Prædiken til 18.s.e.trin.II, 2016

Joh 15,1-11

Salmer: 730, 446, 295, 36, 729

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Når man går til kirke, skal man høre noget, som man ikke hører noget andet sted på jorden. Det duer ikke, at vi kun sidder og siger ting til hinanden, som vi er helt sikre på. Det er sådan noget, ateisterne tror: De siger, de kun vil tale om det, de ved, og det er derfor de er så kedelige at høre på. Hvis jeg kun skulle tale om det, jeg ved, så ville det blive en helt usædvanlig kedelig prædiken: I dag er det solskin, men også lidt overskyet ind imellem. Min præstekjole er sort, og væggen her er hvid!

Det duer ikke! Vi skal forundres, modsiges, væltes, måske forarges i kirken. Jeg begynder derfor med at give ordet til Paulus. I et af sine breve formulerer han hele sin livserfaring med kristendommen: Det lyder sådan her: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud”. Det gentager jeg lige: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud”. Sådan er det.

Det vil vi lige overveje lidt nærmere. Sådan er det: Alt, simpelthen alt virker til gode for den, der elsker Gud. Man kan altså ikke finde noget i denne verden, som ikke på en eller anden måde virker til gode for os. Til gode? Altså gavner? Hvordan det? Jo, sådan her: Det gode gavner os, og det mindre gode gavner os – og det forfærdelige ja, det kan også gavne os. Sådan noget trænger vi ærlig talt til at høre i vores pylrede tid, hvor vi skal have psykologhjælp, blot vores hamster har forstoppelse eller elevationssengen er gået i baglås. Vi er med i noget, som er meget større end vores personlige behov og ønsker.

Lad mig forklare: Det gavner os altså, når vi vinder i Lotto. Javist! Men det gavner os også, når vi ikke vinder i Lotto! Det gavner os, når vi kommer vel hjem og ikke er punkteret midt på den mørke landevej mellem Herning og Haderup. Men det gavner os også, hvis vi virkelig punkterer midt på den mørke landevej mellem Herning og Haderup. Det gavner os, når vi har et fedt job og et flot hus med Børge Mogensen sofaer og en ny Volvo i garagen. Men det gavner os også, når chefen giver os sparket, og vi må nøjes med et håndværkertilbud på Lars Tyndskids mark. Det gavner os, når solen skinner, og vi er på udflugt med madpakke og kaffe. Men det gavner os også, hvis det øser ned og madkurven bliver gennemblødt og kaffen bliver kold. Det gavner os, når vi er sunde og raske, men det gavner os også, hvis vi ikke er det. Det gavner os at være i live, men det gavner os også ikke at være i live. Kort sagt: Alt virker sammen til gode for os. Det er ifølge Paulus grunderfaringen i kristendommen.

Jo mere man tænker over det, jo underligere lyder det. Men det er kun godt, for det alt sammen kun tegn på, at her er noget, der kradser, noget man i hvert fald ikke hører hos sin frisør eller i Rema. Paulus forklarer selv sine ord sådan her: Er Gud for os – hvem kan så være imod os? Hvis Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens skaber er for os – tilgiver os al synd og regner os for sine børn - hvad i al verden kan da være imod os eller skade os? Kan man nævne noget, der kan hamle op med ham, måske? Vi står i Guds den Almægtiges hånd – ham vi i Jesus Kristus kender som vores himmelske Fader. Han er ikke en ukendt magt, men ham der vil os det godt. Hvad piver du for? Du har dine synders forladelse! sagde en officer til en såret soldat i 1864. Det var nok rask sagt, men det er jo rigtig nok!

Der siges så meget om Gud. Der er så mange religioner, som bruger hans navn, så mange, der hævder, at de kommer med budskaber fra ham. Som kristen må man vove at sige: Snak med jer. Jeg kender og vil kun kende Gud på én bestemt måde, nemlig gennem Jesus Kristus. Kun gennem ham kan jeg tro, at Gud vil mig det godt. Derfor vil jeg blive ved ham og holde mig til hans ord. Det er det, Jesus siger. Han sammenligner sig med et vintræ. Han er vintræet, vi er grenene. Kun så længe grenene bliver på stammen, kan de leve og bære frugt. Det billede betyder: Så længe jeg holder mig til Jesus Kristus og bliver ved ham, så længe kan jeg fæste lid til, at alt hvad der sker, virker til gavn for mig.

