Prædiken til 20. s. e. trin. II, 2016

Matt 21, 28-44

Salmer: 743, 332, 276, 294, 7

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

For at bevare, må man forny. Det gamle kan kun bevares som det er, hvis det hele tiden fornys. Alt i verden fungerer sådan. Her uden for kirken løber Hindborgvej, som den har gjort det i århundreder. Det er den samme vej, men det ikke de samme sten, den samme asfalt. Netop fordi vejbelægningen fornys, er vejen bevaret. Hvis man sagde: Nu vil vi omhyggeligt bevare vejen for eftertiden som den ser ud i 2016 – så ville der ikke gå mange år, før vejen var forsvundet. Græs og mælkebøtter ville have sprængt sig vej gennem asfalten, regn og frost ville ødelægge gruslaget og en dag ville vejen være væk. For bliver den ikke fornyet – så kan den ikke bevares. Sådan er det med alting. Hvis I er lidt trætte her til morgen og føler jer gamle og rustne, så fortvivl ikke! Der findes slet ikke gamle mennesker. Vore kroppe fornys nemlig hele tiden. Gamle celler dør og erstattes løbende med nye. Vi siger: Sådan er mit hår, sådan har mine negle altid set ud, men i virkeligheden er det nyt hår og nye negle. De fornys hele tiden – og netop derfor kan vi sige, at de er de samme.

Forny for at bevare. Sådan virker det i politik, religion, videnskab, erhverv og handel. Jeg kan heller ikke bevare det ægte kristne ved at stå og læse op af Paulus’ breve på oldgræsk. Paulus’ og Peters og Markus og Mattæus’ anliggende skal fornys, nyformuleres – ellers er det slet ikke deres anliggende længere. Kristendom er ikke meninger, kultur, noget, man gemmer på et museum. Det er altid lydighed i øjeblikket, at stå i ansvar over for Gud nu i dag: At høre hans ord som direkte tale til lige netop mig: Det er mig, der skal stole på Gud. Det er mig, der skal vove det. Det er mig, der skal se bort fra mig selv og tjene min Næste. Nu! Sådan og kun sådan skal man høre evangeliet.

Også evangeliet skal hele tiden fornys for at bevares. For at bevare den friskhed, det havde dengang, må det fornys. Det gjorde allerede evangelisterne. Nu skal vi i arbejdstøjet – for at læse og forstå og tolke lignelsen om de onde vingårdsmænd. Som alle lignelser er den blevet fortalt og nyfortolket på forskellig måde til forskellige tider. Det særlige ved lignelsen er, at den findes både hos Markus, Lukas og Mattæus – og så i det, der kaldes Thomasevangeliet, som ikke kom med i Biblen. I de fire udgaver af historien har vi et eksempel på, at allerede evangelisterne fortolkede, genfortalte og fornyede den – netop for at bevare det, som var sagen for Jesus.

Opgaven er at finde ud af, hvad Jesus vil sige til os med historien. Og mens vi gør det, kan vi samtidig se, hvordan evangelisterne har arbejdet med historien. Jeg tror, det er Markus og Thomas, der har den ældste udgave af historien. Mattæus og Lukas opfatter den på en lidt anden måde – som en slags symbolsk historie, det, man kalder en allegori. Det skal jeg vise jer om lidt. Lad os nu først tage historien i den ældste udgave – som Markus og Thomas har bevaret den.

Jesus er i klammeri med sine mest betydningsfulde, indflydelsesrige og magtfulde modstandere. Evangelisterne er enige om, at det er midt i sådan et skænderi, at Jesus fortæller sin historie. Modstanderne tror ikke på, at han virkelig er Messias. De tror mere på, at han er en bedrager, en gudsbespotter. Så er det, de får historien om den rige mand, der bygger en vingård. Allerede ved de første ord er modstanderne på sporet. De kommer straks til at tænke på den gamle sang fra Esaias bog om vingården, som jeg læste fra alteret før. Israel er Herrens vingård – det ved de alle sammen. Nuvel, Jesus fortæller nu, hvordan den rige mand bygger det hele op. Han planter vinstokke i lange rækker, bygger et gærde rundt om og opfører et lille vagttårn, så vingårdsarbejderne kan holde øje med, at vinstokkene ikke bliver ødelagt af vilde dyr, trampet ned af kvæg eller rippet af tyve i høst. En perse hører også med, dvs. en grube, hvor druerne kastes ned, hvorefter høstfolkene med deres fødder træder saften ud af druerne. Da det hele er gjort, forpagter rigmanden sin vingård til nogle vinbønder. Det var alt sammen noget ganske almindeligt på Jesu tid. Der boede rigtig mange rigmænd i udlandet, som ejede store vingårde hjemme i Israel. Disse latifundier eller vingodser blev passet af lokale forpagtere. En gang om året skulle forpagterne betale afgift af høsten. Det er det, der nu sker i historien. Rigmanden sender bud til vingården for at få sine penge. Men vinbønderne vil ikke vide af nogen afgift. De tænker, at rigmanden bor langt væk, måske i Alexandria i Egypten eller i Lilleasien eller Rom. Hvad skylder de ham? Der kommer andre udsendinge, men det går dem på samme måde. De bliver enten pryglet eller stenet eller myrdet. Nu er det så, at rigmanden sender sin egen søn til vingården. Det var ikke unormal praksis, at hvis der var store problemer med betalingen, så sendte man en med myndighed. Når kejseren i Rom skulle sende en ud med virkelig myndighed, sendte han også gerne et familiemedlem, gerne en søn, en helt tæt på. Nu skal betalingen falde. Men da vinbønderne ser sønnen, tænker de anderledes end rigmanden. En gammel lov sagde, at et dødsbo var herreløst gods. Vinbønderne tænker, at når det nu er sønnen, der kommer, er den gamle måske død derude i udlandet. Hvis de nu slår sønnen ihjel, bliver vingården et dødsbo – og så kan de tage den. Det er en risikabel plan, men de følger den og slår sønnen ihjel. Og så slutter Jesus med at spørge: Hvad vil vingårdens ejer nu gøre? Svaret er givet med historien. Forpagterne skal selvfølgelig fyres, smides ud, for de har ikke passet deres arbejde.

Markus og Thomas har videregivet historien som en hård kritik af lederne, meningsdannerne, politikerne. Jesus siger til dem: I er som dårlige forpagtere, der glemmer, at I står til ansvar over for vingårdens ejer, Gud. For jer er Gud ikke en, I står til ansvar for, en, der kræver jeres lydighed. Han er bare gamle ord, døde bogstaver i en bog. I har omhyggeligt bevaret og gemt hans bud i loven, men netop derfor er det hele dødt hos jer. Netop derfor skal Gud slå hånden af de rige og mægtige og vende sig til fattigfolk og hedninge.

Nu kommer vi til Mattæus. Han vil ikke bare gemme historien, som han kender den fra Markus. Han fornyr den for at bevare pointen. Hos Mattæus er historien blevet til en allegori, dvs. en lille historie, som punkt for punkt kan oversættes til en anden virkelighed. I Mattæus’ udgave er det blevet til en historie om forholdet mellem jøder og de første kristne. Hos Mattæus kan man oversætte punkt for punkt. Vingårdens ejer er Gud. Vingården er Israel. Udsendingene er profeterne, som op gennem Israels historie har prædiket Guds ord for folket. Og sønnen er Jesus selv, der nu kommer med den højestes myndighed. Men ham griber de og slår ihjel uden for vingården. Hos Mattæus passer det hele smukt. Markus fortæller, at sønnen bliver slået ihjel i vingården. Men hos Mattæus bliver sønnen smidt ud af vingården og slået ihjel der. Altså præcis som Jesus blev ført uden for Jerusalems mure for at blive korsfæstet der. På Mattæus’ tid var den unge kristne kirke ved at vokse sig større, og menighederne bestod i stigende grad af folk, som ikke var jøder af fødsel: hedninge, grækere og romere. Mattæus forstår historien sådan, at den handler om, hvorfor Gud har forkastet sit eget folk, Israel. Det er fordi dets ledere ikke har kendt deres besøgelsestid. De har glemt den lydighed de skylder deres Herre og Gud. De er stolte af deres jødiske baggrund og historie, som de vogter og bevarer nidkært. Men forholdet til Gud skal fornys hele tiden – for at bevares. Det har de ikke fattet, og derfor har Gud åbnet døren for dem, som jøderne altid har foragtet, hedningene, ikke-jøderne.

Sådan er historien allerede i Biblen selv fornyet og derved bevaret. Læg mærke til det: Historien har fået en drejning fra Markus til Mattæus, men ånden er den samme. Det handler stadig om de ledende, de mægtige, de stærke, der nok har bevaret tanken om Gud, men har glemt Gud som deres personlige herre. Jeg tror alle de øvrige evangelister ville skrive under på den anden historie, som Mattæus fortæller – den om de to sønner. Det er kun Mattæus, der kender den, men den passer fint i sammenhængen. Den ene siger nej, men går alligevel ud i vingården, den anden siger ja, men går ikke derud. Det er samme kop te: Er Gud kun teori, en mening, kultur, historie? En stiv gammel lektie, vi kan lire af ved festlige lejligheder? Er han ikke den, der kræver vores lydighed og troskab i dag? Ubetinget og uden slinger? Jovist! Hvad ellers?

Forny for at bevare – det er det, det hele kommer til at handle om først som sidst. På den ene og den anden måde. Verden er forandret siden Markus og Mattæus skrev, og historien er nylæst og nyfortolket på utallige måder siden. Og hvis vi ikke bare skal bevare denne historie som en smuk, gammel, finkulturel historie, så skal vi forny den som en rigtig hybenkradser både til os selv og til dem, der nu er vore ledere, vore meningsdannere, vore magtfulde mænd og kvinder.

Hvem af de to, bror nr. 1 eller bror nr. 2, gjorde deres fars vilje? Sådan spørger Jesus og det er os, der skal svare. Det er jo det, det handler om: At gøre Guds vilje. Ikke kun at snakke om den eller snakke den væk. Vi er forpagtere her. Vi har fået befaling til at tro på Guds godhed og nåde, tro, at al synd og skyld er os forladt – for at leve på det, tro det og i tillid til det hjælpe og værne vores Næste. Det skal vi gøre, leve på, omsætte i levet liv – ellers er det jo bare snak. Og vore ledere politikere, som ifølge vores Grundlov er sat til at understøtte folkets kirke – de skal lære, at det ikke er en leg, de leger. At sidde i folketinget er ikke en karrierevej. Det er at tjene Gud, at ofre alt for fællesskabet, arbejde nat og dag på at sikre gode, klare, letforståelige love, retfærdighed og fred i landet.

Det er altid personlig tiltale til hver enkelt af os: Danmark er Guds vingård, vi er sønnerne eller vinbønderne, som Gud siger sit: ”Gå hen at arbejde i vingården” til. I ansvar, til gavn for vores Næste med dommen for øje.

Amen