Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædikner: 1. s. i advent 2017  -  3. s. i fasten II, 2018

Prædiken til 3. s. i fasten II, 2018

Joh 8, 42-51

Salmer: 52, 207, 652, 266, 759

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jeg vil begynde denne prædiken med en bøn: Herre Jesus, lad mig sige det som det er: Med mig er det sådan, at jeg helst kun hører på mig selv. Jeg lægger helst kun øre til det, jeg gerne vil høre. Som myren flittigt bygger på sit hus, sådan bygger jeg inde i mit hoved flittigt på en verden og en virkelighed, som ikke er din, men som bare består af alt det, jeg helst vil tro og helst vil høre. Der er ligesom et filter i mit øre, som sorterer alt det fra, som jeg ikke har lyst til at høre og kun gemmer på det, der behager mig. Jeg hører helst på ros og bekræftelse. Min egen skyld og synd og død lukker jeg øret for. Og dig, kære gode Herre – dig vil jeg sidst af alle høre. Som en struds, der gemmer hovedet i busken, som Adam, der gemte sig mellem havens træer, sådan gemmer jeg mig for dig og dit ord og undlader at handle efter det. Og sådan gør jeg dig daglig til løgner, en samaritaner, besat af en dæmon

Men netop derfor beder jeg: Herre, bliv hos mig alligevel. Hold ud med mig. Bliv ikke træt, tab ikke tålmodigheden med mig, men bliv ved med at tale dit ord og din sandhed til mig, så jeg vender om, så jeg endelig hører, og hører med glæde, at du i din godhed og nåde og kærlighed langt overstråler alt det, jeg frygter og ikke vil. Amen

Måske en underlig bøn, men sådan må vore bønner nok ofte lyde i vor Herres øren: Underligt bagvendte og ulogiske. Jeg skal ikke gøre nogen stor kunst ud af min udlægning af dagens evangelium. Den er ganske enkel, og I skal få den med det samme. Jeg har sådan set allerede sagt det: Det hele ligger i, at Jesus trods al modstand, trods sine klogeste og mest belæste landsmænds hån og spot og langtude anklager om alt mulig urimeligt, dog forbliver trofast, dog stadig argumenterer sagligt, dog bliver selv hos sine værste fjender. Det er alt trøst og glæde: Min trosbekendelse er ikke, at Gud holder ud med mig på grund af min tro, min religiøsitet, min gode vilje. Min trosbekendelse er, at Gud holder ud med mig på trods af min vantro og min døvhed og min vrangvilje.

De rettroende kører på ham, Jesu egne landsmænd hører ikke, hvad han siger, selvom de taler samme sprog. Det er ikke, fordi de ikke kan høre. Det er, fordi de ikke vil høre. Fordi de er bange for eller utilpasse med, hvad de får at høre. Et sted i Apostlenes Gerninger fortæller Lukas, hvordan de gjorde på akkurat samme måde med Stefanus, den første kristne martyr. I stedet for at høre på ham, fortæller Lukas, så skreg de højt og holdt sig for ørene. For de ville ikke høre på ham. Jøderne her hos Johannes opfører sig som journalister i Deadline på DR2, hvor man jo heller ikke hører på gæsterne, men kun hører, hvad man selv på forhånd har bestemt skal være sandheden: Har vi ikke ret i, at du er en samaritaner og besat af en dæmon? Hvad skal Jesus svare til sådan noget? Skal han svare: Jo, jo, I har helt ret, jeg er en utilregnelig idiot og fantast, der tilmed er syg i hovedet? Samaria var almindelig kendt for at have fostret mange forstyrrede profeter, som udråbte dem selv til alt muligt. Det er det, der ligger bag. Jesus er fra Galilæa, ikke Samaria, men det spiller ingen rolle. Det hele handler om, at Jesus skal sættes i en eller anden bås, så man ikke behøver tage hans ord alvorligt.

Og dog bliver Jesus hos dem. Han hidser sig ikke op, bliver ikke fornærmet, bærer ikke nag. Men vigtigst af alt: Han går ikke sin vej. Han kunne vel sagtens med god grund have sagt: Jeg gider ikke snakke med jer. Jeg vil ikke være sammen med sådan nogen som jer. Jeg går i stedet til dem, der gerne vil høre på mig! Nej, han bliver og tager skænderiet med sine modstandere. Hans ord er velovervejede og klare: Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? spørger han. Hvem kan finde en synd hos ham? Det er jo det, de netop ikke kan. Det er derfor deres anklager er så langt ude. I har Djævlen til far, siger Jesus. Ikke som et skældsord, men som saglig snak. Det er djævelsk at lukke ørerne for andre, så de ikke får lov at vise, hvad der bor i dem. Det er en djævelsk fristelse hos os, når vi ikke vil lade andre komme til orde, fordi de siger noget, vi ikke kan lide at høre. Sandheden er ilde hørt, siger man, men det er dæmonisk ikke at ville høre den. Jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke, siger Jesus.

Som sagt: Det er det, der er trøsten i dag for sådan en som mig: Når vor Herre kunne holde ud med folk, som han selv anså for besat af djævlen, så holder han nok også ud med mig! Så vil han have tålmodighed med mig og tage det tunge arbejde på sig at overbevise mig, løfte mig fri af al min frygt og modvilje og låne mig lidt af hans Ånd. Det er jo nøjagtig derfor vi holder kirke og samles til gudstjeneste. For at alt vores eget må blive slået til side, og vi må se os selv som Guds tabte, men genfundne sønner og døtre. Så vi nok kan se alt det, vi ikke har lyst til at se: virkeligheden, vores egen skyld og utilstrækkelighed, vores synd og kommende død. Men at vi dog i samme nu ser den virkelighed overstrålet, gennemlyst af noget større. Til os er der givet svar: Er der en Gud? Ja, vi kender ham i Jesus Kristus. Er der tilgivelse for alt det, vi tænkte og sagde og gjorde og sikkert gør igen om en time? Ja, der er! Skal vi opstå, som han opstod? Ja, vi skal! Er der et evigt liv? Ja, der er!

Nuvel, det er nu trøsten og glæden. Den er sand og god. Men der ligger jo samtidig en skjult formaning og forventning i Jesus ord: Som han holder ud med os, sådan skal vi også holde ud med dem, vi ikke kan lide at høre på. For som sagt: Det er dæmonisk ondt ikke at ville høre på et andet menneske, at nægte at lade det udtrykke, hvad der bor i det.

Netop det er vi blevet så vant til. Vist er det en gammel sport, men det er som om den er blevet meget værre. Med islams komme til Danmark har vi f.eks. oplevet den gamle muslimske patentløsning på problemet: Alle der siger noget andet end imamerne eller det, der står i Koranen eller profetens sædvane – de skal slås ihjel. Der er en utålmodighed i islam: Anderledes troende og talende skal bare have hovedet hugget af. På den måde kan de ikke længere forstyrre det billede af virkeligheden, som Muhammeds tilhængere har dannet sig inde i deres hoveder.

Den utålmodighed med sandheden og andre mennesker har muslimerne selvfølgelig ikke patent på. Den breder sig overalt. Forleden var en minister inviteret til at komme at tale på det samfundsvidenskabelige institut på et dansk universitet. Da ministeren var blevet budt velkommen og netop skulle til at tale, rejste henved 20 unge studerende sig fra deres plads og gav sig til at råbe i noget, der ligner fem lange minutter. Meningen var, at ministeren ikke skulle komme til orde, og da de var trætte af at råbe, forlod de unge mennesker auditoriet og gik. For nu havde de afleveret deres egen mening. Hvad ministeren havde at sige – det gad de ikke høre. Det er vore kommende politikere, folketingskandidater, ministre og embedsmænd i det offentlige, der opfører sig sådan. Så vi kan jo bare vente os. Fænomenet kendes også fra England og USA, hvor det er almindeligt, at man buher og overdøver talere, som man ikke er enige med. Det foregår netop på universiteterne, hvor ånden burde være fri og argumenterne tælle.

I Sverige og Tyskland er politikere fra visse partier blevet enige om at holde folke­valgte politikere fra et andet parti ude, blot fordi de siger noget, som man ikke kan lide. Vi vil ikke høre på jer. Vi vil ikke være i stue med jer. Vi vil ikke tager jer alvorlig. Det er virkelig djævelsk. Det er ofte nok at vide, at en person hører til den og den gruppe, det og det parti, den og den forening: Så ved vi nok og behøver ikke høre på, hvad manden siger.

Det er blevet ganske banal dagligdag. Som når patienterne ikke vil høre på lægen, fordi de har siddet og googlet deres sygdom fem minutter i venteværelset og derfor ved bedre. Eller som forældrene, der ikke vil høre på lærerens klage over deres barn. Skønt de sidder pænt og civiliseret på stolen og lytter til læreren, så preller alle lærerens ord af på dem, for de ved jo på forhånd, at deres lille prinsesse aldrig gør noget forkert. Hvis noget angribeligt er sket, er det naturligvis lærerens egen skyld eller måske de andre børns skyld.

Vi søger sammen i fællesskaber, hvor vi kun hører de samme sandheder gentaget. Vi roser os af vores tolerance og frisind, når vi er sammen med vennerne, men når vennerne er gået og vi møder dem, der mener noget andet, så går vi. Eller vi bliver væk.

Kort sagt: Jesus har ærinde til os. Det er en farlig glidebane, vi er ude på. Hvis man kun hører på sig selv og sine venner, fortoner virkeligheden sig mere og mere, så man til sidst kun handler efter, hvordan man synes, verden burde være, i stedet for efter, hvordan den er. Sandheden bliver noget, jeg har i forvejen. Men værst af alt: Jeg nægter så min Næste muligheden for at komme til orde, til at vise sit væsen, vise sig som et menneske, vise sin tro, sin mening. Det forlanges jo ikke, at vi skal være enige alle sammen, men det forlanges, at vi tør bruge tid og argumenter på hinanden.

Lad mig slutte som jeg begyndte med en bøn: Trofaste Herre Jesus, du holder ud med os, og er altid villig til tålmodigt at overvinde vores frygt og vrangvilje! Lad nu din Ånd råde i vore hjerter, så også vi tålmodigt bliver hos vores stakkels Næste og tør tale sandhed med ham eller hende, og således vise dem og os selv hen på al din herlighed og det evige liv. Amen


 

Prædiken til 1. s. i fasten II, 2018

Luk 22, 24-32

Salmer: 752, 446, 336, 3, 217

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Du er dit eget livs kaptajn! Sådan har vi sagt til hinanden i mange år. Men det er godt nok den fedeste løgn. Et menneske svæver jo ikke sådan frit i luften, men er altid kaldet til lydighed og tjeneste - hvert øjeblik, vi lever hernede. Her skal det i hverdagen vise sig, om vi er tro eller om vi svigter.

Nu vi er ved kaptajner, så lad mig fortælle om to kaptajner fra det virkelige liv. Den 15. januar 2009 lettede indenrigsruteflyet US Airways 1549 fra en af New Yorks lufthavne. Om bord var 150 passagerer og fem besætningsmedlemmer. I cockpittet sad luftkaptajn Chesley Sullenberger, kaldet Sully og hans 2. pilot Jeffrey Skiles. Det var midt på dagen en helt almindelig råkold januardag. Vejret var stille, koldt, god sigtbarhed, ingen vind af betydning. Flyet gik planmæssigt på vingerne og begyndte opstigningen. Mens stewardesserne gennemgik sikkerhedsprocedurerne med passagerne, sad Sully og Skiles og nød udsigten over storbyen og den brede Hudsonflod, som løber som et sølvbånd gennem byen. Pludselig uden varsel, ramler flyet ind i et fugletræk. En flok store Canadagæs bliver suget ind af flyets turbiner. I løbet af sekunder er begge motorer sat ud. Sammenstødet med de store fugle har smadret et eller andet vigtigt i dem. Flyet er stadig i fremdrift, men kaptajn Sully må lige pludselig træffe en lynhurtig beslutning. Flyet har kun været i luften i et par minutter. Det er endnu ikke ret højt oppe, så det er begrænset hvor langt de kan nå i glideflugt nedad. Det er ikke muligt at vende tilbage. Fra kontroltårnet foreslår flyvelederen Teterborg Airport, en anden af byens lufthavne, men Sully er ikke sikker på, han kan nå den. Flyet befinder sig lige over New Yorks centrum. Hvis flyet går ned her, vil det ikke kun koste 155 mennesker livet. Byen havde fem år før oplevet, hvad der sker, når fly flyver ind i skyskraberne. Sully er en erfaren pilot, Skiles det samme. Skiles gennemgår nødprogrammet, mens Sully træffer sin beslutning: Eneste chance er at gå ned på selve Hudsonfloden. Flyvelederen protesterer, men det er Sully, der er kaptajn. Det er ham, der har ansvaret for passagererne og maskinen. Over radioen meddeler han passagererne, at han nu vil foretage en nødlanding. Alle få besked på at dukke hovederne ned bag ryglænet foran. Flyet går tæt ned over en af broerne over floden og lander i det iskolde flodvand. Det holder det sig flydende, og Sully og mandskabet går øjeblikkelig i gang med at få folk dirigeret ud på flyets vinger og ned i flyets gummiflåder. Trods panik lykkes det at få alle ud, og som den sidste vader Sully to gange gennem det stigende flodvand i midtergangen for at sikre sig, at der ikke er flere passagerer tilbage. Så forlader han som sidste mand forskriftsmæssigt flyet. Alle 155 bliver reddet, kolde og forkomne, men dog i live. Sully bliver straks udnævnt til hele nationens helt, men han fastholder hele tiden, at han jo egentlig bare gjorde sin pligt. Han og mandskabet gjorde bare, hvad de havde indøvet så mange gange. Han var jo en mand under ansvar.

