Lad os begynde med et nemt lille spørgsmål: Hvad er livet? En nem lille sag, der ikke skulle volde os de store vanskeligheder: Hvad er menin gen med livet, hvad skal et menneske og den slags! Jeg ved godt, det er noget, folk rejser om på den anden side af jorden for at finde ud af, men det kan nu klares med en gudstjeneste i den lokale sognekirke! Jesus siger om sig selv i dag: ”jeg er livets brød”. Det er sådan et ord, som man synes, man godt kan forstå lidt af, og så alligevel slet ingenting. Det er lidt ligesom et stykke sæbe, der hele tiden vil smutte ud af fingrene på en. Men det er i grunden ikke særlig svært. Jeg er livets brød, siger han altså. Godt, hvad er så livet? Hvis man lagde alle de bøger og artikler og værker og digte og sange oven på hinanden, som er skrevet om det spørgsmål, ville stablen vel været nået op i højde med planeten Jupiter, men bare fordi folk siger, det er svært og indviklet, er det ikke sikkert, det er det. Hvad er livet? Ja, kære menighed, det er ikke anderledes end en fluesmækker eller en ekspan sions bolt, en dejkrog eller en gulvskrubbe.  Det er en brugsgenstand, vi låner en tid og som altså skal bruges. Ja, det er der sådan set kun, når vi bruger det! Hvis man i fluesæsonen køber en fluesmækker og gemmer den væk i en skuffe, er den reelt intet værd. Hvis man gemmer ekspansionbolten i en anden skuffe og dejkrogen og gulvskrubben i en tredje, så er heller ikke de sager det mindste værd. Det er jo så som om man ikke har de ting. Jeg skal straks indrømme, at det vist ikke er mange filosoffer eller digtere, der har sammenlignet livet med en fluesmækker eller en gulvskrubbe. Men det er det samme. Der er egentlig ikke så meget at forstå. En fluesmækker bruger man til at klaske fluer med, en ekspan sions bolt bruger man til at bore ind i væggen, så den kan bære tunge ting, en dejkrog skal arbejde med dejen og gulvskrubben skrubbe skidtet væk på gulvet. Og livet – ja, det skal leves. Ikke andet. Det skal egentlig slet ikke forstås eller være meningsfuldt eller lykkeligt. Det skal bare leves. Hvis vi kunne glemme alle vores fikse ideer om livet. Alt det højttravende sludder vi fylder hinandens øren med, så ville livet leve sig selv med os. Det møder os nemlig ganske af sig selv hver morgen i hverdagens krav til os. Hvad er det? Livet er et hul i taget, som jeg bliver nødt til at få en håndværker til at komme og lappe. Livet er min småirriterende nabo, der kommer og vil have mig til at klippe min hæk, som er blevet for høj efter hans mening. Livet er chefen, der siger: gør sådan! Livet er børne ne, som skal have hjælp til lektierne, når jeg hellere ville læse min avis. Livet er min kone, som fortæller mig, at jeg igen har glemt onkel Herberts fødselsdag, og er nødt til at aflyse fisketuren med vennerne. Livet er tele fonen, der ringer, en fremmed, som spørger om vej, Wc’et, der stopper, ha ven, der skal passes, fortovet, som skal fejes. Livet er en hel masse ting, som melder sig til mig og siger: kom og gør, kom og vær! Det er gammel kristendom, at Gud ikke er en fjern åndelighed, langt borte i en ophøjet himmel. Han ikke bare giver os livet hver dag som en gave, han sender os også krav og opgaver dagen lang, alle mulige ting, som møder os, og som vi må svare på. Livet er ikke spor kompliceret i grunden. Det er akkurat som fluesmækkeren eller dejkrogen. Det skal leves. Ikke andet. Hvis det er kompliceret, svært, tungt, uudholdeligt, er det i hovedsagen, fordi vi mener, vi har noget andet, vi skal med livet – noget andet, end blot det, som kommer. At livet er vores ejendom, ligesom noget, vi kan gemme væk i skuffen til senere brug eller blot nydelse. Livet er noget, som kommer til dig, når du har travlt med at lægge andre planer, er der en, der har sagt. Jeg har ikke lyst til møde dagens krav, jeg vil ikke slet og ret leve det. Jeg vil nyde det. Eje det, sidde oven på det og vide, det er mit. Den holdning svarer nøjagtig til at gemme fluesmækkeren væk i skuffen, mens spyfluerne svirrer over marmeladen. Livet møder os kun sådan: som Guds krav til os i hverdagen. Summen af det hele er de små ord: du skal, vær tro! Det er livets sang – det er det, fuglene synger om hver morgen uden for vinduet. Det er al skabningens tale og sang til os: du skal, vær tro! Det er livet, og når Jesus nu kalder sig selv for ”livets brød”, er det det han mener med livet. Ikke livet som vores ejendom, men det virkelige liv. Det er det han er brød for. Og når