Prædiken til s. septuagesima II, 24/1 2016
Matt 25, 14-30
Salmer: 745/752, 298, 397, 728, 392

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Vi mennesker har det med at tro, at vi kun kan leve og rigtig være menneske på visse betingelser: Når jeg engang bliver rask, når jeg engang har fået et bedre job, når jeg til sommer får ferie, når jeg får tjent nogle flere penge, når jeg har fået overstået det tandlægebesøg, når denne lange vinter endelig får ende, når foråret kommer, så skal alting blive godt. Så bliver jeg glad og kan leve ubekymret.

Sådan tror vi, at livet altid er på visse betingelser, og at vi kun kan leve og være mennesker på betingelser, som hele tiden skal være opfyldt først. Vi tænker i betingelser i stort og i småt. I hverdagens småtterier, i politik – overalt. Den dag, I andre begynder at respektere mig og behandle mig ordentligt, da får jeg endelig mulighed for at leve og folde mig ud som menneske. Den dag, jeg ikke mere bliver holdt udenfor, da kan jeg endelig være menneske som I andre. Den dag, jeg endelig finder en, som jeg kan holde af, en, som viser mig ægte omsorg og kærlighed, da skal I se, hvad der gemmer sig i mig. Den dag jeg ikke står med gæld til bank og kreditforening, så skal I bare se. Sådan kører den: Når jeg engang har opnået de samme rettigheder som I andre, når folk som mig endelig opnår ligeberettigelse med jer andre, når jeg ikke længere bliver udsat for det og det og det – så kan jeg endelig leve et menneskeværdigt liv!

Altid er der betingelser, som er i vejen. Hele tiden er der forhold og vilkår, som skal overvindes, overstås for at vi kan leve helt rigtigt og være rigtige mennesker lige nu i dag. Er det ikke vejret, pengene eller arbejdet, så er det skatten, lønnen eller levevilkårene – men først og sidst er det de andre, der ikke er som de burde være, ikke er mod mig, som de burde være. Hvis bare de andre var bedre, hvis bare andre mennesker behandlede mig som jeg har fortjent eller har ret til, så ville jeg få det meget bedre. Sådan er det. Betingelserne er hele tiden på tværs. Og når vi får en betingelse af vejen, så kommer der altid nogen nye til og er akkurat lige så meget i vejen. Hvis vi ikke får hold i den tankegang, så ender det med, at vi, når vi ligger i vores grav, i grunden aldrig rigtig nåede at leve og være menneske, fordi der hver gang kom noget nyt i vejen. Noget, som først skulle opfyldes, ændres, laves om, forbedres eller stoppes.

Hele Jesu liv og gerning er et stort frontalangreb på den tankegang. Han talte aldrig om alle de ting, som først skulle være på plads for at glæden og livet kunne få plads. Nej, nu i dag er glædens dag. Nu i dag er alle betingelser straks på minuttet opfyldt for at enhver af os straks med det samme kan leve – og leve glæden ud. Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg, hvad du kan gøre for dit land, sagde præsident Kennedy engang i en tale. Og det er på samme måde, Jesus vender det hele på hovedet: Hold op med jeres betingelser! Hvis du bliver ved på den måde, kommer du aldrig videre end netop betingelserne. I stedet for at sidde og vente på, at den person dukker op, som du kan finde elskværdig, så vær selv den elskværdige. I stedet for at vente på, at et eller andet skal komme og gøre dig glad, så vær selv den glade! Gør det, så skal du se, at det er som med talenterne i historien: Den, der har skal mere gives!

Den slags sagde han ikke, fordi han var sådan en slags livsfilosof eller coach. Han mente det. Om det nu var tiggere, prostituerede, sørgende enker, fremmede soldater, lommetyve eller syge, så sagde han: I dag er jeg kommet til jer. Jeg har opfyldt alting, gjort alting vel. I mig ser I, hvad Gud vil. I mig ser I, hvad Gud regner jer for. Se, alt er dermed allerede opfyldt. Gud vil være jeres Gud – selv for den allermindste, selv den elendigste, selv den ensomste og sygeste og aleneste! Intet er i vejen for glæden og livet i dag. Vær I derfor selv glade og ubekymrede. Vær I selv glæden for andre! Når I går ind ad døren, så stå ikke der og vent på, at andre skal komme med glæden til jer. Når I er sammen med andre, så stå ikke der og søg efter en, som I kan finde værd at elske. Vær selv glæden for andre, vær selv den elsk-værdige, så skal I bare se! Så vil I finde glæden også hos andre, og I vil finde noget værd at elske hos enhver. Sådan går Jesus så mærkeligt. Han stiller krav og forventer sig det allerstørste – også af tiggeren, den lamme, den syge, den sørgende enke.

