Prædiken til 2. s. i Påsken II, 2026     

Joh 10,22-30

Salmer: 682, 441, 676, 667, 218

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig                          

 

”Stil jer ved vejene, og se jer om; Spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle”. Sådan siger profeten Jeremias: Vær vågne og se efter de gamle veje, de glemte stier, som vore forfædre fulgte og som gav dem hvile for deres sjæle. De er der endnu, I kan endnu finde dem som når man går i en tæt skov eller over en våd eng og kan se dyrevekslerne, de næsten usynlige stier, som rådyrene følger. Spørg efter de gamle stier – det er Jeremias’ råd til os – vi moderne mennesker, som ikke kan finde hvile for vores sjæle, men plages af stress og forvirring, rodløshed, selvovervurdering og angst. Hvad er den moderne folkesygdom? Det er ikke kræft eller sukkersyge. Det er ikke hjerte-kar-sygdomme eller Parkinsons. Det er angst. Og hvad er angst? Angst er gru for det ukendte, frygt for ukendte lurende farer, som man hverken kan forstå eller identificere eller håndtere. Måske det kommer af alle vores lysende skærme med blinkende og forvirrende budskaber i øst og vest, filmklip af kattekillinger og skibe i havsnød, billeder af grusomme krokodiller, der fanger kønne antiloper, mennesker, der falder ned fra hustage og aber, der danser – alt sammen i en flimrende forvirring sammen med en stadig strøm af små røde notifikationer og biplyde, som hele tiden tager opmærksomheden og sluger vores hjerner. Vi er ved at blive skøre af det. Og så snart vi åbner for fjernsynet, er der krig alle vegne, og vores aktier falder i værdi og hvad nu med pensionsopsparingen? Og huspriserne, der stiger i byerne og falder på landet. Og skilsmisseraten, der nu er på 40 procent. Hvordan skal det gå, og hvordan skal vi se os igennem alt det? Og hvad skal der blive af os?

Jeremias svar er: Stil jer ved vejene, og se jer om; Spørg efter de gamle stier, følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle. Det er det gode: De gamle stier er her endnu, og vi kan finde dem og gå ind på dem og følge vore forfædres tro. Dér er der hvile for sjælen. Det sørgelige er bare, at vi søger alle andre steder end på de gamle stier. Vi er som tørstige vandrere i bjergene, der går med tomme vandflasker og søger efter vand. Men den stille kilde går vi lige forbi, den lille rislende bæk ser vi ikke.

Mit arbejde som præst er at være som en vægter, en vagtpost med sit horn, som han skal støde i, så folk lytter: Denne vej, venner. Her er stien, her er den smalle sti, I skal gå ad, og som jeg selv skal gå ad. Her er hvile for jeres sjæle, hvis I tør. Kom!

På den måde er det nemt at være præst. Jeg skal ikke op, før en vis mand får sko på og køre afsted, aflevere søvndrukne børn og stemple ind og klæde om. Jeg kan lave ingenting og sidde i min sofa i min lune stue og drikke min kaffe. Men alt sammen for altid at være klar til – også over for mig selv - at pege på de gamle stier. Nå ja, pege på ham, der alene kan give os hvile for vores sjæle.

Det er jo lige her. Vi holder barnedåb i dag. En lille pige er netop blevet døbt. Og I har lige hørt Jesus sige: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”. Han sammenligner sig med en hyrde, der fører fårene ad de smalle græsgange i bjergene. Der er mennesker, der påstår, at de ikke forstår kristendom. Jeg tror dem ikke. Jeg tror, at enhver kan forstå, hvad Jesus siger – måske ikke med sin forstand, sin analytiske fornuft. Men med hjertet – med de fine fimrehår i vores bevidsthed forstår – det siger jeg – alle mennesker, hvad han siger. Hvis de vil. For det, som han siger – det er som kølende salve på eksem, som balsam på et smertende sår. ”De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”.

