Prædiken til Juleaften

Luk 2, 1-14

Salmer: 94, 104, 114, 136

Venner, sagde Guds

engel blidt,

hvorfor er nu I bange?

Kildevæld kun er budskab mit

til lutter frydesange;

thi han som jorden gør sjæleglad

er født til verden i Davids stad

Hvorfor egentlig ikke? Sådan tænkte jeg her for et par uger siden, da jeg sad og skrev julekort. Hvorfor egentlig ikke?

Det var egentlig PostNord, der vakte spørgsmålet hos mig. Jeg ved ikke, om I er bekendt med det, men Post Nord har lige lanceret et nyt koncept: ”Drive-in-mail”. Hvis man er for nærig til at betale 27 kr. for et Quickbrev, og man hører til de sære, der gerne vil have julebrevene frem inden jul, så er der et attraktivt alternativ: Glem alt om postkasser, frankering og postkontorers mærkelige åbningstider. Man skriver sit julekort. Derpå kommer man det i en konvolut og skriver adresse udenpå - lad os sige, det skal til moster Alvilda, Østergade 10 i Gedser. Så lægger man brevet i lommen, starter sin bil, kører til Gedser, ringer på og afleverer brevet hos moster Alvilda. På den måde får man afsendt brevet lige når det passer en, og man får tilmed aflagt moster Alvilda et besøg. Det er en win-win. Og kan man ikke nå til Gedser, kan man alternativt køre over grænsen og frankere med tysk frimærke. Så sparer man en krone, og brevet kommer frem.

Nuvel, med alle de øvrige forringelser, var det jeg tænkte. Hvorfor egentlig ikke? Hvis postvæsnet efterhånden er afskaffet – hvorfor stifter vi så ikke vores eget postselskab? Hvor svært kan det være? Hvorfor egentlig ikke?

Det samme tænkte jeg, da en i min nærmeste familie kom på plejehjem. Vi skulle indrette den lille stue lidt hyggeligt. Vi havde medbragt et gulvtæppe, to lamper og billeder til væggene. Men vi blev klogere. For det første måtte der ikke ligge løse tæpper på gulvet – hvis nu en kørestol skulle igennem. For det andet var det ellers pæne byggeri lavet så billigt, at selvom man gerne ville, så kunne man ikke hænge noget op på væggene. De var lavet af rå, armeret beton, kun tapetseret med savsmuldstapet. Efter en times kamp med min slagboremaskine var det lykkedes mig at bore et fem cm dybt hul i loftet, så jeg kunne få en lille skrue i og hænge lampen op over bordet. Det skreg og hvinede i hele bygningen. Jeg er ikke helt sikker på, det overhovedet var tilladt. Men da var det, jeg tænkte: Hvis vores offentlige plejehjem er skåret så meget ned – hvorfor så i grunden ikke? Hvorfor ikke gå sammen om at lavet noget bedre efter vores hoved? Et privat olde-kolle eller noget, der ligner. Jeg har erfaret, at personalet på nogle plejehjem nu bliver instrueret om, at der ikke engang er råd til at give de gamle et glas mælk at gå i seng på. Så hvorfor egentlig ikke?

Hvorfor egentlig ikke? Tænk selv efter, det gælder på alle områder. Skoler, plejehjem, transport, veje, byfornyelse – hvis det ikke duer, fordi staten skal bruge pengene på ministerbiler, integration og udenlandske skatteål, hvorfor gør vi så ikke selv noget? Der er masser af forhindringer og bestemmelser, der vanskeliggør det, men er vi mus eller mænd? Frie mennesker eller trælle? Vi må da kunne finde på noget? Vi må da kunne gøre det bedre?

For godt 100 år siden skabte kristne, grundtvigske husmænd og bønder andels­mejerierne. Før havde de store godser nærmest monopol på mejeridrift og mælkeprisen blev sat derefter. Det var et gammelt, fasttømret system, men de vestjyske husmænd og bønder gik sammen om deres egne mejerier. Det var ikke nemt, det stod ikke i nogen love, der var stor modstand imod det, men de lod sig ikke skræmme. De havde hørt Grundtvig prædike. De havde genopdaget ånden i gammel kristendom, og så sagde de sådan: Hvorfor egentlig ikke?

Vi lever nu i velfærdssamfundets sidste år. Ingen politikere vil sige det højt, mens de bytter ministerbiler, men velfærdssamfundet er ved at dø. Der er ikke råd. Staten kommer ikke længere og klarer alting for os. Det har gjort os utrygge. Overalt synes jeg man sporer det. Den samme frygt og usikkerhed. Den samme falske autoritetstro. Vi griner lidt af de gamle film fra halvtredserne og tresserne, hvor man sagde De og ”Vil Hr. Overretssagføreren ikke sidde ned?”. Men det er tilbage nu. Vi siger du, men ansatte og lønmodtagere har lært lektien: Pas på, tal ikke, kritiser ikke, tal ledelsen efter munden, vær taknemmelig for din lønnedsættelse. Ellers vanker der tjenstlige samtaler og fyring. Og lovene er blevet så mange og så uforståelige, straffene og bøderne og repressalierne så hårde, at vi tænker: Pas på lovene, pas på reglerne, pas på SKAT, pas på kommunen. Ellers får det konsekvenserne! Det har altsammen lammet os. Men vi skal lære at sige: Hvorfor egentlig ikke?

