Prædiken til 3. s. e. trin. II, 2016

Luk 15,11-32

Salmer.

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

I dag skal vi lære at gå glip. I tillid til Guds trofaste nåde glad og rolig gå glip af alverdens vigtige ting. Det er nemlig noget af det, vi travle moderne mennesker trænger allermest til: at turde gå glip. Turde sige: Der gik jeg glip af en hel masse. Jeg missede en hel bunke ting, som jeg gerne ville have været en del af. Men pyt! Min Gud har givet mig noget andet, som jeg skal passe. Jeg er ikke, hvad jeg når. Jeg er, hvad han sætter mig til. Og det er ok.

At gå glip kommer vel sprogligt af det at glippe med øjnene. Lige idet man glipper med øjnene, dvs. blinker, sker der noget, som man ikke så. Og sådan går man glip. Noget skete, som man ikke var med i, ikke var med til, ikke tog del i. Det glippede, man havde lukkede øjne, da det skete. Man missede det, det skete uden mig.

Lige nu sidder I jo allerede her og går glip. Der er ingen grund til at skjule det. Når man går i kirke, går man glip. Lige nu kunne I f.eks. ligge ude på landevejen i lidt for stramtsiddende Bjarne Riis-udstyr og svede sammen med de andre midaldrende mænd, der af en eller anden grund altid skal tage deres cykelture midt i kirketiden. Lige i dette øjeblik går I helt sikkert glip af et vigtigt maratonløb et eller andet sted i Danmark. Måske et bagagerumsmarked i Spjald, et traktortræk i Brovst, et Suzuki Waggon-træf i ØlseMagle, et loppemarked i en gammel støvet lade i Hjerm med seks skårede hyacintglas, tre hæklede, lilla grydelapper, en falmet portrætbog med Johny Reimer og en defekt cykelanhænger. Og lige nu kunne I sidde derhjemme på terrassen i solen med avisen og en basse og måske en lille skarp til det ene ben - og en til det andet ben, men tv’et kører inde i stuen med et eller andet talkshow eller et eller andet madprogram. Lige nu kunne I have begyndt på den dumme hæk, som skal klippes inden Sankt Hans. I kunne have brugt dagen på at køre i Bilka og gå på jagt mellem hylderne efter tennissokker og dejskrabere og andre uerstattelige ting. I kunne have nået at køre til genbrugspladsen i Kåstrup med grenaffald og pap og alle de tomme dåser fra sidst I var syd for grænsen. Kort sagt: I går glip lige nu. I blinkede – og nu er I allerede hjælpeløst tabt for en hel masse.

Det er blevet værre inden for de seneste år. Det værste, der kan ske, er at man går glip af noget. Man står og snakker med en anden. Så ringer telefonen. Og pludselig er den anden et andet sted. For man kan jo ikke gå glip af en telefonsamtale. Det kunne jo være vigtigt. Eller man sidder i en togkupe. Måske 50 mennesker sammen i samme vogn, men alle er et andet sted med deres smartphones og mobiler. For man må jo ikke gå glip af noget

Jeg er så træt af den melodi, som vi har lært at synge: Du må aldrig gå glip. Du skal være aktiv, du skal være vågen for alt hvad der sker, du skal holde dig opdateret, blive bedre, følge med, tjekke nyheder, mails og sms’er. Det er et hamsterhjul. Fordi vi skal være alle steder på én gang, er vi aldrig noget sted. Derfor er det på høje tid, at vi lærer at gå glip. I tillid til Gud nåde at turde gå glip af alverdens livsvigtige ting og samle os om det, Gud i sin trofaste nåde henviser os til i dag.

Det er forunderligt, så supermoderne den gamle historie bliver ved med at være: En mand havde to sønner, sådan begynder Jesus. Og med den lille, enfoldige historie rammer han os lige på kornet. Sønnerne – det er os. Lige fortabte begge to, lige optaget af det, de kan gå glip af, alt det græs, der er grønnere ovre på den anden side. Begge to optaget af at være et andet sted. Lad os begynde med den yngste. Han går der og kører trillebør på sin fars gård, og det er dødens pølse, synes han. Han har hørt rejsende fortælle om alt det store og spændende, som sker ude i verden. Åh, så træls det er at jokke rundt her i møget med alle de dødssyge pligter. Det sætter sig som en jagen over nakken, en borende fornemmelse i maven: Han spilder jo sit liv her blandt køer og får. Går bare her og bliver ældre. Måske dør han her som en bondeknold uden at være blevet til noget. Lige nu glider livet forbi et andet sted. Lige nu er verden fuld af store ting. Lige nu går han hvert eneste øjeblik glip af alt det herlige, som er i verden. Derfor beder han en dag om at få sin del af arven udbetalt. Det har han ret til som yngste søn. Og han får sine penge og haster afsted. Siger knap nok farvel, for tænk sig alt det, han nu skal ud at nå. Og fra nu af er der fart og fest og farver. Han springer forpustet rundt mellem alt det han skal nå, inden det er for sent. Og så en dag slipper pengene op, og han sidder der i svinestien med smagen af mugne linser i munden – og da rammes han af en tanke. Han kommer i tanke om sin far, om et andet liv, som han forlod: Livet med pligten, det nære, køerne, fårene, karlene og pigerne derhjemme. Men ak, det har han jo sagt farvel til, vendt ryggen til. Brændt alle broer. Han ville ud, drømte om et andet sted. Men nu er han her på dette andet sted – og her tænker han nu på det, han forlod. Han er med andre ord i sine tanker som vi med vores telefoner: Til stede her, men dog ikke til stede. Hjemløs i verden. Og han savner, savner intenst det, han mistede: Nærværet derhjemme på gården, sin far, pligten, de nære. Hjemløs i en fremmed svinesti fatter han, at han hele tiden går glip, men måske netop er gået glip af det væsentligste. Han beslutter da et desperat vovestykke: Han vil vende om, vende næsen hjemad for i det mindste at være nær det, han har tabt.

Da han så efter lang tid endelig står på bakken ved sin fars gård og ser med vemod på det, han lod bag sig, ser hans far ham. Han smider straks alt hvad han har i hænderne og løber ham glad i møde. Og tager sin søn tilbage. Giver ham festdragt og ring på fingeren, og slagter fedkalven som for en værdsat gæst. Hvilket betyder noget, som vi ikke hører, men Jesus underforstår: Nu er sønnen sat tilbage igen som en del af gårdens liv, han får givet tilbage at finde sin plads og sin pligt her på den lille gård – selvom han derved går glip af en hel masse. Men den yngste er glad. For han får det tilbage, som han har mistet i jagten på det andet sted, på alt det, han ikke måtte gå glip af. Han kan være glad og nærværende. Jeg ser ham for mig, fløjtende og syngende med den selvsamme trillebør, som han før hadede. Han har lært at gå glip i tillid til sin faders trofasthed.

Men der er jo også den anden søn. Da han kommer hjem fra marken og hører om sin brors hjemkomst, bliver han vred. For nu ser han jo alt det, han er gået glip af- Han står midt på gårdspladsen, men er i sine tanker, akkurat som broderen var, et andet sted. For tænk alle de fedekalve, som ikke er slagtet for ham og hans venner. Alle de penge, alle de gode øjeblikke, som han ikke har fået, men som hans forkælede lillebror får af – både i pose og sæk. Skumlende står han dèr og formørkes over alt det, der glippede, alle de tabte muligheder.

Men også ham kommer faderen ud til og han taler ham til rette: Storebror er ikke blevet snydt. Han har da altid kunnet gøre som han ville. Han er jo arvingen og alt her på gården skal han overtage. Men han skal ikke stå der som en idiot og græde over spildt mælk og glippede chancer. Han er da ikke gået glip af sin fars trofasthed, pligten, gården, liver her. Og sådan sætter faderen også den ældste søn tilbage som en del af gårdens liv. Også han får sin plads anvist. Intet skår er der gået af nogen! Op over for alle mulighederne, alle chancerne andre steder, alt det grønne græs andre steder holder faderen pligten her: Det nære. Her skal da også storebror lære at gå glip med glæde.

Det er til os – hele den historie: At vi tør gå hjem og rolig og glad gå glip. Faderen er sine sønner tro og forlanger i grunden kun eet af dem til gengæld: At de er tro mod ham og mod det sted de er. Alle deres ideer om alt det, de går glip af – det stresser dem kun og forvirrer deres sjæle. Hvem kan være allestedsnærværende? Det kan kun Gud. Ikke vi mennesker, selv ikke med alle vores dimser og apparater. Ikke selvom vi tror det. Vi går glip hele tiden. Livet passerer og vi forsømmer og forspilder oplagte muligheder for alt muligt, som muligvis er bedre et andet sted. Men vi har en nådig Gud og Far, der tilgiver – og hans tilgivelse er altid samtidig et kald tilbage til virkeligheden her og nu: Her skal vi findes tro. Over for dem, vi er iblandt lige nu: Venner og fjender, vores Næste. Dem gælder det. Og hvis nogen vil have fat i jer, så ringer de nok igen.

Med sin lille historie vil Jesus lære os at stole på Guds tilgivelse og gå glip med glæde. Vove det ene øje - og det andet i tillid til, at vi hverken kan eller skal nå alting. Han minder os om Guds befaling til os: Lille menneske, fatter du da ikke, at jeg kun forlanger eet af dig: At du skal være tro. Du skal være tro over for mig ved at være tro over for de virkelige levende mennesker, som du er sat sammen med. Alt det andet, som du tror, du skal nå – det er noget, du selv har fundet på. Lad det være, luk telefonen, smid computeren ind i skabet, kvæl nyhederne. Og se så: her åbner sig en hel verden fuld af pligter og nærvær.

Amen