Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædiken til 2. Påskedag II 2024

Joh 20,1-18

Salmer: 241, 234, 213, 213, 238

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jesus Kristus opstod virkelig fra de døde. Johannes fortæller det samme som de andre evangelister: Maria Magdalene finder først graven tom og møder siden den opstandne. Ikke i et syn, men virkeligt. Og så føjer han til, at synet blev bekræftet. Peter og den anden discipel er ude at ”sikre gerningsstedet”. Dengang var jo sådan, at een kvindes vidnesbyrd ikke var gyldigt. Hvad der end var sket ved graven, så skulle det sikres og bevidnes af mindst to mandlige vidner. Og Johannes fortæller møjsommeligt, at de må bekræfte Marias vidnesbyrd: Graven tom, den døde er der ikke, men alt er efterladt pænt og i orden. Gravrøvere eller Pilatus soldater ville næppe spilde tiden med at rydde op efter sig, arrangere strimlerne af linned og bagefter rulle ansigtsklædet sammen. 

Kristus er altså opstanden. Virkeligt. Der er ingen tvivl. Det er bevidnet. Biblen er mange gange blevet anklaget for at være usandfærdig, men lige så mange gange har man senere måttet indrømme, at det faktisk var sandt, hvad der stod. 

Der er dog et problem. Ikke med Johannes beretning eller sandheden om opstandelsen, men med os. Vi har hørt det så tit, at vi ikke længere hører det. Vi fået fedt på ørerne: Nå ja, kan vi sige halvt i søvne og slå dovent ud med hånden, selvfølgelig var Jesus jo opstået. Sådan er historien jo. Det har vi hørt. Og var der ellers mere, præst, for ellers vil gernehjem, så vi kan køre i XL-byg og på planteskolen? Du forstår jo nok, at vi har en have, der skal ordnes her i påsken

Vi må have fedtet af ørerne. Og for at gøre et første forsøg, så prøv f.eks. at begynde med at forestille jer, at I efter begravelsen har været til begravelseskaffe i forsamlingshuset. Det er ved at være hen på eftermiddagen, kaffen er drukket, vi har sunget og der har også været et par gode taler, og nu er de sidste ved at gå hjem. Nu er der kun lige tilbage at gå op på kirkegården at se, hvordan graveren har fået kastet graven og lagt alle blomsterne nydeligt på plads, så de skjuler den sortbrune jord. Men dér ved den tomme grav møder vi graveren, der ser forundret på os, trækker på skuldrene og vender mundvigene nedad: Øh, den døde? Han er ikke her. Han er da opstået.  

Men nej, jeg er ikke sikker på, det virker. Vi kan stadig ikke høre det rigtigt. Mange mange års gentagelse har sat tykke aflejringer i vore øregange, ligesom kalklag i vandrør eller fedtbelægninger i afløbet.

Lad mig så i stedet prøve at beskrive for jer, hvordan det lød for datidens mennesker, da Maria Magdalene og Peter og den anden discipel kom og fortalte om opstandelsen. Hvis vi kan høre, hvordan det lød for almindelige romerske og jødiske borgere dengang, kan vi komme på sporet af det, vi ellers ikke hører, fordi vi er så vant til at høre det.

Jesus, som blev korsfæstet Langfredag, er opstået. Hvad hørte en almindelig romer på gaden i Jerusalem omkring år 33i det? Han hørte noget, der i hans øren lød ikke bare vanvittigt, men dybt forargeligt, ja, hæsligt og modbydeligt som om nogen gjorde grin med ham. Hvad, skal en henrettet forbryder, en korsfæstet oprører nu være Gud? Siger I, at en sølle forbryder er guddommelig, nej, nu står verden da ikke mere! Det, der skurrede så fælt i romernes øren, var ikke det, at mennesker kunne blive guder. Det var det, at disciplene og de første kristne påstod, at sådan et udskud, en jødisk oprører var det. Romerne kendte masser af historier om, at mennesker blev taget op til himlen eller blev guddommeliggjort. Men det var altid de store, de mægtige, de rige, heltene. Det var på Jesu tid allerede længe siden, at Julius Cæsar, krigsherren, generalen og diktatoren var steget til himmels som en gud. Et stjerneskud på himlen havde bekræftet det, så den var god nok. Og det samme var sket for Julius’ adoptivsøn og efterfølger Augustus. Han var også i himlen som en gud. For himlen er for de store helte og krigskarle, gudernes yndlinge ligesom Herkules, der for til himmels direkte fra sit ligbål. Det vidste enhver romer: Guddommelighed er noget for de stærke. Dem, der har magten til at slå ihjel, dømme til død og tortur, dem, der bor i de store paladser langt fra almindelige folk. Dem, der kan lade sig fører rundt i bærestol eller lukket vogn og lade vagter gå foran og rydde gaden, slå på tæven og slå småfolk ihjel, hvis de kom på tværs. At komme dér og fortælle, at en dømt og henrettet forbryder skulle være Guds Søn, en mand, som af gadepøblen og soldaterne var blevet ydmyget og overspyttet og hånet – det var der kun én mening om: Det var hæsligt og skandaløst. Det var fuldstændig utænkeligt. På den måde ville skidtfolk jo komme til ære. Det holdt aldrig i 1000 år.

Sådan må en god og pæn romersk-hedensk borger se på budskabet om Jesu Kristi opstandelse. Han måtte virkelig blive stødt på manchetterne over sådan en påstand. Og her kunne han eller hun faktisk langt hen være enige med de romerske borgere af jødisk afstamning. For jøderne var opstandelsesbudskabet om muligt endnu mere forargeligt. Der er jo kun én, der er Gud, sagde jøderne. Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. Den Almægtige, som holder himlen oppe, som grundlagde jorden og satte den på sine søjler ned i urhavet. Ham, som førte israelitterne ud af Egypten og gav dem loven som sit udvalgte folk. Ham alene skal mennesker tilbede. Men skulle denne korsfæstede prædikant og fantast Jesus være Guds lige? Skulle Gud virkelig have anerkendt ham som sin Søn ved at lade ham opstå? Nej, det var dog det værste. Det var blasfemi, gudsbespottelse, en hån imod alt, hvad der er sandt og rigtigt og godt. Den gode jødiske borgermand- eller kvinde måtte virkelig rulle med øjnene og slå sig for brystet over sådan noget.

Kort sagt: Vi gør os ingen forestilling om, hvor forargeligt og forkert og tæppe-væk-rivende, det har lydt. Havde det som sagt bare været en stor politiker, en from skriftlærd, en mægtig krigskarl, en fornem adelsmand. Men samfundets udskud, samfundets laveste, en, der talte bespotteligt om Gud og sig selv, en korsfæstet mand, der egentlig skulle have været begravet i massegraven eller smidt på byens mødding til føde for fugle og ræve!

Først hvis vi får fedtet smeltet af ørerne, kan vi begynde at høre. Den engelske historiker Tom Holland fortæller i en bog, hvordan han – til sin egen overraskelse kom til at se noget af det, som Jesu opstandelse betyder. Han var egentlig i gang med at skrive en bog om en af sine helte, Leonides, den tapre spartaner, som sammen med 300 af sine mænd forsvarede Grækenland imod en kæmpemæssig persisk hær. Helt fra han var dreng havde Holland været betaget af den slags heltefortællinger. Han var dybt betaget af alle krigene, slagene, de store tapre mænd og deres mægtige gerninger. Hollands fascination minder ikke så lidt om vi danskeres besættelse af vikingerne. Alle steder har vi jo nu om dage indrettet vikingeoplevelsescentre, hvor pæne it-software-konsulenter kan spænde træskjoldet på armen og brøle herlig hedensk på øl, plyndring og kristenblod. Vikinger er så fedt, synes vi. Nå, men til sin egen overraskelse blev Holland, bedst som han skrev, pludselig så inderlig træt af alle sine antikke hedenske helte. Han måtte tænke længe og lede i hjerte og nyre for at finde grunden. Men han kom til sidst til, at han var blevet træt af grækernes og romernes menneskeforagt og herrementalitet. Slaver, krigsfanger, kvinder, undertrykte folk, fattige bønder – den slags er ikke det allermindste værd i antikken. De er undermennesker. Julius Cæsar slagtede titusindvis af gallere og solgte andre titusinde som slaver. Spartaneren Leonides var ikke bedre. Store mænd skraber til sig, skyder skylden på fjender og undersåtter og bliver guddommelige. Holland opdagede, at deres verden jo ikke var en, han selv ville leve i. Han kom til at væmmes og frastødes af den hedenske verden med dens helte og guder, med dens menneskeforagt, dens tro på, at nogle mennesker har en god skæbne, mens andre bare er uheldige med deres dårlige skæbne. 

Og på den måde var det, han genopdagede den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som han da rigtignok havde hørt sin mor fortælle om, da han var barn, men som han havde glemt – fordi han troede, han kendte historien. Holland måtte indrømme for sig selv, at han slet ikke ønskede sig en hedensk verden tilbage. Jo, historierne er herlige, men der var en hæslig, umenneskelig side af grækernes, romernes, vikingernes hedenske verden, en hæslighed, som måske er på vej tilbage til os, når vi glemmer påskeevangeliet. Kort sagt: Jesus af Nazareth var kommet i vejen. 

Jovist: gode romere, grækere og jøder kunne ryste på hovedet ad ham, de rige, de store, de sunde, de privilegerede, dem på toppen kunne snøfte foragteligt eller forarget. Men hvad med de små, de fortabte, slaverne og tjenerne, alle småfolkene, tiggerne, krigsfangerne, de syge, de jordløse, daglejerne, kvinderne, som ikke blev regnet i de stores historie – de så noget andet, de hørte noget andet, da rygtet spredtes: Et lille menneske kunne få lov at tænke: Har Gud virkelig talt lille mig med i sit store tal, sammen med de syge, de gamle, børnene, kvinderne – er de også Guds børn?

Holland opdagede kort sagt, hvad påskeevangeliet har gjort og udvirket hos os gennem 2000 år. Det har forandret en hel verden. Helligåndens virkning kan spores hos os endnu så mange år efter. 

Så jo, vi skal have det dovne fedt ud af ørerne, så vi igen kan høre påskeevangeliet. Det er faktisk livet om at gøre, for når vi glemmer det, som Holland opdagede, får vi den gamle hedenske verden ind ad bagdøren. Ja, på mange måder synes jeg, vores vestlige verden mere og mere ligner den gamle hedenske verden. Fordi vi har fedt på ørerne. Af dumhed eller underholdningslyst, kedsomhed, fascination eller bare dovenskab. Jeg hørte et program på DR1, hvor en museumsdame med begejstringen perlende i stemmen fortalte, at vikingerne, som rejste ad floderne i Rusland muligvis ofrede mennesker, og at en kvinde muligvis var en slags offerpræst! Nej, hvor spændende og underholdende. Jeg fik lyst til at spørge museumsdamen, om hun egentlig selv ville lade sig ofre på bålet eller om hun syntes, det var fedt at se på. Næppe, men fedtet har givetvis lukket hendes øren. 

Men inderst i vores verden, ved selve dens rod har vi stadig denne oprørende og mærkelige og på alle måder vilde og vidnefaste historie, om ham, der – som Maria sang i sin lovsang – ”har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker, han har styrtet de mægtige fra tronen og han har ophøjet de ringe”. Det var ikke en eller anden superhelt, en popstjerne, en præsident, en krigskarl, der opstod fra de døde. Det var ham, der vendte alting om og sagde: Se, jeg gør alting nyt.

Glædelig Påske

Amen

Prædiken til Påskedag II, 2024

Matt 28, 1-8

Salmer: 224, 218, 227, 236, 234

 

Kom, hjerte med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham, som døde, 

men levende dig nu vil møde,

O salig påskemorgenstund med guld i mund.

 

Det er blevet påskedag. Hjemme i haven står nu påskeliljerne nok så nydeligt og lyser op, mens de nikker i vinden, næsten som om de siger til mig: Ja, du troede det ikke, du gik der og bandede over mørket og regnen og kulden og forkølelserne, men det blev påske igen, det sagde vi jo. 

Lad mig give jer to forskellige beskrivelser af påskeliljen. Hvis vi gør, som vi er blevet vant til det, nårsomhelst et spørgsmål kommer op – og googler påskelilje, så kommer først oplysninger i denne stil: Påskeliljen klassificeres som en dækfrøet enkimbladet plante af aspargesordnen. Dens blade er rosetstillede og let skeformede. Blomsten, som sidder endestillet på et særskilt fladt kantet skud, består af tre bægerblade og tre kronblade, der er sammenvokset til en gul krave, over hvilken findes et sammenvokset gult kronrør. Den bliver ca. 20 cm høj og foretrækker fugtig havemuld med en ph-værdi omkring 6. Løget indeholder skarpe oxalsyresalte og alle dele af planten indeholder et giftigt lectin. Dens navn er Narcis eller Narcisse og er opkaldt efter ynglingen Narcissos, som ifølge den græske mytologi forelskede sig i sit eget spejlbilleder. Det eneste sande i det er, at blomsten som alle andre vækster i naturen er forprogrammeret til at kæmpe om ressurserne på biotopen. Som alle andre blomster er den netop en narcisse, der kun tænker på sin egen vækst og overlevelse. Hvis man altså overhovedet kan tale om, at den tænker. 

Det er den ene beskrivelse. Og den er både sand, faktuel og videnskabelig – lige til at anvende som haveejer. Men her kommer så en anden beskrivelse: Påskeliljen er et tegn. Jovist, planten skyder og formerer sig som alle andre planter, men påskeliljen vidner er et vidne om opstandelse. Den følger i hælene på vinterpionererne vintergæk, erantis og krokus, og mens træernes grene endnu står sorte, ja, mens der endnu er nattefrost, mens jorden endnu er kold og våd og sort og endnu ikke dækket af grønt, står den pludselig dér og lyser med sin gule tragt, der er som et bæger fyldt til randen med stærk drik af livsmod og håb. Sådan vidner påskeliljen om opstandelse. Det er dens fornemste opgave: at være et tegn for mennesker, signalere til os om opstandelse. Sige til os: Se, jeg vidner for dig, at Kristus opstod fra de døde. Jeg er ikke bare sat til at leve for mig selv, men for at være tegn for jer mennesker, for at vise bort fra mig selv, for at pege på Kristus.

Den anden beskrivelse er digternes eller poeternes. Den kan ikke bruges i en planteskole eller et laboratorium, men er den derfor usand? Grundtvig, der frem for nogen gav påskeliljen stemme, var selvfølgelig nok klar over blomstens biologiske liv, men fordi han som barn havde hørt sin far prædike til påske, og fordi påskeliljen i rigt mål stod derhjemme i hans barndoms præstegårdshave, så kunne han ikke se blomsten som andet end et vidne, et tegn. Døde står ikke op af graven. Døde bliver i deres grave og bliver til jord. Det vidste han da bedre end de fleste. Men den gule blomst mindede ham hvert år om evangeliets modsigelse, beretningen om det, som ikke sker, som ikke kan ske. Som et tegn er blomsten naturligvis ikke opstandelsen selv. Men han elskede den simple bondeblomst, netop fordi den var et tegn. For sådan er det med tegn. De behøver ikke have noget direkte at gøre med det, de peger på. Når vi kører hjem ad den lange dødsenskedsommelige Herningvej og endelig ser skilt, der viser os til Skive om ikke så mange kilometer, så er det jo selvfølgelig ikke den dumme metalplade bemalet med bogstaver i fluorescerende farver, vi kan lide. Det er det, den fortæller: At vi snart er hjemme.

Har digterne uret? Er det forkert, hvad Grundtvig digtede? Nej, når videnskabsmanden kommer hjem, og hans kone har sat gule påskeliljer på bordet, så ved han godt, det er sandt. Ligesom man da skal have flydende pælebeton eller Karlsons Klister i årene, hvis man ikke forstår, hvad en buket røde roser siger, når det er den, der står på bordet. Nuvel, sådan er det med påskeliljen. Det er både sandt og vist, at den er et tegn på det, den ikke selv er, men som skete.

Nu skal I få et lille lynkursus i det, der allerinderst i kristendommens kærne. Det begynder, da Maria og Maria Magdalene – og ifølge Markus også Salome – kommer til graven og finder den tom, og siden møder Jesus, der hilserdem smilende med et ”godmorgen”. Den slags kan ikke ske, men det skete alligevel. Og det tvang disciplene – og sidenhen alle kristne lige siden – til at tænke baglæns. Han som Gud altså har oprejst fra de døde – hvad var det egentlig, der var det helt særlige ved ham? 

Svaret, de fandt, var, at han ikke havde beholdt det allermindste for sig selv, men altid delte og gav alt sit væk. Det var det særlige ved ham. I den måske allerældste kristne salme, som Paulus citerer i brevet til Filipperne, står der om Jesus– i min oversættelse: ”Han regnede det ikke for et rov at være Gud lig, men tømte sig selv, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig”. Han var Gud lig, men regnede det ikke som sin personlige ejendom, noget han havde været heldig at kunne beholde helt for sig selv, men tømte sig for det, blev mennesker lig og delte det med alle. Mærkelige ord, men pointen er: Han gør det stik modsatte af alle os andre. Hvad gør vi? Vi regner livet for vores ejendom, et rov, vi har været heldige at score for næsen af alle de ufødte. Hver aften i Aftenshowet eller i bladene eller alle vegne på nettet kan man læse, hvordan vi skal gå 10.000 skridt og spise mærkelige kerner og økologisk bulgur og sove på venstre side og drikke havremælk og kålsmoothies og dyrke motion – hvorfor? Som en mand sagde i tv: Jo, for at leve længere. Mit liv er min ejendom. Jeg skal have mest mulig ud af det og have det længst muligt. Og hvis du ryger for mange cigaretter og ikke når dine 10.000 skridt hver dag – så er det bare værst for dig. Godt jeg ikke er dig så. Det er livet som et rov. Sproget rummer en mærkelig visdom: At tage sit eget liv betyder at begå selvmord. Men det er det, der er synden, hovedsynden, arvesynden: At vi vil have livet for os selv, beholde det, kramme det ind til brystet, også på bekostning af andre, hvis det skal være.

Hele evangeliet er en lang fortælling om, hvordan Jesus fristes til at gøre som vi andre – men at han modstår. Den sidste fristelse, den stærkeste er, da han er truet af døden, den skrækkelige død på et kors. Red dig selv, farer det igennem ham. Men han modstår. Og fordi han ene blandt mennesker er, som Gud vil, at enhver af os skulle være - derfor opstår han, derfor oprejser Gud ham – for han er uden vores synd. Og så, da han er opstået, gør han slet ikke noget nyt, men gør tværtimod akkurat det samme, som han gjorde før opstandelsen: Han giver alt sit væk. Han holder heller ikke sin opstandelse og sin syndfrihed for sig selv som et rov, men deler også det. For hvis synden bekæmpes i os, altså trangen til at holde for sig selv – hvis den bekæmpes, fjernes, så kan døden heller ikke holde på os. 

Nå ja, mystisk og højpandet, måske? Men så er her en lille sand fortælling om, hvad det betyder i praksis. Det var en anden gang i påskeliljernes tid. Også dengang stod påskeliljerne i haven og nikkede drillende til mig, som om de sagde: Nå, gamle tvivler og sortseer, så surt du skæver til verden. Men her står vi – kan du slet ikke se! Vi giver tegn! 

Da ringede telefonen. En kollega spurgte mig, om jeg ville gøre hende en tjeneste og besøge en mand, der havde bedt om at tale med en præst. Hun var selv forhindret, men måske jeg ville hjælpe? Det ville jeg, og så tog jeg afsted til plejehjemmet. Han lå på gæstestue, sådan en nøgen stue med kommunale møbler i lys bøg og en hospitalsseng i metalmidt i det ellers tomme soveværelse. En stor mand var han, skønt langt oppe i 80’erne fyldte han hele sengen, ikke fed, men bare en stor kraftig mand, der havde brugt sin krop hele livet. Jeg satte mig ved sengen uden at ane, hvad der ville komme. Men jeg præsenterede mig og sagde så: Du har sendt bud efter mig. Her er jeg. Han kom ikke straks ud med sit ærinde. Det var flere gange, som om han var lige ved at kramme ud med det, men så tøvede han alligevel. Men efter at have gået forskellige omveje og svinkeærinder, stod tårerne pludselig i øjnene på ham og han fortalte, hvad jeg ikke kan fortælle jer, for det blev fortalt under skriftemålets hemmelighed. Men det var noget, der var sket helt tilbage, da han var en lille dreng. En i den lille landsby havde gjort mod ham, hvad man aldrig må gøre mod et barn. Og lige siden, i over 80 år havde han tiet med det og skammet sig. Han havde endelig nu fortalt sin kone og sine børn om det. Det havde han frygtet, for i sin indkrogethed i sig selv havde han frygtet, at de ville slå hånden af ham og foragte ham. Hvad de naturligvis ikke havde gjort. Men der var mere. Historien havde ligesom forfulgt ham gennem hans arbejdsår. Han kunne ikke sige, hvordan, men han følte det, som om kollegerne vidste det. De drillede ham med at han ikke kunne lade de unge piger være. Det var ikke sandt, det svor han på, men nat og dag havde det plaget ham, år efter år. Og nu skulle han dø, og nu ville have det af sine skuldre. Og da havde hans kone haft påskeliljer med og sat dem i en vase i vinduet, og han kom da – til sin egen overraskelse - til at tænke på Kristus, på kirken, på syndsforladelse.

Da jeg så spurgte, om han ville modtage sine synders forladelse af min hånd, sagde han straks ja, og så læste jeg ordene: ”Så sandt du af hjertet angrer dine synder, så kan jeg nu på Jesu Kristi befaling tilsige dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Jeg absoluterede ham, som det hedder, dvs. forlod ham hans synd, ikke på egen, men på Jesu Kristi myndighed. For den opstandne deler jo nu, akkurat som da han gik på Galilæas landeveje, uegennyttigt sin syndfrihed med os selvoptagede syndere. Og så lyste jeg velsignelsen og så tror jeg nok, jeg sagde, at nu forestod kun hans glædelige opstandelse. For når synden er aflivet ved roden og forladt, så kan ingen død holde på os.

Glædelig Påske

Prædiken til Palmesøndag II, 2024

Mark 14, 3-9

Salmer: 176, 201, 151, 199, 84

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Med palmesøndag går vi ind i påskeugen, og her vendes alt på hovedet fra begyndelsen. Sidste år så vi på tv kong Charles blive salvet og kronet under pomp og pragt i Westminster Abbey. En ærkebiskop i silke og brokade kom olie på Charles hoved bag et hemmeligt forhæng, og siden fik stakkels Charles en 2½ kilo tung guldkrone på hovedet.Himmerigs konge, Jesus Kristus, bliver også salvet – ikke af en ærkebiskop i silkebrokade, men af en den lokale prostituerede under et skandaløst optrin hos farisæeren Simon Den Spedalske. 

Stort set hver eneste aften kan vi se kendte mennesker i studiet i Aftenshowet, hvor de klappes på ryggen af underdanige journalister og får taletid om, hvorfor de er så gode og kendte. Guds Søn, Jesus Kristus bliver midt om natten trukket ned i en kælder og forhørt i en parodi af en retssag, hvor ingen vil høre på ham.

Atter og atter ser vi toppolitikere forlade Christiansborg for at modtage udnævnelse til lukrative topstillinger i erhvervslivet med solide gager og pensionsordninger. Verdens frelser korsfæstes i en grusgrav som en gemen forbryder. Hans gage er en krone er af pigtråd, hans pensionsordning er rustne søm gennem hånd og fod. 

Vi hylder de kongelige og hædrer de kendte. Men den bedste, den kærligste, den mest trohjertede, mest uselviske, den ene gode og rene af hjertet – ham slår man ihjel. En luder er den første i hans menighed, en røver den næste.

Når man for bare 30-40 år siden sagde, at kristendom er de mægtiges måde at undertrykke de fattige på, så overså man den kritik, den omvurdering af alle værdier, som ligger i selve evangeliet, og helt særligt i lidelseshistorien. Jesus var ikke en revolutionshelt – det mente nogle præster tilbage i 70’erne. Han samlede ikke en slavehær for at vælte magthaverne og de rige. ”Mit rige er ikke af denne verden”, sagde han. Det vil sige: Over for Gud gælder der helt andre spilleregler. Her i verden er spillereglerne sådan, men over for Gud gælder de ikke. Milliongager, medaljer af sølv og guld, flotte titler, dyre ting og sager, fede biler og patriciervillaer, store fortjenester for land og samfund – alt det tæller i himmeriget mindre end brugt ispapir, mindre end brugte pizzabakker, mindre end den plastik, min bøf er pakket ind i. Her gælder noget helt andet.

Her i landet belønner vi med rette dem med det tungeste ansvar. Vore ledere, både i det offentlig, i erhvervslivet og sågar i kirken skal træffe svære beslutninger og bære risikoen, hvis det går galt. Derfor får de millionsalærer og fine ridderkors. Det er i sin orden. Når vi andre ser surt til deres høje indtægter, skal vi huske, at det har en pris, og at vi andre er dejlig fri for det åg. Vi kan sidde i baghånd og brokke os – det kan de ikke. Sådan er det hernede mellem jordens fuger, i vort lille lave land. Men evangeliet minder os om, at alt det er helt anderledes i himmerigets høje sale.Der kan departementschefen eller topdirektøren i deres solide villaer nord for København stå lavere end stiknarkomanen, som lever i en papkasse under en motorvejsbro.

Personligt kunne jeg da godt tænke mig, at man kunne justere lidt på tingene hernede. For ikke så længe siden stod en hel folketingsgruppe frem og bekendte, at de da ikke havde noget imod at få en lille medalje, hvis kong Frederik og Ordenskapitlet skulle tildele dem en medalje. Det behøvede slet ikke være et ridderkors. Bare noget sølv med emalje. Et par europaparlamentsmedlemmer stod også frem og signalerede, at hvis de skulle få en lille pæn medalje for lang og betydningsfuld tjeneste for Danmark i EU, så gjorde det bestemt ingenting. De ville ikke protestere. Til det kunne jeg godt have lyst til at sige: Hvorfor er det nu lige, at man ikke kan give en medalje til dem, der tager sig af vore syge og gamle, som passer vore børn eller rydder vejene for os andre? Hvorfor skal advokater og embedsmænd i ministerierne og officerer, pinger og ponger have medaljer pr. automatik? Hvorfor har vi ikke en medalje til mødre og fædre som får børn og opdrager dem godt til at blive ligevægtige, selvstændigt tænkende, pligtopfyldende mennesker? Det kunne staten da godt give en medalje for.

Men det er sådan noget, vi kan justere på hernede ved havets overlade. Her kan vi diskutere, om vi vil vurdere ansvar, trofasthed eller særlige fortjenstfulde handlinger højest. I Jesu rige gå den på helt andre melodier. Det handler den lille og ofte oversete historie fra Markusevangeliet om – den, vi kalder ”salvningen i Betania”. Her dukker dette lille menneske op, som ellers var blevet glemt, en gammel prostitueret, én som hverken har bidraget til samfundsøkonomien eller båret et tungt ansvar i erhvervslivet, ja, som ikke engang har øvet noget fortjenstfuldt og ærværdigt, men tværtimod noget, som ingen regner, ja, som alle foragter. Jesus giver hende ikke en medalje, for den slags havde han ikke, men han sagde dog, at hvor som helst evangeliet prædikes, dér skal vi huske hende. Og dermed sætter han hende– sammen med den ene røver på korset – over alle andre.

Og hvad gør hun så, denne navnløse kvinde? Sagt lidt højtideligt, så bekender hun sin tro – også selvom det er en svag og vaklende og næsten ordløs én. Hun vover at bekende kulør, også selvom hun er dømt til at blive til grin og spot og foragt. Ja, også selvom hun som sagt helt mangler ord for det, hun gør. Jesus må udlægge det, hun gør. Han må hjælpe hende med at sætte ord på det, hun gør.

Prøv lige at se det for jer. Det hele foregår i Simon Den Spedalskes hus. Simon er farisæer. Han tilhører eliten. Jesus er med – måske fordi, som man har gættet på, at han har helbredt Simon. Alle mændene ligger til bords, som man gjorde, med den ene albue støttet på en fast pude, så man kunne række til fadene som var stillet frem på de små borde. Der er kun mænd til stede. For sådan var det dengang: Mænd er nu engang mere betydningsfulde end kvinder. Stemningen er god. Jesus selv nyder selskabet. Selv om han tit var i skænderi med farisæerne, betyder det ikke, at han ikke også kunne have fornøjelse af deres selskab. Men så kommer denne kvinde ind. Det er lidt af en gåde, hvordan hun er sluppet ind. Det er helt sikkert, at kvinderne og tjenestefolkene ude i køkkenet ville have smidt hende på porten. Men hun må have udnyttet et uopmærksomt øjeblik. Pludselig kommer hun målrettet hen imod Jesus. Vi må formode, at alle kender hende, for hendes erhverv er kendt af alle, når hun trækker på gaden og kalder på forbipasserende. Ikke bare er hendes erhverv omgærdet med foragt. I farisæernes strenge syn på renhed og urenhed, er hun uren, og smitter alle, som hun berører. Men af en eller anden grund når ingen at standse hende. I hånden bærer hun en lille flakon, en lille amfora med nardussalve, den dyreste parfume, man kunne få, udvundet af rod og stængel af Nardusplanten ”Nardastachysjatamansi”, som vokser i Indien. Før nogen kan nå at forhindre det, har hun hældt salven ud over hans hoved – slet ikke ulig den måde man i det gamle Israel salvede konger: ved at komme olie på deres hoved. Markus fortæller det ikke, men Lukas fortæller, at hun græder, mens hun gør det. I al fald er de enige om, at hun intet siger, der kan hjælpe til at forstå, hvad hun gør. Måske fordi hun selv mangler ord. Jesus alene har set det og forstået det. Optrinet er skandaløst og uværdigt på alle måder, efter alle målestokke, og alle i salen råber op og overfuser kvinden. 

Men så tager Jesus ordet. Myndigt og bestemt forsvarer han hende og hædrer hende tilmed frem for alle jordes pinger og ponger. Han udlægger hendes handling, for han har straks forstået hendes inderste – om end forvirrede tanker. Det kommer af hendes erhverv. Hun har gennem mange år i den branche lært at skelne skarpt imellem ægte kærlighed – og det, der bare skal ligne. Altså forstillelse og kunstighed. Hun er så at sige ekspert på det område. På afstand har hun måske fulgt Jesus og set hans trohjertethed og ægte uforstilte troskab og medmenneskelighed. Det vil hun gerne sige til ham eller hylde ham for. Hun vil kongehylde det, der virkelig betyder noget – og det er ikke hverken ansvar, ledelse, store handlinger for fædrelandet, det er ikke alt det, vi giver medaljer og høje gager for. Men troskab, trofasthed, blik for andre, selvforglemmende kærlighed - det, som alene anerkendes i himmerigets høje sale. Det er tåget i hendes tanker, for det er blandet med en dyb sorg og smerte: nemlig over, at det ikke kan ende godt med Jesus. Der er for mange fjender. Der er for mange af de store, der hader ham. Der er ikke plads til sådan en som ham i verden. Men hun vil nå at hylde ham. 

Jesus sætter ord på: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Det er vistnok blevet mode i Japan og USA at holde en begravelsesfest, mens man endnu er i live. Det er sådan noget lignende, der sker her, hvis vi skal tro Jesus – og det skal vi jo da. Kvinden har billedlig talt lige lagt en stor begravelseskrans om halsen på Jesus. Hun har lige lagt en kæmpe bårebuket på bordet foran hans leje, som om det var en kiste. Men Jesus bliver ikke vred. Tværtimod, for han har jo læst hende. Han forstår, at hun vil bekende. 

Hvis hun havde kunnet finde ordene, ville hendes bekendelse lyder sådan her: Jesus, du er den bedste, det kærligste, mest trohjertige menneske. Ingen som dig. Men vi slår dig ihjel. Vi giver medaljer til store mænd og kvinder og hædrer sangere og skuespillere og kendisser, men dig slår vi ihjel. Det er ikke sådan, det skulle være, men vi er ikke, som vi skulle være, heller ikke jeg. Hos os er der en masse forstilt kærlighed, en kun stærkt begrænset troskab, og en masse hykleri og løgn. Det er kvindens mærkelige bekendelse, som på én gang hædrer Jesus og udlevere hende selv som synder. Den bekendelse anerkender Jesus straks og hædrer på sin side kvinden.

At turde bekende sig til Jesus Kristus, sige man er kristen, kort sagt – selvom man end ikke rigtig kan finde de rigtige ord at sætte på det. Selvom man måske ikke kan formulere sig korrekt efter dogmatikken. Ja, selvom man bliver til grin og foragt i det gode selskab. Det er det, der lyttes efter i de himmelske sale. Om man i den – javist både vaklende og svage tro – er tro hernede og altid holder sig til det, som ikke er af denne verden.

Sådan stiller Palmesøndag fra begyndelsen af påskeugen vores verden – og alt i den - i perspektiv. I himmeriget er der en elefantorden til en prostitueret, et storkors i sølv og emalje til en røver. Fordi de turde bekende kulør.

Amen

 

 

Prædiken til Fastelavns søndag II, 2024

Luk 18,31-43

Salmer: 736, 208, 502, 173, 192

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi er tiggere – det er sandt. Sådan stod der på en lille lap papir, som man fandt på Martin Luthers skrivepult morgenen efter hans død den 18. februar 1543. ”Wir sind Bettler. Hoc est verum”, havde han skrevet på en mærkelig blanding af tysk og latin. Den store mand, der havde skrevet tusindvis af sider og kæmpet ene mand mod hele romerkirken med dens pave, bisper, kardinaler og kejsere – han fandt i sin dødsnat, at alt, hvad der er at sige om os: vi er tiggere. Når alt er skrællet væk, når alle masker er faldet, når alle oppustede cv’er og lånte fjer er taget fra os – så er vi tiggere i livet. Og det eneste relevante udsagn er tiggerens råb til Jesus: Davids søn, forbarm dig over mig. Og så Lukas ord om, at Jesus, der dog skulle frelse hele verden, stoppede op for at lytte til en tiggers bøn: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?

Nuvel, det kommer jeg tilbage til om lidt. I mellemtiden begynder vi lige et andet sted:

Husker I navnene Anna Castberg og Stein Bagger? Det var to mennesker, der viste sig at være noget helt andet, end vi troede. Anna Castberg blev i 1993 valgt af en enstemmig bestyrelse som direktør for det planlagte københavnske museum Arken. Der var ganske vist ingen herhjemme, der nogensinde havde hørt om en Anna Castberg, men pludselig sad hun der til ansættelsessamtale og havde afleveret et cv, der slog alle andre ansøgere med flere længder. Hun var uddannet i kunsthistorie ved Sorbonne universitet i Paris og havde en doktorgrad fra Londons Universitet. Hvad kunne man ønske sig mere af en leder for et kunstmuseum? Anne Castberg fik stillingen. Hun så på én gang klog og skrøbelig ud, og så var der tilsyneladende ikke den ting, hun ikke vidste om kunst. Det forklarede hun i al fald de ansatte. Så åbnede Arken, og Anna Castberg viste dronningen rundt, og der var champagne og pindemadder og skåltaler. Men allerede samme år, altså i 1996 viste det sig, at Anna Castberg var et fantom, et spøgelse, en falsk identitet. Da en journalist begyndte at grave i hendes fortid, viste det sig, at det eneste, Anna havde præsteret, der nærmedes sig kunstens verden var, at hun havde optrådt som sangerinde i England. Alle titlerne, alle graderne var fup. Alle de fine steder langt borte, hvor hun havde været ansat, var også fup. Ydmygende og yderst pinligt måtte hun gå til bekendelse, hvorpå hun forsvandt ud af mediernes søgelys. Anna Castberg var i virkeligheden en anden, end vi troede, og en dag faldt masken, og hun kunne hun ikke opretholde løgnen længere.

Tolv år senere dukkede Stein Bagger så op på scenen som direktør i firmaet It-Factory. Pludselig var han på alles læber, og i medierne så man ham i smarte jakkesæt og hurtige biler. Det kørte derud af for firmaet. Det var lige før finanskrisen, lige før låneboblen brast. Stein Bagger blev alle vegne lovprist som den nye tids leder, der kunne banke en virksomhed op fra nul til en milliard i løbet af ingen tid. Bagger holdt foredrag og modtog priser og udnævnelser, og i interviews fortalte han om sine uddannelser, en bachelor i regnskab, en MBA fra både Edinburgh Universitet og fra San Fransicos Tekniske Universitet og en Phd i international business. Men historien gentog sig. En journalist gav sig til at bore, og det viste sig, at intet af det var sandt. Han havde engang tilmeldt sig uddannelsen i Edinburgh, og han havde taget en form for eksamensbevis pr. postordre. Masken faldt, og så ramlede Baggers virksomhed pludselig sammen og gik konkurs, og Stein Bagger forsvandt – indtil man pludselig i tv-avisen kunne se en helt anden Stein Bagger iført cowboybukser og en tshirt overgive sig til politiet i Los Angeles, eftersøgt for bedrageri og dokumentfalsk. Også Stein Bagger var en slags fantom, en falsk identitet, som lykkedes længe – lige indtil den ikke gik mere.

Det er Fastelavns søndag. I gammel tid holdt man her en stor fest, et karneval lige inden fasten begyndte. Karneval betyder ”farvel til kødet”, underforstået: Fra nu af stod den på grød og fisk. Karneval og fastelavn var udklædningsfester, en slags maskebal, hvor man legede med identiteten, skjulte sig bag masker, og for en dag var noget andet, end man var. Ganske vist er fastelavn nu muligvis blevet overhalet af halloween i efteråret – ak ja, børnene sang i gamle dage ved dørene: ”fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Nu rækker de hånden frem og siger: ”slik eller ballade”! Men fastelavn er dog stadig en højaktuel fest, ja, en topmoderne fest. For det er jo, hvad vi mennesker i vore dage – mere end nogensinde - har gang i: Vi udgiver os for noget, vi nok ikke helt er. Eller: vi pynter på det, vi er, leger noget, vi ikke helt kan stå inde for. Opfører små skuespil og udklædnings- og kostume­forestil­lin­ger for hinanden. I det gamle Venedig gik adelsdamer altid med maske, når de gik ud. Fine folk skulle ikke sådan kunne ses lige ind i ansigtet af folk af lavere stand. Prostituerede derimod gik uden maske. Men til karneval var alle maskerede og kunne lege det, de ikke var. Sådan en leg leger vi også. Og det er som oftest slet ikke en leg, men dødelig, livsfarlig alvor.

Det begynder tidligt. De rene børn sidder på de sociale medier og ser på videoer af unge smukke mennesker, der løber rundt og laver sjove og smukke og underholdende ting i en sjov og smuk og underholdende verden. De ser kendte såkaldte influencere, der viser deres sjove og spændende hverdag frem, mens de anbefaler forskellige mærkevarer, ting og sager. Alt det smukke og sjove og spændende sætter sig i et barnesind og gør hverdagen uden for skærmen kedelig og langsom og uspændende. Man skulle se sådan ud. Man skulle være sådan.

Og så går tiden og børnene bliver lidt større. Så er det snart slut med at være barn, for nu skal de tænke på, hvad de vil være og forberede den rigtige karriere. Til deres første jobsamtale som 21-årige skal de jo helst kunne møde op med et cv, der er mindst lige så flot som Anna Castbergs. Det er et frygteligt åg, vi har lagt på de unge. Allerede i gymnasiet begynder de at tænke på, hvad de laver i fritiden. Ser det smart ud på cv’et, hvis man har gået med aviser? Eller er det værre, hvis man slet ikke har haft noget arbejde? Og under studiet skal studenterjobbet ikke kun give brød på bordet, når SU’en er brugt til huslejen. Det skal signalere, at man allerede som studerende var så helt exceptionelt god, at man fik ansættelse i et advokatfirma. Cv’et skal være perfekt, og det rider de unge som en mare.

Og når man så endelig har fået jobbet, så skal alt jo helst være perfekt, og svaghed er ikke en mulighed. En analyse har for nylig vist, at danskere generelt ikke går til deres chef, hvis de føler sig stressede. For det kan jo være et svaghedstegn. Måske vil chefen sige: Nå, du kan altså ikke tåle mosten – måske er du kommet på forkert hylde? Nej, man bider tænderne sammen og udgiver sig for at være ham eller hende, der kan tåle presset, et ægte overskudsmenneske, der klarer både travlheden på arbejdet og derhjemme. Det er et svaghedstegn at blive syg – helt særligt at måtte bukke under for stress.

 Sådan nogle julelege – eller rettere fastelavnslege laver vi året rundt. Det er ligesom når man er på museum eller besøger en seværdighed. Her tager folk billeder – ikke af malerierne eller bygningerne eller udsigten, men af dem selv foran malerierne og bygningerne og udsigterne. Hver gang kan jeg ikke lade være med at beundre den selvfølgelighed, hvormed folk kan stille sig an og lave en grimasse til selfien. Især de unge piger er enormt dygtige til det. De arrangerer lige håret, synker rutinemæssigt ned i den ene hofte og lægger hovedet koket på skrå. Så kigger de på resultatet og nikker tilfreds – selvom pigen på billedet slet ikke ligner virkeligheden. For mig er det et billede på det moderne menneske, på os: Vi lever ligesom for enden af en selfie-stang. Hele tiden er vi i gang med at arrangere os i en opstillet kunstig verden, der egentlig ikke har ret meget med virkeligheden at gøre.

Måske er det bare mig, der er fagidiot og bare har et erhverv, hvor man ser folk i situationer, hvor maskerne falder og alting er krakeleret, hvor det fine billede, som man så gerne vil opretholde, er røget på gulvet, hvor mascaraen løber og man ikke kan finde den rigtige grimasse, men bare må stå med sit nøgne ansigt, et lille bange, frustreret, ensomt, forvirret menneske på det, vi stadig kalder ”herrens mark”. Vi er Stein Baggere og Anna Castbergere i det små, og der skal ikke kradses ret meget i overfladen, før det viser sig, det, vi så gerne vil vise andre – det er vi slet ikke.

Vi var på Cypern en tur. Det er et dejligt sted uden mange tiggere. Men den sidste dag, det var søndag, hvor alle på Cypern holder fri og tager børnene og bedstemor med ud at spise og gå i tivoli – dér mødte vi én. Vi skulle med flyet hjem samme dag, solen skinnede, så vi satte os på det, vi godt vidste, var en turistfælde af en restaurant. Der dukkede han så op, denne tigger, dvs. han var en lidt mere sofistikeret tigger. Han spillede harmonika og gik mellem bordene. Jeg må indrømme, at jeg føler den slags som en form for afpresning, og jeg ønskede bare, at han ville skride. Men han stillede sig selvfølgelig også op bag os og spillede en kort melodi. Og så gik han rundt med fremstrakt hånd og sagde: ”One euro, please”, en euro, tak. Jeg så ham vist ret arrigt ind i ansigtet og spurgte, om han skulle have en euro for den korte koncert, men han var helt tom i blikket. Han fik sin euro – det er jo sølle 7,5 kr. Men jeg har siden tænkt, at den mand på en eller anden måde var nået ud over alle fastelavnslege og maskespil, al skam. Det er bestemt en mulighed, at han bare spillede skuespil og i virkeligheden tjener kassen og bor i en luksusvilla. Den slags hører man. Men der er noget evangelisk her:

Når det kommer til stykket, når det bliver vores tur, når vores masker falder, når vores fastelavnskomedie hernede er slut og vi ikke længere kan spille rollen som dem, vi gerne vil være, dem, der klarer det hele – når vi som Luther en dag må erkende, at vi reelt er tiggere over for liv og død – så er der den trøst og styrke og mærkelige glæde, at Jesus kendes ved netop tiggeren – ham, der har tabt sin maske og er nået ud over al skam og har rakt hånden frem til hjælp, til bøn. Ham kunne Jesus ikke bare gå forbi.

Amen

Prædiken til 2. juledag II 2023

Matt 10, 32-42

Salmer: 115, 117, 123, 125, 129

 

Julebud under storm og torden

melder og giver fred på jorden,

fred til at stride vor strid med mod,

fred til at vente på enden god,

højt under medbør og dybt i sorgen,

fred for både i går og i morgen

 

I må bære over med mig i dag, men jeg har sådan en upassende lyst til at sige noget forbudt. Det er nok Jesus’ egenskyld, sådan som han taler i dag. Oven på december måneds juleglimmer og sukkersnak om fred og næstekærlighed og sammenhold på jord, har jeg det ligesom børnene, der sidder under bordet og hvisker ”prut” eller ”røv” eller andre frække ord, mens de voksne sidder og snakker voksensnak. Det store juleræs er forbi, og kirken er sjældent overfyldtdenne anden juledag, så jeg tør godt sige noget, som har været strengt forbudt at sige i mange år herhjemme. 

Det lyder sådan her: Kristendom er bedst. At tro på Jesus Kristus er bedre end islam, jødedom, hinduisme, buddhisme, naturreligion. Det er bedre end demokrati og menneskerettigheder, bedre end velfærdssamfundet, bedre end de bedste værdier. Kort sagt bedst! Nå ja, det lyder måske ikke så vildt, men jeg kan garantere jer, at man bliver savet midt overpå de asociale medier eller i avisen, hvis man sagde sådan. Alle tastaturkrigerne ville lugte kristenblod, når de læste sådan noget: Det kan man da ikke sige! Det går da ikke. Hvordan kan du vide, at Jesus Kristus og kristendom er bedst, vil man sige? Og det ved jeg da heller ikke vide – jeg er jo ikke Gud, men det tror jeg af hele mit hjerte, og jeg ville da være et ynkeligt pjok, hvis ikke jeg kunne stå op for det, jeg tror på. ”Enhver, som ikke bekender mig over for mennesker, vil jeg heller ikke bekende over for min far, som er i himlene, siger Jesus egentlig”. I den danske oversættelse står der ”vedkender sig”, men Jesus siger egentlig direkte oversat ”bekende”, altså som i: at sige trosbekendelsen. 

I virkeligheden er det ganske naturligt og ikke spor mystisk. Forestil jer en mand, der går ud at købe en ny bil. Han køber en fin ny rød Toyota Aygo, men straks han kommer hjem til sin kone, siger han: Nu skal du bare se noget latterligt gammelt ragelse jeg har købt, har du set magen til elendigt køretøj? Den er ikke værd at sætte sig ind i, og jegville meget hellere have en BMW i5! Nej, vel? Sådan siger ingen, der er ved sine fulde fem. Og jeg siger bare min mening. Og den er, at troen på Kristus er bedre end alverdens religioner og filosofier og værdier og styreformer – og det er den, fordi Jesus Kristus er bedre end alt andet.

Lad mig vende tingene på hovedet for jer – altså i forhold til det, man ellers altid hører. F.eks. hører man nu, at det var en ulykke for Grønland, at danskerne kom til Grønland. Hvis inuitterne havde fået lov at leve med deres egen kultur og religion, så ville Grønland have været et lykkeligt samfund. Det lærer børnene og de unge i skolen, og de lærer, at det var en stor skam, at den danske konge skulle absolut sende præsten Hans Egede til Grønland og lære grønlænderne kristendom. Det kunne han ikke være bekendt. Hans Egede tvang grønlænderne til at tro, at Kristus er bedre end deres trommedans og åndemaneri. Og det havde han da ingen ret til. Sådan er historien blevet. Men lad mig nu vende det på hovedet. Hvad nu, hvis grønlænderne, altså dem på Hans Egedes egen tid, faktisk opfattede, at Kristus er bedre end den gamle tro? Hvad var Grønland? Det var et klansamfund, hvor klanens ældste bestemte benhårdt, hvor den enkelte er ingenting, men klanen alting. Hvor man fører krig imod nabostammen om bopladser og fangstpladser, hvor kvinder ikke behandles på lige fod med mænd. Grønlænderne blev aldeles ikke tvangskristnet. De så bare, at troen på Kristusbetød frihed fra klanen, frihed fra kønsdiskrimination, frihed i det hele taget.

Lad mig vende et andet eksempel på hovedet. England var et imperium for bare 100 år siden. En fjerdedel af jordkloden hørte til det engelske imperium. I skolen har vi lært, at det var forfærdeligt: At englænderne ikke bare erobrede land og udnyttede de erobrede landes resurser. De lod også kristne missionærer omvende de indfødte – og det var jo lige så slemt som det, vi danskere gjorde på Grønland, for de indfødte havde jo deres tro, og hvis de bare havde fået lov til at beholde den, så var de vel salige i den tro? Sådan har man sagt, lige siden jeg selv var en skoledreng, men lad mig nu vende også det på hovedet: Nej, det er samme historie i Afrika og Indien som i Grønland. Man blev kristne – ikke fordi man blev tvunget, men fordi man opdagede at troen på Kristus var bedre. Det er jo dog stadig sådan, at man kan tvinge et menneske til meget, men ikke til at tro med hjertet. Den slags sker kun i frihed og frivillighed. Hvad nu, hvis de indfødte rent faktisk var taknemmelige for den nye tro? Ikke mindst kvinderne og slaverne og de kasteløse, tiggerne, slaverne, fangerne, børnene?

Kort sagt. Vi har vænnet os til at rynke på næsen af den europæiske mission til Sydamerika, til Afrika, til Nordamerika, til Asien. Og vist var der også griskhed og guldtørst indblandet. Men helt grundlæggende mente man, at man kom med noget, der var bedre. Og fordi man troede på det og turde sige det højt, kunne andre også høre det og tro. 

Vi har herhjemme lært at lege Gud. Vi siger: Jamen, vi kan jo ikke vide, om kristendom er bedst. For muslimer er islam sikkert bedst og for hinduen er hinduismen bedst. ”Enhver må være salig i sin tro”. Sådan sagde Frederik den Store, konge af Preussen, men undskyld, hvor vidste han egentlig det fra? Lyt engang: Enhver er salig i sin tro. Hamas-krigeren, der halshugger og myrder, er altså salig i sin brændende tro på, at der venter ham 72 storbarmede jomfruer i himlen? Siden hvornår har mennesker fået lov at sidde på Guds plads, så de kan bedømme, hvem der er salige? Hvad Frederik den Store sagde, lyder klogt og tolerant og vist. Men hvis han var rejst til Grønland ligesom Hans Egede, eller var rejst til Afrika, så er det ikke sikkert, at alle kvinderne, alle slaverne, alle krigsfangerne, alle børnearbejderne, alledem, der stod lavest i klanen – at de var enige med ham. Jeg tror, de havde sagt til Frederik: Hvorfor fortalte du os ikke om Kristus? Din arrogante skiderik. Var vi ikke fine nok til at høre om din tro? Mener du, at vi var lykkelige med vores åndemanere og klaner og blodfejder? Hvor ville alt have været anderledes hos os, hvis vi kunne være blevet døbt.Tænk, at Jesus regnede kvinder og børn og slaver for sine ligemænd! Tænk, at han sagde klanlederne og ypperstepræsterne midt imod. 

I Vesten og i Danmark har vi alt for længe skammet os over os selv og vores egen fortid. Vi har leget Gud, ligesom Frederik den Store og påstået, at troen er ligegyldig. Vi har skammet os ved at bekende Kristus, ved at vedkende os ham. Jeg tror, vore egne forfædre i vikingetiden ville sige det samme, som de sagde i Afrika, i Sydamerika, i Asien. Måske ikke lige klanlederne og høvdingene og åndemanerne. Men kvinderne og børnene og trællene og krigsfangerne og de fattige småbønder og fiskere. De blev ikke tvunget til at tro. De kom selv og sagde: Hør, fortæl os lige om ham Hvide Krist igen: regnede han virkelig kvinder med til sin kirke? Talte han virkelig med tiggere, fremmede og udstødte – som om de var mennesker? Sagde han virkelig det dér med, at han var kommet for at kalde de fangne ud af fængslet? Er det rigtigt, at han tog små spædbørn til sig – sådan nogen, som ikke regnes for rigtige mennesker endnu – at han tog dem på armen og sagde, at Guds rige hører sådanne til? Sagde han virkelig til ham der Pontius Pilatus, at han ikke havde nogen magt over ham, hvis ikke den var givet ham fra endnu højere oppe, fra Gud selv?

Jesus taler skarpt og provokerende i dag, men pointen er: Ved at skamme sig over ham, ved ikke åbent at turde vedkende sig ham, ved ikke at turde stå ved sin tro – svigter vi på det grusomste vores medmennesker, vores Næste. Det gælder i den store skala i verdenshistorien og det gælder i den lille skala i de kredse, vi bevæger os i mellemmennesker. Hvis I kendte et fuldstændig vidunderligt middel imod kræft, ville I så putte med det og sige: ”Nej, der er så mange andre lægemidler, lad andre bruge deres medicin. Enhver bliver nok helbredt ved sit lægemiddel”? Nej, hvis I havde lægemidlet, og troede fuldt og fast på dets virkning, så ville I da ikke tøve med at give det videre. Ja, I ville føle jer skyldige, hvis I ikke gjorde.

Intet andet sted i evangeliet taler Jesus så lidenskabeligt og brændende som her. Når han vil elskes mere end far og mor, søster og bror, er det det stærkest mulige udtryk for hans kærlighed til os, til hans Næste. Hos ham er alting lidenskab. Her er intet lunkent eller halvt. Det skal vi turde bekende – ja, det er os, han elsker. Det er os, der er så meget alvor for ham. Helt uden vores fortjeneste, helt uden at skæve til stilling, karriere, status, race, køn eller hvilke grupperinger vi ellers deler os.

Det skal vi da turde sige højt. Af to grunde.

For det første er det en enorm åndelig styrke, som vi har savnet herhjemme i alt for lang tid. I det store billede overfor Kina, overfor Rusland, overfor de muslimske regimer i Mellemøsten har Vesten være på selvmordskurs i alt for mange år. Vi kan kun sige ”undskyld”, ”demokrati”, ”menneskerettigheder” og ”penge”. Det er alt for svagt og ingen gider høre på det. Og i det lille billede: Jeg har ærlig talt mere respekt for et menneske, der tør vedkende sig sin tro, end en, der påstår han eller hun ikke ”er religiøs”.

For det andet er det en hjælp til andre. Når Jesus er så skarp og siger, at han ikke vil kendes ved os over for Gud, hvis vi ikke vil kendes ved ham, så betyder det jo: Det, vi ikke turde vedstå, det vi ikke turde sige højt – det hørte andre jo så heller ikke. Og hvem ved – hvis vi havde turdet sige bare så meget, som at vi er kristne, eller indrømmet højt, at vi beder fadervor eller sågar, at vi tror på Jesus Kristus – måske havde det åbnet en dør for nogen, som vi slet ikke regnede med? Måske ville det være den anledning, som gav dem mulighed for at spørge: Tror du på Jesus Kristus? Kan jeg det? Kan jeg bede Fadervor? Hvordan gør man?

Glædelig Jul

Amen

Prædiken til Juledag II, 2023

Joh 1, 1-14

Salmer: 100, 118, 119, 122, 99

 

Men ned han lagde sin guddomsmagt,

en tjener vorder han.

han os til tjene, det er hans akt

at blive vor frelsermand

 

Hvis vi skal tro på butikkerne og det, de siger i TV, så er julen nu slut. Den sluttede i går med en eksplosion af brun sovs, gran og klisterpapir. Og nu skal vi til at tænke på, hvad vi skal lave til nytår. Nå, løgn er det. Det er først nu, det er jul. Og julemorgen skal vi ikke misbruge med løs snak. Det er tid til at tænke efter. Evangelisten Johannes indbyder os i den grad til at tænke lidt efter. Han begynder sit evangelium med julen, men helt uden at nævne hverken stjerner ellerhyrder eller krybber eller gumlende køer. Ikke engang Maria bliver nævnt. Kun den mærkelige højtidelige tale om ordet, som var Gud og som blev kød og tog bolig iblandt os. Faktisk er hele juleevangeliet kogt ned til én eneste sætning: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Og for nu at undgå enhver misforståelse: Det er Jesus, der er ordet - ordet, der bliver kød. Det er ham, livet er i – det, som er menneskenes lys. Det er i ham, vi så den herlighed, som ikke var hans egen, men som kom fra Gud selv. 

Lad os nu gruble lidt. Det kan vi godt tillade os sådan en fin og stille julemorgen. Lad os bare tænke ligefremt og undre os, som små børn er gode til. Som lidt større dreng havde jeg det svært med den her tale om ordet. Jeg havde jo hørt far læse Johannesevangeliets ord op ovre i kirken. Og nogle år havde han også læst dem om aftenen ved juletræet, før vi sang. Jeg kendte dem godt. De lød så højtidelige og alvorlige og smukke, men alt det med ordet kunne jeg ikke rigtig forstå. Jeg tænkte: Hvis Gud ville hjælpe os mennesker, hvis han ville have fred på jord og frelse menneskene – hvorfor gjorde han så ikke noget mere effektivt end bare ved at sende sit ord? Jeg havde jo lært, at ord ikke altid passer. Voksne siger så mange ting, som de slet ikke mener. Og dengang vi begyndte at gå til svømning i skolen, ovre i Gjern Svømmebad, så sagde mange af os, at vi da i hvert fald kunne svømme og havde kunnet det i mange år, selvom det slet ikke passede. Nogle af kammeraterne var begyndt at sige ting, når der var piger til stede, som jeg slet ikke kunne genkende. Ord – det er da så underlig lidt at sende til verden, syntes jeg. Det var da lidt ligesom, hvis Superman ville redde New York fra den onde skurk – og så sendte et lille julekort: ”Hej med jer, jeg har det godt. Håber, I også har det godt. Kærlig hilsen Supermand”. Hvis Gud var Gud, så kunne han vel ordne problemet på en formiddag ved at knipse med fingrene – også var den prut slået, som min farmor sagde. Hvad fedt var der ved, at ordet blev kød? Hvad ville Gud – hvad var hans plan? Sådan tænkte jeg, tror jeg nok. Og det var nok lidt firkantet og barnlig tænkt, men det er slet ikke så dårligt at begynde her, hvis man vil forstå, hvad det er, Johannes vil sige.

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og give mig selv svar, så ville jeg nok have irriteret mig selv ved at sige, at der er tre ting, men skal have fat i. Det kan godt være, at hvis jeg dengang havde hørt mig selv svare, ville have himlet med øjnene, men jeg skal nok svare, så det er til at forstå. Det bliver ikke bare tom voksensnak.

For det første: Der er ingen tvivl. Gud har den vildeste plan for os. Han skabte os i sit billede, så vi ligner os. Det har vi hørt i skabelsesberetningen. Den kunst vil han genoptage. Han vil rense og forvandle os, så vi ikke længere er dehåbløst frådende egoister og hensynsløst selvoptagede syndere, vi er. Han er – sagt med et gammelt billede – ligesom en konge, der finder sin egen mønt i rendestenen. Han tager den op og ser sit eget portræt dér på mønten, men ridset og skrammet og næsten ukendeligt. Og han beslutter så at støbe den om igen. Gud vil genindsætte os i Paradisets Have. I Biblens sidste skrift er Paradisets Have faktisk blevet en bypark i det himmelske Jerusalem. Jo, det er det første: Tag ikke fejl. Det er Guds plan og ønske at frelse alle mennesker.

Men – for det andet – Gud gør ligesom vores kendte filminstruktører gjorde i halvfemserne, dengang de begyndte at lave ”dogmefilm”: De lavede nogle benspænd for sig selv. ”Dogmebrødrene” kaldte de sig, og hvis man var medlem af kredsen, skulle man lave film på en ganske bestemt måde. F.eks. skulle kameraet være håndholdt. Dogmebrødrenekunne have ladet være, men de pålagde sig selv en hel række handicaps i deres kunstneriske arbejde. Sådan også med Gud. Han har også pålagt sig selv et handicap, han har også lavet et benspænd for sig selv. Ikke af kunstneriske hensyn. Det ville være noget pjat, hvis han som Gud kunne ordne det hele på et splitsekund. Nej, han havde en rigtig god grund til det.

Gud har nemlig den fikse ide, at han vil tros frivilligt. Alt skal ske ad frivillighedens vej. Vi kan lade Allah om at forvandle verden til en stor grå kaserne, hvor det hele handler om ydre lydighed. Gud har større planer end som så. Han vil forvandle, men det skal ske frivilligt fra menneskenes side. Den Almægtige er med andre ord parat til at vente på, at det lille menneske frivilligt gør det, han vil. Den Almægtige kunne tvinge, men han finder sig i at vente tålmodigt på, at hvert enkelt lille menneske omsider vender om fra sin vildfarelse og frit, og af hjertet vender sig til Gud.

Til det formål har han valgt det bedste og stærkeste middel, der findes i verden. Nemlig ord. Ja, ord kan være tomme og dum voksensnak. De kan være fulde alt mulig snyd og bedrag. Men ord er nu engang kongevejen til et menneskes hjerte. Ord kan løfte et menneske ind i himlen, og ord kan være mord uden m, som en vittig sjæl har sagt. At ord bliver misbrugt – det ved enhver. Men her kan vi godt tage ved lære af Putin og Xi Jinpeng og Kim Jong Un, og alle de andre diktatorer. Hvem er de første, som ryger i fængsel? Det er dem, der taler og skriver. Det er altid de politiske modstandere, som har ordet i deres magt. Det er forfatterne, det er dem, der skriver ord på papir, så andre kan læse det. Det er dem, der fylder lejrene op i Rusland i øjeblikket, for de fleste almindelige kriminelle mordere og røvere er sendt til fronten i Ukraine. Men Putin skal ikke have noget af at lade dem med ordene slippe ud blandt andre mennesker. Alle tiders diktatorer, despoter, konger og kejsere har altid frygtet ordet. Jeg plejer for sjov at spørge minkonfirmanderne, hvad der er verdens farligst våben. Når de har opbrugt alt, hvad de ved om sværd og kampvogne og missiler og køller og atombomber, så siger jeg, at det er ord. Det tror de ikke på, men det er ganske vist.

Gud vil tale til mennesker. Men ikke kun det. Han går endnu et skridt videre, og nu bliver det helt vildt - og det er det tredje: Han ikke bare taler, men ”lader sit ord blive kød”. Hvis det skal være fint, siger vi, at han inkarnerer sig. Inkarnation betyder ”ind i kødet”, ”kødvordelse”, ”blive kød”. Guds ord – altså det, han vil sige, lader han fremstå i kød og blod. 

Det behøver ikke være så underligt, som det lyder. Vi kender godt til, at ord bliver kød. Hvis jeg nu siger ordet ”mor”, så ser I med garanti ikke bogstaverne m-o-r. Hvis I påstod, at I ikke så jeres egen mor, vil jeg sige, I er fulde af løgn. I ved, hvad en mor er, fordi jeres egen mor inkarnerede det for jer. Ordet mor blev kød og tog bolig iblandt jer som jeres ene virkelige mor. I kan selv fortsætte. Utallige ord viser sig at inkarnere sig for os i bestemte mennesker og steder. Tænk bare: stalden i Betlehem ligner for mig naboens lade derhjemme. Og brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin i nogle store stenkar – det ligner skyllerummet ovre på naboens gård, hvor hans kone Anna vaskede mælkejungerne i dampende varmt vand. Tag ordet kærlighed. Det er et stærkt misbrugt ord, ikke mindst i kirken. Det ord kender I i virkeligheden heller ikke som et ord med nogle bestemte bogstaver. I kender det ikke som et tørt begreb. Men hvad kærlighed er - det har sandsynligvis inkarneret sig for jer i kærester, ægtefæller, børn og forældre. Ja, det er i virkeligheden den eneste måde, vi overhovedet kender kærlighed og troskab og venskab og indlevelse og godhed – nemlig når et virkeligt menneske er kærlig, tro, en ven, har indlevelse og viser godhed. Og omvendt for den sags skyld – for også dumhed og idioti og ondskab og hensynsløshed kender vi kun konkret, når den inkarnerer sig i andre mennesker. Her har Johannes fat i noget: Jesus talte ikke bare om kærlighed og troskab – han var det selv

Det betyder: Alt hvad Gud vil have sagt til mennesker, så de ad frivillighedens vej kan følge ham og lade sig forvandle– det skal vi ikke lede efter i begrebernes verden, ikke i lærde teologiske værker, men i manden Jesus Kristus, og alt det, de fortalte om ham. Det er sådan, Jesus er Guds ord. Ikke kun i det, han siger, men også i det, han gør og det, der sker med ham. Det er i alt det, Jesus inkarnerer Gud og er hans ord. Vi skal ikke spilde tiden med at gøre os alle mulige menneskelige forestillinger om Gud. Vi skal ikke give ham alle mulige fortænkte skikkelser, for Gud har allerede selv tage skikkelse i Jesus Kristus. Det er det, der står i den gamle salme, at ”hele guddomsfylden har taget skikkelse i ham”.

Sådan er Gud. Han vil virkelig forvandle mennesker, nyskabe os, gøre alting godt. Men han vil ikke gøre det hen over hovedet på os. Han vil ikke have kadaverdisciplin, men hjertets tro og overbevisning. Det er sådan man vinder mennesker: Ved at tale til deres hjerte. Det er den Almægtige så mærkeligt parat til at vente på – og også risikere, at et menneske – uforståeligt - vender sig bort og ikke vil. Det skal ske ved ordet og ved den Ånd, som griber ordet og gør det til handling – men det er en anden snak, som vi må tage til pinse.

Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Det er juleevangeliet.

Glædelig jul

Amen

Prædiken til Juleaften 2023

Salmer: 94, 104, 114, 136

 

 

Det er ikke fordi jeg vil stå og tvære i det, det er jo en sag mellem jer og fængselsvæsnet, men jeg har bemærket, atmange af jer bærer fodlænke. Der er ingen grund til at kigge ned. Moderne fodlænker sidder jo ikke på benet. De sidderpå armen. Jeg taler om de store og diskrete og fikse og praktiske og sorte smartwatches og puls- og løbeure, der sidder på jeres arme, og som snartsagt alle danskere løber rundt med nu. Det er virkelig imponerende, hvad sådan en fodlænke kan. Tænk, mens man sidder her til gudstjeneste, kan man lige få sit daglige stik af dårlig samvittighed ved at tjekke, om man nu har gået sine 10.000 skridt i dag. Og hvis man ikke har, kan fodlænken hurtigt lave et estimat over, hvor mange gange man nu kan forvente at skulle rundt om træet i aften for at indhente det forsømte. Ja, den kan ligefrem tegne den rigtige rute rundt om træet, ligesom den kan advare jer om, at I nu har siddet stille i mere end fem minutter. Og hvis det ikke er nok til at gøre jer stressede og modløse og dødtrætte, så kan den også afsløre, at hvilepulsen er bekymrende lav og blodtrykket og kalorietallet bekymrende højt. Og hvad med en aftenrapport over dagens vejrtrækning og vandindtag? Eller en træningsplan for i morgen juledag: Op klokken 6:30, løbe, restituere, løbe interval, kaste julemiddagen fra i går op og løbe igen. Eller, hvis det ikke er nok, så kan man da også lige få et par arbejdsmails der på armen, så man kan få pulsen lidt op igen. Ja, tænk engang, hvor praktisk: Hvis man nu sidder og får sig en lille lur under præstens søvndyssende prædiken, så kan fodlænken fortælle, om det var den dybe søvn eller REM-søvnen eller bare en let søvn. 

Jeg ved godt, at mange af jer har ønsket jer sådan en fodlænke til jul, men for mig er den slags netop en lænke. Med den på armen er vi for alvor bastet og bundet og lænket - til os selv. Den sidder dér på armen, sort og krævende og lader os ikke et øjeblik glemme os selv. Om nogle år har de sikker udviklet en ny udgave, som kan tjekke ens hormonniveau, så man kan se, om man har for lavt oxcytocin-niveau i hjernen, så man ikke er lykkelig hele tiden. Til jer, der har købt sådan en dims, vil jeg sige: Skynd jer ind at få den byttet, køb et godt gammeldags ur med visere, ædelt og smukt håndværk, som kun viser tidens gang, men i øvrigt holder jer fri for jer selv. ”Kend dig selv”, stod der indhugget over døren til Apollontemplet i Delfi i det gamle Grækenland. Og det har vi kørt efter lige siden. Men I er nu gået ind gennem en anden dør, kirkens dør, og her står der over døren – helt modsat: ”Glem dig selv”. Her skal I høre en anden tale, en tale, som i den grad rimer med hjertets slag og inderste ønske: åh, lad mig dog få lov at glemme og se bort fra mig selv. 

Der er konfirmation – ikke Store Bededag, for der skal vi arbejde, siger regeringen - men lørdagen efter. Og far rejser sig og holder tale for junior: ”Kære Oliver, nu er du trådt ind i de voksnes rækker. Nu skal du vælge din vej. Og du skal vide, at far og mor vil støtte dig lige meget, hvad du måtte vælge. Det vigtigste er, at du mærker efter i dig selv og føler, hvad der er den rigtige vej for dig”. Og alle skåler og siger hurra, og ingen er i tvivl om, at far og mor mener det af hjertet, men hvis stakkels Oliver kunne udtrykke sine forvirrede følelser, ville han sige: Åh nej, far og mor. Ikke mere af det. Vis mig i stedet det, der får mig til at glemme mig selv, vis mig noget at gå helt op i, så tid og sted og mig selv bliver ligegyldigt – for jeg ved ikke, hvad jeg selv vil.

Har I glemt, hvordan I som små stod dér og måbede over jeres første juletræ. Alt var væk for jer: Tid og sted og far og mor og jer selv. For alting var overstrålet af en herlighed, som fik jer til at stå med åben mund af betagelse. Har I glemt,hvor saligt det er at glemme sig selv over flammerne i bålet eller havets bølger, der ruller ind over stranden. Hyrderne stod dér i stalden og måbede og glemte sig selv på samme måde – og det er lidt op ad den vej, vi skal denne jul. For vi trænger sådan til at få lov til netop det: At se bort fra os selv.

Hvis vi går langt nok tilbage, begyndte det at gå skævt i renæssancen og under Den Franske Revolution, men det fik for alvor fart for omkring 200 år siden i den lille tyske by Jena, hvor en række unge genier, Schelling, Hölderlin, Novalis og Fichte og hvad de hed. De talte om ”det grænseløse jeg”, det romantiske jeg, som er den prisme, som hele verden bliver til i, og som er forbundet til hele verden. De første til at fange den ide, var kunstnerne, som begyndte at gå med bredskyggede hatte og tro, de med deres betydningsfulde egoer var en slags guder, der steg ned med deres store kunst til os andre. Siden kom rockmusikerne til med deres solbriller og lige så store egoer, og nu er ”det grænseløse jeg”blevet allemandseje, den amokløbende individualisme. Det, som alting i hele universet drejer sig om – det er: Mig. Føl efter i hjerte og nyrer: Er jeg lykkelig? Er jeg sund? Lever jeg op til mine egne forventninger? Lever jeg op til alle de forventninger, som jeg tror, jeg skal leve op til? Er jeg hver dag den bedste udgave af mig selv?

Da stakkels Oliver var yngre blev han bombarderet med fars og mors spørgsmål: Vil du sidde med din ipad eller vil du hellere spise aftensmad? Hvor skal vi hen på ferie i år? Skal vi besøge moster Sofie eller hellere tage ud at bade? Vil du sove eller hellere sidde oppe og se fjernsyn til klokken 12?

Vi bliver tossede og stressede og trætte til døden af den slags. Google offentliggør hvert år, hvilke ting og begreber, der blevet søgt mest på i år, og i 2023 var søgninger på ordet ”træthed” steget markant. Alle i hele verden går rundt og er så mærkeligt trætte. Ikke fysisk træthed, men åndelig. Det er der sikkert mange sammensatte grunde til, men hovedårsagen er, at vi er dødtrætte af at være i selskab med os selv. Og alle steder får vi hele tiden at vide, at vi skal lære at elske os selv og søge ind i os selv og kontrollere os selv og optimere os selv og acceptere os selv og tilgive os selv. Det er fodlænken om igen. 

Alt i kristendommen peger helt anderledes bort fra én selv. Udad, ikke indad er bevægelsen. ”I lever da ikke for jer selv”, siger Jesus. ”I lever for Gud. I er ikke verdens centrum. Det er Gud”. Det er faktisk forudsætningen for alt, hvad Jesus sagde. Jesus beskrev Gud som en hyrde, der går ud i ødemarken for at finde den gamle stride ildelugtende vædder, som er faret vild. På Jesu tid var hyrden med sit liv og formue forpligtet på ethvert af landsbyens dyr – det er pointen i historien. Og da han finder vædderen, fanget som den er i et tæt tjørnekrat, med horn og pels filtret ind i destride grene, forvirret, aggressiv, stresset og dødtræt af at forsøge at gøre sig fri ved egen kraft – så befrir han den, lægger den på sine mægtige skuldre og bærer den glad tilbage til folden. Som sådan en gammel vædder, fanget og lænket og fortabt i os selv, er vi. Men Gud har forpligtet sig selv på os, og hans godhed er, at han har fundet os og igen sætter os tilbage hos ham, altså for Gud. Og at være for Gud, det er at være sat over for en myndighed uden for os selv,der giver os en opgave, som vi ikke har valgt, og som siger: Du skal se bort fra dig selv og du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv.

I Bjergprædikenen, Jesu første store tale, viser han os hele tiden bort fra os selv - vores evigt kværnende jeg. Han siger f.eks.: Når du giver almisse, altså når du vil give til andre, så må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør”. Luther sagde, at vi mennesker skal være som et rør, en rørledning mellem Gud og Næsten. Det gode fra Gud – det skal vi give videre. Det er pligten, opgaven. Det er virkelig en kæmpebefrielse: Alt det, vi tror, vi skal - det skal vi overhovedet ikke.

Så kan man sige: Jamen, præst, alt det kan vi jo ikke vide? Til det svarer jeg: Kan I måske vide, om I virkelig får 3½ måned mere at leve i, fordi I sveder og tvangsgår 10.000 skridt med nagende samvittighed hver dag? Nej, i morgen har I måske fået en tagsten i hovedet. Fodlænken bilder jer noget ind og holder jer fanget i en falsk tro på tal og procenter. Men I skal se op fra den, og I skal se bort fra jer selv.

Jeg sad en morgen i Dølby kirke. Det var forår og forårssolen vældede ind ad vinduet. Så stærkt var lyset, at glødetråden i de gammeldags elpærer i væglamperne kastede skygge på den kalkede væg. Sådan skal vi se os selv og alt vores overstrålet og sat ind i en meget større sammenhæng med juleevangeliet, så vi får lov at glemme os selv, får lov at se bort fra os selv og alt det, vi gør forkert. 

Lad mig slutte med et billede, som jeg har tyvhugget fra en russisk ortodoks præst i Helsinki, som igen havde hugget det fra en kirkefader fra det 4. århundrede: Forestil jer, at I stiller jer op i en stor kreds med hinanden i hænderne – og med Gud i midten. Når I vil nærmere ind mod centrum, mod Gud, kommer I samtidig med nødvendighed nærmere – ikke på jer selv - men på de andre i kredsen. Jo nærmere Gud, jo nærmere Næsten, jo nærmere Næsten jo nærmere Gud. 

Vi mennesker har brug for mærkelige uforståelige ting, der kan rive os løs fra os selv. Det er Jesus Kristus og alt, hvad han sagde og gjorde. En enorm bautasten af bekymring for jer selv – den er i dag taget af jeres skuldre. Lad den ikke mere gøre jer så trætte og udasede. I er ikke alene med jer selv. I står overfor Gud og side om side med de andre. 

Glædelig jul

Amen

Prædiken til 3. s. i advent II, 2023

Luk 1,67-80

Salmer: 733, 87, 126, 487, 93

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Præsten har et kald, siger man. Hans eller hendes arbejde er et kald. Sådan udtrykker man det stadig på dansk, når det skal være lidt højtideligt. I vores fromme tider forstår præsterne det med kaldet forskelligt. Stadig flere yngre præster fortæller, at de på et tidspunkt pludselig dybt i hjertet har følt Guds kald til dem om at være præster. Kaldet er altså en slags indre stemme, de har hørt og må følge. Andre – som nu jeg selv – har det nok lidt anderledes, lidt mere jordnært. Jeg blev præst, fordi telefonen ringede. Det var ikke en følelse dybt i hjertet. Jeg tog bare telefonen, en gammeldags fastnettelefon, som hang på vores væg i vores lejlighed på Ingerslevsgade på Vesterbro. Og så sagde jeg ”hallo”. Det var ikke Gud, der ringede, men formanden for sognene her. De havde holdt møde med et punkt på dagsordenen, nemlig hvem skal være den nye præst. Og nu havde de bestemt sig for mig – også selvom biskoppen havde advaret dem imod mig. Det var det, formanden ville sige: Vi er nogle mennesker her, der gerne vil have dig som vores præst. Sådan var det. Jeg hørte ikke Guds stemme, men jeg hørte en menneskestemme i røret, som kaldte på mig. Og sådan forstår jeg det med kaldet: Nogle mennesker ude i den virkelige verden har brug for en, der vil være deres præst, og så kalder de på en. Bagefter fortalte formanden, Jens hedder han i øvrigt, at jeg slet ikke havde lydt glad. Og det måtte jeg jo indrømme, for jeg var nok mest forskrækket over, at jeg nu pludselig skulle til at være præst. Jeg havde læst på universitetet og selv søgt stilling, men nu blev det ligesom konkret og meget virkeligt. Jo, Gud havde kaldt på mig. Ikke direkte, men gennem Jens og Anne Lis og Laust og Lene og Niels Jørgen og Volmer og Else Marie og alle de andre.

Sådan er det med kaldet. Jeg er sikker på, der er mennesker, der hører Gud tale til dem og dybt i hjertet mærker, han vil dem et eller andet. Sådan er det ikke med mig. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men mig kalder han på gennem andre mennesker, når de ringer og kalder. Kaldet var altså ikke kun noget, som skete den ene gang for 30 år siden. Det sker, hver gang telefonen ringer, og nogen har brug for mig til begravelse, til bryllup, til barnedåb, til besøg eller en snak under fire øjne. Kaldet er, at nogen kalder på en.

Her har jeg jo nok gået i lære hos Martin Luther. Han sloges i sin munkecelle med både Gud og Fanden, men han advarede imod at dyrke det dér med stemmerne i hjertet alt for meget. Det var bedst at holde sig til, at Gud kalder på os gennem andre mennesker. Bare fordi man ikke hørte guddommelige stemmer i sit indre, skulle man ikke tro, at man derfor var for ringe. Man behøver faktisk ikke føle noget i lever og hjerte, sagde Luther. Men hvis nogen kom og ville have en som deres præst, så kunne man rolig regne med, at det var Gud selv, der kaldte på en. Gud har det bare med at tage masker på, sagde Luther. Gud har det med at forklæde sig som Lisbeth og Peter og Rasmus og Pia. Zakarias’ søn, den berømte Johannes Døber, som døbte Jesus, var præst eller profet. Og det var hans far Zakarias, der kaldte på ham, men Gud gennem Zakarias.

Luther tænkte så dejlig konkret. Det er jo heller ikke kun præster, Gud sådan kalder på. Som om Gud kun henvender sig til præster. Nej, dagligt kalder han på alle dèr, hvor de er. Når hanen galer om morgenen, så kalder den på malkepigen og kokkepigen og røgterdrengen og bonden selv. Op af fjerene, arbejdet venter. Og når køerne brølede og grisene hylede og hønsene kaglede i hønsegården, så var det Gud selv, der gennem dem kaldte, for der, hvor vi er, kaldes der på os. Det gælder på den måde også jer, der er mødt op her til morgen. I behøver ikke føle særlige rørelser i jeres indre. Der kaldes også på jer – helt uden magi og tordenstemmer fra himlen. Der er nok nogen, som vil jer noget, om det nu er børnene eller børnebørnene eller kollegerne på arbejdet. Eller chefen. Eller bare hunden, der vil luftes eller katten, der vil lukkes ud eller fuglene, der sidder på foderbrættet og anklagende kigger efter solsikkefrøene. Der kaldes på os alle. Og så gælder det om at være tro. Ikke nødvendigvis at have en tro, men at være tro, når kaldet lyder.

Vi har nok generelt alt for højtidelige tanker om Guds måde at få sin vilje igennem. Gud er overhovedet ikke smålig. For mit eget vedkommende skal jeg ikke gøre mig bedre, end at jeg nogle gange bander, når telefonen ringer med endnu en begravelse lige her op til jul. Den slags overhører man i de himmelske haller. Der er nogen, der kalder – og så må man være tro mod det kald, også selvom man bander ved det. Jesus fortalte selv den herlige lignelse om den dovne arrogante dommer, der ikke gad føre en lille enkes sag. Men hun var stædig og ventede hver dag ved dommerens dør, så han så hende, hver gang, han gik ud og ind ad døren. Til sidst kunne dommeren ikke gøre andet – om ikke for andet, så for skams skyld, end at tage imod konen og hjælpe hende. Sådan er det overalt ”i kald og stand”, som man sagde i gamle dage. Dér hvor man står lige nu, må man være tro, når der kaldes. Skoleeleven, kontorassistenten, rengøringsassistenten, sosu’en, sygeplejersken, pensionisten, tømreren, advokaten, dronningen og præsten. Ja, selv den arbejdsløse, den syge, den handicappede – også de har et kald. Dér hvor de er, skal de være tro, når der kaldes på dem.

Jovist, præsten har en særlig opgave. Når der kaldes, så skal han eller hun, som Zakarias siger ”lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”. Bageren skal bage brød, købmanden sætte varer på hylden, it-konsulenten sætte sig ved sin computer – og præsten, han eller hun skal tale om frelsen i syndernes forladelse. Og heller ikke det er videre indviklet, hvis man holder fast i kaldet som noget konkret og jordnært, noget, man skal være tro overfor. I virkeligheden er selve kaldet et evangelium: Der er et kald til alle.

Og som sagt, så mener jeg, at der kaldes på os alle, dagligt og i de mindste ting. På den måde er der ingen, der kan sige, der ikke er brug for dem, eller at ingen elsker dem. Dér hvor de er, skal de være tro mod det kald, der kommer til dem – om det nu bare er katten, der skal lukkes ud, eller naboen, der skal have hjælp til at åbne et glas rødbeder. Gud kalder hele tiden på os – ofte gennem helt uanseelige væsner, nemme at overse. Ofte gennem påtrængende irriterende personer, som vi slet ikke kan lide. Det gør ingen forskel – vi skal findes tro mod kaldet. Vi skal ikke nødvendigvis gøre, som de siger. Ja, måske skal vi modsige dem, eller hjælpe dem på en anden måde, end de forestiller sig. Det er vores ansvar at finde ud af det, når øjeblikket kommer.

Kloge hoveder siger igen og igen, at danskerne ikke ved, hvad synd og skyld er. I den seneste bibeloversættelse, som hedder ”Bibelen 2020” har man af samme grund helt afskaffet ordet synd. Men det er noget sludder. Synd består i reglen i, at vi lukker øjne og øren, når der kaldes på os. At vi overbeviser os selv om, at vi har vigtigere ting for, at vi ikke har tid eller at det er andres pligt. For at tage Jesu lille historie igen. Det var ikke bare en lille irriterende og påtrængende enke, der sad ved dommerens død. Det var Gud Herren selv, som havde taget maske på, og som nu kaldte, indtil den dovne slambert endelig hørte. Gud spørger ikke efter fine følelser dybt i vort indre. Han spørger til troskab, som i: Villighed til at komme, når der kaldes.

Og syndernes forladelse, Guds tilgivelse skal vi også forstå helt konkret og jordnært. Det er ikke, at Gud forresten er så sød og kærlig og ligeglad, at han siger: Så pyt med, at du er en doven slambert, der ikke kommer, når der kaldes. Det skal du ikke tænke på! Nej, det er, at Gud sender os f.eks. sådan en irriterende enke og siger: Kan du så se at komme afsted! Guds tilgivelse og nåde består ikke i den blødhed og kælenhed, som vi alt for tit hører om i Folkekirken. Det er fasthed: At han insisterer på, at der er kald til alle. Ingen er så betydningsfuld og travl og businessagtig, at han ikke kan finde tid til samle en dåse op i grøftekanten, give et barn plaster på, eller svare venligt, når nogen spørger om vej. Men heller ingen er så ubrugelig, så syg og elendig at der ikke længere er noget kald til ham eller hende, om det så kun er at takke hjemmehjælperen eller lukke katten ud. Frelsen i syndernes forladelse er netop, at der er et kald til alle. Der er brug for alle – ja, til forskellige ting, men ikke desto mindre.

Præsten har et kald, jovist, men det er konkret. Jeg kan komme ud for at skulle lære en gammel kone frelsen i hendes synders forladelse netop ved at gøre hende opmærksom på, at Gud også tager maske på og kalder på hende – selvom hun så ikke kan gøre ret meget. Jeg kan komme ud for at skulle lære en voksen mand frelsen i hans synders forladelse ved at fortælle ham, at han ikke skal lede efter mening i livet. Hans kone og børn har kaldt og kaldt på ham – og hvis han vil høre, så er der al den mening, han savner, lige dér.

Når telefonen ringer i elektrikerens lomme, så ved han ikke, hvad der venter, når han svarer på kaldet. Når han kører ind i en indkørsel, ved han ikke, hvad problemet er. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han er nødt til at se efter selv. Stort anderledes er det ikke, når telefonen ringer derhjemme i præstegården. Måske er det en begravelse, men præsten kan aldrig på forhånd gætte, hvad der er på spil i det afsluttede liv eller i forholdet mellem de efterladte. Han ved ikke, hvad Gud kalder ham til eller hvordan han skal lære de folk om frelsen i deres synders forladelse – men det må vise sig.

Det var den prædiken. Nu om lidt skal I gå hjem til jeres kald, for der er brug for jer – også selvom det ikke er noget, I får et ridderkors for. I er fritaget fra at føle særlige ting. I skal bare findes tro.

Amen  

Prædiken til 2. s. i advent II, 2023

Matt 25, 1-13

Salmer: 74, 101, 86, 108, 78

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Guds har forbarmet sig

 

Jesus giver os lektier for i dag. Og lektien er, at vi skal gøre hinanden glade. Ikke sådan dumt lalleglade, men som man er, når man er glad: Man løfter hovedet, ser op, tør godt. Vi er medarbejdere på hinandens glæde, er der en klog mand, der har sagt. Og det er det, vi skal: Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde. I dag. Vi skal gå hjem at gøre hinanden glade.

Jesus fortæller en lignelse, altså en historie, der skal ligne noget andet. Og for at forstå den, skal man bare vide, hvordan det var, dengang på Jesu tid. Den handler om nogle brudepiger. Og når man dengang holdt bryllup, var det skik, at brudgommen hen på aftenen kom hen til brudens hus for at hente hende. Han kom i et festlig optog med familie og venner, og så var det, at brudepigerne skulle være vakse ved havelågen: De skulle stå parat med deres lamper tændt, så vejen hen til brudens hus kunne se rigtig festlig og flot ud, og så brudgommen kunne føle sig rigtig velkommen. Pigerne skulle være medarbejdere på de andres glæde. De skulle gøre andre glade ved at lyse for dem. Og det siger sig selv: Hvis de ikke var der, hvis de havde været så ukloge, at de ikke havde sørge for ekstra olie til deres lamper, så der ikke var lys, når brudgommen kom – så ville det være en kedelig sag. Brudgommen ville komme til et bælgmørkt hus, lukket og slukket, og så kan det nok være, han blev trist til mode: Er jeg slet ikke velkommen her?

Jesus vil lære os at gøre hinanden glade, og vi skal med andre ord være ligesom brudepiger, der altid har lamperne parat til at lyse op for andre og glæde dem. Vi skal ikke vente på, at de andre kommer og gør os glade. Vi skal selv være de glade, som gør andre glade.

Som sagt: Den glæde, Jesus talte om, er ikke sådan bøvet lalleglæde, men det, man kunne kalde livsmod. Glæden kommer fra Gud. For at bruge et andet billede, som Jesus også tit brugte: Gud har klædt os i en usynlig festdragt, så vi her i vores helt almindelige tøj alle sammen nærmest ligner amerikanske superskuespillere på den røde løber til Oscar-uddeling. Med festdragten skjuler Gud alle vores dumheder og ondskabsfuldheder, vores selvoptagethed og vantro og surhed og tværhed og hensynsløshed over for andre - så vi i hans øjne ligner små engle. Al skyld og synd og modvilje og skabagtighed har han taget fra os og lagt over på sin Søn. Det er grunden til glæden, og når vi kommer ind, skal det være ligesom, når solen pludselig bryder frem bag en sky. Akkurat ligesom solen skinner og forvandler den grå verden til et skønt sted. For Gud er med os og alting er godt.

Når folk bliver skilt og skændes med deres børn og forældre; når folk er uenige med naboen og når folk sidder på de asociale medier og vælter onde ord ud over hinanden, så er det alt sammen bare fordi vi har misforstået det hele og griber det hele helt forkert an. Jesus siger: Det er ikke de andre, der skal gøre os glade. Vi skal ikke sidde med armene over kors og vente på, at de endelig får taget sig sammen til at gøre os glade. Nej, det er os, der skal være de glade og tænke på, hvordan andre bliver glade. Lad mig vise jer, hvad vi gør forkert. Igen og igen.

Forleden hørte jeg om en mand, der skrev ind til et radioprogram. Han fortalte om, hvordan han syntes, det var blevet så træls mellem ham og hans kone. Han fortalte, hvordan han syntes, hans kone havde forandret sig. Hun var aldrig rigtig glad, og når han kom hjem, syntes han, at hun bare mødte ham med et trist fjæs og en trist kommentar. Han havde gået og holdt øje med hende i lang tid, og nu spurgte han sig selv, om han overhovedet elskede hende mere? Han ville ikke skilles fra hende, for det syntes han, var forkert, men hun var altså nødt til at blive anderledes, for det blev ikke ved med at gå. Og det var jo en trist historie, men der var noget galt. Der var noget, som manden havde glemt. Der var ligesom en blind plet på hans øje, som gjorde, at han ikke kunne se, hvad der virkelig var galt. Det menneskelige øje har faktisk en blind plet. Der er en lille sort plet, som vi ikke kan se, fordi vores hjerne er god til at lade som om den ikke er der. Det, der var galt i mandens historie var, at han slet ikke tænkte på, hvad han selv bidrog med. Hvad mødte konen i ham? Hvordan kan man gøre andre glade, når man hele tiden holder øje og lurer på dem. Manden havde jo gået rundt der næsten som om han havde et kamera foran sig og bare holdt øje med hende: Er hun nu glad, er hun nu ked af det, er hun nu sur? Men hvad bildte han sig ind? Var det slet ikke faldet ham ind, at det ville forandre noget, hvis han nu selv gjorde noget? Hvis han nu sagde til sig selv, at det var ham selv, der skulle være den glade. Kunne det så ikke tænkes, at det ville forandre noget? Hvad mødte hun i ham, når han kom hjem fra arbejde og kiggede på hende med det dér vurderende måler-blik? Hvad ville der ske, hvis han nu tænkte: Nej, det er jo mig, der skal lyse for hende. Det trænger hun til. Nu vil jeg lyse hendes dag op, som om jeg var en lille brudepige med sin lampe. I aften vil jeg prøve at invitere hende ud, som jeg gjorde i gamle dage. Og på lørdag vil jeg stå tidlig op og lave morgenmad, tage opvasken og købe en blomst og sætte på bordet, hente en god flaske vin op af kælderen til aftensmaden. For det er jo mig, der skal gøre hende glad.

Eller for nu at tage et andet eksempel. En bekendt fortalte om sin gamle far, der var kommet på plejehjem. Hun fortalte, at hun elskede sin gamle far, men at han var blevet svær at elske, for han var blevet så mut og sur og indelukket. Der kom ikke andet end brok ud af munden på ham. Maden var for dårlig, Sosu’erne var dumme, vandhanen dryppede, fuglene larmede, og der var titusind ting, som han ikke kunne på det her dumme plejehjem. Og så sagde hun: ”Åh, den gamle stivstikker, han gør det svært at besøge ham. Jeg bliver selv så sur og frustreret, når jeg besøger ham. Jeg sidder bare der i hans sofa og lytter til al hans sure brok”. Og det forstår jeg godt. Det må være op ad bakke, men alligevel: Kunne man ikke vende det om? Hvad kom hun ind ad døren til sin gamle far med? Sukkede hun tungt, når hun kom til hans dør? Tænkte hun: Åh nej, nu skal jeg sidde dér og høre på hans vrøvl? Åh, nej, jeg orker ikke at høre på det. Gid jeg snart kunne køre igen? Men hvad kom hun så i virkeligheden med? Var det ikke den samme blinde plet, som ham manden fra før: Kunne hun ikke se, at hun selv kun bidrog til at gøre det hele værre. Hvad nu, hvis den stakkels gamle røver bare var fanget i sit eget dårlige humør og i virkeligheden længtes efter at være sammen med sin datter – men bare ikke kunne komme fri af sin surhed. Nej, det var hende, der skulle komme som et frisk pust ind til den gamle og gøre ham glad. Sådan måtte det være.

Vi er herhjemme blevet eksperter i brok og bebrejdelser: Øv, hvorfor er du altid sur? Øv, hvorfor er du ikke glad? Øv, hvorfor er du så forkert? Men det er forkert. Vi har glemt, at vi selv bidrager og medvirker. Vi har hele tiden et medansvar for, hvordan vi har det med andre. Det er aldrig bare de andres skyld. I virkeligheden er vi superfølsomme for, hvad hinanden gør. Ubevidst lægger vi mærke til de mindste ting hos hinanden. Det er virkelig forfærdeligt: To voksne mennesker kan gå rundt om hinanden. Begge drømmer om nærhed og opmærksomhed og kærtegn, men i stedet for at vove sig frem, går de rundt om hinanden og observere hinanden. Ser hun mig? Er han vred? Elsker han mig? Er hun blevet ked af mig?

Jeg har nogle gange måttet være bisidder ved samtaler, hvor kolleger var indkaldt af biskoppen, fordi der var nogen, der havde klaget over dem. Som bisidder skal man være støtte, øjne og øren og lytte til, hvad der bliver sagt, så kollegaen ikke skal sidde der alene over for chefen. Og mange gange har jeg tænkt, at det ikke er meget, man kan gøre. Der er ikke meget, jeg kan hjælpe med, men engang, da jeg sagde sådan, sagde min kollega: ”Nej, sådan må du ikke sige. Bare det, at du var der og var rolig – det betød alverden for mig”. Det var min blinde plet, der snød mig. Jeg sad bare der og kiggede og glemte, at jeg også var i rummet og gjorde noget – bare ved at være til stede. Sådan er det med os mennesker: Vi kan flyve til månen og snart til Mars, men vi kan ikke se os selv i nakken. Vi har ligesom lastbilerne en blind vinkel, når de skal dreje. Lastbilchaufføren kan ikke se cyklisten dernede, når han drejer til højre. Og sådan er det med os. Vi glemmer, hvad vi selv gør – bare ved at være i rummet.

Jesus venter ikke af os, at vi skal nævne hans eget navn hele tiden. Han har ikke bedt os holde en prædiken for hinanden – skønt det må vi nu gerne. Meningen er: Gud vil gøre os glade, og derfor har han lovet os at være Gud for os – også selvom vi ikke synes, vi er troende og gode nok. Han har taget alt væk fra os, gjort alle negative tanker, al dårlig samvittighed, al surhed, alle mindreværdstanker ugyldige. Alt det, vi tænker, gælder slet ikke, det er forbi, punkteret, smidt væk. Det er taget fra os, ligesom hvis man har løftet en kæmpestor kampesten ned ad vores ryg. Og derfor er der nu kun én ting, vi virkelig skal: Vi skal gøre hinanden glade. Sådan at forstå: Det er os, der skal gå til de andre. Og dér skal vi ikke sidde og vente på, at de andre gør os glade. Nej, det os, der skal være den glade, der gør andre glade. Det er os, der skal havde vores lille lampe tændt, så den kan lyse op og glæde andre.

Amen

Prædiken til 19. s. e. trin. I, 2023

Mark 2, 1-12

Salmer: 752, 31, 666, 52, 60

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

En historie fra gamle dage: Vi havde problemer med fugt i våbenhuset. Især vestvæggen var våd, og vandet trængte ind og lavede skjolder på væggene og fik kalken til at drysse ned. Våbenhuset i Hem er meget gammelt, formentlig fra engang i 1300-1400-tallet, og det havde aldrig haft tagrender. Regnvandet havde altid bare løbet ned ad væggen og ned i gruset. Ud fra en bygningssagkyndig vurdering var det eneste rigtige at sætte tagrender på, som kunne lede vandet væk fra muren. Men nu opstod det store spørgsmål: Måtte vi det? Vi gættede på, at vi nok skulle regne med en ansøgningsprocedure på en tre-fire år med udtalelser fra Stiftet, Den Kongelige Bygningsinspektør og Nationalmuseet. Det ville ikke blive nemt og kræve en hel mappe fuld af skrivelser plus terpning af regler og cirkulærer, som vi end ikke anede eksistensen af. I den situation var det, at vores gamle kasserer sagde de berømte ord, som han altid sagde: Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse! Lad os dog sætte den tagrende op en måneklar nat og lade som ingenting. Når så provsten kom på besøg for at føre tilsyn, så kunne vi jo sværge på, at den tagrende – tja, ingen kunne altså huske, præcis hvornår den var blevet sat op. Men selvfølgelig: Hvis provsten ønskede det, så kunne vi da selvfølgelig tage den ned og lade muren stå under vand igen.

Jeg ved ikke, om vores gamle provst vidste, hvad vi lavede. Til hans ros skal det siges, at ikke sjældent sagde sådan her: ”Lad være med at spørge, for så skal jeg svare”. Hvilket jo betød: Hvis I spørger mig, så skal jeg svare i henhold til reglerne, men hvis I ikke spørger, har I jo ikke fået det svar.

Og sådan kom der tagrender på det gamle våbenhus i Hem, selvom jeg i grunden er sikker på, det var brandulovligt. Men havde vi ikke handlet efter eget bedste skøn, så havde vi helt sikkert stadig haft fugt i våbenhuset, mens vi stadig gik og ventede på svar.

De to sætninger: ”Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse”. Og: ”Lad være med at spørge, for så skal jeg svare” – de er for mig udtryk for noget af det vigtigste i kristendommen: God selvstændig dømmekraft og handlekraft. Det var sikkert ikke gået i vore dage. Al verdens tilsyn og konsulenter var kommet efter os. I dag er vi derfor også blevet en nation af frygtagtige regelryttere, der hele tiden spøger: Må man det? Er det tilladt? Kan man det?

Over for det har vi troen på syndernes forladelse, som altså ikke er sådan en forsagt og ængstelig tro på, at Gud måske engang vil tilgive os, når vi skal møde ham på dommens dag. Nej, troen på syndernes forladelse vil pæne lovlydige mennesker nok egentlig beskrive som frækhed og dumdristig selvstændighed. Når vi i kirken fortæller om Jesus, der spørger, hvad der er det letteste at sige til en lam: At han skal rejse sig og gå, eller at hans synder er ham forladt, så betyder det, at vi har lov til – uforskammet, frækt og dumdristigt at tro på den lette tilgivelse. Altså, at Gud ikke bare vil bære over med vores synd og dumhed i fortiden, man at hans tilgivelse også gælder for nutiden og fremtiden.

Vi skal overholde love og regler, ja, det skal vi. Men vi har en herre, som har sagt, at vi skal stole på Gud og tjene vores Næste – og det hensyn går tit og ofte på tværs af alle reglerne, og så må vi handle efter eget skøn og på eget ansvar – hvad denne verdens myndigheder og tilsyn så siger.

Det er den gamle frie tanke, som ligger bag vores kasserers gamle motto: Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Det er det egentlig ikke, men hvis vi tør tro, at Jesus Kristus er Herre, så er det det alligevel.

Og det betyder, at vi – ligesom vi gjorde i tagrendesagen, må handle snildt og klogt og sno os – i stedet for at sidde at vente på, at en eller anden skal udlægge loven for os. I det gamle Sovjetunionen havde de et så kompliceret og tungt lovsystem, at når en mand ved samlebåndet på en traktorfabrik stod og manglede en møtrik, så gik hele produktionen i stå, for man var nødt til at vente på tilladelse fra Moskva til at rekvirere flere møtrikker. Sådan er det vist i øvrigt ved at blive igen under Putin, men sådan er det i hvert fald blevet i Danmark.