Det var den ene kaptajn. Her kommer den anden: Tre år efter, om aftenen den 13. januar 2012 stod kaptajn Francesco Schettino på broen om bord på kæmpekryds­togt­skibet Costa Concodia. Om bord var 3206 passagerer og 1023 besætnings­medlemmer. Skibet var netop ved at forlade havnen i Giglio, en lille ø ud for det italienske fastland. Blandt krydstogtskaptajner er det vistnok en slags urgammel mandomsprøve at turde sejle så tæt på kysten som muligt og lige kippe med flaget. Et rygte vil vide, at Schettino gerne ville gøre indtryk dels på skibets chefsteward, dels på en vis moldovisk danserinde, som begge var til stede på broen. Hvordan det nu forholdt sig: Skibet kommer alt for tæt på et undersøisk rev, og kl. 21.54 sker det. En 50 meter lang flænge bliver revet op nederst på den ene skibsside. Vandet fosser ind og skibet begynder at krænge. Der er uenighed om, hvad der helt præcis sker: Om det er kaptajnen, der får skibet drejet bi, så det lægger sig fast på et andet skær, eller om det slet og ret er vinden, der driver skibet på grund. Resultatet er det samme. Skibet ligger på siden og alt er tiltagende kaos. Heldigvis er ulykken jo sket tæt på land, så kystvagten og redningstjenesten er hurtigt på stedet. I en sådan situation skulle kaptajnen egentlig beordre ”alle fra borde”, men ordren kommer ikke. De ansvarlige besætningsmedlemmer begynder uden kaptajnens ordre at sænke redningsbådene ned. Men først alt for sent. Klokken 22.54 er der endnu 300 passagerer om bord. Redningsfolk kæmpe nede i skibet for at få dem reddet. Men kaptajn Schettino er i mellemtiden blevet væk. Det viser sig, at han har forladt skibet. Ifølge eget udsagn var han uheldigvis snublet og faldet ned i en redningsbåd, så han meget mod sin vilje blev ført bort fra skibet. Kystvagten beordrer ham om bord igen, men Schettino kommer aldrig tilbage. 32 mennesker mister livet. Schettino bliver hængt ud som kujon, og højesteret har netop stadfæstet en dom over ham på 16 års fængsel.

Så vidt de to kaptajner. Mænd, der blev kaldt på, som stod under ansvar, og som havde en soleklar pligt at udføre for andre. Og kære alle sammen: Sådan er det med enhver af os. Vi er aldeles ikke vort eget livs kaptajn. Men hvert øjeblik vi lever hernede skal det vise sig, om vi er en Sully eller en Schettino. Om vi var tro og blev på vores post og levede op til ansvaret, eller om vi løb af pladsen og svigtede dem, vi var forpligtet på. De to kaptajners ansvar er så iøjnefaldende. Det er derfor jeg har fortalt om dem. Men vores er der lige godt. Sidder vi end ikke i et cockpit, står vi end ikke på en skibsbro, så er vi måske sygeplejersker, politifolk, brandmænd, sosu-assistenter, lærere, chauffører. Og har vi så ikke nogen af de hverv, så er vi sønner og døtre, fædre og mødre, brødre og søstre, arbejdskolleger, naboer, genboer, medrejsende. Ingen lever isoleret fra andre mennesker. Alle er altid stillet i en eller anden sam­men­hæng med andre mennesker. Vi står altid, som man sagde i gamle dage, i en stand, om det nu er håndværkerstanden, bondestanden, ægtestanden eller enkestanden. Og her må det nu vise sig, om vi er de andre tro, eller om vi er kujoner, der svigter og løber af pladsen.

Hvem er størst? Hvem er bedst? Hvem er smukkest, klogest, rigest, højest på strå? Sådan diskuterer og kævles både disciplene og vi i det uendelige. Jesus skærer igennem og siger: Sådan skal det ikke være. Dermed mener han ikke, at der ikke skal være forskel. Han er ikke kommunist eller islamist, der mener, at vi alle skal gå rundt i ens tøj, om det nu er kedeldragter eller burkaer. Men han ser tværs hen over alle forskelle og siger: Der hvor du er, i den stilling, du beklæder, om du nu er generaldirektør, minister eller tallerkenvasker er der kaldt på dig. Du har ansvar, en tjeneste at udføre for andre. En pligt. Tjenesten er ikke at gøre særligt udvalgte gode ting, men at gøre sin pligt i sin stilling, kende sit ansvar og handle og skønne frit: Hvad skylder jeg de andre her?

Sådan kalder Gud på os dèr hvor vi er. Der tages ikke hensyn til, hvad vi nu person­ligt tror eller tænker: Om vi er kristne eller ateister, muslimer eller hinduer. I og med at vi lever mellem mennesker i forskellige forhold, er vi bundet og kaldt på. Hvert øjeblik skal det vise sig, om vi er hverdagshelte eller hverdagskujoner. Gud tæller ikke kun de særlige tjenester, som at redde 155 menneskeliv. Gerningerne er der ikke forskel på. Vores gerninger tilhører ikke os selv, men Næsten: Om det så kun er at binde et snørebånd, rette på en pude, sige et lille opmuntrende ord, trække gardinerne fra, give en hånd over dørtrinet, køre et ærinde. Djævelens fristelse er den samme, uanset om det er stort eller småt - det vi gør. Som små Schettinoer fristes vi daglig til at pjække den, hitte på alle mulige syge undskyldninger for at camouflere vores ynkelige kujoneri.

Kaptajn Sully var en ganske beskeden mand. Midt i al larmen omkring hans person fastholdt han trolig, at han bare havde gjort det, som han og mandskabet havde øvet 1000 gange. Han havde bare passet sit arbejde. Det var ikke falsk beskedenhed. Jeg ved ikke, om Sully var kristen. Det tror jeg, men det er for så vidt ikke det afgørende.

Men dette er god gammel protestantisk kristentro: Vore gerninger, vore hænders værk tilhører vores Næste. Man skal gøre godt for medmenneskets skyld, ikke for Guds skyld. Gud behøver ikke vore tjenester. Det gør Næsten. Gud derimod skal have vores tro, vores håb, vores hjertes længsler.

Det er faktisk derfor vi sidder som vi lige nu sidder i en gammel kirke. Vi sidder med næsen mod alteret, mod øst, den gamle retning mod Gud, ligesom vi har døbt børnene i samme retning, og ligesom brudefolk står med ansigterne vendt samme vej. Sådan er der – over for Gud, vendt mod Gud - ingen forskel på os. Over for Gud gælder intet af alt det vi kan stille med af guld og gode gerninger og fortjenstmedaljer. Det er alt sammen intet. Over for Gud gælder alene hans gode hjerte, hans nåde og det han har sat i værk ved Jesus Kristus. Jordiske titler, hæder og ære, succes og medgang – men også foragt, svigt, elendighed og modgang – alt det har intet at sige vendt mod Gud. Alt det forgår og bliver til jord. Vendt mod Gud, over for Gud kan vi alene håbe på hans tilgivelse fra himlen.

Derfor: Når vi om lidt så vender os om og går ud af kirken, altså, når vi vender næsen den anden vej, så gælder alle jordiske, menneskelige forskelle, og i samme nu gælder alle de forskellige pligter og forhold og bånd, som binder os sammen høj og lav. Alt det, vi skylder hinanden. Ikke for at vi kan vinde en plads i himlen, ikke for at kunne varme os ved egen fortjeneste, men for de andres skyld. Alle gode love, alle fag, alle stillinger, i alle livsituationer kaldes der på os. Ingen slipper. Hvis vi lytter godt efter, så lyder det igen og igen: Kom så ud med dig. Du har en pligt at udføre for de andre – der hvor du er.

Og nu skal det så vise sig, hvert øjeblik, om vi små bolværksmatroser handler som en Sully eller som en Schettino.

Amen


 

Prædiken til 1. s. e. H3K II 2018

Mark 10, 13-16

Salmer: 775, 101, 289, 36, 759

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig.

 

Hvor er de almindelige mennesker egentlig blevet af? Helt almindelige danskere, der ikke absolut skal være en hel masse andet, end bare almindelige? Hvor er Hr. og Fru Danmark, Hr. og Fru Leverpostej, Hr. og Fru Kakkelbord, som de siger så nedsæt­tende i tv? Jeg synes ikke, der er noget galt med hverken leverpostej eller kakkelborde. Jeg savner bare helt almindelige mennesker, helt almindelige danskere, som kan nøjes med at være det, de er. Det de er blevet, om det nu er kønt eller mindre kønt. Hvor er de henne, alle de almindelige, de gennemsnitlige danskere? Jeg har tænkt på at efterlyse Hr. og fru Danmark i radioen, så de kunne sige: Vi bringer en efterlysning: Det drejer sig om Hr. og fru Almindelig, som er bortgået i nedtrykt sindstilstand. De er almindelige af bygning, de har kommune­farvet hår og sidst de blev set, forlod de deres almindelige hjem iført almindeligt tøj og kørte bort ad Lærkevej på almindelige cykler.

Jeg savner sådan, at mennesker tør være almindelige. Sådan et menneske, som ikke hele tiden kræver af mig, at jeg absolut skal acceptere eller tage stilling alle deres individuelle særheder og tilbøjeligheder. Et menneske, der tør være helt normal og gennemsnitlig. Det er sådan en lise at tale med og være sammen med sådan et menne­ske.

Alle steder vil man jo nu være ekstraordinær, særlig, unik, original. Alle søger en eller anden særlig identitet – som om det var noget man søger, ligesom man søger sig et par nye sko eller en ny frakke. Det er kommet i takt med hedenskabens genkomst i Danmark. I samme takt, som vi har forsømt at huske på vores egen baggrund i kristendommen er det dukket op. I kristendommen er et menneske noget særligt i Guds øjne. Vi er alle skabt af ham og til ham. Jesus Kristus kendte ikke til almindelige gennemsnitsmennesker. Han så hver enkelt som et under, en gåde, et mirakel. Hvert lille menneske var fuldkommen enestående og uerstattelig i hans øjne. Og netop derfor har vi hidtil kunnet være – bare almindelige. Netop derfor behøver vi ikke hoppe på tungen for andre mennesker hele tiden. Det er vi med kristendommen så herligt fritaget fra. Over for andre kan vi nøjes med at være helt almindelige, private, normale, gennemsnitlige og – ja, kald det bare leverpostej­farvede, kedelige eller grå.

Men nu skal man ligesom hele tiden bevise sig selv som et enestående, unikt væsen over for andre. Det er blevet så frygtelig anstrengt. Nu da man ikke tror, at Gud er der til at regne en for noget særlig, så skal alle andre med vold og magt regne en for noget særligt – også selvom man gør nøjagtig det samme som alle andre. Man står ikke længere blot over for et medmenneske, en dansker, en almindelig borger her i landet. Nej, man står over for en homoseksuel, en transperson, en afroamerikaner, en inuit, en aboriginal, en allergiker, en ADHD-patient, en veganer, en efterkommer efter slaver fra kolonitiden, en asa-troende, en ludoman, en et-eller-andet. Og hver gang skal man nøje vogte sig for at sige noget forkert. Hver gang skal man komme med en bekendelse. Inden man siger noget overhovedet skal man messe: Jeg accepterer homosek­suel­le, jeg vil ikke diskriminere veganere og allergikere i hele verden, jeg føler med efterkommerne af slaverne på De Dansk-Vestindiske Øer, og inuitterne på Grønland. Det er sygt. Alle mulige identiteter stilles op som barrikader eller palisader eller skyttegrave imellem om. Det er individualismen, der er gået fuldkommen amok, så den splitter os i atomer.

Man inviterer til middag. Man vil så gerne se sine venner samlet om et bord. Det veldækkede bord er jo frem for noget et symbol på sammenhold, fællesskab. Når Jesus valgte at gøre et måltid til et særligt tegn for sine tilhængere, var det ikke tilfældigt. Han ville på den tydeligst tænkelige måde vise dem, at de var fælles om alt. Nuvel, gæsterne er inviteret, bordplanen lagt – men så indløber særkravene: Karen er altså vegetar og Poul er veganer. Louise er laktose-allergiker og Hanne har gluten-allergi. Ali spiser ikke svinekød af religiøse årsager, Lars spiser ikke fisk, fordi han fik et fiskeben i halsen som barn. Janus har ADHD og skal helst sidde ved et bord for sig selv, og så er der Christine, som ikke drikker alkohol og Susanne, der er på kur og Svend, der skal have maden blendet, så han kan tygge den.

Forstå mig ret. Det er ikke for at bagatellisere allergier eller sygdomme. Det er både tungt og træls at døje med. Undskyld, hvis I sad og fik det indtryk. Jeg vil bare vise med et letfatteligt billede, at på en eller anden måde er alt det, der skiller os, kommet til at fylde meget mere imellem os. Og intet sted er det så tydeligt som ved bordet. Det kan være forbundet med mange gener at tilhøre et mindretal, at have visse handicaps eller diagnoser – men hvorfor er det kommet til at fylde så meget? Og hvorfor skal folk hele tiden accepteres for deres særheder, deres sygdomme, deres hudfarve, deres seksuelle tilbøjelighed? Hvorfor skal det altid frem og skille os? Hvorfor kan vi ikke blot være hinandens medmennesker, hinandens Næste?

De vestlige samfund er ved at gå op i sømmene af al den individualisme. Individualisme ender på –isme. Og alle ord med den endelse betyder, at noget er for meget. Idealisme er for meget ide og for lidt virkelighed, marxisme er for meget Marx, feminisme er for meget kvinde, og individualisme er for meget individ, for meget den enkelte over for alle de andre. Individualismen kan måske nok siges at være et barn af kristendommen. De gamle profeter og salmedigterne fra Biblen var de første i verdenshistorien, som understregede det enkelte menneskes selvstændig­hed. Men nu er barnet vokset op er blevet stor og overvægtigt. Samfundet sprækker og slår revner – simpelthen fordi vi har fået os stillet op i 1000 forskellige lejre, hvorfra vi står og råber ad hinanden. Vi er i fuld galop på vej mod samfundets opløsning, fordi vi ikke længere vil være almindelige.

Kirken er omtrent det sidste sted, hvor det er ok at være almindelig. Den er ligefrem ”den hellige, almindelige kirke”, hvilket betyder, at den er for alle uden skæven til baggrund, hudfarve, seksualitet, politisk ståsted – eller hvad man nu kan hitte på af forskelle. Og denne almindelighed, denne ”for-alle-hed”, kommer ikke mindst fra en lille beretning som den fra Markus-evangeliet om Jesus, der tager imod kvinderne og deres børn. Disciplene vil lukke dem ude – de er jo kvinder! Og alle de unger – hvorfor skal de have dem rendende? De er jo – unger! Disciplene vil opstille barrikader og sætte skel, men Jesus bliver vred og trodser dem. Vi kan vel knapt høre det nu, men i datiden var det højst provokerende. En jødiske læremester og skriftklog kunne ikke bruge tid på kvinder og børn. Jo, han kunne rådgive dem enkeltvis, men hele det kyller af unger – det var uværdigt.

Vi skal lige blive lidt ved det, Jesu siger. Desværre har oversætterne snorksovet i timen, da de skulle oversætte Jesu ord til dansk. I den autoriserede danske oversættelse fra 1992 står der, som jeg læste før: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Det sagde Jesus garanteret ikke, og hvis han havde gjort det, så ville han jo netop have sat skel. For så havde han jo sagt, at Guds rige kun er for børn. Det er derfra vi har alt det sludder som siges om at blive som børn på ny. Det er overhovedet ikke det, Jesus taler om. Han siger: ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige hører sådanne til”. Undskyld, hvis det lyder som ordkløveri, men det er en vigtig forskel. Hvis Jesus siger: ”Guds rige er deres”, så er det det samme som at sige, at kristendom kun er for børn. Hvis han derimod siger: ”Guds rige hører sådanne til”, så betyder det, at Guds rige hører dem til, der tager imod det på samme måde som et lille barn. Hvordan tager et lille barn imod Guds rige? På samme måde som det tager imod, når far og mor beslutter sig for, at nu skal det have en ren ble på, nu skal det sove, nu skal det have bananmos i stedet for havrevælling. Den slags må barnet bare tage imod. For sådan bliver det. Barnet kan ikke henvise til alle mulige særligheder og fortjenester. Det har ikke krav på noget i kraft af race, køn, etnicitet, religion, seksualitet eller noget. Det må tage, hvad det får givet. Guds rige tager man imod på samme måde – ved at tage imod det og lade det være noget, som Gud har bestemt for os – fraset alle forskelle og særheder, uden alle selvvalgte barrierer.

Jeg er døbt – derfor kan jeg være – bare almindelig! Det er ganske forfærdeligt, at vi har lært vores børn og unge, at de skal gøre sig særlige. Det er jo det, vi har gjort. De har set, at man opnår fordele ved at råbe op om sine særheder. De har set et hav af tv-shows og børneshows, X-faktor og MGP, hvor børn og unge gør sig til for at vinde. Og hvad så, hvis de sidder der og kommer til, at de vist egentlig slet ikke er noget særligt, at de bare er dette forfærdelige, som er det værste man kan være i Danmark: Helt almindelig, gennemsnitlig, normal. Det er et grusomt åg at lægge på ethvert menneskes skuldre at tvinge det til at skulle være noget særligt. Hvordan er jeg noget særligt? Lad mig se, jeg må være noget eller gøre noget eller sige noget, som vækker opmærksomhed, så alle andre opdager mig som noget særligt.

Evangeliet i dag er: Alt det er vi fritaget fra. Helt og aldeles. Gud kender os, han skabte os og satte os her med en ganske bestemt opgave. Som ikke er den, at vi skal finde hver vores særhed og bygge os op på den. Men den at stole på, at Gud kender os og har tal på vore hovedhår. Inklusive alt det, vi skammer os ved og skylder og tabte og ødelagde og helst holder hemmeligt for alle andre. Det er alt sammen kendt og slettet ud ved Jesu Kristi liv, død og opstandelse. I dag. Og netop derfor har vi lov til at lade alle de falske bekymringer være, og være helt almindelige, kedelige, gennemsnitlige danskere. For os ligger ikke, at arbejde med os selv som et projekt. For os ligger det at se bort fra os selv, så vi kan se de andre.

Amen


 

Prædiken til Søndag septuagesima II, 2018

Matt 25,14-30

Salmer: 736, 7, 294, 356, 728

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Budskabet i dag – som hver søndag - er, at Gud vil være Gud for os på trods af at vi er sådan nogle uforbederlige selvoptagede klaphatte som vi er. Min opgave som sognepræst er at fortælle jer og alle, at Gud har påtaget sig den utaknemmelige opgave det er at være Gud for tvivlere og småfuskere og glemsomme spottere som os. Gud er som en rigmand, der betror sin formue til sine dårligste ansatte i forventning om, at de vil vise sig bedre end de er. Når vi hver især forvirret går og tror, at vi skal være alt muligt, som vi selv har fundet på: Rige, kendte, berømte, beundrede, bedst som vi tror, at vi skal alt muligt vigtigt: rejse, gøre karriere, se det og det, nå det og det, købe det og det, så afbryder han myndigt og tålmodigt vores tanker og siger: Nej, alt det skal I overhovedet ikke. Det er alt sammen noget, I selv har fundet på. Jeg, jeres Gud, forventer kun eet: I skal være tro! Elske og ære, tjene og være tro i det små – her ret ud for næsen.

Se, det budskab skal vi give videre til andre, dele med andre: Hør her, skal vi sige: Gud regner os for værd at give en opgave. Han forventer i sin godhed, at vi er meget mere, end vi er. Ingen er så ringe, så sølle, så elendig, så fej, så slap, så syg, at Gud ikke vil holde ham fast i den klippefaste tro, at han mere, end han selv tror.

Dette budskab har vi altså til deling. Til at dele med hinanden. Til at glæde os over sammen. Ikke til at gå og gem­me på som en eller anden personlig hemmelighed. Vi har med andre ord fået et glædeligt budskab betroet – til at give videre, sætte i spil mellem andre. Det er det, lignelsen om de betroede talenter handler om. Den kan også udlægges på andre måder, men det kan vi skændes om en anden gang.

Mattæus, som har nedskrevet lignelsen, forstod den selv som det, man kalder en allegori. En allegori er en historie, der så at sige skal oversættes led for led. Allegorier brugte man meget i undervisning, fordi de på en smart måde kunne gøre ting tydelige, som ellers ikke var tydelige. Lignelsen om de betroede talenter handler på overfladen om en rig mand, der udbetaler penge til sine tjenere for at de skal forvalte dem på rette måde. Men nedenunder handler den om Gud, der giver sine mennesker noget, som de skal sætte i spil. Man skal på den måde oversætte det hele: Manden, der drager udenlands er Gud. Tjenerne er os, talenterne er evangeliet, det glædelige budskab. Det er ikke helt sikkert, at Jesus brugte historien lige nøjagtig sådan, men skidt med det.

Det budskab, som vi har fået, skal altså i spil. Det skal deles. På samme måde som penge. En talent er en sum penge, det har ikke noget med vore evner at gøre. En talent var en vægtenhed for guld, altså penge, og det karakteristiske ved penge er jo, at de skal ud at arbejde. Kun sådan bliver de til nytte ikke bare for en selv, men for alle. Hvis man arver en million og sætter den i banken, er man idiot, for med de renter bankerne giver for tiden, har inflationen snart ædt det hele op. Og pengene som ellers kunne være investeret i forretninger, der kunne være til nytte for andre – de blive nu til ingenting. Penge er intet værd, hvis ikke de bruges. Hvis de bruges, kan de give arbejde og brød på bordet for andre også. Det er svært at forstå, hvorfor det er sådan, men sådan er det!

De to første tjenere har forstået det. De modtager deres penge fra deres herre, og så skynder de sig hen og investerer dem. I dag ville de vel være gået på børsen at købe aktier. Det er der risiko ved. Man kan tabe alle pengene, hvis kursen falder, men de to gode tjenere vover det, og på den måde kan pengene nu yngle og blive til flere og skabe vækst og nye arbejdspladser for andre. Den sidste tjener derimod er en idiot. Der er ingen grund til at have medlidenhed med ham. Lige som man heller aldrig skal have medlidenhed med heksene og troldende i eventyrerne. Dum som han er, graver han sin herres penge ned og sætter sig til at vente. Han tror, at nu er pengene i sikkerhed, og så kan han betale aftalte penge tilbage, når hans strenge herre kommer hjem. Han tænker ikke på, at pengene ligger i jorden og bliver mindre værd. Han skænker det ikke en tanke, at pengene nu ikke medvirker til øget investering og vækst til gavn for alle. Derfor bliver hans herre med god grund vred på ham. For han og alle andre lider jo tab på grund af det fjols.

Se, det er historien på overfladen. Og det kan vi nu oversætte til noget andet, nemlig evangeliet, det budskab, jeg talte om i begyndelsen, budskabet om Guds uforklarlige trofasthed og forventning til os. Den rige mand, der drager udenlands er Gud, tjenerne er os, og talenterne er budskabet, der ligesom penge skal deles, bruges, leves på, investeres til glæde for alle. De to første tjenere har turdet leve på det budskab, de har hørt. Og de har tilmed turdet give det videre til andre. Den sidste tjener har holdt det for sig selv som sin dybt personlige åndelige hemmelighed, som han har fået frem for alle andre. Det er her, det begynder at snerpe. Enhver kan jo selv tænke efter: Hvem ligner vi i grunden mest? De to første eller ham fjolset til sidst. Det handler om at turde stå ved, leve på og videregive det, man har hørt i kirken, så andre også kan få glæde af budskabet. Jeg er bange for, at vi herhjemme i skræmmende grad er kommet til at ligne ham den sidste tjener.

For det første har vi vænnet os til at tale om kristendom, som om det hele afhænger af en eller anden tro dybt inde i os. Troen er noget lige så personligt som ens underbukser eller medicinforbrug. Det kommer ikke andre ved. Jeg har min tro, siger folk – og så er det ikke meningen, at man skal sige mere. Det, som man har hørt, er blevet til hemmelig viden, som ikke er til glæde for nogen, næppe nok én selv. Det svarer lidt til en videnskabsmand, der går rundt og har fundet en hidtil ukendt plante i Amazonas-junglen, som ingen andre har opdaget. Planten kan med sin olie på mirakuløs vis helbrede kræft. Men i stedet for at råbe det ud til alverden, at her er en plante, som kan helbrede en farlig sygdom, så gemmer idioten sin viden, fordi han pønser på engang at skrive en lærd artikel i et tidsskrift, så han kan blive berømt og måske få planten opkaldt efter sig. Hvad skal man med et godt budskab, som ikke deles med andre? Hvis man hører noget, som man selv er blevet glad ved at høre – så kan man da ikke holde det tilbage. Sådan er det jo, når vi har bestået en eller anden eksamen eller vundet en stor gevinst eller mødt en, som vi er blevet forelsket i: Den slags kan vi ikke skjule – det skal bar ud. Andre skal dele glæden med os. Alt andet er kunstigt.

Det er da det, vi skal turde glæde os over og lade andre glæde sig over. Tænk engang: Vi skal slet ikke nødvendigvis være berømte og rige og skabe karriere og stresse rundt for at nå alt muligt, som vi selv har opdigtet. Alt det er vi fritaget for. Gud kræver kun, at vi skal være tro i det små – her lige frem for næsen skal vi være tro og forundres over, at Gud regner os for så uendelig meget mere, end vi selv kan forestille os i vores vildeste drøm. Det er da noget at komme med til alle. Jeg mener ikke, man skal have særlige anlæg for at forstå det. Kun måske når vi ligger dumme og dvaske hjemme i sofakrogen og tror, vi kan klare alting: fortælle landstræneren, hvordan håndboldholdet skal spille og fortælle statsministeren, hvordan han skal være statsministeren – kun da er evangeliet måske ligegyldigt. Men det er ikke evangeliets skyld, det er vores egen.

Så får man altid den her slynget i hovedet: Ja, det er jo noget subjektivt, det du kommer med, præst! Der er jo din tro, og det, der er sandt og godt for dig, er jo ikke nødvendigvis sandt og godt for mig! Sådan har vi lært at tale på den måde kan vi lynhurtigt punktere alting og få alting til at falde dødt til jorden. Men hvis det er sandt, så kan verden overhovedet ikke hænge sammen, for så er alle mennesker som sandkorn i en bunke, der intet har at dele med hinanden, andet end mængden.

Man skal ikke tage sig af den slags pølsesnak. I stedet skal man begynde med sig selv, for glæder det mig, kan det vel også glæde andre. Man kan jo begynde med at sige til sig selv: Gud vil altså tålmodigt vedblive at være min Gud. Lige meget hvad jeg kommer med af forhindringer og vanskeligheder, lige meget hvad jeg kan diske op med af tvivl og manglende tro og alle mulige fejl og mangler, så skærer han igennem og siger: Jeg gider slet ikke høre på dit vrøvl: Jeg gentager for dig, hvad jeg ved Jesus Kristus har sagt dig så mange gange før: Jeg er din Gud og jeg forventer tålmodigt, at du vil vise dig større end du er, og er tro dèr, hvor du nu har din gang. Det er alt, hvad du skal – og alt det andet, du tror, du skal – det skal du ikke. Du skal elske og ære og være tro, glemme dig selv og hjælpe, opmuntre og gavne din Næste.

Sådan begyndt kunne det jo godt være, at budskabet kunne ramme andre og gøre også deres hjerter glade. Ja, det kunne jo oven i købet være sådan, at det kunne være til gavn og glæde for et helt samfund, en hel verden. Præcis sådan er det med evangeliet, det glædelige budskab, som vor Herre Jesus Kristus kom med, og selv var i handling.

Se, det er det, man kalder mission. Mission betyder udsendelse – at vi er udsendt til hinanden med glæden. Og ve da den uduelige tjener, der vil holde den glæde for sig selv som en personlig hemmelighed, eller som af frygt eller dovenskab ikke gider give den videre. Er han biskop eller provst eller præst eller kirkegænger eller kulturkristen – ud i mørket udenfor med ham!

Amen 


 

Prædiken til S. Seksagesima II, 2018

Mark 4, 26-32

Salmer: 15, 31, 557, 328, 769

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det gode ved at være sognepræst er, at jeg har som mit arbejde at skulle tale om noget, som er dybt vedkommende og relevant for alle mennesker. Jeg er glad for, at jeg ikke står i en butik og skal overbevise folk om, at de har brug for en eller anden dims, som de sagtens kan undvære. Jeg sidder Gud ske lov heller ikke ved en telefon og skal ringe til folk ved spisetid for at sælge et eller andet, de i grunden kan leve udmærket uden. Jeg ligefrem skal tale om noget, der vedrører alle. Hvis jeg ikke gør det, så passer jeg ikke mit arbejde ordentligt. Jeg skal tale om Gud, og Gud vedkommer da alle. Det mener jeg helt bestemt. Han er altid aktuel, altid relevant, altid vedkommende. Han er jo Gud.

Jeg ved godt, at der er dem, der siger, de ikke tror på Gud. Men det kan jeg ikke se, gør nogen forskel. Gud er Gud, hvad enten vi tror på ham eller ej. Man slipper ikke for ham, blot fordi man siger, man ikke tror. Vi har alle vores sag for med Gud, og han har sin sag for med os.

