Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædiken til 3. s. e. trin. II, 2016

Luk 15,11-32

Salmer.

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

I dag skal vi lære at gå glip. I tillid til Guds trofaste nåde glad og rolig gå glip af alverdens vigtige ting. Det er nemlig noget af det, vi travle moderne mennesker trænger allermest til: at turde gå glip. Turde sige: Der gik jeg glip af en hel masse. Jeg missede en hel bunke ting, som jeg gerne ville have været en del af. Men pyt! Min Gud har givet mig noget andet, som jeg skal passe. Jeg er ikke, hvad jeg når. Jeg er, hvad han sætter mig til. Og det er ok.

At gå glip kommer vel sprogligt af det at glippe med øjnene. Lige idet man glipper med øjnene, dvs. blinker, sker der noget, som man ikke så. Og sådan går man glip. Noget skete, som man ikke var med i, ikke var med til, ikke tog del i. Det glippede, man havde lukkede øjne, da det skete. Man missede det, det skete uden mig.

Lige nu sidder I jo allerede her og går glip. Der er ingen grund til at skjule det. Når man går i kirke, går man glip. Lige nu kunne I f.eks. ligge ude på landevejen i lidt for stramtsiddende Bjarne Riis-udstyr og svede sammen med de andre midaldrende mænd, der af en eller anden grund altid skal tage deres cykelture midt i kirketiden. Lige i dette øjeblik går I helt sikkert glip af et vigtigt maratonløb et eller andet sted i Danmark. Måske et bagagerumsmarked i Spjald, et traktortræk i Brovst, et Suzuki Waggon-træf i ØlseMagle, et loppemarked i en gammel støvet lade i Hjerm med seks skårede hyacintglas, tre hæklede, lilla grydelapper, en falmet portrætbog med Johny Reimer og en defekt cykelanhænger. Og lige nu kunne I sidde derhjemme på terrassen i solen med avisen og en basse og måske en lille skarp til det ene ben - og en til det andet ben, men tv’et kører inde i stuen med et eller andet talkshow eller et eller andet madprogram. Lige nu kunne I have begyndt på den dumme hæk, som skal klippes inden Sankt Hans. I kunne have brugt dagen på at køre i Bilka og gå på jagt mellem hylderne efter tennissokker og dejskrabere og andre uerstattelige ting. I kunne have nået at køre til genbrugspladsen i Kåstrup med grenaffald og pap og alle de tomme dåser fra sidst I var syd for grænsen. Kort sagt: I går glip lige nu. I blinkede – og nu er I allerede hjælpeløst tabt for en hel masse.

Det er blevet værre inden for de seneste år. Det værste, der kan ske, er at man går glip af noget. Man står og snakker med en anden. Så ringer telefonen. Og pludselig er den anden et andet sted. For man kan jo ikke gå glip af en telefonsamtale. Det kunne jo være vigtigt. Eller man sidder i en togkupe. Måske 50 mennesker sammen i samme vogn, men alle er et andet sted med deres smartphones og mobiler. For man må jo ikke gå glip af noget

Jeg er så træt af den melodi, som vi har lært at synge: Du må aldrig gå glip. Du skal være aktiv, du skal være vågen for alt hvad der sker, du skal holde dig opdateret, blive bedre, følge med, tjekke nyheder, mails og sms’er. Det er et hamsterhjul. Fordi vi skal være alle steder på én gang, er vi aldrig noget sted. Derfor er det på høje tid, at vi lærer at gå glip. I tillid til Gud nåde at turde gå glip af alverdens livsvigtige ting og samle os om det, Gud i sin trofaste nåde henviser os til i dag.

Det er forunderligt, så supermoderne den gamle historie bliver ved med at være: En mand havde to sønner, sådan begynder Jesus. Og med den lille, enfoldige historie rammer han os lige på kornet. Sønnerne – det er os. Lige fortabte begge to, lige optaget af det, de kan gå glip af, alt det græs, der er grønnere ovre på den anden side. Begge to optaget af at være et andet sted. Lad os begynde med den yngste. Han går der og kører trillebør på sin fars gård, og det er dødens pølse, synes han. Han har hørt rejsende fortælle om alt det store og spændende, som sker ude i verden. Åh, så træls det er at jokke rundt her i møget med alle de dødssyge pligter. Det sætter sig som en jagen over nakken, en borende fornemmelse i maven: Han spilder jo sit liv her blandt køer og får. Går bare her og bliver ældre. Måske dør han her som en bondeknold uden at være blevet til noget. Lige nu glider livet forbi et andet sted. Lige nu er verden fuld af store ting. Lige nu går han hvert eneste øjeblik glip af alt det herlige, som er i verden. Derfor beder han en dag om at få sin del af arven udbetalt. Det har han ret til som yngste søn. Og han får sine penge og haster afsted. Siger knap nok farvel, for tænk sig alt det, han nu skal ud at nå. Og fra nu af er der fart og fest og farver. Han springer forpustet rundt mellem alt det han skal nå, inden det er for sent. Og så en dag slipper pengene op, og han sidder der i svinestien med smagen af mugne linser i munden – og da rammes han af en tanke. Han kommer i tanke om sin far, om et andet liv, som han forlod: Livet med pligten, det nære, køerne, fårene, karlene og pigerne derhjemme. Men ak, det har han jo sagt farvel til, vendt ryggen til. Brændt alle broer. Han ville ud, drømte om et andet sted. Men nu er han her på dette andet sted – og her tænker han nu på det, han forlod. Han er med andre ord i sine tanker som vi med vores telefoner: Til stede her, men dog ikke til stede. Hjemløs i verden. Og han savner, savner intenst det, han mistede: Nærværet derhjemme på gården, sin far, pligten, de nære. Hjemløs i en fremmed svinesti fatter han, at han hele tiden går glip, men måske netop er gået glip af det væsentligste. Han beslutter da et desperat vovestykke: Han vil vende om, vende næsen hjemad for i det mindste at være nær det, han har tabt.

Da han så efter lang tid endelig står på bakken ved sin fars gård og ser med vemod på det, han lod bag sig, ser hans far ham. Han smider straks alt hvad han har i hænderne og løber ham glad i møde. Og tager sin søn tilbage. Giver ham festdragt og ring på fingeren, og slagter fedkalven som for en værdsat gæst. Hvilket betyder noget, som vi ikke hører, men Jesus underforstår: Nu er sønnen sat tilbage igen som en del af gårdens liv, han får givet tilbage at finde sin plads og sin pligt her på den lille gård – selvom han derved går glip af en hel masse. Men den yngste er glad. For han får det tilbage, som han har mistet i jagten på det andet sted, på alt det, han ikke måtte gå glip af. Han kan være glad og nærværende. Jeg ser ham for mig, fløjtende og syngende med den selvsamme trillebør, som han før hadede. Han har lært at gå glip i tillid til sin faders trofasthed.

Men der er jo også den anden søn. Da han kommer hjem fra marken og hører om sin brors hjemkomst, bliver han vred. For nu ser han jo alt det, han er gået glip af- Han står midt på gårdspladsen, men er i sine tanker, akkurat som broderen var, et andet sted. For tænk alle de fedekalve, som ikke er slagtet for ham og hans venner. Alle de penge, alle de gode øjeblikke, som han ikke har fået, men som hans forkælede lillebror får af – både i pose og sæk. Skumlende står han dèr og formørkes over alt det, der glippede, alle de tabte muligheder.

Men også ham kommer faderen ud til og han taler ham til rette: Storebror er ikke blevet snydt. Han har da altid kunnet gøre som han ville. Han er jo arvingen og alt her på gården skal han overtage. Men han skal ikke stå der som en idiot og græde over spildt mælk og glippede chancer. Han er da ikke gået glip af sin fars trofasthed, pligten, gården, liver her. Og sådan sætter faderen også den ældste søn tilbage som en del af gårdens liv. Også han får sin plads anvist. Intet skår er der gået af nogen! Op over for alle mulighederne, alle chancerne andre steder, alt det grønne græs andre steder holder faderen pligten her: Det nære. Her skal da også storebror lære at gå glip med glæde.

Det er til os – hele den historie: At vi tør gå hjem og rolig og glad gå glip. Faderen er sine sønner tro og forlanger i grunden kun eet af dem til gengæld: At de er tro mod ham og mod det sted de er. Alle deres ideer om alt det, de går glip af – det stresser dem kun og forvirrer deres sjæle. Hvem kan være allestedsnærværende? Det kan kun Gud. Ikke vi mennesker, selv ikke med alle vores dimser og apparater. Ikke selvom vi tror det. Vi går glip hele tiden. Livet passerer og vi forsømmer og forspilder oplagte muligheder for alt muligt, som muligvis er bedre et andet sted. Men vi har en nådig Gud og Far, der tilgiver – og hans tilgivelse er altid samtidig et kald tilbage til virkeligheden her og nu: Her skal vi findes tro. Over for dem, vi er iblandt lige nu: Venner og fjender, vores Næste. Dem gælder det. Og hvis nogen vil have fat i jer, så ringer de nok igen.

