Prædiken til Kristi Himmelfartsdag II, 2020
Luk 24, 46-53
Salmer: 252, 251, 250, 352, 261
O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Endelig! Endelig har vi fået lov af staten til at mødes igen i kirken. Det har godt nok været en lang ventetid. For det er jo ligesom det, der er meningen med kirken overhovedet: At vi kan komme her – vende om til vores synders forladelse og gå hjem at begynde på en frisk. Det er slet og ret det, kirken er til for: At man kan komme her – og efterlade al sin synd og skyld og frygt og dårlige samvittighed herinde – og gå hjem med løftet hoved. Hvor ellers kan man det? Ingen steder. Hos lægen kan man få en pille eller en henvisning. Hos psykologen en tur ned i sindets krinkelkroge. Hos terapeuten en række øvelser. Men ingen steder får man et myndigt ord som i kirken, hvor vi alle sammen får lov at høre og tro: Der er en anden, som har taget al din skyld og synd og selvoptagethed og hovmod på sig. Du er fri. Det er kastet ned på havets dyb. Gå hjem og synd fra nu af ikke mere! Det kan være godt nok med skærmen, men det er ikke det samme som at samles med hinanden og høre evangeliet, det glædelige budskab sammen.
Det fortælles, at der engang var en kirkegænger, der over for biskop Lindhardt i Roskilde brokkede sig over, at der altid lugtede sådan lidt klamt og muggent og indelukket i kirken. Derfor gik vedkommende ikke i kirke, sagde han. Til det skal Lindhardt have svaret, at det da ikke var så underligt at her lugter lidt, for her havde jo generationer efterladt al deres synd og skyld. Og den slags lugter ikke ret godt. Det var en meget god måde at sige det på. Det er jo det, der er meningen: At vi kan tage et vend omkring kirken og få lov at læsse al synd af herinde. Og så gå hjem med frisk mod og godt humør, fordi vi har fået lov at begynde på en frisk.
Tænk, om det virkelig var synden, man kunne lugte. Tænk, hvis man virkelig kunne lugte synden? Hvordan lugter et løftebrud, hvordan lugter svigt? Hvordan lugter dårlig samvittighed? Hvordan lugter moralske tømmermænd? Hvordan lugter hykleri eller mened eller dobbeltmoral eller skinhellighed eller selvoptagethed? Ikke ret godt. Det er jeg sikker på. Det er måske meget skånsomt, at vi ikke selv kan lugte det. For så ville selv den pæneste af os, den artigste og kønneste og korrekteste iblandt os lugte som en gammel spritter. Som en 10 dage gammel brandert, som en sen natlig hjemkomst fra fest med hvidløg og bajere. Ja, værre, tror jeg: Som gammel sur tis og bremsespor i bukserne. Eneste grund til at vi kunne holde det ud, var nok, at vi selv lugtede lige sådan.
Jesus tager afsked med sine disciple efter sin opstandelsen, og så siger han, hvad der først og fremmest skal ske: ”Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det er kirkens arbejdsbeskrivelse, dens opgave. Det er et brandgodt udtryk: Vi skal alle sammen vende om – til Guds tilgivelse. Det er kirken ene om. Der er rigtig mange, som gerne vil have os til at vende om. Det vrimler med vækkelsesprædikanter alle vegne, der siger: Nu skal I lave jer selv om og gøre som vi siger! Før corona vrimlede det med klimaprædikanter. De tav pludselig stille, men de kommer nok igen: Vend om, vend om, siger de. Det er næsten for sent!
I kirken siger vi noget helt andet: Vend om, vend om, ja – men hvad skal I vende om til? Til glæden, til syndernes forladelse, til frikendelsen, til befrielsen, tilsigelsen fra højeste sted: Gå hjem, dine synder er dig forladt. Altså: Vend om til glæden!
Hvis nogen skulle have overset det, så er der kommet en ny oversættelse af Biblen. I den er Jesus desværre kommet til at lyde netop som en sur klimaprædikant, sådan en slags Gretha Thunberg, når hun eller allersurest. Lige før læste jeg sådan her: ”og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. I den nye oversættelse står der: ”Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert”. Sådan skal Jesus altså tale i 2020. Man skulle næsten tro, han talte om Co2-udledning eller plasticposer. Det dækker simpelthen ikke det, Jesus siger: Her i den nye oversættelse skal vi ”ændre vores liv”, og så skal vi lige få tilgivet den smule som vi har gjort forkert – og det er jo nok ikke ret meget! Det er helt ved siden af skiven. Det græske ord, som Lukas bruger, betyder: at skifte sind, at fortryde, at gå i sig selv, at gøre bod. Det er ikke noget med lige at lave et par ting om i sit liv. Det en opgivelse af alt det, man har ment og troet og bygget på. Alt det, vi har kogt og brygget og tygget på så længe: såret stolthed og indestængt ærgerrighed, selvoptagede tanker, tunge pengebekymringer og frygt for andre mennesker – alt det skal smides i skraldespanden. For her er noget helt nyt. En ny begyndelse.
Synd er det hele – vores sammenkrummethed om vores egen navle. Der er dem, der stædigt mener, at moderne mennesker ikke ved, hvad synd er, men som en præst fortalte: Da han efter gudstjenesten, hvor han havde sagt, hvad sandt er, at vi alle sammen er syndere, mødtes han i kirkedøren af sin ikke særlig kirkelige svigermor, der i et bestemt tonefald sagde, at hun i hvert fald ikke var nogen synder! Hvorved hun jo netop viste, at hun havde en ret klar fornemmelse af, hvad synd er. Vi har godt en fornemmelse af, hvad det er. Men synden er samtidig som et troldspejl i øjet, en blind vinkel. Den er der, men ligesom lastbilchaufføren, der ikke kan se cyklisten i den blinde vinkel, sådan kan vi ikke selv se den – før det er for sent.
Jeg tror måske nok, at mange har fået øje på den her de sidste måneder – i al fald dem, der har skullet gå hjemme. Al mulig urimelighed vokser op i en, al mulig bekymring og frygt for alt mulig, al mulig opgivenhed og ligegyldighed, indestængthed og surhed. Det er på høje tid, at vi får et myndigt ord fra vor Herre: ”Kan I så lade alt det være. Jeg har taget alt det på mig. I er i dag kendt fri. Gå hjem og vær glade!” Det er alt, hvad kirken er til for. Jeg har fornemmelsen af, at regeringen tror, den kun er til for at begrave folk og for at levere lidt flødeskum og sniksnak for de religiøse. Men dem om det. I skal gå her fra i dag som den frikendte går fra retten. I skal sige: Jeg har lige fået mine synder forladt. Jeg har efterladt det hele og nu gå jeg hjem som et nyt menneske. Jeg har lov at være glad i dag!
Og så er det Kristi Himmelfartsdag. Måske den mest misforståede af alle kirkens helligdage. Jul kan man forstå, påske også måske. Pinse – til nød. Men Kristi Himmelfart – hvad i al verden går den ud på? Jesus flyver til himmels, og så sidder han ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – og er langt væk fra os andre. Havde det ikke været bedre, hvis han havde været her imellem os, så han selv kunne tilgive os og gøre os raske ligesom dengang? Sådan har jeg hørt folk sige.
Men dertil vil jeg svare: Jesus er da virkelig også til stede her i dag i Dølby kirke. Han har jo selv sagt, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der er han selv til stede midt iblandt dem. Vi holder da gudstjeneste sammen med ham – akkurat ligesom de gør lige nu i Oddense og Skive og Vejle og København. Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis ikke han sad ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd? Altså hvis han ikke er, hvor Gud er? Hvor er Gud? Han er jo den, der er til alle tider samtidig. Samtidig med os i dag, samtidig med vore forfædre ved genforeningen i 1920, samtidig med Harald Blåtand, da han blev døbt, og samtidig med vore oldebørns oldebørn ude i fremtiden. Hvis vi tror bare en smule på Gud, så må vi jo tiltro ham det. ”Jesus måtte fare til himmels for at han kunne være her imellem os i dag”. Sådan siger Luther et sted.
Man hører af og til det udtryk: Han er chefens højre hånd. Det er jo et billedligt udtryk, der ikke skal forstås en-til-en. Det betyder: Han er så tæt på chefen, at han er som chefens egen højre hånd. Den hånd, han skriver med og hilser med – hvis han får lov af regeringen. Jesus sidder ved Guds højre hånd. Det vil sige: Han er et med Guds magt. Guds magt står bag ham. Han og Gud er eet. Desværre har de også ødelagt det i den nye oversættelse. Her siger Jesus helt meningsløs, at han skal sidde til højre for Gud. Man kommer til at tænke på Kaj og Andreas sang: ”Jeg er i højre side, højre, det er her, faktisk kan man sige, at jeg er lidt til højre for dem, der er til venstre”. Nå, Jesus sidder til højre for Gud – hvem sidder mon så til venstre for ham? Spændende! Sædet ved Guds højre hånd er ikke et sted. Det er et udtryk for Guds magt.
Ikke alle evangelisterne nævner himmelfarten. Men hos Mattæus siger Jesus: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Og hos Johannes siger Jesus til Maria Magdalene, da han er stået op af graven: Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Hvordan skal vi forestille os det? Det må man selv om. Jeg har ikke prøvet at være opstanden. Jeg ser frem til at prøve det en dag, men indtil da skal jeg ikke gøre mig for klog på det.
Hvad jeg derimod skal gøre mig klog på er dette: I dag er kirken åbnet igen, og i dag skal jeg sige det, som vi ikke har kunnet høre sammen i al for lang tid nu: Der er en, som har taget al jeres og min skyld og synd og elendighed og hykleri og dårlige samvittighed og selvopfundne plager på sig. Borte er det, kastet ned på havets bund. Vend om til ham, vend om til glæden – og gå så hjem, vær glade, begynd på en frisk og synd ikke mere!
Amen
