Prædiken til 1. s. i fasten II, 2016
Luk 22, 24-32
Salmer: 557, 207, 294, 336, 617

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Livet er Guds. Det er en lille enkel sandhed, som vi glemmer, lige så snart den er sagt. Livet er ikke vores ejendom, vores besiddelse. Det er Guds alene. Når han vil og så længe han vil, giver han det bort én dag af gangen. Ingen af os har jo først bestilt livet på nettet eller i et varekatalog fra Bilka. Pludselig en dag gav vi et vræl fra os og slog øjnene op på den første dag, som Gud gav os. Uden at fatte det mindste var vi pludselig sat ind i verden, hentet ud fra det store intet for at leve denne dag. Og siden hen den næste dag og den næste, som Gud nu ville give os det. For livet er hans, hans gave til os. Hver dag for sig, hver dag på ny. Og som det fortælles i den gamle bibelske beretning, så gav han os af det liv, der er hans – for at vi skulle tjene. Ikke for at vi skulle lade os tjene, men for at give det liv, vi har fået af ham – videre i tjeneste. Vi skulle ikke sidde som konger på troner og have garanti for mange andre dage. Nej, Gud giver os denne dag med ordene: Værsgo, brug denne dag til gavn for din stakkels Næste.

Så enkelt kan og bør det siges. Vanskeligere er det ikke. Jeg lever i dag et liv, som slet ikke er mit, men Guds. Han har givet mig det for intet. Jeg kunne være ingen­ting; de molekyler og atomer, som er mig, kunne være spredt som usynligt kulstof i jord og luft, men her er jeg i det liv, som jeg kun kender som i dag og alle dagene forud for i dag. Ikke i morgen. Så er min opgave da i dag at tjene og gavne de andre, som Gud har sat i den helt grundlæggende samme situation som jeg – alle dem, som han har villet, at jeg skulle dele denne dag med.

Men det er netop problemet. I den gamle myte fra Biblen fristede slangen Eva til at se tingene på en anden måde: At livet er mit, min tid, mit rov, min ejendom, som jeg skal udfolde og sikre og fastholde og bruge til egen fornøjelse – hen over hovedet på alle de andre. Det er jo præcis det, historien om Adam og Eva vil fortælle: At det er en djævelsk fristelse, når vi betragter livet som vores, som noget, vi skal sikre imod alle farer og ikke mindst imod andre mennesker. Nej, livet er Guds. Det er kun hans ejendom. Tænk sig, naturforskerne og biologerne ved med al deres forskning og lærdom ikke engang, hvad liv er. De kan sige, at der er liv, men de kan ikke definere og forklare, hvad liv er. De kan bruge byggestenene til liv og vi kan slå liv ihjel, men vi kan ikke skabe liv ud af det blå. For livet er Guds og han har givet os det i dag og sagt: Gå med det til din stakkels Næste! Jeg er Herren.

Denne gave og tjeneste – det var det, Jesus altid ville holde sine disciple fast på. Helt urokkeligt: lederen skal være leder ved at tjene. Men dertil skulle disciplene være vidner til hans egen kamp mod fristelsen til alt mulig andet. Fristelsen til magt, til at lade sig tjene, til at lade sig hylle som konge, lade sig tilbede som Gud, fristelsen til magt, til beundring, til sikkerhed – til lige netop ikke at tage hver dag som Guds gave og opgave til tjeneste. Det er altid Djævlens fristelse, som han alene modstod, men som disciplene faldt for igen og igen, og som vi falder for igen og igen.

Det skete sågar på selve den sidste aften, de havde sammen, da de fejrede påskehøjtiden efter jødisk skik og mindedes, hvordan Gud havde udfriet forfædrene af Egypten. Aldrig så snart havde Jesus sagt, at én af dem snart ville forråde ham, før de alle som en begyndte først at bedyre, at det kunne de da aldrig finde på, og så næst efter skændes om, hvem af dem, der var den største, den bedste, den mest troende, den mest retfærdige, den ivrigste tilhænger af Jesus.

Mere skal der ikke til, så har de nærmeste omkring Jesus ganske glemt, at livet er ikke vores, men Guds, og det gives kun til tjeneste i dag, én dag af gangen. Så snart truslen dukker op, så snart Jesus har udtalt ordene om forræderiet og mindet dem om det, han har sagt så tit: At han skal forrådes, udleveres, piskes og korsfæstes – så melder panikken sig. Forsikringerne fyger i luften. Bror vender sig imod bror, ven mod ven, discipel mod discipel – akkurat som i beretningen om Kain og Abel: Hvem er størst, hvem er bedst, hvem har mest ret, hvem er den retfærdige?