Med sin lille historie vil Jesus lære os at stole på Guds tilgivelse og gå glip med glæde. Vove det ene øje - og det andet i tillid til, at vi hverken kan eller skal nå alting. Han minder os om Guds befaling til os: Lille menneske, fatter du da ikke, at jeg kun forlanger eet af dig: At du skal være tro. Du skal være tro over for mig ved at være tro over for de virkelige levende mennesker, som du er sat sammen med. Alt det andet, som du tror, du skal nå – det er noget, du selv har fundet på. Lad det være, luk telefonen, smid computeren ind i skabet, kvæl nyhederne. Og se så: her åbner sig en hel verden fuld af pligter og nærvær.

Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Prædiken til 3. s. e. trin. II, 2016

 

Luk 15,11-32

Salmer.

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

I dag skal vi lære at gå glip. I tillid til Guds trofaste nåde glad og rolig gå glip af alverdens vigtige ting. Det er nemlig noget af det, vi travle moderne mennesker trænger allermest til: at turde gå glip. Turde sige: Der gik jeg glip af en hel masse. Jeg missede en hel bunke ting, som jeg gerne ville have været en del af. Men pyt! Min Gud har givet mig noget andet, som jeg skal passe. Jeg er ikke, hvad jeg når. Jeg er, hvad han sætter mig til. Og det er ok.

At gå glip kommer vel sprogligt af det at glippe med øjnene. Lige idet man glipper med øjnene, dvs. blinker, sker der noget, som man ikke så. Og sådan går man glip. Noget skete, som man ikke var med i, ikke var med til, ikke tog del i. Det glippede, man havde lukkede øjne, da det skete. Man missede det, det skete uden mig.

Lige nu sidder I jo allerede her og går glip. Der er ingen grund til at skjule det. Når man går i kirke, går man glip. Lige nu kunne I f.eks. ligge ude på landevejen i lidt for stramtsiddende Bjarne Riis-udstyr og svede sammen med de andre midaldrende mænd, der af en eller anden grund altid skal tage deres cykelture midt i kirketiden. Lige i dette øjeblik går I helt sikkert glip af et vigtigt maratonløb et eller andet sted i Danmark. Måske et bagagerumsmarked i Spjald, et traktortræk i Brovst, et Suzuki Waggon-træf i ØlseMagle, et loppemarked i en gammel støvet lade i Hjerm med seks skårede hyacintglas, tre hæklede, lilla grydelapper, en falmet portrætbog med Johny Reimer og en defekt cykelanhænger. Og lige nu kunne I sidde derhjemme på terrassen i solen med avisen og en basse og måske en lille skarp til det ene ben - og en til det andet ben, men tv’et kører inde i stuen med et eller andet talkshow eller et eller andet madprogram. Lige nu kunne I have begyndt på den dumme hæk, som skal klippes inden Sankt Hans. I kunne have brugt dagen på at køre i Bilka og gå på jagt mellem hylderne efter tennissokker og dejskrabere og andre uerstattelige ting. I kunne have nået at køre til genbrugspladsen i Kåstrup med grenaffald og pap og alle de tomme dåser fra sidst I var syd for grænsen. Kort sagt: I går glip lige nu. I blinkede – og nu er I allerede hjælpeløst tabt for en hel masse.

Det er blevet værre inden for de seneste år. Det værste, der kan ske, er at man går glip af noget. Man står og snakker med en anden. Så ringer telefonen. Og pludselig er den anden et andet sted. For man kan jo ikke gå glip af en telefonsamtale. Det kunne jo være vigtigt. Eller man sidder i en togkupe. Måske 50 mennesker sammen i samme vogn, men alle er et andet sted med deres smartphones og mobiler. For man må jo ikke gå glip af noget

Jeg er så træt af den melodi, som vi har lært at synge: Du må aldrig gå glip. Du skal være aktiv, du skal være vågen for alt hvad der sker, du skal holde dig opdateret, blive bedre, følge med, tjekke nyheder, mails og sms’er. Det er et hamsterhjul. Fordi vi skal være alle steder på én gang, er vi aldrig noget sted. Derfor er det på høje tid, at vi lærer at gå glip. I tillid til Gud nåde at turde gå glip af alverdens livsvigtige ting og samle os om det, Gud i sin trofaste nåde henviser os til i dag.

