Prædiken til 2. juledag II, 2013
Matt 10, 32-42
Salmer: 115, 102, 119, 117, 129

 

O, måtte vi kun den glæde se
før vore øjne lukkes,
da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes

 

I går sang vi ”Velkommen igen Guds engle små”, Grundtvigs elskede julesalme. I sidste vers er der en bøn: ”Vor Fader i Himlen lad det ske, lad julesorgen slukkes”. De ord har man grublet over lige siden Grundtvig skrev dem. Julesorgen? Hvad er det for en sorg, der er i julen? Da jeg sad og skulle skrive prædiken til i dag, fik jeg den tanke: Kunne det ikke tænkes, at det drejer sig om det, der er en hemmelig sorg for mange, netop i julen: At vi ikke kan være sammen netop nu. Jeg tænker ikke kun på dem, der ikke kan være hos os i julen. Jeg tænker på dem, der godt kunne have været sammen med os i julen og sammen med os om julen, men som ikke vil. Alle forældre vil gerne, at deres børn vil dele det, de sætter højt. Men netop her er der jo et skel. Jeg har hørt så mange sige sådan: Jeg har opdraget mine børn i kristentro efter bedste evne, men de har vendt det ryggen. De synger ikke salmer med deres børn, de går ikke i kirke. Og jeg kan ikke engang rigtig tale med dem om det. Det er blevet noget, som ligger uudtalt imellem os, et tabu, noget, vi aldrig kan komme ind på. Og det gør mig så trist! Sådan har jeg hørt mange sige. Og der er også mange, der slet ikke ses i julen netop af den grund. Om det nu var det, Grundtvig mente, så er det i al fald en julesorg: at der er sat denne splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor. Jeg ved godt, at Jesus siger, at derfor er han kommet. Jeg ved også godt, at sådan har det været lige siden han kom. Og jeg ved godt, at sådan må det vel være, hvor sandheden prædikes, men Grundtvigs bøn er nu da alligevel ægte og sand: Vor Fader i himlen, lad det ske: Lad julesorgen slukke!

Gud alene kan slukke julesorgen. Kun han, når han vil. Selv må jeg nøjes med at give jer et bud på, hvorfor det er sådan. I det gamle heltedigt fortæller digteren Homer om helten Odysseus, der sejlede forbi sirenernes ø. Her sad de dejlige sirener og sang så vidunderligt, at alle ærlige søfolk, der hørte det, straks vendte skuden og styrede lige efter sangen. Det viste sig imidlertid at være en fælde. Skibene knustes imod farlige, skjulte klippe­skær og sirenerne, der sang så smukt, åd de stakkels sømænd. Odysseus var snild, så han lod sig binde til masten, så han kunne tåle at høre sangen uden at blive gal. Der lyder en sirenesang, som lokker væk fra kristendommen. Den vil jeg fortælle om i dag. Det er gudløsheden eller ateismen.

Hvorfor bliver nogen ateister og hvorfor låner så mange villigt øren til deres hule snak, så de begynder at tro, de ikke kan tro på Gud?  

Det kommer helt grundlæggende, tror jeg, af et ubehag eller en frygt. Et ubehag og en frygt, der aktiveres f.eks. ved ord som: Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd! Ateisterne er ikke ateister, fordi de ikke tror, der er en Gud. Eller fordi de tror på fornuften eller hvad de nu siger. Det er en gratis omgang at sige sådan, og det betyder ingen verdens ting. Nej, der er altid en anden grund, nedenunder sådan en snak. Sagen er ikke, at de faktisk ikke kan tro på Gud. Sagen er, at de ikke vil. Det byder dem imod, at der er der er en Gud, der vil os noget bestemt, og tager det så alvorligt med os. At han er dommer over os. At det hele ikke bare er ligegyldigt. At det, vi gjorde og ikke gjorde, er kendt.

Ateismen eller modstanden mod kristendommen er en slags flugt eller nødværge. Hele logikken bagved lyder sådan: Hvis du ikke kan lide at være for retten, så luk øjnene og lad som retssalen ikke er der! Hvis du ikke kan lide at skulle dømmes, så gem dig under borde, så du ikke kan se dommeren! Man kan ikke lide tanken om, at jeg skal noget bestemt. At der er en vilje over mig, der forlanger noget mere og højere af mig. Og løsningen er så at gøre ligesom strudsen, der stikker hovedet i busken og tror, at faren er væk. I al sin enkelhed er det tillokkende ved ateismen, at man siger: Jeg kan ikke lide at stå til regnskab – godt, så lader vi bare som om der slet ikke er nogen, vi skal stå til regnskab overfor. Æv bæv! Han er der slet ikke.  

Og lad os da bare være ærlige. Kender man ikke godt den tanke fra sig selv? Sirenesangen trækker. De fleste vil sikkert indrømme, at det, Jesus lærte, er smukt og godt. Men hvem kan gøre som han siger? Og så det med dommen. Tro mig: Det er i yderste instans det, der afholder jeres børn og familie fra kristendommen. Det er det, der skræmmer dem, forarger dem, får dem til at vige udenom. Og så lyder ateismens sirenesang så sød i ørene: Åh, der er jo slet ingen Gud. Der er slet ingen, der forlanger noget af os. Vi er bare dyr, og vi skal bare følge vore drifter og lyster. Så enkelt er det!

Ateisterne selv er fulde af løgn. For de lever jo ikke selv som dyr. Det kan godt være, de gerne vil. De fleste af dem drømmer om fri, uforpligtende sex og ægteskabets afskaffelse. Men de ved godt, at den, der vil leve som et dyr, uden bånd, der binder ham – han mister hurtigt sin kones, sine børns, sine venners tillid. Han ender meget hurtigt med forskellige ubehagelige hustrubidrag og bødeforlæg og fængsel. At leve som et dyr er en sindssyg drøm. For vi er nu engang mennesker.

Det er en sirenesang. Følger man den, løber man lige på skærene og bliver ædt. For Gud går ikke væk, selvom vi vedtager, at han ikke er til. Jesus vil heller ikke gå væk, selvom vi siger, han bare er en historie. Og samvittigheden vil slet ikke gå væk, selvom vi sige, den bare er noget i hjernen. Alle ateisternes forslag om afskaffelse af Fadervor, kors og kirkeklokker, om oprettelse af ateistiske gravpladser og op­findel­se af gudløse ritualer for bryllup, navngivning og begravelse – alt det handler kun om, at Gud skal være ude af øje, for så er han nok også ude af sind. Men det er han ikke. Samvittigheden er der, skyld kan ikke trylles væk. Ansvar kan man ikke løbe fra i længden.

Selvom julesorgen måske også denne jul i mange hjem lå et sted bagved eller under det hele som en dyb og alvorlig tone, så lad os nu et øjeblik se alle mennesker overfor Jesu ord, altså alle sammen overfor samme dommer: Ateister og alle de hidlokkede søfolk, børn, søskende, kristne og ikke-kristne og sammen mærke, hvor det trækker i fødderne efter at løbe sin vej. Hvor kunne Jesus dog sige sådan? ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand for sine husfolk til fjender! Og så igen: Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”. Sådan taler han, og man fornemmer det - den der vilje over en: Jeg vil dig noget. Du skal ikke slippe!  

Jeg vil på ingen måde tage det foruroligende ud af ordene. Vi lader dem stå lidt, som de sagde i fjernsynet i gamle dage. Men måske vi alle, både ateister og kristne, troende og ikke-troende, religiøse og ikke-religiøse skulle overveje dem en gang til. Der er måske noget, som vi alle har overset eller hørt hen over? Det er vores dommers ord, ja. Men det, som vi, ligesom ateisterne alle mærker frygten for – det er netop det, der er glæden i kristendommen.

Hvis man nu elsker sine børn – stiller man så ikke krav til dem? Hvis man holder lidt af sine børn, lader man dem så passe sig selv, og siger: Ja, løb I bare ud på motorvejen og leg? Nej, man forventer sig noget mere af sine børn. Ikke fordi man vil være ond, men netop fordi man elsker dem. Det den kærlighedens forventning, der ligger i og bagved alle Jesu ord.

Hvordan elsker man så Jesus mere end far, mor, børn, søskende? Det gør man kun ved at kendes ved hans kærlighed - ved nåden og glæden – også over far og mor, børn og søskende. Det er i virkeligheden det, Jesus taler om. Meningen er: I skal da virkelig kendes ved mig. Alt vil jeg tilgive jer, dårlig moral, fejhed, slaphed, dumhed, gudløshed sågar. Det har jeg jo sagt! I er fælles om Guds nåde. I står alle på samme grund, ateister, tvivlere, troende – hvad I nu kalder jer. Det er jo glæden. Men det skal I da virkelig holde fast ved og ikke putte med eller skammer jer over – heller ikke, selvom om det så også slår skår i julefreden.

Jesus forlanger altså – for han kan ikke andet – med de hårde ord, at vi er ham tro, at vi er glæden tro, syndernes forladelse tro, friheden tro. Hvis vi ikke gør det, så er vi ham da virkelig ikke værd.

Jesu ord splitter, sandt nok. Sådan er det bare. Sandheden splitter os. Og sådan en 2. juledags prædiken kan ikke ændre det mindste på det faktum. Gud alene kan åbne vore øjne, så vi ser, at vi alle sammen står på samme sted, børn og forældre, søskende, venner, fjender: Som flygtninge fra den gode Gud. Som dem, der frygter kærlighedens dom. Som dem, der frygter dommeren, skønt han kalder på os og kun ønsker at dømme i nåde. Gud alene kan opfylde den bøn: Vor Fader i himlen, lad det ske, lad julesorgen slukkes!

Amen