Prædiken til 5.s. i påsken I, 29/5 2011

Joh 16,23-28

”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det!” Sådan siger Jesus, og det er da klar tale! Ja, det er klarere endnu. Egentlig står der: ”Hvad I end beder Faderen om i mit navn, det giver han jer!” Mange siger, at det er så svært at forstå, hvad præsten siger eller hvad der læses ved gudstjenesten, men dette er da ganske ligetil. Som Jesus siger et andet sted: Bed, så skal der gives jer! Punktum. Jeg behøver slet ikke komme med eksempler fra romaner, jeg har læst eller forklare det med billeder eller citater fra kloge mænd. Det er lige ud ad landevejen. Bed i Jesu navn, så vil Gud give jer! Det er den enkleste og mest vedkommende prædiken, man kan tænke sig. Så jeg vil i dag droppe alle præstetricks og ganske simpelt prædike over den ene lille sætning: Hvad som helst I beder Faderen om i mit navn, det giver han jer. Jeg var forleden ude at holde foredrag for en hel masse præster. De havde om formiddagen hørt en litteraturpro­fessor tale om litteratur, og nu skulle jeg så sige lidt om præsten og hans prædiken. Og for nu ikke bare at stå der og sige noget, som vi alle sammen kunne være enige om, så sagde jeg, at præsten i sin prædiken skal tale lidt mere om Gud og lidt mindre om de romaner, han eller hun har læst. Det blev de vist noget sure over. Og det var nok også flabet, men til min forbløffelse mente flere af dem helt alvorligt, at man da ikke bare sådan kan tale lige ud om Gud. Det er ikke så enkelt, moderne danskere forstår slet ikke sådan en direkte tale om Gud og synd og bøn og Jesus. Og det er jo nok muligt, de har ret, men selv kan jeg bare så godt lide, når præsten blæser på alle hensyn og taler lige ud af posen. Når man går til sin mekaniker, er det for at høre om nedslidte kadaner og tandremme. Når man går til tandlægen, er det for at høre om tandsten og fyldninger. Og når man går til kirke, er det for at høre om vor Herre. Så det vil jeg så bestræbe mig på.

Nu går jeg ud fra, at alle beder. Altså også dem, der siger, de ikke tror eller siger, de ikke er religiøse. Selvfølgelig beder de også. I sengen om natten, når ingen ser dem, på wc’et, når døren er lukket, i kælderen mellem møbler og kasser, i en hemmelig krog af haven eller i skoven. Måske kalder de det noget andet, men vist beder de da. For hvor går man ellers hen med alt det man ikke kan gøre noget ved? Alt det, man ikke kan gøre om eller gøre godt? Alt det, som er ude af ens hænder, alt det, man så gerne vil, skal ske, men som man ikke kan styre eller bestemme? Så når nu alle beder, så kan vi lige så godt lære at gøre det ordentligt! Det store problem er jo, at vi herhjemme langt hen har glemt, hvordan man beder. Vi har jo gennem to eller tre generationer gjort op med den slags og renset bordbønner og morgen og aftenbønner ud. Jeg er selv ikke alt for stolt af at tænke på, hvordan vi i skolen drillede dem, der bad bordbøn derhjemme. De var ”missionske”, og det måtte man ikke være. Men vi var jo dumme, for vi bad jo selv, så hvorfor hængte vi så de andre ud? Vi har i mange, mange år omhyggelig lært vores børn ikke at bede. Jo, måske Fadervor en gang i mellem, men ikke at bede frit om det, der nu falder os ind. I 70’erne var alle mennesker hundebange for at de skulle komme til at indoktrinere deres børn, som det hed. At indoktrinere betød, at man gjorde vold på sit barn ved at presse farlige og dominerende forestillinger ned over det. Derfor er det nu mærkeligt, at over 80% af os er døbte og kristne, 100% af os beder, men de færreste ved egentlig, hvordan man gør.

Jesus siger nu for det første, at vi skal bede i hans navn. Det lyder som en frase, og man kan lige høre det sagt sådan med præstestemme i radioen, men det betyder faktisk noget. Det betyder: Gud, hør nu det jeg siger, som var det sagt af Jesus selv. Altså hør på mig, som var jeg ikke den lille fidusmager og kræmmersjæl jeg er, men den hjertensgode, renhjertede og fuldtro Jesus. Sådan har vi lov at bede. Gud vil høre os, fordi Jesus var så meget bedre end vi og gjorde alt det, vi burde og som vi skulle. At sige sådan: I Jesu navn er altså ikke en frase, det er i virkeligheden måde at minde Gud om hans egen godhed. Der er Jesus helt på linje med alle salmerne i Det Gamle Testamente. Her er digterne og profeterne gerne frække som slagterhunde: Når de skal bede Gud om noget, minder de ham altid først om, hvor god han har været før i tiden, bare sådan, at han ikke skulle glemme det! Det mest berømte eksempel er da Abraham bad for Sodoma og Gomorra, de to byer, som Gud i sin vrede ville ødelægge. Abraham var en bondesnu krejler, og han sørgede netop i sin bøn for at holde Gud fast på, at han jo er god! Du kan umulig handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige. Og så pruttede Abraham dristigt med Gud om prisen for byernes overlevelse. Hvis der nu var 50 retfærdige og gode folk i byen – ville Gud så skåne dem? Da Abraham var færdig med sin bøn, havde han aflokket Gud det løfte, at bare der var 10 retfærdige i byen, så ville Gud skåne alle. Nu var der desværre ikke engang ti retfærdige, så det gik som det gik, men af krejleren Abraham kan vi lære at bede. ”I Jesu navn” – det betyder: Gud, hør mig nu som var jeg Jesus selv – ham, som du ikke vil nægte nogen ting. Og lidt mere: Hør mig, som hørte du ikke mig, med Jesus. Hør min lille krejlerbøn ligesom gennem et filter, der forskønner den!

Så siger Jesus også, at hvad som helst, vi beder om, det får vi. Og det står også ved magt, men man skal huske, at Gud jo ikke lader sig lege med. Han vil jo bedes om noget, men han vil ikke bare være skaffedyr. Det går altså ikke at folde sine hænder, lukke det ene øje, bede om en ny 42 tommers fladskærm, en strandvejsvilla eller en Audi A8, mens man holder det andet øje åbent for at se, om der sker noget. Den slags er ikke en bøn, men en slags eksamen, man sætter Gud til. Det er en prøve, Gud skal bestå, og så er forholdet jo byttet om, for så er det ikke mig, der vil bede Gud om noget, men Gud, der skal leve op til mine krav. Og det vil igen sige: Så er Gud slet ikke min Gud. Det er meget bedre, at sammenligne bønnen med en samtale. Nu er det jo sådan, at I en god samtale dukker der altid noget op, som man ikke havde tænkt på før. Tag nu et jordnært eksempel fra ægteskabet. Konen har de sidste måneder gået og hidset sig op over at manden altid smider sit vasketøj på gulvet i badeværelset, selvom vasketøjskurven står lige ved siden af. Hun må så som en anden tjenestepige gå og rydde op efter ham, og det er da så irriterende, når man nu er kommet træt hjem fra arbejde og gerne vil holde fri! Samtidig går manden og er blevet småtræt af at hun tilsyneladende opfatter ham som en slags vicevært, som bare kan rende rundt og skifte pærer, slå græs, klippe hæk, reparere bil og feje fliser, når han har fri. Sådan går de der og skuler olmt til hinanden, indtil de en aften får snakket sammen. I første forhandlingsrunde kommer anklagerne på bordet: Vasketøjet overfor viceværten. Men som de nu kommer frem i sagen, opdager de, at det måske egentlig ikke så meget er hverken vasketøj eller el-pærer, det handler om. Det konen beder om, har i virkeligheden slet ikke noget med vasketøj at gøre, og manden på sin side beder i virkeligheden ikke om at slippe for at feje fliser. Det er noget andet, de i virkeligheden vil. Konen vil egentlig bare have mandens nærvær, et kærligt ord, et kys, måske. Og det samme vil manden. Det tænkte de ikke på, da de begyndte. De begyndte med at bede om eet, men fandt i samtalens løb ud af at de i virkeligheden bad om noget helt andet. Bøn er en samtale med Gud, og når man vover sig ud i at bede – og ikke gør det sådan i pjat eller for at prøve eller fordi det da aldrig kan skade, men sådan for alvor – så vil man som regel opdage, at det man i virkeligheden beder om, ikke er ting og sager, men noget mere, noget større, noget vigtigere: Nå, ja, Guds nærvær, hans støtte, hans styrke, at han holder os fast, at vi får lov at låne af hans Ånd. Det betyder ikke, at man ikke virkelig ad sære veje faktisk kan opleve at få en 42 tommers fladskærm – det siger jeg slet ikke, men Gud kender vores hjertes hemmelige tanker, og forstår bedre, end vi selv, hvad vi egentlig vil. Han vil bare, at vi selv siger det, og at vi selv, idet vi siger det, bliver klar over det!

Det er derfor det er så dumt, når folk siger: Jamen, Gud kan ikke tage sig af sådan nogle dumme småting, som jeg vil bede om. Gud må vel ligesom skattevæsnet have en bagatelgrænse. Den, der måske kun kommer i tanke om småting lige nu – måske vil han eller hun i løbet af bønnen opdage, at der er meget store og alvorlige ting at betro Gud, ting, som man måske før kun dunkelt anede. Det gælder heller ikke, at sige, at jeg jo ikke tror på Gud, så derfor kan jeg ikke bede. Når alle nu alligevel beder – og det er jeg som sagt fuldstændig sikker på, om de nu end kalder det at meditere, lade tankerne vandre, ønske eller håbe eller hvad nu – jamen så vov da at folde hænderne og bed til Gud! Det kan faktisk sammenlignes med at gå til lægen. Mange af os forsøger gerne at udskyder det eller frygter for det, men få af os fortryder det, når de endelig får det gjort. Man skal bare gøre det. Længere er den ikke. Når man skal lære at cykle, er der heller ingen vej udenom: Man må op på cyklen og dreje på pedalerne.

Og det siger Jesus jo selv: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen!

Amen