Prædiken til 7. s. e. trin. I, 2015

Luk 19, 1-10

Salmer: 751, 475, 84, 492, 10

Lad synden mig i dag ej rent forblinde,

at jeg min Guds behag

kan ret besinde!
Men om min fod går vild og sig mon støde,

da vend, o Gud, mig om,

og gå ej straks til dom

for svagheds brøde!

Gud er vores dommer, så overlad dommen til ham. Det er et godt gammelt husråd i Herrens hus. Det er Den Treenige Gud, der er vores dommer. Det er ham, der har afgørelsen, ham, der har det sidste ord om os. Ingen kan jo dømme i sin egen sag, og derfor er det Gud alene, der kan dømme om os. Og Guds dom kender vi i Jesus Kristus – han, der kom for at opsøge de fortabte.

Hold op med at dømme jer selv og hinanden, siger Gud til os. Det er min gesjæft, ikke jeres! Og det er da i grunden en herlig lettelse ikke at skulle være hinandens dommere. Hvem vi er – tænk, det afgøres ikke af det, de sladrer om os bag vores ryg. Det afhænger ikke hverken af vores groveste fejl eller vores største succeser. Vi er ikke, hvad andre siger. Vi er ikke hvad der skrives om os i avisen. Vi er ikke engang det, vi selv dømmer om os selv. Fingrene væk, dommen er min, siger Gud.

Hvorfor fortæller vi ikke det til vore børn, vore store teenagere, der ikke tør slukke deres smartphones om aftenen, når de går i seng af frygt for, at der skulle være nogen, der bagtalte dem eller at der måske skulle blive arrangeret noget, som de ikke ville være med i eller vidende om og derfor ville stå udenfor. De unge skal da også have lov at sove trygt i forvisningen om, at det er Gud – ikke skolegården, ikke facebook, ikke de asociale medier og slet ikke dem selv, der skal dømme ret om dem. Især det sidste er helt vidunderligt: Vi, der går rundt og slår os selv i hovedet og bebrejder os selv for ikke at slå til, ikke at være lige så kloge og smukke og rige som de andre – alt det har vi ordre til at lade være med.

Det betyder dog ikke, at vi ikke kan dømme om noget. Vi kan jo godt dømme om handlingen, gerningen i forhold til loven eller i forhold til almindelig anstændighed. Hvis naboen går og smårapser nede i Brugsen eller genboen kører overfor rødt, så kan vi udmærket dømme om selve handlingen og sige: Den handling er ulovlig, for ifølge loven må man hverken stjæle eller køre over for rødt. Og på samme måde, hvis en person ikke vil give hånd eller ikke tørrer fødderne på måtten eller ikke vasker hænder efter toiletbesøg – i de tilfælde kan vi udmærket dømme handlingen og sige: Det er da en skrækkelig dårlig opførsel. Men det, vi ikke kan, er at sige: Ham, der gør sådan, hende, der gør sådan, er et dårligt menneske, et ringere menneske. For så har vi bevæget os ud, hvor vi ikke kan bunde. Min er dommen, siger Herren, hævnen tilhører mig og mig alene. Et menneske kan gøre hensynsløse, tankeløse eller onde ting, men derfra kan vi ikke slutte til, at så er den person også hensynsløs, tankeløs eller ond. Det er ikke vores sag. Vi skal holde os til sagen: at det, han gjorde, var hensynsløst, tankeløst eller ondt. Og omvendt: Et menneske kan også slumpe sig til at gøre uselviske, store og gode ting, men derfra kan vi heller ikke slutte at så er den person også uselvisk, stor og god. Vi skal også her holde os til sagen: at det, han gjorde var uselvisk, stort og godt. Personen selv kan vi ikke dømme om. Fingrene væk, siger Gud.

Alt det vidste Lukas og de andre evangelister, og derfor er det yderst sjældent at man kan tage dem i at dømme nogen. Det er det, der gør evangelierne så åbne for fortolkning. Evangelisterne dømmer ikke i deres beretninger. De viser handlingen. Uden at kende noget til moderne litteraturkritik, lever de helt op til den dyd inden for litteraturen, der gå ud på at vise personen i stedet for at fortælle om personen. Man skal til de helt store digtere for at finde det samme. Tricket er simpelthen bare at vise, hvad personerne gør og lade det stå til fortolkning. Lukas skriver nu f.eks. ikke om Zakæus, at han var en ond blodsuger, der levede af at presse penge af andre. Alt hvad Lukas skriver om Zakæus er, at han er overtolder, at han er rig, og at han er lille af vækst. Der ud over fortæller han kun, hvad Zakæus gør og siger. På samme måde fortæller Lukas ikke, at alle de andre borgere i Jeriko er f.eks. snerpede og misundelige. Nej, Lukas lader os bare høre, hvad de siger. I begyndelsen af sit evangelium lader Lukas den gamle Simeon sige om den nyfødte Jesus: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges .. for at mange hjerters tanker skal komme for en dag”. Sådan sker det: Overalt, hvor Jesus kommer, skiller han vandene og det, der er skjult i hjertet, træder frem i handling og ord. Men dommen over det – det er stadig ikke vores, men Guds.

Lad os nu se på Zakæus først. Ud fra Zakæus’ egne ord kan vi forstå, at han til dels lever af at presse penge ud af andre. Tolderne var et forhadt folkefærd i Israel, for de levede af at inddrive told for romerne. I alle de kejserlige provinser inddrev romerne told, helt op til 25% af al ejendom og indtægt, svarende ret præcis til vore dages moms. Disse penge skulle skrabes sammen, og det arbejde udliciterede romerne til højstbydende. Det var ret smart fundet på af romerne, for på den måde fik de både en ekstra indtægt og slap for det upopulære arbejde. Den, der bød højest, blev tolder. Han fik et fint messingskilt om halsen og en særlig stok, som man kunne kende ham på. Nu skulle han inddrive told og skat. Og da han jo havde betalt en masse penge for at få arbejdet, skulle han have de penge hjem igen, og det gjorde tolderne ved at lægge ekstra på toldsatserne. Man kan se det et andet sted i Lukasevangeliet: Nogle toldere kommer til Johannes Døber for at blive døbt af ham og de spørger nu Johannes, hvad de skal gøre. Johannes svarer: ”Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer”. Just det gjorde tolderne. Og på den måde blev mange af dem rige. Zakæus er overtolder. Han har formentlig en eller anden mellemlederstilling mellem romerne og de enkelte toldere. Zakæus er så rig, at han kan udvide sine forretninger med ågervirksomhed. Folk lånte penge af ham. Og der var ikke noget, der hed renteloft dengang, så Zakæus bestemte prisen. Det er formentlig det, der menes med, at han presser penge af folk. Nuvel, lad os sige det mildt: Zakæus handlinger taler imod ham! Han er, hvad vi nok folkeligt ville kalde ”et dumt svin”. Men hov, der overskred vi grænsen, for dommen er Herrens, ikke vores. Hvad Zakæus ”er”, det ved vi intet om. Vi kender kun hans handlinger. Og Zakæus gør også noget andet. Han har længe villet se Jesus. Om det er nysgerrighed eller virkelig dybfølt interesse, ved vi ikke. Og vi skal heller ikke dømme om det. Zakæus kravler op i et skyggefuldt morbærfigentræ, hvis grene rager ud over vejen, og dèr venter han på Jesus. Så kommer Jesus og meddeler Zakæus, at nu vil han gå ind under hans tag og dele hans måltid. Så gør Zakæus igen noget. Og igen siger Lukas ikke noget om det, han lader bare Zakæus sige noget højst uventet: Halvdelen af sin formue vil han give væk, og hvad han har presset ud af folk, vil han give firefoldigt tilbage. Er Zakæus nu god eller ond? Mange fortolkere tror ikke rigtig på Zakæus. En præst skrev et sted, at Zakæus her viser halvhjertethed. Det er sådan en lunken og halv omvendelse, han komme med! Andre – og dem hører jeg nok selv til – hælder til, at Zakæus virkelig er overrumplet af glæde og nu løber munden over med en for ham uvant ødselhed og gavmildhed. Det er muligt, at Zakæus fortryder det sidenhen, men hvem ved, måske han virkelig stod ved sine ord? Hvorfor ikke tro lidt på Zakæus? Vi ved det ikke, og vi kan ikke dømme om Zakæus – hvem han er, for det er Herrens sag, ikke vores.

På samme måde med de gode borgere i Jeriko. Dem, der knurrer, da Jesus går med Zakæus hjem. Lukas siger som sagt ikke et ord om dem, kun at de knurrer, men deri ligger så meget mere, end hvis han havde skrevet en hel side om dem. Hvorfor knurrer de? Selvfølgelig fordi de har fældet dom over Zakæus. Og faktisk også over Jesus. Zakæus kender de. Han er en ”syndig mand”. Vi kan ikke høre, hvad det betød dengang, men en synder var en uren, næsten mere ligesom det urene svin end menneske. Zakæus er en blodsuger, en værnemager, en landsforræder. Ham skal man ikke pleje omgang med, det ved enhver – undtagen hvis man er i pengenød! Og de krymper sig ved at se den lille fedtede gnom juble over sit held. Det er dem modbydeligt at se hans glæde, og de væmmes ved hans ord. Men når Jesus taler venligt til overtolderen og ligefrem foretrækker hans selskab frem for alle andres, så smitter folkenes dom også af på Jesus. Kan han være frelseren, Messias, når han omgås sådan en som Zakæus? Hvis Jesus virkelig var Messias, Guds Søn, så skulle han da komme til dem, og så kunne alle jo se, at han forstod at omgås ordentlige solide folk. Sådan dømmer de. Men med deres dom dømmer de sig selv.

For som sagt: Vi skal ikke dømme. Vi skal stille os, hvor vi selv hører hjemme, sammen med og midt imellem Zakæus og folkene langs vejen. Der hører vi til. Ligesom Zakæus skal leve videre også dagen efter Jesu besøg, sådan skal vi leve sammen også i morgen. Og her gælder det for os, at vi kan dømme om det, et menneske gør og siger, og påtale det tilmed! Men hvad et menneske i øvrigt er – det er en sag mellem ham og vor Herre. Og vor Herre Jesus Kristus, vores frelser og dommer – han dømmer ikke efter vores målestok. Han dømmer ikke efter, hvad sladderen siger, hvad der står i avisen, hvad der er den almindelige mening eller holdningen på bjerget. Han ser ikke igennem fingre med synd og skyld. Han tilgiver den!

Amen