Prædiken til Påskedag II, 2016
Matt 28,1-8
Salmer: 224, 218, 234, 227, 236

Guds Himmerige er jo dit;
vent, hjerte, vent endnu kun lidt,
da døden opslugt er til sejer,
og evigt liv i alt du ejer
O, salig påskemorgenstund
med guld i mund

 

Der er ingen grav, som kan holde min krop nede

Når jeg hører basunen gjalde, vil jeg rejse mig lige op af jorden.

Der er ingen grav, der kan holde min krop nede

Den 12. september 2003 døde den amerikanske sanger Johnny Cash. Cirka en måned før sin død, indspillede han en plade, som først blev udgivet længe efter. Her kan man høre den aldrende og sygdomssvækkede sanger synge med sin dybe, gammelmandsstemme om opstandelsen. Enfoldigt og stærkt og lige ud af posen: Der er ingen grav, der kan holde på ham, ingen grav, der kan holde hans krop nede. Kom død og grav. I har intet ejerskab over mig. ”Gabriel, vent lige med at trutte i basunen, til du har hørt mig synge det igen: Der er ingen grav, der kan holde min krop nede”. Hvis man har mulighed for den slags, kan man finde den og de andre sange på nettet. Sangen er ikke smuk, det er ikke engang god musik. Men i den sprukne, dybe røst klinger oldkirken, hele middelalderen, århundreders kristne tradition med. Alt det, vi næsten har glemt herhjemme med al vores alt for fornuftige, alt for lavtflyvende, alt for lidettroende ord og tanker om liv og død.

Vi trænger sådan til at høre sådan noget sagt og sunget. Vi trænger til at nogen tør sige det højt igen – ligesom den gamle sanger. Lige så skørt og fornuftsstridigt, det er – det skal lyde til alle os lidettroende: Død og grav? Pyh, der er ingen grav, der kan holde på mig!

Hvad siger vi til hinanden, når en iblandt os går bort? Så står vi der som forsagte får og bræger: ”Ja, hun var jo træt, så lad os nu synge ”Jeg er træt og går til ro”. Eller vi siger: ”Det var da godt, at hun ikke skulle ligge hen og lide mere”. Hvis det går højt, så fortæller vi vore børn og børnebørn en fuldkommen hedensk myte om, at nu er bedste blevet en stjerne deroppe på himlen – og kan du se: Hun sidder og vinker ned til os! Og det er alt sammen så småt og forkølet og snusfornuftigt og børnehavepædagogisk og fuldkommen nyhe­densk. Nej, vi skal høre en dristig modsigelse. Vi skal høre påskesalmer – eller en salme som den, Johnny Cash synger, da han omtrent står med det ene ben i graven: Der er ingen grav, der kan holde min krop nede! Nogen skal turde sige det til os: Nu er den gamle gået forud for os andre. Ingen grav kan holde hendes krop nede. Før hun ved af det, skal hun møde Jesus i luften, som Paulus skrev. Hvad står I og glor efter, sagde englene til disciplene. Det er jer, der er de efterladte. Dem, hun er gået i forvejen for.

Sådan noget skal siges til os, synges for os, fortælles for vores børn – på trods. Ellers sander vi helt til i vores snusfornuft og videnskabstro. Da Johnny Cash’ sange udkom, skrev de tåbelige anmeldere, at pladen vidnede om sangerens store tro og religiøsitet. Oh, hør den store mand og læg mærke til, hvor religiøs han var! Sådan viste de, at de intet havde fattet. Med den slags fraser forsøger vi at gøre os immune over for kristendom. Men Johnny Cash skrev og sang ikke fordi han var religiøs. Han skrev da for at andre skulle høre, og for at han selv skulle høre. Høre hvad? Høre det, som modsiger al forstand, det som ikke kan ske, det, som er aldeles umuligt, men som sker alligevel.

Sangeren ville sige: Kristus opstod som den første påskemorgen. Hvordan det skete, ved jeg ikke. Hvordan det kunne lade sig gøre, har jeg ingen mening om. Men det skete! Vidnerne så ham. De så og gav det videre: Graven kunne ikke holde hans krop nede. Og fordi jeg har hørt det, kan jeg heller ikke frigøre mig fra den tanke, det håb, at den lede, mørke grav heller ikke skal kunne holde på mig.

Håbet skal altså udtales. Det skal siges af en anden. Vi skal høre det sagt til os fra en andens læber. At sige, at Johnny Cash’ sange vidner om hans religiøsitet – det svarer til at folk sagde til H.C. Andersen, da han havde udgivet sine første eventyr: Nej, hr. Andersen, hvor er det en pæn bog, De der har lavet. Sikke pænt den er indbundet, sikke en nydelig læderryg den har! Og hvor er De dygtig til at skrive bogstaver! Det har jo ikke noget med noget at gøre. Siger man måske på samme måde til en maler, der udstiller det billede, som han har arbejdet sådan på og lagt hele sin sjæl i – siger man til ham: Nej, hr. maler, det er vel nok en fin pensel, De der har brugt, og sikke et pænt lærred! Må jeg høre, hvad det er for farver, De bruger, og hvor køber De Deres terpentin? Det er jo meningsløst. På den måde tager man jo slet ikke stilling til selve værket. Men sådan er det, når man siger som anmelderne sagde om Johnny Cash’ religiøsitet: Oh, her ser vi rigtignok, hvor troende, den store sanger var. Nej, vrøvl, lyt da til, hvad manden siger. Han siger, vi skal opstå! Det er en besked, en forkyndelse, et glædesbud til os. Han siger det for vores, min, jeres og sin egen skyld: Til trøst og glæde. Ligesom kvinderne, der gik fra graven med frygt og stor glæde.

Når alt det er sagt, så ved jeg jo godt, at opstandelsesbudskabet – altså budskabet om, at Jesus Kristus opstod fra sin grav en søndag morgen i april år 33 – det er altid blevet forstået hovedsageligt som et budskab om, at Jesus virkelig var den, de sagde han var: Messias, Kristus, frelseren. Da den korsfæstede opstod, var det så at sige Guds underskrift under alt, hvad Jesus havde sagt og gjort. Dengang havde man ikke digital signatur, men når vi på nettet skal underskrive dokumenter og ansøgninger og erklæringer med digital signatur, så bekræfter vi dermed, at det virkelig er forholder sig, som vi har skrevet. Sådan også med opstandelsen. Det var ikke Judas, der opstod fra de døde. Det var Jesus. Det er derfor man i mange kirkesamfund i syden møder hinanden med omfavnelse og broderkys. For så er det altså sandt: Nu er vore synder virkelig forladt.

Men dertil har man også altid hørt opstandelsesberetningen som en beretning om, at Jesus er gået forud for os andre. Helt fra begyndelsen blev der sunget om opstandelse ved gravene. I katakomberne, de kilometer­lange underjordiske gravgange under det gamle Rom, anbragte de kristne små olie­lamper ved gravene for at minde om op­standelsen. Igen: Naturligvis ikke fordi de ville fortælle om deres egen religiøsitet eller tro, men til oplysning, forundring og håb for andre: Der er ingen grav, der kan holde vore kroppe nede!

I tre generationer har vi lært den dumme frase, så snart talen er om Gud: Ja, men jeg er ikke religiøs, så jeg må melde hus forbi. Jeg er ikke troende, så desværre! Jeg ville gerne kunne tro. Jeg ville gerne kunne være sikker og fast i troen ligesom dem henne i kirken, men det er jeg desværre ikke.

Den slags er noget bavl og alle almindelige kirkegængere ved, det er noget bavl. For hvad der det for en sikkerhed og fast tro, man tilskriver dem? Hvadbehager? Har jeg sådan en? Det har jeg da aldrig mærket. Sådan tror jeg alle ærlige kirkegængere vil sige. Og det endda med et smil. For de ved jo, at de kommer til kirke for at høre noget sagt. For at høre nyt, forunderligt nyt. De kommer ikke for at vise, hvad de har, men for at høre noget sagt til dem udefra.

Lad mig bare være helt tydelig: Der er begravelse i en af vore kirker. En bisættelse, for vi er nu blevet så kliniske og praktiske og økonomiske, at det kun er de unge, som bliver begravet i en rigtig grav. Vi er på vej mod slutningen af ritualet. Tredje salme er sunget til ende. Man har måske sunget en af de gamle påskesalmer. Nu har alle rejst sig, lige inden præsten kaster jord på. Hvorfor er de samlede her i kirken? Er det mon for at vise deres religiøsitet? For at samles om en sikker tro, som de har? Nej, sikke noget sludder at komme med! Ingen føler da vel ret meget andet i det øjeblik, end en stor tomhed indeni, et savn, en hjælpeløshed, en mangel på alt mulig. Nej, de venter på, at præsten læser ordene fra 1. Petersbrev: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. For at høre det og så fortsættelsen, det umulige: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Der hvor de med deres forstand og fornuft og erfaring og viden ved, at her er alting uafvendeligt, alting forbi for evigt – netop der skal de mødes med de dristigste påstande i verden. Krist stod op af døde! Der er ingen grav, der kan holde denne døde krop nede.

Det er altså i det, de hører. Det er som at være på hospitalet. Der kommer man jo heller ikke for at klare sin sygdom selv, men netop for at få noget tilført udefra: en indsprøjtning, medicin, en operation.

Sådan også med kirken: Hør, du som står ved graven og græder, hør min prædiken, hør min sang. Det er sket. Han er opstået. Du kan ikke gøre hverken fra eller til. Kristus er opstanden. Tag de ord og gør med det, hvad du vil!

Johnny Cash må have hørt de ord og læst dem. Og han kunne ikke slippe dem. Han var et moderne menneske. Han var omkring de 70. Hans krop var hærget og nedslidt efter de år i 60’erne, hvor han røg ud i et alkoholmisbrug. Mange af hans gamle venner var døde på samme konto. Men netop derfor synger han netop da med sin dybe, rustne stemme i sidste vers: ”Mød mig, mor og far, mød mig ned af flodvejen. Og mor, du ved at jeg vil være der, når jeg leverer min byrde tilbage. Der er ingen grav, der kan holde min krop nede”.

Døde opstår ikke, det er umuligt, dødsprocessen er uafvendelig! Sådan siger vores indre Poul Pegefinger med sin snus­fornuft og sin målerlarveforstand. Men jeg beklager: Det blæste vor Herre Jesus Kristus på. Og det vil jeg så også gøre!

Glædelig Påske!

Amen