Prædiken til juledag I, 2016

Luk 2, 1-14

Salmer: 100, 118, 110, 122, 99

Med os han bytter så underlig

Guds søn, vor broder fin,

vort kød og blod han tager på sig

og skænker os guddom sin

En svend han bliver og herre jeg,

som før var fattig træl,

hans kærligheds dyb udgrundes ej

og ikke hans visdoms væld

Jeg har altid haft det sådan med julemorgen, at dèr glæder jeg mig til juleevangeliet - og så til salmerne. Jeg kan med skam at melde ikke huske en eneste juleprædiken, men salmerne er ren fryd at synge. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg ved, at selv folk, som aldrig kunne drømme om at gå i kirke, ja, som måske har meldt sig ud af folkekirken, har det på samme måde.

Og det er der en dyb hemmelighed bag. At synge en salme er ikke bare at lave lyde til en smuk melodi. Salmernes giver os mulighed for at sige ting, som vi ellers ikke kan sige. De låner os ord, som vi aldrig bruger i hverdagen. Af os, der ikke har tro som et sennepsfrø, skaber de en lovsyngende menighed.

Lad mig beskrive det nærmere ud fra evangeliet. Det er dybt mærkeligt, at jeg ikke har tænkt på det før, men det er så indlysende, når man har fået øje på det. Lukas fortæller om hyrderne, som ligger ude på marken og holder nattevagt over deres hjord. Mens de ligger der om bålet, er det, at Herrens engel pludselig står for dem og Herrens herlighed stråler om dem. Hyrderne bliver grebet af ærefrygt, men englen fortæller dem, at frelseren nu er født i Davids stad. Det kender vi alt sammen. Men nu kommer det så: Da hører de en himmelsk hærskare, der lovpriser Gud og synger: ”Ære være Gud i det højeste og fred på jorden i de mennesker, som har hans velbehag”. Jeg må indrømme, at jeg har altid bare har forestillet mig, at hyrderne stod der og måbede til englesangen. Måske har jeg min forestilling fra gamle børnebøger og kønne billeder. Men det er ikke rigtigt. Hyrderne står da ikke bare der og glor. Det er meget større og bedre end det: Lukas nævner det ikke direkte, men hyrderne synger selvfølgelig med! Først den ene, så den anden, så den tredje. Læberne begynder at bevæge sig og forme ordene, som de kender, for de synes, de har hørt dem som børn i synagogen. Det er et miks af ord fra Salmernes Bog og Esaias Bog. Hyrderne synger med. Selvfølgelig. Og i og med at de synger forvandles de fra at være blot hyrder, som der var i tusindvis af i Palæstina på det tidspunkt – til at være en lovsyngende menighed.

Det vil jeg beskrive lidt nøjere. Hyrderne her hos Lukas var vel næppe de ivrigste til at gå i synagogen. Lad os tænke os, de er som danskere er flest. De kommer ved større lejligheder, ellers aldrig. De er bare daglejere, der er hyret af en storbonde et sted i nærheden. Lønnen er ikke prangende. Det er bestemt ikke samfundets top, der vogter får. Tilmed er det hårdt arbejde. En hyrde skal vogte fårene med sit liv. Det kan koste ham dyrt at sove på vagten. Hvis et får bliver taget af et rovdyr, er hyrden erstatningspligtig over for bonden. Det er ikke uden grund, at Jesus fortalte en lignelse, hvor en tjener kom i gældsfængsel. Det kunne en hyrde nemt komme. Nuvel, de er ikke så stive i religionen, men hele pointen er nu, at de får lov at låne ord af englene, deres mund former ord, som de ellers aldrig ville have udtalt, og på den måde gør salmen dem til menighed. De er ikke kun hyrder, de er ikke kun daglejere, de er ikke kun deres manglende tro og religion - de er for en stund som engle, der synger med i koret.

Det er noget, som alle danskere i virkeligheden er dybt fortrolige med. Når I er til fest i forsamlingshuset til onkel Arne og moster Gudruns sølvbryllup, så sker lidt af det samme. På et tidspunkt sætter musikeren i med en festlig fanfare og ind kommer personalet med en sangskjuler og en trykt sang til hver af gæsterne. En eller anden har skrevet en lejlighedssang, og det er selvfølgelig hans værk, men når den nu synges på ”I en kælder sort som kul” eller en anden kendt melodi, når nu alle gæsterne tager sangens ord i munden og synger dem, så bliver det deres ord. Det bliver deres fælles hyldest til sølvbrudeparret. At det er sådan det er, ved enhver, for man har nok også været ude for en sang, der skulle være sjov, men som gik over stregen. Pludselig bliver det svært for forsamlingen at tage orden i munden, for gør de de, så bliver det jo deres og så virker det som om de håner parret.

Det er præcis det samme, der sker, når vi synger de gamle julesalmer. Vi alminde­li­ge, halvhedenske, lidettroende, selvoptagede, tvivlesyge og religiøst forvirrede hverdagsmennesker – vi får lov at låne salmernes utrolige ord og på den måde bliver der af os en hærskare af lovsangere for Herren.

