyder skørt, men det er noget, forskerne arbejder seriøst med. Hvis man kunne forstille sig, at man ændrede blot det allermindste i det, vi kender som naturlovene: tyngdeloven, lysets hastighed elektronernes spænding osv., så ville alting se helt anderledes ud, og så ville vi slet ikke være her til at stille spørgsmål. En forsker siger det med et billede. Forestil jer Gud siddende ved en kontrolpult med 30 ure foran sig. Hvis nu en eller anden listede sig ind og flyttede på viserne på blot et af urene, ville universet ikke kunne huse liv – og slet ikke bevidst menneskeliv. Man kan meget vanskeligt forklare, hvordan sådan et univers er opstået, hvis man ikke begynder med – nå ja, en Gud, der har villet noget med det.

Dermed påstår jeg selvfølgelig ikke, at det beviser, at Gud er til. Kun at den gamle Bibel måske ikke er så tosset endda. I skabelsesberetningen fortælles det, at verden begynder med lys og at menneskene skabes som de sidste. De gamle hebræere vidste intet om tyngdeloven eller lysets hastighed. Men de havde måske alligevel fat i noget. Måske det virkelig er sådan, at Gud skabte verden – for at vi kunne være her. Han gjorde det ikke som de gamle fortalte, men han skabte verden på nøjagtig den måde, vores verden rent faktisk er blevet til på. Den eneste mulige. Jorden kan ikke være til på andre måder. Gud gjorde med andre ord, ligesom en fabrikant gør, når han skal producere en bil. Bilen er blevet til gennem en lang udviklingshistorie. I de første biler rakte man en arm ud af vinduet, når man skulle dreje, og man drejede på et håndsving, når man skulle starte. Nu er alting smart og elektrisk. Det tog 100 år at udvikle de biler, vi kører til kirke i i dag. Og tænk nu, hvis det var netop sådan Gud skabte mennesket. Ikke ved at han talte, og så stod mennesket der, men ved at han udviklede os, som vi har udviklet bilen. Han lavede os på den eneste måde, vi kan laves: Ved at begynde med vores mindste bestanddele. Ligesom det tager tid at udvikle en bil eller en god ost, måtte han vente længe på at udvikle mennesker med bevidsthed. Prøv engang at tænke det sådan: Det har kostet en enorm mængde energi at skabe mennesket. Intet mindre en verdens skabelse, en kæmpeeksplosion i verdensrummet, en enorm energiudladning, supernovaer og sorte huller – blot for at vi kunne være til. Et menneske er jo bygget af en masse grundstoffer, her iblandt metaller og kulstof. Men den slags tager milliarder af år at lave – og det gjorde Gud i de første mange milliarder af år af universets historie.

Jorden ligger som en grøn og skøn bold – ikke midt i universet, ikke midt i Mælkevejen, men ret langt ude i en spiralarm af Mælkevejen. Hvis jorden havde ligget et andet sted i Mælkevejen, ville strålingen være så stærk, at intet liv kunne trives. Og jorden ligger i nøjagtig den rigtige afstand til solen, som har nøjagtig den rigtige størrelse til at give de betingelser på jorden, som kan skabe liv. At jorden er til, og at livet på jorden har udviklet sig fra små encellede væsner til komplicerede væsner som os – det er helt ekstremt usandsynligt.

Man har regnet ud, at sandsynligheden for at vinde i Lotto svarer til at køre i et tog fra København til Aalborg med 120 km. i timen. Et eller andet ukendt sted langs banelegemet står der en lyserød papirskurv. Hvis en af os på turen kaster en papirkugle ud af togvinduet og den papirkugle lander lige præcis i den lyserøde papirkurv – så har vi sandsynligheden for at vinde i Lotto. Men sandsynligheden for verden, for liv på jorden, for bevidst liv på jorden svarer til, at en af os vandt i Lotto 30 gange i træk. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig, men det sker ikke. Og dog er jorden her, og vi er her.

Gud kunne vel have skabt os på en anden måde, skabt verden på en anden måde, han kunne have skabt os med vinger på ryggen og næb i stedet for næser. Javist! Men det er ren fantasi. Gud har indrettet verden nøjagtig som den er gennem milliarder af år. I milliarder af år har han haft planer om at skabe og udvikle mennesket, for at vi en dag skulle stå her og spørge efter ham. Ja, meget mere end det: For at vi skulle elske ham lige så højt som han elsker os.

Det hele er timet og tilrettelagt, som Egon Olsen sagde. Gud er som en Egon Olsen til at lægge planer og udføre dem. Han begyndte med lys, som der står i den gamle skabelsesberetning. Som eksplosionen ved universets begyndelse, sådan begyndte han med lys. Og så gik han videre med netop jorden som den lå der yderst i Mælkevejen, tre pladser fra solen. Han skabte atmosfæren ved pladetektonik og de grønne planter. Så skabte han primitivt liv og til sidst – os. Og tænk engang. Måske var det netop os, han sigtede på hele vejen. En dinosaur kan føle sult og frygt, en abe kan være glad og sur og være brunstig eller træt. Men et menneske har bevidsthed og kan spørge efter sin egen eksistens. Det kan spørge og søge og elske sin Gud. Sådan et væsen tog det Gud milliarder af år og enorme resurser at lave.

Ateisterne tror, at Darwins lære om evolutionen, udviklingen fra amøbe til menneske, forklarer alting og kan erstatte troen på Gud. Det er noget vrøvl, men kunne det ikke være, at evolutionen bare er den måde Gud skaber på? Som sagt: det er ikke en eller anden religiøs forestilling. Det fint-indstillede univers er en fuldkommen gåde, hvis ikke man tænker Gud med. En berømt forsker har desperat forsøgt at slippe ud af klemmen ved at sige, at der ikke kun er eet univers, men et uendeligt antal universer. Vi lever bare i et af dem. Hvis det er sandt, passer det med sandsynligheden. Men der er bare det ved det, at vi kun kender dette ene univers. Det andet lyder som noget, der stammer fra et gammelt Jens Lyn-hæfte.

Der er ikke et uendeligt antal universer. Der er heller ikke et religiøst og et videnskabeligt univers. Der er kun det ene og samme. Og hvad nu, hvis den gode Gud virkelig har skabt os mennesker som kronen på værket, for at netop vi frit skulle kunne elske ham, som han elskede os? For at netop vi skulle tage dagen i dag som et enestående mirakel, skænket os fra hans hånd - til at give videre gratis til vores Næste? Og hvad nu hvis alt det, vi har så travlt med og synes, er så vigtigt, i grunden ikke er andet en larm og bulder og kunstige ideer og udflugter?

Tænk engang efter: Det er jo Biblens påstand: Hele universet blev skabt for milliarder af år siden – alene for vores stakkels Næstes skyld. Men hvad gør vi? 

Jeg gætter kun, men det kunne godt være dèr de var nået til, da Maria og Josef kom og afbrød dem. Og der sidder han så der, Jesus selv, og siger – ikke som der står i oversættelsen, men: Jamen, skulle jeg ikke være i min Faders sager? Her er han, der på sin egen person viser os, hvad Gud har tænkt os til: Så stort, så godt var det meningen fra verdens skabelse. Og her er han, der er kommet for at frelse de fortabte, for at bære verdens synd. Ikke en eller anden religiøs verdens synd, men vores ene, fælles verdens.

Amen

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk