Prædiken til Palmesøndag 20/3 2016
Mark 14, 3-9
Salmer: 176, 206, 179, 339, 58

O, Jesus, gid jeg kunne,
som jeg så gerne vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil

I dag – som alle den andre søndage i tiden op til påske – handler det om fristelse. Og ja, ordet fristelse bruges i dag stort set kun om det at stå foran bagerens vindue og fristes til at købe den store flødeskumskage, selvom man helt sikkert havde bedre af en gulerod. Men ifølge god, gammel kristen tankegang fristes vi hele tiden. Hvert øjeblik. Det er derfor vi beder i Fadervor: Led os ikke i fristelse. Lad os ikke fristes til at gøre som de andre. Lad os ikke fristes til at tie, hvor vi burde tale. Lad os ikke frists bort fra dig, Herre!

Jeg tænker nok, I kender den fristelse. Som barn, som teenager, som ung, som gammel. Det har ingen alder.

Hjemme i Sorring skole havde en af kammeraterne f.eks. engang fundet på, at nu skulle vi gå ned til Købmand Bach, som havde sin butik lige neden for Skolebakken Dèr skulle vi prøve at stjæle et eller andet. Vi var ikke ret gamle. Vi gik vel i 3. eller 4. klasse. Jeg kan stadig huske, hvor vi stod der i kreds og kiggede på hinanden med store øjne. Vi vidste alle som een, at det er forbudt at stjæle. Man kommer i fængsel for tyveri. Alligevel var der ingen, der kom med indvendinger. For hvis én af os virkelig var kommet med indvendinger, så ville han jo være en tøsedreng. Og en tøsedreng – det ville ingen af os være. Så vi kiggede på hinanden, og selvfølgelig var vi med på den. Ingen af os var jo tøsedrenge. I spisefrikvarteret gik vi ned til købmand Bach. Jens Bach var gammel og halvdøv, så for en moderne butikstyv, ville det være som at tage slik fra børn. Men ingen af os drenge havde nogensinde stjålet. Det må man jo ikke, så vi havde alle sammen ondt i maven. Vi gik ind, og gik rundt mellem hylderne. Jeg tror, jeg havde hjertet helt oppe i halsen, men jeg vidste også, at jeg aldrig ville kunne gøre det. Det turde jeg simpelthen ikke, men på den anden side: hvad ville de andre så sige? Jeg blev kun reddet ud af suppedasen, fordi en af de andre var modigere. Pludselig tumlede vi ud af butikken igen og løb op til skolegården. Da vi var kommet i sikkerhed nede bag cykelskuret, viste det sig, at udbyttet var en pakke Dandy tyggegummi, som ham, der havde foreslået aktionen, havde taget. Jeg ved ikke, om den slags kan kaldes uskyldigt. Det var jo tyveri og vi var vel alle medskyldige. Vi vidste det alle sammen: Det var forket. Alligevel sagde vi ikke nej, for vi lå under for fristelsen til at gøre som de andre.

Hvorfor gør vi ikke altid det, vi ved er ret? Hvorfor siger vi ikke fra, når vi mener, at noget er forkert? Hvorfor tillader vi, at det går ud over andre? Fristelsen er så dagligdags og banal, at vi ikke engang tænker over det. Vi fornemmer det ofte kun lige som man mærker en kold trækvind ved vinduet, et øjebliks ubehag. Men det er præcis den fristelse, som evangelisterne fortæller om, side op og side ned. Den samme fristelse, som drev os smådrenge – den samme fristelse drev Judas til at forråde Jesus, Peter til at fornægte Jesus, rådet til at dømme Jesus, folkeskaren til at kræve Jesus korsfæstet og Pilatus til at dømme Jesus til døden – skønt han ikke fandt ham skyldig. Det er nøjagtig det samme. De er bange alle sammen, bange for at være uden for det gode selskab, bange for, hvad de andre kan finde på at sige om dem eller gøre ved dem, bange for mennesker, kort sagt.

Hvis nogen af jer har prøvet at made et lille barn, siddet og leget flyvemaskine eller futtog og kørt skeen med bananmos ind i den lilles mund – så har i måske opdaget, at I selv sad der og gabte op som en fugleunge – som om det var jer, der skulle spise mosen. Helt af os selv mimer vi hinanden, og sådan gør vi altid, når vi er i flok. Man behøver derfor ikke være nogen særlig stor psykolog for at regne ud, hvorfor de alle sammen råbte, at Jesus skulle korsfæstes – selvom rigtig mange af dem vidste, at han vitterlig ikke var skyldig i noget kriminelt. Mennesker i flok gør som flokken. Vi fristes til at mime hinanden. Det går så let som ingenting. Frygt mennesker, så går det hele af sig selv. Man forstiller man sig, lurepasser, overdøver sin samvittighed, lader som om man er enig, smiler med de andre, ler med de andre. Gemmer sig. Det er præcis sådan fristelsen virker. Det er ikke uskyldigt. Det er på den måde nazisterne i sin tid vandt frem. Det er på den måde kommunisterne gjorde det. Og det er på den måde også islam vinder frem i dag. Fordi vi gør som de andre. Fordi vi frygter mennesker.

Nuvel, Gud vil ikke lade os i stikken. Det er dagens gode nyhed. Hele evangeliet, det glædelige budskab ligger i, at Jesus selv fristes, men overvinder fristelsen. Hele hans liv, hele hans gerning går ud på, at han alene skal gå imod alle fristelser – også fristelsen til at gøre som de andre for at være med i flokken. Det er Guds plan, det er hans kald, at han alene – for alles skyld – ikke skal ikke bøje sig for fristelsen, men forblive et menneske og ikke en djævel. Og at vi skal smittes af hans ånd.

Der er middag hos Simon den Spedalske. Stuen er fuld af mænd, alle Simons venner fra farisæernes parti. En masse spidser, en masse betydningsfulde, selvbevidste mavesvære herrer: lange skæg, tykke fingre og tykke tæer i sandalerne. Stemningen er fin, der er ligesom en fælles uudtalt beslutning om, at i aften skal vi ikke tale politik eller religion. I aften skal vi bare hygge os og spise noget godt mad og nyde den gode vin. Snakken går om romernes tåbeligheder, om Pilatus, der har problemer med kejseren. Èn kan nogle gode molbohistorier om de dumme samaritanere. En anden kan tale dialekt ligesom bondeknoldene oppe fra Galilæa. Alle ler af hjertens lyst. Og Jesus har lænet sig tilbage i hynderne og tillader sig at slappe lidt af. Han mærker den søde afslappelse. Han behøver denne aften ikke være på vagt. Denne aften er de ikke på nakken af ham. Simon er en god ven. Der er ingen, der gør ham noget.

Og så kommer dette forfærdelige, udtjente kvindemenneske pludselig ud af det blå og ødelægger alting, forstyrrer freden og fordrageligheden. Der er ingen, der har inviteret hende. Hun er ingen ven af Simon. Hun har ikke noget at gøre der i huset. Hun har ikke noget at gøre mellem mændene. Ikke alene er hun kvinde. Hun er halvgammel, hun er grim, og hun er prostitueret. Det kan kort sagt ikke være værre. Mændene kender hende, hun er i deres øjne ligeså uren som en hedning. Og så går hun lige hen til Jesus med sin kostbare luksusparfume, som hun hælder ud over hans hoved. Det er så grotesk et syn, at mændene først sidder lamslåede. Man kan skære i stilheden i stuen. Men så kommer reaktionen. Og den er voldsom. Voldsom fordømmelse, voldsomt raseri. De overfuser hende, skælder hende hæder og ære fra. Temperaturen stiger i rummet, spyttet står i mundvigene, rynkede bryn, knyttede næver.

Og Jesus, som før sad så rart i læ, er nu pludselig centrum i begivenhederne. Mod sin vilje mærker han, at han ikke kan blive i læ. Mod sin vilje mærker han, at han er nødt til at handle. Umiddelbart føler han medlidenhed med kvinden, Han forstå, hvad hun gør. Men han mærker også fristelsen næsten som et fysisk pres: Åh, bare at gøre som de andre, bare at lade sig rive med. Han behøver slet ikke overfuse kvinden. Han kan bare vise hende bort, vise hende den kolde skulder, så vil han kunne blive i fred, være en af dem. Ja, de vil elske ham. Aftenen vil være reddet. De kan få lempet dette sjuskede og håbløse kvindemenneske ud af døren i en fart og så sidde bagefter over cognac’en og ryste på hovedet i fælles forståelse. Ingen ville bebrejde ham, tværtimod: Alle ville synes, han var deres mand, en rigtig, rettroende jøde. Den søde fristelse til at gøre som de andre, frygten for de andre – den hele mærker Jesus helt ind i knoglerne.

Men så tager han et vældigt tag i sig selv og rykker helt alene ud til forsvar for hende. For han forstår hende som sagt: Det er netop det, hun vil sige med sin sære handling. Hun hylder ham som konge, netop fordi han gå en anden vej end alle andre. Netop fordi han alene bevarer sin menneskelighed igennem al fristelse. Og Jesus udlægger hendes handling som en kærlighedshandling forud for hans egen død. Hun har set, at han er oppe imod fællesskabet. Han er den, de alle vil hade og rotte sig sammen imod, så de – i al fald for en tid – kan varme sig i den fælles vrede og forargelse i mængden.

Og sådan er tonen nu slået an for påskeugen. Her er vores sande herre, salvet som konge af en prostitueret. Her er hans værk: At han for vores skyld skal modstå al den fristelse, som vi daglig falder for. Sådan har det været hele hans tid, men i påskeugen spidser det til, fristelsen bliver så stor, at ingen kan følge ham, alle falder fra.

Led os ikke i fristelse. Den bøn er måske den vigtigste i Fadervor. Som små lemminger gør vi som de andre gør. Christian den 4.’s valgsprog var ”Gudsfrygt styrker rigerne”, og det er sandt. Manglen på gudsfrygt er roden til alt ondt. Vore politikere frygter mennesker, og derfor kan de ikke finde statsmandsløsninger på flygtningekrisen eller håndteringen af muslimsk terror. De tør ikke træffe de ubehagelige beslutninger, som de også er valgt til at træffe. Politisk korrekthed kommer af flokmentalitet. Tavsheden, handlingslammelsen, rådvildheden – det kommer alt sammen af, at vi står ligesom vi smådrenge i skolegården og ikke tør. Og ja, jeg ved, at jeg selv ikke er spor bedre end da jeg var en skoledreng - MEN jeg stoler på, at der er plads i Jesu Kristi skygge også for mig. Jeg bilder mig ind, at han kender fristelsen, som jeg ikke står imod. Og han tilgiver og holder mig fast.

Men netop derfor skal I og jeg af al magt kæmpe imod fristelsen til at gøre som de andre. Vi skal frygte Gud – ikke mennesker. Tænk selv, døm selv! Træf jeres egen beslutning, lyt til jeres egen samvittighed, giv jeres egen mening til kende. Vi skal nemlig se os selv – ikke over for andre menneskers dom, men over for vor Herre Jesus Kristus.

Amen