Det er længe siden, at en mand skrev sådan her: ”Da min A-kasse for næsten ti år siden besluttede at udskrive og udstille alle de regler, som hørte med til dagpenge­systemet, blev det til 23.675 sider. De blev til ”Verdens største bog” samt en masse medieomtale. I 2017 kunne A-kassen så producere en ni kilometer lang papirrulle ud af de 29.231 sider, som reglerne nu var vokset til. Herefter blev de 400 kilo lovbestemmelser, bekendtgørelser, vejledninger, cirkulærer og skrivelser rullet ud i hovedstadens gader”. Det er allerede mange år siden det blev skrevet, og jeg vil tro, man kan gøre det samme på alle andre områder også. På skatteområdet tror jeg, rullen ville kunne nå til månen, eller i al fald nogle gange rundt om jorden. Det er nu så indviklet, at ikke engang skatteadvokater, som ikke laver andet end at læse skattelove, kan finde rundt i regelhelvedet.

Og hvad gør så et lille menneske, når man gerne vil være lovlydig? Tja, hvis han virkelig vil være lovlydig og overholde alle regler til punkt og prikke, vil jeg foreslå, han går hen og hænger sig – skønt det må han jo i grunden heller ikke. Men vil han ikke det, kender jeg kun det råd at lytte til Jesus Kristus, og så vove at handle efter eget skøn og på eget ansvar og dømmekraft.

I den sag kan vi hente den herligste inspiration fra andre lovsamfund, altså samfund, hvor loven ikke længere tjener freden og Næsten, men er blevet et mål i sig selv. Vi var i Canada en tur i sommer, og boede her som gæst hos min kones fætter, som er mormon. De er nogle ualmindelig elskelige mennesker, men de har jo deres regler. Mormoner har en hel bog fuld af regler. En af dem siger nu, at man ikke må nyde alkohol. Det holdes strengt. Vi drak ikke en dråbe i de 14 dage vi var på besøg – sandt at sige savnede vi det heller ikke. Men de fortalte så, at der er en undtagelse. For sådan er det jo: Hvor der er en regel, er der mindst en undtagelse. Og undtagelsen var, at man gerne måtte bruge alkohol til medicinske formål. De fortalte med et skævt smil, at der er et vist forbrug af medicin blandt mormoner.

I Grækenland ser man overalt halvfærdige huse. Det skyldes – som jeg forstår – skattemæssige hensyn. Man skal ikke betale skat af et hus, som er under opførelse, kun af et færdigt hus. Altså er de fleste huse sjovt nok under opførelse. I Iran har man de bizarre love om kvinders tildækning. En kvinde må ikke færdes ude i det offentlige rum uden tørklæde. Hvilket i mange år har fået kvinder til at skubbe tørklædet helt om i nakken. På den måde kunne ingen sige, at de ikke gik med tørklæde.

Sådan har mennesker til alle tider snoet sig, og den menneskelige snilde kan næsten altid finde et smuthul selv i den mest indviklede lovgivning. Sådan var det også på Jesu tid. De fire mænd, der kommer med den lamme, udviser i en herlig handlekraft. De kan ikke komme ind i huset, altså klatrer de op på taget og giver sig til at grave et kæmpestort hul i det flade tag – lige over stedet, hvor Jesus sidder. Noget tyder på, at det er Jesu eget hus, men ingen tænker på erstatning eller beskadigelse af anden mands ejendom. Bærerne er fulde af sund handlekraft. Gad vist, om ikke én af dem har sagt til de andre: Det er lettere at få tilgivelse end at få tilladelse. Og så går de i gang med knivene – for taget var jo kun lavet af ler og strå.

Som en lille parentes kan jeg fortælle, at det rent faktisk ikke var en ukendt foreteelse – det med at lave hul i taget. En lærd rabbiner beretter nogle år senere, at der var en regel, som sagde, at man skal betale tiende af alt, hvad der føres ind og ud af hjemmets dør. Men det betød jo så, at der ikke skal betales tiende af ting, som er ført ind ad anden vej – altså f.eks. gennem taget? Hvorfor mange havde en lem i taget. Jeg ved ikke, om bærerne kendte den regel – jeg tror, de havde andre ting i hovedet.

Men læg mærke til den lille detalje. Markus skriver: ”Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: Søn, dine synder forlades dig”. Jesus ser altså bærernes tro i den handlekraft og dristighed de viser. Det er den, der gør, at de får deres vilje. De står ikke pænt udenfor og venter på tilladelse eller invitation. De skrider direkte til handling. For der er et hensyn at tage til deres lamme kammerat på båren, og det hensyn kommer altså før hensynet selv til Jesu ejendom.

Alle denne verdens lovgivere må føre våbenkapløb med den menneskelige opfindsomhed og hittepåsomhed – og hidtil har de tabt. Men jeg må indrømme, at jeg frygter lidt for nationens tilstand. Måske med undtagelse af, når de gælder penge, er vi danskere blevet lullet ind i sådan en forsigtigpeter-holdning, hvor vi ængsteligt spøger som et omkvæd: Må man det? Er det tilladt? Er der ikke noget med, at det er forbudt?

Nu står jeg ikke her og siger, at man bare skal blæse på regler og love. Det går selvfølgelig ikke, at vi alle sammen bare bøjer lovene eller lukker øjnene for dem, hvis det passer i vores kram. Men alligevel: Hvad gør et lille menneske, når lovene og reglerne er blevet så omfattende og uoverskueligt mange, at selv ikke dem, der er sat til at administrere dem, kan finde ud af dem?     

Det er på sin plads at minde om, at vi i kirken kalder Jesus Herre. Ja, det var den allerførste prædiken, som lød i verden: Jesus Kristus er Herre. Evangeliet kommer den menneskelige dømmekraft og selvstændighed til undsætning: Love og regler skal tjene Næsten, og er de i vejen for Næstens ve og vel, så skal man roligt trodse dem i tillid til vor Herres nåde og tilgivelse. Og så selvfølgelig tage balladen med de jordiske regelhåndhævere bagefter. Hos Jesus er det virkelig – uansvarligt nok - lettere for en synder at få tilgivelse end tilladelse.

Amen   

Prædiken til 15. s. e. trin. II, 2022

Luk 10, 38-42

Salmer: 745, 32, 324, 60, 729

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Den, som har ører, skal høre, sagde Jesus mange gange. Kristendommen opstod i de gamle bibelske lande øst for Middelhavet, og her har man altid lagt størst vægt på hørelsen – modsat grækerne og os, der lægger næsten al vægt på det, man kan se med det blotte øje. Hørelsen, mente de gamle - den var den guddommelige sans, for vi har alle sammen hul i øret, hvor noget kan trænge ind i os. Øjet derimod er et spejl, en kikkert, gemt bag hornhindens beskyttende glas. Med øjet kikker vi ud på verden. Men øret er en modtager, en indgang.

Troen begynder altså med at vi hører efter, at vi hører noget, før vi gør noget. Først høre, så gøre. Det er ikke anderledes end derhjemme, i skolen eller på arbejde: Hør nu efter, siger mor til ungerne. Ti nu stille og hør efter, siger læreren - hvis han ellers kan få ørenlyd. Og når vi skal lære noget nyt på efteruddannelse eller kursus, så flyver vi ikke straks til at gøre en hel masse. Først må vi sætte os ned og slå ørelapperne ud og høre.

Sådan er det også med troen og de gode gerninger. Vi er så utålmodige efter at gøre gode kristelige næstekærlige ting, så vi kan se dem. Men hold nu lidt: Først høre, så gøre.

Den lille historie om Martha og Maria handler egentlig bare om det. Vi skal gøre som Maria og begynde med at sætte os og lytte sammen med de andre. Det nytter ikke at vi straks springer til at ville gøre en hel masse gode nyttige travle ting. Først lytte! Jesus er på besøg hos de to søstre. Han har garanteret været der før. Han kender også deres bror, Lazarus. Han har sikkert holdt af at komme der i huset. Måske har han følt det som et lille fristed, og ligesom han holdt af Lazarus, sådan holdt han også af de to søstre: Den tænksomme Maria og den travle rapkæftede Martha.

Da han denne gang kommer, er han formentlig ikke alene. Mange af byens ledende mænd er dukket op og sidder nu inde i stuen: Nå ja, for at høre. Og så er det, at Maria glemmer sig selv og sætter sig for at lytte med. Efter datidens normer var det uhørt, for kvinderne hørte til i køkkenet. Når mænd ordnede verdenssituationen, så var det en sag for mænd, ikke for kvinder. Men det blæser Maria på. Eller hun har glemt, at det er sådan. Hun vil bare høre. Og Jesus jager hende ikke væk. Tværtimod: på alle gamle malerier af situationen lader Jesus hende sidde ved ærespladsen ved sine fødder, som en elev sidder ved læremesterens fødder. Ja, da Martha går til angreb, forsvarer han ligefrem Maria og siger, hun har valgt den gode del: Nemlig fordi hun begynder med at lytte. Ja, Jesus understreger det helt tydeligt: Eet er nødvendigt, siger han. Det vil sige: Maria har forstået, hvad der kommer i første række, hvad der er nødvendigt.

Nuvel, Maria har altså valgt den gode del: at begynde med at lytte. Det har Martha ikke helt forstået. Martha har, lige fra Jesus kom, haft så travlt med at gøre, at hun glemmer, at vi skal begynde med at høre. Og fordi hun har så travlt og ikke lytter, så har hun kun sig selv at høre på, og det ved vi: det er sjældent særlig godt. Hendes hoved er fuldt af alt muligt, som man skal og som skal være i orden – ellers bringer det skam over huset. Når der kommer mandfolk i huset, så skal de have mad på bordet og noget at drikke. Ellers falder det tilbage på hende som en dårlig husmoder. Og så styrter hun sig over gryderne og kedlerne, klaprer og skramler travl og hektisk, og mens hun skramler, bliver hun mere og mere hidsig og tænker: Der er nogen, der må slide og lave slavearbejde, mens andre kan drive den af! Men alt det har Jesus jo faktisk ikke forlangt af hende. Det er Marthas egne tanker. Hun har haft for travlt med at gøre.

Jesus irettesætter hende blidt, ja, kærligt: Martha, der er jo faktisk ikke nogen, der har forhindret også dig i at sætte dig og begynde med at lytte! Ja, hvis Martha virkelig havde sat sig, så havde Jesus med garanti også forsvaret hende.

Det er pointen: Vi skal begynde med at lytte – inden vi gør en hel masse. Så lad os nu lytte sammen med Maria og høre, hvad Jesus sikkert har talt om den dag i søstrenes lille hus. Han har sikkert, som han så tit gjorde, talt om det, vi skal gøre. Igen: Først høre, så gøre. Han har jo nok endnu engang talt om, hvad der er Guds mening med os, hvad enhver af os skal: Vi skal give Guds kærlighed videre. Vi blev selv døbt og regnet for Guds børn, mens vi var spæde blebørn og aldeles hjælpeløse. Derfor skal vi lade være med at bekymre os om os selv, for vi er allerede Guds. I stedet skal vi se os om, og gøre gode gerninger dér, hvor vi er.

Det er jo nok noget, vi har hørt før: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Og: Gør mod andre, hvad du vil at andre skal gøre mod dig. Simple tommelfingerregler. Det er det, vi skal. Men hvis vi nu kun har os selv i hovedet, og ligesom Martha styrter sig over alt det gode, som man forestiller sig, man skal, så går det galt. Så begynder vi nemlig at gøre forskel på gerningerne. Så begynder vi at tro, at noget er finere at gøre end andet. Det er finere at drage ud at hjælpe denne verdens nødstedte, finere at give penge til alle mulige gode formål, finere at arbejde for fred og alt godt i verden - end bare at passe arbejde, familie og børn. Det er jo præcis den tankegang, Martha er faldet i, fordi hun ikke er begyndt med at høre. Ude i køkkenet er det ikke kun vandet, der koger op. Det gør hun selv. Fordi hun straks har kastet sig over alt det, som hun mener, skal gøres – glemmer hun, at først skal der høres! Nu går hun derude og skumler over, at hun alene må slave, mens alle andre foragter husholdning og madlavning. Hun tænker: Noget er finere end andet.  

Men hold nu fast: Hvordan skal vi elske Næsten? Det skal vi dér, hvor vi er. Vi behøver ikke opfinde særlige kristelige gode gerninger, som vi skal løbe ud i verden at gøre. De gode gerninger ligger derhjemme og alle vegne og venter. Dem skal vi ikke gøre Gud glad med. Men de skal være til gavn for andre. Man kan sige det sådan: En gudstjeneste er ikke kun det, der foregår søndag formiddag. Dér begynder det kun. Man begynder sin gudstjeneste søndag morgen med at høre, og når man er færdig med det, så fortsætter man sin gudstjeneste resten af ugen med at gøre. For så er alting sat på plads. Søndag får vi igen at vide, at vi – ganske som vi er – er Guds børn, og at vi skal lægge vores liv i hans hånd. Og når det er på plads, så kan vi gå hjem, og der er vi nu så dejlig fri til resten af ugen at se på, hvad vores medmennesker har brug for.

En god kristen er ikke en, der gør særlige kristelige handlinger, så andre kan gå hen at betragte det og sige: Nej, det var godt nok rigtig kristeligt, det dér. Eller: Se, det jeg gjorde, er 5% mere kristeligt, end det, du gjorde. Gerningerne kan man ikke måle på – højst, om de er gjort til gavn for andre. Luther sagde, at gerningerne – det vi skal gøre – det sker i kald og stand, altså dér hvor vi nu engang er lige nu og her.

En god kristen slagtermester laver ikke særlige kristelige pølser i en særlig farve og med kors på pølseskindet. En god kristen slagtermester laver gode pølser til sine medmennesker. En god kristen købmand sælger ikke særlige kristelige varer fra mærkelige lande i Afrika. En god kristen købmand sælger gode ordentlige varer til sin Næste. Han snyder ikke med varer, der er gået på dato eller snyder med vægten. Han skal jo elske sin Næste og gøre, hvad han kan til Næstens gavn, og det gør en købmand nu engang ved at være samvittighedsfuld og ordentlige med det, han har med at gøre. Og sådan kan I selv fortsætte: En god kristen VVS’er er ikke en, der render rundt og sætter korsformede vandhaner og radiatorer op. En kristen VVS’er holder gudstjeneste ved at sørge for at arbejdet er gjort ordentligt til gavn for kunderne: At pakningerne er tætte, at rørene er ordentligt isolerede – også der, hvor kunden ikke kan tjekke det. En god kristen kontorfuldmægtig sidder ikke og skriver Jesus på sin computer eller hører såkaldt ”kristen musik”. Hun gør sit arbejde samvittighedsfuldt og ordentligt, og husker, at der er virkelige mennesker bag skærmen og bag alle journalnumrene.

Giv Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er – sådan sagde Jesus engang. Man kan måske skrive det en lille smule om: Giv Gud, hvad Guds er og giv Næsten, hvad Næstens er. Det vil sige: Giv Gud jeres frygt, jeres bekymring, jeres samvittighed, jeres tro og håb. Så har I hænderne fri til at give andre mennesker jeres hjælp, jeres hænders værk, jeres – nå, ja, kærlighed.

Sådan, tror jeg, Jesus talte om gerningerne. Simpelt og enfoldigt som vores gudstjeneste de seks af ugens dage. På den syvende, som jo egentlig var og er og skulle være den første – dér skal vi høre.

For hvis vi glemmer det og får for travlt med at gøre – i stedet for først at høre, så er det vi får alle disse fortvivlede ideer om, at noget er mere rigtigt og fromt og finere end andet. At det er finere at sidde på kontor end at stå på gulvet i produktionen, at det er finere at være præst end degn, finere at være direktør end receptionist, finere at være receptionist end at være stuepige. Og så videre. Kristeligt set er der ingen forskel. Det var det, Jesus indskærpede: Først tro, at vi er Guds børn – uden fortjeneste, uden egen indsats og præstation, og så tro, at alle gerninger er lige store og gode og kristelige – om det nu er at være statsminister og få vedtaget en god finanslov – eller det at skifte ble på en gammel hjælpeløs mand. Om det er at bygge store huse, som andre kan bo i, eller trøste et barn, som græder.

Først høre, så gøre!

Amen

Prædiken til 10. s. e. trin. I, 2023

Luk 19, 41-48

Salmer: 743, 206, 289, 321, 599

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Lad os begynde med at samle os lidt om, hvad det er han gør – ham, som vi kalder vores Herre. Det er ham, vi har navn efter, hvis vi altså tør kalde os kristne. Så det er ikke nogen dum ting at samle sig lidt om, hvad det er, han gør. Jesus kommer ikke for at indtage hovedkvarterer og sidde til møde med magthavere og militære ledere. Han kommer ikke for at lave nye love og regler og bud, som skal følges. Han kommer, som han selv sagde: til de fortabte får af Israels hus. De fortabte, kaldt han dem. Hvem er det? Det er gnieren fortabt i sine penge, rigmanden fortabt i sin rigdom, den fattige forkrøblet i sin fattigdom, den syge lænket til sin sygdom, den mægtige fanget i sin egen magt, den kloge faret vild i sin egen klogskab, den unge fortabt i sin påståelighed, den gamle fortabt i sin bitterhed – tusinde måder at være fortabt på for et lille menneske – det var det han kom for at lette, løse, befri fra. Og jeg tror i grunden, der i vores folk endnu er gemt en gammel viden om, at det er det, han vil, det, han gør. Jo, i det daglige bliver vi på overfladen og kan fortælle, at jo jo, Jesus gik på vandet og opvakte de døde. Men det er alt sammen ikke det væsentlige ved Jesus. Det væsentlige er hans ærinde til enhver, som er fanget i – hvad det nu er, forkrampet – af hvad det nu er, bundet og lænket – til hvad det nu er. For at rejse dem, forvandle dem, gøre dem større end de er, lade dem vise et andet ansigt, vise sig bedre end de er.

Hans trick – hvis man kan kalde det det – er såre enkelt. Han viser folk en fuldstændig grænseløs tillid og tildeler dem et ansvar, som ingen andre ville betro dem. Han tror fuldt og fast, at de fortabte ikke er fortabte – nu hvor han er hos dem. Fuld af håb og opmuntring og liv er han, for nu er han hos dem, og nu er alting godt.

Det er i virkeligheden meget simpelt. Hvad rejser et menneske? Hvad giver det glød i kinderne og tro på fremtiden? Det gør det, at man viser det tillid og giver det et ansvar.

Forleden viste de på tv en lille fransk film om nogle mennesker, som forsøgte at hjælpe de mest fortabte på bunden af det franske samfund. Man fulgte i filmen især de to ledere og deres arbejde med især psykisk syge, som samfundet havde opgivet, eller som bare ikke passede ind i systemet. Deres mål var dobbelt. Som hjælpere ansatte de unge arbejdsløse, som ellers ville hænge på gadehjørnerne i ghettoerne, og fra morgen til aften arrangerede de udflugter for de syge og de diagnoseramte, søgte job for dem, forhandlede med virksomheder og med de offentlige myndigheder. Filmen var ikke uden humor. Der var f.eks. en autist imellem de syge. Han kunne ikke færdes ude – og slet ikke med toget, for hver gang han kørte med metroen, trak han i nødbremsen. Han var – som mange autister er – optaget af én ting: vaskemaskiner. Han elskede at sidde og se gamle reklamer for vaskemaskiner. Ham fik den ene af lederne efter lange overtalelser ansat på en – ja, fabrik, der laver vaskemaskiner. Igen og igen måtte han vise, at han havde tillid til ham og troede, han kunne klare et nogenlunde almindeligt job. Hver morgen stopper han foran fabrikken, giver ham tasken i hånden, skubber ham ud af bilen og siger: Gå nu, jeg tror på dig. Han slipper ham gang på gang løs ved metroen og selvfølgelig trækker fyren i nødbremsen – indtil han en dag ikke gør det. Og hvilken sejr er det ikke så.

Det er i grunden det samme Jesus gør: Bliver ved at vise tillid til dem, det ikke er værd at vise tillid. Giver ansvar til dem, der slet ikke er ansvaret værdig.Tiltror dem, der ikke er til at stole på – alt det bedste. Sådan er han over for alle de fortabte. Sådan er han over for os.

Hjemme i Sorring skole havde vi engang idræt og vi fik for en gangs skyld lov til at spille fodbold ned på plænen. Det var det, vi drenge altid ville. Vi spillede fodbold i frikvarteret og i fritiden – det var idræt for os. Men denne gang fik vi lov, piger og drenge sammen. Og det sidste syntes vi drenge var lidt træls, for pigerne var jo bare i vejen. Jo, et par stykker kunne godt bruges, men de fleste piger var håbløse. Derfor løb vi omkring og råbte og kaldte og kommanderede, når pigerne havde bolden. Denne idrætstime fik det så læreren til at afbryde spillet, og så holdt han en lille tale. Jeg tror ikke, han havde særlig forstand på fodbold, men jeg husker alligevel, hvad han sagde. Han sagde: Det er den, der har bolden, der har ansvaret. I andre kan godt tilbyde jer og kalde, men lad være med at kommandere. For i sidste ende er det den, der har bolden, der bestemmer, hvad han eller hun gør med den. Jeg husker det lige så tydeligt, så der må have været noget sandt i lærerens ord. I hvert fald viste han pigerne og de lidt dårligere fodboldspillere den tillid og støtte, at de ikke bare var fyld på banen, men en del af spillet.

Giv et barn tillid, betro det noget, det skal, noget, det har ansvar for – man kan næsten med det samme se, hvordan barnet vokser ved det. Og omvendt: hvis man utålmodigt opgiver barnet og utålmodigt tager en opgave fra det, fordi det ikke gør det godt nok – man kan næsten med det samme se, hvordan barnet synker sammen og bliver mindre. Det første er det, Jesus gør. Det er det, Gud vil med os. Det andet – ja, det er desværre det, vi alt for ofte gør ved hinanden, fordi vi er bange for tillid og bange for ansvar. Det er nemlig den mørke skyggeside af det – det, der fører Jesus til korset: Tillid, frihed og ansvar kan også virke skræmmende på os.

Jesus siger – næsten som læreren: Den, der har bolden, har ansvaret. Han siger: Jeg, jeres herre - jeg tror på jer. I er mine ligemænd og jeg har den tillid til jer, at I ved, hvad Gud den Almægtige vil at I skal gøre - nemlig hvad der er godt for andre mennesker. I er selv mennesker. I har indlevelsesevne og kan forstå, hvad andre har behov for. I ved, hvad det er at fryse og tørste og sulte og være trætte. Dermed kan I selv vurdere, hvad kærligheden kræver af jer hvert øjeblik. Hvis I er i tvivl, kan I hente inspiration i alle gode love og kloge formaninger – ja hos mig. Men det er jer, der skal, det er jer, der har ansvaret – og I kan godt.

Det er den tillid, han viser enhver af os – det ansvar han lægger på enhver af os,men alligevel: Ham, der viser mennesker den største tillid – ham søger man at slå ihjel. For tillid og ansvar – det kan være farligt.

Lukas fortæller jo, hvordan Jesus nærmer sig Jerusalem, og da han ser byen, får han en forfærdelig forudanelse. Han fornemmer, at alt det, han har arbejdet for – al hans tillid og tiltro til mennesker – at den kun vil møde afvisning, hån, spot, mordlyst og had. Frustrationens tårerne står ham ned ad kinderne og han siger: Vidste du blot, hvad der tjener til din fred – men nu er det skjult for dine øjne.

Hvad er alternativet til Jesus og hans tillid? Det er at være umyndiggjort. At være en slave. Som i så mange ting var tiden under corona en øjenåbner. Al selvstændig sund fornuft og personlig ansvarlighed forsvandt i løbet af få uger, og hele befolkningen vænnede sig til at sidde som små hunde og vente på nye regler: Kom og fortæl mig, hvad der er rigtigt og forkert og hvordan jeg skal forholde mig. Sådan var det. Og jeg tror, at rigtig mange havde det rigtig godt med det. Jeg kender mange, som faktisk husker tiden med glæde. At overlade ansvaret til andre – det er for mennesker lige så sødt som at være på evig charterferie, hvor alting er tilrettelagt og bestemt for en – og søde unge guider ordner alt for en. Det er nemt. Man skal bare traske med i flokken uden at behøve tænke en tanke.

Ansvar er heller ikke just i høj kurs, hvis vi følger lidt med i medierne. Vi kan bare tænke på alle kriserne og skandalerne. Et minkerhverv blev ulovlig nedlagt. Men ingen havde ansvaret for det. Eller: Det var nogen andre. 

Det er dybt menneskeligt, desværre. Og vi bemærker slet ikke nedgørelsen og umyndiggørelsen. Hvor Jesus ikke er til at minde os om det – der er det som når mor tager opvaskebørsten ud af sin lille datters hånd og siger: Nej, glem det, du dur alligevel ikke til at hjælpe til. Du slår bare glassene i stykker – gå ind og sæt dig med din ipad!

Kom og fortæl os, hvad vi skal mene. Kom og fortæl os, hvad vi skal gøre. Hvad er korrekt nu for tiden? Hvilke ord er de rigtige at bruge, og hvad må vi sige, og hvad må vi ikke sige? Kom, en eller anden, og tal til os – fortæl os, hvad der er rigtigt og forkert, forklar os, hvordan vi skal opføre os. Giv os regler. Sådan råber vi nu i Vesten. Og muslimerne smiler og nikker og siger: Ja, I er godt på vej. Mennesker skal underkaste sig regler og love for at leve trygt og lykkeligt. Mennesket er Allahs slave. Gå I derfor hen til imamen og få besked på, hvad I skal tænke og mene og gøre.

Som alle ved, greb Jesus aldrig til vold – undtagen én gang, da han, som vi hører, smed dyrehandlerne og vekselererne og slagterne ud af templet – jo,denne ene gang lavede han en pisk af et reb og slog ud efter alle, der var i nærheden. I vrede og frustration: Her kommer han og viser os den største ære, sætter enhver af os højere end engle, viser os ubetinget grænseløs tillid og tilskriver os at være voksne, fuldt ansvarlige væsner. Det er hans faste urokkelige tro. Og så mødes han med vantro, ligegyldighed, afvisning, modvilje, mistænkeliggørelse, sladder, had, pisk, søm og kors. En gang i en lignende situation sagde han til sine tilhørere: Når I ser en sky trække op i vest, siger I straks: Der kommer regn! og det gør der.  Og når I ser, at det blæser fra syd, siger I: Det bliver varmt! og det bliver det. I hyklere, jordens og himlens udseende forstår I at tyde; hvorfor forstår I så ikke at tyde denne tid? Den er til os. Paulus skrev: Til den frihed har Kristus befriet os – stå derfor fast og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

Amen

Prædiken til 5. s. e. trin. I, 2023

Luk 5, 1-11

Salmer: 745, 396, 147, 395, 624

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

I dag skal det handle om frihed. Det er jo et af vores største plusord. Alle politikere elsker at tale om frihed. Det skal vi hele tiden have mere af, siger de. Men der er en ting ved frihed, som desværre kun få har forstået. Rigtig fri er man i grunden kun, hvis hjertet er bundet til Gud, en instans uden for os selv. Den frihed, som politikerne og journalisterne og popsangerne tale om, er i virkeligheden en uhyggelig umenneskelig abstrakt frihed fra alting. Det er desværre i den retning, vores samfund er ved at udvikle sig, synes jeg: I retning af en abstrakt frihed fra alting og hinanden.

For Jesus hænger frihed og bundethed sammen. ”I kan ikke tjene to herrer, sagde han engang. I vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden”. Det var noget af det første, han lærte Simon Peter og de andre. Og det er ikke den store raketvidenskab. Manden er først fri for at spille fandango over for kvinder – den dag, han har bundet sig til en hustru. En ansat er først fri af sin gamle tyranniske chef den dag, hun har sagt op og er ansat under en ny chef. Et menneske, der er opvokset som muslim eller Jehovas Vidne, er først fri den dag, en anden har sat sig på Allahs eller Jehovas plads. Luther sagde engang, at vi mennesker er som muldyr: Enten rider Gud på det – eller også er det Fanden. Der er ikke plads til dem begge to. Først når man tror på Gud og har ham i hjertet, er man fri af alt det, som mennesker vil bilde os ind.

Vi hører i dag om fiskeren Simon Peter, der blev menneskefisker. Og hvis I tror, at det bare er en gammel historie fra Bibelland, så må I tro om igen. Jeg læste forleden i min avis, at det sker derude i den store verden uden for lille Danmark.

På grænsen mellem Nordkorea og Kina løber Yalo-floden, en ikke særlig bred grøn-brun-grumset flod, ikke meget bredere end Gudenåen. Fra gammel tid har fiskere sejlet rundt på floden i deres småbåde for at fange lidt fisk tilaftensmaden og lidt småsalg i landsbyerne. Men på Yalo-floden er der fiskere, som ikke kun fanger fisk. De fanger mennesker. Nærmere betegnet de nordkoreanske flygtninge, som søger mod Kina, fordi de ikke kan flygte sydpå til Sydkorea. Det er ikke, fordi det er så svært at krydse floden, men fremtidsudsigterne i Kina er ikke indbydende. Enten bliver de sendt tilbage eller de risikerer at skulle sidde i fængsel i raskvæk 10 år. Og bliver de sendt tilbage til Nordkorea, bliver de højst sandsynligt skudt på stedet. Det er derfor der sejler sådan en moderne Simon Peter rundt. Han er ikke til at skelne fra de andre fiskere, han kunne være hvem som helst. Og som den rigtige Simon Peter fisker han mest om natten. Og ligesom Simon Peter lever han livet farligt. Hvis han bliver fanget, risikerer han livet. Fiskeren på Yalo-floden er selv nordkoreaner. Og så er han kristen. Det er derfor, han gør det, han gør. Hvis ikke hans hjerte var bundet, ville han aldrig have trodset farerne. Han ville bøjet sig for faren, for vagterne, for truslen, for grænsesoldaterne. Men dem er han fri af – for han er et muldyr, og Gud har sat sig på ryggen af ham.

Fiskeren er ikke alene. Han blev menneskefisker, fordi han mødte pastor Kim, som de kalder ham. Han overbeviste ham om, at det var hans kald: at være menneskefisker. Pastor Kims kirkesamfund hjælper de nordkoreanske flygtninge videre til Thailand. De gør det ikke alene. De er nødt til at samarbejde med professionelle menneskesmuglere, som kun hjælper, fordi flygtninge for dem er penge. Men præsten og fiskeren og andre fra menigheden skaffer pengene og følger flygtningene hele vejen ad smuglerruten. Pastor Kims hjælp til flygtningene adskiller sig afgørende fra de vestlige organisationer, som hjælper bådflygtninge over Middelhavet. Disse organisationer samler blot flygtningene op og afleverer dem i havnene i Italien, Spanien og Grækenland, og overlader det så til myndighederne at tage sig af dem. Hvordan det går flygtningen fremover – det er de i grunden ligeglade med. Det er statens og de europæiske skatteborgernes problem at håndtere mennesker, som kommer direkte fra det indre af Afrika, fra diktatur, krig og klankultur.

Pastor Kim er selv menneskefisker, og han har en plan. På vejen gennem Kina gør flygtningen ophold på hemmelige adresser, hvor de i løbet af uger og måneder oplæres i kristendom. Det er den slags vi i Vesten slet ikke fatter. Mange vil nok mene, at pastor Kim overtræder alle mulige menneskerettighedskonventioner. De stakkels flygtninge skal da ikke høre om Jesus, de har behov for psykologhjælp, ville vi vel sige her i Vesten. 

Men pastor Kim siger: ”Vi redder liv, men både krop og sjæl skal fodres, og Guds ord er næring for vores liv. Så vi redder dem fysisk, men giver dem også åndelig frihed. Derfor nærer vi dem åndeligt og fysisk i tre måneder på vores sikre adresser. Hvis vi bragte dem direkte til Sydkorea, ville de stadig være fortabte, fordi de ikke kender Jesus, siger præsten. Og han fortsætter: ”Nordkoreanerne har aldrig hørt om Gud før, fordi der ikke er religionsfrihed i Nordkorea. Det kan ikke sammenlignes med folk, der kender til Gud og kan træffe et valg, om de vil høre til eller ej. Vi kan ikke give folk valget, når de ikke kender til Gud, men må først lære dem om det. Gud har givet os fri vilje, så de selv kan bestemme, om de vil acceptere det eller ej.”

Jeg tror som sagt, at mange her hos os ville sige, at det da er fint, at præsten og hans kirke af menneskefiskere hjælper flygtningene videre – hvis han bare ville lade dem i fred med hans Jesus. Flygtningene har vel lov at beholde deres tro? Hvem giver ham ret til at missionere? Men præsten ved, hvad han taler om. Det hjælper ikke at fragte nordkoreanerne rent fysisk fra et sted til et andet. De kommer fra et samfund, hvor diktatoren Kim Jung Un er Gud, og hvor et menneske fra barnsben lærer ikke at tænke selv, men altid frygte, altid søge slavens tryghed: Hvis du holder mund og gør, hvad der bliver sagt uden at stille spørgsmål, så kan du spise din ris i fred. Nordkoreanerne er vant til at se hen efter en eller anden autoritet, som kan sige, om noget er godt eller skidt, forbudt eller i orden. Deres hjerte er bundet tilen dæmon. De er muldyr og Djævlen sidder på ryggen af dem.

I Biblen kender vi en historie, der ligner. Da israelitterne efter de ti plager og flugten gennem havet endelig er kommet ud i friheden, er de overhovedet ikke klar. De beder venligst Moses om at hjælpe dem tilbage til slavelejrene i Egypten. Der var alting trygt og sikkert. Hvis man bare dukkede nakken, holdt mund og gjorde, som der blev sagt, fik man kødsuppe hver aften. I den gamle historie må israelitterne opholde sig 40 år i ørkenen for at lære friheden at kende. Gud lukker dem ikke ind i det land, han har lovet dem, landet der flyder med mælk og honning – før de har lært lektien, før de er klar. Det er samme historie. Men det har vi glemt her i Vesten. Vores frihed hænger på det nøjeste sammen med kristendommen. 

