Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift
HEM HINDBORG DØLBY KIRKER
Prædiken til 6. s. e. trin. I, 2015
Matt 5, 20-26
Salmer: 3, 308, 418, 493, 617
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Forleden spillede vores ungdomslandshold i fodbold VM-kamp mod Tjekkiet. Første halvleg gik med fejlafleveringer, sjuskefejl, misforståelser og med at skæve op til stadionuret. Det var noget skidt – det kunne alle se. Så luntede de store drenge ned i omklædningsrummet - og der fik de sig så en kæmperøffel af deres træner. Træneren er vistnok ellers kendt for sit rolige gemyt, men drengene fik en opsang, som de kunne mærke. Og i anden halvleg gav de sig så faktisk til at spille fodbold. Sådan er det lidt i dag. Her komme man småsøvnig til kirke en sommersøndagmorgen, endnu med smagen af kaffe og rugbrød i munden. Måske hørte man lidt radioavis og morgenmusik i bilen på vej herhen – og så løber man lige ind i en herlig kæmperøffel af Jesus. Den man elsker, tugter man. Og Jesus kan tugte efter noder! Intetsteds gør han de så fyndigt og stærkt som i den tale, vi kalder ”bjergprædikenen”. Her er det vores gode, kærlige, trofaste Herre, der befaler. Det er ham, vi er døbt til. Vi er, som Paulus skrev, de overvundne fjender, som han fører i sit triumftog, ligesom de romerske kejsere efter et slag førte deres overvundne fjender i triumftog gennem Rom: Tal til os, Herre, bare giv os hele armen. Giv os det glatte lag. Vi har rigtig godt af det. Vi trænger til at blive tugtet, blæst igennem, rettet af, rejst op, løftet og støttet. Vær vores Herre og hold os til dine veje!
Ordene om vreden og forsoningen har altid været omstridt. For mente han virkelig, hvad han sagde? Store mænd har i århundreder tygget drøv på Jesu ord og grublet over hans ord: Kunne han virkelig forlange sådan noget, når vi nu med os selv ved, at det kan vi umulig leve op til. Vi er jo de rene massemordere her, hvis det altså skal gå efter det, han siger. Hvis vrede er det samme som mord, så frygter jeg alvorligt, at jeg om ikke ret længe må stille nede ved FN-domstolen i Haag for forbrydelse mod menneskeheden eller massemord. Hvem kan leve op til Jesu ord?
Alle den slags overvejelser vil vi blæse et stykke i dag. Husk, at fokus i kristendommen altid er på Jesus og det, han gør og siger – ikke på vores svage evner og undermålertro. Jo, da, selvfølgelig mener Jesus, hvad han siger. Og Gud ske lov for det! Det ville da være en underlig tale, hvis han ikke mente et ord af det hele. Hvor var vi så henne? Det er virkelig vores kære elskelige Herres urokkelige befaling til os. Ingen slinger i valsen: Enhver, der bliver vred på sin broder, har slået ham ihjel i sit hjerte. Enhver, der kikker lystent over hækken, når naboens kone tager solbad, har allerede begået hor med hende i sit hjerte. Enhver, der skiller sig fra sin hustru, er en ægteskabsbryder. Vend den anden kind til, elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer og plager jer! I skal være fuldkomne – dvs. ikke perfekte, men renhjertede, helhjertede, uden hykleri og forstillelse. Jeres retfærdighed, jeres retfærd skal langt overgå de skriftkloges og farisæernes retfærdighed, langt!
Der skal absolut ikke mindskes i disse krav. Det ville være fuldkommen katastrofalt. Tværtimod skal vi synge en lovsang til ham og råbe af hele vort hjerte: Halleluja og lov og tak, Herre! Giv os mere af det! For intet sted er det så tydeligt, hvad for en Herre, vi har. Det er kærligheden selv, der taler her. Hvor skulle han, der frem for nogen kender til al troskab og kærlighed, ja er begge dele – hvordan skulle han kunne kræve mindre? Jovist ville det være mere rimeligt og fornuftigt, hvis han havde sænket forventningerne til os. Hvis han nu havde sagt: I har hørt at det er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab! Men jeg siger jer, I skal huske at vinke til naboen, når I er i godt humør. Husk, at klappe hans hund og send et julekort til jeres venner til jul. Hvis Jesus havde sagt sådan – ræsonnabelt og rimeligt og snusfornuftigt – så havde han også regnet os for mindre, elsket os mindre, troet des mindre på os sølle hyklere og syndere. Men det er netop hemmeligheden, hele pointen i bjergprædikenen. Hvis vi spurgte, ville Jesus sige sådan: Nej, jeg vil ikke sænke barren. Jeg vil ikke skrue mine forventninger ned. Jeg vil ikke være rimelig og ræsonnabel. Jeg hverken vil eller kan. I ved ikke, hvad I kræver af mig! Nej, I skal høre ordentlig efter og kende jeres Herre! I skal kende til min kæmpestore, ubeherskede, grænsesløse tillid og forventning til jer. Ingen her er så ringe, så sølle, så syg, så gammel, så ung, så dum, så uvidende, så afstumpet, så ond – at jeg ikke ufortrødent, uden afkortning skulle forvente mig det allerstørste af ham eller hende. Ligger du i skidt til halsen, har du opført dig som et svin, har du sprængt alle broer og lukket alle døre, malet dig op i et håbløst hjørne og er din fortid som brændte marker. Jeg forventer kun des mere, at du fra nu af gør som jeg siger!
