Prædiken til 14. s. e. trin. II, 2016

Joh 5, 1-15

Salmer: 749, 446, 86, 508, 207

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre! Sådan siger Jesus til den syge. Men hvad i alverden har manden da gjort? Han har ligget syg i 38 år. Hvordan kan Jesus så sige: Synd ikke mere? Han er vel bare et uskyldig offer for en fysisk lidelse, en lammelse, som måske stammer fra fødslen, måske fra en ulykke som barn. Kunne Jesus ikke vise en smule hensyn og skåne manden for mere?

Men Jesus taler til raske og syge på akkurat samme måde. Direkte og ligepå – altid til mennesker. For for Jesus er et menneske aldrig kun et offer, kun en syg. Et menneske er mere end sin sygdom, sin lidelse, sin alder, sit køn – alt muligt. Det er derfor godt, at Jesus taler sådan som han gør. For det viser, at for ham er vi aldrig opgivet. Også en syg kan stå til ansvar. Også et lidende offer kan være skyldig. Det er nemlig det store ved mennesket: Vi kan stå til ansvar. Vi er ikke ligesom goplen og dræbersneglen og guppyfisken. De er som de er. De kan ikke stå til ansvar. Det giver ikke mening, at anholde krokodillen ved vandhullet og anklage den for mord på den kønne antilope. En krokodille kan ikke stå til ansvar. Den er uskyldig – også selvom den spiser mennesker. Men et menneske kan vælge, kan sige ja og sige nej. Og det er netop det, der gør os til mennesker. Og sådan ser Jesus den lamme: Ikke kun som en stakkel, ikke kun som ham, der har ligget her i 38 år. Han ser ham som sin bror, som sin Næste, sit medmenneske.

Hvis Jesus nu havde sagt til den lamme: Jeg bebrejder dig ikke, du var jo syg! Så havde han dermed sagt: Der gælder andre regler for dig. Du er ikke først og fremmest et menneske. Du er først og fremmest en syg. Den køber Jesus ikke.

Men hvad har den syge så gjort? Ja, hans sygdom er ikke synden, men det ligger derimod den måde, han takler sin situation på. Manden har ligget der i alle årene og med tiden har han nedgjort sig selv til kun at være sin sygdom. Vist er hans lidelse stor og tung, men Gud tillader ikke sine mennesker, at de nedgør dem selv og hinanden.

Vi tager historien forfra: Jesus er på vej ind i Jerusalem og han gør nu et ophold ved Bethesda Dam. Arkæo­logerne har netop genfundet den. Den bestod af to bassiner med overdækkede søjlegange rundt om, præcis som Johannes beskriver. Under søjlegangene var der brede trapper ned til bassinerne. Det var her de syge lå og ventede og håbede på helbredelse. Jesus går ind og her ser han snart den lamme, der ligger på et af de øverste trin, længst fra vandet. Han går straks lige hen til den syge – og stiller ham nu det sære spørgsmål, som til alle tider har fået folk til at undre sig: Vil du være rask? Et åndssvagt spørgsmål, synes man. Har de ikke alle sammen peget hen på ham og sagt: Se, Jesus, der ligger ham den lamme, ham staklen. En syg vil da helbredes! Men hvis Jesu spørgsmål er åndssvagt, er den syges svar mindst lige så åndssvagt. Hvad kunne man forvente af en mand, der hver time i døgnet venter og håber på at blive helbredt? Han ville da råbe: Ja, jeg vil! Ja tak, jeg vil meget gerne være rask! Men manden svarer netop ikke sådan. Han forklarer: Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig! Altså Jesus spørger: Vil du? Og manden svarer: Jeg kan ikke!

Den lille ordveksling fortæller Jesus, at den syge er ramt af offer­mentali­teten, en lidelse, som i Jesu øjne er mindst lige så slem som lammelse: Den lamme trækker offerkortet, som vi siger. Vist er hans lidelse tung, men hvorfor det svar? Lever manden måske i virkeligheden ganske godt med at være ham det berømte offer? Der ligger han og er ham, som har ligger her i 38 år. Den særligt lidende. Måske er det blevet hans identitet: Jeg er den særlig hårdt ramte. Ingen kan i lidelse komme op på siden af mig. Noget tyder på, at han også smører tykt på. Han siger, han ikke har et menneske, men nogen bringer ham mad, nogen betaler for ham, nogen har hjulpet ham gennem alle disse år. Det nævner han ikke. Jeg ved godt, det ikke er pænt sagt om en mand, som i forvejen ligger ned. Men for Jesus at se, er heller ikke denne mand kun en, der ligger ned. Også han er et menneske, som Gud kan forlange noget af.

Sig ikke, at Biblen ikke er aktuel. Offermentaliteten har aldrig været stærkere. Vi har aldrig været bedre og dygtigere til at trække offerkortet. Nu er alle ofre. Kvinden, der puttede sin kat i mikrobølgeovnen for at tørre den, var et offer, for der stod ikke i brugsanvisningen, at man ikke skal putte katte i mikrobølgeovnen for at tørre dem. Kvinden, der blev skoldet af sin kaffe under et besøg på en MacDonalds-restaurant var et offer, for der var ingen, der fortalt hende, at man kan blive skoldet af kaffe, hvis man hælder den ned ad maven. Hver aften ser vi nye ofre i tv-avisen. Hver aften et nyt program om mennesker, der er ofre for fedme, for mangel på orden, mangel på motion, mangel på økonomisk sans, mangel på hensyn, ofre for racisme, for diskrimination osv.