Lad mig nu vise jer dagens fødselar. Ikke barnet i krybben, men manden Jesus. Der er et særligt træk, som går igen i alle evangelisternes fortællinger om ham. Det er nok ikke det, man lægger mest mærke til, men hør nu bare: Det er den suverænitet, han udviser. Hvad han skønner ret, det gør han. Om så alle andre hyler op og siger, det kan man ikke. Det skete f.eks. mange gange, at han helbredte folk på en sabbat, dvs. lørdagen, jødernes ugentlige hviledag, hvor det ifølge Guds egen lov, Moseloven, ikke var tilladt at udføre noget arbejde. Så kom farisæerne og de skriftkloge, datidens meningsdannere, jurister, lovkyndige og politikere og råbte: Hov, det er ikke tilladt. Det står i bøgerne. Og hvis du gør sådan, så skulle du i det mindste have sikret dig, at en skriftklog havde sagt god for det. Men Jesus så sådan på det, at vi på Guds bud er sat til at tjene og gavne og hjælpe vores næste. Og så kan vi ikke vente på, at loven, at staten, at regeringen, at tiden, at medierne, at naboen skal gøre et eller andet. Nej, vi skal gøre noget. Det var det, der var så provokerende ved ham. Over lovene, selv Guds egen lov satte han sit eget skøn, sin egen vurdering. Hvis den lamme, den spedalske, manden med den visne hånd, manden, der led af vand i kroppen, kvinden, som blødte – hvis de stod der, så måtte alle verdens love og bestemmelser og autoriteter vige for det, der var hans personlige skøn. Hov, råbte de og pegede på deres bøger og deres ordner og deres strafferedskaber: Du skal lytte til os, du skulle først have hørt vores vurdering, du burde have ventet! Men han svarede: Nej, det kan jeg ikke vente på. Suverænt stillede han sit ansvar, sin vurdering, sit skøn over alt andet. Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Det er al lovs mening, og han skulle nok skønne, hvad der var at gøre. Det er denne frihed i kærlighedens tjeneste, der er så karakteristisk. Det er den ånd, han vil plante i os. Den kampånd, der er hele kernen i kristendommen – mod frygten ånd, fejhedens ånd, slaphedens ånd.

Jeg læste forleden om det mærkeligste fangeoprør i byen Weatherford i Texas. Det er ikke et af statens særligt sikrede fængsler, og det er nok godt det samme. Det er aften, en fængselsbetjent er på vagt, da han pludselig bliver dårlig og falder om med hjertestop. Det ser fangerne fra deres celler. Og nu tager de sagen i egen hånd. Det hele blev filmet af overvågningskameraerne, mens det skete. Først råber fangerne op for at tilkalde hjælp. Fængslerne i Texas er åbenbart også underlagt besparelse, så der sker ikke noget. Så bryder fem fanger ud af deres celle. Vagten ligger på gulvet med sin pistol og sine nøgler. Intet kunne være nemmere, end at prøve en flugt. Men fangerne tænker ikke på flugt. De har kun tanke for den livstruede vagt. De råber op mod kameraerne og hamrer på dørene, til fængselsbetjente fra andre afdelinger kommer løbende. Det var ikke ufarligt for fangerne. Der kunne være gået panik i vagterne. De kunne have slået alarm og hentet specialenheder og skarpskytter ind. Men disse fanger skønnede frit og handlede i de samme ånd.

En tidligere oberst rejser for tiden rundt og holder foredrag for ledere i det offentlige. Han siger, de skal til at lære ”civil ulydighed”. Ikke civil lydighed, men civil ulydighed. De skal lære at skønne, mener han. I krig duer det ikke, at man skal have tilladelse fra en eller anden base først, før man kan foretage sig noget. Hvis en deling soldater ligger ude i en grøft under fjendtlig beskydning, så skal de kunne handle på eget ansvar, skønne frit og træffe deres egen beslutning. Obersten mener, at den samme frihed, det samme frie skøn skal ledere i det offentlige kunne træffe. Og det samme vil jeg sige om os. Vi sidder alle sammen som aber og venter på grønt lys fra en abe, der sidder over os.

Men det er faktisk kristendom, at vi alle skal turde skønne og handle sådan. Hele julens budskab er i grunden, at denne Jesus ikke kan lade os være. Han vil ikke lade os synke hen i passiv klage. Så stor er hans tillid, så grænseløs hans forventning til enhver af os, selv den mindste, selv den sløveste, selv den dorskeste, selv den mest fornedrede: Ingen er så ringe, så elendig, at han eller hun ikke selv skal skønne, selv vælge, selv træffe sin afgørelse. Hvis du i dit hjerte ved, at det er, hvad du skal gøre, så gør det! Hvis det giver ballade bagefter, så må du tage det med, sådan er det. Vi skal være fromme som får, udspekulerede som ågerkarle, durkdrevne som bon­de­fangere, snilde som slanger – i kærlighedens tjeneste. Sådan omtrent kunne han formulere det.

Vi er på vej ind i en ny tid. Forandringens vinde blæser for fuld kraft. Om tyve år vil vi se tilbage og sige: Det var der i 0’erne og 10’erne, at det hele forandredes. Men til en ny tid hører en ny ånd, som den, der springer af det gamle juleevangelium. For jeg tror, vores samfund kommer til at ligne noget, man kendte dengang for over 100 år siden. Den skal mødes med den iværksætterånd, som var i de gamle kristne bønder og husmænd, der i kirken og forsamlingshuset havde lært at rette ryggen og se på hinanden og spørge: Hvorfor egentlig ikke? Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os? Hvad hindrer os egentlig i at bygge vores eget fælles mejeri, vores eget fælles slagteri, vores eget fælles forsamlingshus, vores egen købmandsforretning. Det er næppe det, vi skal. Der er nok andre ting, vi har brug for. Men julen er ikke kun gran og klisterpapir og Fætter BR – det er den gamle kampånd, som var og er og bliver i vor Herre Jesus Kristus, den Helligånd, som vi har fået en gnist af. Så også vi ser på hinanden, retter ryggen og siger: Hvorfor egentlig ikke?

Glædelig Jul. Amen