Prædiken til Langfredag, 2020

Mattæusevangeliet

Salmer: 192, 202, 217, 187, 216

Et særligt træk vil jeg tage frem inden jeg læser. Med årene kan jeg slet ikke rigtig komme uden om det, for det taler på en særlig måde til mig. Det er scenen i Getsemane, hvor Jesus beder, og hvor disciplene sover. Hele tre gange beder han indtrængende disciplene om at våge, altså holde sig vågne for hans skyld. Men de falder øjeblikkelig i søvn. Hvad skal det sige? Der er på sin vis så sørgeligt – og så alligevel er der nedenunder noget meget glædeligt og trøsterigt. Hvorfor skal disciplene våge? Jeg tænker, det er ganske menneskeligt og jordnært. Jesus er bedrøvet og bange. Tusind bange anelser sniger sig ind på ham. Han vil ikke være alene. Han vil mærke sine venners nærvær. Det er for ham som når man er meget syg eller ulykkelig eller i dyb sorg: Man har sådan brug for, at der er nogen hos én. Blot bevidstheden om, at der er nogen, der våger, nogen, der tænker på en, nogen, som passer på. Der er ikke noget mystisk i det. Jesus vil bare så gerne have, at de holder sig vågne for hans skyld. Men det er det sørgelige. De snorksover, lige så snart han vender ryggen til dem. Og så er han ligesom dobbelt alene. I kender det måske: Hvis man en nat er vågen og ikke kan sove. Familien ligger rundt om i deres senge og sover, og på en mærkelig måde er man dobbelt ensom, netop fordi de er her – men er andetsteds. De sover. De ved ikke, at man står her midt om natten ved vinduet og ikke kan sove. Sådan har Jesus det. Netop det, at de er nær – men sover, gør det dobbelt tungt. Netop derfor føler han sig dobbelt alene. Helt alene, uden deres støtte må han kæmpe med sin frygt og alle mulige fristelser og indskydelser til at flygte, gemme sig, stikke af, løbe. Helt alene må han bede for dem, staklerne, der ikke aner, hvad de selv gør. Det er så smerteligt at tænke på, synes jeg.

Og så er det alligevel lige her, evangeliet ligger. Det glædelige budskab skal man finde netop her. Det minder os nemlig om det, der er hele kernen i kristendommen: Vi har ingen ære af det, der sker. Tværtimod. Jeg og I må realistisk set tage rollen som de sovende disciple. Mens vi sover og synder og tvivler, bliver han ved at bede for os. Han bliver ved med at modstå alle de fristelser og indskydelser, som vi igen og igen falder for. Mens vi sover, klarer han ærterne for os. Det er kort sagt Langfredags mærkelige trøst og glæde. Vi gav ham ikke andet end ensomhed, modsigelse, svigt, fornægtelse, pisk og søm. Alligevel beder han stædigt Gud om at gå i vores sted, være der for os, udfylde vores plads.

Jeg læser nu Lidelseshistorien som den står skrevet hos evangelisten Mattæus

 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.  Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.‹  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«

 Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.«  Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.«  Peter sagde til ham: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre disciple.

 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.«  Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.  Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«  Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«  Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn.  Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

 Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste.  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham!  Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham.  Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.  En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.  Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?  Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?«  I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig.  Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes.« Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.

 De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet.  Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.

 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.«  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?«  Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen.  Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

 Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«

 Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: »Du var også sammen med galilæeren Jesus.«  Men han nægtede det i alles påhør og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du mener.«  Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: »Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.«  Atter nægtede han det og svor på det: »Jeg kender ikke det menneske!«  Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: »Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske!« I det samme galede hanen.  Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: »Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.

Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden.  De lod ham binde og føre bort og udleverede ham til statholderen, Pilatus.

 Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.«  Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.  Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: »Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.«  De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.  Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager.  Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han, der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig.«

 Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.  Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«  Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

 Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje.  Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.  Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«

 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«  Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Han skal korsfæstes!«  Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.«  Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«  Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham.  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«  Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.  Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted –  gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.  Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.  Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.  Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.  Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:  »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.  Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«  Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

 Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«  Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.  Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«  Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.  Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«  Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham.  Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.  Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.  Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.

 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.  Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.«  Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.«  De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.