Prædiken til 1. s.e.H3K, 9/1 2011

Luk 2, 41-52

Salmer: 716, 696, 139, 324, 289

              716, 139, 289, 759

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig 

Hvorfor skammer vi danskere os egentlig stadigvæk over Jesus Kristus? Hvorfor i al verden er det stadigvæk pinligt at sige, man tror på Jesus Kristus eller er kristen? Hvorfor er det stadigvæk ligesom en hemmelig last, en lidt sær hobby, nogen har. Man taler op og ned ad stolper om, hvor svært det er for homoseksuelle at komme ud af skabet og vedkende sig deres seksualitet. Men det er jo det rene vand ved siden af det at stå frem i venners kreds og indrømme, at ja, jeg tror på vor Herre Jesus Kristus. Det lyder næsten som om man lige har indrømmet, at man kan lide at gå i dameundertøj eller spise små børn til dessert. Vi kan da ikke blive ved med at være så barnlige og umodne. Jo, jeg tror på Gud, men jeg er ikke sådan kristen. Det er den moderne danske trosbekendelse, som vi lærer fra vi er helt små. Ateisterne fortæller stolt, at de ikke tror på nogen ting, som om det var noget at være stolt af. Muslimerne bekender stolt, at de elsker deres profet højere end deres egne børn – som om det var noget at elske og beundre en middelalderlig pædofil landevejsrøver. Selv de asatroende her­hjem­me er ikke bange for at stille sig op og vedkende sig, at de mødes i vikingetøj og ofrer høns til guder, de selv har opfundet. Men døbte kristne danskere, der er døbt til den tapre, hjertensgode og elskelige Jesus Kristus – de har mest travlt med at prøve at glemme ham. Vi opfører os som manden, der fandt en uvurderlig kostbar og skøn juvel, og som straks skyndte sig at smide den langt ind i skabet i kæl­de­ren – ind på den allernederste hylde mellem sønnens ølkapselsamling, mormors aflagte rullepølse­presse og oldefars gamle skøjter. Det må stoppe nu! Det duer ikke længere. Der var engang, da man måske med rette kunne gøre sådan. Men det er altså 100 år siden. Jeg gider ikke den leg mere. Vi skal være stolte af at være kristne. Det er, undskyld mig, fedt at være kristen! Ikke fordi man bliver rig eller berømt af det. Ikke fordi man får charme og lækkert hår, men fordi alting forklares her: retning og mening, storhed og ydmyghed, styrke og taknemmelighed, mod og tjenstvillighed, modstandskraft og barmhjertighed. Vores herre er ikke alt mulig, ikke selvopfundne halvguder, ikke udviklingen eller forholdene, ikke dimser og ting, men Jesus Kristus, den bedste, der nogensinde har gået på to ben på jorden - han er herre, ren gave gave og godt eksem­pel for os. En ung englænder, jeg tilfældigt så på tv, sagde det sådan: ”Jeg skammer mig ikke over Kristus, for Kristus skammer sig ikke over mig”. Sådan skal det lyde!

Hvad vil det sige at være kristen? Det vil sige at være fri herre over alle ting, og ikke underlagt noget som helst i hele verden. Og det er samtidig at være alles tjener og bundet og forpligtet på enhver! Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke. Jesus er selv beviset på det. Vi møder det igen og igen hele evangeliet igennem, men det er allerede her i beretningen om dengang, da Maria og Josef fandt deres 12-årige dreng fordybet i en teologisk diskussion med de gamle kloge præster. Allerede her har vi begge dele. Jesus er her som 12-årig allerede så klog og erfaren og vis, at han kan tage pippet fra de gamle vise præstegubber, der dog har et langt liv og dybsindige studier bag sig. Han spørger og forklarer selv, så de taber både næse og mund. Alligevel følger Jesus som en artig dreng sin mor, da hun kommer for at hente ham. Skønt han allerede som 12-årig er sine forældres overmand, bøjer han sig ydmygt. Guds søn, kongen, Messias følger lydigt med mor hjem og gør ganske som hun siger, vasker hænder og fødder før måltidet, kæmmer sit hår og spiser sin havregrød. Og bagefter går han lydigt med Josef ud i værkstedet og lærer et ordentligt håndværk, som de gamle nu synes, det er ret. Hvad har vi her? Her har vi netop friheden og tjenesten på samme tid. De to ting sammen, nøjagtig som vi hører det igen og igen evangeliet igennem. Menneskesønnen er herre over sabbatten, siger han. Og så helbreder han en syg, selvom det ikke var tilladt på en sabbat og måske kunne have ventet til næste dag. Han er ikke bundet af nogen love, der er ingen bånd, der binder ham, ingen religiøse regler eller tabuer. Hvis de er i vejen for tjenesten for andre, så overtræder han dem straks uden tøven. Men hvis de ikke er i vejen, så følger han dem ydmygt til punkt og prikke. Her ligger vores glemte juvel, den skat, som vi har i kristendommen, men som vi har så travlt med at skamme os over. Her ligger et helt kraftværk af energi og livsmod, et sandt atomkraftværk af sammenhængskraft. Vi skal bare turde bruge det! Her er virkelig noget at lære!