Her i efteråret bragte Radio247 en lang række udsendelser om en københavnsk forsøgsordning, hvor unge muslimske mænd, der var i risiko for radikalisering, skulle undervises af to skuespillere. Ideen var, at de unge mænd ad den vej kunne få et nyt syn på tingene. Det var en tåkrummende oplevelse at høre på, især i begyndelsen. De unge mænd med deres voldelige muslimske machokultur kørte rundt med især den ene skuespiller som var en meget blød pædagogtype. Der var ingen respekt, og det var ren lidelse at høre på som lytter. Jeg tænkte: Endnu et idiotisk projekt, hvor dansk rundbordspædagogik og muslimsk kasernekultur støder sammen. Jeg hørte ikke hvert afsnit, men hen imod slutningen var jeg med igen, og nu var de nået til at de skulle spille små rollespil. En skulle f.eks. være chef, en anden skulle være ansøger til et job. Med deres rolle skulle de så gennemføre små scener. Og det virkede alligevel i glimt som om der var sket noget – bare en lille smule. De unge mænd tog faktisk rollerne alvorligt, og blev sure, hvis en af de andre saboterede spillet. Jeg tror på sin vis det er lidt det samme, jeg taler om her: De unge mænd opdagede, at de her fik mulighed for at være noget, de ellers ikke var. Ingen af dem bliver vel chef, nogle af dem når måske til at søge et job. Men blot det, at de ved at tage en anden rolle, ved at skulle bruge andre ord, end de plejede – var de blevet noget andet. Det er det samme, der sker, når vi synger en salme. Vi låner ord og identitet fra noget andet.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg har set det – det kan sådan set også være lige meget. Jeg mindes at have set en film om nogle fanger, der skal opføre et skuespil. Jeg kan ikke huske om det er Shakespeare eller blot en slags dilletant. Det er også lige meget. En ung entusiastisk instruktør bliver som forsøg sluppet løs på en gruppe straffefanger. Det er en broget folk. Der er alt fra lommetyve og bondefangere over pushere og smuglere til voldsforbrydere og rovmordere. Efter en del forviklinger og problemer i starten bliver rollerne fordelt: En morder bliver den unge helt, en homoseksuel pusher bliver heltinden, bondefangeren bliver den onde skurk, rovmorderen onklen fra Amerika og så videre. Det er en amerikansk film, er jeg sikker på, så det ender selvfølgelig godt, men det afgørende er her, som det måske var i forsøget fra København, at de dømte bliver grebet af at være noget andet, end de ellers er. I skuespillet er de en anden person end ham, de er til daglig. Rollen ligger fast. De skal tage en andens ord i munden. Det står på papiret, hvad de skal sige. Det er en andens værk, men når de tager ordene i deres mund, og gør som rollen kræver, så er ordene på en måde blevet deres. De er den unge helt, den unge heltinde, den rige onkel osv.

Det er det samme, der skete, da hyrderne sang med. De ulærde daglejere blev indsat i en helt ny rolle som sangere i lovsangskoret. Deres egne ord ville aldrig slå til, men de fik lov at låne ord og plads sammen med englene. Og sådan også med os, når vi synger en salme. Jeg er sikker på, det er den dybe grund til, at salmerne stadig er så højt elskede. Jeg har holdt mange begravelser for familier, der intet ved om kristendom. Virkelig intet, men de vil gerne have, at vi skal synge ”En rose så jeg skyde”. Afdøde var måske mest til guldbajere, men den salme skulle alligevel synges til hans begravelse. Jeg tror, julesalmerne – som de andre salmer i øvrigt, låner os en anden plads, et andet sted, en anden identitet, et andet tungemål. Som fangerne er vi dem, vi er, men når vi synger salmer, bliver vi til noget andet, noget større, noget højere, noget bedre, end vi er.

Og det er jo i grunden julebudet. Som en flok dømte fanger, der får lov at se sig selv som andet end det, de reelt er, sådan med os. Det er jo det, evangelisterne fortæller om ham. Tiggeren var ikke blot tigger, den lamme var ikke blot lam, hedningen var ikke blot hedning, kvinden var ikke blot kvinde, soldaten var ikke blot soldat. Ingen var så ringe, så fornedret, så afstumpet, så ussel, at han eller hun ikke tillige var noget mere, noget andet. Og dette andet skulle de have mulighed for at vise. Sådan kom han til alle, sådan var han over for alle. Grundtvig bruger et bestemt træk i mange af sine salmer: At mennesker lovsynger Gud, så englene tier og smiler. Jeg tror, englene tav og smilede, da hyrderne tog fat og lånte deres ord.

Det er det, der er den store hemmelighed ved gudstjenesten. Vi tror, at for at gå i kirke, for at være kristen, for at tro på Jesus, må man først have sikkerheden, overbevisningen, den stærke tro, den rigtige religiøsitet. Og sådan udelukker vi os netop fra kirken, fra troen, ja, fra Gud selv. Men gudstjenesten og salmerne ligger der – lidt ligesom en rolle, der er skrevet af andre ja, men lige til at overtage. Selvom jeg ikke har andet end tvivl og vaklen og al mulig mangel på tro, så har jeg lov at tage salmens ord i min mund og gøre dem til mine. Guds nåde er sådan, at han ikke kan vente på, at vi engang bliver troende nok. Han vil tros og stoles på i dag af hyrder, af kriminelle, af vantro.

Glædelig Jul

Amen