Prædiken til Fastelavns søndag I, 15/2 2014                                                           

Matt 3, 13-17

Salmer: Hem: 752, 446, 557, 192, 206. Dølby: 785, 557, 192, 767

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

De fleste danskere har det vist med kirken som vist navnlig jyske mænd har det med lægehuset, hospitalet eller tandlægen: De kommer der kun, når det ikke kan være anderledes. Jeg behøver ikke gå længere end til mig selv. Når man når en vis alder, har politikerne herhjemme bestemt, at alle danskere skal screenes for tarmkræft. Man skal returnere en lille prøve, og så får man svar. Der lå brevet og kiggede på mig, og dag efter dag gik uden at jeg fik gjort noget ved det. En ting var, at man skulle lave den der prøve. Noget helt andet var, at man jo så en dag ville få svar. Det ville jo helt sikkert være sådan et brev med sørgerand på og besked om, at jeg desværre kun har to dage tilbage at leve i. Lægerne har allerede opgivet mig og der vil ikke være mere at gøre. Sådan har mange danskere og især jyske mænd det med læger og tandlæger: Vi glemmer, at det kunne hjælpe og tænker kun på, at vi kunne få noget ubehageligt at vide. Og sådan er det også med det at gå i kirken: Man tænker kun på det ubehagelige, man dèr kan få at vide – slet ikke på, at det måske kunne hjælpe og være til glæde?

Sammenligningen er slet ikke ny. Jesus sammenlignede faktisk tit sig selv med en læge, der var kommet for at helbrede sit folk. Og lad os bare holde fast det. Nu sidder I – ikke på briksen, ikke i tandlægestolen, men på en dejlig hård kirkebænk, præsten står på prædikestolen, og I kan ikke flygte. To ting skal jeg sige til jer. Den ene hård, den anden sød, men begge ting skal til.

For det første skal jeg minde jer om, at I skal handle ret. Det er hvad Gud fra verdens morgen har forlangt: At vi skal handle ret. Vi skal være retvendt. Man kan ikke løbe sidelæns gennem tilværelsen som en krabbe eller baglæns som en idiot. Nej, af os mennesker forlanger Gud, at vi handler ret, øver ret. Gør hans vilje og er hinanden tro – ofrer os for hinanden, hjælper hinanden, tager hinanden alvorligt. Skubber os selv til side for andre. Går lige frem efter retten, ubestikkeligt og urokkeligt. Ja, også at vi er os selv tro, og ikke flygter fra det, vi er og skal. Sådan er det første jeg skal sige: Et menneske skal handle ret! Retfærdighed vil jeg, sagde Gud gennem sine profeter, ikke slagtofre og brændofre, men at et menneske handler ret! Det skal der ikke gives køb på. Ikke noget med at vi kun skal gøre det en gang imellem. Jesus gav den fuld skrue. Altid skal vi handle ret! Sådan er det.

Men så er der det andet, som jeg skal sige. Og det lyder sådan her: I kan lige vove på at tro, at I skal være perfekte, at I skal være fejlfri, at I skal være små guder, der kan være korrekte overfor alle og yde alle fuld retfærdighed. Det er vist så moderne at sige, at man ikke fortryder noget. Når de kendte er i ”Her er dit liv” på DR1, så siger de altid, at de ville have gjort det hel om og at de ikke fortryder noget. Hvis nogen virkelig mener, de aldrig har begået fejl og aldrig har fortrudt noget, så er det min pligt at sige, at så har de enten sovet hele jeres liv – eller også er de allerede døde. Jesus forlangte aldrig fejlfrihed. Han forlangte, at vi handler ret. Og den, der indtil denne dag aldrig har fået andet end uret og rod og fortrydelse ud af det – ham tilgiver han og siger så: Gå så hjem og synd ikke mere, men gør hvad der er ret!

På den måde ligner kirken ganske rigtigt lægehuset eller tandlægen. Når man går fra kirke, må man gerne have det, som når en jysk mand af sin kone er sendt til tandlægen for endelig at få gjort noget ved det. Når han forlader klinikken, er han befriet og glad og tænker: Tænk, at det ikke var værre! Hvor var jeg dog et pjathoved! Når man går fra kirken må man gerne være glad og lettet og tænke: Tænk at det ikke er værre at være menneske! Sikken et pjathoved jeg var! Tænk, at jeg har en nådig Gud, som holder mig fast på det, jeg skal – og som samtidig som ved et trylleslag befrier mig for at skulle være perfekt, være fejlfri og leve op til alle mulige tåbelige ideer og forestillinger.   

Det er jo, hvad den kristne kirke altid har holdt sig til. Her kommer Jesus til Johannes Døber. Johannes begriber ikke, at Jesus vil døbes af ham, men Jesus svarer: Således bør vi opfylde al retfærdighed. Det lyder måske mystisk, men det er som Jesus siger med rene ord: Jesus vil nu begynde sit arbejde som læge. Ligesom tandlægen fylder patientens udborede tænder ud med sølv og sætter stifttænder ind, hvor der mangler en tand, så tandsættet kan være i orden, sådan fylder Jesus alt det ud, som vi gør galt med sin retfærdighed, sin godhed, sin troskab. Han gør alt det, vi skulle gøre – i vort sted. Og dermed er vi fritaget fra at skulle lege små guder og perfekte, korrekte, fejlfri supermennesker. Vi skal bare, så godt vi kan, handle ret dèr hvor vi er. Ikke bekymre os, om vi nu yder alle retfærdighed, men sigte efter at gøre godt og være andre tro, både når de græder og når de er glade. Vi skal turde leve og handle – og ikke altid være så frygtsomme.

Spørg mig ikke, hvordan det kan lade sig gøre, Men hvis Jesus er sendt af Gud, hvis han er Kristus, så kan han vel også nok klare, hvad vi ikke forstår. Hovedsagen er: Det er kun os, der forlanger, at et menneske skal være uden fejl. Gud gør det ikke. Han forlanger alene, at vi stoler på, at Jesus Kristus var fejlfri for os – og så at vi handler ret, er retvendt dèr, hvor vi færdes.

Så vidt jeg kan se, er det lige præcis det, vi har så helt desperat brug for at høre i vor tid. Jeg har ladet mig fortælle, at Bjarne Corydon netop har indført et nyt målingssystem for offentlige ansatte, f.eks. universitetslærere, gymnasielærere, sygeplejersker og politifolk. Et system, der skal måle deres præstationer for at se, om de yder nok, og om ikke man kan presse en højere produktivitet ud af dem. I det danske konkurrencesamfund er der ikke plads til at handle ret, men der er slet ikke plads til at begå fejl. Her skal der effektiviseres, konkurreres, makkes ret. Det er menneskeligt at fejle, siger man, men det mener man overhovedet ikke. Der er ikke plads til fejl, sådan siger håndboldtrænerne og sådan siger topcheferne. Vi skal forøge produktiviteten, medarbejderne skal løbe stærkere og yde mere. Sådan noget sætter sig i sindet. Det forgifter mennesker. Akkurat ligesom det forgifter os, når vi hver eneste aften skal se journalisterne jage de ansvarlige, dem, der har skylden, dem, der begik fejlen. Politikeren, der misbrugte offentlige midler, bestyrelsesformanden, der tog af kassen, overlægen, der brugte forskningsmidler til at købe rødvin for osv., osv. Og dertil kommer al korrektheden, alt det, man ikke må sige, fordi det måske muligvis kan krænke nogen, hvis de hørte det og hvis de tænkte over det i flere måneder. Den politiske korrekthed, som er en ugudelig tro på, at man kan være alle tilpas, at et menneske kan fordele sol og vind lige, blæse og have mel i munden på én gang, tale og tie i samme åndedrag. Alt det har lagt sig som en giftig smog, en kvælende dyne over os.

Og derfor skal man gå til sin sognekirke om søndagen. For der kan man få luft og blive ikke blot omvendt, men også retvendt. Igen og igen skal vi lade Jesus minde os om, at vi ikke skal være guder, men blot handle ret, så godt vi formår – også selvom evnerne ikke rækker til at yde alle retfærdighed.

Hvad vi det så sige at handle ret? Ja, det skal I selv skønne om. Ret er Guds vilje: Det, der tjener til jeres medmenneskes bedste. Og det kan nu være så mange ting, det kan være store ting og det kan være helt små ting. Det er aldrig til at sætte på paragraffer og regler. Det kan være at medvirke til at bekæmpe terrorister og modvirke terror som den i går i København. Men det kan også være i det helt små i dagligdagen. Hvis man nu f.eks. er i Rema eller Lidl eller Aldi og der sidder en pige der ved kassen og ser så ulykkelig ud, så sige noget opmuntrende til hende! Et lille velmenende ord gør så godt. Skidt med, hvad de andre gør. Skidt med at hun misforstår det og bliver sur. Det er jer, det er os, der skal handle ret. De andre har deres sag for med Gud. Eller hvis man nu på arbejde er ude for at en bliver moppet, at en eller anden er for grov, så sig fra! Igen: Skidt med hvad de andre siger. Skidt med, at det måske bliver taget ilde op. Hold din sti ren i det små. Vi skal ikke være perfekte, det er vi fritaget for. Men vi skal være retlinede, retvendte – for de andres skyld. Eller et andet eksempel: Hvis man nu pludselig får den indskydelse, at man skal besøge den og den, måske fordi han er syg, så gør det – blæs på, om han måske vil undre sig eller at andre måske vil undre sig eller hvad man nu kan komme på at underlige forhindringer. Gør det! Eller hvis man er til selskab, og alting er så friseret og korrekt og alle er så enige og ingen kan komme i tanke om, at de skulle have gjort noget forkert, så modsig dem, sig noget kantet, noget, der kradser, fortæl dem, at de nok har sovet eller muligvis allerede er døde, siden de ikke har begået fejl og ikke fortryder noget. Eller hvis I eventuelt selv sidder der og er blevet så selvretfærdige, at en eller anden behjertet sjæl pludselig føler trang til at sætte jer på plads, så tag imod røflen, tag imod skideballen. Indrøm bare, at det nok var berettiget. Det går der alt sammen ikke skår af os for. Eller hvis det endelig er: Hvis I selv har lyst til et eller andet som ikke er til ulempe eller fare for andre, en eller anden drøm, I har, et eller andet, I altid gerne ville, så gør det!

Sådan skal vi gøre, fordi vi er fritaget fra at skulle være perfekte og yde alle retfærdighed, men blot som Guds kære børn skal yde ret, der hvor vi er.

Amen  

Tilbage