Sognepræst: Morten Rydal  Brøndumvej 34, 7800 Skive Tlf.nr.: 97 53 10 35 Mail: mry@km.dk

Obs: er du her på siden på din ipad, så husk at vende og dreje den for en bedre læseoplevelse.

Gudstjenester i en corona-tid
Da vi nok desværre må regne med, at restriktionerne fortsætter, er her en lille oversigt over de forventede gudstjenesterne i januar. Egentlige gudstjenester er der ikke tale om, snarere søndags-andagter af 30 minutters varighed og uden fællessang. Den kommende søndag er der nadver.

Dåb er også stadig mulig. Kontakt sognepræst Morten Rydal på 97531035 mry@km.dk
 Husk:
Kan du gå i Rema, kan du også gå til gudstjeneste!

Prædiken til Fastelavns søndag I, 2021

Matt 3, 13-17

Salmer:  747, 52, 557

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Noget af det allerbedste ved at gå i kirke er efter min mening, at vi her får lov til at se bort fra os selv. Alt det vi går og er så bekymrede for eller bange for eller skuffede over eller skamfulde over – det tæller overhovedet ikke her. Det er overhovedet ikke relevant. Gud ser hen over det alt sammen, så også vi kan se bort fra det, vende ryggen til det. Se en anden vej.

At se bort fra er ikke det samme som at glemme. Glemme os selv kan ingen af os. Vi kan måske glimtvis glemme os selv, når vi er dybt opslugt af et eller andet, når vi er sammen med gode venner, når vi ser et smukt landskab eller en fodboldkamp - eller måske når vi er lettere beduggede. Så kan vi godt ind imellem glemme os selv. Men det er ikke det, jeg taler om. Mange drikker eller tager stoffer for at flygte fra sig selv eller glemme sig selv, men det er der ingen, der forlanger har.

Nej, det drejer sig om, at vi får lov at se helt bort fra os selv. Lad mig tale mig lidt ind på det og give jer nogle billeder på det. Forestil jer f.eks. en kvinde, som skal til jobsamtale. I dagevis har hun læst om virksomheden, repeteret sin ansøgning og forberedt sig på at fortælle om sine stærke og svage sider. Nu står hun foran garderobeskabet og grubler over, hvad hun skal tage på. Vil den sorte nederdel være for udfordrende? Er den brune spadseredragt for kedelig? Skal hun tage den røde neglelak på, eller er det bedre med en mere diskret? Og hvilke strømper skal hun vælge? Og hvad med skoene? Da hun kører afsted i sin bil er hun overbevist om, at hun efter tusind grublerier alligevel har valgt forkert. HR-medarbejderne og chefen på den anden side af bordet vil garanteret få et helt forkert indtryk af hende. Og der er sikkert 100 andre ansøgere, som er meget mere kvalificerede end hende. Sådan har hun hovedet fuldt af 10.000 indviklede selvbebrejdelser. Men lad os så sige, at da hun kommer til stedet, sidder der bare en værkfører i en grå kittel på den anden side af bordet. Han ser lige kort på hende mellem to telefonopkald, nikker venligt og siger: Det var godt, du kom – du kan starte med det samme! Alle hendes spekulationer viser sig at have været fuldkommen irrelevante, helt spildt. Hun kan se ganske bort fra sig selv og sit udseende og sine stærke og svage sider. Det er overhovedet ikke det, det kommer an på. Sådan er det med Gud og os. Sådan er det med det, vi kalder syndernes forladelse. Og ja, i virkelighedens verden kunne det sikkert ligne kvinden at blive skuffet over, at der slet ikke var nogen, der lagde mærke til hendes tøjvalg eller spurgte til hendes kompetencer. Men det er en anden historie. Det er bare et billede på dette ene, at alle vores selvoptagede overvejelser, bekymringer, selvbebrejdelser eller selvovervurderinger – de er spildt på Gud.