Lad mig bruge et billede. Jesus brugte ofte billeder, som nu billedet af bonden, der sover, mens kornet vokser på marken, eller sennepsfrøet, der er så bittelille, når det sås, men som vokser op og bliver en stor buskagtig plante. Jeg tror, Gud gør ligesom en dygtig lystfisker. Når han har fået fisken på krogen, så trækker han den somme tider ikke ind straks. Han giver tværtimod fisken alt den snor, den vil have. Og fisken svømmer ud i søen, langt fra land. Måske den tænker: Ha, det var slet ingenting. Der er slet ingen fisker. Det gør kun lidt ondt i ganen. Men jeg er fri som fuglen, og ingen, ingen bestemmer over mig. Sådan tænker fisken måske – lige indtil fiskeren pludselig strammer linen og begynder at trække fisken i land. Gud har krog i os alle. Det tror jeg helt bestemt. Men han lader os ofte svømme langt, lader os også roligt bilde os ind, at Gud slet ikke er eller at vi er vore egne små herrer. En dag trækker han i linen. Og så er alting anderledes. Så kan vi nok så meget sige, at vi ikke tror. Gud gør som han vil. Det er egentlig det, alle læsningerne til i dag handler om. De er måske ikke lige lette at forstå, men de handler alle sammen om, at Gud gør som han vil og han skal ikke stå til regnskab for nogen. Han skal ikke vente på at få lov af os til at være Gud. Han er det, og han har sine veje og sine grunde, som vi ikke fatter en bjælde af.  

Det kan måske lyde så negativt, billedet af Gud som en fisker, der har krog i os, men når Gud trækker i krogen en dag, så er det ikke ondt, men godt. For han vil jo altid kun trække os til sig, dvs. til virkeligheden, bort fra alle vores kunstige forestillinger og virkelighedsfjerne drømmerier. Det er som regel kun godt, når vi får vores forestillinger slået i stykker, for så kan vi pludselig se virkeligheden som den er.

Jeg har flere gange snakket med folk, der har f.eks. har været ude for noget dybt ulykkeligt. Måske har de mistet et barn, måske deres ægtefælle i en trafikulykke. Nogle af dem har sagt til mig: Jeg mistede troen, da det skete! Jeg kunne ikke længere tro på Gud, når sådan noget kunne ske. Til de mennesker har altid talt varsomt og længe. Jeg har jo ikke villet såre dem eller støde dem. Men pointen i det, jeg har sagt, har altid været: Tillykke, nu er du endelig kommet af med dine forestillinger om Gud. For det er kun dem, du har mistet. Ikke Gud. Det er kun dine ideer om ham, dine gamle fastgroede billeder af ham, der er røget sig en tur. Alt for længe har du været fanget i dem. Nu er du fri og kan for alvor spørge: Hvem er han da? Og hvad vil han?

Det er næsten altid vores forestillinger, der snyder os. Vi kan slet ikke tænke uden at gøre os forestillinger, men de har det med at stivne ligesom cement, og når de først er størknet, så er de ærlig talt mest til besvær. Det gælder ikke kun i forholdet til Gud. Jeg vil tro, at alle, der er gift eller lever i forhold kender det. Det sker, selv blandt to, som elsker hinanden, at man – måske fordi man ikke har fået snakket sammen længe – begynder at tage den anden for givet. Man tror, man ved alt om den anden. Ja, ja, tænker konen: Jeg kender ham! Ja, ja, tænker manden: Jeg kender hende! Men det er løgn. Der er derimod sket det, at de har gået der og glemt hinanden, fordi de ikke har fået talt ordentligt sammen. Og nu forholder sig ikke længere til hinanden, men kun til deres egne forestillinger om hinanden. Det er tosset, og det er farligt for alle forhold, og al krisehjælp til par, der er ved at gå fra hinanden, består i at få dem til at tale sammen igen, så de opdager, at bag ved alle forestillingerne – der er den anden stadig, ham, hun elsker, hende, han savner.

De stivnede forestillinger om Gud skal vi have slået i stykker. Hurtigst muligt, for de er næsten altid falske. Jeg tror helt bestemt, at alle mennesker dybt nede savner og sukker efter Gud. Jeg tror, vi dybest i hjertet har ligesom en lille gps, der søger – ikke efter satellitforbindelser eller ”ny rute”, men efter Gud. Alle mennesker har den, tror jeg. Der er ikke forskel på religiøse eller ikke-religiøse. Det er ikke raketvidenskab. Når flyet styrter mod jorden, findes der ingen ateister, siger man. Alle råber da på Gud, alle forestillingerne er da slået i tusind stykker, og så åbner man sit hjerte for virkelighedens Gud. Det er ikke Gud, vi ikke tror på – det er vores falske forestillinger, vi ikke selv tror på. Når folk siger, de ikke kan tro på en Gud, der sidder på en hvid sky, så kan jeg som regel berolige dem med, at det kan jeg skam heller ikke. Det er forestillingerne der stivet og nu spiller os et pus. Problemet er at Gud af en eller anden grund har givet os lang snor, og så længe kan vi bilde os så frygtelig meget ind: At der ingen Gud er, at vi bare er dyr, at vi genfødes i andre liv, at vi ikke står til regnskab for nogen – alt muligt, som vi selv har fundet på og som med tiden er størknet og er blevet dødt og hårdt som cement.

Jeg ved f.eks., at rigtig mange – det er tit store stærke, voksne mænd, er på vild flugt fra det, de tror, er Gud. De bliver dårlige, bare nogen nævner Jesus Kristus ved navn eller fortæller om kristendom. De får trækninger og tics, blot de skal ind i en kirke. De kigger altid efter den nærmeste udgang, når de er der, og det er tosset, for de er jo i virkeligheden bare på flugt fra deres egne falske forestillinger: om Gud, om livet og døden, om alt muligt, som de har fået støbt op i deres hoveder.

Det er det, jeg mener, når jeg siger, at Gud da altid er relevant og vedkommende og aktuel. Vi har alle vores sag for med ham – også selvom vi bilder os alt mulig andet ind. Gud har krog i os og en eller anden dag trækker han os tilbage til virkeligheden og til sig, og da falder alle vore falske, dumme, stive forestillinger til jorden og bliver til ingenting.

Jeg går faktisk selv i kirke for at få rusket op i mine forestillinger. Jeg vil selv rigtig gerne have, hvis præsten vil være så venlig at slå mine faste forestillinger i stykker, så jeg pludselig kan mærke Gud trække i krogen. Jeg går ikke i kirke for at høre søde ord, men for at blive vendt om, rusket på plads, kaldt på, rettet op og sat ned i virkeligheden. Jeg er nemlig ikke et hak bedre end alle andre. En-to-tre har jeg fået Gud anbragt på en eller anden sky langt væk. En-to-tre har jeg fået bikset alt mulig sammen om, at jeg jo ikke har med Gud at gøre, fordi jeg ikke kan mærke noget til troen i mit hjerte. En-to-tre er det hele stivnet for mig i lutter gamle, døde forestillinger. Så ønsker jeg ikke andet, end at høre om Jesus Kristus. Høre alt det skarpe, han sagde: At vi står til ansvar, at vi der ventes alt det største af os, at livet er Guds gave og opgave.

I kirken får vi vores forestillinger slået i stykker. Som sagt: det er bl.a. derfor man skal gå i kirke. Gud kender vi i et bestemt virkeligt historisk menneske, Jesus Kristus. Han der talte lige ind til længslen i folks hjerte, vækkede håb og glæde og tro i dem – lige indtil ordene blev kvalt under deres egne stive forestillinger, og de vendte sig imod ham, foragtede ham, spyttede på ham og korsfæstede ham. Men han blev ved sit, blev ved med at tro på dem, blev ved med at tilgive dem og håbe på, at han kunne bryde cementen om deres hjerter og hjerner op.

Så lad os nu smide alt det væk, vi har gået og forestillet os om kirke, kristendom, tro og Gud. Det er dødt og stivnet og har ikke noget med virkeligheden at gøre. Vores fore­stil­lingers gud er ikke Gud. De er bare fore­stillinger, gamle hjemmebryggede ideer.

Af de ting, der blev læst i dag hører jeg, at Gud gør som han vil. Han skal ikke stå til regnskab for os og vores forstand. Han er ikke en lille skoledreng, der skal forklare sig over for os. Han gør som han vil – uanset, hvad vi siger og tror. Og hvis han, den Almægtige nu har valgt at tage al synd og skyld og skam bort fra os, som Jesus gjorde; hvis han har valgt trofast at forblive Gud for forvirrede tvivlere, på trods af hvad vi synes, vi kan tro – så gør han det! Og han har gjort det. Allerede i dag. For om vi nu regner os for troende eller ikke troende, religiøse eller ikke-religiøse – det tager han ikke så tungt. Han har jo krog i os alle.

Amen


 

Prædiken til Nytårsdag II, 2017

Matt 6, 5-15

Salmer: 712, 102, 105, 791, 108

Lad tidens hjul omdrive,
lad veksle dag og nat,
men lad, o Gud, os blive
fast på dit hjerte sat!
I Jesu Kristi navn
lad året til os bære
alt, hvad dit navn kan ære
og tjene til vor gavn!

 

Det er godt og rigtigt at begynde det nye år med at bede Fadervor. Lytte til Jesu simple belæring og sige: Kære himmelske Fader, led os ikke ind i fristelse i det nye år, men fri os igen fra det onde! Kan man tænke sig nogen bedre måde at gå ind i et nyt og ukendt år? Ham der kan alt, kalder vi fortroligt ”vor Far”, og så vi beder ham om ikke at lade den Onde friste os, men fri os fra ham og alt hans væsen. Så kan det nye år bare komme an.

Lad mig benytte denne første morgen i det nye år til at sige lidt om dette med fristelsen og Djævlen. Djævlen frister, dvs. han vil have os til at gøre det, vi godt ved, er forkert. Det er jo det, fristelse betyder. Alt hvad der ser godt og flot ud, alt hvad der virker sødt og herligt, men som har de uhyggeligste og sørgeligste følger – det er Djævlens område. Han er altid kun ude på eet: At skille os fra Gud, at skille os fra hinanden, at få et lille menneske til at sidde alene og fortvivlet til døden.

Jeg er helt ligeglad med, at folk forsøger sig med at sige, at Djævlen slet ikke findes. Hans værk ser vi hver dag overalt. Vi kan da slet ikke undgå at se al den fortvivlelse, angst, gudsforladthed og splittelse, som er imellem os. Kirken er det eneste sted, hvor ondet får sit rette navn. Det er ikke miljøet eller samfundet. Det er ikke mennesket. Mennesket er ikke skabt ondt, men det er svagt og falder hele tiden for Fandens fristelse.

Jesus lærte os Fadervor for at vi kunne have noget at stå imod med. For ham er fristelse noget ganske dagligdags, noget der møder os hundrede gange, tusind gange hver dag: Derhjemme i køkkenet, på arbejde, i fritiden, til fest. Og derfor er på samme måde også bøn for Jesus noget ganske dagligdags, noget som vi skal gribe til hundrede gange, tusind gange – omtrent ligeså dagligdags som når vi tager en varm trøje på mod kulden. Det er lidt ligesom den kamp, som foregår i vores krop: De hvide blodlegemer, kroppens antiterrorkorps, kæmper imod indtrængende virus og bakterier. Fristelsen fra helvede er som virus, der skal bekæmpes, før de får magt. Djævlens fristelsesvirus er ganske simple ting i virkeligheden. Det er derfor vi ikke opdager det.

Tag nu bare en lille dagligdags fristelse som den ikke at ville bede om hjælp og ikke at ville tage imod hjælp, hverken fra Gud i bønnen eller fra andre mennesker. Det er en fristelse, og den kommer lige fra Helvede af. Jeg har lagt mærke til, at folk altid sørger for at stå næsten demonstrativt i vejkanten med mobilen for øret, når bilen er punkteret eller gået i stå. De bliver nærmest forskrækkede, hvis nogen standser og spørger, om de skal hjælpe: Nej, tak, vi klarer os, siger de, næsten med panik i stemmen. Vi klarer os selv. Vi har ikke brug for nogen. Tænk, så perverst at være bange for, at andre skal hjælpe! For mange – især unge – er det grænseover­skri­den­de blot at ringe til andre mennesker eller at gå hen at banke på og bede om hjælp. De vil hellere sms’e eller maile til anonyme offentlige myndigheder. Al vores teknik er smart og god, men Djævlen bruger den til at isolere os fra hinanden og bilde os ind, at vi er vore egne herrer, der ikke behøver hjælp fra hverken Gud eller menne­sker, fordi vi har vores mobil.

En simpel lille ting, som vi falder i med dagligt, selvom det er både dumt og farligt for os. Vi klager som aldrig før over overbebyrdelse, stress, depression, manglende lyst, manglende tid. Mange, mange ting kunne vi gøre lettere for os selv, hvis vi bare engang imellem turde og sige de to små ord: Hjælp mig! Men alt mulig forhindrer det: personlig stolthed og forfængelighed f.eks. Eller al mulig indbildt skræk for, hvad naboen mon kan finde på at sige og tænke. Derfor bider vi hellere tænderne sammen, lukker døren, tager en pille mere og klarer det hele selv. Der findes mennesker, der er blevet så gode til ikke at tage imod hjælp, at de er blevet rent ud utålelige at være sammen med. De er så hensynsfulde og opofrende over for andre, alt vil de gøre for andre, men man mærker Fandens dårlige ånde, når de selv bestemt nægter nogensinde at modtage så meget som et glas koldt vand fra andre. Skønt andre så gerne vil have en lejlighed til at gøre gengæld.

Over for fristelsen til ikke at modtage hjælp skulle et simpelt lille Fadervor nemt kunne minde os om, at vi ikke er små guder, der kan alt, men at vi i allerhøjeste grad har brug for hans hjælp. Med det samme vi beder Fadervor, falder alting på plads helt naturligt. Læg mærke til, at selvom man så beder Fadervor helt alene, siger man alligevel: Led os ikke i fristelse. Altså ”os” i flertal. Bønnen sætter det hele på plads: Over os er Gud den Almægtige, som vi med Jesus kalder ”vor Far”, og her over for ham er vi mennesker sammen på lige fod. I bønnen siger vi altså: Gud, vi mennesker står hjælpeløse over for fristelsen. Hjælp os! Fri os fra den Onde! Med bønnen bliver vi med andre ord til små mennesker, i stedet for små umenneskelige guder.

Måske er det Djævlen, der står bag, når vi netop her i december i pressen hørte, at man i Sverige og i Vatikanet i Italien er begyndt at pille ved Fadervor. Jesus tog fejl, mener man vist. I Sverige er det ikke så godt at kalde Gud for Far. Det er diskriminerende, at Gud skal være en mand. Og der er jo mennesker, der kun kender en voldelig far derhjemme, eller som slet ikke har en far, men er vokset op med to mødre. Derfor bøvler de i Sverige med at finde en alternativ indledning til Fadervor. Det er det rene pjank. Ingen kristne har da nogensinde regnet med, at Gud er et mandligt væsen med mandligt kønshormon i blodet. Gud er Gud. Evig, almægtig, ufattelig. Jesus har blot lært os at kalde ham ”fader”, og fra gammel tid siger vi ”ham” om ham. Den slags er rent bavl og medvirker kun til at bilde os ind, at vi ikke kan bede Fadervor.

Paven i Rom mener heller ikke, at Jesus var helt heldig med sin bøn. Han er ked af, at vi beder Gud: ”Led os ikke i fristelse”. Han vil hellere, at vi beder: ”Lad os ikke gå ind i fristelse”. For, siger paven: ”Gud kan ikke lede nogen i fristelse”. Gud er jo rar og flink. Det lyder rigtigt, men er det ikke. Paven har ikke opdaget, at han i virkeligheden gør Gud mindre på den måde. Gud frister ingen, det er rigtigt. Det er Fanden, der frister, men det er lidt underligt, at paven skal fortælle Gud, hvad han kan og ikke kan. Gud kan faktisk godt lede i fristelse, ligesom han ledte Jesus ud i ørkenen for at møde fristeren. Gud har nemlig, tror jeg, en mærkelig og helt urimelig stor tiltro til os: Han vil ikke, at vi skal slippe helt for fristelse. Han vil ikke, at vi skal leve helt uden farer. Men han vil, at vi skal overvinde fristelse, og trodse faren – med ”et Fadervor i pagt”, altså med den Almægtiges hjælp. Han vil med andre ord øve os, styrke os. Det skal dog ikke forhindre os i – efter Jesu’ opskrift at bede Gud om at lade os slippe for Djævlen og alt hans væsen. Det er i virkeligheden helt det samme, vi siger, når vi siger: Ske din vilje! Det betyder jo: Kære himmelske Fader, vi vil gerne, at du gør som vi vil, men du ved nu bedst, så gør du, som du vil! Hele evangeliet er en historie, der skal ruste os og styrke os til at stå imod. Det er jo fortællingen om ham, der kom og kæmpede med fristeren – og overvandt ham. Jesus er selv den, der overvinder alle Fristerens tricks og numre. Han lader sig ikke lokke til at hade eller foragte sine landsmænd. Han lader sig ikke lokke til at bruge vold og magt. Han lader sig ikke lokke til at opgive sin Gud. Han står imod. Og han gør det for os, i vort sted, så når vi falder igennem, så vil Gud dog ikke slå hånden af os. Han bliver hos os og siger: Op på hesten igen. Bliv ved mig, for jeg er hos dig!

Nuvel, både i Sverige og i Rom og i helvede gør man altså, hvad man kan for at vi ikke skal bede Fadervor, som Jesus lærte os den. Men jeg tror, man gør klogt i at holde sig til den simple oversættelse, som man har brugt verden over i 2000 år: ”Led os ikke i fristelse”. Lad os ikke fristes til at tro, vi er Gud, eller at vi ikke behøver andres eller din hjælp. Lad os ikke forvandle os til umennesker, der kan alt og vil klare alt selv.

Prøv engang at se på sagen rent menneskeligt. Hvorfor er det så svært for os at tage imod hjælp? Det er jo i virkeligheden godt og klogt både at turde bede om hjælp og at tage imod hjælp. For det første behøver man så ikke gøre alting selv fra bunden. Ti mennesker, der hjælper hinanden står stærkere end et menneske, der vil klare alting selv. Og for det andet vil de fleste mennesker rent faktisk meget gerne hjælpe, hvis de kan. De bliver i virkeligheden glade og vokser med for den tillid, der vises dem: Tænk, han tiltror mig, at jeg kan hjælpe ham! Tænk, hun regner mig for en, der kan hjælpe hende. Det højner menne­sker at blive bedt om hjælp, det glæder dem og rejser dem at kunne hjælpe.

Jeg tænker helt enfoldigt, at Gud på samme måde bliver glad, når et menneske beder ham om være dets Gud og hjælpe. Når et menneske beder, som Jesus har lært det: Vor Far, du som er i himlene, led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Så hører Gud jo netop det, han ønsker fra os: At vi er de små mennesker vi er, og at vi samtidig lader ham være den Gud han er, nemlig vor Gud og Fader. Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Det betyder her på denne første dag i året: Du, Gud Fader, som kan alt, led mig i år ikke derhen, hvor Fanden frister mig, men fri mig fra ham!

Godt Nytår

Amen


 

Prædiken til 22. s e. trin. I, 2017

Matt 18,21-35

Salmer: 739, 598, 512, 292, 4

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Sådan beder vi i Fadervor, og hvis man er i tvivl om, hvad det betyder, så har jeg her læst lignelsen om den onde, gældbundne tjener. Den fortæller, at der er en direkte forbindelse mellem Guds tilgivelse af os og vores tilgivelse af andre. Guds tilgivelse og gave forpligter. I øjeblikket er russerne i gang med at bygge Northstream II øst for Bornholm. Det er en gasrørledning, der løber fra Rusland til Nordtyskland. Vi skal være som en rørledning, sagde Luther. En rørledning mellem Gud og vores Næste – ikke for gas, men for den samme tålmodighed og storsindethed, som vi selv daglig møder hos Gud. Vi har selv fået så uendelig meget tilgivet. Altså skal vi naturligvis også tilgive dem, der har forbrudt sig imod os. En af de fæleste kirke- og præstefraser for tiden er, at ”Gud elsker os som vi er”. Gu’ gør han ej. Gud er god og barmhjertig, og derfor tilgiver han os, at vi er som vi er. Men netop derfor forventer han da virkelig, at vi viser vores Næste den samme godhed og barmhjertighed. Vi er under Guds forvent­ning. Hans gode forpligtelse. Skulle Gud forvente mindre, fordi vi ikke kan tilgive? Skulle Gud slække på sin godhed, fordi vi er onde? Nej, vist ikke. Derfor er der en klar sammenhæng mellem at vi beder Gud forlade os vor skyld, og at vi forlader vores Næste hans skyld.

Lad os nu simpelthen løbe lignelsen igennem. Peter kommer til Jesus med et spørgsmål. Måske har han en eller anden sag kørende med en af de andre fiskere. Måske et skænderi om fangstpladser og rettigheder. Det ene ord har taget det andet, og Peter vil nu gerne høre, hvor grænsen går. Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, spørger han? Og Peter synes selv, han er storsindet, når han foreslår 7 gange. Syv gange vil han gøre gode miner til slet spil og tilgive sin bror, men den ottende gang falder hammeren, og så er der ingen kære mor længere. Men Jesus afbryder ham og siger: ikke op til 7 gange, men op til 77 gange. Eller, som det også kan oversættes: 7 gange 70 gange. Det betyder: Hver gang. Altid.

Peter har sikkert set chokeret ud. Han har nok som vi lært bønnen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, men skal der slet ikke være nogen grænse? Nej, siger Jesus. Ingen! Og så giver han sig til at fortælle den vidunderligt klare historie om den onde, gældbundne tjener. Jesus kender jo Peter, og han ved, hvad Peter har respekt for, og derfor fortæller han en historie om penge, om gæld og eftergivelse. Alt sammen som et billede på, hvad den uendeligt gode Gud forventer af os.

Historien handler om en konge, der gør regnskabet op med sine guvernører. ”Kon­gens tjener” var i oldtiden et navn for kongens nærmeste mænd, guvernørerne, satrapperne, dvs. de mænd, som kongen havde sat til at styre sine provinser. Der skulle de opdrive skat, som de skulle sende videre til kongen. Visse onde rygter har åbenbart nået kongens øren, og derfor vil han nu gøre regnskabet op med sine folk. Guvernørerne hæftede personligt for deres gæld. Ind i audienssalen kommer nu en af kongens guvernører fra en af kongens fedeste provinser. Da man slår efter i bøgerne, viser det sig, at manden skylder kongen 10.000 talenter. 10.000 var det største tal, man regnede med og talentet var den største vægtenhed, man havde. Titusind talenter er altså en svimlende stor sum, svarende til 100 millioner denarer. Måske husker man, at Jesus et andet sted fortæller, at en daglejer kunne tjene en denar på en dags arbejde. 100 millioner daglønninger i dagens tale – det er næsten ikke til at regne ud: Hvis en håndværkertimeløn nu er 180 kr., svarer det til 1 milliard 440 millioner, har jeg regnet mig frem til. Alle disse skatteindtægter er kongen gået glip, mens guvernøren har mæsket sig og spillet kong gulerod i sin provins. Men nu skal pengene falde, og manden har dem ikke. Derfor befaler kongen, at manden skal sælges som slave sammen med sin familie, sin ejendom og sin jord. Ifølge jødisk lov kunne en mand kun sælges som slave, hvis han havde begået tyveri, men hustru og børn kunne under ingen omstændigheder sælges. Kongen i Jesu historie er derfor nok tænkt som en grum hedensk konge. Der er ikke nogen økonomi i at sælge manden og hans ejendom. Kongen kan aldrig få de penge ind, han har til gode. Men kongen er vred og guvernøren skal få hans vrede at føle.

Men nu kaster guvernøren sig ned for kongen, overgiver sig helt til kongens gode hjerte og tigger ham om tålmodighed. Han vil betale pengene tilbage. Og så får selv denne grumme hedenske konge medlidenhed med manden, hvorpå han gør noget, som ingen hedensk konge nogensinde ville gøre: Han afskriver hele gælden: 144 milliarder – væk er de! Det er ikke videre sandsynligt. En klog konge ville lade fyren drage hjem at skaffe i det mindste nogle af pengene, men Jesus fortæller det sådan, fordi han har en pointe med det.

Nu går guvernøren så ud, og ude på gaden møder han en anden mand i kongens tjeneste. Han har en eller anden underordnet stilling, og han har engang lånt en sum penge af guvernøren, sølle 100 denarer, nok mange penge for almindelige folk, men sammenlignet med 1,4 milliarder, er det altså pebernødder af de helt små. Men nu griber guvernøren denne mand i kraven, og afkræver ham pengene nu og her. Den arme fyr har ikke pengene, og han gør nu akkurat som guvernøren selv gjorde for blot et øjeblik siden: Han kaster sig ned og tigger ham om tålmodighed. Han vil prøve at skaffe pengene til veje. Men guvernøren har glemt, hvad han selv lige har oplevet. Hans hjerte er hårdt som flint og han lader fyren kaste i fængsel. I jødisk lov var der ikke hjemmel til sådan noget. Hvis en mand havde gæld, klarede man det ved at han enten arbejde gælden af eller ved at familien betalte for ham.

Alt det kommer nu kongens høje embedsmænd for øre. De bliver bedrøvede, ja, de bliver oprørte og melder sagen for kongen. Og kongen indkalder nu den onde guvernør og giver ham en opsang: ”Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme sig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig”? Og så ryger guvernøren ned i torturkælderen, for at bødlerne med glødende tænker og radbrækning skal få ud af ham, hvor han gemmer selv den mindste 50-øre.

Det afgørende i historien ligger i misforholdet mellem kongens godhed og guvernørens ondskab. Imellem den enorme gæld, som guvernøren får eftergivet, og så den lille sum, som guvernøren nægter at eftergive embedsmanden. Det hænger overhovedet ikke sammen. Måske strengt juridisk – men absolut ikke moralsk. Hvorfor bliver guvernøren ikke bare så overstadig glad, at han straks, da han ser sin egen skyldner, vinker ham af og siger: De der 100 denarer – dem glemmer vi. Jeg har fået en langt større gæld eftergivet!? Den er til Peter og os at tænke på.

Det er det, Jesus mener. Vi står over for vores skaber, som har brugt enorme resurser og skabt hele universet gennem 13 milliarder år for at sætter os her på jorden. Hvert eneste åndedrag, vi drager, hver eneste morgen, vi vågner, forøges vores gæld og vores taknemmelighedsgæld til ham. Og når vi så ikke desto mindre lader som om, Gud slet ikke er, når vi ikke desto mindre blæser på hans gode lov og glemmer vores stakkels Næstes nød, da vil han, som vi beder i Fadervor, dog forbarme sig over os, og forny sin pagt med os. Storsindet vil han ikke lade selv al vores selvoptagethed og ubarmhjertighed, vores hensynsløshed og direkte ondskab skille os fra ham.

Men hvordan i alverden hænger det så sammen, når vi bliver tøsefornærmede over et eller andet, som nogen har skrevet på facebook, når vi knurrer af hundeejerne, der lader deres sorte hundeposer ligge under vores hæk, når vi bærer hemmelig nag over, at de andre glemte vores fødselsdag, når vi opfyldes af hævngerrighed for selv det mindste skår, det mindste stødende ord, den latterligste lille forglemmelse, som andre gør sig skyldig i? Det hænger ikke sammen. Kongens ord til guvernøren gælder også os: Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke..?

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, beder vi i Fadervor. Og den gode Gud siger ja, jeg vil! Vi er dem, der har fået eftergivet meget – derfor er der ingen slinger: Guds godhed og tilgivelse skal vi give videre. Det gælder ikke, at vi sandsynligvis kan hitte på 1000 tilfælde, hvor det ville være umenneskeligt at forlange, at vi tilgav. Guds godhed og hans gode forventning skal aldrig i evighed afkortes eller formindskes. Vi skal være som et rør, en pibeline, en Northstream II mellem Gud og Næsten. Punktum. At tilgive er sætte fri. Ikke kun Næsten, men også sig selv. At bære nag, ikke at tilgive er at lænke sig selv og Næsten til det, der er sket.

Misforstå det endelig ikke. Jesus har ikke fremlagt en ny lov som skal gælde for regeringer og stater. Lignelsen om den onde gældbundne tjener handler jo ganske vist, som vi så, om konger og guvernører, men det er altså ikke et lovforslag til fremlæggelse i Folketinget. En regering, som handler på andres vegne kan ikke tilgive, lovgiverne, der er sat til at sørge for fred og ro på gaden skal ikke lovgive om personlig tilgivelse. Dommerne, der skal dømme efter lovene på alles vegne kan ikke vælge at tilgive voldsmanden på andres vegne. Det er en misforståelse. Den, der handler på andres vegne er jo bundet af deres tillid. Hvis en stat, en domstol tilgiver terroristen – sikke en forbrydelse så!

Der er her tale om personlig tiltale. Ligesom Jesus fortalte denne historie for Peter personligt, fortæller han den for os personligt. Beder vi: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, da skal vi, fordi vi selv har fået uendelig meget tilgivet, naturligvis selv tilgive. Vi kunne måske godt tænke os en undtagelse her, men det skyldes kun vores egen ondskab. Gud kan ikke forråde sig selv: Som vi beder ham om tilgivelse, må vores næste også møde tilgivelse. Længere er den ikke. Ikke i morgen, ikke om en uge. Men i dag.

Amen


 

Prædiken til juleaften 2017
Luk 2, 1-14
Salmer: 94, 104, 114, 136

Venner, sagde Guds engel blidt, hvorfor er nu I bange?
Kildevæld kun er budskab mit til lutter frydesange;
thi han som jorden gør sjæleglad
er født til verden i Davids stad

 

Vi tager den lige igen:

Og det skete i regnskabsåret 0, at der udgik en cirkulæreskrivelse fra Finans­mini­steriet om effektivisering, rationalisering og prissættelse af resurseforbruget i den offentlige sektor. Det var den første cirkulæreskrivelse, mens Kvirinius var CO i Moderniseringsstyrelsen. Og alle skattepligtige drog hen for at lade deres tjeneste­ydelser registrere. Også Josef drog med fradragsberettiget egenbefordring op fra sin folkeregisteradresse i bopælskommunen Nazareth i region Nord i Galilæa til region Syd i Judæa, til Davids by, fordi hans aktieportefølge viste negative tendenser i C20-indekset - for at indgive sin selvangivelse med NemID sammen med sin sam­lever Maria, hvis snarlige nedkomst var statistisk signifikant sandsynlig. Og mens de beregnede det procentuelle driftomkostningsniveau for deres fælles forplejning, indtraf fødselstidspunktet, og hun fødte deres fælles investering i fremtiden med kønnet: mand, og hun svøbte ham og lagde ham i en ikke-omkostningstung, ikke-certificeret kuvøse, for der var ikke plads på bundlinjen for udgiftskrævende indkvartering med herlighedsværdi. I samme region var der lønmodtagere inden for landbrugssektoren, som var beskæftiget med at booste deres indtægtsgrundlag med treholdsskift… Osv.

Den skarpsindige tilhører kan nok høre, at jeg genfortæller det gamle jule­evan­ge­lium i et andet sprog, et ganske bestemt sprog, som har gået sin sejrsgang hos os, og som vi nu om dage bruger til at beskrive virkeligheden og verden med; økonomisproget, forretningssproget, faktasproget. Vi elsker det, og det breder sig mere og mere. Læg mærke til de udtryk, vi bruger. Om børnene siger vi f.eks., at de er ”en investering i fremtiden”. Hvis vi vil sige: Det har jeg ikke noget at gøre med, siger vi: ”Det har jeg ingen aktier i”. Eller hvis vi vil tale rosende om en ansat i et firma, så er han en ”medarbejder fra øverste hylde”. Penge-, handels- og talsproget. Vi har altid brugt at tale flere forskellige sprog: ”Jeg taler latin med de lærde, fransk med damerne, tysk med min hund og dansk med min tjener”, sådan sagde man før. Vi taler forskelligt, alt efter om vi taler med naboen eller om vi taler fagsprog med kollegerne. Men det er som om, vi er begyndt at tro, at tal-sproget er det eneste sprog, der kan beskrive virkeligheden. Ja, ja, siger vi, det er jo smukt at høre det gamle evangelium, men det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre! Og når vi så skal fortælle om virkeligheden, så begynder vi at remse tal og procenter op. Men der er noget, som det tal-sprog ikke får med. Det har blinde vinkler. Som I nok kunne høre i min udgave af evangeliet, så mangler der ligesom noget. Hvis man vil beskrive verden kun i tal og statistik, så er det som at beskrive et den ene synlige tiendedel af et isbjerg: De ni tiendedele under vandet får man slet ikke med. Og det er dog det meste.

Ikke desto mindre er det det sprog, vi nu næsten udelukkende beskriver verden med. Enhver kan se, at der mangler folk på plejehjem og hospitaler, men politikerne tror først på det, når der foreligger en rapport fuld af tal, som siger det, enhver kan se. Nå, siger de: så og så mange procent! Javel! Det er derfor magten i dag ikke ligger i Folketinget, men i Finansministeriet. For nogle år siden sagde politikerne, at de fører ”nødvendighedens politik”. Men hvis politik bare er at gøre det nødvendige – hvad skal vi så med politikere? Det er regnedrengene, der bestemmer. I Moderniseringsstyrelsen sidder der en masse blanke unge kvinder og mænd og lægger virkeligheden ind i regneark. Virkeligheden selv ved de ingenting om. Når min egen lille fagforening, Præsteforeningen er inde til drøftelser med de folk, skal de f.eks. hver gang have at vide, hvad en præst er. Nå, præsten arbejder altså i en kirke en time om søndagen? siger de, mens de blinker, sluger spyttet og skriver ned. Og så kan man næsten se, hvordan de tænker: hmm, her kan vi vist godt effektivisere lidt! Det er måske derfor de for nylig i deres talmaskine har fundet ud af, at ti procent af offentligt ansatte ikke laver noget og derfor bør fyres.

Et menneskes død er en tragedie. En million menneskers død er statistik, sagde Stalin kynisk. Rationalisering, effektivisering, optimering. Inden for sygehusvæsenet har man de sidste mange år skulle spare 2% og løbe 2% hurtigere hver eneste år. Det giver ingen mening, men sådan noget hører vi hele tiden og vi sidder som små dumme hønisser og sluger det råt. For vi tror, det er virkeligheden. Vist skal økonomien være i orden. Vist skal man ikke bruge flere penge end man har. Men er det selve livets mål? Vi nedgør os selv til hønisser, til brikker i et spil eller til robotter.

Netop i disse år siger man alle steder fra: Robotterne kommer. Om nogle år er måske alle vi her overflødiggjort, fordi en robot kan gøre det samme som os. En robot skal ikke sove. Den har ikke tømmermænd fra weekenden, den skal ikke til Tenerife i ferien, den bliver aldrig gravid og har aldrig barnets første sygedag. Og man kan lave såkaldte algoritmer, fodre robottens computer med millioner af data, så den kan tale med om vejret og give råd om alt fra aktieinvesteringer til valget af støvsugere. Og om 10 år skal vi være klar til, at det er robotter, der henter os til middagsmaden, når vi er blevet gamle og må på plejehjem. Så er det dem, der skifter ble og står for juleunderholdningen i adventstiden. For det siger tallene. Sådan er virkeligheden. Sådan er vi nødt til at gøre, siger man. Rationalisering, effektivisering – fordi vi taler tal-sproget, lyder det som den eneste vej. Men det er det ikke. Virkeligheden er mere. Og det er præcis derfor, at alle disse spareøvelser fører til er et postvæsen, der ikke bringer breve ud. Og statsbaner, som ikke kører tog.

Der er noget, der går fløjten, når vi kun bruger tallene til at beskrive verden. Men vi kan ikke se det i den travle hverdag. Vi kan måske i virkeligheden bedst fornemme det her ind under jul, når vi hører det gamle juleevangelium og alle de skønne salmer og sange. Her er noget, der taler til noget andet i os. Det vil os noget, minde os om alt det, der forsvinder ud af fokus, når mennesker bliver til tal og statistik. En dyb tone i os begynder at langsomt at svinge: Jamen, hvad skal vi egentlig? Hvad skal et menneske? Hvad er vi her for? Skulle et mennesket måske virkelig være mere end indtægt og udgift, input og output? Ja, det er det! Der er jo alt det, som tallene ikke kan gøre rede for, en masse, som ikke kan prissættes og reduceres hverken til biologi eller penge. Et juletræ kan man vel være heldig at krejle ned under en 100-las. Og hvis man er ude i god tid, kan man måske endog prutte det ned i 75 kroner. Men er det værdien af et juletræ? Nej, selvfølgelig ikke. Til juletræet knytter sig jo alle de erindringer om og oplevelser af den anden hemmelige fortrængte virkelighed.

Et af de hoveder, som kejser Augustus embedsmænd får talt med, er Jesus’. Han der med hele sit liv og alle sine ord viste, at et menneske ikke er et tal i en protokol. Et menneske fødes ikke med det formål at gå fra fødsel til faktura, et menneske er ikke til for at opfylde en eller anden produktivitetsplan, en eller anden 2020-plan efter gammelsovjetisk model. Sikken en latterlig tanke, sikken en oprørende, fornærmende nedgørelse af alt menneske­ligt. Nej, hør nu en anden tale: Fra verdens skabelse for 13,7 milliarder år siden havde Gud tanke på os, sin skabnings krone. Af tusinde atomstorme og stjerners død skabte han det kulstof, som er i et enkelt af vore hovedhår. Af stjernernes afstødning og tiltrækning skabte han det vand, som er i vore tårer. Og her, på netop det sted i universet, hvor forudsætningerne for liv er til stede, satte han os med en opgave: At tage hver dag af hans hånd, finde vores egen vej med ham og i troskab over for de andre, som han har sat lige så højt som os. Det er det, Jesus altid taler om, altid opfordrer enhver til, altid kalder enhver af os tilbage til.

Han taler et andet sprog, ja. Ikke tal-sproget, ikke business-sproget, ikke fakta-sproget, men et andet, et frodigt billedsprog, lignelser, små historier, der altid ender på samme måde: Med at han sætter sine tilhørere fri til at tænke selv. Fri af alt det, de tror, er nødvendighedens politik, nødvendige handlinger, alt det, vi siger sådan om: Ja, det er jo udviklingen! Ja, det er jo den vej, det går! Jesu tale er som de russiske ikoner. I et almindeligt billede er vi vandt til at kigge ind. Perspektivet trækker os ind. Men i ikonerne er perspektivet omvendt. Tilskueren er selv del af billedet. Det er ikke svært: Der lå en lam mand ved Bethesda Dam. Der havde han ligget i 38 år og han troede, det var hans virkelighed. Så kommer Jesus og spørger, hvad han egentlig vil? Vil han f.eks. være rask? Hvad vil vi egentlig? Vil vi være tal i en statistik? Vil vi kun gøre det, andre siger, er nødvendigt? Eller vil vi noget mere?

Så siger folk ligesom de har lært hos de blanke unge akademikere i finansministeriet: Jamen, samfundsøkonomien, produktiviteten, effektiviteten? Ja, hvis samfundsøkonomien bestemmer, at man som gammel skal serviceres af robotter omtrent som bilerne bliver serviceret på samlebåndet hos Volkswagen, så tror, jeg jeg vil blæse på samfundsøkonomien og finde en anden løsning. Der er nemlig en anden løsning. Mange løsninger. Hvis nødvendighedens politik og tal-sproget dikterer, at samfundet skal drives af robotter, mens vi andre kan sidde og stirre som dumme aber på vores mobiltelefon, så tror jeg, jeg blæser på nødvendighedens politik og gøre noget andet. Hvad jeg vil.

Hvilken bog er mest virkelighedsnær: Statistisk årbog eller Biblen? Vismændenes eller statsrevisorernes rapporter eller juleevangeliet? En eller anden idiot har sagt, at i evangeliet tales der jo religiøst. Jeg ved simpelthen ikke hvad sådan noget betyder. Betyder det, at man så ikke skal tage det alvorligt, eller at kun de religiøse skal rette sig efter det? For mig er der ingen tvivl. Statistikkerne og rapporterne skildrer en side af virkeligheden. Visse konsekvenser af vore handlinger. Men Biblen giver os mod til at handle fremadrettet i virkeligheden. Herunder at handle anderledes, end økonomerne kan forestille sig. Vi savner helt desperat ord for dette. Vi har forsømt det i 1000 år. Jeg ved, at vi er skabt til vovemod, til handling, til barmhjertighed, til troskab. Det har min Herre Jesus Kristus vist mig. Han er selv gået foran, og han forventer, at vi tør følge ham. Lad os gøre det!

Glædelig Jul
Amen  


 

Prædiken til 3. s. e. H3K I, 2017

Matt 8, 1-13

Salmer: 736, 401, 479, 487, 356

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det, vi skal lægge mærke til i dag er, at det er Jesus, der vil. Den spedalske siger: Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren. Og Jesus svarer: Jeg vil! Og straks efter kommer officeren og siger: Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt. Hvortil Jesus svarer: Jeg vil komme og helbrede ham. Jesus siger altså: ”Jeg vil” to gange, og det gør han før han kender noget til den spedalske og hans tro, og før han kender noget til officeren og hans tro. Jesus helbreder og hjælper altså – ikke, fordi han først er blevet overbevist om folks tro og gode gerninger. Han gør det, fordi han vil. Det er hans vilje, det hænger på. Han tænker ikke på omkostningerne. Både den spedalske og den hedenske officer er efter jødisk opfattelse urene. Og Jesus gør sig altså selv uren ved at have med dem begge at gøre, men det skænker Jesus ikke en tanke. Han vil. Det hele hviler på hans vilje.

Vi er nu kommet ind i 2017, som er reformationsår. Til efteråret er det 500 år siden, Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkemuren og begyndte det, vi kalder reformationen. Det vil jeg ikke sige noget om nu, men kun dette: For Luther var det helt afgørende spørgsmål lige præcis: Hvad bygger vi på? Er det på Guds vilje eller er det på noget, vi selv gør? Vi prædiker i kirken om syndernes forladelse, om frelsen og Guds nåde – men hvordan får vi den? Er det på grund af noget i os selv, eller er det på grund af Guds beslutning? Er det Guds frie beslutning, eller hænger det på noget i os: vores tro, vores religiøsitet, vores person, vores evner, vores præstationer eller vores gode vilje? For Luther var det om at gøre, at det hele skyldes Guds beslutning – ikke vores. Fanden var løs, mente han, hvis blot det allermindste var overladt til vi menneskers evner eller præstationer. Himmerig er åbnet for os, hvis det er Guds vilje, vi bygger på, og helvedes porte er slået op på vid gab, hvis det afhænger af os selv. Hvis Luther havde kunnet tale jysk, så ville han sige ligesom en af hoverpersonerne i Jakob Knudsens romaner siger det: wos selv er der æ møj ve’! Når det gælder forholdet til Gud, så gør vi klogt i at se helt bort fra os selv og stole på Guds ”jeg vil”.

