Prædiken til 1.s.e.trin.I, 26/6 2011

Luk 16, 19-31

Når Gud kalder, må alting svare. Hele verden, naturen, dyrene, menneskene. Sådan fortælles det i Biblen. Gud kalder verden frem af urdybet, af det store ingenting. Der er den, som et svar på Gud Herrens kalden. Og Gud kalder igen, og der er planterne og dyrene, og planterne og dyrene svarer efter deres evne og på deres måde. Og Gud kalder en gang til, og sådan bliver mennesket kaldt frem – ud af ingenting kaldes det til at leve for Gud. Frem for nogen skal mennesket svare, for et menneske står til ansvar. Det er jo hvad ansvar betyder: At man skal svare for sig overfor en anden. Og mennesket skal svare sin Gud og Herre. I alt hvad vi gør, står vi til ansvar. Vi har ikke givet os selv livet, vi har ikke selv valgt vores fødested, vore forældre, vores slægt, vort land. Vi har ikke valgt vore naboer, vore landsmænd, vore kolleger. Vi er sat ind i verden, kaldet ind til at svare der, hvor vi er. Sådan er det, og selvom mange mener, at Biblen er et religiøst skrift, der kun rummer sandheder for de religiøse, er det nu en ret klar og virkelighedsnær tale, skulle jeg mene: Men­ne­sket lever ikke for sig selv, men for Gud. Vi er ikke blevet til ved et lykketræf eller eventuelt et sort uheld. Vi er kaldet. Der er kaldt på os, og vi må svare. Det er ikke religion. Det er virkelighed, og hvis ikke vi ved det, så har vi alle muligheder for at finde ud af det. Når vi lader som om, vi ikke står til ansvar for nogen, så lyver vi ganske enkelt. Det passer sim­pelthen ikke, at et menneske er sin egen herre. Ikke alene Biblen fortæller noget andet. Det samme gør vore love, det samme gør vores daglige erfaring. Enhver der lever, kan indse det. Enhver, der kan læse, kan slå efter og læse.

Ikke desto mindre er det lige netop, hvad vi går og bilder hinanden ind. Særlig intenst gennem de sidste halvtreds år: Livet er et tilfælde. Verden er et tilfælde. Vi fødes ved et tilfælde, vi dør ved et tilfælde. Mennesket er en lille tilfældighed i den store tilfældighed af kloder og planeter og stjerner i det store tilfældige univers. Og derfor gælder det: Spis, drik og vær glad, for i morgen skal du dø. Skaf dig penge, så du kan leve godt. Forfølg dine drømme, gå efter dine mål, før det er for sent. Blæse være med de andre, for de har deres chance, akkurat ligesom du har din. Nå ja, man kan godt vise lidt venlighed, men kun så meget at det ikke er i vejen for ens egne drømme og mål for livet. Sådan noget har vi prædiket for hinanden og vores børn. Det er den højeste visdom blandt kunstnere, universi­tets­folk, filosoffer og politikere. Men løgn er det, og det kan enhver finde ud af, hvis han bare vil! Vi færdes på tynd is med den snak. Vi løber fra virkeligheden, den fælles, daglige hverdag lyver vi os fra med sådan noget.

Det er det, Jesus taler om i dag. Det er hovedsagen i historien om den rige mand og Lazarus: Du står til ansvar, lille menneske, du ved det godt, og hvis du virkelig bilder dig ind, at du ikke ved det, så har du alle muligheder for at lære og forstå det. Nuvel, det er måske ikke helt let at se, for hvad er det dog, Jesus fortæller? Lignelsen om den rige mand og Lazarus har givet mange – ikke mindst præster – søvnløse nætter. Det virker jo som om Jesus her taler om en eller anden automatik: Hvis du her i livet har haft det godt og levet i overflod – og det kan jo siges om de fleste af os danskere – så falder hammeren på den anden side døden: Der skal du pines i Helvede, mens de, der levede i fattigdom i verden omvendt har fede tider og kan ligge i Abrahams skød og nyde udsigten over alle de rige, der nu får, hvad de har godt af! Man kommer helt i tvivl: Er det virkelig Jesus, der fortæller det? Ja, det er det da, men man skal være klar over, at Jesus her bruger et trick, som er helt almindelig blandt gode fortællere og talere: Han genbruger andres historier for at gøre sin mening tydelig. Lukas oplyser, at Jesus fortæller historien for de ”pengeglade farisæere”. Det er dem, han er oppe imod. Der står de, velansete, velbeslåede, selvsikre og kan slet ikke se, hvad de skal med Jesus og hans frelse.  Det er en af deres egne yndlingshistorier, han fortæller for dem. Det kan ikke nytte at begynde at lede efter evangeliet i historien, for det er der ikke. Der er ikke for fem flade øre glædeligt budskab i historien!

Det er i virkeligheden en gammel, from jødisk legende, som stammer fra det gamle Alexandria i Egypten. Den kom siden til Palæstina og på Jesu tid kendte alle jøder den, og havde kendt fra de var ganske små, for den blev fortalt i barnekamrene og i de skriftkloges taler og undervisning. Alle kendte den. Jesus har garanteret også selv hørt den derhjemme i Nazareth. For at finde ud af, hvad Jesus vil sige med sin udgave af den, skal vi altså prøve at høre den, som datidens jøder kendte den.

Hi

Historien går sådan. Der var en hovedrig tolder, Bar Majan, som døde. Samme dag døde også en fattig skriftlærd.  Bar Majan blev nu begravet med pomp og pragt, alle byens spidser mødte frem. Der var blomster og kranse, sørgeflor, sørgemusik og grædekoner. Bar Majan blev bisat efter alle kunstens regler. Den fattige skriftlærde derimod blev lagt i sin grav i al ubemærkethed. Kun graveren var der med sin skovl. Historien fortæller nu, hvordan en af den skriftlærdes kolleger i en drøm får lov at skue ind i himlen. Og her ser han den fattige skriftlærde gå sammen med fader Abraham i dejlige grønne haver med tusind skønne træer og friske kildevæld. Han ser også tolderen, den rige Bar Majan, som står ved bredden af en flod og er så tørstig, men han kan ikke nå vandet. Pointen er ikke til at tage fejl af: Alle vidste jo, at toldere er nogle rige svin, der lever af at presse penge ud af andre mennesker. Og historien bringer så den trøst: Det kan godt være, de har fede tider her, men Gud vil heldigvis straffe dem i evigheden. Omvendt er de skriftlærde jo nærmere Gud, fordi de har ham i tankerne nat og dag, og daglig gransker loven. Derfor ender det godt for dem, selvom de måske har det skidt her på jorden.

Det er den historie, Jesus bruger. Og nu kan man se, hvad han gør ved den. For det første skifter han den skriftlærde ud med Lazarus, som bare er en fattig tigger. For det andet – og det er det vigtigste, indfører han fem brødre til den rige mand. Da nu Jesus begynder at fortælle om den rige mand, der lever i overflod, er de helt med, for de tænker: Nu skal vi høre om det rige svin, Bar Majan, der fik så han kunne lære det – og den er de jo med på! Den første rynke kommer, da den skriftlærde slet ikke længere er skriftlærd, men bare en ussel tigger. Og værre bliver det, da Abraham siger til den rige, at han ikke vil hjælpe hans brødre, for de har jo loven og profeterne! Det vil sige: De ved udmærket godt, hvad der står i loven. De har nemlig loven og profeterne. I Jesu udgave af historien er den rige mand blev til en farisæer, og han brødre er de andre farisæere!

Dermed handler det slet ikke om, hvordan automatikken fungerer efter døden. Det handler heller ikke om indretningen af himmel og helvede. Det er en historie, som skal give svar til og advare den selvsikre, den, der siger: Der er ingen Gud eller den, der siger: Hvad skal jeg dog med Jesus? Jesus vil sige: Hold op med jeres virkelighedsfjerne vrøvl. Et menneske er uden undskyldning. Vi står til ansvar overfor Gud. Altid! Ingen skal slippe af sted med at påstå, det ikke passer, for enhver kan selv se det. Ikke kun i Biblen, men i enhver lov, i hverdagslivet.  Vi behøver ingen mirakler, så som at et menneske må stå op fra de døde. Livet selv fortæller os det. Loven fortæller os det. Hvad siger vore love nemlig? De siger egentlig ikke andet, end at netop ingen lever alene. De siger, vi lever i sammen­hænge, som vi ikke selv har valgt, i landet, i slægten, under myndigheder, i fælles­skaber, hvor vi må vise hensyn og indrette os efter hinanden. Lovene fortæller, at vi ikke er vore egne herrer, men står til ansvar. At vi på forhånd er beslag­lagt og bundet til verden. Kort sagt: Dette er en alvorlig tale til enhver af os: Gud kalder på dig, og du skal svare. Han kalder dig i din hverdag, i tusind daglige ting, hvor der kræves noget af dig. Du står til ansvar. Og hvad svarer du så?

Som sagt: Det er der ikke noget særlig glædeligt i. Det er blot virkeligheden. Sådan er det! Et menneske lever ikke for sig selv, for sine penge, sine drømme, sine tilfældige luner, men for Herren. Der er et ansvar, som vi ikke kan løbe fra. Der er et medmenneske, en Næste, som vi ikke kan løbe fra. En virkelighed, vi ikke kan løbe fra. Hvis vi gør det, så lyver vi, så flygter vi, så lukker vi øjnene. Så lever vi et uliv, et ikke-liv. Evangeliet er slet ikke i historien, men ligger bagved. Det er jo på baggrund af virkeligheden, på baggrund af ansvaret, på baggrund af bundetheden, af alt det, vi skal og skylder, at vi skal høre om Jesus. ”Hvad skal vi med Jesus”? Sikke et verdensfjernt spørgsmål! Man kan lige så godt spørge: Hvad skal jeg trække vejret for? Kender du loven, kender du virkeligheden, har du en samvittighed, da vil du råbe, da må du råbe, som de gjorde i Jerusalem: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!    

Amen