Prædiken til 17. s. e. trin. II, 2016

Mark 2, 14-22

Salmer: Resen: Hindborg: 727, 353, 728, 729, 731

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Gud befaler. Det er det, vi har ham til. Hvis han ikke befalede, så var han slet ikke Gud. At have Gud er at have befaling. At være et Guds barn er at være en, der har fået Guds befaling. For at modtage Guds befaling er samtidig at modtage Guds tilgivelse og hans nåde. Anderledes er det ikke. Befalingen lyder sådan her: Jeg er Herren din Gud. Jeg giver dig denne dag i dag. Den er nu din opgave. Hvad der skete i går er tilgivet. Hvad der sker i morgen er min sag. Men i dag er du min betroede tjener, min udsending, min apostel, som står til ansvar over for mig. Dagen er ny og fuld af opgave. Løft hovedet, stol på mig og gå glad hjem til din gerning!

Sådan berettes det i Biblen, at Guds samler sit folk med sin befaling. Uden den var det aldrig blevet til noget med flugten fra Egypten. Uden Gud var Israels folk gået i opløsning enten af fejhed, frygt eller dovenskab. Men sådan lyser det ud af hver sætning i den gamle historie. Selve det at Gud er og byder – det er en velsignelse. Det er storheden, æren, livet. Tegnet på Guds nærvær.

Ordet befaling har nok en dårlig klang i vore øren. Det klinger af militær, af eksercits, snorlige rækker, kæft, trit og retning, men der er kun, fordi vi har glemt, at befaling også kan være noget godt. Befalingen er klar kommunikation, men det er mere end det. Det er nærvær og virkelighed. Det har ikke været en del af børneopdragelsen eller pædagogikken i flere årtier, men det er faktisk godt for et barn, at far og mor befaler. Ethvert barn ved det dybt nede: Far og mor er på intet tidspunkt mere nærværende, mere virkelige, tættere på, end når de siger: Kom, gør sådan og sådan! Det viser barnet, at det er alvor for far og mor. Det er ikke ligegyldigt, hvad det gør. Far og mor forventer noget af mig – det føler den lille så udmærket og klart.

Sådan er det med Guds befaling. At høre Guds befaling er at høre, at Gud vil mig noget, at jeg ikke er ligegyldig, ja, at han har tilgivet mig ved på ny at give mig sin opgave forfra. Det er det, vi skal høre hver søndag og stole på hver af ugens øvrige dage: Vi er Herrens betroede tjenere. Dagen i dag er ikke vores, men en gave, givet os af Gud til at høre hans befaling, stole på hans godhed og hjælpe og gavne vores stakkels næste. Tro er ikke at tænke sig til Gud. Det er tillidsfuldt at følge og tro hans befaling.

Det er egentlig bare det, der er på færde hos Markus. Der sidder Levi, den lille forhadte tolder og gnider sig i sine tynde gnierfingre ved udsigten til told- og momsindtægter. Levi kan ingen lide, for han er jo romernes usle lakaj, en lejesvend og pengepuger, datidens fotovognsbestyrer. Ingen ordentlige mennesker gider have med Levi at gøre. Men så kommer Jesus og befaler: Følg mig! Og her er det netop sådan: I befalingen ligger tilgivelsen. Nærvær, virkelighed, retning og opgave. Det er også derfor Jesus lidt efter sidder bænket til en lystig frokost i Levis hus. Det er jo nøjagtig som Jesus sagde dengang han gik ind at spise hos Levis chef, overtolderen Zakæus i Jeriko: Også han er en Abrahams søn!

Der siges så ugudeligt meget sentimentalt sludder om Guds kærlighed og tilgivelse. Men det er tom præstesnak, hvis ikke tilgivelsen gives som befaling og befalingen samtidig er tilgivelsen. Det hænger sammen. Guds tilgiver ved at gentage sin befaling til de ulydige syndere. Det er egentlig hele evangeliet. Det er også derfor Jesus siger det om bryllupsfesten. Her hvor han er og befaler – der er der ikke tid til faste. Her er glæde, fest! En gammel kone, jeg har kendt, sagde: Denne dag er en højtidsdag. Og så klædte hun sig i sin bedste kjole, fandt den pæne uldfrakke frem og den lille hat – og gik til begravelse. Ikke sådan at forstå, at hun elskede begravelser. Meningen var derimod, at der er noget, der har overstrålet selv det at miste en gammel bekendt, en god nabo, et kært familiemedlem. Og det var det simple, at vi i kirken får lov at høre Guds befaling til syndere. At han også retter sin befaling til os i dag.

Denne søndag er derfor en højtidsdag. For til hver enkelt af os er beskeden: Denne dag, søndag den 18. september giver jeg dig. Hvad der skete i går er slettet ud. Hvad der sker i morgen, er min sag. Hvad du end er og hvad du end har bedrevet indtil i dag: Du er min betroede tjener, udrustet med den opgave at give dig selv væk i glæde og tjeneste for din stakkels næste. Du skal ikke først være alt mulig, du skal ikke først have præsteret det og det. Alt det har vi ikke tid til at vente på. Du skal blot høre, hvad jeg siger – og gøre det!

