Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift
HEM HINDBORG DØLBY KIRKER
Prædiken til 1. s. i advent 2016
Matt 21, 1-9
Salmer: 74, 80, 81, 84, 78
Og ved din Helligånd os led
på vejen frem til salighed,
at her vi dig lovsynge må
indtil vi for dit ansigt stå
Hvad kom han for? Hvad var det, han ville, frelseren på hans æsel? Sådan må vi begynde det nye kirkeår – med det spørgsmål. Lad os nu lægge alle aktuelle problemer og nyheder væk. Vi skal fatte vores Bibel og gå helt tilbage til verdens skabelse.
Da Gud skabte himlen og jorden havde han særlig tanke med mennesket. Mens han lagde jorden ind i dens bane om solen, mens han tændte Karlsvognen og Orions Bælte, mens han justerede solens lys og skabte atmosfæren om jorden, gik han som alle store kunstnere med en dunkel uforløst tanke i sig. En vision, ville vi vel sige i dag. Noget som skulle være kronen på hans værk, topmålet af hans glæde og kærlighed til livet. Mens han nørklede med at sætte blade på nælderne og lære ålen om dens vej over havet, mens han fortalte sommerfuglelarven, hvordan den skulle blive sommerfugl, mens han lærte mælkebøtten at løfte tunge sten, voksede tanken i ham og begyndte at tage form. Han ville skabe et væsen, som ikke kun skulle være instinkter som fårekyllingen og ørentvisten, ikke kun en slags forprogrammeret biologi, kød og knogler, som løven og hesten og ørnen, nej, det skulle være et væsen af ånd. Jo, sådan skulle det være: En skabning, som ikke blot skulle leve og formere sig, men som i frihed ville kunne gengælde Gud lidt af al den kærlighed, han havde til det. Mens han øvede sig på chimpansen, mens han tog skitser til orangutangen og gorillaen, tog mennesket form. Det var Guds dristige tanke: Mennesket skulle ligne ham, Gud selv. Det skulle være frit. Frihed under ansvar, tænkte Gud. Mennesket skulle være i stand til at skønne frit, træffe sin egen beslutning, vurdere og handle frit efter eget skøn. Men først og sidst skulle det – af egen lyst – elske Gud og tjene sit medmenneske, sin Næste. Mennesket var et guddommeligt eksperiment, et helt utroligt forsøg: Af dna, vand, kulstøv, bakterier, hormoner skabte han et stort anlagt væsen med bevidsthed, i stand til at handle og skønne frit som en fri herre, og samtidigt til at elske og tjene som trofast tjener.
Stort var det tænkt. Og så gik det hele skævt. Gud skabte mennesket frit, for ellers kunne det jo ikke elske og tjene ham og hinanden i frihed. Men mennesket valgte helt uforståeligt ufriheden, slaveriet, åndløsheden, magten og mørket, frem for friheden, kærligheden og tjenesten. Gang på gang viste det sig, at mennesket ikke ville tage hver dag af Guds hånd. Det ville ikke elske Gud, ville ikke som Gud, tværtimod: Menneskene ville herske over hinanden, de ville sikkerhed – ikke frihed. Det ville magt – ikke kærlighed. Det ville være gud – ikke menneske.
Gud blev dog ved med at håbe, at menneskene alligevel ville gå hans vej. Han asede med dem, baksede og sled, truede og lokkede. For han vidste jo, at kun ved at blive ved ham, livets giver, kunne de leve. Men lige meget hjalp det. Gud så ud over sin dejlige verden: Som en vidunderlig grøn og blå opal, en herlig ædelsten lå den i det golde sorte univers og drejede om solen. Og den var stadig god og i orden. Bjergene var stadig skønne, skovene strakte sig stadig dybe og grønne langs floderne. Og nælden og ålen og sommerfuglelarven og mælkebøtten arbejdede stadig trofast som Gud havde lært dem. Hele skabningen lovpriste på deres måde endnu Gud for livet og dagen. Alene mennesket vendte sig bort fra Gud og ville kun sig selv. Gud så sig om og undrede sig. Intetsteds ville mennesket være menneske. Det ville mere. Det ville have love og regler, det ville have vold og magt, det ville have sikkerhed og garanti. Mennesket gjorde Guds grønne jord til et mareridt, og Gud ledte og ledte efter blot én eneste, der ville tjene og elske og skønne frit, men der var ingen.
Det er Det Gamle Testamentes historie om mennesket. Det er aldeles usandt, når Biblen anklages for at have et negativt menneskesyn. Tværtimod: mennesket sættes her så himmelhøjt, at man bliver helt bange: Er Guds forventning til os så stor? Er kærligheden så stærk? Er friheden så grænseløs? Er ansvaret så mægtigt? Adam – hans navn betyder jo slet og ret menneske – blev i Paradisets have bange for Gud og bange for at være menneske. Han dækkede sig til med blade, løj og skød skylden på sin kone. Han, mennesket, viste sig som et umenneske for Gud og for sit medmenneske. Eva på samme måde.
Biblens gamle historier er som en nøgen neonlampe over os. En gammel myte, ja, men den rammer os på kornet. Stort anlagt er hvert eneste lille menneske, stort tænkt er selv den usleste imellem os. Men hvorfor er det så alt for ofte et umenneske, som vores Næste for at se? Vi ved, hvad der er godt, men i handling er det alt for ofte noget helt andet vi viser. Søren Kierkegaard kaldte det angst – den der lille lynhurtige indskydelse, der får os til at vige tilbage fra friheden og ansvaret. Det lille svimlende brøkdel af et sekund, hvor vi vælger at stikke en løgn, frem for at sige sandheden. Det millisekund, hvor vi lynhurtigt skyder skylden på de andre, hvor vi fristes til at gemme os og overlade ansvaret til andre. Hvad kommer det af? Det svarer Biblen på: Vi vil ikke være de mennesker, som Gud skabte os til at være. Vi vil noget andet.
Nu er vi, hvor vi begyndte: Hvad kom han for, frelseren på sit æsel? Hvad tænkte han på, da han red på sit trækdyr op mod Jerusalem med hele den skrigende og larmende og syngende hob omkring sig?
Jeg tror, det var gået op for ham allerede fra dåben og fristelsen i ørkenen: Han skulle være det, som alle vi andre flygter fra at være. Han skulle hele tiden, til det sidste modstå den lynhurtige indskydelse, fristelsen til at lyve, bruge magt, løbe fra ansvaret, angsten for at være menneske i Guds hånd.
Modtagelsen i Jerusalem er som alt andet i beretningerne en kæmpefristelsen for ham. Skønt han var vandt til mange mennesker omkring sig, så overgår dette her alt, hvad han hidtil har set. Hvem ville ikke blive bare en lille smule smigret af al hyldesten, alle roserne og tilråbene: Messias, Guds Søn, velsignet være han, som kommer i Herrens navn, Hosianna, Davids søn! Hvem ville ikke nyde det, mærke magten i folks tillid og beundring. Der skal ikke meget til, før den slags begynder at stige en til hovedet. Men Jesus sidder der så sært ensom midt i alt hurlumhejet. Bekymret ser han sig omkring på de råbende og syngende mennesker. Han er bange for, at de slet ikke forstår ham. De drømmer om den store konge, den stærke mand, Guds udvalgte, der skal smide romerne ud og herske over dem. Han skal sidde på en trone af guld og fortælle dem alle sammen, hvad de skal mene og gøre. Han skal befri dem ikke bare for romerne, men også for ansvaret, for skønnet, for friheden. Han skal være magten – ikke kærligheden.
Jesus mærker fristelsen til at læne sig tilbage, indskydelsen til at løfte armene som en fodboldstjerne efter kampen og klappe ad dem. Hvilken sød følelse: Han kan ride på bølgen. Han kan skabe revolution. Han kan blive konge: Hvis han kalder til oprør og vold, vil de følge ham. Han har dem i sin hule hånd. De elsker ham, de beundrer ham.
Som det er ved indtoget i Jerusalem, sådan er det hele hans liv igennem. Vi kalder sidste del af hans historie for lidelseshistorien, men hele hans historie er en lidelseshistorie, en fristelseshistorie, en kamp. Dengang de ville bære ham i guldstol og gøre ham til konge - da kunne han have givet efter. Alle de gange de skældte ham ud for ikke at overholde sabbatten – da kunne han have trukket i land og sagt undskyld og givet dem ret. Dengang de kom slæbende med hende ægteskabsbrydersken – da kunne han have givet dem lov til at stene hende. De ville have elsket og respekteret ham for det. Tiggerne ved vejen – han kunne være gået forbi dem som alle fornuftige borgere gjorde. De fremmede, samaritanerne, hedningene – han kunne have vist dem foragt som alle rettroende jøder gjorde. Men det vidste han: Så havde han svigtet det eneste, han ville: være menneske, vise sig som et menneske. Ikke et umenneske. I Jerusalem tilspidses det hele. Der føjes sådan set ikke noget nyt til. Nu fristes han blot til at redde sig selv, redde sit liv på andres bekostning. Han fristes til at tænke på sig selv, skaffe sig i sikkerhed, sikre sit liv. Men han nægter til det sidste, til det yderste.
Jesus Kristus, Gud og mand, siger vi. Men hvordan er Jesus guddommelig? Det er han ved at være menneske, som ingen har været det før eller siden. Hans guddommelighed ligger ikke i en eller anden evne hos ham. Det er ikke i hans dna eller som en guddommelig glorie over hans hoved. Det ligger i hans menneskelighed. I at han insisterer på at være kun et menneske. I at han alene går en anden vej, end alle vi andre. Trofast elsker han Gud for hver dag han får, tjener og gavner sin Næste og skønner frit – hen over alle regler og love – hvad der gavner hans Næste. Dèr, i ham kan vi se, hvor stort ethvert menneske er tænkt. Sådan var Guds vision for os. Jesus er Guds fuldendte billede. Det var sådan vi skulle være.
Sådan begynder vi vores kirkeår. Med ham og det, som han har gjort. Der er ikke nogen bedre måde at begynde det nye år på, end netop ved at samle al opmærksomhed om ham. Kristendom er jo ikke en lære, en teori, en forestilling. Det er først og sidst Jesus Kristus. Og budskabet er: Han gik ikke kun den vej, han gik for sig selv, men for os alle. For at være forsoneren mellem Gud og mennesker. På alles vegne være sådan, som vi skulle være. Ligesom et prisme, der fordeler lyset og sender det ud i alle retninger, sådan er han. For de selvsikre og skråsikre viser han i al sin ydmyghed, hvordan også vi skylder at være. For de små og fortrykte viser han, at han for dem har været det menneske, de forsømte at være. Men for alle viser han et uforglemmelig herligt forbillede på både frihed og tjeneste. På trods af alle verdens love og regler at turde handle frit, løfte hovedet og sige: Sådan skønner jeg, at jeg bedst tjener min Næste. Sådan ser jeg min pligt, sådan kender jeg mit ansvar. Så vi kan få hans Ånd og sige sådan, handle sådan: Jeg er kristen – derfor handler jeg sådan. Jeg er fri, derfor handler jeg efter, hvad kærligheden byder mig.
Amen