Det er forunderligt, så supermoderne den gamle historie bliver ved med at være: En mand havde to sønner, sådan begynder Jesus. Og med den lille, enfoldige historie rammer han os lige på kornet. Sønnerne – det er os. Lige fortabte begge to, lige optaget af det, de kan gå glip af, alt det græs, der er grønnere ovre på den anden side. Begge to optaget af at være et andet sted. Lad os begynde med den yngste. Han går der og kører trillebør på sin fars gård, og det er dødens pølse, synes han. Han har hørt rejsende fortælle om alt det store og spændende, som sker ude i verden. Åh, så træls det er at jokke rundt her i møget med alle de dødssyge pligter. Det sætter sig som en jagen over nakken, en borende fornemmelse i maven: Han spilder jo sit liv her blandt køer og får. Går bare her og bliver ældre. Måske dør han her som en bondeknold uden at være blevet til noget. Lige nu glider livet forbi et andet sted. Lige nu er verden fuld af store ting. Lige nu går han hvert eneste øjeblik glip af alt det herlige, som er i verden. Derfor beder han en dag om at få sin del af arven udbetalt. Det har han ret til som yngste søn. Og han får sine penge og haster afsted. Siger knap nok farvel, for tænk sig alt det, han nu skal ud at nå. Og fra nu af er der fart og fest og farver. Han springer forpustet rundt mellem alt det han skal nå, inden det er for sent. Og så en dag slipper pengene op, og han sidder der i svinestien med smagen af mugne linser i munden – og da rammes han af en tanke. Han kommer i tanke om sin far, om et andet liv, som han forlod: Livet med pligten, det nære, køerne, fårene, karlene og pigerne derhjemme. Men ak, det har han jo sagt farvel til, vendt ryggen til. Brændt alle broer. Han ville ud, drømte om et andet sted. Men nu er han her på dette andet sted – og her tænker han nu på det, han forlod. Han er med andre ord i sine tanker som vi med vores telefoner: Til stede her, men dog ikke til stede. Hjemløs i verden. Og han savner, savner intenst det, han mistede: Nærværet derhjemme på gården, sin far, pligten, de nære. Hjemløs i en fremmed svinesti fatter han, at han hele tiden går glip, men måske netop er gået glip af det væsentligste. Han beslutter da et desperat vovestykke: Han vil vende om, vende næsen hjemad for i det mindste at være nær det, han har tabt.

Da han så efter lang tid endelig står på bakken ved sin fars gård og ser med vemod på det, han lod bag sig, ser hans far ham. Han smider straks alt hvad han har i hænderne og løber ham glad i møde. Og tager sin søn tilbage. Giver ham festdragt og ring på fingeren, og slagter fedkalven som for en værdsat gæst. Hvilket betyder noget, som vi ikke hører, men Jesus underforstår: Nu er sønnen sat tilbage igen som en del af gårdens liv, han får givet tilbage at finde sin plads og sin pligt her på den lille gård – selvom han derved går glip af en hel masse. Men den yngste er glad. For han får det tilbage, som han har mistet i jagten på det andet sted, på alt det, han ikke måtte gå glip af. Han kan være glad og nærværende. Jeg ser ham for mig, fløjtende og syngende med den selvsamme trillebør, som han før hadede. Han har lært at gå glip i tillid til sin faders trofasthed.

Men der er jo også den anden søn. Da han kommer hjem fra marken og hører om sin brors hjemkomst, bliver han vred. For nu ser han jo alt det, han er gået glip af- Han står midt på gårdspladsen, men er i sine tanker, akkurat som broderen var, et andet sted. For tænk alle de fedekalve, som ikke er slagtet for ham og hans venner. Alle de penge, alle de gode øjeblikke, som han ikke har fået, men som hans forkælede lillebror får af – både i pose og sæk. Skumlende står han dèr og formørkes over alt det, der glippede, alle de tabte muligheder.

