Prædiken

Luk 19, 41-48

Danmark er et forbudsland. Det er nok ikke sådan vi er vant til at tænke om os selv, men sådan er det. Indenfor de sidste år har et stort set enigt Folketing vedtaget omkring 1200 love som medfører en eller anden slags forbud. Vi taler gerne om forbuds-Sverige, men det kan vi selv være. Der er efterhånden så mange regler og bestemmelser og indviklede forbud, at ingen længere kan følge med. Heller ikke lovgiverne selv. Daglig risikerer enhver at gøre os selv til lovovertrædere. En mand, der en helt almindelig morgen på vej til arbejde afleverer sin søn i skolen kan, inden han har nået at tænke sig om, stå til et længere fængselsophold og indtil flere bøder. Hvis han nu for det første har glemt selen eller har glemt at spænde sin søn fast eller taler i mobiltelefon, er han allerede dybt kriminel. Men det bliver værre, hvis han har glemt, at han har gule plader på sin bil, for så må han kun køre direkte mellem hjemmet og arbejdspladsen. Han må ikke lave svinkeærinder og stoppe ved skolen eller købmanden. Og hvis han så også har en hobbykniv eller en gammel lommekniv liggende i handskerummet, må han regnes for hårdkogt forbryder og står til mindst syv dages hæfte. Hvis man bare er en smule glemsom eller fortravlet sådan en morgen, risikerer man at have overtrådt hele fem love, som medfører bøde eller anden straf. For bare 50 år siden ville man have troet, at den slags var umuligt. Men det er Danmark år 2011. Nu nævnte jeg knivloven. Den er særlig slem, men også særlig god at få forstand af. Det er sådan ifølge loven, at man ikke må gå med kniv, medmindre man har, hvad der kaldes et ”anerkendelsesværdigt ærinde”. Det vil sige: Hvis en spejder er på vej til spejderhytten med sin dolk i bæltet, så er det i orden. Det er også i orden, hvis en håndværker har sin hobbykniv i lommen på vej til arbejde, eller hvis en fisker eller en jæger antræffes på vej ud at fiske eller for at gå på jagt. Men det er ikke orden, hvis håndværkeren på vej hjem stopper ved bageren, eller besøger sin gamle mor på plejehjemmet. Så er han kriminel og skal syv dage i spjældet. Han må gerne have lommerne fulde af store skarpe stemmejern og skruetrækkere, ligesom han gerne må have hele bilen fuld af rundsave og bajonetsave og vinkelslibere. Det er kniven, der gør ham kriminel. Jeg må også gerne købe en stor, skarp kokkekniv som en julegave til min kone, men hvis jeg køber den, skal jeg opføre mig på en ganske bestemt måde. Lad os sige, jeg køber den hos isenkræmmeren: Jeg betaler og siger farvel, og nu skal jeg holde tungen lige i munden, for selvom jeg også har et ærinde inde på apoteket lige ved siden af, må jeg ikke gå derind. Jeg har jo et farligt stikvåben i hånden. Nej, jeg skal gå hele vejen hen til parkeringspladsen, lægge min kokkekniv i bilen, låse og så først må jeg gå på apoteket. Denne tåbelige lov forbyder altså ikke bare visse handlinger. Den vil også bestemme og regulere, hvordan jeg færdes. Det er en fuldkommen umyndiggørelse af enhver dansker, som om vi var små børnehavebørn, der af pædagogen får at vide, at vi skal gå lige over vejen og blive stående, indtil alle er kommet over. Men sådan er der i hundredvis af regler og love, som er indført uden nogen særlig protest, ja, tilsyneladende med flertallets accept. Og jeg har en grim mistanke: Vi ikke alene accepterer den slags. Vi elsker det! I virkeligheden elsker vi love og regler og forbud – selv de mest sindssyge. Når der sker et eller andet uforudset, når de i tv-avisen fortæller en eller anden historie om en, der er blevet offer, så råber vi: Giv os en lov. Og det vil politikerne gerne give os, for så tror vi alle sammen, at så er vi trygge. Hvis folk bliver stukket ned med kniv på gade, så skal vi bare have en lov, der forbyder os alle sammen at gå med kniv, så er den i orden! Vi er blevet tryghedsnarkomaner. Hele tiden og igen skal vi have mere sikkerhed, mere tryghed, mere beskyttelse. Men den slags har en pris. Hver gang. Og det er friheden. Man kan ikke være fri og sikker på én gang. Det er altid sådan, at jo mere sikker, du er, jo mindre fri er du. Jo mere fri, du er, desto mindre sikker er du. Sikkerhed og tryghed er blevet gud i Dan­mark. Ja, i hele Vesteuropa. I London er de så lykkelige for deres over 1 million overvågnings­kame­raer, for det er effektivt mod kriminelle og terrorister. Men prisen er, at englænderne overvåges døgnet rundt, som dyr i en stald. Staten er mor eller gud, der skal passe på os, give os sut i munden og lægge os i seng om aftenen, kigge under sengen og jage bussemændene væk. Jeg vil tro, vi vil føle os noget nær lykkelige den dag staten indfører særlige godnat-korps, der går rundt og putter os og synger godnatsange for os og bæltefikserer os for at vi ikke skal falde ud af sengene i nattens løb. Tryghed, tryghed, tryghed – det er vores religion. Og den rigtige Gud er der kun plads til, hvis han vil være så venlig at levere endnu mere tryghed, så som at han vil love at tage imod os på den anden side af døden.