Men hvorfor nu det? Hvorfor var det så vigtigt for Luther? Det kan lyde så negativt: ”Os selv er der ikke meget ved”! Det er jo stik imod alt, hvad vi dagligt bliver tæppebombet med i medierne. Her lyder det: Du er, hvad du selv gør dig til. Det man hører, er man selv. Enhver er salig i sin tro. Enhver er sit eget livs kaptajn. Og mere i den dur. Vi mennesker er altings centrum, alting afhænger af vores vilje, vores hjerne, vores følelser, vores mavefornemmelse, vores religiøsitet, vores politik, vores talent, vore evner. Sådan er vi vant til at tænke. Og siger Jesus ikke også: Det skal ske dig som du troede?

Det ville Luther vel ikke benægte. Selvfølgelig har vi forskellige evner og talenter og selvfølgelig betyder det noget, hvad vi tænker og gør. Over for mennesker. Men over for Gud er det en anden sag. Her må og skal alting hænge på Guds vilje. Det er fuldstændig altafgørende, at Jesus siger: ”Jeg vil”, før han kender den spedalske og officeren.

For Luther var det forfærdeligt, at man i hans klostertid hele tiden havde henvist ham til hans egne evner og hans egne gerninger. På den tid var det god latin, at hvis et menneske overholder budene, både Biblens og kirkens, og i øvrigt tror på Jesus Kristus og jomfru Maria og alle helgenernes hjælp, så vil Gud ligesom i Matador finde os ”værdigt trængende” og sende os sin Helligånd. Og så vi blev gode nok for ham. Groft sagt var det sådan. I Augustinerklostret i Erfurt opdagede Luther, hvor frygteligt det er at skulle leve med det lille ord ”hvis”. Hvis du tror, hvis du overholder budene, hvis du gør de gode gerninger af et uselvisk hjerte – så er du god nok! Hvis – det lød så kønt og lige til at gå til, men hvad nu, hvis man kom i tvivl? Hvad nu, hvis man ikke havde gjort alt? Hvad nu, hvis man ikke kunne være helt sikker på, at man havde gjort alt af et uselvisk hjerte? Det lille ord ”hvis” var for Luther en bundløs mose at komme ud i. Hvis du tror, sagde kirkens lære. Jamen, hvordan ved jeg, at jeg tror? Og hvornår tror jeg nok? Til det var svaret altid det samme: Hvis du tror, hvis du gør som Kirken siger, hvis du fortryder din egen synd, så kan du være sikker på, at Gud vil åbne sin dør for dig. Altså igen blot et nyt ”hvis”. Luther havde ikke noget ”negativt menneskesyn”, som man har anklaget ham for. Men han opdagede, at vi mennesker bare bliver endnu mere selvoptagede, end vi er i forvejen, hvis alting skal handle om vores egne evner. For så skal alt hvad jeg gør, tjene et særligt formål: Det skal gøre mig salig og glad, skaffe himlen på jorden og skænke mig Guds velsignelse.

Den opdagelse som Luther gjorde i klostret, er brandaktuel. Vi fejrer reformationen, men spørgsmålet er, om ikke vi har brug for en reformation til. For det lille ”hvis” er bare muteret og lever nu bare et andet sted i en anden skikkelse. På arbejdspladsen lærer helt almindelige folk omtrent det samme, som Luther lærte i klostret. Det hedder bare noget andet. De lærer, de skal være konstant omstillingsparate, hele tiden parate til at blive bedre, hurtigere, mere effektive. På arbejdet kan man nu spørge præcis som Luther spurgte i klostret: Hvornår er jeg i grunden god nok til mit arbejde. Hvornår har jeg gjort nok? Svaret er: aldrig, men hvis du nu søger ind i dig selv, hvis du tager dette kursus og det næste, så finder du lidt flere kræfter, lidt flere resurser frem fra dit indre, og så kan du blive bedre. Og alle kan altid blive bedre. De studerende ved de højere læreanstalter skal ikke blot blive gode til deres fag. De skal samtidig skaffe sig et cv, et karriereforløb, som gør dem værdifulde for virksomhederne til en jobsamtale. De skal have gjort det rigtige, og været de rigtige steder for at de kan få jobbet. Og samtidig lærer vi hele tiden, at vi er, hvad vi selv føler for. Vi taler hele tiden om mavefornemmelse: vi skal føle efter i os selv for at finde ud af, hvad og hvem vi er: mand, kvinde, dansker, verdensborger, ung, gammel. Alt er til revision, alt er konstruktion, alt kan skiftes ud, hvis jeg føler det er det rigtige.

I forbindelse med næste Danmarks-indsamling har DR fundet på et nyt tiltag sammen med bl.a. Ole Kirks Fond – det er Lego-koncernens fond. De har introduceret det til vuggestuer, børnehaver og skoler. Børn kan nu få et såkaldt ”Godhedsbevis”, hvis de har gjort et eller andet godt: Hjulpet med opvasken, besøgt bedstefar og bedstemor, hjulpet til med at lave mad, spillet et spil med klassekammeraterne eller samlet skrald i nærområdet. Godhedsbeviset afleveres på biblioteket, og hvis barnet har mange nok, får det et sejt armbånd samtidig med, at Ole Kirks Fond giver 25 kr. til indsamlingen. Konceptet er introduceret i skoler, vuggestuer og børnehaver, og sådan lærer vi her i reformationsåret vores børn at fokusere på os selv og vore gerninger. Hvorfor hjælpe mor med opvasken og tørre tavlen af i skolen? Ikke fordi jeg skal eller fordi det er til gavn. Men fordi jeg få en fordel af det. Jeg får et sejt armbånd og ved, at jeg er god. Ole Kirks Fond og DR får reklame og de sultne ude i verden får mad. Der er ikke noget galt i at give til en indsamling. Det kan være godt og smukt. Men det kan man jo bare gøre hemmeligt og diskret. DR, skoler og børnehaver lærer vore børn gerningsretfærdighed, selvoptagethed og navlepilleri: Se, her er mit bevis på, at jeg er god. Hvem er jeg? Er jeg god nok? sådan tænker og spørger jo også små børn. Og de lærer nu svaret: Ja, hvis du gør sådan og sådan… Folk tror, det er god kristendom. Det er det ikke. Det er en parodi: Hvis du tror, så er du Guds barn. Hvis du gør godt, så kommer du i himmelen. Hvis du elsker din Næste, bliver du frelst. Det er en sang fra helvede. Det hele afhænger af dig og mig og vores tro eller mangel på tro.

Alt det gjorde Luther oprør imod. Hele den indadvendte, selvoptagede bekymring. Han søgte og fandt et middel imod det i Biblen. I Paulus’ breve, i Jesu ord. Luther genfandt simpelthen hele evangeliet, glæden, kristendommens kerne i Jesu ord: ”Jeg vil”. Det er sandt nok, at den gode officer nærer en blind tillid til Jesus. ”Sig blot et ord”, siger han, så vil det gå, som når jeg kommanderer med mine soldater, eller når min overordnede kommanderer med mig! Det er da tillid, så det gør en ting, men det kommer først efter. Jesus kommer først med sit: ”Jeg vil”.

Syndernes forladelse, Guds tilgivelse bygger ikke på noget i os, men på hans vilje. ”Fordi jeg vil”. Det er den grund, vi skal bygge på. Det er kristendommens grund. Det er ganske som det, vi kender fra familien. Tænk jer et trist og tænksomt barn, der kommer og spørger: mor, hvordan kan I holde mig ud? Svaret skal da falde med det samme: Fordi vi vil! Ingen mor siger: Hvis du gør som vi siger, hvis du viser os tillid, hvis du gør os glade og stolte, så vil vi holde af dig. Sådan med Gud. Gud er jo ikke pjat. Vi står hver og en lige over for den evigt gode, den almægtige, ufejlbarlige skaber. Alt hvad vi kan vise frem af tro og gode gerninger er for let, for ringe, for sølle for ham. Wos selv er der æ møj ve – det er ikke et negativt udsagn. Det er evangelium. For det betyder jo: Vi har lov til at se helt bort fra os selv. Når Gud regner os for sine børn og skænker os syndernes forladelse, når Gud vil være Gud for selvoptagede fuskere som os, så er det alene og udelukkende, fordi det behager ham. Fordi han siger: Jeg vil!

Amen 


 

Prædiken til juledag 2017
Joh 1, 1-14
Salmer: 115, 117, 123, 129, 125

Hvad mægter nu vel synd og død,
Gud er med eder i al nød;
Lad storme nu al helveds magt,
Guds Søn med eder står i pagt

 

Er vi mennesker her i verden for at leve for Gud eller er vi her for at leve ”det gode liv”? Er vi her for at lyde den gode Guds bud, frygte og elske ham og tjene vores Næste – eller er vi her for at have det godt? Det vil vi overveje i dag. Er meningen med livet troskab og selvhengivelse eller at havde det så godt og så sjovt og så smertefrit så længe som muligt? Tro mig, det er noget, der skaber splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor. Som på alle områder, hvor kristendommen forkyndes, kan en mand få sine husfolk til fjender over det.

2. Juledag er stemningen skiftet mærkbart. Juleaften og juledag handler det om Guds sære, grundløse kærlighed til os mennesker. 2. Juledag handler det om konsekvenserne: hvad betyder det, og tør man stå op for det?

Er et menneske da sat til på Guds befaling at tjene sin næste eller er det sat til at leve sin chance ud og have det godt så længe som muligt? Det behøver ikke nødvendigvis at være en modsætning, men det bliver det næsten altid alligevel. Og det er ikke så underligt. For i sidste ende: Er Gud omdrejningspunktet for alting – eller er mennesket? Er det Gud, der er omdrejningspunktet, da må mennesket leve sandt og ret, når det holder sig til Guds bud, over al frygter og elsker og stoler på Gud. Livet er da en opgave, som er givet os af Gud, en taknemmelighedsgæld at betale af på. Men er mennesket altings centrum, da må alting drejer sig om vores velbefindende.

Da flertallet vel i dag kun har en hovedrysten til overs for Jesu ord, er det den anden mulighed, der dominerer: Troen på, at alting her i verden må dreje sig om, at vi til enhver tid har det bedst muligt. Det er faktisk derfor man lige nu i et væk diskuterer ”det gode liv” og alt det, man skal gøre og have hjælp til, for at livet lykkes. Hvordan kan videnskab og teknologi hjælpe os med at gøre livet lettere, og stadig lettere? Døden kan vi endnu ikke kurere, men vi kan sørge for, at vi kan komme så behageligt igennem livet, som vi kan drømme om.

Jeg så en uhyggelig konsekvens af denne menneskekærlige tro. Det stod i en avis, jeg fik stukket i hånden i Australien. Dèr øverst på siden var der et billede af en underlig rød tingest, som lignede en mellemting mellem et rumskib og en Ellert. Billedet fangede min opmærksomhed. Hvad var dog det? Jo, der viste sig at være Dr. Nitschkes dødskapsel. I delstaten Victoria i det sydligste Australien overvejer de at indføre aktiv dødshjælp. I den anledning var det, at avisen fortalte om tingesten. Opfinderen, hvis navn mærkelig nok minder stærkt om den tyske filosof Nietzsches’ – det var ham, der sagde, at Gud er død – er læge og arbejder I Holland, hvor man for mange år siden indførte aktiv dødshjælp. Og nu har han altså med den nyeste teknologi opfundet en selvmordsmaskine. Det lyder som noget fra Ørkenens Sønner, men det var alt sammen i fuldt alvor. Lad mig beskrive apparatet i al sin kølige gru. Den består af en base på hjul, og ovenpå ligger selve kapslen, som er en aflang mandelformet konstruktion i klar plastik. Inde i kapslen er der et leje, der er nøjagtig så stort, at et menneske kan ligge der. Maskinen fungerer sådan, at patienten først lægger sig ind på lejet. Så bliver kapslen lukket, og nu har patienten et lille tastatur foran sig, lidt ligesom vi kender det fra Dankortautomaterne eller fra elektroniske nøglebokse. Dertil er der to store knapper. En med ”Ja” og en med ”Nej”. Allerførst skal patienten indtaste en pinkode på fire decimaler. Herefter lyder en stemme, der spørger patienten, om han ønsker at dø. Hvis patienten nu trykker på Ja-knappen, fyldes kabinen i løbet af få øjeblikke med gasarten nitrogen. Dr. Nitschke garanterede, at iltindholdet i kapslen efter blot et minut vil være så højt, at patienten glider ind i bevidstløshed og hurtigt dør en behagelig død. Patienten har et armbånd om armen, og via det kan man uden for kapslen følge med i patientens puls. Og når patienten så er død, kan kapslen nemt og fikst kobles af basen og bæres væk. Hvis afdøde ønsker det, kan den også bruges som kiste, for det hele er lavet i nedbrydelige bæredygtige materialer. Og i øvrigt kan det hele for en billig penge 3D-printes, så selvmordsmaskinen kan kopieres og opstilles alle steder.

Sådan ser altså videnskabens og menneskehedens nyeste fremskridt ud: En maskine, hvori vi kan slå os selv ihjel, når livet ikke er sjovt eller behageligt. Eller når vi er fysisk eller åndeligt nedbrudte. Jeg kommer i tanke om en gammel vittighedstegning fra krigens tid. Adolf Hitler står i Guds hånd og råber til Gud: Det kan godt være, du kunne skabe jorden på syv dage, men jeg skal rive den ned igen! Den menneske­kærlige teknologi har nået et toppunkt med dr. Nitschkes selvmordskapsel: Vi kan nu selv tage det liv, vi blev givet, uden at lægerne bliver gjort til bødler. Vi kan gøre en ende på det, når det hele ikke giver mening mere eller vi er for skravlede til at kunne nyde livet.

Jeg blev helt kold indvendig, da jeg så dr. Nitschkes maskine. Måske ligger der allerede planer om at indføre den i Holland, Belgien, Schweitz eller Canada – eller måske Australien? I de fire første lande har man rige erfaringer med aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Og alle steder har tendensen været det samme. Det breder sig: Flere og flere vælger det. I begyndelsen er det altid kun meget svært og håbløst syge og forpinte mennesker, der får lov, men så skrider det lige så stille, og pludselig er det nok, at man bare synes, livet er udsigtsløst og tomt, eller at man bare ikke vil mere.