han kalder sig selv ved det udtryk ”livets brød”, så betyder det: han er det afgørende for livet. Det, der gør, at vi kan leve det i sandhed, lydig hed og troskab. Brød spiser man jo for at leve. Og Jesus siger altså, at han er ligeså nødvendig for os for at leve som det daglige rugbrød på bordet eller i madpakken. Men hvordan er han så det? På tre måder. Han er det ved sit krav til os. Ved at sin tilgivelse, og ved at være håb for os. Sådan er han det, ethvert menneske har brug for for at leve. Hvad er det Jesus kræver? Hvis man ser summen af alt, hvad han siger, så er det netop kravet om at leve som livet nu kommer til os. Give sig selv væk, bruge livet – ikke på at skaffe mening eller nydelse eller lykke, men på at leve, fornægte og glemme sig selv og være til rådighed for andre. Det skal slides og gives væk – ellers er det ikke liv, men levende død. Det handler om lydighed i øjeblikket: altså, når de unge forældre kommer hjem fra fødegangen med den lille ny – så at være forældre med hvad dertil hører - også at aflyse aftenen med vennerne, fordi mormor ikke kunne passe den lille. Jesus viger aldrig en tomme fra sit krav. Han siger: I skal! Der kan ikke gives dispensation, der kan ikke viges her. Der er bud efter jer hver dag – uanset, hvad I tror på eller mener om Gud - og I skal svare med lydighed. Ikke andet. Det kan lyde som en streng tale, men det synes jeg ikke, det er: hvad er mere nær værende, mere virkeligt og levende end at nogen siger til mig: du skal!? Du skal ikke fortabe dig i smukke religiøse forestillinger, men være lydig i dag. Leve og give væk af det i dag. Hvis du har tid, kan du prøve at forstå, men det kommer virkelig i anden række. Jesus vil holde os til virkeligheden, til livet, ikke som vi opfatter det eller gerne vil det, men som det er! Og derfor er han livets brød. Det der holde en i live. Holder en til virkeligheden.

Han er også livets brød på en anden måde, nemlig ved tilgivelsen. Men det skal forstås rigtigt. Tilgivelsen betyder ikke, at han så siger: ”nå nej, jeg forstår da godt, at der er noget I hellere vil! Det gør ikke så meget, at I ikke har så meget lyst til at være lydige nu”. Det er ikke det, det betyder. Hans tilgivelse er bare hans fornyede krav: du skal! Tilgivelsen for os mennesker er ikke at det så ikke gør så meget. Tilgivelsen er, at han igen stiller os over for sit og virkelighedens krav: du skal kaste livet bort i det, der møder dig i dag! Kom så igen: du skal, vær tro! Kun sådan mener jeg, man for alvor kan tale om tilgivelse. Hvis en malermester har en læredreng, som han sætter til at male vinduer, og malerdrengen så ødelægger det hele og smasker vinderne til i den forkerte farve. Så er mesters tilgivelse kun virkelig og ægte, hvis han siger: ja, knægt – det må du gøre om igen! Altså hvis han sætter ham på opgaven igen. Hvis har tager ham bort og sætter ham til noget andet, er det ikke tilgivelse. Det er opgivelse. Sådan er altså syndernes forladelse: værsgo, det er tilgivet, men nu må du på den igen: du skal elske Herren din Gud, og din Næste som dig selv, fornægte dig selv og alle dine bekymringer, og give dig hen til det, der nu kommer. Du skal, vær tro! Så dan er han livets brød, det vi ikke kan leve uden: ved sin tilgivelse. Livets brød – det er det, der er nødvendigt til livet. Og det er han. Endelig er han det også som håb. Simpelthen derved, at ligesom Gud ikke vil slippe os i livet – selv ikke når vi gør livet til alt mulig andet, til uvirkelighed, spekulation, pjat og underholdning – sådan vil han heller ikke slippe os i døden. Stadig fastholde os som sine. Jesus selv levede som den eneste livet som det virkelig skal leves: i fuldstændig lydighed og troskab. For ham var alt Guds. Livet havde han fået af Gud og livet ville han give tilbage til Gud, i taknemmelighed, skønt hans liv for os at se ikke blev hverken langt, lykkeligt eller menings fuldt. Ja, selvom det tilsyneladende endte som det bitreste nederlag. Det er livet, virkelighedens liv, livet hos og i Gud, som ikke kan dø, fordi det er fællesskab med Gud, at kende Gud. Derfor opstod han også. Og fordi han gjorde det for os, for vores skyld – ikke kun for sig selv - har vi lov at tro på en opstandelse som hans. Om jeg så svigter hele mit liv. Om de så engang vil tillade sig at synge Kim Larsens skrækkelige domssalme over mig: fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi – og svaret er nej! Selv da vil han være min Gud, mit håb.

Amen