Prædiken til 3. s i fasten I, 8/3 2015

Luk 11, 14-28

Salmer: 402, 446, 507, 294, 628

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det, jeg læste her fra Lukasevangeliet, virkede måske ikke særlig dagsaktuelt på jer. Al den snak om ånder og dæmoner får vel mere en til at tænke på de her programmer, hvor såkaldte clairvoyante går på jagt i gamle huse, hvor en eller anden beboers ånd spøger rundt om natten. Men tag ikke fejl. Det Nye Testamentes snak om ånd og dæmoniske ånder er topaktuel, dugfrisk virkelighed her i dag. Det er bare os, der har glemt, hvad der i grunden menes med ånd.

Det eneste sted vi stadigvæk kan tale om ånd, er mærkelig nok sportens verden. Når Skives første­hold møder ærkefjenden Viborg, så ender det næsten altid med at Skive får tæsk. Det er dog sket enkelte gange, at undertippede Skive har overrasket og slået de grønne-og-hvide fra Viborg. Og i de tilfælde kan man midt på sportssiderne i Skive Folkeblad møde ordet ånd, nemlig kampånd. Vi kender det også fra håndbold. Landsholdet spiller elendigt, der laves uprovokerede fejl og målene rasler ind i den forkerte ende. Så kræver træneren time-out i den ene side, kalder spillerne ud og prøver at få lidt gejst i dem. Gejst betyder i øvrigt også ånd. Så prøver spillerne igen, og måske efter lidt tid finder de pludselig hinanden. Pludselig spiller de sammen som et hold, en enhed. Og når det sker, siger vi, at holdånden, kampånden har grebet dem. Det er ånden, der gør hele forskellen. Hvad nytter det at have købt 11 superspillere til en milliard hver, hvis de ikke har ånden? Vanskeligere er det ikke med ånd. Det er en virkelighed, som ingen kan tage fejl af, selvom man ikke kan fange ånden på sin iphone eller på alle tv-kameraerne. 

Man kan godt høre, at ånd er i familie med at ånde, og ligesom man ikke kan leve uden at ånde, sådan kan man heller ikke leve uden ånd. Vi siger somme tider, at noget er åndløst, men det er egentlig noget vrøvl, for der altid ånd i mennesker. Spørgsmålet er bare, hvad det er for en ånd. Er det kampånden, er det sløvhedens ånd, dumhedens ånd, er det ondskabens ånd, en dæmon eller skulle det måske være Herrens egen ånd, Helligånden? Det er det, der er spørgsmålet.

På Jesu tid talte man om, at mennesker kunne blive besat af en dæmon eller en ånd. Det lyder måske fremmed, men hvad skal man ellers kalde det, når unge velbegavede, velintegrerede drenge pludselig finder på, at de vil til Syrien for at kæmpe de sortskæggede imamers kamp for et kalifat i Irak og Syrien. De er ikke onde, det mener jeg ikke, men de er besatte. De er blevet besat af en ond ånd, en dæmon. Man ved nu, hvem det var, som optrådte på de uhyggelige videoer, hvor et uskyldigt gidsel halshugges af en maskeret kriger. Blandt andet på hans London-accent har man nu kunnet identificere morderen. Han hedder Mohammed Emwazi, født i Kuwait, men har siden han var seks år boet med sine velhavende forældre i London. Han gik i privatskole og på universitetet – så begynder han at komme i moskeerne og pludselig rejser han til Syrien, hvor han nu lever som torturbøddel, fangevogter og slagter. Hvad skal man kalde det, andet end besættelse. Som det er så tit med de unge islamister, så fatter hans tidligere venner ingenting. De kendte ham som en helt normal fyr. Godt nok var han blevet mere og mere streng med sin religion, men derfra og så til at bliver terrorist, det troede ingen på. Jeg kan ikke beskrive det bedre, end at en ond ånd er blevet plantet i ham, en dæmon, der som alt ondt, netop er uforståelig, ubegribelig. Ondskabens ånd. Det er ikke science fiction. Det er virkelighed. Den plantes i unge mænd af langskæggede imamers hadefulde ord.

Og akkurat som der findes en ondskabens ånd, findes der også en fejhedens ånd. De to følges nemlig gerne ad. Fejhedens ånd kender vi også rigtig godt herhjemme. I Danmark har vi en lang tradition for vittighedstegninger i vore aviser. Der er blevet gjort tykt nar af alting, også Gud og Jesus. Kunstneren Jens Jørgen Thorsen lavede et dumt og vulgært krucifix, en italiensk kunstner nedsænkede den korsfæstede i et syltetøjsglas med tis i. Det var kunst og kunstnerens frie udtryk og kristne skulle bare lige vove at protestere. Det gjorde de nu heller ikke. Men da muslimer truede med vold og terror, fordi nogle tegnere tegnede Muhammed, så fik piben pludselig en anden lyd. Billedforbudet gælder for muslimer - og kun dem. Alle andre har frihed for loven til at tegne lige nøjagtig, hvad de vil. Men nu har vi helt af os selv indført billedforbud i Danmark. Man må gøre nar af dronningen, af statsministeren, Gud og Jesus, men ikke Muham­med. Både DR og vores aviser har lagt sig fladt på ryggen og er blevet skabsmuslimer. Og spørg hvem som helst på gaden, om de vil tegne profeten. Jeg er bange for, man ikke vil finde én, der tør. Og hvad andet skal man kalde den slags, end fejhedens ånd. Sølle, ussel fejhed. Det er ånd, men den er fej. Ligesom Lukas fortæller, at dæmonen, som Jesus drev ud, var stum, sådan er fejhedens ånd stum. Den tør ikke sige noget. Eller den siger en hel masse for ikke at komme til at sige noget, der betyder noget.

Sådan er ånd virkelighed. Det virker lidt ligesom en smitte. Ligesom en virus, der trænger ind i en organisme, formerer sig og spredes videre til den næste organisme. De gamle arabere vidste, at ånd er farligt. I tusind og én nat er ånderne tit fanget i en flaske, som er forseglet og kastet ud på havets bund. Hvis vi kunne købe ånd på apoteket, ville flaskerne være fulde af gule og orange advarselsskilte og ”opbevares utilgængeligt for børn”. Vore politikere fatter det ikke. Da vores statsminister holdt tale efter terrorangrebet i København, sagde hun, at det var en politisk handling. Hun turde ikke sige, hvad alle vidste, at det var islamisk terrorisme. Og hun forstod slet ikke, at vi står midt i en åndelig kamp, en kamp, hvor forskellige ånder er oppe imod hinanden.

Måske lyder alt det, jeg her siger, overdrevet? Men hvis det gør, skyldes det kun, at vi herhjemme igennem mange år er blevet lullet i søvn af en tredje ånd, sløvhedens ånd, dumhedens ånd. Jeg er ikke sikker på, hvor den kommer fra, men måske den kom, dengang statsminister Poul Schlüter sagde, at ideologi er noget bras. Det var efter murens fald. Alle de store ideologier var på en eller anden måde faldet til jorden, og politikere fra alle sider af Folketinget, journalister og meningsdannere sluttede så, at så var der tilbage kun at indrette sig lidt godt her. Skidt med fortiden, skidt med historien, skidt med fremtiden – lad os nu bare belåne vores boliger, nyde og forbruge. Lad os leve i nuet og hver især leve vore drømme ud. Sløvhedens ånd vil bare ligge på sofaen og fordøje flødeskumskager og se fjernsyn. Et af de moderne sociale medier hedder ”Linkedin”, det betyder på engelsk, at man er lænket ind, at man er ligesom et led i en kæde. Og sådan har vi i mange år levet lænket til øjeblikket, nuet, i dag uden at tænke på, hvad det mon er for en verden, vi overlader til vore børn og børnebørn. På en måde sket nøjagtig det, Jesus taler om. Man troede, at de gamle ånder var fordrevet. Men de vendte bare tilbage med nogen, der var endnu værre. Sløvhedens ånd, fejhedens ånd og dæmonerne – det er en farlig cocktail.

Mod det hjælper kun Herrens egen ånd – den, vi kalder Helligånden. Som det nok er fremgået af det, jeg hidtil har sagt, er heller ikke Helligånden så mystisk, som man gør den til. Som man kan besættes af ånd, sådan kan man også gribes af Helligånden. Det er jo alene derfor, man skal gå i kirke. Det svarer faktisk ganske nøje til håndboldspillerne, der holder time-out midt i kampen for at få en opsang, for at få gnisten tilbage ved trænerens ord. Sådan er gudstjenesten søndag formiddag en time-out fra hverdagen, hvor sløvhedens ånd og dumhedens ånd drives ud, så vi ikke står så famlende og valne over for alle dæmonerne. Den ånd, som Gud har lovet, skal blive hos os – den skal vækkes i os. Ikke ved åndemaneri, men ved at der tales i almindelige menneskeord til os om ting, som de ikke snakker om hverken i tv-avisen eller ”x-faktor” eller ”Her er dit liv”.

Mit arbejde som sognepræst består i at stille mig og jer lige over for Herren og minde om, hvad der er hans dagsorden – og altid har været det. Hans slagplan. Så slå alt det andet larm ud af hovedet – alt det, vi hører i medierne hver dag og lyt et øjeblik. Jesus kaldte til tro – ikke en eller anden indbildning, men troskab, altså at vi skal være tro. Du skal tilbede Gud og tjene ham alene, sagde Jesus, da han stod over for Djævlen. Og hvordan tjener man sin Gud? Ved på hans befaling at være sin Næste tro, sit medmenneske tro. Andet skal et menneske ikke, end være tro. Jesus gav sit liv for enhver, vi møder – ubegribeligt, men ja: enhver! Derfor er vi også kaldet til at være netop det menneske tro. Enhver vi møder – også den besatte – er Guds dyrebare skabning, Guds uerstattelige skat. Men læg vel mærke til det: At være tro er ikke det samme som at være blød og føjelig og vige for den anden. Det er fejhedens ånd, vi kan kende på det. Akkurat ligesom det er sløvhedens og dumhedens ånd, der vil bilde os ind, at livets mening er et madprogram på tv eller fredag aften i selskab med Thomas Blachman.

Nej, det er i Jesu øjne så meget alvor med os og hinanden, at vi må være parat til eventuelt at gå i kamp mod den ånd, som har besat vores Næste. De radikaliserede unge må mødes med modsigelse, med modargumenter, og bedst af alt med kristendom. Det er skudt helt forbi blot at tilbyde dem arbejde, medlemskab i en klub eller et højskoleophold. Og på samme måde må sløvhedens og dumhedens ånd bekæmpes – for Næstens skyld. Sådan skal vi turde sige: Du har frihed til at mene og tro, hvad du vil, men fordi du er min Næste, fordi jeg er bundet i troskab til dig, må jeg modsige dig af al min magt. Ånd er magt, ånd er virkelighed. Og man skal være stæreblind for at overse det.

Amen.

Tilbage