Men også ham kommer faderen ud til og han taler ham til rette: Storebror er ikke blevet snydt. Han har da altid kunnet gøre som han ville. Han er jo arvingen og alt her på gården skal han overtage. Men han skal ikke stå der som en idiot og græde over spildt mælk og glippede chancer. Han er da ikke gået glip af sin fars trofasthed, pligten, gården, liver her. Og sådan sætter faderen også den ældste søn tilbage som en del af gårdens liv. Også han får sin plads anvist. Intet skår er der gået af nogen! Op over for alle mulighederne, alle chancerne andre steder, alt det grønne græs andre steder holder faderen pligten her: Det nære. Her skal da også storebror lære at gå glip med glæde.

Det er til os – hele den historie: At vi tør gå hjem og rolig og glad gå glip. Faderen er sine sønner tro og forlanger i grunden kun eet af dem til gengæld: At de er tro mod ham og mod det sted de er. Alle deres ideer om alt det, de går glip af – det stresser dem kun og forvirrer deres sjæle. Hvem kan være allestedsnærværende? Det kan kun Gud. Ikke vi mennesker, selv ikke med alle vores dimser og apparater. Ikke selvom vi tror det. Vi går glip hele tiden. Livet passerer og vi forsømmer og forspilder oplagte muligheder for alt muligt, som muligvis er bedre et andet sted. Men vi har en nådig Gud og Far, der tilgiver – og hans tilgivelse er altid samtidig et kald tilbage til virkeligheden her og nu: Her skal vi findes tro. Over for dem, vi er iblandt lige nu: Venner og fjender, vores Næste. Dem gælder det. Og hvis nogen vil have fat i jer, så ringer de nok igen.

Med sin lille historie vil Jesus lære os at stole på Guds tilgivelse og gå glip med glæde. Vove det ene øje - og det andet i tillid til, at vi hverken kan eller skal nå alting. Han minder os om Guds befaling til os: Lille menneske, fatter du da ikke, at jeg kun forlanger eet af dig: At du skal være tro. Du skal være tro over for mig ved at være tro over for de virkelige levende mennesker, som du er sat sammen med. Alt det andet, som du tror, du skal nå – det er noget, du selv har fundet på. Lad det være, luk telefonen, smid computeren ind i skabet, kvæl nyhederne. Og se så: her åbner sig en hel verden fuld af pligter og nærvær.

Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prædiken til Trinitatis søndag 22/5 2016

Matt 28, 16-20

Salmer: 403, 309, 435, 318, 11

 

Ære være Frelsermanden,

med et navn, som ingen anden,

løseren af dødens bånd!

Lov og tak og evig ære

i treenigheden være

Fader, Søn og Helligånd!

 

Sig mig engang, præst, er det ikke svært sådan søndag efter søndag at skulle tale om Gud i en verden, hvor vi tror mindre og mindre på ham? Er det ikke op ad bakke at skulle gøre Gud relevant og aktuel for folk i vores moderne verden med lægevidenskab, internet og smartphones? Sådan tror jeg mange præster er blevet spurgt. For mit eget vedkommende kan jeg svare helt åbent og uden forstillelse, at nej, det er virkelig ikke svært. Tværtimod. Det er ganske let! Jeg har altid oplevet, at tør man tale åbent og ligefremt om Gud, så lyttes der altid. Jeg skal Gud ske lov ikke gøre Gud relevant eller aktuel for nogen. Han er altid relevant og aktuel. For alle har da altid allerede - blot ved at være til - et forhold til Gud. Alle! Alle tumler med ham, alle længes efter ham, alle slås med ham et hemmeligt sted i hjertet. Man kalder ham måske ved andre navne: Livet, udviklingen, loven, naturen eller hvad det nu er. Men det er Gud. Og derfor er Gud altid relevant, altid vedkommende at tale om Gud. Jeg regner med, at alle har et mellemværende med Gud – og så er det altid relevant at sige noget om ham. Man skal bare høre forbi al den gøren nar og spotten – bag ved det lyttes der altid!

Det er i dag treenighedens søndag, trinitatis søndag. Det kommer af dåbsbefalingen, som vi hører i dag: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Og treenigheden har man ofte gjort nar ad eller skældt ud over eller grinet af. Muslimerne har hånet os for det i århundreder. Men det skal man bare høre forbi, og så så blive ved sit, så lyttes der nok alligevel. Jeg synes, det er et herligt ord: treenig. For vi taler jo om ham, der er over alle og alles forstand. Derfor skal han da også kendes på et ord, som er over alle navne og over alles forstand.

Treenig. Hvad vil det sige? Lad mig begynde med at stille jer en gåde. Det er ikke for at forvirre jer, men blot fordi jeg gerne vil undgå at bruge et bestemt ord, som ellers let kunne give jer forkerte tanker i hovedet. I må selv finde det. Jeg tænker, I som børn hørte den her: Hvad er det, der går og går, men kommer ingen vegne? Første gang jeg hørte den som lille dreng, grublede jeg mig helt krøllet i hovedet, indtil min søster kom med svaret, som jo var: Et ur!

Jeg vil også stille jer en lignende gåde: Hvad er det, der kan forvandle en lille grå og forsagt hverdagsmor til en sand løvemor, der blæser på al fare og værdighed, når hendes børn er i fare? Eller sagt på en anden måde: Hvad er det for en kraft, der kan forvandle den kedeligste funktionær til en dødsforagtende kriger, når hans familie er i fare? Hvad er med andre ord navnet på den kraft eller magt, som kan få små hverdagsmennesker til at ofre sig for andre og gøre ting, som de aldrig, aldrig ellers ville gøre? Så de går ud over sig selv og trodser de vildeste storme?

Hvis I kan finde navnet på den magt, så ved I, hvad ordet treenighed dækker. For med dette gamle kunstord vil vi sige om Gud: Den samme hemmelighedsfulde magt, som binder hjertet og tvinger selv den mest forsagte til at vove sig ud over sig selv – den samme bor i Gud, ja, den er Gud.

Jeg siger ikke ordet, men når vi siger, at Gud er treenig, så siger vi dermed, at han er den kraft. Ja, han er den i en grad, som overgår al forstand. Vil man ikke vide af, at Gud er treenig, vil man ikke vide af, at Gud skulle være denne magt. Det er slet ikke tilfældigt, at Gud i Det Gamle Testamente beskriver sig selv som en fortærende ild. Gud er som den brændende tornebusk, som Moses så. Han er som torden og lynild, eller som den ildsøjle, der gik foran israelitterne i ørkenen. Gud er den, der går ud over sig selv. Gud er den, der binder sig til mennesker og er parat til at gøre ting, som opløser alt hvad vi forstår ved en gud. Fordi han er optændt af denne magt, denne kraft.

Nu vil jeg gerne genfortælle hele Bibelshistorien for jer. Det begynder med, at Gud gør noget, som han ikke havde behøvet at gøre. Han behøvede ikke skabe verden og give liv til mennesker, planter og dyr. Det var der aldeles ingen nødvendighed i. Han kunne have ladet verdensrummet ligge tomt og øde hen. Men han vil give liv til nogen. Hans væsen er at binde sig til nogen, forpligte sig, kæmpe for nogen, række ud over sig selv til nogen, så derfor skaber han verden og sætter menneskene på den. Hvordan han rent faktisk gjorde det, er i grunden ikke så vigtigt. Det vigtige er, at vi jo sidder her i dag. Ud af ingenting er vi sat her. Ud af ingenting gav Gud os denne morgen. Vi kunne have været koldt kulstøv i det iskolde verdensrum, men denne magt i Gud, denne kraft fik ham til at kalde os ud af ingenting og sætte os her i dag. Det er Gud Skaber.

At skabe verden var et risikabelt forehavende. En masse besvær. Men det var endnu mere risikabelt og endnu mere besvær at skabe mennesket. For vi er nogen utro og ustadige væsner. Frivilligt bandt Gud sig til sine mennesker, frivilligt forpligtede han sig på dem. Han ville være deres trøst, deres glæde, deres klippe og støttestav. Men menneskene gav pokker i ham og troede, verden var skabt for dem alene. Dagen i dag har Gud givet os. Til at takke ham og til at glæde og gavne hinanden. Men vi siger: Ja, det er meget godt med i dag, men vi har planer for i morgen og i overmorgen og om tre måneder og om fem år. Hvad andre gør – det rager ikke os. Vi er her for hver især at nå vores mål og leve vores chance ud! Sådan blev det menneske som Gud frit havde bundet sit hjerte til, til en lille selvglad egoist, som gjorde verden til et helvede for sig selv og for andre.

