Prædiken til St. Bededag, 16/5 2014

Matt 7, 7-14

Salmer: 754, 52, 392, 401, 456, 4

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jeg må tilstå, at jeg altid har en lille smule blandede følelser sådan en dag som i dag. På den ene side er det sådan en festlig dag. Vi holder konfirmation. Det er måske den smukkeste tid på året. Den, vi har ventet så længe. I alle grøftekanter har mælkebøtterne pyntet sig i gul kjole og grønne sko. Bøgen er sprunget ud, kastanjen står i lys, syrenen blomstrer, rapsmarkerne er gule og der er en duft af blomster alle vegne. De lyse nætter med al deres trylleri er begyndt. Dannebrog lyser imod himlen. Konfirmanderne kan jeg slet ikke kende igen. Mor og far ser også så underlig fremmede ud: t-shirten, H2O-klipklapperne, de gamle cowboybukser og de hvide tennissokker er gemt af vejen og erstattet med noget der ligner Melodi Grand Prix. Sådan er det på den ene side. Men på den anden side er det i dag St. Bods- og Bededag, hvor jeg i embeds medfør skal give jer alle sammen en stor skideballe. Uanset hvor meget jeg hellere ville tale om festen og vejret og glæden, så er jeg under strafansvar forpligtet til at give jer en kæmpemæssig røffel. Sådan var det jo så mærkeligt i gamle dage: På bods og bededagene gik man i kirke i sit pæne tøj, og der fik man så en kæmpe opsang af præsten, så slipset blafrede, og så gik man glad og opløftet hjem og holdt fri.

Men nok om det. Vi må hellere komme i gang. Der er meget at tage fat på, for I opfører jer jo overhovedet ikke som I skal! Ja, i første omgang kan I tage det roligt: Det handler ikke om alle de der flasker uden bandarole, som står inde i bunden af klædeskabet til højre inde i soveværelset – alle dem, som far var nede over grænsen at hente i den store boogietrailer sammen med alle rammerne med Hansa Pils og Slots og Royal Export. Det handler heller ikke om det der el-arbejde, som fætter Ivan klarede her fredag aften i bytte for en ny kæde til kædesaven og en kasse Høker. For slet ikke at tale om det der måneskinshalløj med den der terrasse, som lige skulle være færdig til i dag og som vist nok heller ikke foregik helt hvidt. Alt det skal jeg ikke nævne med en stavelse. Nej, det gælder noget, som er meget værre. Meget værre! Det handler om det første bud: Du må ikke have andre guder. Eller som det også hedder: Du skal elske Herren din Gud og tjene ham alene! Det gør I ikke og det er det, jeg skal give jer en opsang for!

Nu kan jeg selvfølgelig nok forestille mig, at nogen måske tænker: Nå, det første bud! Herregud, så er det kun sådan noget religiøst noget, det handler om. Sådan noget præstesnak og den slags. Men lad mig lige forklare, hvad det handler om. Det første bud handler ikke så meget om at dyrker andre guder, som det selv at lege gud. Det selv at ville være en lille gud. Vi er mennesker, men vi har desværre alle sammen så travlt med at lege Gud, at det er helt forfærdeligt. De fleste hører måske det første bud som en streng regel. Men prøv at lægge mærke til, hvad budet også siger. Det siger faktisk: Kan du så holde op med at lege Gud. Du skal lade Gud være Gud, så du kan være menneske. Jesus taler om den brede vej, der fører til fortabelse. Det er den, I halser ud af som om en vis mand var i hælene på jer. Ja, jeg gør det også selv, men her St. Bededag skal jeg som sognepræst råbe: Stop, hvad er det vi laver? Kan i så holde op med at lege Gud. Det er dødfarligt. Man kan faktisk dø af at overtræde det første bud. Herhjemme dør vi af stress, af hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes og selvmord. Og det kommer alt sammen af overtrædelsen af det første bud. Fordi vi vil være guder, fordi alting skal være så perfekt. Gu’ skal det ej!

Vi gør det, vi er bedst til, sagde de i en dum gammel bankreklame. Men prøv nu at forestille jer et firma, hvor cantinedamen er direktør, direktøren løber rundt i slips og jakkesæt og renser toiletter, fejedrengen har tegnet firmaets hovedsæde, maskinarbejderne sidder med olie på fingrene og laver sekretærarbejde, og sekretærerne tripper rundt i snævre nederdele og høje hæle nede i produktionshallen. Det går selvfølgelig ikke! Firmaet går nedenom og hjem. Men sådan opfører vi mennesker os: vi vil absolut lege gud i stedet for at lade Gud være Gud. I stedet for at søge Gud, hvor han er. I stedet for at banke på hans dør. I stedet for at bede til ham, løber vi rundt og tror, vi selv skal være Gud.

Hvad snakker jeg om? Ja, for nu at tage et eksempel, så kan I jo tage og skæve til sidemanden. Sidder han eller hun med Ipad’en fremme? Jeg synes, jeg kan se det der blålige lys nogen steder. Måske sidder der nogen lige nu og er ved at lave en lille ”selfie” og en lille statusopdatering: ja, nu sidder jeg altså her i kirken til konfirmation, og præsten står der oppe på den der balkon og snakker og det er bare så kedeligt! Netop med facebook og twitter og internet og den slags har vi fået et spejl at holde op for os selv. Alle kender de der historier om mennesker, der hele tiden skal fortælle andre om deres perfekte liv: Ja, her ser i mig sammen med Matthias og Oliver. Vi er lige ved at bage speltboller til børnefødselsdagen. Jeg har lige været ude at løbe 42 km. Og nu har vi lidt kvalitetstid sammen inden jeg skal på date med min ny kæreste. Det er ham, der har foræret mig diamanthalsbåndet, som jeg har om halsen! Sådan fremstiller folk dem selv som perfekte, og jeg tror, de fleste kan se, hvor utåleligt det er. Men det er nøjagtig det samme, vi andre løber og gør – også helt uden facebook og såkaldt sociale netværk – ja, de burde måske hellere hedde ”asociale netværk”.

Tag sådan en almindelig mandag morgen i regnvejr: man starter med at skære sig under barberingen, så bider man sig selv i tungen i stedet for i müslien. Så ringer telefonen, at svigermor er kommet på hospitalet og sygeplejersken mener, der nok ikke er langt igen. Bilen vil ikke starte, cyklen er flad, hunden får poten i klemme i døren, den lille har skoldkopper, et eller andet sted i kælderen er der et vandrør, der er sprunget, komfuret siger sådan en mærkelig lyd, og lugter her ikke brændt? Da man kommer ud, træder man straks i en hundelort. Bilen springer endelig i gang, men nu har man olie på den pæne skjorte, og konen bakker straks lige ind i naboens nye Mercedes. Og efter en hæsblæsende, jordrystende og hjerteoprivende arbejdsdag mødes man med naboen og står og sparker lidt dæk i indkørslen: Noget nyt? spørger naboen. Og man svarer: Nej, du ved, det går sådan stille og roligt! Hvem ser naboen i os? Et menneske, nej, et menneske, der leger perfekt, et menneske, der leger Gud.

Overtrædelsen af det første bud er hovedsynden, der gennemsyrer alt andet. De gamle mente, der er en sammenhæng mellem synd og død. Og det er sandt: Vi dør rent faktisk, helt bogstaveligt af at lege Gud. Vi fortabes af det, taber vores liv på gulvet. Alt det, vi tror, vi altid skal: Vi skal være lykkelige, vi skal nå alle de mål vi har sat os. På arbejdet skal vi være omstillingsparate og fleksible, aldrig færdig, altid på vej. Altid på vej mod en bedre udgave af os selv. Vores ægteskab og samliv skal være lykkeligt og i konstant udvikling. Vi skal være gode forældre, gode børn, gode bedsteforældre. Vores sexliv skal ligne noget fra en amerikansk serie, vores ferier skal være eksotiske og vidunderlige. Vores hjem skal ligne noget fra Bo Bedre. Vi skal leve i nuet og nyde det hele og ikke fortryde det mindste. I kan selv fortsætte remsen. Men det er ikke engang nok for os. Vi tramper videre hen over det første bud. Det kan måske lyde sært, men hende, der altid vil holde fred med alle, hende der er så forstående og bare gerne vil være ven med alle – hun overtræder også det første bud. For der er kun fred i paradis og kun Gud kan være ven med alle, kun Gud forstår alle. Og på samme måde med ham, der altid kun siger det, som ikke kan såre eller krænke nogen. Ham der altid er så korrekt og kun mener det, der er rigtig at mene – også han overtræder det første bud. For kun Gud kan yde alle retfærdighed og dømme ret om alt og alle.

Mit budskab i dag er ikke det mindste svært. Det er det, der er syndernes forladelse: I skal holde op med at være perfekte. Der var én perfekt – og han var det på alles vegne, i alles sted, nemlig Jesus Kristus. I blev ikke sat her på jorden for at være guder! I blev sat her for at lade Gud være Gud, så I kan søge, banke på og bede til ham som mennesker mellem mennesker. Kun hvis Gud er Gud, kan vi være mennesker. Kun sådan kan vi se, hvad der alene er opgaven: At være hinanden tro!

Lad mig sige det sådan. Her sidder vi sammen denne skønne formiddag, midt i foråret. Vi sidder alle med næsen den samme vej, alle sammen syndere, alle sammen uperfekte, alle sammen sammen i bøn og lytten til den ene, sande Gud. Det er til at få forstand af! Så er tingene vendt ret. Når I nu i aften eller i morgen kører hvert til sit og der i landskabet får øje på en af vore gamle kirker på bakkerne, så se den ikke som bare en smuk gammel bygning, men se den som en vejviser, en pil, der peger opad: Husk det nu, lille menneske. Du er ikke Gud, men Gud har sat dig fri til at nøjes med at være menneske!

Amen