Jesu forventning – ikke vore evner og præstationer- er vores adelsmærke, vores støtte og styrke. Jesus taler ikke om Gud. Han taler som Gud. Som Herre. Som den usigeligt gode og kærlige. Da han var færdig med talen, stod de alle sammen dèr med åben mund og polypper og havde aldrig, aldrig i deres livs skabte dage hørt noget lignende. For han talte, som Mattæus skriver, med myndighed. Ikke som en af deres skriftkloge. Jesus fremlægger ikke en lære om Gud, ligesom han heller ikke fremlægger en lære om næstekærlighed, et princip om god opførsel, en etik. Han åbenbarer Guds kærlighed og viser os i handling, hvordan vi, hans menighed, alle mennesker, er holdt fast af ham. Og vores svar til ham skal være en dobbelt gudstjeneste. Dels den, vi holder her i hans navn, dels den, vi – ligeledes i hans navn – går hjem og gør derhjemme over for vores stakkels plagede og stressede og nedbøjede og ulykkelige og brandirriterende Næste.
Det er strengt, men Jesus er streng med sin troskab. Han forventer vores lydighed hver dag. Ikke ved at vi kan en eller anden lektie, ikke ved at vi har opøvet et særligt syn på verden og os selv, men hvert øjeblik, når vores Næste, en eller anden, står der og der kræves handling. Vi kan godt lære noget her af de tilflyttede nyomvendte kristne, som Gud ske lov også kommer til Danmark. Der er f.eks., fortællingen om den unge iraner, som var blevet døbt og som kort efter blev opsøgt af et muslimsk tæskehold af tidligere trosfæller og kammerater. De tævede ham, flere mod én, men den unge fyr gjorde ikke modstand. Da de var færdige, sagde han: Vær I glade for, at jeg er blevet kristen! Ellers havde jeg hævnet mig, men nu tilhører jeg Kristus. Sådan sagde han virkelig, og det var vel hverken et særlig kristeligt eller dansk svar, men det var dog et vidnesbyrd om, at fyren helt enfoldigt tog Jesu ord alvorligt. Han så tydeligvis sig selv som en overvundet fjende i Jesu triumftog. Hans ny, gode Herre forventede sig det allerstørste af ham – det var kun rimeligt, at han tog det alvorligt og handlede derefter. Sådan med os. Det gælder enhver af os personligt. For hver vores eget vedkommende skylder vi at gøre sådan: se aldeles bort fra al pukken på egen ret, al vrede og misundelse og nid og nag – og overlade dommen og hævnen til Gud. Det er hvad vores Herre forlanger i sit hus. Sådan skal det være.
Og når vi så næste gang forløber os og aldeles glemmer alt for straks at hævde os og hævne os, ja, da opgiver han dog ikke sin forventning til os, sit håb om, at vi stadig dag for dag, kan opfyldes – ikke af os selv, men af ham og det, han har givet os. Jesus har ikke samme forhold til tiden, som vi. Vi kan nok tænke: Ja, men i morgen eller en anden dag, når jeg har tid og overskud, så kan jeg nok gøre det bedre. For Jesus er fremtiden ikke vores. Fremtiden er Guds, og vi står hvert øjeblik med en afgørelse: Tør du tro på din Guds Herres grænseløse tillid – eller tør du ikke? Hvad vi tror, viser sig i handling i hvert øjeblik.
Jeg gentager: Det er herligt og vidunderligt, at man kan få lov at komme her, få en syngende opsang og igen høre det utrolige – at på trods af, at jeg igen glemte alt andet end det, der er lige ud for min egen næsetip, på trods af al min uretfærdige vrede, al min hensynsløshed og tåbelighed – på trods af det, er jeg stadig holdt fast på, hvad der for Gud er sandt og godt og ret. Jeg er stadig holdt fast som om jeg sølle stakkel næsten var en helgen eller en engel i himlen. Så stor er hans forventning til mig og han slipper mig ikke og lader mig ikke slippe!
Jeg siger ikke, det er nemt. Tværtimod: Det kan være svært. Der hvor vi er, skal vi handle ud af Hans troskab og forventning. Det betyder jo ikke, at hvis man nu er politimand, at man så skal tilgive indbrudstyven eller voldsmanden. Det betyder heller ikke, hvis man nu er dommer, at man skal sætte voldtægtsmanden fri. Det betyder lige så lidt, hvis man er soldat, at man skal sætte blomster i geværet og overgive sig til fjenden. Og det betyder allermindst, hvis man er politiker, at man skal bilde sig ind, at man nu er hævet over andre, fordi man fører en særlige næstekærlig politik. Alt den slags er én stor misforståelse, ja, det sidste er retfærdighed af samme slags som de skriftkloges og farisæernes. Nej, men det betyder, hvis man bestrider et embede på vegne af andre, at man så har sin samvittighed med sig. Politimanden skal huske, hvem han værner, når han sætter forbryderen fast. Dommeren det samme. Soldaten skal huske, at han værner kvinder og børn derhjemme, sigte og skyde på fjenden, Og politikeren skal huske, at han har fået andres stemme til at tjene dem og sit land. Vist er det ikke nemt, men Jesus overlader det til os hver i sært at finde ud af det. Den tillid viser han os også her.
Men hvad os angår, der ikke har et embede at bestride på andres vegne, så er det ganske som Jesus siger det. Hvis I har noget imod en eller anden i jeres kreds. Hvis I har en gammel uoverensstemmelse, en gammel strid, gammelt nid og nag – så få det ud af verden. Skynd jer at forsone jer med hvem det nu måtte være. Nu i dag. Det haster!
Amen