Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædiken til 2. s. i fasten I, 1/3 2015

Matt 15, 21-28

Salmer: 4, 31, 158, 655, 769

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

 

Gør det du er bedst til. Sådan lød en reklame for en bank for nogle år siden. Og det jo en god ide. For deri ligger jo også, at nogle ting er det bedre at overlade til andre. Det er f.eks. en skidt ide at starte charterrejsen til Thailand med at gå ud i cockpittet og overtage kaptajnens plads. Det må nok også frarådes at forsøge at foretage en bypassoperation på bedstefar derhjemme på køkkenbordet. Det gør lægen nok bedre. Sådan er det i så mange ting. Og sådan er det også med Gud. Det er også en rigtig god ide at lade ham gøre det, han er bedst til, nemlig være Gud. Vi kommer i al fald rigtig skidt afsted med at være Gud i stedet for Gud. Det skulle ikke være den store raketvidenskab. Jesus prøvede mange gange at forklare sine landsmænd det: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene, sagde han. Ikke så meget for hans skyld, men så sandelig for din egen.

Hvad laver en Gud? Hvad er han bedst til? Ja, han er nu engang bedst til at bære ansvaret for alt det, vi ikke kan gøre hverken fra eller til. Den, man kan bede til, når verden går i sort. Den man kan skælde ud på og råbe til, når ulykken rammer. Den man kan takke, når man er glad. Men først og fremmest den, man kan håbe på, længes efter, stole på, fæste lid til. Lys i mørket, mening i tilværelsen, håb i graven, liv i døden for en. I grunden er det alt, hvad Gud vil. Det eneste, han forlanger – men det forlanger han så også ganske bestemt – det er, at vi lader ham være vores tilflugtsklippe, den, vi modtager hver dag af, den, der kan bære alt det, vi ikke kan bære. Den, vi kan bede til og længes efter.

Det handler et eller andet sted om, at vi skal forstå, at der er en grænse. Og at det er godt sådan. Der er en grænse for, hvad vi kan og hvad vi har ansvar for. Ansvar har man for det, man kan gøre noget ved. Det, man ikke kan gøre noget ved – det kan man ikke stå til ansvar for.

På arbejde har de fleste mennesker noget, der kaldes en arbejdsbeskrivelse. Det er et stykke papir, hvor der helt ned i detaljer står, hvad man skal på arbejdet. Hvis man nu er tarmrenser, så står der, hvordan ledelsen forventer, at man renser tarme ved båndet på slagteriet: At man står der og der og benytter den og den maskine og gør sådan og sådan. Mange synes vistnok, at arbejdsbeskrivelser er noget, arbejdsgiveren har fundet på for at plage de ansatte, men faktisk er de et gode. For de siger jo også noget om, hvad man ikke skal. Ham, der er tarmrenser skal nok stå ved sin plads og knokle hele dagen. Han har ansvar for at tarmene bliver ordentlig renset. Til gengæld er han helt uden ansvar for slagteriets ledelse. Han har fri, når klokken er fire og kan gå hjem og se fodbold eller vaske bil eller lægge sig på sofaen. Modsat chefen, der nok får en højere løn, men også har ansvar for slagteriets fremtid. Der er med andre ord en grænse for, hvad tarmrenseren skal og hvad han har ansvar for. På samme måde er der også en grænse for vi menneskers ansvar. Der er noget, vi kan og skal. Og så er der noget, vi absolut ikke kan og skal. Og det sidste skal vi lære at turde lægge fra os. Problemet er, at det har vi så helt utrolig svært ved at forstå. 

Men så kan vi tage ved lære af hende kvinden, der kom til Jesus oppe ved Tyrus og Sidon. Hvad er det særlige ved det, hun gør? Jo, er stødt på en grænse. Der er noget, som hun ikke kan, noget, som hun står helt magtesløs overfor. Hendes datter er alvorligt syg. Og hun kan intet som helst stille op. Derfor opsøger hun Jesus, og læg vel mærke til, hvordan hun forstår sig selv. Hun sammenligner sig med en lille hund, der sidder ved sin herres bord og pænt må vente på, at der falder noget mad ned til den. Kvinden ved lige nøjagtig hvor grænsen går. Hun har gjort, hvad hun kunne og nu kan hun ikke gøre mere, end at bede en fremmed om hjælp. Der skal ikke så meget fantasi til at forestille sig, hvad hun har gjort: Hun har sikkert opsøgt alle kloge koner og læger i miles omkreds. De har givet hendes datter al mulig medicin og mærkelig pullimut som skulle helbrede hende. Lige meget har det hjulpet. Nu er der ikke mere at gøre. Grænsen er nået. Hendes hoved er tomt. Hun er en lille magtesløs hund. Måske nogen vil sige, at hun jo er religiøs, det er jo derfor, hun har opsøgt Jesus. Men hun er ikke religiøs – ikke mere end alle andre mennesker, I og jeg. Men hun har erkendt, at der er en grænse for, hvad et menneske kan. Nu kan jeg ikke mere. Nu må du gøre noget, Gud. Det er det, hun siger.

At finde den grænse, hvor Gud må tage over. Det er kunsten. Tænk på de hjerteknugende historier, man hører. Der er historien om den ulykkelige far, der bakkede sin bil ud af garagen. Han så slet ikke sin lille søn bag bilen, og derfor kørte han ham ihjel. Eller den lige så rystende historie om pigerne, der legede i laden og fik nogle store bigballer ned over sig og slog sig ihjel. Hvad har faderen, hvad har forældrene tænkt? Igen og igen har de tænkt: Hvad gjorde vi forkert? Hvad kunne vi have gjort, så det ikke var sket? Hvis nu bare jeg havde set i bakspejlet, hvis nu bare jeg havde tjekket de halmballer. Hvis og hvis. Ja, hvis de havde været Gud, kunne de have forhindret det. Men de var og er mennesker. Og mennesker er ikke ufejlbarlige. Det er kun Gud. Jeg ved ikke, hvordan forældrene klarede det, som ikke er til at klare. Jeg håber ikke, de prøvede at bære det hele helt alene. Sådan gør vi mennesker desværre mest. Og det bliver man syg af, meget syg. Det eneste, der er at gøre i den situation, er at gøre som kvinden og erkende sin egen magtesløshed. Og bruge Gud som Gud. Det kunne de gøre ved at spørger Gud, hvorfor han lod det ske? De kunne skælde ham ud og fortælle ham, at han må bære sin del af ansvaret for de, som er sket. Den slags gør ikke ulykken god igen. Det gør ikke, at man nu kan komme over det. Slet ikke. Men det gør et menneske i stand til at leve med det, der er sket. Gud kan godt tåle, at man skælder ud og anklager. Det har han jo klaret i tusindvis af år. Men vi bliver syge, hvis vi vil være vores egen Gud og bære det, et menneske ikke kan bære.

Det er ikke kun i ulykke og nød man skal kende sin grænse. Det gælder også i hverdagen. Mon ikke de fleste kender sådan en overskuds-type fra arbejde. Sådan en, der kan det hele og altid har tid og overskud til alting. En, der aldrig klager sig, aldrig er syg, altid positiv. Meget ofte sker det for den slags mennesker, at de lige med et bryder sammen. En dag bliver netop de ramt af depression og alle spørger fulde af forundring: Jamen, hvorfor netop ham, hvorfor netop hende? Der kan naturligvis være mange grunde, men hovedårsagen vil i de fleste tilfælde være, at han eller hun i virkeligheden har gået og villet være Gud, perfekt, ufejlbarlig, altid overskud til de andre, aldrig syg, altid pligtopfyldende. Der er en ting, de har glemt: At lade Gud være Gud, og selv være mennesker. Selv at turde være f.eks. pylrede og ynkelige. Tillade sig at være magtesløse, tillade sig at sukke over hovedpine og lidt småinfluenza. Tillade sig at sige: Det kan jeg ikke nu. Senere måske, men lige nu kan jeg simpelthen ikke klare det. Bare en gang imellem. Turde se grænsen i øjnene. Så ryger ens image som supermand eller superkvinde. Men skidt med det. I det mindste kan man trække vejret og ånde frit.

Mange påtager sig ansvar, hvor de intet ansvar kan have. Der er mange eksempler på læger, der er blevet syge, for en patient på deres afdeling, er død. Sekretærer, der er blevet syge fordi de ikke kunne nå alt det, der hobede sig op på deres skrivebord. Mesteren, der ikke kunne finde arbejde til sine svende. Dem skal man ikke ynke, men konfrontere dem med, at de er mennesker, der ikke har ansvar for alting. At erkende sin egen afmagt kan være meget sundt. Alle præster kender det: Pludselig bliver man kaldt ud – lad os bare sige til en, der har mistet et barn. På vejen derhen tænker man som en gal på, hvad man skal sige, men jeg tror, de fleste ender med at tænke: Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan jo ikke gøre det skete om igen. Men mærkelig nok er det at sige netop det ofte en hjælp både for den sørgende og for præsten selv. Vi er begge to stødt på en grænse for, hvad mennesker kan. Vi er nået ind til en forståelse som også kvinden i beretningen havde: Vi er, som hun, små hunde, der må vente ved vores herres bord.

Desværre har vi lært at sige, at når den uforståelige ulykke rammer, så er der ingen Gud. Sådan noget høre man så tit. Men det er simpelthen det dummeste, et menneske kan sige. For når Gud ikke er, så må man selv til at bære det hele – og det kan intet menneske. For vi er ikke Gud. Nej, når ulykken, den uforståelige katastrofe, sygdommen, uheldet rammer – så hold fast i ham. Ikke for hans skyld, men så sandelig for jeres egen skyld. Biblen er i det stykke en ren skatkiste for alle, der bare gider. I mange af de gamle salmer skældes der ud på Gud: Sover du, Gud? Hvor var du, da dette skete? Eller historien om Jakob, der kæmpede med Gud en nat. Længe brødes de, men Jakob hold fast og sagde: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!

Gør hvad du er god til. Ja, bestemt. Men lad Gud gøre det, han er bedst til: Være vores håb, vores styrke, vores klippe i liv og død

Amen

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk