Prædiken til 15. s. e. trin. II, 2016

Luk 10, 36-42

Salmer: 224, 401, 163, 352, 266

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Lad mig begynde denne prædiken med en bøn. Det er min bøn, men jeg mener, det er en bøn, som alle kan bede. Den er en bøn, som gælder for alle små hverdagsmennesker som os. Bønnen lyder sådan:

Herre, jeg må gå til bekendelse: Jeg kan ikke med min fornuft følge dig. Jeg kan ikke med min forstand tro på dig. Jeg tror, at alt mulig andet er vigtigere end dit ord og dit evangelium. Jeg tror, at jeg kan leve udmærket uden dig og at der er så meget andet, som i betydning kommer før dig. Jeg siger måske noget andet, men jeg handler som om du ikke betyder nogen ting. Herre, jeg indrømmer, at jeg ikke har for fem flade øre tro på en skabende og opretholdende Gud. Jeg kan ikke forstå, hvordan du skulle kunne tilgive noget så småt og usselt som et lille menneske i vrimlen af 6 mia. mennesker. Jeg frygter min egen død og kan ikke tro dig, når du siger: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Alt hvad jeg kan tænke mig til med mine forstandigste tanker, er, at det ikke kan være sandt. Det kan ikke passe! Der er ingen Gud, vi mennesker er alene, universet er et spil af naturkræfter og kemi. Vi er, hvad vi gør os til, og når vi dør, er alting sort og forbi. Men Herre, når jeg engang har talt mig træt om alt det, jeg ikke kan tro. Når jeg endelig står dèr forpustet tilbage og har remset alle de ting op, som er vigtigere end dig. Når jeg har manet dig og alt dit væsen i jorden – så lad mig alligevel sidde som Maria ved dine fødder og høre dig tale til mig som en tålmodig ven, en trofast bror og sige: Tro på Gud og tro på mig! Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør! Tal til mig lille bekymrede tvivler og spotter. Overhør mine golde forstandsargumenter og tomme ord. Tag dig ikke af min målerlarveforstand. Tro mig ikke på mine ord, men tro mit hjertes hemmelige længsel. Og lad mig høre dit ord igen!

Er det en kristen bøn? Ja, det mener jeg bestemt. Sådan må en synders bøn lyde. Uden al forstillelse og hykleri, al mulig lummer kristelig fims. Det er jo det store ved kristendommen: At der er rum nok til, at enhver kan vedkende sig al sin tvivl, al sin menneskeforstand og sin vantro – og samtidig ordet om Guds godhed, trofasthed og nåde. Ja, kun når man tør bede sådan og ikke skal præstere en eller anden rolle som helgen – kun da kan man for alvor høre Guds evangelium som talt til lige nøjagtig mig!

Martha er sådan en moderne kvinde. Sådan har jeg altid tænkt mig hende. Hun gør ikke, hvad hun af hjertet vil, men gemmer sig bag alle mulige rimelige og forstandige ord og bebrejdelser. Hun skælder ud på sin søster og tager Jesus i skole for at han skal give hende ret og sende Maria ud i køkkenet. Og Martha har ret på alle mulige måder. Det er uretfærdigt, at hun skal knokle i køkkenet, mens Maria kan sidde der inde i stuen sammen med alle mændene. Nogen skal jo traktere med noget. Hvis ikke, vil de alle sammen tale om, hvor ringe nødningen var dèr i huset. Husets og køkkenets ære skal forsvares, og Maria hører – helt efter den tids regler og sunde fornuft – hjemme i køkkenet. Og dog: Det som Martha i virkeligheden vil, er jo netop det, Maria gør. Martha vil jo også gerne sidde ved hans fødder og høre ham tale til hende. Men det har hun næsten glemt i al sin retfærdige harme og al sin forstandighed. Det, hun siger, er i virkeligheden: Herre, der er vigtigere ting at gøre end at høre på dig. Sig det til Maria. Men når du så har sagt det – så modsig os og sig, at vi begge to skal sætte os der ved dine fødder og høre med! Jeg ved ikke, hvad der har givet Maria mod til at gøre som hun gør. Måske er hun som den yngste bare mindre ansvarsbevidst end Martha. Jeg tror, hun har glemt sig selv og tænker som Martha i virkeligheden også tænker dybest nede: Jesus, bliv ved at tale. Lad også mig høre noget andet end min forstand og min fornuft. Lad mig høre det, jeg længes efter, men som jeg aldrig tør indrømme, at jeg længes efter!

Du skal ikke gøre som jeg siger, men som jeg mener! Jeg tror, det er Yvonne i Olsen-Banden, der engang siger sådan. Det er i grunden en god bøn til vores Herre: Tal ikke til vores fornuft, men tal til vores hjerte, sådan som du alene kan. Som præst møder man det igen og igen. Det kommer tit næsten som en besværgelse eller trosbekendelse: Ja, præst, jeg tror altså ikke på, at vi skal opstå, når vi er døde. Jeg tror måske nok, at Jesus var en stor mand, men det der med opstandelsen, det kan jeg ikke tro. Hvad betyder sådan en snak. Jeg tror den betyder: Hør, præst: Vil du ikke godt modsige mig! Vil du ikke godt sige det til mig, som jeg ikke tror på, men som jeg gerne vil høre alligevel!

Det er med mennesker akkurat lige så bagvendt som med teenagere: Mor, jeg hader dig, når jeg ikke må få lov til at gå til fest med mine kammerater til klokken tre om natten. Det betyder: Mor, sig, at jeg ikke må, for jeg tør slet ikke være med til sådan en fest, der varer til langt ud på den sorte nat! Far, du er simpelthen så led, når jeg ikke må få den flaske vodka med til fest ligesom alle mine kammerater må! Det betyder: Tak, far, at du holder fast. For jeg er skræmt fra vid og sans for, hvad der kan ske, hvis jeg drikker det stads, som jeg i øvrigt slet ikke kan lide!

Martha og Maria er kvinder, men man møder det også hos unge, granvoksne mænd. Åh, så mange ting de har at gøre, som er vigtigere end at sidde at høre på præsten. Når de er til vielsessamtale eller når de er til dåbssamtale, så sukker de, flytter sig uroligt på stolen, ser på uret og siger ja, ja, lige nøjagtig! Hvilket ikke betyder, at de er enige, men blot: Se nu at blive færdig med det snak, præst, så vi kan komme videre. Videre ud at lave alle de vigtige ting: gå på arbejde, tjene penge, være drengerøve i fritiden og lege 20-årige sammen med vennerne, bygge carport, drikke whisky og sparke dæk. Alt sådan noget signalerer de. Og sådan løber de væk fra det, de på én gang frygter at høre og dog måske inderst inde gerne vil høre. Det kan selvfølgelig være min indbildning, men mændene er så dårlige til at spille skuespil. Det er som om de siger: Nå, nu lader vi som om livet er at arbejde, sparke dæk og køre i en lækker bil. Det er løgn, men modsig os nu, præst!

Men jeg kan også bare tale for mig selv: Jeg skal ikke prædike næste søndag. Det er dèr vi skal høre de utrolige ord, som Jesus siger – faktisk netop til Martha: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør! Første gang jeg for alvor bed mærke i de ord, var ikke under en prædiken eller ved at læse i den gode bog. Det var i en gammel sort-hvid film, bygget over Charles Dickens roman ”To byer”. Hvis man ikke har læst den, er den absolut værd at læse. Jeg skal ikke trætte jer med et langt referat. Den foregår under den franske revolution, og den slutter med, at en af hovedpersonener for at frelse den pige, han elsker, og for at frelse den mand, som hun elsker, går i denne anden mands sted og bliver henrettet i guillotinen. Det er på vej til henrettelsen, da han står i vognen sammen med de andre, at han har en samtale med en ung pige, som også skal henrettes. Vognen holder allerede ved skafottet, og da siger han til hende: Nu skal du ikke se på alt det andet, men se kun på mig. Hvorpå han citerer Jesus: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Altså: lige over for pigens og sin egen død lader han hende og sig selv høre disse ord. Imod sin fornuft og sin forstand. Imod den kun alt for virkelige og alt for visse død lader han Jesu ord lyde. Jeg har aldrig kunnet glemme den scene, og jeg vil sige det sådan: Jeg vil ønske, at nogen engang, om det er muligt, vil sige sådan til mig, når jeg står over for min egen visse død. På tværs af, hvad jeg ser og føler og frygter. Sige: Den, der tror på mig skal leve, om han end dør. Fri for al forstillelse og legen troende. Jeg er en vantro synder, der som alle syndere må dø. Men tal til mig, Herre, som du gjorde til Martha, som du gjorde til Maria. Lad også mig høre den gode del!

Man kan sige, at det glædelige budskab, evangeliet er, at Jesus ikke høre efter, hvad vores mund siger, men hvad vores hjerte længes efter. Han taler alvorligt og indtrængende, som om vi alle sammen kun længtes efter at høre hans ord. Enfoldigt, tålmodigt og ligefremt taler han til os – overhører alle argumenter og bliver ved sit. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte, og bærer tunge byrder! Vi kan så sige: Vi bærer ikke tunge byrder og vi slider os ikke trætte, og hvordan skulle Jesus også lige hjælpe os med det, hvis vi virkelig bar tunge byrder og sled os trætte. Men det betyder: Jesus, lyt ikke til vores sludder. Det er bare vores mund, der løber. Lad dig ikke mærke med det, men bliv ved at tale som du gør! For jo, vi slider os trætte med vores forstand, og vi bærer alle vore tunge, selvvalgte byrder på skuldrene.

Digteren Christian Richardt har beskrevet det med et lille vers:

Du som freden mig forkynder,

du en frelser, jeg en synder,

du med amen, jeg med bøn,

du med nåden, jeg med skammen,

- ak, hvor vi to passer sammen,

du Guds salvede, Guds Søn!

Amen