Det er den slags Jesus græder over. Han ser det, og kan ikke andet end græde over det, for det er da til at græde over. Det er ganske vist templet i Jerusalem han så dengang, men nedenunder alle forskellene i tid og sted er det ganske samme historie. Det store tempel i Jerusalem var på dette tidspunkt blevet en karikatur af det det var. Det var blevet en slags sikkerhedsanstalt. Her havde man Gud – ja, han boede ganske vist ikke i templet ligesom hedningernes gudebilleder, men man vidste nu alligevel, hvor man havde ham. Templet var simpelthen en stor tryghedsmaskine. Her sørgede præsterne for at forbindelsen var i orden, så alle kunne sove trygt. Her ofrede man duer, lam eller okser til Gud til de foreskrevne tider, og så var den i orden. I templet kunne man også få at vide, hvordan man havde at forholde sig. Hele den farisæisk-jødiske teologi gik ud på at overholde vigtige regler for ikke at komme i fare for at overtræde Guds lov. Man ville med en skov af bestandig nye love og nye lovfortolkninger opstille et gærde, som man kaldte det, om loven. Og så var templet samtidig en pengemaskine for Jerusalem. Tempelpladsen, som man stadig kan se i Jerusalem lignede ikke noget, vi forbinder med kirke eller andagt. Det lignede Hjallerup marked. Der var en muhen, en kaglen og en brægen, en klirren, en snakken, en larmen som fra en markedsplads.

Og Jesus ser det, og græder over det. Selv har han friheden, den fuldkomne, livsalige frihed for enhver, men den vil ingen have. For ingen vil have frihed, alle vil have tryghed, alle vil leve som umyndiggjorte slaver. Jo, lidt frihed til at vælge, om vi skal have spaghetti eller kartofler til aften, om jeg skal se en film eller hellere læse en bog, om jeg skal søge arbejde eller ikke søge arbejde, købe bil eller ikke købe bil – den slags frihed vil alle gerne have. Men egentlig ikke mere. For mere frihed giver også mindre tryghed og større ansvar.  Hvis Jesus var kommet med tykke regelsamlinger og en hel oksekærre fyldt med forbud, så havde de taget imod ham med jubel, men friheden – nej, fy, det er jo risikabelt. Så bliver livet jo farligt og risikabelt.

Jesus græder over det. Er det hans brødre og søstre? Er det hans landsmænd, hans medmennesker, der sådan kryber sammen og kysser deres lænker? Er de da så besatte, er de forheksede? Er det kun fattige, vantro, tiggere og alverdens udskud, der hører ham? For Jesus er al vores tryghedsnarkomani et uhyggeligt tegn på det, vi i kirken kalder synden, denne frygt for Gud, frygt for alt godt, frygt for frihed, menneske­lighed, al virkelig storhed. Jesus kaldes frelser, og en frelser er en, der frihalser, altså en, der tager haljernet af slavens hals. Da Jesus i sin tid blev bedt om at prædike hjemme i sin egen hjemby Nazareth, prædikede han over det sted hos Esaias, hvor der står: ”Se, jeg er kommet for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætter undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren!”. I ham har Herren besøgt sit folk – uden regler og på tværs af love og forbud. For at rejse mennesker op. Ja, for at gøre dem til mennesker i stedet for lænkehunde. Tænk på historierne om ham. Det er hvad evangelisterne fortæller om ham: Han lever uden at vide, hvor han skal sove næste nat. Penge har han ingen af og knap nok en madpakke i sin pose. De forfølger ham og jager ham fra by til by, forhører ham, truer ham og prøver på alle måder at kue ham, men det er ham, der kan rejse hovedet. Det er ham, der er fri. Det er han fordi han enfoldigt tror, at et menneske ikke lever for at leve længst muligt, for at gemme sig under sengen, når det bliver farligt. Et menneske lever for at give sig selv væk. Alt har vi fået og får det daglig, en dag af gangen. Gud er selv den, der giver sig selv væk. Den, der i kærlighed giver sig selv til dem, der ikke er det værd. Og først når hjertet er bundet, er man virkelig fri. Friere end nogen frihedsforfatning eller politisk retning kan forestille sig. Jesus, Herren, den største, ved ikke andet, end at han skal tjene alle. I den gerning er Gud Fader selv med ham. Dermed er der ingen, der kan lægge bånd på ham, ingen love, ingen trygheds­skabende foranstaltninger, ingen regler, ingen forbud, ingen tabuer.

Vi kan altså ikke blive ved med at leve hele livet som små dagplejebørn og stadig gå bundet i en snor i barnevognen. Det er Danmarks største problem – ikke finanskrisen! Det er på tide at stå op og spænde bæltet om livet. Vist skal vi adlyde love, som en lovlig regering har vedtaget, men hvis vi har hjertet bundet hos den ene sande Gud, og kun tjener ham ved at tjene hinanden – så er vi frie og kan selv skønne mellem skidt og kanel, ret og uret, rigtigt og forkert. Og er en lov i vejen for min pligt overfor mit medmenneske, så må den overtrædes – med de følger det nu får. For vi tilhører Herren, ikke os selv. Det er den frihed, vi er skabt til og som er vores, om vi blot tør tro det.

Amen