Hvis jeg må give et billede mere, så er vores selvoptagede tanker – som vi jo altså ikke kan lade være at gøre os – lige så ligegyldige som hvis I forestiller jer en kommunalarbejder, der skal ud at rydde grøfter langs A26. Aftenen før sidder han og er ved at fortvivle over, at han ikke har nået at læse Søren Kierkegaards samlede værker og endnu ikke kan regne ud i hovedet, hvad 33 gange 239 er. Staklen har nemlig fået det fejlagtige indtryk, at man skal være meget belæst for at kunne samle øldåser, brugte pizzabakker og sammenkrøllede papirsposer fra McDonalds. Næste morgen lytter sjakbajsen helt fuldstændig uforstående til hans sludder. Han ligner en fisk i ansigtet – han fatter ikke en meter. Men så stikker et stort grin op: Hvad faen vrøvler du om, mand. Her er en tang og en sæk. Se at komme i gang. Sådan irrelevant, sådan beder Jesus os venligst om at se bort fra alle vores åndssvage og unyttige overvejelser – og komme i gang.

Fordi vi er så selvoptagede, som vi er, bruger vi uendelig meget tid på at spekulere over os selv. Er jeg god nok, er jeg for ringe, har jeg det rigtige job, er jeg på rette hylde, har jeg forspildt mit liv, skulle jeg hellere have valgt anderledes, hvad tænker de andre om mig? Alt sådant fylder mindst 90% af vore tanker, og det tærer på vore kræfter. Men her i kirken får vi venligst men bestemt at vide, at det kan vi helt se bort fra. Det er ikke relevant. Det kommer overhovedet ikke sagen ved. Vi er helt forkert på den. I Guds nærhed, over for Gud gælder helt andre spilleregler.

Vi mennesker er utrolig gode til at måle os selv og hinanden på det vi har gjort og opnået. Vi sammenligner os selv med andre, og det giver os så grund enten til selvovervurdering eller selvbebrejdelser. Selv de bedste iblandt os gør det. Selv en Johannes Døber. Her står han nede ved vadestedet over Jordanfloden. Hvem var Johannes Døber? Måske den frommeste og mest moralsk uangribelige person, der nogensinde har levet på jorden. Jesus selv sagde engang om ham: ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”. Johannes ikke bare prædikede Guds lov – han levede den ud, overholdt alle bud og regler på det strengeste. Evangelisterne har efterladt billedet af en fuldstændig kompromisløs mand, klædt kamelhår og med et læderbælte om livet. En from ørkeneremit, der lever økologisk og vegetarisk af græshopper og vilde biers honning. Uden skelen til venner og fjender prædiker han omvendelse og døber folk til et nyt liv i Jordanflodens vand. Johannes gik ”all in”, som det hedder på nutidsdansk. Ikke engang kongen skånede han. Da kong Herodes Antipas lod sig skille fra sin første kone og giftede sig med sin brors kone, Herodias, fløj Johannes i flæsket på kongen og fortalte ham med rene ord, hvad han mente om det. Det var formentlig det, der siden kom til at koste Johannes livet. Men sådan er Johannes Døber. En streng, uangribelig moralsk kæmpe.

Alligevel siger netop den samme Johannes, da han ser Jesus komme og forstår, hvad han vil: ”Jeg har brug for at blive døbt af dig – og du kommer til mig”! Selv den store Johannes Døber kender til bekymringen for egne fejl. Selv Johannes bekymrer sig om sig selv og sin egen værdighed, sit hidtidige liv, sine valg, sin vej til det, han er. Han, der retleder andre og hver eneste dag prædiker og lever i askese og afholdenhed – han finder, at han ikke er god nok. Han føler sig uværdig. Han har det billedlig talt lidt ligesom kvinden fra før, der stod og spekulerede over, hvad hun skulle tage på.

Men så kommer det. Jesus overhører fuldstændig Johannes’ ord. Og så siger han: Lad det nu være – for sådan er det passende for os at opfylde al retfærdighed. Lad det nu være! Du skal bare døbe mig, Johannes, og ikke granske i hjerte og nyrer. Hvis det behager mig at blive døbt af netop dig – så er det sådan, det skal være, og så skal du ikke spekulere over dig selv. Din værdighed, dine fejl, pletterne på dit cv – det er irrelevant. Det kommer overhovedet ikke det smør ved! Du er hermed – trods alle dine grublerier – min præst, min døber!