Store grupper i befolkningen lever af at være ofre. Hele deres selvforståelse er at være ofre for andres ondskab. Da en fond forleden inviterede alle til at søge fondsmidler, ”både mænd og kvinder”, fik fonden straks på puklen af Landsforeningen af Bøsser, lesbiske og transpersoner, der mente, at det var diskrimination af dem, der er både mand og kvinde. Der skulle have stået, at både mænd, kvinder og transpersoner opfordredes til at søge. Da TV2 i en programrække med skjult kamera afslørede, at danske imamer sidder rundt om i moskeerne og rådgiver almindelige muslimer om fysisk afstraffelse af hustruer og børn, sharia og socialt bedrageri, fløj imamerne til mikrofonerne. De undskyldte ingenting, men hævdede, at de var ofre for en ondsindet bagvaskelseskampagne fra TV2. Vi er ofre – og offeret har krav på forståelse, medlidenhed, hensyn. Kvinder, muslimer, homoseksuelle, sorte, handicappede, ordblinde – hvem som helst er i dag et offer. Undtaget er vist kun hvide, heteroseksuelle, kristne mænd. Det er dem, der er skyld i alt ondt.

Misforstå mig ikke. Det er bestemt ikke for at tale nedladende om folk, der måske har det svært. Det er ikke for at føje spot til skade. Kun regner Jesus det altså for en synd at nedgøre sig selv, at reducere sig selv til kun at være et offer. Hold op med det! I er større end det. I mere værd end det!

Vi har lært, at det giver opmærksomhed at være et offer. Den, der forstår at fremstille sig selv som et offer, får opmærksomhed, bevillinger, særhensyn, penge. Hvad vi ikke lægger mærke til, er, at denne offerrolle har en pris, nemlig at vi kommer til at nedgøre os selv på det ynkeligste. Kvinden med mikrobølgeovnen og hende med kaffen vandt ganske vist mange penge i retten, men de udstillede jo også dem selv som de rene tåber. Alle de, der stiller op på tv for at få hjælp til vægttab og oprydning i deres hjem – de får nok opmærksomhed, men de udstiller også dem selv som en slags hjælpeløse amøber, der ingenting kan. Offermentaliteten er umenneskelig, uværdig. En hel befolkning, en hel verden har lært at sidde og være ynkelige og vente på, at alle andre skal komme og gøre noget. Jeg er et offer – jeg har krav på, at alle I andre gør noget for mig. Se nu bare at komme i gang – I andre! Når den arabiske verden står i stampe, når de igen og igen plages af diktatorer og muslimsk terror, så er det ikke mindst offermentaliteten, der holder det fast. Mange arabere giver rutinemæssigt USA og Vesten skylden. Og så sætter de sig ned - eller de står og råber. Men selv vil de ikke gøre noget, for de er jo ofre og venter på, at alle andre skal gøre noget for dem.

Det er lige præcis det, der er det uhyggelige ved offertankegangen: At vi nedgør os selv til passive, ynkelige, hjælpeløse væsner, som andre skal gøre noget for. Det bliver en form for lammelse. Vi fornægter vores adel, vores menneskelighed og gør os til noget, der er ringere end menneske. Selvfølgelig har et offer for sygdom eller vold krav på vores hensyn og medlidenhed. Men ingen er kun ofre. Vi er aldrig kun – hvad det nu er: den ramte, den overfaldne, den syge, den gamle, den fattige. Offermentaliteten gør den ene halvdel af os til passive ofre og den anden til formyndere:

Jeg tænker på den valme, omklamrende måde, man f.eks. behandler migranter og asylsøgere på. Som efter episoden på banegårdspladsen i Kölln, hvor unge nyankomne nordafrikanske mænd befamlede og overfaldt kvinder nytårsaften. I stedet for at behandle dem som ansvarlige mennesker og kræve dem til ansvar, gjorde man overfaldsmændene til ofre: De er jo stakler, sagde man, traumatiserede og ødelagte af fattigdom og krig. De er muslimer og er opdraget med et helt andet kønsrollemønster. Det lød hensynsfuldt og forstående, men det betød jo i virkeligheden: I unge fyre fra Algeriet og Marokko – i kan jo ikke gøre for, at I gør som I gør. I er jo ofre, som blot må følge jeres kultur og jeres seksualmoral. I kan jo ikke andet. Kort sagt: Med alle de pæne ord gjorde man de unge mænd til noget ringere end mennesker og fastholdt dem i en pervers forestilling om kønsrollerne. Det samme gør man, når man tilsyneladende tolerant og hensynsfuldt lade kvinder bade iført burkini og bære tørklæde på arbejde. Man siger: Det er jo deres kultur! Sådan fastholder man pigerne og binder dem til en bestemt rolle, som de måske ikke ønsker.

Jesus helbredte den lamme. Og det var godt. Men allerede mens han lå hjælpeløs, insisterede Jesus på at behandle ham som et medmenneske. Ikke kun som patient og offer.

Så lad os gøre ligeså! Lad os holde op med den dumme leg. Jesus Kristus har stillet os frit, lige over for Gud og hinanden. Vi er mennesker, ikke ofre, ikke amøber. Et menneske kan tilgives, tiltales, et menneske kan vende om. Det kan en vandmand, en brøndsnegl ikke. Men se, vi er mere værd end mange snegle.

Amen