Blllund Lufthavn en januarmorgen. Vi sidder i vores flysæder og kigger ud ad det lille ovale vindue til venstre. Vi ankom for flere timer siden i buldrende mørke og fandt en parkeringsplads et sted i den iskolde vind ude i parkeringsafsnit D eller E. Vi har været igennem security og lagt bælter og telefoner og jakker på de grå bakker ved rullebåndet. Og vi har ventet i gaten det meste af en time, sammen med en masse andre mennesker, der er lige så fåmælte og søvnige som vi. Og nu er vi så om bord og venter. Udenfor er det begyndt at lysne en anelse. Et gråt lys af samme triste og trøstesløse farve som væggene i covid19-centeret på Brårupvej. Alt er blygråt, landingsbanen, himlen, bygningerne, selv regndråberne på vinduet og de visne græstotter langs banen. Kun lufthavnsbilernes lygter lyser koldt og hvidt. Flyet taxier omsider ud fra afgangshallen og kører langsomt ud mod afgangsbanen. Jeg holder godt fast i armlænene, da flyet accelerer. Jeg vil gerne til de varme lande midt i den uendelige mørke danske vinter, men jeg har ikke lyst til det flyveri. Jeg har set, hvor lidt metal der er imellem kabinen og luften udenfor. Mens vi racer afsted over banen, kan man se de grå, våde og tottede skyer ligge tungt næsten helt nede på jorden. Lyset bliver slukket i kabinen. Nu er der kun det grå tvelys udenfor. Og med et er vi oppe i skyerne. Man kan intet se ud af vinduet. Det er som om vi flyver i mælk eller grå maling. Grå regnperler pisker bagud på vinduet. Hvordan mon piloterne kan finde vej? Flyet ryster og vibrerer. Det klikker i ørene. Jeg forbereder mig på meddelelsen om, at flyet desværre har mistet den ene vinge eller haleroret. Men folk omkring mig tager det helt roligt. Der er måske en lille centimeter metal imellem dem og det grå ingenting udenfor. Men det rører dem ikke. Stadig stiger maskinen. Man kan fornemme det tottede grå sky-noget derude, koldt, klamt og kaotisk højt over jorden. Dernede må jorden være, Danmark, mit land – men man kan intet se. Og så lige med et er det som om nogen har hældt flydende guld ind af vinduet ovre i den modsatte side. En solstråle har ramt flyet. Og pludselig, helt uventet stråler solen som guld i hele kabinen. Det er en helt overrumplende fornemmelse. Vi er over skyerne. Alt det grå er væk. Himlen er vidunderligt blå, allerede langt nede under os ser vi skyerne. Ovenfra ligner de et bakket snelandskab. Alt er helt forandre. Det er stadig januar og vinter – men det er nedenunder os, forsvundet, overstrålet i den herlige sol.

Og hvorfor nu fortælle sådan noget en påskemorgen? Jo, det kunne jo være et billede på opstandelsen, den opstandelse, som også vi skal opleve en dag. Kristus er førstegrøden, den første. Og som han opstod, skal vi opstå. Forstil jer bare, hvad I vil. Alle vore begreber og forestillinger vil alligevel blive overtrumfet og overstrålet som solen over skyerne. Det er et billede på noget overrumplen­de, helt uden for kategori usandsynlig glædeligt.

Men nuvel: Hvordan kan jeg tillade mig at fortælle sådan noget? Det er jo bare forestillinger, ord og billeder. Ja, det er det, men lad være med at bruge det lille foragtelige ord ”bare”. Det har ingen ret her. I gamle dage sad min søster og jeg tit og tegnede, mens far læste historie. Jeg tegnede vist mest riddere og borge og konger og skibe og den slags. Min søster tegnede tit det, hun kaldte ”abstrakterier”. Det var farvede mønstre og felter, som ikke forestillede noget. Jeg vil vædde med, at også de, der ikke tør tro på opstandelse – de går, uden at de har lagt mærke til det, rundt med sådan nogle underlige abstrakterier i hovederne. Prøv selv efter:

Hvordan ser ”fremtiden” ud? Jeg mener, hvad farve har den? Er den rund eller firkantet? Ligner den Ballingvej en regnvejsdag i modvind? Eller det der røvtriste covid-19 testcenter? Eller er den grøn som vårens hæk? Hvordan ser ”tiden” ud? Er den en linje? Er den en cirkel? Hvordan forestiller I jer den? Ligner den en Mayland-kalender eller et excel-ark fuldt af rubrikker og tal? Prøv engang efter. Vi går alle sammen rundt med sådan nogle abstrakterier i vores hoveder. Vi kalder dem ”virkeligheden” med et andet abstrakteri-ord – og så rynker vi på næsen af opstandelsen. Jeg vil tro, at ”tiden” for de fleste mennesker ligner sådan noget gråhvidt og tottet noget, ligesom skyerne, jeg fortalte om før. Abstrakterier har vi alle sammen – altså også dem, der rynker på næsen af opstandelsen. ”Livet”, ”døden”, ”mennesket”, ”kærligheden”, ”samfundssindet” – det er ord, vi bruger hele tiden. Men det er komisk at tænke på, at disse begreber hos langt de fleste af os har taget form efter et eller andet, vi har set: En sky, et hus, en dør, et træ, et lys. Hvis jeg tænker nærmere over det, ligner ”evigheden” for mig himlen over de blå bakker ude ved Bjarup mose. Og ”dødens dør”, - ja, når jeg tænker nøje efter, så ligner den mistænkelig Svend Pedersens ladeport over i forpagtergården på den anden side af marken hjemme i Dallerup. Prøv efter. Folk gør nar af kristendommen og griner af opstandelsen – i al fald så længe det er lyst og de har det godt – men hvad sætter de i stedet? Lutter abstrakterier: ”Virkeligheden”, ”videnskaben” osv.  

Markus fortæller, at kvinderne finder graven tom. Det har man herhjemme prædiket om i mange, mange år. Graven var tom – det var den første kristne prædiken, sagde man – og det var nok ret abstrakt for de fleste. Men det var heller ikke det, de første kristne prædikede. Det var derimod, at de så ham, at de mødte ham, at de talte med ham, rørte ved ham, spiste sammen med ham. Vist var graven tom – det er samtlige kilder faktisk enige om. Også Jesu modstandere indrømmede det selv, når de bortforklarede opstandelsen med, at det var disciplene, der havde fjernet liget. Men glæden i Det Ny Testamente er alle steder dette, at de rent faktisk mødte ham: Maria Magdalene, Peter, Jakob og Johannes, og ifølge Paulus mere end 500 brødre plus ham selv – fysisk. Ikke som en ånd, ikke som et syn, men som helt ham selv – og dog ligesom noget mere.

Når man skal tale ret om opstandelsen, gør man klogt i at begynde et helt andet sted. Altså ikke ved, hvad der mon skete i Jerusalem for længe siden i år 33, men hvad der skete herhjemme ved vores egen dåb. I middelalderens Danmark holdt man endnu fast i den gamle skik kun at holde dåb én gang om året, nemlig påskedag. For her bliver det tydeligt, at der er en sammenhæng.

Og spænd nu sikkerhedsbælterne, sluk mobiltelefonerne, slå klapbordet op og stil skarpt, for nu skal jeg fortælle, hvordan Paulus, den ældste af de nytestamentlige forfattere så på dåben: I dåben bliver vi korsfæstet og druknet for at vi kan stå op med Kristus. Den gamle Adam, sagde Paulus – altså det i os, der hele tiden siger: mig først, mig først – bliver druknet i døbefonten. Den gamle hedning, den gamle Adam, den gamle Eva spræller endnu i os og vrider sig i kramper og spasmer, men det holder ikke i længden. Til gengæld er noget andet ved at stå op i os, vokse i os, nemlig det, Paulus kaldte ”det indre menneske”, det i os, der er urolig, længes og leder efter noget, som ikke findes nogetsteds her – fordi det er intet mindre end Gud selv. Måske har I bidt mærke i det ord, jeg læser lige inden nadveren: ”Han som har begyndt sin gode gerning i jer, han fuldføre den indtil Jesu Kristi dag”. Det er den indre kamp, som ifølge Paulus må rase i alle mennesker, som har modtaget dåben. Gud er i gang med sin gode gerning i os. Han vil forme og forvandle os. Men det er op ad bakke. Det er et skridt frem og to tilbage. Først når den fysiske død en dag kommer – og det gør den jo til os alle - da vil det være fuldbragt. Døden vil ikke være udgang til det store sorte ingenting. Og tænk igen lige over abstrakterierne ”døden” og ”ingenting” – hvordan ser ”døden” ud? Hvordan ser ”ingenting” ud? Nej, det er indgangen til noget helt ovenud anderledes og fabelagtig overrumplende.  Disciplene blev glade, da de mødte Jesus efter opstandelsen. Ikke kun fordi de så ham igen, men først og fremmest fordi de så noget mere. De så Kristus som den første, som de skulle følge efter

Paulus, denne superintelligente, belæste, ironiske, humoristiske og mulitibegavede lille pukkelryggede jøde – han fortæller et sted, helt naivt og næsten barnligt for sine venner i den græske by Thessaloniki om sine forestillinger: ”de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”.

Alt det er så let at afvise, så pærelet at spotte og grine af. Enhver idiot kan gøre det, i søvne efter en brandert, mens han børster tænder. For vi har jo kun de første vidners ord. Døde kan ikke stå op af graven. Nej, det vidste de da ligeså vel som vi. Men hvad i al verden skulle de gøre, når de nu mødte Jesus – ud over at være glade?

Måske skulle vi fejre påske med at indrømme Gud en lille smule plads til at være det, han er, nemlig Gud. Han som siger, at hans veje går højt over vore veje, og at hans planer er højt over vore planer. Hvor i al verden har vi hentet det ubegribelige hovmod, at hele verden skal kunne rummes i vores små hoveder, og at alting skal stå til regnskab for vores lille målerlarveforstand?

Opstanden er den Herre Krist, halleluja, halleluja – sådan lyder det i den gamle salme, og sådan og kun sådan taler man ret om opstandelsen. Gør jer bare de forestillinger I vil, det går der ingen skår af vor Herre for. De vil alligevel blive overgået hundrede af billioner gange. Hvad ved knoppen om det fuldt udsprungne grønne løv? Hvad ved den tykke ækle larve om sit liv som sommerfugl? Hvad ved fosteret om at løbe efter en sommerfugl, spise en is eller lege i en sandkasse? Inde i mørket har det nok kun sine egne abstrakterier: Bah, vrænger den ene tvilling til den anden i mors mave: Fødslen, sikke noget vrøvl. Der er kun dette trygge varme mørke, den søde stemme, vi kender, sulten, sove, lytte, sparke. Men det er sandt: Kristus er opstanden. Gud har begyndt sin gode gerning i os.        

Glædelig påske!

Amen