Prædiken til 2.s.e H3K, I, 18/1 2015

Joh 2, 1-11

Salmer: 736, 446, 22, 289, 356

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Hvad har vi egentlig forskellene til? Forskellene mellem mand og kvinde, mellem københavnere og jyder, mellem nordboer og sydlændinge, mellem dig og mig? Hvad er forskellene egentlig til for? Jo, de er beregnet til at række hen over. De er der nemlig slet ikke for at blive ophævet, så at kvinder helst skal bliver mænd og mænd kvinder, eller så jyder helst skal være københavnere og sydlændinge nordboer. Nej, forskellene er der for at vi mennesker – trods forskellene – kan række hen over dem! Det er en hemmelighed bag Guds indretning af verden, som vist ikke mange har forstået. Gud skabte jo verden med forskelle, masser af forskelle.

Hvad gør man, når man kommer til en kløft i bjergene? Hvad gør man, når man står ved bredden af en flod? Man bygger en bro. Broer bygger man ikke på den bare mark. På den bare mark har man ingen brug for broer. Nej, broer bygger man, hvor der er en afgrund, en forskel. Ikke for at fjerne forskellen, ikke for at fylde afgrunden op eller tørre floden ud, men for at bygge bro og række over det, der skiller. Hvorfor har I ellers en hæk omkring haven derhjemme? Den har I lige nøjagtig for at kunne række hen over den en sommerdag, over til naboen og dele to øl over hækken med ham. Den slags er ikke noget, man kan regne ud med en computer eller slå op i en tabel. Vore politikere fatter det ikke. Men sådan er verden: Forskellene er der ikke for at blive ophævet, men for at vi kan række hen over dem, bygge en bro og mødes hen over dem.

Johannes fortæller, at Jesus gjorde sit første tegn ved et bryllup i Kana. Det var tydeligvis ikke noget, han havde planlagt. Jesus lagde aldrig taktiske planer. Det var noget, han kom på, noget, han pludselig vidste, at han måtte gøre. Hans mor Maria kom og ville have ham til at hjælpe. Det ville han først ikke: Hvad er der mellem dig og mig, kvinde, sagde han afvisende. Det var bestemt ikke venligt ment. Men så skiftede han alligevel mening. For hvordan kunne han i grunden bedre begynde sin gerning som frelser og forsoner, end ved at gøre det netop ved et bryllup. Hvad er nemlig et bryllup? Det er jo fejringen af det mirakel, at to, der er så vidt forskellige som mand og kvinde, alligevel frivilligt, af hjertet vil række hinanden hånd over forskelligheden og dele alt. Ja, det er mere end det. På Jesu tid var brylluppet, som det også var herhjemme i gamle dage, også foreningen af to forskellige familier. To forskellige slægter dannede en ny forbindelse, rakte ud over gamle skel og uenigheder og sluttede fred. Hvem ved, måske kom brudgom og brud ved dette bryllup fra to forskellige stormandsslægter, der i årevis havde ligget i krig med hinanden om markskel og vandingskanaler, græsning og dyrkning, penge og ejendom. Men nu var ægteskabet aftalt, medgiften forhandlet på plads, alle var enige, og de to unge kunne i øvrigt også lide hinanden. Forskellene var slet ikke ophævet. Der var stadig dit og mit, vores ejendom og jeres, men der var bygget en bro, der var rakt hånd over forskellene. Og derfor var der i sandhed grund til at feste. Det var det, Jesus indså i det øjeblik. Han kunne ikke komme i tanke om en bedre måde at begynde på, end ved at redde denne brobygningsfest mellem kønnene, mellem slægterne, mellem forskellige viljer og historier. Derfor var han jo kommet, alene derfor. For at bygge bro mellem Gud og mennesker, for at bygge bro fra menneske til menneske. Ikke for at ophæve alle forskelle og gøre mand til kvinde, romer til jøde og egypter til græker. Ikke for fjerne alle de afgrunde af forskelle, der kan være mellem mennesker, med for at bygge bro hen over dem ved at vise dem, at Gud har rakt ud over en endnu større afgrund, nemlig den mellem ham selv og os små oprørske selvoptagede syndere.

Intet var da mere fremmed for Jesus, end at alle skal være ens. Men han opsøgte dem, der var allermest forskellig fra ham selv for at dele alt med dem, vise barmhjertighed, række ud over forskellen. Elsk jeres fjender, sagde han og formulerede dermed til det ekstreme, hvad han selv gjorde. Gud har rakt ud til os, rejst en bro over svælget. Derfor skal vi række ud til hinanden og rejse bro over det lille stræde, der er imellem os. Det er det, vi skal.

Men vi forstår ikke skabelsens hemmelighed og fatter ikke evangeliet. Vi tror, det er meningen, at alle forskelle skal væk. At A skal være B, at grøn skal være rød, at op skal være ned, at mand skal være kvinde, at nord skal være syd og øst skal være vest. Hvad du ikke har, skal andre heller ikke have, og hvad andre har – det skal alle have. Vi har fået en form for lighedsreligion herhjemme. Lighedsreligionen går ud på, at alle mennesker i virkeligheden er ens, født ens, indrettet ens. Vi er alle bare individer, ligesom bananfluer i et glas eller myrer i en myretue. Al moderne politik drejer sig om at fjerne alle forskellige ydre vilkår, sådan at vi kan se ens ud, ligesom bananfluerne og myrerne ser helt end ud, når vi betragter dem i syltetøjsglasset eller i myretuen. Lykken er, når alle endelig er helt ens. Udlændinge, der kommer til landet skal behandles som om de var danske statsborgere og danskere, der drager udenlands har ret til at forvente at blive behandlet som om de stadig var i Danmark. Små drenge i børnehaven skal opfordres til at lege med dukker og klæde sig i lyserøde prinsessekjoler, mens de små piger skal stimuleres til at lege med skydere og biler ude i haven. Mænd, der er til mænd, og kvinder, der er til kvinder skal kunne gifte sig og få en præst til at kalde dem ”rette ægtefolk”. På direktionsgangene, hvor kvinder i forvejen går rundt i stramme spadseredragter, der ligner mændenes jakkesæt, dèr skal der laves kvoter, så der er præcis lige mange mænd og kvinder i bestyrelserne. De fremmede, som kommer hertil, omdøbes straks til at være en grå masse af såkaldt nydanskere. Ikke engang vore tanker må være forskellige. Også de skal være ens og korrekte og holde sig på måtten. Vi har fået den vanvittige ide, at forskellene i sig selv er forkerte. De må slet ikke være der. De er en fornærmelse – for er jo født lige, og derfor skal vi også være helt lige. Intet sted dyrkes lighedsreligionen som I EU, der benhårdt arbejder på at asfaltere hele Europa, så det ikke længere består af en lang række forskellige småstater med hver deres historie og særpræg, men bliver til én stor enshed, det store fællesskab af unionsborgere i den grænseløse union. Det er ikke kun agurkerne, der i gamle dage ikke måtte være krumme. Det er også menneskene, der ikke må være det. Hvad der gælder for dig, skal gælde for alle og hvad du ikke kan, må ingen kunne.

Så kunstigt det er! Så langt fra den virkelighed, som vi dog godt kender. Enhver ved jo dog, hvis han eller hun ellers tænker sig lidt om, hvor helt ufattelig stor forskel der på os. Tag bare mand og kvinde: Hvem kan udgrunde den gåde? Ifølge den gamle sang er det manden, der har forstanden, ja, men jeg kender ingen mand, der med sin forstand har udgransket den lille forskel. Hvorfor gik pigerne altid på toilettet to og to? Sådan grublede vi drenge da tit i skolen. Vi tænkte: Når man skal på toilettet, så går man da målrettet hen og gør, hvad man skal og så går man tilbage. Det behøver man da ikke være to til? Hvorfor er det, at mænd altid skal ud at sparke dæk, når middagen er ovre? Hvad er det, der gør det? Sådan er verden helt ned i detaljen så fuld af uigennemtrængelige gåder af forskellighed. Forskelle mellem far og søn, mor og datter, forskelle mellem søskende, mellem slægtninge, mellem naboer, landsmænd. Hvert menneske er en uigennemtrængelig gåde. Og ve den, der tror, han har fundet løsningen. Men salig den, der har hørt, at Gud selv rækker ud over alle forskelle og som derfor selv får mod til at række hånden frem.

Det er jo, hvad vi mødes om i kirken: At den evige, almægtige skaber har rakt hånden ud til det, der er så forskelligt fra ham, som noget kan være: os dødelige, forvirrede, selvoptagede puslinge, der støver rundt på jordens overflade for en tid. Han behøvede ikke gøre det, ingen tvang ham, men han gjorde det. Det var det, Jesus tog for givet den dag i Kana. Og siden blev brylluppet til et billede på forholdet mellem Jesus og hans menighed. Ligesom det er et forundeligt mirakel, at to, der er så forskellige som mand og kvinde kan række hinanden hånd, sådan er det et forundeligt mirakel, at vor Herre dog ville række hånd til os.

Nationalstater og ægteskaber, hække, grænser og hegn – al den slags har vi hånet og nedgjort i mange år, men den slags er jo værn om forskelligheden, livsalige værn om den verden, som findes i virkeligheden og altså ikke den i vore hoveder. Et menneske behøver nu engang en hæk at gå om bag ved. Ikke for at gemme sig, men for at kunne række hen over den, så han står her og rækker over til dem på den anden side. Sådan er det nu engang godt for et menneske i virkelighedens verden. Hvor der er et svælg, en grænse, en afgrund, er der selvfølgelig altid risiko for at vi danner myter om hinanden, men der – og kun der - er også muligheden for at vi kan bygge en bro. Ikke for at dem ovre på den anden side skal være som vi, eller vi som de, men for at vi kan mødes i forskellighed.

Som mand og kvinde finder sammen i ægteskab – som forskellige, sådan vil Gud bøje hjerterne, så vi finder sammen i menighed – som forskellige og dog et. Kristendom er ikke en teori om, at alle mennesker i grunden er ens. Det er en befaling til os om at række hånden frem og bygge en bro til det, der er uudgrundelig forskelligt fra os selv. For ham eller hende på den anden side, hører også Herren til, er også et Guds barn – vidt forskelligt, men ikke desto mindre.

Derfor: Kristus har rakt os hånd – gå I nu hen at række hinanden hånd!

Amen

Tilbage