Hvad fortæller evangeliet? Ja, det kan siges på så mange måder. Lad mig prøve med et billede. Forestil jer en ung, ædel og modig prins, der drager ud i verden på sin ædle hvide ganger for at finde sig en prinsesse. Han finder ingen, men han finder en gammel skøge, en ækel gammel havneluder, forslidt, hærget og fordrukken. Hende vil han have til hustru. Intet har hun, som taler til hendes fordel. Hendes fortid er en stor sønder­bom­bet ruin af misbrug, svigtede aftaler og spild af liv. Hende sætter han på sin trone og ophø­jer hende til dron­ning over sit rige. Hende gør han til sin kone og hende giver han arveret. Alt hans er hendes og alt hendes er hans. Det er, sagt med et billede, hvad Jesus Kristus gør med os. Målt med hans kærligheds og retfærdigheds målestok har vi absolut intet fortjent. Tværtimod: Jeg ved udmærket godt, hvad der er godt og sandt og rig­tigt. Jeg kender de ti bud og kærlighedsbudet. Men se til om jeg gør det! Men det er nu netop pointen i evangeliet: Uden vores fortjeneste og gode gerninger viser han os den største ære.

Nu ja, det er et billede, men ikke mere billede, end at det jo nøjagtig var, hvad Jesus gjorde, når han satte sig til bords med toldere, skøger og fremmede. Han skammede sig ikke hverken ved dem eller deres fortid eller deres liv. Sådan er vi nu fri herrer over alting. Vores liv bestemmes ikke af vores fiaskoer eller succeser, det bestemmes ikke af størrelsen på vores hus eller vores månedsløn. Det bestemmes ikke af love og regler og traditioner. Vi er ikke hvad naboen hvisker, eller hvad de skriver i avisen, ikke hvad vores egen samvittighed dømmer om eller hvad vennerne roser os for. Alt det vi frie af. For fra vores dåb tilhører vi Herren. Og intet, intet kan rive os bort fra ham. Man kan sige bøh til os, true os med love og regler, bomber og terror, tage alting fra os: hustru, mand, børn, hus og hjem, penge og liv. Man kan lukke os ude af det gode selskab og kalde os ikke stuerene. Fra vores dåb tilhører vi stadig Herren, og derfor er vi frie herrer over det alt sammen, for intet af det kan tage den værdighed fra os, som Kristus – helt ufortjent har givet os.

Men da ingen nu lever alene for sig selv, men tværtimod altid sammen med andre, så skal vi følge Jesu ek­sempel. Vores frihed har vi ikke kun for os selv, men til gavn for andre. Ligesom Jesus aldrig brugte sin frihed til egen fordel, men kun til at tjene andre med, sådan også med os. Jesus sagde om sig selv, at han, vores Herre, ikke var kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene. Sådan også med os. Det er på den måde vi samtidig er herrer over alle ting, og dog alles tjenere og underlagt enhver. Jesus holder sig i alt for øje, hvad han skylder sin næste – uanset om det er ven eller fjende. Han skylder sin troskab væk, men det er nu ham selv, der i hvert øjeblik skal skønne, hvori troskaben består: Hvad der er sandt og godt at gøre kan være så uendelig mange ting. Det kan være at slæbe tunge sten for en anden, eller det kan være at løfte et halmstrå for en anden eller holde en anden i hånden. Det er lidt som Jesus sagde til sine disciple: I skal ikke spekulere på, hvad I skal sige. Det vil vise sig, når I står der. Øjeblikket vil vise os, hvad der er brug for. Men kommer en lov på tværs eller i vejen for troskaben overfor et andet menneske - en eller anden regel, en eller anden skik eller tradition, et eller andet, som folk anser for rigtigt, så skal man blæse det et stykke. Der findes ingen absolutte, guddommelige regler eller traditioner, som har førsteret her. Førsteret har troskaben. For nu at tage en ting: Den jødiske sabbat var jo f.eks. blot en hviledag, så man kunne holde fri fra det hårde fysiske arbejde og høre en prædiken. Det var ikke meningen, at alt arbejde skulle være forbudt. Derfor brød Jesus sabbatten, hvis der stod en for ham og bad om hans hjælp. Den frihed har vi, at vi selv skal skønne. Og at ingen lov skal tvinge os. Men derfor kan vi da godt afstå fra friheden og bøje os for en tradition eller skik. Hvis det er til gavn, så gør vi da det. Hvis vores vært eller vores gæst ikke spise svinekød eller ikke må ryge eller ikke må drikke kaffe eller ikke må gå med udslagent hår – så herregud, så går der ingen skår af os ved at gøre som de. Hallalkød og tørklæder og svinekød og baderegler – Herregud, det betyder ingenting., det er frit. Det er en anden sag, hvis man vil tvinge os til at følge særlige regler, fordi de siges at være fra en eller anden gud. Så skal vi sige fra og holde på vores frihed. Men frivilligt, af hensyn til dem, kan vi da sagtens spise en hallalkylling eller dække vores hår eller hvad det nu skal være. Sådan anbefalede Paulus det til sine menigheder: Døm selv, sagde han. Hvis en anden er ved at gå ud af sit gode skind fordi han skal spise kød, der er ofret til afguder, så lad I også for hans skyld være med at spise det. Den slags er fødevarer og det skader ingen og gør ingen uren. Frihed til tjeneste. Frihed til troskab. Det er det, vi har med kristendommen. Uden Jesus Kristus som Herre, gave og eksempel, mister vi totalt orienteringen. Og jeg synes der er meget, der tyder på, at vi allerede har mistet orienteringen i Danmark.

Jeg gider ikke skamme mig over Kristus. For han, min Herre og mester, skammede sig ikke over mig. Det er på tide, vi tør sige sådan åbent, så det kan høres. Det er ikke kun mig, der har det sådan. I England er de også trætte af at skulle skamme sig. Søg på nettet under ”vi skammer os ikke”, not ashamed – det er noget af det bedste, jeg har set længe.

Amen