Prædiken til 1.s. i påsken II, 2016

Joh 21,15-21

Salmer:  736, 446, 238, 241, 266

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi kender historierne. Vi støder somme tider på dem – dem, der handler om tilgivelse.

F.eks. den utrolige historie om Hugh Glass, en 43-årig pelsjæger, som i 1823 blev overfaldet af en kæmpemæssig grizzlybjørn i de store skove ved Missourifloden. Historien har lige gået i biograferne i en amerikansk udgave. Hugh Glass er livsfarligt såret og hans kammerater er rådvilde. De beslutter først at bære ham videre på en båre, men i det uvejsomme terræn viser det sig snart håbløst. Til sidst stopper de op. På den ene side kan de ikke blive. De har ikke proviant nok og området er fuldt af fjendtlige indianere. På den anden side kan de heller ikke rigtig få sig til bare at efterlade den hårdt sårede mand alene tilbage. Anføreren tilbyder så til sidst to af mændene 8 dollars hver for at blive tilbage og passe den syge, til han enten bliver rask eller dør. Men da de andre er draget afsted, mister de to unge, uerfarne kammerater hurtigt tålmodigheden. Fem dage går der og Glass ligner stadigvæk ikke en, der vil overleve. Derfor graver de til sidst en ikke særlig dyb grav til ham, lægger ham ned i den sammen med nogle skind og et gevær og kaster jord hen over ham. Hvis Glass dør, vil det se ud som om de har begravet ham. Hvis han overlever, har han skindene og geværet og må se at klare sig selv. Glass er ikke død. Han har brækket et ben og er frygtelig forrevet, men han vågner i graven og får kæmpet sig op. Og nu begynder en over 1000 km lang overlevelsestur over sneklædte bjerge og uvejsomme skove. Det er vinter og iskoldt, og skovene vrimler med indianere på krigsfod. Men Glass er fortrolig med naturen og han overlever. Det, der holder ham oppe er tanken om hævn. Der står ikke andet i hovedet på ham, end at gøre op med de to, der lod ham i stikken. Efter de utroligste strabadser finder han frem til det, der var pelsjægernes bestemmelsessted, og her finder han snart også frem til den første af de to kammerater. Han fanger ham på tomandshånd, og sætter, optændt af hævntørst geværet for panden af fyren, overbevist om, at nu er hævnenes time kommet. Nu skal han endelig straffe de skiderikker! Men så kan han pludselig ikke skyde. Han ser på fyren, der bævende og grædende står foran ham. En sølle stakkel. Glass betænker sig og så tilgiver han fyren: ”Gå, min dreng, siger han, jeg efterlader dig til straffen fra din egen samvittighed og fra Gud. Hvis de tilgiver dig, så vær glad. Jeg har intet at sige til dig – men efter i dag skal du aldrig glemme, at du ikke må spøge med sandhed og troskab”. Sådan siger Glass ifølge den tilgivne selv. I filmen har de sært nok ikke det med, men Glass tilgiver også den anden kumpan. For han kunne pludselig ikke andet.

En anden af disse historier handler om den canadiske journalist Amanda Lindhout, der i 2008 rejste til Somalia for at skrive om krigen der. Hun blev kidnappet og holdt i fangenskab i over et år, indtil hun blev købt fri. Hun skrev senere en bog om sine rædselsfulde oplevelser. Hun blev holdt fanget i et mørkt, møgbeskidt rum, lænket til gulvet med rotter og kakerlakker pilende om benene. I håb om at redde sig konverter hun til islam, men bliver alligevel behandlet som skidt, ydmyget, slået og flere gange udsat for gruppevoldtægt, så hun blødte i uger efter. Det hele kan bortførerne behændigt retfærdiggøre med henvisning til et eller andet Koran-citat. Efter 460 dages fangenskab slipper hun fri, men det tager hende endnu fire år at blive menneske igen. Hun blev i forbindelse med udgivelsen af bogen spurgt, om hun var vred. Til det svarede hun: ”Det ville være nemt at være vred på de mennesker, der tog alt, hvad jeg havde, fra mig. Men hver dag tager jeg valget at tilgive – det er ikke hver dag jeg formår det, men jeg vælger det til. Egentlig ikke så meget for dem, men for min egen skyld”.

De to sande historier fortæller om forskelige måder at tilgive på. Glass fik medynk med de to pjok, der bad for deres liv. Han genkendte et lille menneske i dem begge. Han genkendte sin egen svaghed i dem. Lindhout tilgav af en anden grund. Hun tilgav for sin egen skyld. For at kunne gøre sig fri af fortiden. Tilgivelse bliver alt for tit fremstillet som sådan en sødladen, religiøs handling. Men der er de to sider i tilgivelsen: Dels at se den anden som et menneske, der er som en selv, dels at sige sig selv og sin fjende fri af den fælles fortid. Det er jo det, man gør, når man tilgiver. Man siger: Jeg vil løsne den lænke, som binder os begge til fortiden. Det, som skete dengang, skal ikke være bestemmende for dagen i dag. Tilgivelsen går begge veje. Det betyder ikke, at det er nemt. Det var det hverken for Glass eller Lindhout. Men det er det, Jesus forlanger af os. Han forlanger det ikke af stater, af politi og domstole, men af hver af os personligt.

Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig, spurgte Peter engang. Og så foreslog han selv, hvad han syntes lød af meget: op til syv gange? Jesus svarede ham: Jeg siger dig, ikke syv gange, men syv gange 77 gange” – hvilket er det samme som: Altid! Jesus slår ikke af. Hvis han gjorde det, var han en anden end den, han var. Tilgiv, for du har selv fået meget tilgivet. Se dig selv i din bror og sæt både ham og dig selv fri af det, der skete. Ubetinget, uden vaklen er det, hvad Jesus forlanger.

Vi hører i dag, hvordan Peter møder Jesus igen. Og Peter må vel have haft det omtrent som de to kammerater havde det, da de mødte Glass igen: Med vantro og skræk og ikke mindst en alarmerende skyldbevidsthed og dårlige samvittighed. Peter havde jo i påsken lovet Jesus, at han ville gå gennem ild og vand for ham. Ja, om han så skulle dø, sagde Peter, så ville han ikke svigte Jesus. Men allerede næste morgen, før hanen galede, havde Peter tre gange fornægtet sin kære mester. Han ville det ikke, men da hans eget skind var i fare, løb han fra alle løfter, akkurat som Glass’ kammerater løb fra ham. Peter havde vel tænkt sig at leve resten af sine dage under radaren, men Jesus opsøger ham – efter sin død, som opstanden. Og Peter gruer.

Men der, hvor Peter med rette kunne vente hævn, vrede og straf, møder han kun Jesu bekymrede spørgsmål: Peter, elsker du mig mere end de andre? Hele tre gange kommer det, akkurat som Peter fornægtede Jesus tre gange: Peter, har du mig kær? Peter er lamslået og forvirret. Han skammer sig, for Jesus må da vide, hvad hans sølle kærlighed og venskab er værd. Han må da vide, hvordan Peter lod ham i stikken på den ynkeligste måde. Men Jesus tænker tilsyneladende slet ikke på det, og så giver han – hvad der vel er den største form for tilgivelse – netop Peter den opgave at vogte hans får, dvs. være præst for dem, der tror på Jesus. Han Peter, fornæg­teren, det sølle, lille menneske, den bange discipel – netop ham vil Jesus betro sin opgave. Ud fra samtalen må vi vel tage for givet, at Jesus følte inderlig medlidenhed med Peter – ligesom Glass. Men han gav også Peter fri af hans fortid. Den lænke, som bandt Peter til natten til Langfredag – den løste Jesus. Vi vil ikke lade den nat og det, der skete være mellem os. For nu, Peter, har du en opgave at løse for mig!

Det er fuldkommen grundlæggende i kristendommen: At alle vi er som Peter, der fik meget tilgivet. Gud har tilgivet os – han fik vel, helt urimeligt, medlidenhed med os. Det, der binder os til fortiden, det, der gør os til skyldnere for Gud – det er vi sagt fri af. Vores svigt, vores skyld, vores utilstrækkelighed, vores dumhed, ondskab, kulde og uforsonlighed – det hele er tilgivet. For Jesu Kristi skyld.

Og derfor skulle det da bare mangle, at vi ikke ville tilgive dem, der har forbrudt sig imod os. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Sådan siger vi i Fadervor. Er det måske kun kønne ord, vi siger, når vi er i kirke. Betyder de slet ikke noget? Jo, selvfølgelig: Du som selv er tilgivet, gå hen og gør ligeså.

Det gælder i dag. Ikke i morgen, for vi ved jo ikke, om vi er her i morgen. Hvis I derfor har noget udestående med nogen – så hjem at tilgive det! Vist er ingen af os blevet overfaldet af grizzlybjørne og ladt i stikken i ødemarken. Ingen af os er blevet kidnappet og holdt fangen af brutale, afstumpede bødler, men hvis vi tænker os om, så er der nok alligevel noget. Stort eller småt. Gennemgå i tankerne kredsen af ansigter i familien, i nabolaget, i vennekredsen, i fjendekredsen. Vil I for altid være bundet af noget, som blev sagt, noget, som ikke blev sagt, noget, som blev gjort, noget, som ikke blev gjort engang for længe, længe siden. Skal I og de for altid være lænket til fortiden? Lænket i gammel fjendskab, gammelt nid, gammelt had, gammel hævntørst? Kunne det ikke være, at dagen i dag skal være dagen, hvor det gamle skal slettes ud og noget nyt opstå? Jeg siger som sagt ikke, det er nemt. Jeg tænker selv kun med besvær på gamle fjender, gammel skyld, gammelt nag, ord, som blev sagt, ord, som ikke blev sagt.

Men Jesus holder os fast: Det er som med tjeneren, som skyldte sin herre 100 millioner. Han opsøgte sin herre på kontoret og bad om henstand, og hans herre fik medynk med ham og eftergav ham hele gælden. Da tjeneren gik ud fra sin herres kontor, da fik han øje på sin medtjener, som skyldte ham en halvtredser. Og han greb ham i kraven og krævede, at han betalte pengene med det samme. Det hænger ikke sammen. Vi er tjeneren, der har fået meget eftergivet. Derfor må vi værsgo eftergive vores Næstes klatgæld. Hvorfor skal vores medtjener, vores Næste, ikke have lov at blive sat fri? Hvem har bedt os lege Gud, der straffer og afgør, hvor længe andre skal lide for det, der skete? Sikken en gudsbespottelse!

Det skal være i dag. Det skal ikke udsættes til i morgen eller i overmorgen eller en dag, hvor det helt sikkert passer bedre. Skynd jer hjem, grib telefonen, start bilen eller stig på cyklen. Vi har en opgave.

Amen