Her er de gamle stier. Det er jo ham, som jeres og mine forfædre har fundet hvile hos. Vi har fået sådan en dum vane med at tro, at mennesker, der levede for hundrede år siden, var lidt småt begavede og overtroiske, mens vi nu er oplyste og så kloge som mennesker nogensinde har været. Selv den sløveste bøvert, der sidder med chips og cola og med alle sine skærme tændt, tror, han er klogere end alle slægterne før ham, bare fordi han tilfældigvis lever i dag. Vi er blevet et svagt og bøvet folk, som har glemt, hvor vi skal finde styrke og hvile og muntert livsmod. Det, som alene kan styrke og hjælpe – det regner vi ikke. Vi hører det ikke i dag. Af en eller anden grund er det vers ikke kommet med. Men umiddelbart efter, at Jesus har sagt om sig selv, at han og Gud er eet, så fortæller Johannes, at folk samler sten op for at stene Jesus.

Men ok, hvis man ikke tror mig, så hør her en sørgelig historie fra det moderne Danmark. For tiden rejser et større ensemble rundt og opfører et såkaldt rekviem i flere af vore domkirker. Det er Københavns drengekor og alle mulige fine og dygtige musikere og sangere. Et rekviem er en gammel katolsk dødsmesse, fuld af bønner til Gud og tillid til syndsforladelse og evigt liv. Men komponisten, som hedder Morten Olsen, har lavet det hele om. Han har studeret de gamle rekviem’er, men da han skal lave sit eget, har han taget Gud helt ud af ligningen. I vore flotte domkirker, vore kristne hovedkirker kan man nu høre et rekviem, hvor Gud omhyggeligt er pillet ud. For Olsen tror ikke på Gud. Han tror på videnskab, og derfor er der moderne digte om døden dér, hvor der egentlig skulle have været bøn til Gud. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor manden har fået den ide, at han absolut ville lave en kristen dødsmesse ude Gud? Det ville da være mere logisk, hvis han havde fundet en videnskabelig rapport om dødsprocessen og sat musik til dem. Men dette er jo, fordi fyren godt ved, at det er der ingen, der gider høre på. Han vil nasse på formen og kirkens gamle ord. Det er, som en anmelder skrev, ligesom en ostebutik uden ost. Jeg har ikke selv haft lejlighed til at høre stykket, men i mine øren lyder selve tanke så sørgelig. Hvad giver kunsten os, når vi søger hvile for vore sjæle? En trist og forknyt koncert, hvor vi får at vide, at vi skal dø. Punktum. Det bilder jeg mig faktisk ind, at vi godt kan sige os selv. Hele budskabet i Olsens værk er: Vi skal dø, se at opføre jer ordentligt, så I kan blive husket for noget godt, for ellers er det skidt.

Tak for ingenting – eller rettere: Tak for det, vi ved i forvejen, og som der ingen verdens glæde og trøst er ved. Jeg kender ikke Olsen. Han er sikkert et flinkt og ordentligt menneske, men jeg begriber ikke, at man fra kirkens side siger ja til at den slags opføres samme sted, hvor vi præster skal stå som vagtposter, støde i hornet og sige: Kom her og gå ad de gamle stier. Her er hvile for jeres sjæle. Han er her, den gode hyrde, og ingen, der tør komme til ham, vil han lade rive ud af sin hånd.

Hvis Gud ikke er, hvis Jesus ikke er Kristus, altså den salvede konge, frelseren, Gud og mand, så er vi overladt til vores skærme med kattekillinger og skibe i havsnød. Eller ti millioner kedelige krimier, som vi har set før - eller 200 timers realityshow, som vi også har set før. Og det hjælper alt sammen ikke imod hjertets uro, det giver ikke ro og hvile i sjælen. Det forstærker bare forvirringen og angsten for alt det, vi troede, vi havde styr på, men som vi aldeles ikke har styr på.

Hvad skal vi så gøre, præst? I skal træne. Hvis I er blevet for tykke, så ved I godt, at I må til at styrke kroppen og løbe eller cykle eller gå i motionscentret. Men når det gælder sjælen, ånden, så er det kirken, I skal til. Nå ja, kirken er et fitnesscenter for ånden, for sjælen. De første gange man er der, virker det akavet og man synes ikke man forstår det eller synes ikke, det virker. Det er ganske som med motion for kroppen. Men med tiden og en lille smule stædighed og tålmodighed opdager man, at det skulle man da have gjort for længe siden. Og så lyt, og lyt igen, og kom igen næste søndag og lyt igen. Og gå så hjem og læs i Biblen. I modsætning til Koranen, som er stort set ulæselig, er Biblen én lang fortsat historie. Det er altsammen så nemt, og det er ganske gratis.

I virkeligheden står vi nu ved afslutningen på en epoke, der begyndte for 100 år siden efter første verdenskrig. I de sidste 100 år har vi prøvet at leve uden Gud, og aldrig, aldrig i verdenshistorien har vi haft så meget vanvittig vold og krig og racisme og had og gabende tomhed og angst. Det har vi prøvet nu. Vi har ikke brug for flere gudløse rekviem’er. Vi har brug for Gud. Hvorfor tror I, de unge fodboldspillere på landsholdet – til alles overraskelse begynder at fortælle, at de går i kirke og læser i Biblen? Det er unge mænd under et enormt pres, præstationsangst er en del af deres hverdag. Derfor har de stillet sig op ved vejene. Derfor er de begyndt at spørge efter de gamle stier. Og de har fundet dem og fundet hvile for deres sjæle.

Det hele samler sig om én person, Jesus Kristus. Jeg ved godt, jeg lyder som en gammel missionær, men det er fuldkommen afgørende at kende ham – og det kan enhver gøre. I kan begynde med i dag. For det, I finder hos ham – det finder I ikke noget andet sted, om I så søger på alle skærme samtidig til I er blå i hovederne. Han sagde det selv engang: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Ikke hvile som søvnighed og sløvhed – den ånd har vi nok af. Men mod, livsmod, vovemod, styrke, som kommer af, at man ved sig holdt fast af en, der er større.

Amen

 

Prædiken til 3. s. i påsken II, 2026

Joh 14, 1-11

Salmer: 408, 484, 342, 376, 232

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det, som Jesus siger i dag, er rettet til mennesker i nød. Sådan skal man overhovedet forstå alt, hvad han siger: Det er talt til et lille menneske i den yderste nød og angst. Sådan talte han, Frelseren, altid til trøst og opmuntring og mod for et bange menneske. Hvis man vil høre det på en anden måde, så hører man det i grunden slet ikke.

Når man skal ud at flyve til de varme lande, og flyet endnu står på landjorden, så bruger stewardesserne lidt tid på at instruere os i, hvordan vi skal gøre, hvis flyet skal nødlande eller trykket i kabinen falder. Det er altid sådan en lidt mærkelig oplevelse: De står der og viser iltmasker og redningsveste frem, men folk sidder allerede med deres hørebøffer på eller med deres computere eller telefoner tændt – de hører ingenting. De hører ingenting, eller de mener, de har hørt det. Foran i sædernes ryglæn ligger sikkerhedsinstruktionerne på stift lamineret karton. Men den er der ingen – eller kun de bange, der læser.

Johannesevangeliet vil i grunden være sådan en sikkerhedsinstruktion eller hjertenstrøst for mennesker. Men få læser det. De synes måske, de kender det allerede eller at det ikke kommer dem ved, hvad Jesus siger. Eller måske synes de, det er interessant og spændende, hvad Jesus siger – men Jesus talte ikke for at være interessant eller spændende. Han talte til os – som om vi er i nød.

Jeg var engang kaldt ud til en mand, der lå for døden. Han satte præcise ord på, hvad han følte. Han sagde: Der er to tanker, som slås i mig. Den ene er det, jeg lærte som barn: At vi skal opstå. Den anden er, at det hele slutter og alt bliver sort. Sådan sagde han, og jeg svarede ham, at nu gjaldt om at holde rigtig godt fast i det, han havde lært som barn. Egentlig er det noget lignende, Jesus siger til os i dag: Bliv ved med at tro på mig! Hold dig til mig og min ord – uanset hvad der sker, uanset, hvad der løber gennem dit hoved.