Og så er jo spørgsmålet: vil vi så det, eller vil vi ikke? Tør vi det eller tør vi ikke? Der er kun de to muligheder. Gud giver os ikke andre. Det er meget simpelt, i grunden – selvom det er svært. Hvis man siger: Ja, men kan vi nu være sikre på, at Gud faktisk befaler noget? Har vi noget bevis for, at det er Gud og ikke bare præsten, der siger sådan? Hvis man siger sådan, så har man ikke hørt befalingen. Eller man har hørt den, men snakker udenom. Spørgsmålet var jo ikke, hvad vi kunne tænke os frem til eller hvor mange beviser, man kan underbygge befalingen med. Der var slet ikke noget spørgsmål. Kun den befaling: Du skal stole på Gud og give dig selv væk i tjeneste for din Næste. Hvad du ellers tror, du skal – det skal du ikke!

Hvad skal man sige om en soldat, der får befaling om at marchere med fuld oppakning ud til skydebanen – og denne soldat så sætter sig ned og siger: Lige et øjeblik, hr. sergent: Hvordan kan jeg være sikker på, at du har bemyndigelse til at kommandere med mig? Jeg ved godt, hvad sergenten vil sige. Han vil formentlig blive kokrød i hovedet – men så gentage ordren – lidt højere! For hvis man bliver bedt om at gå, og man så blot sidder og snakker, så efterkommer man jo ikke befalingen. Det er facit. At snakke om Gud er ikke det samme som at adlyde ham. Det kan være fint nok at sidde en sen aften og drøfte, om jorden blev skabt af Gud eller om det hele skete af sig selv. Det kan også være helt fint at diskutere, om Gud og Allah er den samme, om Jesus var Guds Søn, om Jesus kunne gå på vandet og så videre. Men det er noget helt andet, end at adlyde Guds befaling. En befaling adlyder man – eller også gør man ikke. Det er afgørelsen for os.

Levi og hans kolleger og kumpaner siddende benovet til bords med Jesus – det er et herligt billede på kirken, på os. Hvorfor er de samlede der om bordet? Er det fordi Levi alligevel var en guttermand på bunden? Er det fordi tolderne i virkeligheden var flinke fyre, der ikke gjorde en kat fortræd? Er det fordi de nu alle sammen har lovet Jesus, at de fra nu af aldrig mere vil synde? Nej, det tror jeg ikke. Det er jo netop med god grund, at de skriftkloge farisæere er oprigtig forargede: Tolderne var nogle skiderikker. Nej, de sidder samlede der, fordi Jesus vil det. Fordi også disse toldere og syndere skal høre Guds befaling. Også dem vil Gud være nær – og intet nærvær er større og bedre end befalingen. Til datidens toldere og syndere sagde Gud: I toldere og syndere, I taskespillere og fidusmagere, I hesteslagtere, lokumsrensere, prostituerede – alle I som blandt jøderne regnes for fortabte og urene: Se, nu er I mine udsendinge, mine betroede medarbejdere. Dagen i går er tilgivet. Dagen i morgen råder Gud for. Men i dag skal I stole på Gud, lade ham være jeres håb og styrke og glæde, og så give jer selv hen for de andre.

Sådan skal det også lyde i kirken i dag: Herren strækker ud sin arm, små vil han velsigne! Det handler ikke om vores fortræffeligheder eller skavanker. Det handler end ikke om vores mangel på tro, vores tvivl og vores almindelige forvirring. Det er alt sammen overdøvet, overstrålet af befalingen, dagsbefalingen, som vi får lov at høre igen.

Det er virkelig ung vin på nye sække. Jesus er ikke terapeut eller pædagog. Han siger ikke: I morgen eller i overmorgen, når troen har vokset sig stor hos jer og I er blevet bedre og dygtigere og mere næstekærlige og ikke synder mere, så vil alting blive som en bryllupsfest. Den slags lapværk er Jesus ikke til. Det ville svare til, som han selv siger, at sy en helt ny og fin, aldrig vasket lap på de gamle cowboybukser. Når man tager dem ud af vaskemaskinen er lappen krympet og har revet hul i bukserne. Det kan også sammenlignes med at hælde den friske syreholdige vin på de gamle stive lædersække, som blev tømt sidste år. Skidtet går i straks i stykker. Nej, væk med det! Jesus vil ikke bygge på noget i os, men alene på sin egen tro, sin egen urokkeligt faste tillid til os. Han vil samle sin kirke, ja, samle hele verden sammen hos sig, så de og vi alle kan høre den samme, velsignede befaling:

Se, menneske. Livet er ikke dit. Det er mit, din Guds, men jeg har givet dig denne dag. Hvad der skete i går, er slettet ud, hvad der sker i morgen, er min sag. På denne den første nye dag i resten af dit liv befaler jeg dig at tro, at Jesus Kristus har gjort alting godt. I dag skal du lade mig være din styrke, dit håb og dit fundament og gå så hen og give dig selv væk til lidt gavn for din stakkels Næste. Det er det du skal og andet skal du i grunden ikke.

Se dèr er opgaven. Og nu er bolden spillet over på vores banehalvdel: Vil vi det – eller vil vi ikke?

Amen

På den måde er det godt at have Guds befaling. For med den er Gud nærværende, vedkommende, virkeligt.