Det samme kan næppe udtrykkes meget tydeligere end ved barnedåben, hvor et lille fuldkommen hjælpeløst barn bliver døbt og forsynet med vor Herres blå stempel, vor Herres ejendomsmærke. Før vi kunne sige buh eller bæh, er der taget hånd om os. Alle vores senere kvababbelser og grublerier over os selv og vores levned – de er i den sammenhæng fuldkommen irrelevante. Vi hører ham ikke til, fordi vi har levet op til kravene, fordi vi er gode nok på bunden. Vi er ikke Guds børn, fordi vi er moralske dydsmønstre. Vi er det alene, fordi han vil. Fordi Gud vil det sådan. Gud siger: Lad det være. Det er retfærdighed for mig, og det skal du ikke begynde at pille i. Fingrene væk. Det er min vilje.

Det betyder så netop ikke, at hurra, så kan vi te os som det passer os, drikke og hore og blæse på al samvittighed. Det betyder det netop ikke. Hvad jeg har sagt, er ment som en tale imod vores evigt kværnende selvoptagethed. Gud siger til os: Jeg ved, at I ikke kan lade være at tænke på jer selv, men hør nu: Jeg er større end alle jeres selvoptagede tanker. Jeg er større end jeres selvbebrejdelser, større end jeres storhedsvanvid, større end jeres mindreværdskomplekser. For jeg er Gud. Og når jeg viser nåde mod dem, der ikke er det værd – så er det min sag! I er mine udvalgte, mine missionærer, mine vidner, mine børn. Det skal I nu gå hjem og leve på.

Det betyder, som jeg sagde i begyndelsen, at vi hermed har lov til at se bort fra alle vores egne tanker. Tænk på, hvor meget tid vi bruger på netop det: Er jeg god nok, har jeg, hvad der skal til, har jeg spildt min tid, er mit liv forfejlet, er jeg på rette hylde osv.osv.? Til det er Guds svar: Hvad skal jeg med det? Min nåde må være jer nok. I har hørt, hvad der blev sagt. Alle jeres tanker om jer selv er aldeles irrelevante i dag. For i dag gør jeg ny begyndelse med jer. Man kan også sige det sådan: Om I så har I set alverdens lande og gjort en forskel for en million mennesker. Om I så har løbet 50 maratonløb og besteget verdens syv højeste bjerge og ofret jer for alle gode sager i verden. Eller modsat: Om I så har levet hele jeres liv hjemme hos mor lige til i dag. Om I så har brugt livet på at sidde og spise chips og se dårlige film. Om jeres liv har så føltes så meningsløst og tomt som kvinden, hvis hus brændte, og som kun nåede at redde ildrageren og fem pakker tændstikker ud af ilden. Det spiller alt sammen ingen rolle for i dag. For I dag siger Jesus: Lad det være. For således bør vi opfylde al retfærdighed – nemlig på min måde. Som Gud vil – på kryds og tværs af hvad vi er og synes og mener og tænker.

Alt det er overhalet, overstrålet. Ny begyndelse i dag. Vi har lov at se bort fra alle vores egne små mistrøstige eller selvfede tanker, overhøre dem – for at lægge øre til vor Herres ord. Som der står skrevet: Herrens nåde er ny hver morgen! Amen

Konfirmationen 2021 udsat!

Efter aftale mellem forældre, præst og menighedsråd er årets konfirmation udsat til 29/8 kl. 10.00 i Hem kirke.

Gudstjenesteliste

Arrangementer og andet
Fastelavn
Fastelavnssøndag falder syv uger før påske og har traditionelt været dagen, hvor man kunne spise og feste igennem før de 40 dages faste, som forbereder påsken.

Siden reformationen har der ikke været krav om egentlig faste op til påske i folkekirken. Derfor har fastelavn heller ikke haft den samme betydning.

 Læs om fastelavnstraditionerne og deres baggrund her.

Læs også om faste her.

Sidste opdatering 14-02-2020