Og så begynder han at fortælle sine disciple og os, at han går bort for at gøre en plads rede for os. Han fortæller om hans fars hus, hvor der er mange boliger. Sådan en bolig vil han gøre rede for os, og så kommer han tilbage for at kalde os til sig, for at vi skal være, hvor han er. Sådan begynder han sin trøstetale, og det er enfoldigt og næsten barnligt. Vil han virkelig have os til at tro, at der et eller andet sted i en anden dimension står et hus med mange boliger, som er gjort rede til os? Er det oppe i himlen på den anden side af månen eller hvad? Ja, vi kan bare spørge løs. Han giver os ingen nærmere beskrivelse eller begrundelse. Her overlader han os roligt til vores egne forestillinger. Og det vil vi så gøre. Oppe i Selde kirke har de en pragtfuld moderne altertavle. Den består af en kæmpestor grå betonplade, hvilket i sig selv lyder ret kedeligt, men så er der lavet en hel masse små gyldne døre, som om man ser på en høj klippe eller mur fuld af små lejligheder eller huse hugget ind i klippen. Det er kunstnerens vidunderlige enfoldige fortolkning af ordene om ”min fars hus”. Sådan forestiller kunstneren sig det – og det er helt lovligt, og jeg er sikker på, det gør et lille menneske godt at sidde der i kirken og kigge op på de små døre ind til de små boliger i Guds store hus. Kald det bare naivt og enfoldigt. Men sådan tænker et menneske i stor nød. Her hjælper det ikke at komme med alle mulige videnskabelige sandsynligheder. Den slags kan man hverken leve af eller dø på. Langt stærkere står den ligefremme forestilling. Og den må vi godt have lov at beholde, for jeg tænker mig, at virkeligheden alligevel vil overgå alle vores vildeste forestillinger mange millioner gange.

Selv har jeg kun den indvending imod altertavlen, at det ord, som Jesus bruger på græsk, nok mere betyder opholdssted eller rasteplads. De mange små lukkede døre kan risikere at gøre det hele lidt for privat. I Guds rige er jeg ikke sikker på, man sådan lukker sin dør og drejer nøglen om. ”Monæ”, som er det græske ord for bolig, bruges kun her i Det Ny Testamente. Hos en gammel græker, Pausanias, som skrev verdens første rejseguide om seværdighederne i Grækenland – han brugte ordet om en hærs rasteplads. Eller nå ja, campingplads. Hvis man nu er campist og elsker camping, så er der ikke noget i vejen for at forestille sig Guds hus som en stor campingplads med mange telte eller vogne. Det er ok – bare klø på. Det har vi lov til. Det er som hvis man kan forestille sig to tykke sommerfuglelarver, der sidder på et blad og ser en smuk og elegant sommerfugl flyve forbi. Den ene larve siger så til den anden: Tænk hvis vi blev sommerfugle engang. Og den anden svarer: Idiot, du drømmer, vi er jo bare larver. Sådan kan vi gøre os vore forestillinger – det vil med sikkerhed blive overgået.

Men er det ikke bare at stikke ulykkelige mennesker blår i øjnene? Der er jo ikke mere, når vi dør. Alt bliver sort, og det var så det? Hvad bilder Jesus sig ind at fortælle sådan nogle børnehistorier for os? Ja, det gør han – for han kender os. Da jeg gik på universitetet og begyndte på teologi, var det på mode, at stort set alt i Biblen helst skulle handle om ”her og nu”. Det var nok en sen eftervirkning efter krigen: Nu skal vi ikke længere drømme om fremtiden og opstandelsen. Det gælder dette liv lige nu og her. Og jeg skrev selv en stor opgave, hvor jeg prøvede at vise, at det var sådan, man skulle læse Johannesevangeliet. Der var nogle steder – som nu her, hvor Jesus taler om boligerne i Guds hus – det passede ikke rigtig ind, men så skyldtes det nok, at det var en senere tilføjelse. Det var sådan noget pjat, vi øvede os med dengang. Vi var unge og kloge – og forstod ikke ret meget. Især havde vi intet begreb om, at Jesus altid taler til de bange og de forknytte. Eller at Johannesevangeliet skal læses som en nødhjælp i en farlig situation.