Nuvel, hvad var det så, jeg sagde før? Jeg sagde: Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud. Alting? Ja, alting! Også ulykke, sygdom og død? Ja, det kom jeg til at sige: Også det! Også det gavner os! Misforstå mig ikke. Det er ikke sådan, at vi nu skal lære at elske sygdom og død. Men giv det lige en tanke: Hvis alt liv kommer fra Gud, og det er livet at vandre med ham som Adam vandrede med Gud i Edens have, så er alt, der kan bringe os tættere på ham – til gavn. Og selvom jeg hader roskildesyge, så må jeg jo indrømme, at den hver gang lærer mig, at jeg altså ikke er en supermand, men bare et meget lille menneske, der må råbe til Gud. Og sådan forstået kan også sygdom være os til gavn. Den kan lære os noget, nemlig at opgive alle falske forhåbninger og at bede til Gud, stole på Gud og vente på Gud – og ikke os selv. På den måde kan selv ikke døden få lov at stå som det sidste og mørke, altings ende. Nej, for den skal lære os at vente de dødes opstandelse af Guds hånd. At se døden i al sin gru og rædsel og så sige: den er som de sorte, nøgne grene i det tidlige forår: De skal grønnes! På den måde er det sandt: Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.

Da den gamle kirkefader biskop Ignatius blev kastet for løverne i Rom, sagde han: Nu bliver jeg malet som kornet, knust mellem løvernes kæber – for at der at mig skal blive mel til brød for andre! Dermed mente han, at hans død ville komme til gavn for alle dem, der ved at se ham dø så frygtløst, lod sig døbe og blive kristne.

Helt fremmed er tanken måske alligevel ikke. En god bekendt fortalte engang, at hun var blevet ønsket tillykke dagen efter, at deres gård var brændt ned til grunden. Det var hun ærlig talt blevet stødt over dengang, men siden viste det sig jo, at de ved hjælp af forsikringen fik et nyt og meget bedre hjem. Sådan er det med alting, siger Paulus. Også når vi ikke kan se det. Guds veje og Guds planer går langt over vores forstand, men vi skal stole på, at han dog vil føre alt til en lykkelig slutning til sidst. Jeg tror, at Gud altid virker for at bringe os nærmere til sig.

Tilbage til det billede, Jesus bruger. Han er vinen, livets træ. Vi er grenene, og Gud er vinbonden, der tilser sine vinstokke. Og vinbonden er somme tider hård ved dem, vinplanterne. Han finder kniven og saksen frem og skærer vildskud af, så de ikke kvæler de andre skud, og han renser kvistene for blade, så der kan komme mest mulig sol og varme ned på druerne, så de modnes rigtigt. Alt hvad han gør, gør han for at vinstokken skal give mere frugt, bære flere og større druer. Andet formål har han ikke. De fleste haveejere ved, at man somme tider skal være hård ved buskene. Hasselnøddebusken skal have et ordentligt hak ellers gror den højt og vildt og giver ingen nødder. Æbletræet skal topskæres. Det skal have form, siger fagfolk, som om der lå en stor ko oppe i dets krone. Sådan, nemlig, at der kan komme mest mulig sol og varme til frugterne. Sådan virker Gud også. Han vil, at vi skal blive hos ham, så vi får mod til at være til glæde og gavn for andre.

Som jeg sagde, så synes jeg, vi moderne mennesker er slemme til at se ulykke, sygdom og død ligesom en fejl, en fornærmelse imod os – nu gik det lige så godt! Vi havde jo andre planer, vi skulle lige til at have det så godt. Nej, siger Jesus, tænk ikke sådan. Men sådan: Jeg er vintræet og I er grenene, og af og til kommer vinbonden og renser og nusler med sin beskærersaks, for at vi skal give mere, for at vi skal holde os til ham, glemme os selv og turde følge Jesus, når han siger: Større kærlighed har ingen end den at give sit liv for sine venner!

Lad mig bare slå fast, at jeg personlig er hypokonder og frygter for mit liv, blot jeg ser en skovflåt eller hører om nogen, der har fået influenza. Og mest af alt frygter jeg tanken om døden. Det indrømmer jeg gerne. Sådan en tøsedreng er jeg.

Men jeg vil modsiges, når jeg kommer til kirke. Jeg vil høre noget, der rækker ud over mig selv og min skræk. Jeg vil høre det mærkelige: Alt virker sammen til gode for mig, der elsker ham, der elskede mig først. Og han siger: Det du frygter allermest, kan ikke skade dig. Tværtimod, det kan ligefrem være dig til gavn og lære dig, at holde fast ved det budskab, du fik at høre i kirken. Hovedsagen er: Ligesom Danmark i mange år har levet trygt i alliance med supermagten USA, sådan kan vi i alliance med Gud. Og det betyder: Det kan godt være, der kommer ulykker, modgang, uro, sorg, længsel, sygdom og død på min vej. Men alt det kan lære mig, at jeg ikke er en lille gud, men et lille menneske, der står i Guds hånd. Uroen og længslen og sorgen har jeg for at den kan fortælle mig, at verden ikke er Paradis, men at jeg er på vej derhen, også når det går galt. Højt over mine planer går Guds planer. Også selvom jeg ikke kan se det gavnlige i det der sker nu.

Og er jeg så på vej i døden, ser jeg kun den mørke skov foran mig for enden af vejen. Så er det dog vejen til ham, til opstandelse. Livet er ikke mit, ikke min ejendom, men Guds gave, som jeg skal give videre. Det er det, Jesus kalder at bære frugt. Ikke bange nu, tro kun!