Da tager Jesus til orde og minder dem stilfærdigt om den sandhed, som han har sagt dem så tit og som de kender så godt, men hele tiden løber fra: I verden vrimler det med fyrster og herskere og diktatorer og præsidenter og magthavere. De kalder sig velgørere, og det er de også for så vidt de er Guds stik-i-rend-drenge og tjenere til at skabe en vis fred og orden i verden. Der er en orden i verden. Dèr er der forskel. Den, der har magt, den, der er stor sidder til bords og lader andre tjene for sig. Sådan er det ja, og alle stræber efter at være den, der sidder betrygget i sin stol. Men livet er det at være tjeneren. For livet er Guds og kun hans, givet hver dag til tjeneste. Alt andet er kun falsk sikkerhed, falsk tryghed, falsk alt muligt. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det. Sådan er det jo. Ingen kan i virkeligheden sikre sit liv. Ingen. Det er Djævlens værste og største fristelse, at vi kan det. Men, siger Jesus så: Han vil gå tjenerens vej, om så alle andre gør alt mulig andet. Jeg er her midt i blandt jer, som den, der tjener. Så kort forklarer han sin opgave, det, han er kommet for: at gå en anden vej, helt alene, misforstået af alle, modsagt af alle og svigtet af alle. At leve Guds liv i tjeneste for næsten – for næsen af djævlen og hele hans hær af fristelser. For os! 

Disciplene kan ikke følge ham. De falder alle sammen igennem. Med et kæmpebrag. Det ved vi. Kun et par linjer efter dagens tekst lover Peter, at han vil gå i fængsel og død med Jesus. Han vil være tro til det yderste. Men gu’ vil han ej! Før hanen galer allerede næste morgen, har Djævlen fristet ham over evne hele tre gange.

Alligevel roser Jesus sine disciple og siger: Jer er det, som har holdt ud med mig i mine fristelser (sådan bør det oversættes). Ja, det har de. De har holdt ud med ham i hans fristelser. Så sandelig Ikke deres egne. Og netop derved gør de gavn for os. For netop med deres svigtende tro, deres dumme skænderier om, hvem der er størst – netop med de tåbeligheder er de en trøst for os. For vi er jo ganske som dem. I disciplene kender vi os selv. Vi falder og fristes som Peter. Vi tror, livet er vores. Vi vil ikke tjene, men langt hellere lade os tjene. Vi går lige i Satans fælde. Men Jesus har helt alene modstået fristelsen for os, i vort sted. Som den, der kender og modstod fristelsen, vil Jesus være hos os og bede for os.

Alt det er noget enhver af os kender. Jeg hørte forleden et interview med mediedamen og livsstilseksperten Christine Feldthaus. Hun er ustand­selig i medierne og optræder med at prøve alt muligt mærkeligt og opsøge alle mulige mærkelige mennesker med mærkelige hobbies og beskæftigelser. Hun fortalte helt uden selvironi eller skam i livet, at hun var hundebange for at dø. Men vel at mærke ikke for at det skal gøre ondt at dø eller at være død. Nej, det, som hun var bange for, var dette, at livet en dag skulle slutte. Det var så brandirriterende og oprørende, at hun ikke bare kunne fortsætte med at leve. Af netop den grund, indrømmede hun selv, fløj hun rundt som en flue i en flaske for hele tiden at få bekræftet, at hun endnu var levende.

Det var jo rene ord for pengene. Og netop det handler rigtig meget af vores færden om: På en eller anden måde sikre mig selv, fylde det liv, der jo må være mit, med oplevelser, så jeg når det, jeg vil nå, så jeg får set, det jeg vil se. Så jeg har styr på livet, magt over tingene, så jeg kan gøre det som jeg vil. Den sang er vores alle sammens. Sådan driver og drives vi frem, fristede af den Lede. Hele tiden med den gamle løgn: At livet er vores til fri afbenyttelse i al evighed.

At være ham, der sidder og lader de andre tjene. Det er målet. På tusind raffinerede måder søger vi det: Se, så ydmyg er jeg, så troende er jeg, så sund er jeg, så stakkels er jeg, så rig er jeg, så fattig er jeg – alt kan bruges, når vi vil bemestre livet og hæve os op på bekostning af vores fattige Næste. Og alt sammen er det, fordi den Lede stadig synger den samme sang for os: Livet er dit, alle dagene i din kalender er dine. Tæl op og læg planer og grib efter det, du vil, det du har ret til at nyde. Sådan hvisker han os i øret, men løgn er det. Vi ved det godt. For livet er kun Guds. Vi har fået det givet i dag. I morgen ved vi intet om. Men dagen i dag har vi helt mirakuløst og helt uden at vi har fortjent det – fået alene til tjeneste.

Når du vender om, Simon, så styrk dine brødre, siger Jesu til sidst til Simon Peter. Netop til ham, disciplenes førstemand, kirkens første apostel, første biskop. Og den er præcis til os. Vi er konstant på vildspor, igen og igen forledt og fristet og fortabt, men den største iblandt vil være iblandt os som den, der tjener. Og han tjener os på den måde, at han kender fristelsen, han har selv været der og forstår og tilgiver. Men tilgivelse betyder jo at give tilbage. Og sådan gør han. Han giver os tilbage til Gud, så vi igen kan se det: Se, livet Guds, Ikke dit, ikke mit. Det er givet os i dag. Til tjeneste. Det og intet andet.

Amen