Nuvel, vi var nok ligesom disciplene, der forstod noget – og dog ikke forstod en skid. Thomas og Filip har i hvert fald ikke fattet pointen: Hvor går du hen, Jesus? Og hvis der er en vej derhen til de dejlige boliger, så vis os den, eller vis og Faderen, så er vi tilfredse. Men Jesus samler det hele i kerneordet: Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. Mens det med boligerne må forstås i en eller anden fysisk forstand, så er det nu et billedligt udtryk. Jesus er jo ikke en vej i helt bogstavelig forstand – altså sådan en med stabilgrus og asfalt og grøftekanter. Meningen er den samme som han begynder med, når han siger Tro på Gud og tro på mig”. Det betyder: Bliv ved med at tro på mig. Eller: Hold jer fast til mig og det, jeg siger”. For når man ligger som min gamle bekendte og de to tanker brydes i en: Det jeg lærte som barn, at vi skal opstå – og så det, at det hele slutter med ingenting og mørke – når man ligger sådan, så skal der en kraftig formaning til, en stærk opfordring, som jeg selv sagde til ham: Hold dig til det, du hørte, hold dig til det Jesus siger, og skud alt andet til side. Det er i grunden hele meningen med ordene: Jeg er Vejen og Sandheden og Livet.

Jesus gør, som jeg gør, når jeg er med minikonfirmanderne oppe i kirketårnet. Nogle af dem har højdeskræk og bliver bange for at kravle på den høje stige op til klokkerne. Ja, nu jeg står og fortæller det, lyder det ikke særlig godt, og I må love mig ikke at sige det til arbejdstilsynet, men børnene vil enormt gerne op til klokkerne, og så siger jeg: Jeg går bag ved jer. I skal ikke kigge ned. I skal kigge op og tage et trin ad gangen. Sådan taler man jo til børn, der er bange. Og børn og voksne er i grunden ikke så forskellige, når de er bange. Og Jesus viser jo ikke lysbilleder i husmoderforeningen. Han taler til de bange, til de anfægtede: altså dem, hvor alle mulige sorte og mørke og gruelige tanker fægter løs foran dem med spidse kårder.

I kender vejen, siger Jesus. Ja, i ham kender vi den. I ham er Gud kommet til os og i ham ser vi, at selvom livets vej kun synes at føre nedad imod en mørk og skummel skov, en mørk og farlig stille mose, så er det vejen opad. Dette her er ikke den slags kristendom, som de lærer i frikirkerne eller i Donald Trump-land, hvor troen er en vej til større succes og medgang og rigdom. Det er jo en drivkraft i de amerikanske megakirker, hvor tusindvis af mennesker samles på stadioner og kæmpehaller: Se, du skal bare tro på Jesus, så bliver det fedt. Du får succes og bliver rig og det vil gå dig godt. Livet som troende er en motorvej, en sekssporet highway direkte op i Paradis og der er medvind hele vejen.

Det er ikke dansk kristendom. Hør hvad Luther engang sagde i en prædiken – og det er mærkeligt, men der er trøst i ordene. Luther sagde om det at gå vejen: ”I begyndelsen er det surt at følge vejen. Derefter bliver det endnu surere og sværere at gå, så vi bliver på vejen, men så bliver det først for alvor surt, når vi har gået langt ad vejen og nu snart kommer til herberget”. Luther taler realistisk om livet. Det er kamp og der er ingen medvind på cykelstierne. Og her gælder det om hele tiden at holde sig til Jesus selv. Alt hvad han siger, hvad han gør, hvad han lover. Hold jer til det. Tro på Gud og tro på mig – der var det igen.

Evangeliet, kristendom er på den måde livshjælp, sikkerhedsinstruktioner på livets vej. Og vi skal tage det laminerede papstykke ned fra ryglænet foran og læse, lytte, høre igen, for vi får brug for det. Jesus taler aldrig hen i vejret for at underholde eller fortæller religiøse hemmeligheder. Han taler kærligt og ømt til de bange, til de anfægtede, til de tvivlende. Til andre taler han i grunden ikke. De, der kan det hele selv – de må gå et andet sted hen. Men det sted kender han ikke til. Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Tro det og holde det fast.

Amen