Prædiken til 12. s. e. trin. I, 2015
Mark 7, 31-37
Salmer: 36, 309, 160, 586, 599

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

I dag vil jeg gerne tale om de personlige stedord. Nærmere betegnet det personlige stedord i første person ental ejefald. Det lyder muligvis en lille bitte smule støvet, men alle kristne bør faktisk som noget af det første lære at bruge og holde af det lille personlige stedord – og navnlig det i første person ental ejefald.

Hvis jeres danske grammatik måske er en lille smule rusten her først på dagen, kan jeg oplyse, at det personlige stedord i første person ental ejefald – det er det lille ord min eller mit. ”Jeg” er et stedord og det bøjes i ejefald ”min” eller ”mit”. Og det er meget mærkeligt, men sådan et lille ord kan gøre en hel verden til forskel. Forskellen mellem tro og ikke-tro, mellem kristendom og uforpligtende sludder, mellem virkelighed og tågesnak. Det skal jeg hurtigt vise jer, men først lidt hjælp, så I er på sporet.

Prøv engang at tænke over et begreb som ”en hustru”. Det betyder jo en kvindelig ægtefælle, en kone. ”En hustru” – det kan være hvem som helst, alle verdens hustruer kan passe ind under det begreb. Tykke og tynde, unge og gamle, hustruer i Europa, hustruer i Kina og hustruer på bikiniøerne - ordet dækker dem alle lige fra prinsegemalens hustru til kongen af Lesothos 100 medhustruer. Men prøv så at sætte det lille personlige stedord ”min” foran, så der nu står ”min hustru”. Man hører det helt umiddelbart: Her er det pludselig noget helt andet, vi taler om. Nu taler vi jo om hende, som jeg er gift med, et helt bestemt og for mig helt særligt menneske, som jeg har givet mit løfte i medgang og modgang til døden. Sådan virker det lille personlige stedord som et mirakel, der kan forvandle et tørt sprogligt begreb til noget virkeligt og vedkommende og personligt. Lad mig for gentagelsens skyld tage to eksempler mere: Tag ordet ”en søn”. Ligesom hustru er det igen ganske ubestemt, et begreb. En søn er mandligt afkom, et drengebarn, avlet af en far og mor. Verden er fuld af sønner. Det kan være hvem som helst. Halvdelen af os er nogens sønner. Men hvis jeg så igen sætter det lille personlige stedord foran, så der står ”min søn”, så er det igen noget helt, helt andet. Så er det jo min dreng. Ved at sætte det lille bitte ord ”min” eller ”mit” foran forandres og forvandles alting. Her er et sidste eksempel: Her i byen taler vi for tiden meget om en mand, der løber rundt og ridser folks biler, punkterer dem eller skærer bremsekablerne over. De var nær ved at fange ham forleden, men det lykkedes ham alligevel at stikke af. Nuvel, den her er måske mest til herrerne, men tænk nu på jeres egen reaktion, da I først hørte om, hvad fyren laver. Jo, han har lavet skade på folks biler, forlød det. Nå, tænkte I vel, så må vi nok hellere få kørt bilen i garagen, så han ikke kan komme så nemt til den. Det var en kølig og fornuftig overvejelse: Fyren har åbenbart skadet nogle biler rundt omkring, her og der og måske hos naboen. Godt, så må vi hellere være forsigtige. Men tænk så på jeres reaktion, hvis man havde sagt: Jo, han har lavet en kæmpemæssig ridse på din bil! ”Din” er også et personligt stedord, og jeg gætter på, at bare det lille uskyldige ord ”din” ville have fået jer op af stolene i en vis fart, for hvad fa’en: Har den skiderik ridset ”min” bil!

Det er det, jeg mener med det personlige stedord og den forskel det gør. Og hør nu forskellen mellem at sige en gud og ”min Gud”. Mellem at sige ”en herre og frelser” og ”min herre og min frelser”. Som med de andre eksempler er der en hel afgrund til forskel. Enhver idiot kan sige ”Gud”, enten med stort eller lille G. ”En gud” – det er hvad som helst. ”Gud” med stort G er også hvad som helst. Gud – det kan være, hvad vi nu lægger i det. Det er ganske uforpligtende og svævende. Er der mon en gud deroppe? spørger vi, når vi sidder trygge og mætte derhjemme i sofaen: Tja, måske og måske ikke. Gud kan være de andres gud eller gud i andre lande eller den kulturkristne Gud. Men hvis man pludselig siger ”min Gud”, så er det noget andet, så er der pludselig et personligt mellemværende mellem Gud og mig! I husker vel nok påskeberetningen om Thomas, der en aften møder den opstandne og får lov at stikke sin finger i naglemærkerne og hånden i såret i hans side. Thomas udbryder da – helt uden at tænke: Min herre og min Gud! Han siger ikke Gud og herre! Nej, han bruger det personlige stedord, og det er noget helt andet. Eller for at tage et andet eksempel: Tænk på Jesu ord på korset, da han i fortvivlelse råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! Han siger ikke ”Gud”, nej han siger min Gud. Selvom han føler sig forladt af Gud, er forholdet til Gud alligevel personligt.

Alting bliver virkelighed, lidenskab, personligt, når man tør sige ”min”. Og kristendom er netop dette, at vi tør bruge det lille personlige stedord om hele himlens og jordens og universets almægtige, skjulte skaber og sige ”min Gud”. Altså at vi tør gøre som ægtefolk gør, når de står for alteret og siger: Nu tager jeg dig til min ægtehustru, min ægtemand”. I grunden er det kun sludder og uforpligtende vrøvl, kun tomme lyde, hvis vi kun vil tale om Gud, Jesus, synd, skyld, frelse i al almindelighed. Det er kun leg med ord. Med Gud mener vi jo ikke en hvilken som helst gud, som mennesker har kaldt gud op gennem historien. Vi mener ham, som siger til mig, at jeg skal elske ham af hele mit hjerte og hele min styrke og min Næste som mig selv. Læg mærke til det: Ikke en Næste, men ”min” Næste. Gud er jo ham, der satte lige nøjagtig mig her – som skænkede mig dagen i dag som min gave og min opgave. Gud er ham, som satte mig til at tjene og gavne dem, som jeg møder i dag. Og sådan også med Jesus Kristus. Med Jesus Kristus, vor Herre mener vi jo ikke hovedpersonen i en roman, men vores, min Herre, som har båret mine synder, al min skyld, al min uforsonlighed, dømmesyge og ondskab for at genoprette mit forhold til min Gud. Kun når vi taler sådan, taler vi sandhed og virkelighed om Fader, Søn og Helligånd: Når vi tør sige ”min”, når vi tør sige ”mig”.

I salmebogen kan man finde den gamle nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse. Jeg læser den Trinitatis søndag. På latin kaldes den kort og godt ”credo” efter de første ord ”Jeg tror”. I den apostolske trosbekendelse, som vi bruger hver søndag, bruger vi stedordet i første person flertal ”vi”, vi tror på Gud Fader. Og det ville ikke være til at holde ud at sige eller høre på, men hele vejen igennem, burde vi tilføje det personlige stedord i ejefald: Jeg tror på mine synders forladelse, jeg tror på mit køds opstandelse! Det er det, der er meningen. Så bogstaveligt skal det tages. I og jeg er syndere, I og jeg er tilgivet! I og jeg skal opstå! Gud vil i virkeligheden ikke kendes på anden måde – end netop når vi tør sige ”jeg” og ”mig”. Når vi tør bede som tolderen i templet sidste søndag: Gud, vær mig synder nådig!

Alt det har vi underforstået i dagens beretning fra Markusevangeliet. Tag nu den døvstumme. Han taler med stort besvær, fortæller Markus. Det giver god mening, for som døv har han jo aldrig hørt en stavelse. Han har ikke hørt sit modersmål, han har aldrig hørt sin mor synge ved vuggen. Det, der kommer ud af hans mund er kun underlige lyde. Alle tror, han er dum. Men det er han ikke. Han er frygtelig ensom, ligesom fanget i sig selv, alene med sine uudtrykte tanker. Lad os lege lidt med tanken. Kender denne døvstumme mand Gud? Ja, selvfølgelig gør han det. Han kender Gud som den magt, der af en eller anden grund har sat ham i de omstændigheder, at han må leve som et umælende dyr, en fange, en tumpe mellem mennesker. Gud er for den døvstumme en fjern, mørk, upersonlig, men almægtig magt, der tvinger og driver mennesker, hvor han vil. Da fører de ham til Jesus. Og læg mærke til, hvad Jesus gør. Han stiller sig foran den døvstumme, så han kun ser Jesus. Så er det han stikker sine fingre i hans øren, spytter, rører ved hans tunge, sukker og siger: Effatha, luk dig op! Og da fortæller Markus, at han med et kan ”tale ret”. På oldgræsk hedder ”ret” ”orthos”, det er det ord vi har i ortodoksi, ret tro. Hvad sker der altså? Manden får en ret tale, en ret tro, hans tro er blevet retledt. Vi hører desværre ikke, hvad han siger, men jeg vil vædde med at han gør nøjagtig ligesom Thomas, der uden at tænke greb det personlige stedord: Min Herre og min Gud! Den upersonlige kraft, den mørke, fjerne Gud i den døvstummes hoved er ude af syne og erstattet af ham, der stillede sig ind foran ham og helbredte ham, Jesus Kristus – hans og vores herre og frelser.

Akkurat som den døvstumme, akkurat som Thomas skal vi lære at turde bruge personlige stedord, når vi taler om Gud. Ellers er vores tale om Gud og Jesus som den døvstummes mumlen og grynten sort snak. Hør forskellen! Folk siger: Når man gå i kirke hører man Gud ord. Nej, vrøvl, jeg hører Guds ord til mig. Folk siger: Ved dåben bliver man Guds barn. Nej, ved dåben er jeg blevet Guds barn. Folk siger: På korset døde Jesus for verdens synd. Nej, på korset døde Jesus for mine synder! Folk siger: Når man beder, hører Gud os! Nej, når jeg beder, hører min Gud mig! Sådan og kun sådan taler man ret om Gud. Påståeligt og personligt. Det er kristendom.

Det er en afgørelse, vi stilles i. Her efter prædikenen er der nadver. Og hvad sker der nu her? Er det et kirkeligt ritual, hvor de troende tror, de ved fællesskabet med den korsfæstede og opstandne frelser får syndsforladelse? Sådan kan man læse i religionsvidenskabelige opslagsværker og leksika. Det er ikke forkert for så vidt – og så er det alligevel skrubforkert. Nej, prøv at tænke: Nu går jeg til nadver og tænk, er det så virkelig mine synder, min skyld, min vantro, min stivnakkethed, der kastes ned i havets dyb og tilgives? Ja, det er!

Amen