Og Gud kunne nu have opgivet sine mennesker og udryddet dem fra jordens overflade som han næsten gjorde i Noas dage. Men han havde jo bundet sit hjerte til dem. Han er jo selve denne kraft, som binder hjerter sammen. På tusind måder kaldte han på sine mennesker. Han sammenlignede sig selv med en, der svarer dem, som ikke spørger. Han sammenlignede sig med en hanraj, der elsker sin utro hustru. I tidens fylde besluttede han så at gå til yderligheder. Han ville smelte vore stenhjerter og give os nye hjerter af kød og blod. Derfor gjorde han nu for anden gang noget, som han ikke havde behøvet. Ja, han gjorde noget, som ingen gud gør, noget, som er aldeles upassende og langt under guders værdighed. Han aflagde sin guddomsmagt. Tog en tjeners skikkelse på og blev mennesket Jesus Kristus. Alene blandt mennesker gik han der så fattig og helt uden magt. Kun sådan ville han kendes - uden spir og kongetrone, uden guddomsvælde og herlighed, så alle kunne se og forstå, hvad der rørte sig i ham. Han helbredte de syge, trøstede de forsagte og opvakte de døde, simpelthen fordi der ikke kan være lidelse og sorg og død dèr hvor han er. Men menneskene ville ikke vide af Gud på den manèr. De greb ham, mishandlede ham og slog ham ihjel. Det er Guds Søn

Dog end ikke dette vanvittige oprør kunne slukke ilden i hans hjerte. Han fortsatte nu og for tredje gang gik han ud over sig selv og gjorde det, han ikke havde behøvet, men som han alligevel måtte gøre, fordi han havde bundet sig til menneskene. Han sendte nu menneskene sin Ånd. Det skulle være kronen på værket, for det var den, der skulle smelte deres hjerter. Det var ånden, der skulle fordrive den sløvhedens og ondskabens ånd, som boede i dem. Uden ånden var Jesu liv og død og opstandelse sket til ingen nytte. Nu ville han selv ved sin Ånd trænge helt ind til hjerteroden på sine mennesker, forvandle dem, rejse dem, vende dem om, så de nu kunne handle i hans ånd og elske ham og tjene hinanden. Det er Gud Helligånd.

Sådan fortæller Biblen om Gud. Uden at nævne treenigheden, er det præcis det, det handler om. Fader, Søn og Helligånd. Gud er den, der går ud over sig selv. Han opfører sig som en mor, der kæmper for sit barn, som en far, der kæmper for sin familie. Han er ligeglad med sin værdighed, sin evighed, sin himmel. Fordi han er selve denne kraft, som binder hjerter sammen.

Vi er døbt i hans navn. Faderens og Sønnens og Helligåndens. Vi tilhører den tree­nige Gud – ham, der går ud over sig selv i troskab. Hvis Gud ikke er treenig, så har vi ingen ret til at folde vore hænder og bede Fadervor. For så er Gud en fuldkommen ukendt magt, en dunkel, skummel ukendt, som mennesker kun kan kende som naturloven, den jernhårde skæbne, den fjerne magt, der driver universet.

Treenighed. Tre og dog én. Det kan ikke lade sig gøre logisk. Det er et kors for forstanden. Èn er èn og tre er tre. Det ved vi fra matematikken. Men man kan nævne tusinde eksempler på små mennesker, der gør ting, som ikke er logiske – som viser sig at rumme uforenlige ting, fordi de er bundet til denne hemmelighedsfulde magt, som også er i Gud.

Hvad jeg nu har fortalt og prædiket står ikke i dagens avis og I kan heller ikke finde det i nyhederne. Alligevel er der ikke noget, som er mere aktuelt, mere relevant, mere vedkommende end det. Den Gud, som alle søger, som alle spørger til, som alle allerede står i et forhold til - om det så også kun er hemmeligt for dem selv, skjult dybt i samvittigheden et sted – den Gud kender vi! Gud skaber, Guds Søn, Gud Helligånd, kort sagt: Den treenige Gud, vor Fader. Sådan er han, som vi er døbt til. Vores herre og Gud er denne magt, magten til at gå ud over sig selv, til troskab, til loyalitet.  Det er ikke chefen, ikke pengene, ikke livet, ikke lykken. Men ham. Og han vil som vores herre herske i vore hjerter og drive også os ud over os selv, så vi forpligter os, binder os, vover os ud til hinanden. Amen

 

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk