Prædiken til 13. s. e. trin. I, 2015
Luk 10, 23-37
Salmer: 741, 502, 289, 695, 206

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Jesus er kommet i skidt selskab denne søndag. En lovkyndig kommer anstigende for at stille Jesus på prøve. Skiderikken stikker sit skinhellige selvgode fjæs op og stiller spørgsmål om evigt liv og næstekærlighed. Men han spørger ikke fordi han søger svar. Han kender i forvejen svaret. Han er kun ude på at bringe Jesus på glatis og vise, hvor god han selv er. Den lovkyndige ville helt sikkert kunne få ansættelse i DR som tv-journalist. Nøjagtig sådan spørger man jo der: ikke af interesse, ikke for at finde oplysning, ikke for at hjælpe seerne til at fælde deres egen dom, men kun for at få aftenens gæst til at sige lige nøjagtig det, journalisterne på forhånd har bestemt er rigtigt og godt og sandt. Den lovkyndige ville have det som en fisk i vandet i vores nutidige flygtningedebat, hvor det jo er almindeligt at kritisere sine politiske modstandere for uanstændighed – underforstået: Jeg er i modsætning til dig et anstændigt menneske! Den lovkyndiges projekt er i bund og grund at fremstille sig selv som et helt igennem godt og retfærdigt og ærligt og velmenende og i alle måder uangribeligt menneske. Han er det, tyskerne kalder ”ein gutmensch”, altså en, der udstiller sin egen godhed på bekostning af alle andre – og gerne også for andres penge. Han vil skille sig ud fra alle andre som den gode overfor alle de onde.

Men Jesus kender sine lus på gangen. Kort før den skriftkloge dukkede op med sit fromme bede­mandsfjæs, har Jesus sagt: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige! Den lovkyndige er sådan en vis og forstandig – der dog med al sin visdom og forstand løber blind. Man kan næsten mærke, hvor den lovkyndige skummer af indestængt raseri, da han efter tur får sine listigt udtænkte spørgsmål lige i hovedet igen.

Lad mig tage dem et for et: Først spørger han, hvad man skal gøre for at arve evigt liv. Meningen med det spørgsmål er, at Jesu skal rode sig ud i et eller andet, der er i strid med Moseloven. For så er planen, at den lovkyndige kan anklage Jesus for at prædike imod Moses og loven, som udtryk for Guds vilje. Men Jesus er ligeså røget som den lovkyndige er speget. Han stiller et modspørgsmål, og den lovkyndige glemmer et øjeblik, at han skulle have gjort lige som tv-journalisterne gør, når de bare gentager og gentager deres spørgsmål, indtil gæsten til sidst taber hovedet. Den lovkyndige kommer til at svare og afslører dermed sig selv på det pinligste. Jo jo, han ved da udmærket, hvad svaret er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din Næste som dig selv”. Det er hele lovens mening. Det er, hvad Gud forlanger af enhver af os. Og da han har svaret sådan, griner Jesus frækt og siger: Godt, du ved det altså, jamen så gør du det, så skal du nok arve evigt liv.

Den sved! Den lovkyndige vrider sig. Hvor er det irriterende! Her skulle han have Jesus i gyngen og selv stå som den, der ved hvordan tingene hænger sammen, og så har denne Jesus klædt ham helt af og afsløret, at det hele bare var skuespil. ”Du svarede rigtigt”, sagde han, den frække karl. Som om han, den lovkyndige var en simpel skoledreng, der får ros af læreren. For han kendte jo ganske rigtig svaret på sit eget spørgsmål. Men hvorfor spurgte han så – det må alle de andre sidde og tænke! Men værst af alt har Jesus ladet ham stå som en fuldstændig Per-Tot med sit frække: Godt, du ved, hvad der er Guds vilje, nå, men så gør det! Det ved den lovkyndige jo godt inderst inde: Det er slet ikke så let.

Nuvel. Den lovkyndige har tabt første runde, og for nu at redde lidt af æren, prøver den lovkyndige så med et nyt spørgsmål: Hvem er så min Næste? Også det spørgsmål har han selv svaret på. Han ved som jødisk lovkyndig, at hans næste er hans landsmænd og trosfæller, og ikke f.eks. folk med urene erhverv, så som toldere eller f.eks. udenlandske soldater eller samaritanere, der jo som alle jøder vidste er nogle urene bastarder og andenrangsjøder. Spørgsmålet er ikke superduper, men den lovkyndige håber, at det måske kan lede tilhørernes opmærksomhed væk fra hans pinlige nederlag fra før. Måske svarer Jesus nu forkert, og selv hvis han ikke gør, så kan de få sig en fin lille ufarlig teoretisk diskussion om, hvem vores Næste mon kan være.

Denne gang svarer Jesus ikke med et modspørgsmål. Han fortæller en lille fin historie. Den er kendt og elsket af alle den dag i dag. Men historien er ikke den smukke moralhistorie, som man vil gøre den til. I samtalen med den lovkyndige er den besk og smækfuld af stikpiller. En mand bliver overfaldet, fortæller Jesus. Røverne slår manden fordærvet og lader ham ligge halvdød i grøften. Slet ikke nogen urealistisk historie på den tid. Tænk på Barabbas eller de to røvere, som blev korsfæstet sammen med Jesus. Det kunne have været deres værk. Nuvel, fortsætter Jesus, nu kommer så tre forskellige mennesker forbi på vejen. Først kommer en præst, siden en levit og til sidst en samaritaner. De to første ser den overfaldne, men de går alligevel forbi. Den sidste, samaritaneren, den urene – tager den overfaldne med og bringer ham til et herberg, hvor han af egen lomme betaler krofatter for at tage sig af manden. Og så spørger Jesus den lovkyndige – ikke hvem der var præstens og levitten og samaritanerens Næste, men hvem der var en Næste for ham, der lå i grøften. Og tænderskærende svarer den lovkyndige så, at jo, det må jo nok være samaritaneren. Hvortil Jesus – igen med et frækt grin siger: Gå du hen at gøre ligeså!

Jesus gør åbenlyst nar af den lovkyndige. For præsten og levitten – det er den lovkyndige. Præsten kommer oppe fra Jerusalem, hvor han sikkert har stået og prædiket lov og Næstekærlighed i templet. Nu er tempeltjenesten ovre og nu skal han ned til det lune Jeriko og holde resten af dagen fri. Levitten er en slags kirketjener, også ansat ved templet, hvor han bl.a. skulle sørge for indsamlingen af tempelskatten. Også han har været til gudstjeneste og hørt præsten tale om loven og næstekærligheden. Der går de opfyldt af alt det smukke de har hørt om kærligheden og pligten over for den nødlidende landsmand – men hvad bliver det så til, da de pludselig møder denne lands­mand i virkeligheden? Den lovkyndige bliver rigtig grillet. Men mere end det. Jesus træder på den lovkyndiges ømmeste ligtorn. Lige før sagde han: Gør det, så skal du leve! Og da følte den lovkyndige i et øjeblik panikken, for han vidste jo godt inderst inde, at det ville han få svært ved at gøre.

Lad os prøve at tage historien i langsom gengivelse for at se, hvad det er, Jesus viser. Jesus fortæller kort og fyndigt, men lad mig prøve at trække den lidt ud. For nemheds skyld nøjes vi med at fortælle om præsten. Der kommer han gående ned ad bjergvejen. Selvom det går nedad, er hans skridt langsomme. Han er så opfyldt af gode tanker. Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Sådan er Guds vilje, men ak, der er kun så få, der hører og gør som Gud vil. Alle de stakkels ulykkelige, som Gud vil, at vi skal gøre godt imod: De fremmede, enkerne og de faderløse. De ulykkelige flygtninge, der har måttet forlade hus og hjem. Gud vil, at vi skal elske ham af hele vort hjerte, så vi glemmer os selv og elsker og tjener mennesker som dem. Og hvor kan andre mennesker dog være så hårdhjertede, at de – skønt de ser dem – dog går dem forbi. Sådan tænker præsten. Og han føler sig god og glæder sig til at vise sig god imod nogen. Da svinger vejen, og pludselig ser han den overfaldne i grøften. Og uden at han forstår hvorfor, tager hans hjerte til at banke voldsommere. En mærkelig angst griber ham. Uden at han forstår hvorfor, sætter han farten op, hans ben fører ham helt af sig selv over i den modsatte vejside, og alt det, der før lød så godt og rigtigt og ligetil, bliver nu pludselig så vanskeligt og svært. Den overfaldne kunne jo være en kriminel, eller måske uren? Og hvis han nu var og præsten rørte ved ham, så ville præsten blive uren. Og så måtte han igennem renselsesritualet, og det går ikke med den kalender, han har for den kommende uge. Og hvordan skulle præsten i øvrigt kunne gøre noget for den sårede? For nogle år siden fik præsten en diskosprolaps og man kan da ikke forlange, at han skal løfte den overfaldne op på sin ryg? Og før han ved af det, er præsten gået forbi den overfaldne. Og mens han går videre i stadig hastigere tempo, har han glemt hvor smukt og godt og rigtigt det er, at vi skal elske Gud og Næsten. Hans hoved er nu travlt beskæftiget med at forklare og forsvare, hvorfor det var absolut nødvendigt, at han gik forbi.

Jesus afslører med sin lille historie noget, som ikke kun den lovkyndige, men vi alle kender, ja, som selv de bedste gutmenschen kender dybt nede: Dette uforklarlige, der ofte viser sig sådan som en mærkelig øjeblikkelig angst, der får os til at gøre det, vi ikke vil. Her breder historien sig ud og kommer til at gælde os alle. For hvem kender, helt ærligt, ikke denne mærkelige pludselige angst for at gøre det, man dog godt ved, man skal? Netop det, som den lovkyndige og vi skulle gøre for at leve eller arve evigt liv? Jo, præcis: Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg! Den pludselige angst er synden.

Læst sådan stilles vi alle lige, vi og den lovkyndige, sammen med syndere og toldere, gutmenschen og uanstændige – som det, vi med et gammelt ord kalder: syndere. Sammen, fælles: Alle dem, der, netop i det afgørende øjeblik viger tilbage af en pludselig opkommet angst for det gode, for Guds vilje. 

Og sådan skal vi sammen vende om og høre evangeliet: At Gud dog – mirakuløst - ikke vil lade selv det være bestemmende i sit forhold til os. Dem, der ærligt fortryder, dem, der ærligt vedkender sig denne sære angst hos sig selv og derfor ikke gjorde det, de skulle – for dem er der tilgivelse.

Amen