Prædiken til Pinsedag II, 15/5 2016

Joh 14, 15-21

Salmer: 290, 446, 282, 286, 291

Du, som af den liden flok,

svag og bly og bange nok,

gjorde kæmper stærke,

skab nu og af os en hær,

som tør svinge Åndens sværd

under korsets mærke

Verden er en kampplads mellem godt og ondt, lys og mørke, Gud og Satan. For øjnene af os, rundt om os, bag ved os og i os raser en kamp mellem godt og ondt, mellem Guds sandhed og Fanden og alle hans løgneånder. Der findes ikke nogen neutral grund, intet helle. Hvis ikke Guds ånd har os i kraven, er det en anden ånd, sløvhedens ånd, hedenskabets ånd, dorskhedens ånd fra Helvede. Mennesket er nemlig, som Luther sagde, ligesom et æsel. Enten sidder Gud på ryggen af det – eller også gør Fanden. De kan ikke være der begge to. Denne by er for lille til os begge to, sagde cowboyerne til hinanden i de gamle Westernfilm. Sådan siger også Gud til Den Lede: Denne verden er for lille til os begge – og det er dig, der må humme dig! Dette lille menneske vil jeg frigøre fra din helvedsånd. Du skal ikke få lov at ødelægge min skabning!

Det er pinse og hvilken herlig lejlighed til at tale om åndernes kamp. Kirken er efter­hånden det eneste sted, hvor man stadig bruger ordet ånd og hvor man kan tale om den virkelighed, som det er, at der raser denne kamp om verden, om os og i os. Pinse er dagen, hvor vi fejrer, at Gud for alvor satte sin mægtige ånd ind i åndskampen mod Djævlen. For at hans ånd skal være i os – i stedet for alle mulige andre ånder.

For igen: Intet menneske er uden ånd. Ånd har på dansk at gøre med ”at ånde”, og ligesom ingen kan være uden ånde, så kan heller ingen være uden ånd. Spørgsmålet er bare: Hvilken ånd er det, som skal råde i os? Er det Guds ånd – eller er det sløvheds, opgivelsens, tristhedens, kynismens ånd.

Forvirret? Det vil I ikke være om et øjeblik. For jeg vil gerne vise jer, hvordan det virker. Jeg vil gerne tage jer med ud i kampzonen, så I kan se, at det ikke bare er noget, jeg finder på. Der kæmpes en kamp rundt om os og i os, som har raset i 1000 år, og som ikke er færdig. Gud skal nok vinde til sidst, men der er vi ikke endnu. Ånd kan ikke ses, nej, men man kan se, hvad den gør. Ligesom man kan se flyvemaskinernes hvide striber på den lyse sommerhimmel, selvom man ikke kan se flyet. Eller ligesom man ikke så katten, da den sneg sig ned i kælderen på jagt efter mus, men kun på de potespor, som den efterlod i den våde cement, man lagde i går. Sådan med ånd. Sporene kan altid ses. Man kan se, hvilken ånd, der præger os – på det, vi gør, det vi ikke gør, det vi siger, det vi ikke siger. Jeg vil tage jer med en lille tur tilbage i tiden og så frem igen til vores tid. Så vil I hurtigt kunne genopdage åndskampen, som I også står I og som kalder på jeres og vores og alle indsats.

For langt over 1200 år siden kom de første missionærer til Danmark, først fra England og Irland. Siden fra Tyskland. Der er ingen grund til at romantisere de forhold de mødte. De mødte klanen, de mødte blodhævnen, de mødte foragt for menneskeliv, særlig for pigebørn og gamle og slaver. De mødte frygten, de mødte skæbnetroen og de mødte den karakteristiske tristhed på menneskenes vegne. De første kristne kom hertil fra de himmelstræbende katedraler ovre i England og nede i Europa. Fantastiske bygningsværker, der rakte sig opad i bøn og lovprisning til Gud. Nordboerne boede i lave, røgsværtede huse med tørv på taget, skruet godt ned i lavningerne ligesom med ryggen til himlen. For himlen var for nordboerne ligesom skoven og mosen et farligt sted, hvor alle mulige skræmmende væsner lurer på en. Livet her er hårdt og kort. Har I fået en pige til at føde på, så sæt hende ud i mosen til ulvene. Er drengebarnet sinke eller åndssvag eller handicappet, så sæt også ham derud. Og er du selv blevet gammel og må ligge familien til last, så må du selv vise det hensyn over for dine børn og gå samme vej. Er klanen i strid med naboklanen, så kommer der en dag, hvor klanlederen prikker dig på skulderen og pålægge dig at hævne et hævndrab mod en slægtning. Et menneskes værd afgøres af dets produktivitet: Manden som bonde og kriger, kvinden som mor. Er du ingen af delene, er du spild. Du er bare et lille hjul og alt er grundlæggende bestemt af andre. Først af nornerne, skæbnegudinderne, så af guderne, så af klanens overhoved, slægtens ældste. Dem må man lyde. Sådan så vore forfædres verden ud. Og vist var der også en masse vidunderlig visdom og humor og kunst og længsel efter Gud hos dem, men den ånd, der prægede dem, var dog tung og mørk og trist: klanen, hævnen, menneskeofret, skæbne­troen.

