Prædiken til St. Bededag II, 22/4 2016
Matt 7, 7-14
Salmer: 754, 52, 289, 401, 456, 15

O, Lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Det er Store Bededag, og Jesus opfordrer os meget passende til at bede. Og lad os ikke gøre det sværere end det er. Ligesom de fleste af os efterhånden har lært at holde kroppen sund, dyrke motion og holde styr på kalorier og fedtsyrer, sådan skal vi da også holde ånden vedlige med bøn og kirkegang. Ellers ender vi – ikke som en sund sjæl i et sundt legeme, men som en tom sjæl i et sundt legeme.

Jeg begriber ikke, hvorfor det stadigvæk skal være sådan, at der ligesom er noget flovt eller pinligt ved at bede. Hvis jeg afleverer min bil på værkstedet og i samme anledning spørger en af de granvoksne mekanikere, om de beder til Gud eller bare om de er i besiddelse af en salmebog derhjemme, så ruller de med øjnene og griner, som om man havde spurgt dem, om de går med dameundertøj eller hækler lyserøde grydelapper om natten eller går til zumba. Hvorfor er det sådan?

Det er både mandigt og stort at bede. Hvem ville anklage korsridderne eller vikin­gerne for at være nogle feminine tøsedrenge? De bad altid til Gud, inden kampen. Vikingerne var nemlig kristne i langt større omfang, end vi hidtil har troet. Når tusind urolige tanker for liv og død og dem derhjemme styrtede sig ind på dem før kampen – så bad de da. De henvendte sig til himlenes herre med deres frygt. Talte med ham, der troner over keruberne.

Bøn er ikke mystik. Det er ikke ligesom, når spiritisterne mødes og får glas til at vandre over bordet eller ånder til at tale fra garderobeskabet. Bøn er samtale, henvendelse. Luther fortalte tit, hvordan bønderne derhjemme gik midt ude på marken og snakkede med sig selv bag hestene. Det var også en form for bøn til Gud, mente Luther. De lidt ældre her i forsamlingen kan huske de gammeldags radioer, der var sådan nogle store skrumler i teaktræskabinetter og med store drejeknapper og en glasplade med navne på europæiske storbyer. Neden under pladen var der en lillebitte skærm. Når man drejede på søgeren, lyste den somme tider grønt. Så knasede det i højttaleren, og så gik stemmerne fra æteren pludselig rent igennem fra Paris, Berlin, Bratislava, London eller Luxembourg. Hvis man ikke søgte på søgeren, hvis man ikke tændte, så hørte man naturligvis heller ingenting og den lille grønne skærm kom aldrig til at lyse. Det er logik for høns. Sådan også med at bede. Man må gøre det for at det virker.

Og tænk engang. Det koster ingenting. Gud kræver ikke kontingent. Man skal ikke betale abonnement, Skat har endnu ikke fundet ud af at lægge afgifter på. Og man skal hverken bruge NemID eller digital signatur. Så det er både nemt, gratis og godt.

Alle kan bede. Når flyet styrter eller skibet synker, når bilen skrider ud på den isglatte vej, så beder alle – også ateisten og ham, der ikke tror på hverken Gud eller Fanden. De største bedehuse her i landet er ikke kirkerne, men sygehusene. Hvis I mangler hjælp, kan I spørge årets konfirmander. Jeg bad dem først på sæsonen om at skrive bønner. Først en bøn for dem selv, så en bøn for andre, så en brokkebøn og så en for fællesskabet. Resultatet var aldeles fremragende. Det var som om de aldrig havde lavet andet. Det var bønner af højeste kvalitet. Deres dansklærere skulle bare vide. Det gled så let: Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. Det er alt hvad man skal vide for at kunne formulere en bøn.

Og hvis man ikke beder, så er det jo bare noget andet, man fylder sine øren med. Hvis man ikke beder om morgenen f.eks. Hvis man ikke begynder dagen med at takker Gud for, at man overhovedet er, og samtidig beder ham passe på ens kære i dag og dertil give en mod og styrke til at klare det, man skal klare i dag – hvis man ikke gør det, så er det bare noget andet, der kommer til at fylde ens hoved og hjerte: Så er det alt det, som nyhederne vælter ud i hovedet på os af vold og død og terror og problemer og krig og epidemier og farlige kræftfremkaldende stoffer. Så er det bare det, der optager pladsen. Fordi man ikke har henvendt sig til nogen over sig, så står man naturligvis helt alene med hele den klistrede suppedas og uløselige og umenneskelige byrder og problemer. 

Lægerne udskriver recepter på motion nu om dage. Måske de skulle udstede recep­ter på bønner til Kristus også. Det ville slet ikke være så tosset. Jeg er ikke i tvivl om, at når vi har så mange, der går ned med stress og hjerte-kar-sygdomme og depression, så skyldes det, at vi ikke beder. Vi henvender os ikke til ham, der alene er Gud, og derfor tror vi konsekvent nok, at vi selv skal være Gud. Og lige netop det kan intet menneske jo holde til. Kun hvor Gud er Gud, kan et menneske få lov til at være menneske. Kun hvor et menneske tør knæle og bede til sin herre, kan det menneske få lov at være et lille fejlbarligt menneske – i stedet for at skulle bære det ubærlige åg at være en perfekt, pletfri superhelt, der kan klare alting med et stort tandpastasmil. Det kan godt være, at man hjemme på vejen helst skal holde haven i orden for at undgå at naboerne snakker. Det kan også godt være man henne på værkstedet er nødt til at lade som om, man ikke behøver hjælp til nogen ting, men hvem er da så dum, at han vil udelukke sig selv fra at kunne henvende sig til en, der både kan og vil holde en oppe og bære med på ens byrder?

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er dem, der siger, de aldrig har brug for at bede. De prøver bare at være ordentlige mennesker og har ikke noget at bruge Gud til. Dem henviser Jesus til det man kalder ”den gyldne regel”: Alt hvad I vil at andre skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Altså: hvis du gerne vil have at andre skal give dig en kop varm kaffe, når du er kold, opmuntre dig, når du er trist, overraske dig, når du ikke venter det, besøge dig, når du er ensom, glæde dig, når du græder, holde din hånd, når du er bange – hvorfor gør du så ikke selv det samme over for andre? Måske du alligevel har en hel del, du kunne trænge til at snakke ud med Gud om? Min kone og jeg var engang på besøg på herregården Voergård i Vensyssel. På slottet er der en lille kirke, og bagerst i kirken er der en skriftestol. Vi var lukket ind i hold, og da vi gik gennem kirken og passerede skriftestolen, sagde en stor tyk mand foran os: Hold kæft, hvis jeg skulle der ind, så blev vi ikke færdige i dag! Det kan selvfølgelig være mine fordomme, der spiller mig et puds, men med sin ølvom og lidt for stramme t-shirt lignede han ikke en af de faste kirkegængere. Alligevel havde han nok forstået et og andet. Han kendte nok til sin egen fejlbarlighed, skyld og synd. Han vidste også, at der findes et sted, hvor man kan lette sit hjerte, men han gik ikke derhen.

Alt hvad Jesus gjorde og sagde, handler om dette: Du, som hemmeligt og dybt nede kender din egen synd og skyld og skam – se, jeg er kommet til dig, og hverken synden, skylden eller skammen skal stå imellem os. Glem nu alle de ting, du bare tror, du skal klare. Glem alle dine selvopfundne bud om at være rig og lykkelig og supermand – eller superkvinde. Gå nu hjem og vær glad, tag dig af dine kære, hjælp din stakkels Næste der, hvor du er. Tag dagen i dag som det, den er: Den første dag i dit nye liv.

Det skal vi høre, det skal vi høre mange gange. Og vi skal lære at bede om, at Gud vil holde os fast på det.

Her til sidst vil jeg gerne give jer et par små tricks med, så I kan snyde jer til at begynde at bede. Jeg ved jo godt, at det kan være lidt svært, hvis man nu er manden i huset og alle i familien har været vant til at far aldrig sætter sine ben i kirken. Tusind gange har de hørt ham påstå, at han ikke kender en eneste salme fra salmebogen og ikke ved, hvordan man staver til Gud. På den måde kan det godt være lidt svært for farmand pludselig at sige ved middagsbordet: Nu går jeg lige ind og beder. Derfor! Hvis det nu er, som jeg mistænker: At far alligevel dybt nede gerne vil kunne knæle ned ligesom ridderne og vikingerne, ligesom millioner af mennesker i generationer før ham har turdet, så skal han have lidt hjælp. Han skal bare være lidt fiffig: Hvor er manden som regel i fred? Ude i værkstedet, ude i garagen ved bilen. Godt! Begynd så med at sige: Nå, jeg skal lige ud at skifte olie på bilen! Eller: Der er noget med et luftfilter, jeg lige skal have tjekket. Den køber koner som regel. Og nu er der fred, indtil videre. Klap så kølerhjelmen op, løft bilen op på donkraften, find værtøjet frem og larm lidt med det på cementgulvet. Og fold så hænderne der bag ved bilen og bed en bøn til ham, der ser i det skjulte. Det skal ikke være foran hende den nøgne dame på væggen, men find et eller andet punkt på bilen og fikser blikket der. I gamle dage brugte man et billede af Jesus at bede foran. Det er det bedste, men er måske svært i værkstedet. Men man skal bare være lidt snu. Det gælder også husets frue. Også hende mistænker jeg for dybt nede at længes efter at kunne formulere sig i en bøn til ham, som er over alle. Det er meget nemmere for hende, for hun kan bare gå på badeværelset. Hvis det var manden der brugte en time derinde, så ville alle undre sig. Ikke hvis det er konen. Hun behøver bare sige: Jeg går i bad! Det vil manden ikke gø ad. Han vil måske tilmed glæde sig, fordi han tror, hun vil gøre sig lækker for ham. Og nu er der altså fred: Tænd for bruseren, klir med neglesakse og parfumeflasker. Og fold så hænderne og lad munden hviske, hvad hjertet er fuldt af.

Kristendom begynder ikke med et eller andet, man har læst i en bog. Det begynder med, at man tør folde sine hænder og bede til sin og vores alles Herre!

Amen