Der var den uhyggelige historie om den demente kone i Holland, som engang for mange år siden havde skrevet under på, at der skulle ydes hende aktiv dødshjælp, hvis hun en dag skulle sidde hen i dyb demens. Så blev hun dement, men da de kom for at give hende dødssprøjten, så ville hun pludselig alligevel ikke. Hun råbte nej, nej, og familien måtte holde hende fast, så lægen kunne komme til. For mig er det forfærdeligt. Flere og flere vil sige: Jeg er gammel og kan ikke, hvad jeg har kunnet. Hvad er jeg værd? Jeg ligger kun de unge til last. Jeg mener, det er helt grund­læggende forkert – uanset omstændighederne – at slå et menneske ihjel. Det er mord eller selvmord. Det kan ikke camoufleres bort med selv de bedste motiver.

Men når jeg siger det, bliver jeg jo med det samme mødt med heftige modargu­menter, som jeg da heller ikke er uberørt af: Jamen, hvad nu med et menneske, der lider forfærdeligt? Er det ikke kun menneskekærligt og godt at hjælpe det menneske? Kan det ikke måske endda være en pligt at hjælpe det menneske i døden? Er det i grunden ikke kristendommen, der er grusom, når den altid har bekæmpet medlidenhedsdrab og aktiv dødshjælp? Hvad kan et svært handicappet menneske have ud af livet? Hvad glæde har det, og hvordan kan Gud forlange troskab og tjeneste af sådan et menneske? Argumenterne er mange og diskussionen går højt over middagsbordet, og jeg vil da aldrig hævde, at jeg har de vises sten.

Men hvem er dommer over liv og død? Er det Gud eller er det mennesket? Hvis det er mennesket, så er det også os, der bestemmer, hvornår et menneske opfylder betingelserne for at blive hjulpet herfra med piller eller sprøjter. Så er vi ude på en ensporet vej, der fører derhen, at mennesker kan tage livet af sig med statslig godkendelse, blot fordi de har mødt modgang, har kærestesorger eller føler sig nedtrykt eller til overs. Som sagt, statistikken går kun én vej i de lande, hvor det er tilladt at yde aktiv dødshjælp: Flere og flere vælger det: Jeg har det ikke godt – har jeg så ikke ret til at gøre en ende på det.

Jo, hvis mennesket er altings mål. Hvis meningen med livet er velbehag, sundhed og styrke. Hvis livet er vores ejendom, som vi kan skalte og valte med, som vi vil. Hvis vi er i stand til at dømme sandt om, hvad det gode liv er, og hvad et uværdigt liv er. Så jo, så er der ingen grænser.

Men jeg kan ikke komme fri af, at Jesus jo har fået overladt al dom. Han sagde: Døm ikke! Overlad dommen til Gud. Jeg kan ikke komme uden om, at han jo gav sit liv hen for syge og elendige mennesker, som han altså ikke så sig adskilt fra på grund af farlig fysisk eller psykisk sygdom, handicaps eller demens. Også den demente har – akkurat som det lille barn et forhold til Gud. Man sagde jo i gamle dage, at et menneske kan gå i barndom, og hvem kan dømme om et barns tro? Hvis Jesus gik i døden for alle mennesker – gjorde han det så ikke også for de svært handicappede og udsigtsløst syge?

Med alle mulige humane grunde, med alle mulige medmenneskelige hensyn og med al vores teknologiske snilde og videnskab kan vi gøre livet til et helvede, en koncentrationslejr, hvor også sunde mennesker kan få hjælp til en smertefri død i dr. Nitschkes uhyggelige, økologiske, kliniske og humane dødskapsel. Hvis Jesus aldrig var kommet, så havde vi nu levet i sådan en hedensk dødslejr. Allerede de gamle hedenske nordboer satte jo værdiløse børn ud i mosen eller på isen, og overlod det til de gamle at gå sammesteds hen, når de ikke var til nogen gavn mere. Det er Jesus’ skyld, med andre ord. Uden ham ville flere af os måske allerede have taget billetten i dødsmaskinen.

Og sådan skiller han vandene. Fordi han selv var sådan, at han ikke så på sit eget velbefindende, ikke gjorde sig de mindste overvejelser om, hvad det gode liv er, men kun så på, hvad Gud forlangte af ham over for Næstens nød – koste hvad det ville.

Der er ikke enkel løsning. Men jeg mener, vi må holde fast i virkeligheden: At drab er drab, og at den, der påtager sig det, pådrager sig skyld og straf. Derfor: Hvis man sidder ved en elskets håbløse sygeleje og der bliver overbevist om, at det rigtige er at slå den anden ihjel, så må han gøre det og tage balladen for det.

Julebudet er jo: Gud holder da ikke op med at være Gud, blot fordi vi er syge, demente, fortvivlede eller nedtrykte. Det er jo ham, der holder os fast.

Glædelig jul

Amen


 

Prædiken til 1. s. i advent 2017

Luk 4, 14-30

Salmer: 74, 85, 80, 84, 78

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”. Sådan sagde Jesus engang til sine disciple. Frygt ikke mennesker, men frygt Gud! Der er noget, der værre end at være forhadt, blive set ned på, gjort til grin af mennesker. Der er noget, der er værre end at blive forfulgt, pint og plaget og slået ihjel af mennesker. Det er at miste sin sjæl, at gøre vold på sin samvittighed, fordi man frygtede menne­sker.

Derfor skal vi frygte og elske Gud og ikke frygte mennesker. At frygte Gud er at stå med et ansvar. At skulle stå til ansvar over for noget, der er større end mennesker. Mennesker mener et i dag og noget andet i morgen. I dag løber de højre, i morgen løber de til venstre. I dag skal man have fuldskæg, i morgen skal man være glatbarberet. I dag skal gå i blåt, i morgen i rødt. Folkegunst er idel dunst, siger ordsproget. Og den, der frygter mennesker og søger at være dem tilpas – han er som et siv, der svajer i vinden, som en tosse, der vil fange de visne blade i stormen, som en hundehvalp, der jagter duerne på torvet. Han risikerer at gøre vold på sin samvittighed og miste sin sjæl.

Når vi fristes til at frygte mennesker, mister vi i samme nu modet til at tale sandt. Sandheden bliver altid straks det første offer, når vi frygter mennesker. Derfor er budskabet i dag, skåret ned i en maggiterning: Placèr jeres frygt hos Gud, så har I et orienteringspunkt. Man kan sige det med et billede: Midt blandt mennesker, der altid vil alt muligt og siger alt muligt skal I være som et barn, der midt i flokken af hujende børn i skolegården altid ser sig selv alene over for sin far og mor og altid husker deres ord frem for de andre børns. Når de andre vil mobbe den lille dreng fra 2. klasse med de store ører og de grimme briller, når de andre sender hademails om pigen fra sjette eller ryger hash bag cykelskuret, ser denne ene altid sig selv over for sin far og mor og ved, at han skal noget andet – lige meget, om de andre så vender sig imod ham.

Det er at frygte Gud midt blandt mennesker: At turde stå alene, tale sandhed og ikke frygte mennesker. Det er det, vi skal!

I mange år nu har vi herhjemme omhyggeligt og målrettet arbejdet på at skubbe Gud fra os og lade som om ”der er ingen bånd, der binder os”. I skolen har vi lært vore børn, at Gud er sådan noget, nogen og ingen tror på. Og dermed har vi ladet vore børn i stikken og stillet dem helt hjælpeløse over for fristelsen til at frygte mennesker. Det vil siger til at bøje sandheden derhen, hvor vinden blæser lige nu. Og i kirken, hvor vi skulle vide bedre, er menneskefrygten nu i højsædet. Der var mange præster, der gik ind for vielse af homoseksuelle. Der var mange, der mente, at et ægteskab blot er noget vi leger og bestemmer, hvad er. Men der var også mange, som tav stille og dukkede nakken af frygt. For hvad ville folk sige?

Lur mig, om ikke vi snart også herhjemme skal diskutere, om der findes mere end to køn. I Tyskland har en domstol netop bestemt, at der findes et tredje køn. I Danmark taler man om, at der er hele 27 køn, og teologer er allerede i gang med at spekulere i, hvordan den slags åbenlyse vrøvl kan blive til en prædiken i kirken. Og så vil det samme ske: Nogen vil gå ind for det, men andre vil dukke nakken af frygt for at blive kaldt alt muligt. Hele historien om Muhammedtegningerne er en studie i menneske­frygt. Vi roser os af sandhedskærlighed og anstændighed, men når det gælder vores eget skind, er vi parat til at bøje sandheden og anstændigheden lige så skævt, vi bare kan.

Det er jo sådan den fungerer, frygten for mennesker. Vi kender den nok alle sammen. Jeg vil næsten vædde med, at I, ligesom jeg har siddet til bords et eller andet sted, eller siddet i en forsamling et eller andet sted, og der lyttet til de andre med en følelse af, at det, de siger, er forkert eller usandt. Og da slog det en: Jeg må sige noget! Pulsen steg, hjertet hamrede i brystet. Man vidste, at nu skulle det være, men munden var tør, og ordene, som man ville sige, gemte sig pludselig, man måtte ligesom hente dem langvejs fra. Man tænkte: Hvad vil de andre tænke? De vil spærre øjnene op, de vil vende sig imod mig. De vil foragte mig, le ad mig, lukke mig ude. Man tøvede så endnu en stund og tænkte, at man dog måske bare er hysterisk. Det er måske slet ikke så galt. Og mens man sad der og frygter for mennesker, var øjeblikket pludselig forpasset. Man havde tiet og samtykket. Og der sad man så med samvittigheden, der uophørligt hamrede løs: Du skulle have talt, hvorfor tav du? Du har svigtet dig selv og de andre ved ikke at sige noget.

Eller hvad med dette her: Man er igen dèr midt i en forsamling. Snakken går, og man opdager, at man sidder og siger ting, man slet ikke mener. Munden går bare på en med snik-snak, man træder vande, for man vil så nødig ødelægge den gode stemning, og det er så rart at være fælles og enig og på det rigtige hold. Men når man går hjem bagefter har man en underlig smag i munden, som om alle de ord, man har talt har været parfumerede eller tilsat et eller andet kunstigt sødemiddel.

Frygten for mennesker er en vældig kraft, en mægtig djævelsk fristelse, men den er næsten uovervindelig, når man ikke ved sig stillet i ansvar over for Gud.

Det er første søndag i advent. Et nyt kirkeår begynder. Og det kunne passende begyndes med at jeg siger: Det er uendeligt værre at gøre vold på sin samvittighed, end at blive latterliggjort og slået af mennesker. Det er uendeligt værre at miste sin sjæl end at miste andres velvilje og skulderklap. Ja, det er frygteligt at stå alene. Det gør ondt at modtage hadefulde mails og trusler. Det er skræmmende at blive mødt med andres vrede og foragt. Men som der står i Ordsprogenes Bog: Gudsfrygt er begyndelsen til al kundskab. Frygt Gud, se dig selv i ansvar over for ham, så behøver du ikke frygte mennesker.

Gud vil ikke lade os alene. Når vi svigter alt og løber fra sandheden, vil han dog forblive sandfærdig og tro imod os. Derfor kom Jesus jo. For det første for at modstå fristelsen til at frygte mennesker – på vore vegne, for os. For det andet for at gå foran os som et forbillede på al kærlighed og sandhed. Sådan står han da den morgen i Nazareths synagoge, kirkens og vores Herre ene blandt mennesker. Næsten som sådan et enfoldigt, alvorligt barn taler han kun sandhed, for han ser sig ene med sin himmelske fader. Selvom det med det samme går ud over ham selv, må han tale sandt. Det kan ikke nytte, at han svigter her. Hvis han ikke taler sandt nu, svigter han sig selv og alle andre. Han mister sin sjæl.

Derfor er det det sker som vi hører her hos Lukas. Synagogen er sprængfyldt af mennesker, han kender dem alle sammen. De er alle sammen kommet for at høre byens store søn. Alle ved, hvad han har gjort af store ting i de andre byer. Nu har de ventet ham med længsel i ugevis. Nu skal han komme at holde prædiken for dem. Alle vil høre ham. Og Jesus rejser sig og beder om at få rullen med Esaias bog. Tjeneren lægger den foran ham på pulten. Jesus slår op på kapitel 61 og læser den gamle profeti om nådeåret fra Herren, hvor blinde skal se og døve høre og evangeliet prædikes for fattige. Så ruller han bogen sammen, rækker den til tjeneren og sætter sig, og alle sidder med ørene på stilke. Man kan høre en knappenål falde til jorden. Så holder Jesus den korteste prædiken i verdenshistorien: I dag er de ord, som lød i jeres øren gået i opfyldelse. Med ham. Nu. Og alle nikker og smiler og venter, at der skal komme mere. Jesus har dem i sin hule hånd. Hvad som helst han vil bede dem om – det vil de gøre. Hvis han rejser sig nu og udråber et kalifat, er de klar med knivene. Hvis han løfter armen og peger fremad som en hærfører og lover at ville smide romerne ud og skabe et 1000-års rige, så vil de slås, myrde og gå i døden for ham, alle som en. De har jo drømt om en sådan fører, en politisk stormand, der skal gå i spidsen og skabe en guddommelig evig stat i Israel.

Men netop det kan Jesus ikke give dem. Han er ikke kommet for at være en jordisk magthaver, en diktator. Det ville være falsk, og hvis han først gav dem falske forhåbninger, ville han jo svigte ikke bare sig selv, men også dem. Derfor må han sige netop det til dem. Sige hele sandheden, så ubehagelig den er for dem – og for ham selv. Nej, tænker han. Sandheden må frem.

Der er ingen grund til at tro, det har været nemt. Jesus har givetvis mærket frygten, fristelsen til at frygte mennesker, til at give dem, hvad de vil have. Mon ikke også hans gane er tør, mon ikke også hans hjerte hamrer? Mon ikke også han må lede efter ordene. Han fristes helt sikkert til at tænke: Jeg kunne jo tie, holde dem hen endnu, så de ikke bliver så skuffede. Men så tager han sig i det. Nej, sandheden skal frem. Det skal siges, så de forstår det, at han, Messias, Guds Søn – er det på en helt anden måde, end de tror. Og så siger han tingene ligeud som de er – de vil vende sig imod ham, alle som én.

For han elsker og frygter Gud, dvs. han ved sig stående over for en større herre end folkegunst og menneskefrygt. Sådan vil vi også begynde vores kirkeår: Med at frygte Gud på den gode måde, så vi ikke frygter mennesker, men får ro til at skønne, hvad der er ret, og hvad vi skylder vores stakkels Næste.

Amen


 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk