Prædiken til 3. s. e. H3K I, 2017

Matt 8, 1-13

Salmer: 736, 401, 479, 487, 356

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det, vi skal lægge mærke til i dag er, at det er Jesus, der vil. Den spedalske siger: Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren. Og Jesus svarer: Jeg vil! Og straks efter kommer officeren og siger: Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt. Hvortil Jesus svarer: Jeg vil komme og helbrede ham. Jesus siger altså: ”Jeg vil” to gange, og det gør han før han kender noget til den spedalske og hans tro, og før han kender noget til officeren og hans tro. Jesus helbreder og hjælper altså – ikke, fordi han først er blevet overbevist om folks tro og gode gerninger. Han gør det, fordi han vil. Det er hans vilje, det hænger på. Han tænker ikke på omkostningerne. Både den spedalske og den hedenske officer er efter jødisk opfattelse urene. Og Jesus gør sig altså selv uren ved at have med dem begge at gøre, men det skænker Jesus ikke en tanke. Han vil. Det hele hviler på hans vilje.

Vi er nu kommet ind i 2017, som er reformationsår. Til efteråret er det 500 år siden, Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkemuren og begyndte det, vi kalder reformationen. Det vil jeg ikke sige noget om nu, men kun dette: For Luther var det helt afgørende spørgsmål lige præcis: Hvad bygger vi på? Er det på Guds vilje eller er det på noget, vi selv gør? Vi prædiker i kirken om syndernes forladelse, om frelsen og Guds nåde – men hvordan får vi den? Er det på grund af noget i os selv, eller er det på grund af Guds beslutning? Er det Guds frie beslutning, eller hænger det på noget i os: vores tro, vores religiøsitet, vores person, vores evner, vores præstationer eller vores gode vilje? For Luther var det om at gøre, at det hele skyldes Guds beslutning – ikke vores. Fanden var løs, mente han, hvis blot det allermindste var overladt til vi menneskers evner eller præstationer. Himmerig er åbnet for os, hvis det er Guds vilje, vi bygger på, og helvedes porte er slået op på vid gab, hvis det afhænger af os selv. Hvis Luther havde kunnet tale jysk, så ville han sige ligesom en af hoverpersonerne i Jakob Knudsens romaner siger det: wos selv er der æ møj ve’! Når det gælder forholdet til Gud, så gør vi klogt i at se helt bort fra os selv og stole på Guds ”jeg vil”.

Men hvorfor nu det? Hvorfor var det så vigtigt for Luther? Det kan lyde så negativt: ”Os selv er der ikke meget ved”! Det er jo stik imod alt, hvad vi dagligt bliver tæppebombet med i medierne. Her lyder det: Du er, hvad du selv gør dig til. Det man hører, er man selv. Enhver er salig i sin tro. Enhver er sit eget livs kaptajn. Og mere i den dur. Vi mennesker er altings centrum, alting afhænger af vores vilje, vores hjerne, vores følelser, vores mavefornemmelse, vores religiøsitet, vores politik, vores talent, vore evner. Sådan er vi vant til at tænke. Og siger Jesus ikke også: Det skal ske dig som du troede?

Det ville Luther vel ikke benægte. Selvfølgelig har vi forskellige evner og talenter og selvfølgelig betyder det noget, hvad vi tænker og gør. Over for mennesker. Men over for Gud er det en anden sag. Her må og skal alting hænge på Guds vilje. Det er fuldstændig altafgørende, at Jesus siger: ”Jeg vil”, før han kender den spedalske og officeren.

For Luther var det forfærdeligt, at man i hans klostertid hele tiden havde henvist ham til hans egne evner og hans egne gerninger. På den tid var det god latin, at hvis et menneske overholder budene, både Biblens og kirkens, og i øvrigt tror på Jesus Kristus og jomfru Maria og alle helgenernes hjælp, så vil Gud ligesom i Matador finde os ”værdigt trængende” og sende os sin Helligånd. Og så vi blev gode nok for ham. Groft sagt var det sådan. I Augustinerklostret i Erfurt opdagede Luther, hvor frygteligt det er at skulle leve med det lille ord ”hvis”. Hvis du tror, hvis du overholder budene, hvis du gør de gode gerninger af et uselvisk hjerte – så er du god nok! Hvis – det lød så kønt og lige til at gå til, men hvad nu, hvis man kom i tvivl? Hvad nu, hvis man ikke havde gjort alt? Hvad nu, hvis man ikke kunne være helt sikker på, at man havde gjort alt af et uselvisk hjerte? Det lille ord ”hvis” var for Luther en bundløs mose at komme ud i. Hvis du tror, sagde kirkens lære. Jamen, hvordan ved jeg, at jeg tror? Og hvornår tror jeg nok? Til det var svaret altid det samme: Hvis du tror, hvis du gør som Kirken siger, hvis du fortryder din egen synd, så kan du være sikker på, at Gud vil åbne sin dør for dig. Altså igen blot et nyt ”hvis”. Luther havde ikke noget ”negativt menneskesyn”, som man har anklaget ham for. Men han opdagede, at vi mennesker bare bliver endnu mere selvoptagede, end vi er i forvejen, hvis alting skal handle om vores egne evner. For så skal alt hvad jeg gør, tjene et særligt formål: Det skal gøre mig salig og glad, skaffe himlen på jorden og skænke mig Guds velsignelse.

Den opdagelse som Luther gjorde i klostret, er brandaktuel. Vi fejrer reformationen, men spørgsmålet er, om ikke vi har brug for en reformation til. For det lille ”hvis” er bare muteret og lever nu bare et andet sted i en anden skikkelse. På arbejdspladsen lærer helt almindelige folk omtrent det samme, som Luther lærte i klostret. Det hedder bare noget andet. De lærer, de skal være konstant omstillingsparate, hele tiden parate til at blive bedre, hurtigere, mere effektive. På arbejdet kan man nu spørge præcis som Luther spurgte i klostret: Hvornår er jeg i grunden god nok til mit arbejde. Hvornår har jeg gjort nok? Svaret er: aldrig, men hvis du nu søger ind i dig selv, hvis du tager dette kursus og det næste, så finder du lidt flere kræfter, lidt flere resurser frem fra dit indre, og så kan du blive bedre. Og alle kan altid blive bedre. De studerende ved de højere læreanstalter skal ikke blot blive gode til deres fag. De skal samtidig skaffe sig et cv, et karriereforløb, som gør dem værdifulde for virksomhederne til en jobsamtale. De skal have gjort det rigtige, og været de rigtige steder for at de kan få jobbet. Og samtidig lærer vi hele tiden, at vi er, hvad vi selv føler for. Vi taler hele tiden om mavefornemmelse: vi skal føle efter i os selv for at finde ud af, hvad og hvem vi er: mand, kvinde, dansker, verdensborger, ung, gammel. Alt er til revision, alt er konstruktion, alt kan skiftes ud, hvis jeg føler det er det rigtige.

I forbindelse med næste Danmarks-indsamling har DR fundet på et nyt tiltag sammen med bl.a. Ole Kirks Fond – det er Lego-koncernens fond. De har introduceret det til vuggestuer, børnehaver og skoler. Børn kan nu få et såkaldt ”Godhedsbevis”, hvis de har gjort et eller andet godt: Hjulpet med opvasken, besøgt bedstefar og bedstemor, hjulpet til med at lave mad, spillet et spil med klassekammeraterne eller samlet skrald i nærområdet. Godhedsbeviset afleveres på biblioteket, og hvis barnet har mange nok, får det et sejt armbånd samtidig med, at Ole Kirks Fond giver 25 kr. til indsamlingen. Konceptet er introduceret i skoler, vuggestuer og børnehaver, og sådan lærer vi her i reformationsåret vores børn at fokusere på os selv og vore gerninger. Hvorfor hjælpe mor med opvasken og tørre tavlen af i skolen? Ikke fordi jeg skal eller fordi det er til gavn. Men fordi jeg få en fordel af det. Jeg får et sejt armbånd og ved, at jeg er god. Ole Kirks Fond og DR får reklame og de sultne ude i verden får mad. Der er ikke noget galt i at give til en indsamling. Det kan være godt og smukt. Men det kan man jo bare gøre hemmeligt og diskret. DR, skoler og børnehaver lærer vore børn gerningsretfærdighed, selvoptagethed og navlepilleri: Se, her er mit bevis på, at jeg er god. Hvem er jeg? Er jeg god nok? sådan tænker og spørger jo også små børn. Og de lærer nu svaret: Ja, hvis du gør sådan og sådan… Folk tror, det er god kristendom. Det er det ikke. Det er en parodi: Hvis du tror, så er du Guds barn. Hvis du gør godt, så kommer du i himmelen. Hvis du elsker din Næste, bliver du frelst. Det er en sang fra helvede. Det hele afhænger af dig og mig og vores tro eller mangel på tro.

Alt det gjorde Luther oprør imod. Hele den indadvendte, selvoptagede bekymring. Han søgte og fandt et middel imod det i Biblen. I Paulus’ breve, i Jesu ord. Luther genfandt simpelthen hele evangeliet, glæden, kristendommens kerne i Jesu ord: ”Jeg vil”. Det er sandt nok, at den gode officer nærer en blind tillid til Jesus. ”Sig blot et ord”, siger han, så vil det gå, som når jeg kommanderer med mine soldater, eller når min overordnede kommanderer med mig! Det er da tillid, så det gør en ting, men det kommer først efter. Jesus kommer først med sit: ”Jeg vil”.

Syndernes forladelse, Guds tilgivelse bygger ikke på noget i os, men på hans vilje. ”Fordi jeg vil”. Det er den grund, vi skal bygge på. Det er kristendommens grund. Det er ganske som det, vi kender fra familien. Tænk jer et trist og tænksomt barn, der kommer og spørger: mor, hvordan kan I holde mig ud? Svaret skal da falde med det samme: Fordi vi vil! Ingen mor siger: Hvis du gør som vi siger, hvis du viser os tillid, hvis du gør os glade og stolte, så vil vi holde af dig. Sådan med Gud. Gud er jo ikke pjat. Vi står hver og en lige over for den evigt gode, den almægtige, ufejlbarlige skaber. Alt hvad vi kan vise frem af tro og gode gerninger er for let, for ringe, for sølle for ham. Wos selv er der æ møj ve – det er ikke et negativt udsagn. Det er evangelium. For det betyder jo: Vi har lov til at se helt bort fra os selv. Når Gud regner os for sine børn og skænker os syndernes forladelse, når Gud vil være Gud for selvoptagede fuskere som os, så er det alene og udelukkende, fordi det behager ham. Fordi han siger: Jeg vil!

Amen