Det er i kristen forstand opgaven, som påhviler os. Gud har ikke bedt os om først at være rige og lykkelige og økonomisk uafhængige og på toppen – før vi kan være kristne eller hans børn. Han har bare sagt: I er mine og jeg befaler jer at have tillid til mig, jeg befaler jer at stole på mig, og gå så hen at være glæden for andre. Kristentro begynder ikke med en særlige verdensanskuelse eller med, at I er religiøse eller at I kan læse og fortolke svære tekster. Det begynder med, at I tør leve på min befaling. At I tør være glæden for andre!

Se, det er hele forudsætningen for lignelsen om de betroede talenter. For Jesus vil med den sige: Når jeg har prædiket glæden og Guds godhed og nåde for jer – så er det da meningen, at I skal tro og være glade. Ikke andet. Hvor underligt, hvis I så bagefter stadigvæk vil sidde der og mukke over alle betingelserne, som alligevel aldrig helt bliver opfyldt. Evangeliet, det glade budskab, glæden er som en risikovillig investering. Ja, det er som penge. Hvis de ligger i et hul i jorden eller under madrassen, er de ingenting værd og de bliver hele tiden endnu mindre værd. Ligesom penge skal investeres, sådan skal glæden også investeres.

Jesus var aldrig bleg for at bruge eksempler fra hverdagen til at forklare, hvad han mente. I dag bruger han penge og investering til at uddybe pointen. Penge skal risikeres, de skal arbejde og yngle. Det ved enhver, der fifler med aktier, enhver, der har lidt ekstra på kistebunden. Ham den sidste, der graver sin herres penge ned i et hul i jorden, er der ingen grund til at have ondt af, for han er virkelig en klaphat. Hvad sker der med penge, som bliver gravet ned? De mister værdi. Imens de ligger der, bliver de mindre værd, fordi inflationen æder sig ind på værdien. Når Herren i historien bliver så vred på den sidste tjener, er det med god grund. Han er nu kommet tilbage og nu kommer klovnen rendende der med det samme beløb, som han i sin tid betroede ham – dvs. nu er beløbet reelt udhulet af inflation, så hans herre har altså lidt et tab på grund af ham. De andre to har handlet klogt. De ved, at penge skal investeres som risikovillig kapital. Ja, der er risiko ved at investere dem, men der er også en chance for gevinst. De to ting hører sammen.  

Præcis som det er med penge og investering, sådan er det med evangeliet, med Jesu budskab. Jesus siger: Det jeg har sagt til jer, det som jeg har gjort for jer - det skal I behandle som I behandler risikovillig kapital. Det skal leves på, risikeres, voves – ellers er det jo som med penge, der ligger og ikke bliver brugt. De bliver stadig mindre og mindre værd, eftersom de jo aldrig kommer i brug.

Med andre ord: Hvad er det værd, at Jesus har talt til os om glæden, som blot står og venter på, at vi tør gribe den i dag – og vi så - ganske som før – sidder der og kører videre med vores betingelser: Jo, men først skal jeg jo lige over min forkølelse, og så skal jeg lige have overstået den samtale med chefen og så skal jeg lige have tjent lidt mere og så skal jeg lige have fri nogle dage, så jeg har overskud og så videre og så videre. På den måde opfører vi os ganske som ham klaphatten, der gravede sin herres penge ned og aldrig turde risikere dem.

Hvor tit hører man ikke folk sige sådan: Ja, øv, når jeg besøger min gamle nabo på plejehjemmet, så er han altid så sur og negativ. Det ender snart med, at jeg ikke gider besøge ham mere, når han altid er sådan! Det er betingelserne, der kører en rundt ved næsen så. Men opgaven er ikke at vente på, at han bliver anderledes. Opgaven er selv at gøre en forskel. Den er at investere evangeliet – hele balladen, tro, at vi har Guds befaling til at stole på ham, tro, at der ikke er noget mellem ham og os – og så selv være glæden, når vi kommer ind af døren til den gamle. Jo, der er en risiko for, at han stadig er sur, men det kunne jo også være, at han – nå ja, blev glad!

Eller tag nu den gamle nabo på plejehjemmet selv. Det kan jo være, han siger som så mange: Her sidder jeg gamle mand og kan ingenting. Ingenting er jeg værd. Hvis jeg havde mine kræfter som i gamle dage, hvis jeg ikke var bundet til denne kørestol, hvis jeg ikke var omgivet af idioter, så ville jeg være glad og leve denne dag som var den min sidste. Men til ham er budskabet det samme: Hov, du gamle. Det er ikke opgaven at stille alle de betingelser, som aldrig bliver opfyldt. Opgaven er, at du gamle, hjælpeløse mand skal gøre en forskel. Stol på Gud og vov at være glæden for andre, for plejehjemsassistenten, for den gamle nabo, for familien – så skal du bare se!

Vi gør os selv til ofre. Ofre for betingelserne og forholdene. Men på den måde – ikke alene låser vi os fast som slaver af betingelserne -vi gør også Guds tillid til skamme, Jesu forventning og troskab til skamme, når vi ikke tør tro hans ord og investere det i handling, i glæde, i livsmod – i at turde vende tingene på hovedet, tage opgaven på os og selv være glæden og give glæden videre til andre.

Amen