Alt det indledte de kristne missionærer en åndskrig imod. De fortalte om den nye høvding, ”Hvide Krist”, der også regnede slaver og kvinder for sine brødre og søstre. Han tog sig også af syge og handicappede og ville ikke vide det mindste af blodhævn og børneudsættelser og menneskeofre. De fortalte om hans fader, der sad i himmelborgen og havde skabt verden god. Verden var ikke fuld af spøgelser, men Guds gode skabning, som vi kan gå på opdagelse i. De byggede kirker på de runde bakker. Kirkerne pegede opad: Løft hovederne. Det er ikke skæbnen, der styrer, men Gud, der lytter til en tiggers bøn. Det var en sand åndskamp, og vi kan se virkningerne af den kamp endnu, præcis som man af kraterne på månen kan se, at her skete vældige sammenstød engang mellem månen og meteorerne. Det var kampen mellem godt og ondt, mellem Gud og Fanden, kampen om sjælene, om menneskenes tro.

Den kamp er ikke forbi. En dag skal Gud nok sejre, men det er ikke endnu. Slet ikke! Jeg synes, der er meget, der tyder på, at Satan har sneget sin sløvheds og dorskheds og ligegladheds ånd i os. En underlig opgivende holdning til det hele: Nå ja, det med kirke og kristendom, det er måske nok alligevel bare noget gammelt sludder. Nu lever vi jo i en anden tid, og vi har videnskab og moderne teknologi! Så det går nok, som det skal gå. Gamle guder dør – det viser historien. Det er nok rigtig, hvad ateisterne siger, at det hele bare er drømmeri. Vi må være nøgterne og holde os til videnskaben. Den åndssvage ånd har sneget sig ind på os. Og landet rundt fejrer menighederne pinse i det fri med en masse køn snak om ånd og kærlighed og så er der dans bagefter. Og imens ser vi sporene af ateismens, sløvhedens, dorskhedens, resignationens ånd brede sig – ikke direkte, men ligesom de hvide striber efter flyene på den blå himmel, ligesom kattens potespor i den våde cement. Det er ikke noget, jeg finder på. Enhver kan hver dag se sporene af den nyhedenske ånd i Danmark.

Vi sætter ikke de handicappede og åndssvage i mosen. Nej, vi slår dem ihjel allerede i moders liv. Vi siger: Vi vil ikke have det barn, hvis det har Downs syndrom eller mangler en arm eller har det forkerte køn. Nej, væk med det! Det er ikke det, vi ønsker, handicappede og syge børn er ikke en del af vores fremtid! Vi sætter heller ikke vore gamle i mosen, så grove er vi ikke. Vi opfinder et fint ord og kalder det eutanasi, medlidenhedsdrab eller aktiv dødshjælp. Hvad er det for et liv, når gamle fru Hansen ligger og kan ingenting? Var det så ikke bedre, hvis lægen blev udstyret med licens til at dræbe og gav den gamle sprøjten? Officielt er der ikke forskel på menneskeliv. Officielt! Men reelt er der. Hvem skal først i køen til en operation? Direktøren for den store virksomhed eller narkomanen? Sportsstjernen eller den gamle alkoholiker? Ham med den dyre sygeforsikring betalt af firmaet, eller staklen, der kun har sit gule sygesikringskort? Vi må prioritere, vi skal spare og hvem er så mest værd at investere i? Vi har også stadig ligestilling, men også her er kampen brudt ud igen. De gamle rødstrømper må vende sig i graven, for nu tillader myndighederne kønsadskillelse i svømmehallerne, så kvinder og mænd har badetider hver for sig som i det gamle hedenske Rom. Det tillades, at kvinder ikke kan sidde sammen med mænd, og det tillades, at de skal gå tildækkede og ikke må færdes uden mandlige ledsagere. At være ligeglad, at tage let på det med Gud og kirke – det er ligesom at leve af slik. Det går en tid, men så begynder man at få underlig mave og dårlige tænder. Når sløvhedens og ligegyldighedens ånd kommer over os fra Helvede, så laver vi Helvede her.

De gamle kendte frygten for de underjordiske, for elverfolkene, for ånderne i skoven. De kendte skæbnen som et jernhårdt vilkår. Er det ikke det samme, som viser sig nu: I frygten for alt muligt: Frygten for farlige ting, for usundhed, for fedme, for røg, for sygdom, for terror. I den der trækken på skuldrene: Det nytter alligevel ikke. Det går nok som det skal gå! Der er ikke noget at gøre ved det. Det er jo skæbnetro.

Vi kalder det politik. Men det er det ikke. I grunden er det den gamle åndskamp. Kampen i verden mellem godt og ondt, lys og mørke, Gud og Satan. Kristendom er ikke samfundsindretning. Det er ikke en bestemt politik. Men man kan se i bakspejlet, hvor kristendommens ånd slog ned: Alle steder med samme resultat: Et nyt syn på mennesket, et nyt syn på livet som Guds, givet os til tjeneste for andre. De lyse kirker på bakkerne, der ligger og peger op ad. Kirkeklokkerne, der kalder mennesket op og ud. Menighedens fællessang, der løfter sjælen. Troen og håbet. Alt det er åndens nedslag. Og som jeg håber, I kan se: Dette er aldeles ikke et ligegyldigt spørgsmål. Det er et spørgsmål om liv eller død, lys eller mørke, Gud eller Fanden. Hvilken ånd bor hos os og i os? Hvilken ånd skal sejre, så den sætter sit aftryk hos os – i alt hvad vi gør?

Gud ske lov har vor Herre lovet os, at hans ånd skal blive hos os. Det betyder i dag, at jeg nok skal tale efter bedste evne og opildne alt det, jeg kan. Men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at Gud selv vi blive hos os, så vi ikke står der som lette ofre for sløvhedens og ligegyldighedens ånd. Jesus Kristus lover os, at han skal blive hos os som sandhedens ånd. Blive ved at virke i samvittigheden, i hjertet. Holde os fast på længslen, troen, håbet.

Glædelig Pinse

Amen