Den tanke, at et ethvert menneske står over for Gud – før han eller hun står over for diktatoren eller klanlederen eller soldaten eller andre mennesker – den tanke er den virkelige grund under vores højt besungne frihed. Vi har glemt det, fordi vi det er blevet selvfølgeligt for os. Men pastor Kim ved, at et menneske må kende Gud for at kende og forstå, hvad frihed er. Ja, og ikke mindst for at kunne leve i et frit samfund, præget af kristendommen.

Jeg ved ikke, hvordan undervisningen foregår. Nordkoreanerne har gennem deres liv lært, at mennesker som dem er intet værd. Livets lov er: duk dig, gør dig usynlig, klap på kommando, græd på kommando – og gem dig så derhjemme med de få, som holder af dig. Jeg tænker, at undervisningen begynder med, at de skal lære, at der er en, den højeste, som sætter dem over alt på jorden, som vil dem. En, for hvem de er dyrebare. En, der vil noget med dem – og ikke kun have deres arbejdskraft, deres få spareskillinger eller deres kroppe, men har interesse i dem som mennesker, deres mening, deres tro, deres tillid. Ud af den undervisning kan et menneske vokse til frihed.

Vi i vesten kan have meget stor gavn af at se os om i verden. Frihed er i kristendommen er ikke én-til-en det samme som fysisk frihed, altså frihed fra lænker og bånd. Det er ikke bare frihed fra besvær eller frihed fra farlige ting eller ting, vi ikke bryder os om. Det er ikke frihed fra andre mennesker. Det er en åndelig frihed, en tro, en grundlæggende tillid til en instans uden for os selv og over os alle. Troen på, at nok kan mennesker true og skræmme og kommandere, men at vi er udvalgt til en større herre. Sådan sagde reformatoren Hans Tausen netop, da biskoppens mænd kom for at anholde ham midt under gudstjenesten: ”Jeg står under en større herre”. Hans Tausen gjorde roligt sin gudstjeneste færdig først – for han var bundet til en større herre end biskoppen. Kristus er gave og opgave, sagde Luther. Han er gave i den forstand, at vi kender den gode Gud i ham og har vores synders forladelse i ham. Han er opgave i den forstand, at han hele tiden er en spore, en inspiration, en vejviser for os.

Jeg synes, vores moderne vestlige frihedsforestilling er underlig abstrakt, forkælet og tom. Hvad er frihed nu? Det er frihed for andres mening, som når de unge på universitetet skal have særlige rum, hvor de ikke møder andre meninger end deres egen. Det er frihed til at fravælge sit ufødte barn helt frem imod fødslen. Det er frihed til at tage sit eget liv, når man ikke synes, det er sjovt mere. Det er frihed til at lege at man er en anden, frihed til at lege, at man er det modsatte køn. Frihed er uafhængighed af andre mennesker. Det er, at vi hver især kan sidde for os selv og klare alle fornødenheder ved hjælp af hver vores lille telefon.

Fiskeren Simon blev apostlen Peter, og hans arbejde fortsætter i dag, fordi der er mennesker rundt om, der uden nogen tvang og uden nogen trusel ved sig bundet til et større herre. Og I, der er samlede her i dag - I har den samme større herre – større end statsministeren og skattevæsnet og kommunen. Større end alverdens krigsmagt og vold. Større end selv sygdommen og døden. Når han er i hjertet, er man fri.

Amen

Prædiken til 4. s. e. trin. I, 2023

Matt 6, 36-42

Salmer: 752, 441, 276, 52, 726

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det, som Jesus siger i dag – det er lige det vi trænger til. Selvom ordene udtalt for 2000 år siden, rammer de plet også i dag og renser luften. Han siger: Hold op med at tro, I er Gud. Overlad det til Gud selv. Lad ham dømme om alt det, som vi mennesker kun ser halvt. En dommer kan ikke dømme i sin egen sag. Det kan vi heller ikke - jamen så lad være. Dommen tilhører Gud. Han alene kan se hele vejen rundt – i modsætning til os. Og husk så på, at Gud har båret over med jer – det skulle lære jer at bære over med hinanden.

Det er lige i øjet. Jesus anklager os for at spille skuespil. Det ord, som er oversat med ”hykler”, betyder direkte oversat ”skuespiller”. Hold op med at spille skuespil og lege, at I selv er de rene pletfri og perfekte uskyldigheder, mens det er alle de andres skyld. I er så frygtelig bange for at indrømme egne fejl, men til gengæld elsker I at pege fingre ad andres.Det er godt sagt, for det er lige sådan, det er.

Lad mig folde det lidt ud. Vi begynder med det om skuespillet. Jeg er sikker på, I kender det. Børn, unge og voksne, gamle – det har ingen alder.

Jeg flyver lige til bage i tiden til min første matematiktime i Faarvang skole. Vi sad der, en hel klasse af store børn, som ikke kendte hinanden. Vi kom fra nabobyerne og fælles for os alle sammen var vistnok, at ingen af os nogensinde havde lært noget som helst fornuftigt i matematik. Så kom læreren, og han begyndte straks at tegne mærkelige ligninger op på tavlen. Kridtet kradsede lystigt mod tavlen, og imens talte han løs om at ”opløse ligninger”, om at huske ”at gøre det samme på den ene side af lighedstegnet, som man gør på den anden”. Han sagde ”X og Y” og ”tage parentesen først” og ”gange med den omvendte” og meget andet, som vi ikke fattede en bjælde af. Men vi lod alle sammen som om vi forstod. Vi skelede til hinanden og nikkede og lod som om. Det gik helt godt, indtil læreren spurgteud i klassen, om en af os ville komme til tavlen og opløse ligningen. Så blev der helt stille. Vi fik alle sammen meget travlt med at kigge ned i bordpladen. Vi var helt blanke – pas, fisk, vi havde ikke begreb om, hvad han talte om. Men det turde vi jo ikke indrømme. For tænk, hvis de andre opdagede, at man ikke anede, hvad læreren talte om. Så ville de helt sikkert tro, man var dum. Stilheden blev mere og mere pinlig. Til sidst var der en modig pige, som kom fra min gamle klasse hjemme i Sorring, der meget forsigtigt sagde, at det havde vi altså ikke lært noget om. Og med det samme hun sagde det, var det ligesom der gik et tungt suk igennem klassen – for det var jo det, vi alle sammen tænkte, men ikke turde sige. Fortryllelsen var brudt, og læreren forstod, at vi ikke forstod noget. Og det var godt, for nu vidste vi, hvor vi havde hinanden.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis I kan finde en oplevelse, der ligner. Men det er altså ikke forbeholdt de unge. Vi gamle spiller også skuespil. For ikke så længe siden sad vi en gruppe præster sammen og skulle diskutere præsters arbejdsmiljø. Den slags handler selvsagt ikke om tunge løft eller farlige kemikalier. Risikoen for præster er mere, at de ikke kan lægge tunge oplevelser fra sig, men tager andre menneskers død og sorg og angst på sig og med sig hjem. For nu at få snakken i gang fik vi som et oplæg, at vi skulle fortælle, om vi havde forandret læsevaner og tv-vaner hen ad vejen. Læste og så vi andet nu, end for 10 år siden? Der sad vi så en gruppe præster, og der findes jo nu nok den forestilling, at præster en meget belæste og gode mennesker, som er brændende optaget af problemer, og derfor læser tykke bøger om sorg og kriser, og altid ser problem-film og tunge dokumentarer om sultne børn i Afrika. Det passer overhovedet ikke. Men vi spillede alligevel skuespil og lod som om. For der var jo ikke nogen, der lige ville indrømme, at de hellere så ”Hus til halsen” eller ”Landmand søger kærlighed” eller noget andet dumt. Til sidst kom jeg til at sige netop det: At når jeg en gang imellem satte mig foran fjernsynet, så orkede jeg altså ikke at se en tung dokumentar omWilliam, som er multihandicappet og har ADHD og bor hos sine forældre, der er stofmisbrugere. Efter dagens begravelsessamtale, prædikenskrivning og konfirmander orker jeg det ikke. Så hellere en eller anden åndssvag gammel tju-bang-film med Bruce Willis eller ”Gift ved første blik” – bare et eller andet hjernedødt. Og da jeg havde sagt det, så var det på samme måde som i gamle dage i matematiktimen. Der gik et tungt suk igennem vores gruppe. Og de sagde alle sammen: Ja, sådan har jeg det også. Men tænk, vi voksne mennesker – vi sad der og var bange for hinanden. Vi sad der og spillede skuespil for at leve op til et eller andet kunstigt billede, som slet ikke var sandt. 

Det er sådan noget, Jesus kalder ”at spille skuespil”, hvor man spiller Gud, spiller perfekt, spiller uangribelig og fejlfri – selvom det er løgn. Bare fordi man er bange for at vise, at man ikke er en engel med vinger på ryggen. Det er nærmest en folkesport herhjemme. Vi er så korrekte på overfladen – så glatte og pæne som porcelænsengle til jul. Men løgn er det.

Og det bliver jo kun værre, når vi samtidig griber til det gamle trick at lade det gå ud over andre. Altså at vi, som Jesus siger, ser splinten i vores broders øje – og glemmer bjælken i vores eget. Når vi brokker os over de andre, skælder ud over de andre og finder fejl hos dem. Der er utrolig meget vrede og had i tiden. Vi har på dansk inden for de seneste år fået to nye begreber ”vejvrede” og ”underskudsvrede”. Vejvrede beskriver den eksplosive aggressivitet, som kommer over os i trafikken. Dytten og løftede langfingre, skælden og smælden. Underskudsvrede kender man fra køen ved kassen i Rema, hvor den stakkels kassemedarbejder bliver skældt hæder og ære fra og kaldt alt mulig, fordi – ja, fordi klokken er tæt på 5 og posen med gurkemeje var utæt og der ikke er flere papkasser at bære varerne væk i. Jeg læste om en stakkens mand i Københavns Lufthavn, som stod i kundeservice og skulle hjælpe folk med billetterne. Han oplevede dagligt at blive skældt ud, fordi folk ikke havde læst ordentlig på deres billetter. Han blev kaldt svin og det der er værre, folk ønskede for ham, at han fik kræft og flere gange blev han spyttet på. 

Det er nu hvad det er, men der findes det, der næsten er værre. Den samme utålmodige vrede, det samme eksplosive had bryder også ustandselig ud i den offentlige debat – altså når vi diskuterer en eller anden sag. Ve mig, hvis jeg er bare en lille smule skeptisk over for den grønne omstilling og lidt kritisk over for ”vild med vilje”. Ve mig, hvis jeg ikke bare jubler, hver gang der bliver stillet en ny kæmpevindmølle op eller endnu en hæslig solcellepark. Ve mig, hvis jeg synes, det er er gakkelak, at der skulle være 71 køn og at børn helt ned til 6-års alderen skal have lov at bestemme, hvilket køn de tilhører. Der er ligesom slet ikke plads til at mene noget andet, og hvis man gør, så – ja, så bliver man hurtigt beskyldt for at være alt muligt. Så er du sådan en! Alle mulige skældsord bliver lynhurtig klistret på ens ryg.Man har ikke lov til bare at mene noget. Nej, hvis man har en mening, der afviger lidt fra normalen, så må man jo væresådan og sådan!

Hvor Jesus tager ordet og han virkelig høres – dér er det altid, som om man kan høre dette dybe suk: Åh ja, det er sådan det er med os. Hjælp os, Jesus, til at begynde forfra, ærligt og ordentligt, uden at spille skuespil og lege små glatte perfekte guder – og uden at udpege skyldige blandt de andre. Kirken har i århundreder talt om arvesynden. Det er ikke overtroisk snak om biologi. Det handler bare om, at vi helt grundlæggende ikke har ret meget at lade hinanden høre. I virkeligheden skulle vi dagligt prædike for hinanden og vores små børn om arvesynden, for det er et begreb, der betegner noget fælles hos os alle. Vi står grundlæggende samme sted alle sammen.

Når det er sagt, så forstå mig ret: Det betyder ikke, at vi skal lade lommetyven eller kassetømmeren eller voldsmanden løbe. De skal alle dømmes efter loven. Men læg vel mærke til det. Loven dømmer gerningen. Ikke personen. Vi skelner mellem en mand og hans gerning. Gerningen kan vi tale om og dømme om. Ikke personen. Vi kan godt anholde en andens gerning – hvis han har stjålet eller snydt eller begået vold, så kan vi sige: Du gjorde sådan og sådan. Men det giver os på ingen måde ret til at sige: Du er sådan og sådan. Det er lige præcis der, vi altid går fejl. Måske har manden i kundeservice fra før begået en fejl, men det giver da ikke noget ret til at spytte på ham og sige, han er et svin. Jo, vi kan dømme om handlinger, som vi har set andre begå, eller som andre har set os begå. Men døm ikke personen bare på det.

Prøv engang at se det fra en anden side: På nettet, på alle mulige influenceres profiler på de sociale medier kan man følge en masse perfekte mennesker, der gør perfekte ting. Ligesom man kan læse om de kendte og smukke og rige i damebladene. Er der noget ægte trøst og glæde i sådan noget? Nix. Og derfor skal andre være fri for i jer at møde endnu et menneske, der spiller Gud. Nej, lad dem få lov at sukke dybt og takke jer, fordi I turde være et menneske, og ikke spillede skuespil. Fordi I turde være syndere, fejlbehæftede mennesker. Hvis vi forsøger at spille Gud over for vores Næste – er det kun med til at få dem til at føle sig endnu værre. Nej, vis dem et medmenneske – en, der overlader dommen til Gud. Vi bad før Fadervor sammen – dér siger vi jo det samme: ”Forlad og vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Døm ikke siger Jesus, det er lige hvad vi har brug for at høre.

Amen

Prædiken til 2. s. e. trin. I, 2023

Luk 14, 16-24

Salmer: 750, 385, 305, 320, 725

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

I dag har jeg lyst til at tale om noget, som vi danskere er rigtig dårlige til og har det rigtig dårligt med. Vi har et fremmedord for det. Det er ordet konsekvens. Det betyder egentlig ”noget der følger med”, og det har at gøre med, at det, vi gør og det vi siger – det har følger. Det har konsekvenser, siger vi. Konsekvens er et supervigtigt begreb i børneopdragelse og lovgivning, ja, i omgangen med mennesker. Konsekvens er sammen med ansvar frihedens faste følgesvend.

Et eksempel på konsekvens i børneopdragelse er følgende: Hvis lille Oscar bliver tilbudt en is, men siger nej tak, så får lille Oscar ikke nogen is – heller ikke selvom han bliver sur og fornærmet. 

Et eksempel på konsekvens fra lovgivningen i et frit land er følgende: Hvis man gerne vil drikke bajere og sms’e, mens man kører bil, så er man faktisk fri til at gøre det, men så må man også tage konsekvensen, hvis man får en bøde og mister kørekortet. Det er konsekvens. Danmark er – i al fald på papiret – et frit land, men frihedens følgesvend, konsekvensen – den har vi det som sagt helt utrolig dårligt med. Det kommer jeg lige tilbage til om et øjeblik.

Først skal jeg lige slå fast, at frihed, ansvar og konsekvens – det kommer man ikke udenom, når man snakker kristendom. Evangeliet er, at Gud altid, altid vil have os til at vende om til ham. Han vil have vores tro, vores hjerte, vores tillid. Han vil være vores klippe og ståsted, vores fundament og holdepunkt i tilværelsen, vores ror og anker på én gang. Men han vil ikke tvinge nogen. Det skal ske frit og af hjertet. Det sære ved Gud er, at han ikke vil tvinge et eneste lille menneske, selvom han givetvis kunne. Jesus personificerer Gud, kan man sige, og han går rundt på vejene og kalder, ja, næsten tigger alle han møde om dog at gå med ham og følge hans vej. Men ingen skal tvinges. Hvis de ikke vil, så skal han være den sidste til at få dem med under tvang. 

Fordi vi danskere har så dårlig begreb om konsekvens, forstår vi heller ikke Gud. Gud vil ingen synders død, står der i Biblen. Sådan er det virkelig: Gud vil aldeles ikke vores fortabelse, han sidder ikke og skumler med det, man kalder ”den dobbelte udgang”, altså at nogle af os skal gå fortabt, mens andre skal frelses. Slet ikke. Men fordi kærligheden og friheden som sin følgesvend har konsekvens, og fordi han ikke vil tvinge en eneste af os – derfor ja, så er der fortabelse. 

Jesus har gjort det så klart som dagen med sin lille historie om det store festmåltid. Manden, som indbyder sine venner til sin fest, har været særdeles tydelig. Ifølge det, der var skik på Jesu tid, har de alle modtaget en invitation et helt år i forvejen. Og nu på selve dagen sender manden ovenikøbet sin tjener ud at hente folk som en ekstra festlig æresbevisning. De indbydes og nødes, men der er ingen tvang. Sådan er det jo også, når vi har indbudt til rund fødselsdag eller sølvbryllup. Kan man forestille sig noget så skørt, som at sølvbrudeparret hyrede en flok rockere til at gå ud og indfange gæsterne for at forhindre, at de gik andre steder hen? Nej, selvfølgelig ikke. Et gæstebud, en invitation til fest har udelukkende med tillid og æresbevisning at gøre – ikke tvang. 

I historien sker der så det utrolige, at ingen af de indbudte gider komme. Det er helt skørt, men de kommer alle sammen med de sygeste undskyldninger. Alt hvad de nævner, kunne sagtens have ventet. Det er en hån imod værten, som hvis jeg sagde til sølvbrudeparret, der havde inviteret mig: Nej, desværre, jeg skal have sat ny klinge på min osteskærer, så desværre, I må have mig undskyldt. Manden i historien bliver selvsagt sur, og så er det, han henter folk ind fra gader og stræder. De bliver heller ikke tvunget, men hvem er så dum at sige nej til gratis mad og vin? Og så kommer den logiske konsekvens for de indbudte: Hvis de ikke gider være med, så skal de da have lov at være fri, men nu lukker vi altså døren. Sådan slutter historien. Det er, hvad Jesus siger til farisæerne: Hvis I ikke gider være med, hvis I stadig bare vil håne og spotte og finde fejl hos mig – så gå i et andet sted hen. Det står jer frit for. Men det sted kender jeg ikke. Det er konsekvens. Og det er ikke, fordi Gud er ond. Men han har det bare sådan, at hos ham skal alting ske i frihed.

Det er præcis her kæden hopper af for os danskere. Vi har gennem de sidste 40-50 år lært, at konsekvens er ondt. Det er ondt og hensynsløst at være konsekvent. Det gælder overalt: i børneopdragelsen, i skolen, i samfundet. Det er ikke sådan mere, gud ske lov – det var i 90’erne og 0’erne, da vores børn gik i skole, men dengang kørte det efter denne melodi: Når læreren omsider blev træt af larm og støj og uro, så sagde han – eller hun: Nu indfører vi tre-stregs-reglen: Hvis man er urolig i timen og ikke kan holde mund, så får man én streg på tavlen. Og hjælper det ikke, får man én streg til. Og hjælper det heller ikke, så får man en tredje streg, og får man en tredje streg, så betyder det, at man kommer over på skoleinspektørens kontor, og så bliver der ringet hjem. Så indførte man det nye system, og allerede dagen efter havde de første elever fået deres første og måske også anden streg på tavlen. Og måske også den tredje. Og dermed skulle konsekvensen jo være, at eleven nu blev sendt over på kontoret og at der blev ringet hjem. Det ville være følgen af den regel, man havde indført. Men netop det skete ikke. For lærerne fik jo medlidenhed med eleven – og måske var de også bange for, hvad forældrene ville sige. Nå ja, sagde de, det var jo nok også lige hårdt nok. Og på den måde kunne flere elever bryste sig af at have fået både 5, 8 og 10 streger på tavlen – og der skete stadig ikke noget. Overtrædelsen af reglen havde ingen konsekvens – for det var jo synd. Og skete det så alligevel, at en synder kom over på kontoret, så fik han ikke skældud, men slik, og hvis der blev ringet hjem, var det tit forgæves, for far og mor var på arbejde, og det var kun synderen selv, der var hjemme. Det er, hvad jeg vil kalde typisk danske slatten pædagogik eller mangel på konsekvens. Hvad lærte børnene af det? De lærte, at det er lige meget, hvad man gør. Det, man gør – haringen konsekvens. Jeg vil med det eksempel på ingen måde hænge de stakkels lærere ud. De kæmpede en ulige kamp, for børnene var også hjemmefra vant til, at der ikke er nogen konsekvens. Der var et sige blandt børnene dengang: Man behøvede ikke tage det alvorligt, før læreren blev rød i hovedet. Og når far og mor sagde, man ikke kunne få en is eller ikke kunne slippe for at spise med ved bordet eller ikke måtte blive ude til kl. 23 om aftenen, så skete der ingenting ved det. For forældrene syntes også, det var synd. De syntes ikke, de kunne nænne at være konsekvente. For konsekvens er så skrapt og skarpt og hårdt, syntes man. Men alt, hvad vi gør, har konsekvenser, hvad enten man tror det eller ej, hvad enten man kan lide det eller ej.

Hvis man holder fast i, at ting har konsekvenser, så holder man samtidig fast i den enkeltes ansvar og frihed. Men det har vi det stadig meget svært med. For det er jo synd. Det gælder som sagt også i lovgivningen. Det kører på akkurat samme måde som i børneopdragelsen og skolen. Man kan nævne så mange eksempler, men lad mig bare tage et aktuelt eksempel: De mænd og kvinder, der forlod Danmark for at slutte sig til Islamisk Stat i Syrien, der kæmpede imod blandt andre Danmark. De havde besluttet sig for at de ville bekæmpe det land, de boede i og modtog sociale goder fra, fordi deres tro og ideologi fortalte dem, at hele verden skulle være et kalifat. De satte sig dermed uden for loven, eller – hvis de var inden for lovens rammer, var de landsforrædere. Det var de faktisk i deres gode ret til at gøre som frie selvstændige mennesker, hvis de blot var indforstået med konsekvensen: At de så havde brændt alle broer til det gamle land. Men med typisk dansk foragt for konsekvens hentede man disse mænd og kvinder tilbage. For det var jo synd. Kvinderne havde børn og mændene var ofte traumatiserede, så de skulle da hjem alligevel. Mennesker kan tage fejl og fortryde, og det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i disse menneskers situation. Men hvad er konsekvensen af landsforræderi og krig imod sit eget land? Den er, at der ikke sker noget. Det er omkostningsfrit. Staten redder dig alligevel.

Det er det, der ligger i det vigtige begreb konsekvens. Og også vores holdning til evangeliet har en konsekvens. I folkekirken taler vi altid om Guds kærlighed. For det er så sødt og rart at høre om. Vi taler aldrig om konsekvens, for det er synd og ondt. Men her har vi ikke Jesus med om bord. Han siger klart: Der er en konsekvens: Hvis man ikke gider gå i kirke, hvis man ikke regner det, og bilder sig ind, at tro er noget latterligt og forældet. Hvis man frabeder sig at høre en prædiken, ja, får tics og nerver, hvis der er et kors på ens dåbsattest, så har det da den konsekvens. Gud vil ikke tvinge nogen, men når han så lukker døren, har vi altså ikke et retskrav på at få den åbnet igen. I Biblen sammenlignes Gud med en moder i forhold til sit barn. Tænk på jeres voksne børn: Jeg tænker, I ville gøre omtrent hvad som helst for dem. Men ville I også tvinge dem til det, de ikke vil? Ville I lade dem hente med tvang, hvis de ikke havde lyst? Nej, selvfølgelig ikke. Og sådan er det med Gud. 

Jesus siger til os: Kære venner, jeg vil så gerne se jer hos mig. Jeg vil så gerne, at I ville smide alt det I tror, I skal, fra jer! Jeg vil så gerne, at I tror på mig og tror på Gud og hører, hvad I virkelig skal: Være tro, elske og tjene. Men hvis I virkelig ikke vil det – mærkeligt og dæmonisk – så må I gå. Og så lukker min Fader døren en dag, I ikke venter det.

Amen

Prædiken til Bededag I, 2023

Matt 3, 1-10

Salmer: 754, 7, 192, 401, 456, 4

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæle med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det er en særlig dag i dag. Selvfølgelig på grund af konfirmationen – det er både stort og godt. Men det er også Danmarkshistoriens sidste Bededag. Næste år kan I se frem til en dejlig lang arbejdsdag på en helt almindelig fredag, så I kan få lov at betale mere i skat. Den tid den glæde. Lige nu vil jeg glæde mig over at se så mange her i kirken. Det er så dejligt, at jeg næsten kan bilde mig ind, at jeg også skal se jer igen allerede i overmorgen på søndag. At I vil være så glade for at være her i dag, at I også kommer på søndag. Nå ja, jeg har en lille bitte mistanke om, at det nok ikke kommer til at ske.

Men lad mig nu bare være fræk og spørge jer ligeud, hvorfor det egentlig er komisk, at præsten står og håber på, at folk kommer i kirke for at høre verdens bedste budskab, så de vender om til den gode Gud? I kirken skal vi komme og høre, at alt det, vi tror vi skal – det skal vi overhovedet ikke. Vi skal noget helt andet. Vi skal vende om til Gud og få omlagt vores liv. Vi skal have retning og mening i livet, i hverdagen. Alligevel finder vi hver søndag på 10.000 vigtigere ting, som vi skal – vaske bil, købe ind, se fjernsyn, være på facebook, løbe i skoven.

Jeg tror, jeg kender forklaringen. Mange af os har det med kirken, ligesom de har det med læger, sygehuse og tandlæger. Lad mig bare tale for mig selv: Jeghar det ikke godt med hvide kitler og læger med stetoskoper og kuglepenne i lommen. Hvis ikke jeg var præst, ville jeg helst undgå at komme på sygehusene. For de minder mig om noget, som jeg ikke kan lide. De minder mig om sygdom og død. For nu at sige det ligeud. Og sådan tror jeg egentlig også, at mange har det med kirken: Den vækker en lille angst i os – en angst som i virkeligheden styrer utrolig meget af det, vi går rundt og laver. Angsten for kirken afslører, at det er vores grundlæggende stemning: Angst. For livets korthed, dødens nærhed, og vores allesammens skrøbelighed. Åh, mind mig ikke om det. Lad mig glemme det lidt endnu. 

Her i foråret kan man lige straks høre fugleungerne pippe fra rederne. Tænk på sådan en rede med fem til syv nøgne og blinde unger. Når de mærker, at far eller mor kommer, rejser de hovederne og åbner næbbene på vid gab og skriger: Se mig, se mig, nu, nu! Kig engang ned i sådan en rede, så har I et billede af os mennesker. Sådan er det med os – uden Gud. Alt hvad vi gør, er sådan et ”se mig, se mig, nu, nu!”.

Vi har det fra en milliard popsange og film og dårlige bøger: Livet er kort, sandet løber i timeglasset, stopuret er sat i gang. Livet er som et 3000-meterløb under olympiaden. Nederst på skærmen ser man hundrededelene rase afsted, sekunderne tikker efter og minutterne kommer haltende til sidst. Sådan er livet. Timerne iler, dagene haster afsted sammen med årene. Så vi har travlt. Vi har meget, vi skal nå. Vi skal ses, vi skal være lykkelige, vi skal tjene penge nok, vi skal rejse, vi skal leve så længe som muligt, vi skal – alt muligt.

Jeg skal sige til jer: Nej, vend om, det dér skal I overhovedet ikke. I skal takke Gud for denne dag. Og på hans befaling skal I være ordentlige rare mennesker, I skal tjene og gavne hinanden for det er meningen med jer. Med os.

Lad mig fortælle en historie, hvor I måske kan genkende det, jeg siger. For ikke så længe siden kunne man i biografen her i Skive se en irsk film. Jeg siger ikke titlen, for den har en tosset engelsk titel, som ingen alligevel kan huske. Og der var måske heller ikke så mange inde at se den. Da jeg var der, var der vist 4 eller 5 andre. Men filmen var god. 

Den handler om livet på en lille ø ud for Irlands vestkyst. Her bor de to gamle venner, Padraic og Colm. Padraic sammen med sin søster oppe på højdedraget og Colm alene ude ved havet. Hver dag lidt hen på eftermiddagen går Padraicned til sin vens hus for at hente ham med hen på pubben. For sådan har de gjort i 1000 år, de to, og sådan er det godt. Livet går sin gang. Mændene mødes på pubben, og om søndagen går de alle i kirke.

Men så kommer det: Solen er på vej ned over de grønne stenede marker. Padraic går afsted til sin vens hus som sædvanlig. Men denne dag lukker Colmikke op. Padraic kan se ham sidde derinde i stuen. Men han kommer ikke til døren og lukker op. Padraic er en enfoldig mand, og han fatter ingenting: Hvorfor lukker min ven ikke døren op? Vi er da venner? Næste dag er det på samme måde. Colm sidder derinde med sin violin, og han vil ikke snakke og han vil ikke med på pubben. Padraics verden kommer i oprør: Hvad i alverden er der galt? Så møder han en dag Colm uden for pubben, og Colm siger så, at det er, fordi han synes, Padraic er så kedelig. Det er derfor. Colm gider ikke gå på pubben sammen med Padraic mere. For det er altid det samme. Padraic kan kun tale om almindelige små kedelige ting. Padraic er kedelig. Punktum. 

Det afbrudte venskab truer med at vælte hele Padraics verden. Det viser sig snart, hvad der er fat med Colm. Han har fået den samme sygdom som vi andre har. Colm er blevet bange for tiden. Han er gammel musiker, og han har fået den ide, at han skal skrive en sang til øen, så han vil blive husket, når han er død. Mozart huskes den dag i dag, siger han, fordi han var et geni, men alle vi andre bliver glemt. I stedet for at ses med Padraic, som kun kan snakke om almindelige ting, mødes Colm nu med musikere fra fastlandet, og de sidder på pubben og drikker øl og synger og spiller sørgelige irske sange. Inderst inde ved Colm godt, at han ikke bliver en ny Mozart. Det er løgn, men han har fået vores moderne syge – og den får ham til at opføre sig som et svin over for sin gamle trofaste ven, som nok er enfoldig, men dog så god og trofast og ærlig, som dagen er lang.

En aften kommer det til et første sammenstød mellem de to. Colm sidder som sædvanlig sammen med sine nye musikervenner og spiller og synger. Så bliver Padraic grebet af ærlig harme og går derhen. Padraic selv er kendt for, at hvis han får for meget øl, bliver han farlig og kommer i slagsmål. Så galt går det ikke. Padraic får kun drukket sig mod til, og så stiller han sig op foran Colm og aftvinger ham en forklaring: Hvad i alverden giver Colm ret til at behandle andre på den måde? Det er ikke venligt. Colm svarer så og siger: Det er ikke nok at være rar og venlig her i verden. Vi skal huskes. Ingen husker en venlig mand, men Mozart var et geni, og derfor husker man ham. Så er det, at Padraicpludselig bliver veltalende og holder den længste tale, han nogensinde har holdt. Han siger: ”Jeg kender ikke Mozart. Men jeg husker min far, han var en venlig mand. Jeg husker min mor, hun var en venlig kvinde. Jeg husker min søster, hun er også venlig og jeg holder af hende”. Det er hele talen. Og sådan sætter den enfoldige Padraic sin ven på plads med en vidunderlig lille tale om venskab og erindring – om hvad der virkelig betyder noget her i verden.

Jeg skal ikke røbe, hvad der videre sker. Der sker en del, men det kan I selv se. Men det er det, jeg taler om her. Det, vi skal vende om fra – det er Colmsgiftige sygdom – angsten for tiden, angsten for ikke at blive husket, drømmen om at få et navn, som huskes. Det er en tanke direkte fra helvede, og den gør ingen noget godt. Tro mig, jeg kender den fra mig selv. Den hærger stor og lille. Putin sad under Corona og sloges med frygten for døden. Han frygtede for sin kræftsygdom og for at blive smittet med corona. Han kom i tanke om, at han jo skulle huskes for noget stort, og så fandt han på at invadere Ukraine. Det er ulykkerne i den store skala. I det små ødelægger den tanke selve livet for os. Gør os dagene tunge og kvalfulde, ødelægger venskaber, giver stress og depression. 

Anmelderne i medierne holdt alle med Colm, og syntes, at Padraic virkelig bare var slemt kedelig. Men sådan opfattede jeg ham slet ikke. Padraic var nok enfoldig, men han havde øje for de små ting – dem som straks forsvinder, når vi bliver bekymret for os selv og vores eftermæle. Han elsker sin søster, sit lille æsel, som han hemmeligt lader komme ind i stuen, når søsteren er ude. Han passer sit lille hus og sit arbejde – og er bare en helt almindelig mand, der bare gerne vil være ordentlig. Det var Colm, der var blevet grebet af en moderne dæmon.

Da Lise Nørgaard, hende med Matador, sidste gang var i tv for at fortælle om sig selv, sagde hun: Jeg vil bare så gerne huskes. Det var nu så sørgeligt. Er det virkelig alt, hvad vi er sat her for: At skrige som fugleungerne: Se mig, se mig, nu, nu? At sidde og vride hænder over, om andre nu husker os, om vi nu får opmærksomhed nok, om vi nu når alt det rigtige, som vi tror, vi skal?

Men alt det, vi tror, vi skal – det skal vi slet ikke. Det er jo det, der er det gode ved det. Jeg skal ikke trække tænder ud på jer eller operere jer eller fortælle jer, hvad I godt ved i forvejen. Jeg skal velsigne jer og så skal jeg fortælle jer, at I ikke skal bekymre jer om tiden og evigheden og om I nu bliver husket og elsket. Alt det har Gud for længst taget sig af. Alt det, I tror, I skal: nå det hel, være rige, være stærke, være lykkelige – tænk, det skal I slet ikke. I skal noget helt andet. I skal vende om. Gå hjem, være ordentlige, vise venlighed, vise godhed, vise ydmyghed, være trofaste venner, fædre, mødre, sønner, døtre.

Amen

Prædiken til Palmesøndag I, 2023

Matt 21,1-9

Salmer: 176, 59, 81, 380, 84

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jesus kommer tomhændet til Jerusalem. Han har ingen verdens ting med sig. Ingen oppakning, intet følge, ingen pengekister, ingen vigtige papirer, ingen stab af spindoktorer, ingen bodyguards, ingen soldater, ingen våben – slet og ret ingenting. Ikke engang æslet, som han rider på, er hans, for han har lånt det med grime og dette hele. Magt har hanheller ikke. Ingen militærmagt, ingen pengemagt, ingen politisk magt. Og dog har han alt det, vi i virkeligheden så dybt savner – vi, der elsker og beundrer magten og pengene og medaljerne og glimmerstadset. ”Jeg er Vejen, sandheden og livet”, siger han. Og det er han: Alt det, vi i virkeligheden sukker efter, men glemmer igen og igen: Opstandelsen, kærligheden, troskaben – det har han og det giver han.

Evangeliet om denne sære fattige, magtforladte frelser vender alting på hovedet. Magten afsløres som afmagt. Og afmagten viser sig at være den virkelige og sande magt, kærlighedens sære afmægtige magt. Som Paulus så malende beskrev sit eget liv: ”som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt”. Det eri virkeligheden en beskrivelse af frelseren selv, Jesus Kristus. Som bedrøvet og dog altid glad, som den der intet har og dog ejer alt.

Vi tosser beundrer magten. Vi elsker handlekraft og beundrer magtudøvelse, det være sig penge, militær eller politisk magt. Ja, vi ikke bare elsker og beundrer det. Vi søger det, drømmer om det, sætter al vores håb til det. Og forstår altid først for sent, at vi intet har fattet, men har løbet efter lygtemænd og ildfluer i vores eget mørke. Der er for så vidt ikke noget galt i at udøve magt i verden. Ligesom det heller ikke er forkert at bruge penge. Det gale er vores tro på, at pengene og magtens mænd og kvinder er Vejen, Sandheden og Livet og at de en dag vil bringe os lykke og evigt liv.

Jesus afslører magtens afmagt – og hvad det er for noget, skal jeg vise jer med to små eksempler.

Måske husker I Leonid Bresjnev, det forsvundne Sovjetunionens generalsekretær og reelle magthaver gennem mange, mange år. Han var kommet til magten ved et kup imod den tidligere generalsekretær, Krustjov, og gennem sine mange år på magten blev han næsten indbegrebet af Sovjetunionen, billedet af et gråt forstenet diktatur på den anden side af jerntæppet. Bresjnev selv havde ingen børn, men hans bror Jakob, havde en datter, kaldet Luba Bresjneva. Hun udgav for vel omkring 30 år siden sine erindringer fra sit liv i periferien af magten. Hun fortæller et sted om en middag, som hun deltager i i den inderste kreds i Kreml. Alle spidserne er der, ministre, grå eminencer, militærfolk i uniform.Leonid selv sidder for bordenden. Det er omkring 1980. Bresjnev er gammel, og han er tilmed ramt af flere hjerneblødninger. Han går vaklende, han ryster på hænderne, han skal have hjælp til det meste. Men som det altid har været i Rusland, så er statslederens helbred en statshemmelighed. Ingen må vide, at landets leder er syg. Men det er han, en af verdens mægtigste mænd kan ikke engang spise sin isdessert selv. Luba fortæller, at de er nået til desserten, snakken går omkring bordet, ingen ænser Leonid, som sidder hjælpeløs og kæmper med sin is. Isen løber ham ned adhagen, drypper ned på hans slips. Han spilder og famler som et barn, men ingen hjælper ham. For koldere end isdesserten er stemningen ved bordet. De kæmper om, hvem der skal overtage magten, når den gamle endelig er kradset af. Luba er den eneste, der ser sin farbrors hjælpeløse kamp med isen, og på et tidspunkt forbarmer hun sig og går op og mader ham, som man mader et lille barn. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har læst et så gribende og uhyggeligt eksempel på magtens afmagt. Hvad har Leonid Bresjnev? Han har magten. Han kan trykke på den berømte røde knap, som udløser en atomkrig. Han kan sende folk i arbejdslejre i Sibirien, og overalt venter man på hans ordre, hans befaling. Og så sidder han der, gammel, ensom, hjælpeløs, ingen børn har han. Hans kone er død, og ingen bekymrer sig om ham, men sidder blot og venter på, at han skal kradse af, så de kan komme til magten. Iskoldt er det billede af magten, som burde være glad, men som altid er bedrøvet, som har alt, og dog ejer intet, men er kold, forkommen, elendig.

Jeg kan ikke dy mig, så I får lige eet billede mere – igen på magtens afmagt. I har set billedet utallige gange før: Putin siddende alene ved sit latterligt lange bord. Efter sprængningen af en Putins nye bro til Krim lød en vittighed: Hvordan vil russerne på rekordtid reparere broen til Krim? Svar: De bruger Putins bord. Billedet af Putin ved det enorme bord var ment til at vise den store mands storhed og magt, men hvis man ser ordentlig efter, kan billedet i virkeligheden lige så godt ligne et lille stakkels menneskes fuldkomne ensomhed og frygt. Det skulle være ganske sandt, at Putin under corona var opfyldt af rædsel for at blive smittet. Hvis man overhovedet fik lov at komme i audiens hos ham, skulle man være absolut klinisk renset for blot den mindste mistanke om smitte. Man skulle igennem indtil flere sluser, før man fik lov at stå ved den ene ende af hans store bord. Under hele epidemien gemte Putin sig af skræk. Og det siges, at det var i sin isolering og ensomhed i Kremls korridorer, at han blev bange for sin egen skygge, og begyndte at bekymre sig om sit eftermæle. Helt alene med sine få nærmeste livtjenere, gik han rundt i magtens bolig. Det er næsten en karikatur af en diktator. Manden har milliarder af dollars gemt på hemmelige konti rundt om i verden. Han har lystjagter på størrelse med fregatter og et enormt Versaillesagtigt palads ved Sortehavet. Han har en enorm hær til rådighed, atomvåben og dyrt isenkram at vise frem på Den Røde Plads. Og på hans ordre er tusindvis af familier ramt af sorg og tab. Han har ladet et helt land smadre og hundredtusindvis af især unge mænd gå i døden for sin egen ære og herlighed – og så sidder han dér og klynker over for sin livlæge: Jeg har lidt ondt i halsen – tror du, det er corona? Et lille ensomt og bange menneske i et iskoldt miljø.

Så skifter vi scene, kontrasten er til at tage at føle på. Mattæus fortæller: Her kommer Jesus ridende på sit æsel. Ejendomsløs og ludende fattig, lever som en stodder fra hånden og munden. Onde tunger ville sige, han lever på nas. Frådser og dranker, kalder de ham. Han spiser hos rig og fattig. Disciplene har lidt rejsepenge i en pose. Judas er kasserer, men der er ikke meget at gøre godt med. Jesus har det, han går og står i. Han har ingen befalingsmænd under sig, ingen stærk oligark i ryggen. Og dog er han munter og nærværende, tager hver dag som den kommer som en gave fra Gud. Se til markens mælkebøtter og himlens sorte krager. Lær af dem, siger han. Sådan lever han selv. Og selvom han er fattig og uden magt i verden, så er det så befriende saligt at være sammen med ham. Om dagen kommer de løbende efter ham med alle deres syge og krøblinge. Eller de forfølger ham med bønner og brok og modsigelser og anklager. Alligevel sidder han der om aftenen ved bordene – om det nu er i hytten eller i rigmandsvillaen. Og da er alting pludselig så herligt. Alle føler sig set, alle føler sig betydningsfulde hos ham. I hans selskab tør man sænke skuldrene og lytte og le. Selv en forhadt tolder som Levi eller hans chef, den dobbelt forhadte overtolder i Jeriko, Zakæus, selv opløbne gadefolk og tiggere, prostituerede og fremmede soldater. De sidder der og lytte – og føler sig så sært befriede og hjemme. Og uanset om han sidder på en træskammel eller ligger til bords på bløde hynder, han er altid den samme, fortæller vittigheder og sære historier, der vender op og ned på alle vante forestillinger. Alting bliver så let og ligetil, hvor han er. Selv hans alvorlige formaninger bliver så selvfølgelige. Han tvinger ingen, truer aldrig, bruger aldrig sin autoritet, slår aldrig i bordet. Og dog har man lyst til at gøre, som han siger. Det er som om hjertet lytter med, når han taler – selvom der er mørkt i stuen, er der altid lyst, hvor han er.

Jeg har altid haft det sådan: Hvis Gud virkelig ville åbenbare sin kærlighed og sandhed på jorden i eet menneske, så måtte han være præcis som evangelisterne fortæller om Jesus. 

Lad mig bruge et billede: Hvis nogen skulle finde på at anklage mig for at være spion for Rusland eller stille mig for retten som en anden FE-chef eller stakkels Claus Hjort Frederiksen - så ville jeg på den ene side være skræmt, men den anden side rolig og munter, for jeg vidste jo, at det ikke passede, hvad de anklagede mig for. Jeg ville ikke være nødt tilat forsvare mig med alle mulige grunde. Jeg kunne le ad deres anklager, ja, om de så smed mig i fængsel - jeg ville jo med mig selv og min samvittighed, at jeg ikke havde gjort det. 

Præcis sådan opfører Jesus sig. Han har ikke nødig at forsvare sig. Han behøver ikke overbevise os med titusind gode grunde. Han behøver ikke sige: Jo, altså, I kan jo da nok se, at jeg er Kristus, fordi sådan og sådan og sådan. ”Den der ikke er for mig, er imod mig”, siger han, for sådan er det med sandheden. 

Magthaveren må omgive sig med spin og bortforklaringer og løgne. Døgnet rundt må han vogte på sine ord og skjule sine hensigter. Ligesom den rige må vogte på alle sine penge. Og hvor er den sandhed svag og hvor er den rigdom fattig, som må støttes med trusler og våben og løgn og overvågningskameraer og hegn. Jesus går lige frem og har intet at skjule. Hvad var det Guds sagde til Kain? ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du gør det onde, lurer synden ved døren”. 

Nu går han op til Jerusalem, ene blandt mennesker, for helt alene at bære deres – og vores - synd og skyld og tåbelige kærlighed til ”verdens ære, magt og guld”. Vi vil slutte denne prædiken med en bøn:

Herre Jesus, vend vore hjerte til dig. Send din gode stærke Helligånd i hjertet på os, så vi forvandles og bliver som dig. Så vi løfter hovedet og ser lige op. Så vores tale bliver ja ja, nej nej. Så vi er tro. Amen

Prædiken til Skærtorsdag I, 2023

Matt 26, 17-30

Salmer: 455, 473, 465, 456, 599

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Nadveren er mærkelig. Det behøver man ikke skamme sig over at synes. Den er mærkelig, anderledes, fremmed. I den første og ældste kirke kaldte man den på græsk et ”mysterion”. Vi har på dansk arvet ordet via latin i ”mysterium”. Det betyder oprindelig en hemmelighed, noget, der ikke bare sådan ligger åbent for forstanden. Sådan var det allerede i den første kirke: Hvad var det nu lige, Jesus havde ment, da han brød brødet og sagde: Dette er mit legeme, og da han udbragte en skål ved bordet og sendte den fælles drikkekande rundt med ordene: Dette er mit blod. Det er helt i orden, hvis man ikke lige kan forklare det med en enkelt sætning eller ikke lige kan få sine forestillinger på plads her. For hvor Gud er, der går det i reglen sådan, at alle vores forestillinger bliver slået i stykker.

Men derfor kan vi jo da godt forsøge at kredse os ind på mysteriet. Vi kan jo godt tale om det, vi ikke forstår. Prøv engang at tænke på et lille barn, som for første gang skal have skemad efter hidtil kun at have fået mælk hos mor. En dag tager mor den lille på skødet og sætter en tallerken med vælling eller grøntsagsmos foran barnet. Den lille fatter ikke en bjælde. Mor stikker pludselig en mærkelig tingest ind i munden på ham. Den føles kold og hård, og der er noget endnu mere underlig på den, noget lunt og blødt og sært. Det hjælper ikke det fjerneste, at mor eller far giver sig til at forklare for ham: ”jo, altså, lille Oscar, du kan jo nok se, at du skal til at lære at spise fast føde. Og du skal ikke være bange, mor har fulgt alle Sundhedsstyrelsens kostråd, så der er godt med protein og kulhydrater i, og ingen salt eller sukker, for det kan du ikke tåle endnu”. Alt det fatter den lille selvfølgelig ikke en millimeter af. Alt hvad han sanser er, at han er hos mor, men at der altså sker mærkelige ting i munden på ham.

Senere hen fatter han nok mere – selvom det jo nok i grunden er begrænset, hvad selv vi voksne forstår os på det daglige mysterium, som vi forklarer med ordene ”at spise” og ”stofskifte”. Vi ved, at vi har brug for mad, og vi ved, at den gør os godt. Vi ved, at det er godt at spise sammen. Men hvordan bøffen bliver til os, hvordan vinen bliver til os,og hvorfor det er så godt at spise sammen - det er der vel egentlig ikke ret mange af os, der kan forklare meningsfuldt. I al fald ikke uden det bliver så videnskabeligt og langhåret, så alle er faldet i søvn efter bare to minutters foredrag.

Måske er det med nadveren, som det er med lille Oscar og vællingen. Vi har jo med Gud at gøre – ikke med den lille tabel eller en soduko i damebladet. Måske vi ligefrem kan lære af lille Oscar. Han tager imod, hvad mor giver ham – selvom han ikke fatter, hvad det skal gøre godt for. Sådan er det også med dåben. Den er også et ”mysterion”. Og hvorfor i alverden skal vores lille målerlarveforstand absolut kunne rumme alting, når vi i det daglige tager en hel masse andre mysterier for givet uden at spekulere mere på det?

Det vigtigste i nadveren tror jeg i grunden godt, vi forstår med hjertet – selvom forstanden står af. Det har noget med enhed og forening at gøre. Da Jesus sad der ved bordet, og hans disciple var røget ud i et længere skænderi om, hvem det mon var, der ville forråde ham, og hvem af dem, der mon var den bedste – så tog Jesus det fælles brød og brød det i stykker, så de alle fik et stykke og spiste. På samme måde med vinen, en slurk til hver af den samme vin fra den fælles kande. Det samme ene brød blev til dem, disciplene, ved at de spiste, ved at der skete det dér underlige, som vi kalder stofskifte. Og på samme måde kom den samme ene vin til at løbe i alles årer. Brødet er mit legeme. Vinen er mit blod, sagde han til dem. Og sådan viste han dem, hvad det hele havde handlet om fra begyndelsen: At han ville være eet med dem, og de skulle være eet med ham og hinanden. De evindeligt selvoptagede, forvirrede, storsnudede og tungnemme disciple skulle være eet med ham, der kaldte sig ”Vejen, Sandheden og Livet, den ene rene, den ene gode, den enetrofaste. Og være eet med hinanden.

Når vi vil forstå det med forstanden, har vi problemer. Men med hjertet kan vi sagtens forstå det. Også ganske uden at være præster eller teologer. Lad mig fortælle en sand historie. For en del år siden var der en kvinde, som var syg. Hun led af en uhelbredelig kræftsygdom og lægerne havde opgivet hende. Nu var hun på hospice i smukke omgivelser, for sådan er det jo i Danmark: Vore hospitaler og plejehjem udsulter man og skraber med den store sparekniv, mens pengene strømmer til hospice, så forholdene dér kan være, som vore hospitaler og plejehjem egentlig burde være. Jeg havde besøgt hende, og vi havde aftalt, at en dag, når der ikke var langt igen, så ville hun gerne til nadver. Den dag kom så, og jeg samlede mine ting: mit lille hjemmeberettelsessæt, som det hedder med et gammelt ord: Kalk og disk, en lille æske med de underlige små runde brød, som vi kalder oblater, og en lille flaske med portvin. Hun havde samlet sine børn og sin mand hos sig. Helt uden at jeg havde sagt noget om det, havde hun dybt forstået, at dette skulle de være fælles om. Vi sang en salme – eller: jeg sang, for de var ikke særlig fortrolige med salmesang. Så læste jeg Mattæus’ beretning om den sidste nadver, som I lige hørte før, og så begyndte jeg på nadveren. Hun sad ved siden af sengen med sine børn omkring sig. Hun holdt dem i hænderne hele tiden. Da hun havde begge hænder optaget, kunne hun ikke nå sin mand, der sad ved siden af, men det løste hun ved, at hun havde lagt sin fod på hans. Helt uden at være skolet i kristendom, forstod hun alligevel dybt nede dette med enheden, foreningen. Sammen med børn og mand modtog hun den lille oblat og det lille bæger vin. Jeg udtalte den afsluttende erklæring, at de nu ved foreningen med vor Herre Jesus Kristus havde modtaget deres synders forladelse, og nu var styrket til det evige liv. Der var under hele begivenheden en dyb alvor og lyttende intensitet i rummet, som er helt ubeskrivelig. Så sukkede hun dybt – og hun døde ganske få dage senere.

Forstod hun nadveren, denne kvinde? Hvis jeg havde bedt hende gøre rede for, hvad hun havde været med til, ville hun formentlig ikke kunne finde ordene. Kloge hoveder og sure ateister ville hurtigt kunne overbevise hende om, at hun ikke anede, hvad hun deltog i. Alligevel er jeg sikker på, hun – uden alle ord – forstod mysteriet dybt og sandt og helt – på tværs af alle forstandsord og begreber.

Man kan godt spørge: hvordan og hvorledes – fra nu af og indtil de indfører Store Bededag igen: Hvordan kan et lille stykke ugæret brød være Jesu legeme, og hvordan kan et lille glas være Jesu blod, og hvordan er Jesus sammen med os i nadveren? Står han bag alteret og lurer? Sådan kan vi lade vores forstand kværne løs. Den kommer aldrig ud af stedet. Vi kan ikke engang bruge den lignelse mere, som jeg brugte før i tiden: Tag en 100-krone seddel. Den er lavet af papir, og den er med garanti ikke 100 kr. værd, men vi har tillid til, at den repræsenterer en værdi af 100 kroner. Sådan er det med brødet og vinen – men nå ja, ingen har kontanter på sig mere, og snart har vi vel glemt, hvad rigtige penge er.

Forfatteren C.S Lewis havde det lidt på samme måde. Da han mistede sin hustru Helen, skrev han en lille bog, og her nævner han også nadveren. Han skriver: ”I morgen vil en præst give mig et lille rundt, tyndt, koldt og smagløst stykke brød. Er det uheldigt, at den lille skive brød ikke på mindste måde ligner det, som den forbinder mig med? Er det ikke snarere godt det samme? Jeg har brug for Kristus og ikke for noget, der ligner ham. Jeg længes efter H, og ikke noget, der ligner hende”.

Det er ærlig snak. Lewis lader mysteriet stå. Han skubber sin evigt krævende og kværnende fornuft til side og ser brødet – lidt ligesom vi endnu ser pengesedlen som noget andet, end den rent faktisk er. Også han forstår, hvad den syge kvinde fra før forstod, at her drejer det sig om en - nå ja, mystisk enhed eller forening mellem og Kristus, mellem os indbyrdes. 

Vi kan bruge alle mulige billeder på det, men husk, det er bare billeder, der aldrig dækker det, men måske tværtimod kan få os på vildveje. Det grundlæggende, dybe og mystiske er enheden. Som når vi sidder sammen i familiens skød – for ikke sandt: Når familien er samlet, er vi danskere altid samlede om et bord. Vi hører sammen, vi er sammenspist. Vi med Herren – vi med ham, der har båret alle vore synder. Jesus spiste sig sammen med alle disciplene. Også forræderen Judas. Og når vi går til nadver, ”spiser vi os” også sammen, vi sammenspiser os med alle de andre, som også er med, kendte og ukendte, fortrolige og fremmede.

Vi vil så frygtelig gerne have kontrol. Vi er så bange for, hvad andre siger eller tænker, eller om vi nu også kan stå inde for dette og hint. Men prøv nu bare at lade forstanden og fornuften blive nede på bænken. Det afgørende er enheden, foreningen med Jesus Kristus, forbundetheden med hinanden. Det man hører, er man selv, siger de på P3. Det, vi spiser, bliver vi selv. Og spiser vi det lille runde, tynde, kolde, smagløse stykke brød og drikker vi vinen – så er det præcis som præsten siger til os. Luk øjnene og lyt på samme måde som kvinden gjorde med sine kære omkring sig – så siger præsten ordene: ”Den korsfæstede og opstandne frelser, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder – han styrke os med sin nåde til det evige liv. Fred være med jer”.

Og så er Guds fred med jer – om I nu forstår det eller ej.

Amen

 

Ja, det er nok mystisk, men det, der er mystisk kan godt give rigtig god mening

Prædiken til Påskedag I, 2023

Mark 16, 1-8

 

 

Kristus er opstået fra de døde. Det er kirkens budskab i en nøddeskal. Som Paulus skrev i et af sine breve: ”Jeg overleverede jer nemlig, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv”. Sådan har kirkens budskab været i 2000 år.

Der er præster, der viger lidt tilbage fra at sige det så ligefremt: Kristus er opstået fra de døde – altså fysisk, virkeligt. De vil hellere antyde budskabet med billeder og poetiske udtryk. Det kan bestemt også noget, men det dur ikke rigtig for mig. Jeg synes netop, det er det herlige ved at prædike: at jeg kan være lige så påståelig og firkantet, jeg har lyst til. Jeg vil derfor ikke bare påstå, at Jesus opstod af graven - formentlig søndag morgen før kl. 6.00 den 16. april år 33. Jeg vil også påstå, at det er det budskab, I allerinderst inde længes efter at høre, selve det, jeres sjæl higer efter – hvis jeg må udtrykke det lidt rørstrømsk. Jeg har lov til – og vil bestemt gøre – ligesom ekspedienterne i tøjforretningen gør, når de uden at skamme sig siger: ”Jeg har lige den trøje, du vil elske at gå med. Jeg bruger den selv derhjemme”! Kort sagt: Jeg har lige det budskab, som I længes efter – eller rettere: det er naturligvis ikke mig, der har det. Jeg er bare sat til at sige det højt: Ja, det er sandt. Der er noget, der hedder Guds tilgivelse – dér hvor tilgivelse er umulig. Og ja, der er opstandelse, dér hvor der kun er grav og møre knogler.

Hjertets sprog er påstande. Hjertet lytter efter faste ord. Bruden vil høre sin brudgom sige: ”Ja” med fast stemme. Hun vil høre ham love at være tro til døden. Hvis han skulle finde på at stå og tage forbehold og sige, at han da vil elske og ære hende, så længe han ikke finder en, der er kønnere – ja, så er han ikke bedre værd, end at få brudebuketten lige i synet. Jesus sagde selv: ”I jeres tale skal et ja være et ja, og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Sådan er det, og jeg tror fuldt og fast, at alle mennesker – dybt inde bag ved alt det, de siger, de er og tror, de er, og mener, man kan stole på og regne for sandt – har ligesom en streng, der bliver sat i bevægelse i hjertet dybt inde, når det gamle håbefulde budskab lyder: Kristus opstod fra de døde. Helt på tværs af alt, hvad vi holder for sandsynligt og sandt i 2023 – denne dybe streng i hjertet eller i sjælen – den kommer i bevægelse og svinger med en tone så dyb og dybtfølt, at vi skal arbejde virkelig hårdt for at overdøve den eller dæmpe den.

Det er noget sludder, når folk i dag prøver at slippe afsted med at sige, at opstandelsen ikke kommer dem ved, fordi deikke er religiøse eller troende. Jeg tror simpelthen ikke på det. Det er bare en udflugt, de griber til, fordi er bange for at mærke den dér dybe streng komme i svingninger i dem selv: Tænk, hvis det nu er sandt – det er for skræmmende og vildt, hvis den gamle Bibel rent faktisk har ret, hvis vidnerne rent faktisk talte sandt, når de sagde, de havde mødt den opstandne. Men det må de nu rode med. Jeg skal ikke bevise noget. Jeg skal ikke læse op af en videnskabelig rapportmed fodnoter og henvisninger. Jeg skal bare som Paulus gentage, hvad de tidligere generationer gentog: At der rent faktisk var vidner, der så ham efter hans grufulde henrettelse, død og begravelse. Og hvis de så ham, så var han opstået, og er han opstået, så er alt, hvad han sagde og gjorde – så at sige godkendt af Gud selv.

I mange år har vi vænnet os til at slå en hånlatter op, når det drejede sig om kristendom: Sådan noget gammelt sludder at komme med nu i dag, hvor vi har videnskab og kunstig intelligens og hjerneforskning. Men mærkelig nok. Netop i disse år har man sporet en underlig udvikling herhjemme: Folk, som før foragtede kristendom, melder sig nu ind i folkekirken. Og langt de fleste af dem forventer alvorligt, at alt i kirken er præcis, som det var, da de var børn. De vil ikke høre alle mulige nye salmer og mærkelig rytmisk musik. De vil ikke have poesi og dunkel tale. De vil høre præsten fremføre påstanden igen. De vil høre hjertets sprog. De vil høre ham sige: Kristus er opstået fra de døde. Gud er Gud, om alle mand var døde. De vil høre ham sige: Fred være med dig. De vil høre ham sige: Kristus har båret al din skyld og skam. Gå hjem og synd fra nu af ikke mere.

Det er noget mærkeligt noget, at vi sådan på den ene side lader, som om det ikke rigtig betyder noget – og så på den anden side hemmeligt så gerne vil høre det igen. Når den dybe streng har rørt sig i os, så ønsker vi hemmeligt, bag om ryggen på os selv at mærke den svinge igen, vi lytter, selvom vi ikke helt vil være ved det.

Hvis jeg må bruge et ikke alt for godt billede, så går det lidt på denne her melodi: Måske husker I Islamisk Stats selvudnævnte kalif, al-Bagdadi. Det var ham, der i moskeen i Mosul udråbte IS-kalifatet i Syrien og Irak. Han hadede Vesten og særlig USA, men hemmeligt beundrede han Vestens fremskridt og teknologi. Hans hykleri var åbenlyst, da vestlige journalister fik øje på, at han på sit håndled bar et superdyrt Rolex-ur, som han sikkert havde hugget eller købt for oliepenge: Han foragtede os i Vesten. For vi var i hans øjne vantro mennesker uden moral og tro. Men uden at han selv bemærkede det, bag om ryggen på sig selv, beundrede han Vestens teknik og dygtighed. Putin gør det samme. Hanbenytter enhver lejlighed til at skyde skylden på det onde Vesten. Se selv, siger han, selv det dårlige vejr kommer fra vest. Men han længes på præcis samme måde som al-Bagdadi efter lækre ting fra Vesten. Hans yndlingsur er et dyrt tysk IWC-dykkerur. Og han optræder gerne i eksklusivt italiensk designertøj. Lidt på samme måde har det været med os danskere i så mange år: Vi vil ikke vide af kristendom – men det vil vi i hemmelighed alligevel.

Og jeg tror også nok, at mange i disse år er blevet dødtrætte af al den åndløshed og tomhed, som vi er omgivet af. Jeg sad en morgen med min avis – og ja, jeg kan nu engang godt lide at sidde med en gammeldags papiravis, selvom lige netop mit eksemplar sikkert har ødelagt klimaet uopretteligt. Jeg sad altså med min avis, hvor en overskrift fangede mit blik: Er håb din sidste plan? stod der med fede typer. Det lød da godt tænkte jeg. Det er jo da virkelig en god plan at sætte sit yderste håb til Gud. Så opdagede jeg, at det var en reklame for en bank. Nede i reklamen stod der, at en canadisk forsker har påvist, at håb udskiller endorfiner og enkefaliner, der henholdsvis giver lykkefølelse og har en bedøvende virkning på hjernen. ”Med håb kan hjernen simpelthen bedøve sig selv og skærme for dårlige tanker”, stod der i annoncen. ”Hos folk, der håber, skifter hjernen form. Den ligefrem vokser og er med til at skabe en nærmest selvforstærkende fornemmelse af positivitet hos den håbefulde”. Meningen med det bavl var vistnok, at man skulle gå i Sydbank, men hvad håbet skulle gå ud på – det stod der ikke noget om. Man skulle bare se at finde sig noget håb, for så fik hjernen det godt: Goddag, jeg vil gerne have for 500 kr. håb! Ja, så gerne, skal det pakkes ind som gave? Ikke et ord om, hvad håbet skulle håbe på. Var det håb om gevinst i Lotto? Var det håb om en højere rente, måske? Du skal bare håbe på et eller andet, så får du det godt. Jeg forestiller mig, at det er en eller anden reklamemand med trimmet skovmandsskæg, designerbriller og et silketørklæde under skjortekraven, der har fundet på sådan noget pølsesnak. Og jeg overvejede et kort øjeblik at ringe til Sydbank og foreslå dem at bruge fyrens fladpandede hoved til noget mere anvendeligt - f.eks. som serveringsbakke eller flad desserttallerken til at servere vandbakkelser eller noget andet luftigt på.

Men netop sådan noget er der alle vegne. I en anden helsidesannonce fortalte Lundbeck Fonden mig, at ”din hjerne er nøglen til hele dit liv”. Vi hører det alle steder. Filosofisk, eksistentiel pølsesnak, som lyder fint, men som ikke er andet end tomhed. Ikke underligt, at mange nu søger tilbage til noget, de ved findes, men som de har vendt ryggen til i så mange år, at de næsten har glemt det. Men det er der, og de har til deres egen overraskelse mærket den dér dybe streng svinge med, når de måske var til nødt til at gå til barnedåb eller konfirmation – og præsten dér turde tale om opstandelse, og ikke slog det hele hen i pjank.

Tomheders tomhed, alt er tomhed, skrev Prædikeren i Det Gamle Testamente allerede for over 2000 år siden. Når man er kommet dertil, opdager man, hvad man har savnet uden at vide det.

Kristus er opstanden. Læg mærke til, hvor lavmælt og næsten underdrevet, Markus fortæller det. Blandt bibelforskere er der enighed om, at Markus’ beretning slutter med vers 8, hvor der står om kvinderne, de første vidner til opstandelsen: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Der er senere føjet en ekstra slutning på, men skidt med den. Påskens vilde påstand fortæller Markus helt underdrevet og afdæmpet. Han lader kun en ”mand i hvide klæder” prædike for kvinderne: Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor han lå!

Se en grav og lyt så til ordene: af jorden skal du igen opstå. Mærk dit hjertes hemmeligste frygt og skam, og hør så præsten sige: Dine synder er dig forladt. Tænk på al dit hjertes uro og bekymring og forvirring, og lyt så, når præsten lyser velsignelsen og siger: Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Det er det hele. Nå ja, måske mærker man ikke noget, det er muligt. Men så går der måske en uge, en måned, et år – så opdager man en dag, at det, man troede, var uroeller stress eller depression – det var den dybe streng, der er sat i bevægelse i en – den dér længes efter at hører det igen, som man ikke kan fastholde, men dog savner: 

Kristus er opstanden.

Glædelig Påske!

Amen

 

Prædiken til 2. s. i påsken I, 2023

Joh 10,11-16

Salmer: 736, 218, 223, 52, 208

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Gud er kommet på mode. Han er slet ikke umoderne mere. De kendte står i disse år frem én for én og fortæller, hvordan de som unge grinede ad kristendom og kirke, men nu har fundet tilbage til den. Og det er jo godt. Jeg har altid været overbevist om, at alle – uanset, hvad de så siger – dybt og inderligt savner Gud og søger ham med lys og lygte. Vi er skabt i Guds billede, han har selv lagt evigheden i vorehjerter, som der står i Det Gamle Testamente. Det er lidt ligesom de her gps-chips, som man kan få sat på sin havetraktor eller sit dyre værktøj: Hvis en litaursktyvknægt i en hvis varevogn skulle finde på at komme forbi og hugge dem, kan man spore grejerne og bede politiet komme og hente dem og arrestere tyvene. Gud har lagt sin gps-chip i vore hjerter, så vi søger ham. Vi kan slet ikke lade være. Jo, vi kan lade som om i mange år. Vi kan tro på alt mulig andet så længe vi er sunde og raske, men en dag går den ikke længere. Tomheden bliver for stor.

Men når man så hører, hvad de kendte siger om deres forhold til Gud, så er det tit noget i stil med: Ja, altså, jeg tror på Gud. Jeg regner mig nu for kristen, MEN det med Jesus, at han skulle være Guds Søn – det tror jeg nu ikke rigtig på. Gud – jo, han er god nok. Og det er Jesus da også. Men hvorfor er det nu så vigtigt, at han skulle være Guds Søn og at han opstod fra de døde? Er det ikke lige lovlig langhåret? Kunne vi ikke godt forkorte den lange trosbekendelse og bare nøjes med at sige: ”Vi tror på Gud den Almægtige, himlens og jordens skaber”?

Dén hører jeg ret tit. Og lad os så bare tage den op i dag. Lad os tage den indvending alvorligt: Hvad sker der, hvis vi trækker Jesus ud af ligningen? Vi kan begynde med kirken her. Først og fremmest måtte vi jo skille os af med alle billeder af korsfæstelser og nadver – alle historierne om Jesus: Væk med dem. Ingen billeder, kun de nøgne vægge. Ja, hvis vi ville være helt konsekvente, så måtte nok også være nødt til lukke de store vinduer, så alt blev dunkelt og halvmørkt herinde. Oppe i korbuen kunne vi så passende hænge et forhæng op i tungt mørkebrunt fløjl eller gobelinstof, som skjulte koret. Sådan var det i det gamle tempel i Jerusalem. I modsætning til alle de andre folk rundt om i Mellemøsten, var jødernes tempel i Jerusalem tomt. Der stod ingen statuer af Gud, ingen forgyldte billeder, ingen kæmpefigurer, som grækernes Gud Zeus, der i Olympia kunne ses ved de store fester og de olympiske lege. I det gamle tempel i Jerusalem var der kun en tom stol i halvmørket bag et forhæng. Sådan måtte vores kirke også se ud – hvis vi altså holder fast i den forkortede trosbekendelse: Vi tror på Guds den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Hvorfor det? Jo, for uden Kristus måtte vi sige: Gud er ukendt. Vi ved ikke noget om ham. Vi ved kun, at hjertet søger ham og længes efter ham. Den lille chip i hjertet bipper og blinker, men hvor han er, hvad han er, hvem han er – det kan vi ikke sige noget om. 

Hvad siger folk om Gud? I har sikkert hørt det før: De siger - på den ene side sådan her: Jeg tror, der er én deroppe, som holder hånden over mig. Jeg tror, Gud sidder deroppe og passer på mig. Eller: Jeg tror, at Gud er der for mig, og når jeg dør, er jeg hos ham. Eller: Der må være én eller anden, som har skabt alt dette. Verden kan ikke være blevet til af sig selv. Der må være en eller anden, der har villet det sådan. For hvad var der i grunden før universet blev til? Sådan noget har I garanteret hørt og måske selv dybt følt. Og det er ganske sandt. Det tror jeg også selv.

Men hør nu, hvad vi også siger om Gud – på den anden side: Hvorfor gør Gud ikke noget ved al den krig og fattigdom og elendighed, der er i verden? Hvis Gud er deroppe – sidder han så bare og sover? Hvordan kan han gå med til, at små børn dør? Hvordan kan han tillade, at uskyldige små børn død af sygdom, sult eller krig? Hvis Gud er, må han se at gøre noget ved det! Ellers vil jeg ikke have med ham at gøre. Og det har I sikkert hørt mange gange, og måske selv tænkt. Og jeg mener bestemt også, der er en sandhed i det. Jeg har også selv svært ved at forstå det.

Men læg mærke til det: Begge dele siger vi om Gud. Begge dele – ofte samtidig. Og hvad er så sandt, og hvem er han så – eller hen, hvis vi skal være korrekte? Ja, det ved vi ikke, og vi kan ikke sige noget om det. Det er tvetydigt, forvirrende, dunkelt, dobbelttydigt. Og netop derfor burde kirkerummet ikke være lyst og åbent, men et rum, der henlå i et dunkelt tvelys: ikke lyst, ikke mørkt, men skummelt, dunkelt, dystert. Og det allerhelligste skjult bag et mørk forhæng.

Hvis vi bare siger Gud – så måtte kirken her indrettes som et mørkekammer, hvor vi kunne gå hen og bøje os for den ukendte Gud, som måske er god, måske noget andet. Som måske passer på os, måske noget andet. Vi ved det ikke, vi kan kun bøje os og håbe, at han vil være nådig.

Vi ville ikke kunne kalde Gud med det fortrolige navn, som Jesus brugte: Far! Det havde vi ingen ret til at bruge. Vi kunne faktisk heller ikke engang sige, at Gud er god. Det ville vi jo ikke vide noget om. Vi ville være overladt til vores forvirrede fornemmelser, anelser, drømme, forhåbninger, frygt og tilfældige oplevelser.

Præster ville vi heller ikke have. Vi ville i stedet være overladt til skriftkloge, til drømmetydere, til orakler eller en slags profeter med langt skæg og sandaler, som kunne tale i sære billeder eller slå op i støvede gamle bøger og fortælle os, hvad Gud vil og ikke vil.

Det er let at sige: Kan vi ikke bare springe det der med Guds Søn over? Men det har nogle ret voldsomme konsekvenser. Ja, det er reelt en afskaffelse af kristendom.

Det skal ikke ske. Heller ikke selvom der er præster, der ønsker det. Vi må ikke bliveså søvnige og dovne, at vi bare lader det ske. Så vi bare trækker på skuldrene og siger, at det kan vel være lige meget? I århundreder har kirken stædigt holdt fast ved sin gamle trosbekendelse – og med god grund. 

Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det hænger sammen: Når Jesus kaldes Guds Søn, er det ikke et biologisk udsagn. Altså, at Gud er biologisk fader til Jesus. ”Guds Søn” er en gammel kongetitel. De gamle konger i Israel blev langt tilbage kaldt Guds Søn. Vi behøver altså ikke fylde vore hoveder med underlige spekulationer om, hvordan Gud fik et barn med Maria. Arkæologer har udtaget prøver fra gravkirken i håb om at finde noget af Jesu DNA – for så kunne man måske finde Guds DNA. Glem det. Det er en titel.

Og den titel giver de Jesus, da de møder ham efter hans korsfæstelse og død. At Jesus var opstået fra de døde, så de som et tegn på, at han var sendt af Gud. De sagde: Gud har givet Jesus ret. Alt hvad han sagde og gjorde – det har Gud godkendt på højeste sted.

Det betyder: Gud som har skabt himlen og jorden og universet og os, og som har lagt sin gps i os – ham kan vi kun kende i tvetydighed. Vi har ingen adgang til ham. Vi kan aldrig kigge ham i kortene. Vi kan aldrig vide, hvad han vil – entydigt og klart. Men det behøver vi heller ikke spilde krudt på. For vi har Jesus Kristus. I ham skal vi kende Gud.

I virkeligheden er det det, vi gør. For kristendommen har været i Danmark i mere end 1200 år. Vores billede af Gud er farvet af det, vi ved om Jesus. Når vi tror, at Gud fører os og leder os ad hemmelige skjulte veje, så er det fordi vi tror, at Gud er som den gode hyrde, som Jesus kaldte sig selv. Og modsat: Når vi undrer os over det onde i verden, når vi bliver vrede over det, så er det kun, fordi vi tror, at Gud er som Jesus viste os ham. Vi har bare glemt, at det er det, vi gør. Ordet Gud kan vi i virkeligheden slet ikke tage i munden uden at vi tager Jesus med. For Jesus har smittet af på Gud, kan man sige.

Jeg er den gode hyrde, siger Jesus. I den sammenhæng, han siger ordene, kan det også betyde: Jeg er den ”sande” hyrde. Den ægte, den eneste, den rigtige. Hyrden er også en titel, ligesom sønnen. I det gamle Israel kaldte konger og profeter sig gerne ”hyrder” – også selvom det var det, de mindst af alt var. 

Nu er vi snart ved slutningen, så lad mig samle det hele op: Gud er Gud, og ham slipper intet skabt menneske af med, heller ikke selvom vi melder os ud af folkekirken og siger, vi ikke vil tro på ham. Vi har evigheden i hjertet, Guds gps er i ”hjertekammeret inderst inde”. Men vi er ikke nødt til at gætte på, hvad han vil og hvem han er. Vi er ikke henvist til dunkle drømme og til orakler og skriftkloge. Han har selv vist, hvad han vil og hvem han er – i Jesus Kristus. Det er Guds sindrige måde på én gang at skjule sig og dog vise, hvem han er. Han siger: Hvem jeg er i min evighed – det kan I ikke få adgang til at snage i. Men hold jer til Jesus Kristus, så ved I alt, hvad I behøver vide om mig.

Den russiske forfatter Dostojevski skrev engang i et brev: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Jeg ved ikke helt, om jeg forstår de ord, men jeg forstår den lidenskab, som ligger i dem: Hvis ikke det var for Jesus Kristus – så kunne det ærlig talt være lige meget, det hele. Han er min hyrde. Ham kender jeg, ligesom han kender mig. ”Lad Gud beholde sit himmerige, hvis jeg kan beholde mit Gurre”. Sådan sagde Valdemar Atterdag om sit slot, Gurre i Nordsjælland. Og det var nok temmelig ukristeligt, men jeg vil sige lidt på samme måde: Lad Gud beholde sit himmerige -hvis det er uden Kristus, den sande gode hyrde.

Amen

Prædiken til Septuagesima søndag I, 2023

Matt 20, 1-16

Salmer: 557, 7, 523, 356, 769

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

For at forstå, hvad historien fra Mattæus-evangeliet handler om, skal vi have fat i to forskellige regler eller måder. Vores måde og Guds måde. Den første hedder ”noget for noget”. Den anden hedder ”alt for intet”. Den første måde er vores måde. Den sidste er Guds. Den første forstår vi så inderlig godt. Den anden er sjælden hos os, og den er svær at forstå.

Noget for noget. Det kender vi godt. I de gode gamle dage, dengang der var noget ved at være præst, var der kontant afregning. Hvis jeg skal konfirmere jeres børn, så koster det en god læggehøne, en halv gris, 30 æg eller 4 pund smør. Altså noget for noget. Jeg underviser konfirmanderne – og I hoster op med nogle naturalier. Sådan fungerer ”noget for noget”. Det er til at forstå. Det er noget med ydelse og modydelse: I nat, når månen er oppe, ordner jeg din carport – mod at du betaler mig 2000 ugandadollars – og det bliver altså uden regning og moms og alt det der. Du låner min bil i weekenden mod at jeg hjælper med at fælde det gamle fyrretræ i din have. Du fikser min cykel mod en flaske god portvin. Og meget mere i den dur. Noget for noget er det, der bestemmer det meste af samfundets indretning. Når I går på arbejde i morgen, er det for at give jeres arbejdskraft – mod at I får en nogenlunde rimelig løn for det. Når regeringen ikke rigtig fik succes med at få de andre partier med på at afskaffe Store Bededag for at få lov til at være med i et forsvarsforlig – så var det fordi der ikke var noget ”noget for noget” i det. Det var snarere ”ingenting for ingenting” – og det virker ikke. Fra oldgammel tid har man kendt til ”noget for noget”. Romerne sagde: ”Do ut des”, som betyder: ”Giv for at få”. Og i gamle dage talte man herhjemme om at man skal ”yde for at nyde”. Kort sagt: Noget for noget – den måde kender vi rigtig godt.

Anderledes er det med ”alt for ingenting”. Det er som sagt Guds måde, og den har vi sværere ved at forstå – eftersom vi har så svært ved at forstå Gud. Når vi møder ”alt for ingenting”, bliver vi tavse og forundrede. Men vi forstår det ikke rigtigt, selvom vi godt kan glæde os over det. ”Alt for ingenting” fungerer ikke på arbejdsmarkedet. Så langt kan vi nok enes. Den chef, der spiller ud og siger: Hvis du arbejder 40 timer om ugen på min fabrik i et år, så vil jeg til gengæld give dig ingenting i løn – den chef får sikkert ingen ansatte. Det fungerer ganske enkelt ikke. Vi ville pudse fagforeningen på ham lige med det samme. 

Lad mig give jer to små eksempler på ”alt for ingenting”. Jeg stod engang i kø i Aldi. Oppe ved kassen stor en dame og var ved at betale. Og så virkede hendes betalingskort ikke – eller: hvis man så på hendes tøj og hår, så kunne man godt få den tanke, at der ikke dækning på det. Hun stod der og rodede og forklarede. Tiden gik, vi andre sukkede og så på uret. Kontanter havde hun ikke, og det varede en evighed. Så var det, at ham manden i køen trådte op til kassen og sagde: Hvor meget er det? Jeg betaler. Og så betalte han for kvinden. Og han ville ikke høre om noget til gengæld. Ikke noget med ”noget for noget”. Vi andre i køen gloede, og selvom vi synes, det var flot gjort af manden, spekulerede vi også på, om vi ville have kunnet gør det samme? Det er noget, der minder en lille bitte smule om Guds ”alt for intet”. En anden lille historie: Vi havde nogle venner på besøg i vores sommerhus. Det vil sige: Dengang vidste vi ikke, at det blev vores venner. Vi havde dem bare på besøg. Vi gik til stranden, vejret var herligt og vandet lunt, og så sad vi og sludrede lidt. Jeg sukkede lidt over hækken, som jeg skulle have klippet, og så foreslog vores gæster, at de da kunne blive og hjælpe med at klippe hækken. Det kom helt bag på mig, og jeg var dum nok til at sige nej tak. Jeg sagde: Nej, det skal I da ikke have bøvl med. I er vores gæster – det må jeg klare alene. Men det kunne jeg da godt have taget imod. For det var af lutter venlighed, de foreslog det. Det var ”alt for ingenting” – eller i al fald lidt af det. ”Alt for ingenting”. Den måde kender vi – den lever bare mere skjult: I en mors, en fars, en søns, en datters kærlighed. I en vens opofrelse. Men ”alt for ingenting” - det er Guds måde. Tænk bare på, at dagen i dag fik vi helt uden at nogen først kom og krævede betaling. Dagen i dag fik vi med andre ord for ingenting. Den var helt gratis og vi kunne gøre med den, hvad vi ville. Sådan er alt stort i livet – det er ”alt for ingenting”.

”Noget for noget”, og ”alt for ingenting” – de to måder skal man holde ude fra hinanden for at forstå historien i dag.Det overraskende i den er, at vi tror, den handler om ”noget for noget”. Men det gør den ikke. Den handler om ”alt for ingenting”. Hvis man læser den som en historie om ”noget for noget”, så giver den ingen mening. 

En vinbonde går hen på byens torv, hvor daglejerne står med hænderne i lommerne, mens de venter på at nogen skal komme at tilbyde dem arbejde. Han har brug for mange hænder, så han gør turen hen til torvet flere gange. Første gang kl. 6 om morgenen ved arbejdsdagens begyndelse. Så igen kl. 9 og kl. 12, kl. 15 og til sidst kl. 17, én time før fyraften kl. 18.00. Arbejdsdagen gik fra 6 morgen til 6 aften. Nogen har altså arbejdet 12 timer, andre kun én time. Hvis Jesus havde fortalt denne historie som en historie om ”nogen for noget”, altså om rimelige løn-og arbejdsforhold, så skulle den være endt med, at dem, der havde slidt 12 timer, fik mere end dem, der havde stået og drevet den af indtil kl. 17 og kun havde arbejdet én sølle time. Mere arbejde kræver mere i løn. Jesus fortæller selv, hvordan de sidste giver sig til at knurre, da det viser sig, at alle sammen får samme løn. Og det vil jeg nok også sige: Hvis det havde været mig, der havde stået der bagerst i rækken og fået samme løn som dem, der ikke har lavet et slag, så ville jeg også knurre og brokke mig. For hvad ligner det?

Jesus elskede at fortælle den slags historier, som slutter med en overrumplende, overraskende pointe. Og pointen er her: Over for Gud gælder ikke ”noget for noget”, men alene ”alt for intet”.

300 år efter Jesus genfortalte en jødisk rabbiner historien. Men han havde ikke forstået pointen. Han ville som jøde have den til at handle om ”noget for noget”. I hans udgave kom den til at lyde sådan: Der var en vinbonde, som lejede arbejdere til sin vingård. En af arbejderne viste sig at være helt særlig dygtig og rap på fingrene. Hvad gjorde nu vinbonden? Jo, efter kun to timers arbejde, tog han den dygtige unge mand til side og spadserede med ham langs med sine marker og drøftede høsten med ham. Ved aftenstid kom alle arbejderne for at få deres løn, og bonden gav nu den unge mand samme løn som alle de andre. Da knurrede arbejderne og sagde: Vi har arbejdet hele dagen, men han dér har kun arbejdet 2 timer, og du har givet ham samme løn som os. Men bonden svarede: Denne dygtige unge mand har på sølle to timer nået meget mere end alle I andre har nået på en hel dag.

Som I kan høre, så giver den jødiske historie meget mere mening – hvis altså vi tænker i ”noget for noget”. Den unge mand har virkelig ydet det samme som de andre. Han har bare været meget mere effektiv og hurtig. Jo, sådan må det være, når vi taler ”noget for noget”. Men det er hele pointen for Jesus: at sådan er det netop ikke over for Gud. For hos ham gælder alene ”alt for intet”. Vinbonden holder en lille tale: ”Jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå. Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit. Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god”? Det er klar tale. Bonden har faktisk ikke gjort nogen uret, men han forbeholder sig ret til at gøre med sine penge, som han vil.

Historien kalder vi en lignelse. Ikke en ligning – det sidste er noget, der hører til i matematik. Ikke i kirken. Og vinbonden er Gud, og arbejderne er os. Og så er pointen: Over for Gud kan I ikke stille jer op med alle jeres fortjenester og ting, som I har gjort mere eller bedre end andre. Over for Gud kan I kun tage imod, hvad han nu vil. Over for Gud gælder alene ”alt for ingenting”.

Og hvor vil Jesus nu hen med det? Ikke andet end at vise os netop det, som han også selv altid viste: ”alt for ingenting”. Hvad er hele Jesu liv andet end det? Han lever som en landstryger og har ikke en time til sig selv. Alle steder jagter de ham for at han skal hjælpe og redde og frelse. Og det gør han, uden at forlange det mindste til gengæld. Ikke en eneste gang siger han: Nu har jeg gjort sådan for dig, så skal du til gengæld gøre sådan for mig. Det er ”alt for ingenting”.

Og det er nu det, I skal. Det, vi skal. Forstå mig ret: Det er ikke meningen, at I i morgen skal gå op til chefen og sige: Godmorgen, chef, i dag vil jeg arbejde gratis. Nej, ”en arbejder er sin løn værd” – det står der selv i Biblen. Men I skalse jer om og huske på, at alt dette her har I fået for ingen verdens ting – ganske gratis. Uden at I har fortjent det først: Dagen i dag, mand og kone, børn og gode venner, tag over hovedet, nogenlunde helbred – og evne til at skønne på det. Alt for ingenting – prøv nu at vise det for andre, så de bliver tavse og forundrede. Vis dem lidt ”alt for ingenting. De er alt for vant til ”noget for noget”. Vis dem sådan noget, som vi alt for sjældent viser: storsind, gavmildhed, selvopofrelse.

Amen

Prædiken til 1. s. e. H3K I, 2023

Luk 2, 41-52

Salmer: 749, 101, 140, 411, 124

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæle med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det er en gammel tradition her første søndag efter Helligtrekonger, at præsten skal tale om børneopdragelse i anledning af, at vi hører om den 12-årige Jesus i templet. Da jeg gik på Pastoralseminariet for 119 år siden rystede vi unge teologer bedrevidende på hovedet. Vi fandt det en lille smule latterligt. Det hørte ligesom en anden tid til, mente vi. Vi var ikke så dumme, at vi troede, man slet ikke behøvede at opdrage børnene, sådan som det ellers har været skik herhjemme i mange år. I mange år har vi herhjemme virkelig i fuldt alvor troet på, at bare man elsker sine børn, så vil de vokse op og blive små engle. Det er beviseligt løgn, og det har taget arbejdslysten – og måske også arbejdet fra rigtig mange lærere og pædagoger og præster. Nej, vi unge præstespirer var nok bare unge og hovne og bedrevidende, så vi syntes, den slags er støvet og kedeligt. 

Det er aldrig for sent at skifte mening og blive klogere. Og nu synes jeg ikke, det er så støvet og kedeligt at tale om opdragelse – og slet ikke i kirken. Ganske vist: Jeg fornærmer forhåbentlig ikke nogen ved at sige, at her ikke er så mange unge forældre i kirken i dag. Det er nok overvejende bedsteforældregenerationen, som er repræsenteret. Men det gør ikke noget. For i vore dage påhviler en stor del af opdragelsen og ikke mindst opdragelsen i den kristne børnelærdom – bedsteforældrene. Det viser undersøgelse efter undersøgelse: Rigtig mange børns virkelighed er i dag deleuger: Først 7 dage hos mor og så 7 dage hos far, eller først 3 dage hos far og så 11 dage hos mor. I den verden er bedstefar og bedstemor et anker, det stabile element - hvis de altså ikke også er skilt.

Jeg har tænkt på, at vi til dåben i virkeligheden burde kalde også bedsteforældrene op til døbefonten sammen med fadderne, og så holde en separat tale til dem: ”I som er bedsteforældre til dette barn”. For hvis vi skal kalde en spade for en spade: Jo, opdragelse er heldigvis igen blevet noget, man kan tale om. Og forældre har heldigvis taget det på sig. Det kan jeg mærke. Men den kristne børnelærdom – med den kniber det. Der er forældre, som tager den på sig, men mange steder står forældrene meget famlende over for den og springer den måske helt over – ikke af ond vilje, men den ene dag tager den anden og travlheden tager den tredje og mobiltelefonen den fjerde – og pludselig er barnet blevet 18.

Her skal bedsteforældrene nu træde til. Jesus er 12 år. Ifølge gammel jødisk skik blev man voksen som 13-årig, så nu gjaldt det, nu skulle man være inde i tingene, som Jesus egentlig siger: ”Skulle jeg ikke være i fars ting”, som der ordret står i den græske tekst. Man kunne godt oversætte det med: ”Skulle jeg ikke være inde i min fars sager”? Jo, det skal vi da. Det skal børnene og de unge. Men vi gamle - vi skal vise dem Gud, for nu at sige det lige ud.

Som bedsteforældre har man – nå ja, det mærker jeg selv, nu hvor jeg selv er blevet det – en større frihed til at være gammel og mærkelig. Hos bedstefar og bedstemor må barnet godt opleve alting anderledes. Bedsteforældres store fristelse er at forkæle barnebarnet og fylde det med vingummi og kage, i stedet for noget bedre. Bedsteforældre skal ikke kun være søde. Jeg hørte en økonom forleden. Han talte om de unge og privatøkonomi, og så sagde han: Her har vi bedsteforældre svigtet groft ved bare at give børnene, hvad de ønskede sig i stedet for at lære dem at spare op. Som den kloge mand talte om privatøkonomi, må vi også tale om kristendomsoplæring. Bedsteforældre behøver ikke give sukkersøde rare ting hele tiden. De har vigtigere ting at gøre. De skal også være anderledes, fremmede og mystiske og gøre mærkelige ting, som far med sin nye kone og mor med hendes nye mand aldrig gør derhjemme. Bedsteforældre skal tænke efter og finde det, der for alvor er vigtigt i livet – og så vise barnet, at det regner bedstefar og bedstemor altså for vigtigt. For nu at sige det igen: De skal vise barnet Gud.

Det betyder, at man skal vise barnet, at Gud er i hverdagen, og ikke i mærkelige følelser og fornemmelser dybt indeni. Man skal vise dem Gud – ved simpelthen at forudsætte, at Gud er. Det er ikke så svært. Hvis de gamle finder det vigtigt at gå i kirke, så må de vise barnet, at om søndagen kommer kirken altså før alt andet – også tegnefilm i fjernsynet, tur til badeland og småkagebagning i familiens skød. Altså vise i praktisk handling og daglig prioritering: Sådan gør vi, for det er vigtigt for os. Sådan dukker Gud op i virkeligheden for barnet.

Når man er nået til bedsteforældres alder, har man erfaring og indsigt, som de unge ikke har. Man skal slet ikke gå med på den moderne nedvurdering af alder og erfaring: Man har virkelig vide og erfaring – ikke mindst om sin egensvaghed og dumhed. Og man ved et og andet om, hvad der virkelig styrker hjertet og giver rygstød i livet. Man ved lidt om, hvad hjertet finder hvile ved. Det ved de unge ikke.

Hjertet finder hvile ved, at noget står fast. At alting ikke noget, man skal diskutere. Sådan er det med Gud. Han er ikke til diskussion. Biblen begynder ikke et oplæg til drøftelse. Der står ikke: ”I begyndelsen var Gud der måske – eller hvad føler du”? Der står: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og jorden var dengang tomhed og øde og Guds ånd svævede over vandene”. Man skal ikke diskutere med barnet om Gud er – man skal i handling vise, at han er og ikke står til diskussion. Dermed er der bygget et fundament, som står fast og ikke behøver lange forklaringer: Gud og bedstefar og bedstemors tillid til ham. 

Når man har med børn at gøre, får man mange sjove indblik i deres virkelighed, men også mange forstemmende og triste. Et liv, hvor barnet er snart her, snart der. Et liv, hvor barnet skal tage stilling til alting – stort og småt: Hvad skal vi have at spise i dag? Hvad synes du? Hvordan skal vi holde jul i år? Vil du holde jul hos far juleaften og hos mor lillejuleaften eller omvendt? Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie i år? Man kan næsten høre barnet skrige: Åh, far og mor, kan I ikke bare bestemme? Hvorfor skal jeg dog hele tiden være voksen for jer? Sådan er virkeligheden for mange børn. Og hvis de så ikke engang har et billede af en anden verden hos bedstefar og bedstemor, et billede af et sted, hvor tingene står fast og ikke er til diskussion – hvis de ikke engang har det, så er de virkelig på den.

Men hvis det er sådan, hvorfor tager man så som bedstefar og bedstemor ikke barnet ved hånden og går i kirke?Hvorfor viser man dem ikke dette virkelig underlige sted, hvor man slet ikke skal bestemme eller diskutere eller føle noget bestemt. Her er alting for alvor anderledes, anderledes end derhjemme, anderledes end i spiluniverserne, anderledes end i skolen. Her kan man få lov til bare at være og måske lytte til noget, som slet ikke ligner noget, man hører noget andet sted. Jeg læste om en kristen ukrainsk milits, som laver sabotageaktioner langt inde bag de russiske linjer. En af soldaterne sagde: ”Du må forstå, at det er meget, meget svært at koble fra, når man hører luftalarmer, og nye angreb finder sted i Ukraine. Så når jeg føler, at alt er kaos og katastrofe, så går jeg i kirke”. Vis barnet det. Sværere er det altså ikke at vise barnet Gud.

Der er også en anden måde at gøre det på. Som en gammel kone engang sagde til mig om det at gå til nadver: ”Jeg lytter godt efter, hvad præsten siger – og så er jeg så glad”. Hun var enke og havde rigeligt med sorger at slås med, men selvom hun kunne være ked af det, kunne hun på samme tid være glad og fuld af sjov – fordi der var en stor alvor bagved hele tilværelsen. At der er opstandelse. Hun viste, at man kan være ked af det – og dog glad, sørge og dog le, savne og dog fortælle en vittighed. Det er ikke kunstig lalleglæde, jeg taler om, men igen bare dette: Der er noget, der er større end min sorg og mit savn og min frygt.

Kristentro er jo ikke teori, men praksis, noget man gør. Tro er ikke noget, man har, men noget, man er. En tåbelig overskrift i Kristeligt Dagblad fortalte forleden, at folk på Færøerne er mere religiøse end andre i norden. Hvad siger sådan en oplysning? Ingenting – andet end at det bekræfter uvidende mennesker i, at tro er sådan noget ligesom influenza eller corona – altså som nogen har, mens andre ikke har det. Det er noget vrøvl. Fra kirkens allerførste tid har man vidst det: Man må vidne om sin tro, altså gøre, handle, leve – nå ja, med Gud som forudsætning. Intet er stærkere, intet er bedre.

Her er en anden måde, man kan vise det på: Hvis vi virkelig ved gudstjenesten har fået at vide, at Gud er for os, og har velsignet os og regner os for sine – hvad i alverden kan så være imod os? Man kan jo godt vise barnet, at hvad vi er – det afhænger ikke af, om vi ligner de smarte på tik-tok – eller om vi ikke gør. Det afhænger ikke af mængden af ”snaps” og ”likes”. Det ligger et helt andet sted: Før alt andet hos Gud. 

At tro på Gud er mod til at være sig selv, også når det er at være anderledes end alle de andre. Mod til at mene andet, end det, de siger i tv og i medierne. Ja, hold nu fast: Man må gerne vise barnet, at bedstefar og bedstemor kan være uenige – og ja, måske lige frem mundhugges – for så er det jo den store åbenbaring for barnet, at de to gamle alligevellidt efter griner og om aftenen kysser hinanden godnat. Måske har man været heldig at lære barnet ”Altid frejdig, når du går”, hvor der jo står de kendte ord: Kæmp for alt, hvad du har kært”. Så har man alle tiders lejlighed til at vise barnet, at man kan være bange for at sige sin mening, bange for at kæmpe for det, man mener – men at man gør alligevel det, man er bange for. Fordi ikke at gøre det ville være værre. For det ville være at frygte mennesker mere end Gud.

Den kristne børnelærdom – ja, det er trosbekendelsen og Fadervor og bibelhistorie og salmesang og kirkegang. Men det er først og fremmest at vise barnet og den unge den Gud, som vi bekender i trosbekendelsen og beder til i Fadervor.Altså vidne om og vise i handling.

Amen

 

Prædiken til Midfaste s. I, 2023

Joh 6, 1-15

Salmer: 743, 31, 294, 41, 212

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde, ¨

Gud har forbarmet sig

 

Lad os lige begynde med at få tingene vendt rigtigt. Vi begynder med et ord fra profeten Esaias: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.” Se, det er den skinbarlige sandhed. Et menneske er som græs, der står i dag og i morgen kastes i ovnen. Og hvad var vi små mennesker, hvis vi ikke havde Gud?

Tag ud til Vesterhavet, gå op i klitterne, se ud over den mægtige himmel, se solens stråler, de står i bundter ned mellem de jagende skyer og se det vældige grå hav strække sig ud under himlen. Hør det larme og buldre, når de lange dønninger ruller ind på stranden, glider op, trækker sig tilbage, glider op, trækker sig tilbage. Stå lidt dér og bliv helt små. Og kig så ned for jeres fødder. Der står marehalmen, de blågrønne stride strå, der stridigt stikker op af sandet. Deter Esaias billede på et menneske – på os - over for evigheden, over for Gud Herren. 

Det lille strå står der nok så strunk og svajer for vinden. Det er som om det siger: ”Se mig, se, hvor betydningsfuld jeg er. Det er mig, der holder sammen på hele verden, det er mine rødder som bærer det hele. Uden mig var der kun sandflugt og øde egne.” Og det knejser med nakken og står med hovedet dernede i sandet. Men al dets hovmod og storhedsvanvid varer kun til stormen kommer, til sandet skrider sammen over det, eller havet fråder ind og æder hele klitten. Da er det lille strå borte som havde det aldrig været. Ingen husker, hvor det stod. 

Jo, Esaias har ret, og alle vi moderne, evigt bekymrede, evigt hovmodige små mennesker bør læse hans ord hver morgen: ”Alle mennesker er som græs, græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord bliver til evig tid”. Og måske så bladre videre i den gamle Bibel, om til Salme 8, hvor der står: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?”

Se så, nu er vi i gang, som H.C. Andersen skrev. Nu vender tingene rigtigt. Vi er som et strå af marehalm, strid og skarp og hovmodig i det golde sand. Den kloge færdes ikke barfodet imellem os, men kun i de tunge støvler, for man skærer sig på os, som Jesus så bittert måtte erfare. Vi forstår det ikke, når Gud bøjer sig ned og stryger os over vores stive nakker, som Kaj Munk strøg sin anemone inde i læ. Fra vores plads nede i sandet tror vi, at det er os, der får verden til at drejer rundt, os, der holder det hele sammen, os, der klarer det hele uden Gud.

Nu fortæller Johannes, at Jesus engang bespiste 5000 mand med en lille hyrdedrengs fattige madpakke bestående af to fisk og fem små bygbrød. Det var ikke ved Vesterhavet, men ved Tiberias Sø eller Genesareth Sø, som den hedder i dag. Men der var meget græs på stedet. Måske ikke marehalm, men så en anden slags stridt græs: senegræs, rajgræs, ugræs. Det er i al fald ikke en golfplæne, de sidder på. Dér imellem græs, mælkebøtter og ukrudt lader Jesus dem sætte sig, alle 5000. De stride strå kilder dem på kinden, den fine pollen får dem til at nyse. Og nu er det synligt, hvad Esaias skrev: Et menneske er som græs, som markens blomster. Mennesker og græs, mennesker er græs. Nu er de her, men lige straks er alle deres store tanker og bekymringer, deres hovmod og frygt borte ligesom det græs de sidder i. Men de skal dog få lov at opleve det, der fik den gamle salmedigter til at skrive: Hvad er et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det.

Jesus har talt om Guds rige, om alt det, man hos Gud får for intet. Og nu ser han ud over dem – og får medynk med dem: Åh, Herre Gud, de stakler, de skal da have lidt at spise. Og alt det, han siger til Filip og de andre – det er bare for at drille. Han ved, hvad han vil – for han, Herren, har medynk med sine.

Men så siger vi med vores lille målerlarveforstand, vores lille stride marehalmsforstand nede fra sandet: ”Ja ja, men der er jo bare det ved det, at den slags kan ikke ske. Det er umuligt. Vi ved, at en voksen mand skal bruge så og så mange kalorier og kulhydrater og proteiner. Hans blodprocent skal være sådan og sådan - og én mand kan måske blive mæt af to små fisk og fem bygbrød, men det kan 5000 mennesker ikke. Nej, Johannes, du vrøvler eller du henvender dig til religiøse mennesker, der tror på den slags men vi ved, at den slags mirakler og undere – de sker ikke. Det siger videnskaben selv”. Og så blinker vi med øjnene, og slår med nakken, som om vi har sagt noget vigtigt og klogt, som hele verden og Guds selv må bøje sig for.

Men hvad forstår et strå af marehalm sig på verden? Hvad ved det om himlen og havet? Hvem giver vel sådan et lille strå vand og føde i det tørre sand? Vi mennesker er omgivet af mirakler og undere, og så siger vi, at de ikke kan ske. Det er det dummeste, de nogensinde har hørt deroppe i himlens lyse haller. Englene samles og slår hænderne sammen i forbløffelse: Hør bare, siger de: Sådan sagde de virkelig. De sagde: Undere kan ikke ske! Og så fniser englene, for det er så uendelig komisk at høre, hvad vi påståelige puslinge kan komme afsted med at påstå.

Er der ikke undere til? Sker de ikke? Jamen hvad tænker vi på? Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Hvad er sandsynligheden for at vi er til? Jeg ved ikke, om nogen statistiker har regnet den ud, men vi skal bruge rigtig mange nuller – formentlig decimaler nok til at fylde kirken her. Sandsynligheden for at vi skulle mødes denne morgen netop her – den er betydelig mindre end sandsynligheden for at vinde i Lotto uden at spille, at vinde i Ludo, når man spiller Matador, at finde spidsen af en eneste lille nål i 300 millioner høstakke. For at vi kunne mødes denne morgen skulle hele universet først skabes, så skulle de gå 13 milliarder år med kometnedslag, vulkanudbrud og jordskælv. Derpå skulle livet blive til netop her, og så skulle vi fra små blinde amøber i mudderet udvikle os til voksne mennesker, der selv kan børste tænder, sige tak for mad og udfylde en forskudsopgørelse til SKAT. Hvis ikke det var virkelighed, ville vi sige: Åh, gå hjem og vug. Den slags sker ikke.

Jeg hørte en kræftforsker fortælle om kræft – eller ”kraft”, som hun sagde. Hun sagde: Et menneske består af milliarder af celler, som deler sig hele tiden. Vores krop gendanner jo i virkeligheden sig selv, vedligeholder sig selv ved celledeling. En celledeling er i sig selv en så sindssygt kompliceret proces, at forskerne får sved på panden bare ved at tænke på det. En masse forskellige faktorer skal gå godt, for at cellerne ikke muterer og bliver til kræftceller. Det er intet mindre end et komplet mirakel, at vi lever så længe, som vi gør – altså målt med græssets målestok. Der er så meget, som kan gå galt hver time, hvert sekund – og vi aner det ikke. Vi spiser pølsemad, småskændes om, hvad vi skal se i fjernsynet, er på de sociale medier, holder møde, graver have og snorksover – og i al den tid sker der mirakler i vores krop ikke en gang, men 10.000 gange 10.000 gange 10.000 gange. Og vi aner det ikke.

Dermed ikke sagt, at vi bare skal finde en hyrdedreng med en lille madpakke med to fisk og frem brød, så kan der – vupti – blive mad til alle verdens sultende. Nej, men måske vi bare lige skulle huske, at alle mennesker er som græs, og hvad ved græs om verdens gang. Hvad forstår bønder sig på agurkesalat, siger man, men det er noget sludder, for min svigermor var bondekone og hun forstod sig faktisk på agurkesalat, men hvad vidste hun om Guds veje? Lige så lidt som alle os andre. En lille smule ydmyghed ville nok klæde os. ”Humilitas” hedder ydmyghed på latin. Det kommer af ”humus”, som betyder jord. Så at være ydmyg er at være jordbunden. Men det er det underlige. Græsset gror i jorden, men stræber opad, som om det helst vil glemme, hvad det kommer af. Sådan er det vist også med os. Og mange kan levet et langt liv uden bare én gang at høre det, der siges over et menneskes støv: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”.

Nej, man kan ikke bespise 5000 mand med en drengs madpakke. Men vi lever i underværkers land, og Jesus gjorde det altså alligevel, og det er, som Johannes sagde, et tegn, lige som dengang han forvandlede vand til vin og opvakte Lazarus af hans grav. Humlebien skulle ikke kunne flyve, men det gør den alligevel, og hvad vil vi så gøre ved det?

Men lad nu alt det være. Det væsentlige, som vi skal have med i dag, er dette: Dér sidder de sultne mennesker i græsset– og de er – for nu at blive i dansk sammenhæng - som den stride marehalm, som man skærer sig på og ikke gerne færdes imellem, medmindre man har gummistøvler på. Fulde af skråsikkerhed og usikkerhed, hovmod og manglende mod, selvoptagethed og selvopgivenhed, længsel og frygt. Alt det, der førte Jesus til korset. Og alligevel føler Jesus ikke andet end medlidenhed, bekymret medfølelse: Filip, hvor skal vi købe brød for at de kan spise sig mætte?

Jo, det er så sandt, hvad Esaias skrev: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.”

Men den gamle salmedigter har lige så ret, når han skrev: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?”

Amen

 

Prædiken til 3. s. i fasten I, 2023

Luk 11, 14-28

Salmer: 10, 308, 166, 352, 536

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Findes der dæmoner, og kan man blive besat? Ja, det tror jeg fuldt og fast. Mange ryster på hovedet og siger, at det kun var noget, man troede på i gamle dage, da man ikke var så oplyste og kloge som os. Nu ved vi, at der ikke er tale om besættelse, men bare om forskellige sygdomme. Jeg har også selv tidligere tænkt sådan: dæmoner og besættelse hører til den gamle verden. Men sådan tænker jeg ikke mere. Jeg er ganske overbevist om, at de gamle pegede på noget, som er virkeligt – også i dag. Ja, ”besættelse” er i virkeligheden det bedste og mest præcise ord, man kan sætte på et fænomen, som trives i allerbedste velgående i dag. Og jeg siger ikke dette, fordi jeg er præst eller religiøs, eller hvad man nu kan finde på at sige. Jeg regner mig ikke for religiøs. Jeg mener selv, jeg er ved mine fulde fem – og jeg meneraltså, at dæmoner og besættelse er præcise betegnelser for en mærkelig og grum virkelighed. Når man er besat, ser man, men ser dog ikke. Man hører, men hører dog ikke. Vi har på dansk et gammelt ord for at være besat. Man er ”hildet”, sagde de gamle. Det betyder at ”være holdt fanget”, at være fanget i bestemte fordomme eller ideer. Her begynder vi at nærme os noget: At være holdt fanget i sine ideer, så man ikke ser virkeligheden, som den er. Men vil at verden skal være på en bestemt måde, og derfor ser man den ikke.

Hvis jeg skal bringe jer på sporet, så er her et eksempel. Det var i Mexico 1986, VM i fodbold. Rigtigt husket: Det var dengang, Danmark var med og vi havde alle de gamle stjerner: Preben Elkjær, Frank Arnesen, Michael Laudrup og Morten Olsen. Vi havde spillet fantastisk, men desværre røg vi ud mod Spanien, så det hele var endt med, at Argentina stod i finalen mod England på Estadio Azteca den 22. juni 1986. Jeg holdt med England, bestemt ikke med Argentina. Fire år før havde England og Argentina mødtes i rigtig krig om Falklandsøerne. Nu mødtes de i finalen om VM i fodbold. Og jeg kunne ikke døje Argentina – og helt specielt ikke den lille opblæste blærerøv til Maradona, Argentinernes bedste spiller. Selvhævdende, selvglad og mindst ligeså beundret og forgudet som vore dages Messi. Jeg sad og så kampen og håbede, at England ville vinde. Ja, jeg håbede det så meget, at jeg ikke ville se, hvor god en spiller Maradona virkelig var. Han kørte de engelske spillere rundt i en karrusel, driblede og afleverede, så det var en fryd. Men ikke for mig. For sagen var, at jeg ikke ville indrømme, at han var god – fordi jeg i forvejen ikke kunne døje ham.Han havde scoret det første og hidtil eneste mål i kampen, og han var kampens store oplevelse. Men jeg var så at sige besat og hildet i min modvilje imod Argentina og Maradona, så jeg ville ikke se det. Seks minutter inde i anden halvleg fik jeg endelig en trumf. Argentinerne sendte bolden ind over det engelske målfelt, Maradona og den engelske målmand Peter Shilton steg til vejrs, Maradona var en lille prop og kunne umuligt nå bolden – men det gjorde han alligevel. Med hånden. I en blød bue fløj bolden over hovedet på Shilton og ind i det engelske mål. Maradona havde scoret. Den tunesiske dommer dømte mål og hele stadion jublede. Men det var jo snyd – og jeg tænkte: Ja ja, sådan en lille skid. Selvfølgelig snyder han også. Jeg følte mig altså bekræftet i min fordom og mit lede ved den lille argentiner. For – nå ja, jeg var besat og hildet, så jeg samlede på det, der talte til ugunst for manden. Man kan så sige, at han ikke gjorde det bedre selv. Efter kampen, da alle havde set klippet i langsom gengivelse, og set, at han faktisk ramte bolden, sagde han, at det var ”Guds hånd”, der havde ramt bolden.

Nå ja, det var bare et lille eksempel, men det er faktisk sådan, en besættelse fungerer. Det er sådan dæmonien virker: Man ser det, man vil se. Hører det, man vil høre. Man lukker øjne og øre for alt det, der ikke passer ind. Med de yderste fimrehår af bevidstheden kan man godt fornemme sandheden. Men en fremmed vilje i en viger tilbage fra det, man fornemmer. Jeg kunne egentlig godt se, at Maradona kunne nogle ting med en fodbold, men jeg havde ikke lyst til at indrømme det over for mig selv. For jeg ville hellere høre om, hvad for en skurk han var.

Det er præcis det fænomen, Lukas beskriver. Jesus har helbredt en mand, der var stum. Nu taler han pludselig, og alle forundres: Tænk engang, han gjorde det virkelig, siger de. Men på samme måde som jeg ikke kunne lide Maradona, er der også mange, som ikke kan lide Jesus. Altså: De kan godt se, hvad han gør, men de vil ikke drage den konklusion, at han virkelig er den, folk siger, han er: Guds Søn, Messais. De vil ikke – og derfor opfinder de den forklaring, at han nok er i ledtog med Satan selv, Beelzebul, ”møddingguden” eller ”Fluernes Herre”. Det kan ikke passe, at han skulle være frelseren, Kristus, den salvede konge. Nej, han snyder sikkert, han bruger mørkets magt, sort magi.

Det handler alt sammen bare om, at de er hildet af deres forudfattede antipati over for Jesus. Så er det komplet lige meget, hvad han gør: De vil stadig hade ham. Jesus ved godt, hvad han er oppe imod og at argumenter er spildt på dem. Men han prøver alligevel. Han siger: Hvis det er Djævlen, der har gjort manden stum, hvilken mening giver det så, at Djævlen også skulle helbrede ham? Det hænger ikke sammen. I vrøvler. Og så føjer han til – lige så frækt som Maradona: Hvis det er med Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud – så er Guds rige jo kommet til jer! Enhver kunne dengang i 1986 se, at det var Maradonas hånd og ikke Guds. Men her omkring år 30 er der ingen snyd med, men de tror ham alligevel ikke. Og her ser vi altså alle tegn på besættelse og dæmoni.

Den russiske forfatter Dostojevski skrev en bog om sin samtids fremvoksende kommunistiske og ateisme. Han kaldet bogen for ”De besatte”. Den handler om dæmoni og besættelse. Og bogens motto var Jesu ord om ånden, der er drevet ud af et menneske, og som vender tilbage med syv andre ånder, som er værre end den selv. Forfatteren fandt, at Biblen rammer rigtigt, når den beskriver besættelse. For ideologier og ideer besætter mennesker, så de ser og ser, men ser alligevel ikke, hører og hører, og hører alligevel ikke.

Der er masser af den slags besættelse i dag, hvor vi ellers roser os af vores oplysning, af vores videnskab, af vores informationssamfund. Tag historien om Michael Jackson. Han var en megastjerne indenfor popmusikken. Hans plader er solgt i milliontal. Musikken er ofte medrivende og iørefaldende. Men så kom det frem, at Michael Jackson vistnok forgreb sig på små drenge. Og så sagde man: Kan man så høre hans musik? Var hans musik så overhovedet god? En ond mand kan da ikke lave god musik? Den dag i dag diskuterer de besatte og korrekte stadig spørgsmålet. Og de mest forbenede prøver stadig at forklare, hvorfor hans musik er så dårlig – ikke fordi den er det – enhver kan høre, at den er god og medrivende dansemusik - men fordi den ikke må være god. Han er jo en forbryder, og forbrydere må ikke kunnelave god musik. Det siger ideologien. 

Evangelisterne fortæller, hvordan dæmonerne, denne fremmede vilje i os, den fremmede magt, denne dunkle angst, som gør os blinde med åbne øjne og døve med åbne øren – at de altid kender Jesus før alle andre. De ser i ham en farlig modstander. Overalt hvor Jesus færdes vækker han nok glæde og tro, men også modstand og modvilje. Det er noget gammel overtro, siger folk. Men evangelisterne skildrer noget virkeligt. 

Hvorfor er ateisterne så vrede på kristendommen – ikke islam, ikke buddhisme, ikke jødedom? Hvorfor er det en hjertesag for dem, at vi ikke må høre kirkeklokker, ikke må undervise børnene, ikke må være medlemmer af folkekirken? Hvorfor er det altid kristendommen, de angriber? Svaret er, at her hører de klarest om det, som de ikke vilhave, skal være sandt. De taler op ad stolper og ned ad vægge om videnskab og beviser, men det hele handler ikke om beviser. Sagen er, at Gud ikke må være. Det er ideologi. De er bange for tanken. Tænk: det kunne jo være sandt. Hvis det er med Guds finger, Jesus virkede, jamen, så er det jo sandt. Så er livet ikke bare en tilfældighed, men sat os for af Gud. Men det må det ikke, for det er jeg så bange for.

Men vi behøver ikke at pege fingre ad ateisterne. Jeg tror, de fleste af os – foruden så mange andre dæmoner - er plagede af dæmoner, som er i familie med ateisternes. Hvorfor har vi det, som folk er flest, så godt med at være bevidst uvidende om kristendommen, bevidst uvidende om gudstjeneste, bevidst uvidende om Fadervor, bevidste uvidende om salmer og trosbekendelse? Jeg siger bevidst, for der er alle muligheder for få ordentlig viden om disse ting. Men det gør man ikke. 

Jeg tror, det er sådan en særlig lunken halvheds-dæmon, som vi er besat af: Det må godt være lidt sandt, hvad Jesus siger, men det må ikke være for sandt. Det må godt være lidt sandt – det med Gud, men ikke for sandt. Hvis jeg barestadig kan få lov at bilde mig ind, at jeg er min egen herre og skaber, og er fri og uafhængig af alting – så er det helt hyggeligt at tænke på, at der er en rar Gud deroppe, som holder hånden over mig. Men hvis der er tale om Gud Herren som min Herre, som den, der kræver mig, og som har sat mig her for at jeg skal adlyde ham, elske ham og elske og tjene min næste - en Herre, som vil frelse mig fra min egen synd og redde mig fra mine dæmoner – så nej tak, det er skræmmende og foruroligende, det må ikke være sandt. Og så kan præsten prædike fra nu af og indtil der er tre torsdage i én uge – det må ikke være sandt.

Men Jesus kommer os ikke i møde her. Som det er så typisk for ham, taler han klart og overbevist, som man taler, når man kender sandheden: Den der ikke er med mig, er imod mig, og den der ikke samler med mig, spreder.

Den er ikke længere: Hvis Jesus er den, de sagde, så er Guds rige kommet til os. Så er det sandt, hvad Jesus siger. Alt, hvad vi samles om her til gudstjenesten. Tag det eller lad være, tro det eller lad være.

Amen

 

 

Prædiken til juledag I, 2022 

Luk 2, 1-14

Salmer: 100, 118, 119, 122, 99

 

En svend han bliver og herre jeg,

som før var fattig træl,

hans kærligheds dyb udgrundes ej

og ikke hans rigdoms væld

 

Juledag har altid været noget særligt for mig. Den har et helt andet præg end juleaften. Juleaften kan godt være lidt hektisk med alle traditionerne og alt det, vi skal nå med risengrød og risalamande og mandelgave og juletræ og gaver og and og kirkegang. Julemorgen har altid haft en helt anden ro og – jeg vælger omhyggeligt det ord – tysthed over sig. Som dreng var det næsten magisk at stå op før alle andre og liste sig ned til juletræet, som stod nede i stuen med al julepynten på, som hang dér så stille og drejede og ringlede let, når man gik forbi på vej hen til de udpakkede gaver, som stadig stod dér så tyste og ventede på bordene.

Julemorgen er med andre ord til eftertænksomhed. Eftertanke er et godt dansk ord. Vi tænker efterfølgende - efter det skete. Jesus bliver født den helt særlige nat år 4 før Kristus (ja, Jesus blev faktisk født før år nul, men det er en anden og meget lang historie). Og lige siden den nat har mennesker tænkt efter: Hvad var det dog, der skete? Og ikke mindst: Hvad har det at betyde?

Jeg skal gøre et forsøg denne julemorgen. Og jeg vil gøre det ved at tage fat i ord, som ikke er dansk, det er engelsk og grimt, men vi har for længst overtaget det på dansk. Det er ordet ”bodyguard”. Jeg ved godt, det er et underligt ord at hente ind juledag, men nu skal I bare høre. Bodyguard betyder jo direkte oversat ”kropsvagt”. En kropsvagt er en, der skal beskytte et andet menneske med sin krop. Bodyguarden har som sin særlige opgave at beskytte et andet menneske med sit liv, dække det med sit legeme, sin krop. Han skal ”tage en kugle” for en anden, siger man i fagsproget.

Her er en lille historie om sådan en: Måske husker nogle af jer begivenheden. Det var den 30. marts 1981. Ronald Reagan var lige blevet valgt til USA's præsident. Han var blevet indsat i januar, og den dag i marts havde han været til et arrangement på Hotel Hilton i Washington. Nu forlod han hotellet og gik hen imod den ventende limousine. Omkring ham var nogle af hans rådgivere – og så hans bodyguards. Vi kender dem fra tusind billeder: vagtsomme mænd i sorte eller grå jakkesæt og en øresnegl i øret. Men et eller andet gik galt den dag. Imellem alle tilskuerne, som var stimlet sammen, stod også en vis John Hinckley, en forstyrret ung mand, der havde fået en tosset ide. Han havde forelsket sig ulykkeligt i den amerikanske skuespil­ler­inde Jodie Foster, og nu ville han gøre noget, som skulle få hende til at bemærke ham. I lommen havde han en pistol, og det var hans vanvittige ide at skyde præsidenten for at vinde Fosters kærlighed.

Det burde ikke kunne ske, men Hinckley kom helt tæt på Reagan – præsidenten gik kun små fem meter fra ham bag en let afspærring. Hinckley greb pistolen og affyrede i hurtig rækkefølge seks skud imod Reagan. Til alt held for Reagan var han en elendig skytte, for kun et af skuddene ramte præsidenten. Det første skud ramte en af Reagans rådgivere i hovedet, det næste ramte en politimand i nakken, da han sprang til for at dække for præsidenten, altså være ”kropsvagt” for præsidenten. Da han faldt om, havde Hincley frit skud mod præsidenten, men det tredje skud gik for højt og ramte et vindue i huset overfor. Nu gi to af præsidentens bodyguard i aktion. Den ene skubbede hurtigt Reagan ind på bagsædet af bilen, mens den anden gjorde det, som en bodyguard jo skal: Han stillede sig op foran præsidenten og spærrede med sin krop for den næste kugle, den fjerde, som ramte ham i maven. Det femte skud ramte bilens pansrede rude. Men den sjette kugle prellede af imod bilens panser, hvorefter den rikochetterede og ramte Reagan i underarmen og den ene lunge, kun 25 mm fra hans hjerte. Havde de to bodyguards ikke været der, ville Reagan højst sandsynlig være blevet dræbt.

Sådan gør en bodyguard: Han dækker med livet som indsats for den, han skal beskytte. Og jeg kan i øvrigt oplyse, at I selv kan hyre en bodyguard på nettet, hvis I føler jer forfulgt. Det koster selvfølgelig noget, men så har man også en, der vil gå ind foran en og tage en kugle for en.

Nu kommer så pointen: Det er faktisk en gammel tanke, helt tilbage fra de første kirkefædre, at Jesus er sådan en slags bodyguard for os. Han er en, der tager en kugle for os ved at dække for os. Når vi går til nadver, læser præsten de mærkelige ord: Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder. ”Gøre fyldest” – et gammel udtryk, som har med ordet ”at fylde” at gøre. Det er egentlig et gammelt krigsudtryk, ligesom udtrykket: at ”gå i brechen” for nogen. Hvis en soldat går i brechen, betyder det, at han står op i hullet i muren for at dække for sine kammerater og skyde på fjenden. Gøre fyldest har noget af samme betydning: Der er en, der fylder min plads ud. En der dækker for mig.

De gamles forklaring er nu, at når Gud ser på os, så er der en, nemlig Jesus Kristus, der dækker os fuldstændig, så Gud kun ser sin kære søn – ikke mig lille skiderik, som står bagved. Det kan lyde meget mærkeligt, men lad os grave lidt mere i det.

Hvad er det, vi får at vide om Jesus? Jo, vi kender det alt sammen. Han er den, der siger, vi skal vende den højre kind til, hvis nogen slår os på den venstre. Han er den, der fortæller om den barmhjertige samaritaner. Han er den, der siger, vi skal elske vores fjender og bede for dem, der bander os langt ned i helvede. Det er der ikke mange af os, der gør. Ja, jeg vil vove at påstå, at det er der ingen, der gør – undtagen lige Jesus selv. Han lever som den eneste op til de krav, han selv stiller. Selv da de korsfæster ham, beder han for sine bødler. Kan man det? Ville vi gøre det? Nej, det ville vi ikke. Men han gør.

Hvad gør vi? Ja, jeg bør jo nok indskrænke mig til at tale for mig selv, men jeg skal ikke ransage mig selv ret længe før jeg bliver klar over, at er der noget, jeg for alvor er optaget af – så er det mig selv. Jeg ved godt, at det måske bare er fordi jeg er opdraget i Danmark, hvor vi stadigvæk – trods alt – er dybt påvirket af den gamle jødisk-kristne tanke om, at mennesket er en falden skikkelse, et væsen, som er skabt i Guds billede, men som har ramt helt ved siden af skiven. Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt.

Rigtig mange mennesker kender den tanke: Jeg skulle være bedre, jeg burde være anderledes. Det, jeg er blevet til, er ikke det, det skulle være. Jeg tror, rigtig mange mennesker går og holder dom over dem selv. Alle de ting, de gjorde forkert eller ikke gjorde rigtigt. Jeg vil påstå, at alle mennesker - hemmeligt og skjult - slås fortvivlet med det, de godt ved, de burde have været. Alle de ting hen ad vejen, som ikke blev rigtige og alle de ting, som man vil – men alligevel aldrig får gjort. Hvorfor er det sådan, at folk, der ligger for døden pludselig får en stærk trang til at forsone sig med dem, de har gået og fornærmet et helt liv? Hvordan kan det være, at de pludselig kommer i tanke om selv små bagateller, et tyveri af nogle håndører fra mors pung engang, lidt rapseri i en butik, dumme tankeløse ord, som man fik sagt i fuldskab. Alt muligt, som man lod gå ud over andre. Alle mennesker, tror jeg, holder dom på den måde. De måler sig selv og finder ud af, at det blev for lidt, for sølle, for ringe. De sociale medier har bestemt ikke gjort det nemmere. Det er nok mere overfladisk, men også her måler man sig med de andre og holder dom over sig selv. Er det nu godt nok, er jeg nu god nok?

Det er her, de gamle kirkefædre prøvede sig med billedet af ham, der går i brechen eller fylder vores plads ud. Eller sagt med mig billede: Ligesom en bodyguard, der står for og dækker os helt med sig selv. Hvordan skal man bruge julens budskab? Jo, tænk på frelseren som en, der stiller sig foran os, hver enkelt. Ja, lad os bare beskrive det med et andet billede:

Forestil jer en general, der mønstrer en flok desertører. Der står de foran ham, en ynkelig skare af lasede kujoner, som er stukket af fra krigen og har ladt deres kammerater i stikken. Generalen er rasende og ingen er i tvivl om, hvad der skal ske med uslingene. Da træder generalens egen søn frem og stiller sig foran desertørerne, så han står mellem dem og generalen og skjuler dem bag sin ryg. Og så siger han: Jeg er en af dem! Generalen ser nu kun sin egen søn stå der – de andre kan han ikke se, og dermed falder hans dom bort.

Sådan omtrent beskrev de gamle julebudets særlige betydning. Når de tænkte efter, så sagde de: Vi har fået en mellemmand, en kropsvagt, der stiller sig foran os – så når Gud vil se os, ser han kun sin søn.

Det er simpelthen sådan vi skal tænke: Her er mit liv, mine dage som det nu er blevet indtil nu: Temmelig meget rod og skyld og utilstrækkelighed, lidt for meget selvoptagethed og fejl og dumheder, lidt for mange, som jeg aldrig så eller glemte midt i alle mine vigtige projekter. Det er ikke for kønt, og det bliver næppe meget bedre nogensinde. Det er dårlige udsigter, når Gud vil holde revision og dom. Men nu tager jeg evangeliets beretninger om Jesus Kristus og lægger dem hen over alt mit, hans liv foran mit, så Gud kun ser ham – og ingen andre.

Jo, julen er en eftertanke værd: Da de kom slæbende med kvinden, som de havde grebet på fersk gerning i utroskab, og Jesus havde sagt til dem, at den, der var uden synd, skulle kaste den første sten, og de derfor alle sammen var lusket af, fordi ingen af dem var uden synd – da spurgte Jesus: Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig? Og kvinden svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde han: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.

Sådan skal man turde sig til sig selv denne morgen.

Glædelig jul

Amen

Prædiken til juleaften 2022

Luk 2, 1-14

Salmer: 94, 104, 114, 136

 

Inden jeg begynder, skal jeg sige, at hvis I fryser, så er det sidemandens skyld. Vi har nemlig her i kirken indført et helt nyt patenteret varmesystem. Ikke noget med olie, eller piller, el eller gas. Det fungerer efter princippet: Vi har kun den varme, vi selv laver. Det er ligesom hos DR, hvor licens er ”noget, vi giver til hinanden”. Hos os har vi kun den varme, som vi giver til hinanden. Så hvis din sidemand er en kold skid, hvis din sidedame er kold som en is, så varm ham op, varm hende op. Sagt i spøg, men helt ærligt: Efter Corona og nu med krig i Europa, skyhøje gas- og elpriser er det med at være kreativ – ja, alle de kriser kan vi godt lære noget godt af. Som nu, at varme – det er noget, vi giver til hinanden. Noget, vi skylder hinanden.

Jeg tror, alle kan mærke det. Tiderne er forandrede. Vi lever i et Zeitenwende, som de siger nede i Tyskland. Tiden er vendt. ”Det, som var, er det, som kommer”, står der i Prædikerens Bog i Biblen. Det er lige sket, lige nu, mens vi gik og lige havde det så godt. Pludselig vendte bladet i bogen sig. Tiden slog en kolbøtte. Alt det, vi grinede af som noget latterligt fra gamle dage - det er pludselig ikke så latterligt mere. Og omvendt: Alt det, vi gik og fandt så vigtigt og alvorligt før, og som vi alle skulle have en mening om – det har nu pludselig fået et skær af pjat.

Hvad er der sket? Der er sket det, som ingen for bare fem år siden troede, nogensinde ville ske, men som gamle Johannes ellers har beskrevet så nøje i sin Åbenbaring, den sidste bog i den gamle skrumlede Bibel, som ingen tør læse i. Johannes beskriver, hvordan han i et syn ser fire dystre ryttere, en hvid, en rød, en sort og gustengul. Den hvide rytter er invasionen af fremmede magter, den røde er krigen, den sorte er inflationen og dyrtiden, den gustengule er soten, epidemien. Nå ja, vi har måske kun lige mærket suset fra de fire ryttere, da de red forbi? Måske vi kun lige fornemmet seletøjets knirken, stigbøjlernes klirren, hestenes prusten, hovenes trommen. Men prøv at tænke et par år tilbage – hvem kunne for bare fem år siden have forudsagt, at vi her i denne jul i det Herrens år 2022 på bare tre år har oplevet pandemi, krig i Europa, inflation og dyrtid? Vi troede, at den slags hørte en fjern fortid til. Epidemier, pest og farlige soter? Dem har videnskaben da styr på – det rammer kun nogen nede i Afrika. Troede vi. Invasion og erobringskrig? Det var noget, der foregik i 1940-45 – og så måske nede i Afrika. Troede vi. Inflation og dyrtid? Det var noget vi havde engang under Anker Jørgensen, da mor og far var børn. Troede vi. Men nu er tiden vendt – og vi mærker forandringen. Alting er blevet vendt om. Vi må nu sande, at vi nok har levet i en tryg boble, en lukket osteklokke.

Prøv engang at høre, hvad vi har debatteret og drøftet. Hør, hvad vi har gået og troet på. Vi har sagt: Det hele er bare noget, vi leger. Mand og kvinde – det er noget, vi selv bestemmer. Det kan vi lave om ved at gå ind på Borger.dk med verdens sikreste og danskeste MitID, ganske som vi vil. Fra på tirsdag er jeg en anden. Så er jeg juridisk kvinde og vil tiltales Gunhild. Og fordi vi kan gøre sådan, skal vores børn da også have lov. Før de kan bestemme deres egen sengetid, skal de have lov at bestemme, hvad køn de er. Hvis mor føler, at lille Athena Desiree er mere til at lege med biler end dukker, så skal hun da have lov at skifte køn i morgen. Hvis hun altså ikke lige er så uheldig at hun blev aborteret lige op til fødslen, ligesom det kan ske i USA, og som nogen også vil have det herhjemme. For vi leger jo kun. Lad os få dødshjælp nu, til når vi ikke gider leve mere. Lad denne verdens rugemødre og fødende fædre og medfædre og medmødre blive mangfoldige og opfylde Danmark – bare de husker ikke maler sig sorte i hovedet eller tager mexicanerhatte på, for det er forbudt. Lad være med at sige indianer og spis aldrig mere negerboller og kæmpe-eskimo. For den slags krænker. Sådan har vi talt og talt. Og vi har talt om klimaet og jordens snarlige undergang, alt imens vi brugte og smed ud og fløj afsted til fjerne lande. Og historien og kirken og kristendommen? Nå ja, det var jo sådan nogle pudseløjerlige og hyggelige gamle traditioner fra gamle dage. At være medlem af kirken var jo lidt ligesom at være gift. Det betyder ikke noget. Vi kan skilles og melde os ud i morgen med MitID.

Sådan har vi talt inde i vores osteklokke, men nu har tiden slået en kolbøtte. Det, som var, er det, som kommer. Og pludselig kan vi nu se, hvad vi ikke kunne se, mens vi var under osteklokken - det som var skjult for os, mens vi bare legede. Tiden vender om og kommer tilbage. Den er ikke en stadig fremadskridende strøm frem mod stadig bedre tider, mod det evige boldrum på rød stue i himlen, det evige badeland i fantasihimlen. Det, vi med et skuldertræk kaldte tradition – det er blevet det, som tradition virkelig betyder: Overdragelse – det, som de gamle har overdraget til os: Deres livserfaring, deres råd, deres tro, det, som de anså for vigtigt og stort og uop­giveligt – alt det har fået en ny klang.

I coronatiden, da den gustengule rytter strejfede os - da opdagede vi værdien af nærhed, af andre mennesker. Tænk, at det skulle være noget, man skal opdage. Vi opdagede værdien af at være del af noget større end landsholdet, som floppede fælt i Qatar, større end aktiekurserne, som også kan gå ned, større end en Tesla, som måske ikke er så god for klimaet, som vi troede. Sangene opdagede vi. Salmerne kom tilbage. Det gav pludselig en anden mening, en alvor, en nød, en storhed, noget, vi har savnet. Og selv det gamle evangelium var ikke længere noget, man bare griner af.

Og da krigen kom tilbage til Europa, da den røde rytter red forbi kun 600 km fra den danske grænse – da opdagede vi mere, som vi troede, var fortid. Pludselig så vi noget sælsomt og voldsomt og alvorligt: Kvinder og børn rejste herop, mens mændene blev tilbage for at forsvare landet. Det lød for os som noget fra Titanic: ”Kvinder og børn i bådene først”. Kønsroller fra dengang ruder konge var knægt, men måske er det slet ikke det. Måske er det den nye tid, der er kommet også til os. Kønsroller er måske mere end bare noget, vi leger? Og der er mere: Hvor har vi leet overbærende af vore bedstemødre og oldemødre, de gamle koner, som genvarmede kaffen på komfuret, som genbrugte servietterne, som glattede plastikposerne og gemte dem i skabet sammen med bjerge af plastikbøtter fra K-salat. Eller vore bedstefædre og oldefædre, de gamle mænd, om samlede tabte møtrikker og skruer op fra vejen og reparerede alt fra brødristere til de lappede gamle gummistøvler. Eller når de samme gamle, mand og kone, trissede sammen hen i kirken og læste i deres salmebog.

Men nu griner vi ikke mere. De vidste noget, de gamle. Nu kan man købe bøger fulde af deres husråd om udnyttelse og genbrug. Tiden er vendt. Det som var, er det, som kommer.

Og vi så noget mere: Vi så mennesker, der mister hus og hjem, familie og venner i en krig lige så barbarisk og bestialsk som 2. verdenskrig. Hvad gør mennesker, når de ingen gas og el har? Når selv uldtæppet og huen og vanterne ikke giver nok varme i stuen? De blæser på alle fine FN-taler om klimaet og brænder møblement, gamle mælkekartoner og plastik – for at få varmen. Nød bryder alle regler. Men de gør også noget andet – de søger sammen. Finder den anden slags varme hos hinanden, den varme, som vi giver til hinanden. Bladet i bogen sig vender, skrev Grundtvig. Sådan er det.

Og så er vi tilbage ved juleevangeliet, som vi under osteklokken bare så som tradition og gammel skik, som det – nå ja, Herregud da var synd at ødelægge. Tænk, det betyder faktisk noget. Det er ikke bare hyggesnak, ikke bare en undskyldning for en kæp i øret, godt med klisterpapir og 10.539 åndssvage julemænd. Vi har set die Zeitenwende. Det kom ikke, som vi troede ved årtusindskiftet, selvom vi dengang fyrede en million raketter op på himlen dengang. Det er kommet nu. Det, der var, er det, der kommer.

Hvad læste de gamle i deres salmebøger? Hvad sang vi under corona? Vi sang f.eks. en gammel salme som: ”O Gud, som tiden vender og styrer i din hånd, vi folder vore hænder og sukker ved din Ånd: I Jesu Kristi navn, lad dette år os være, velsignet dig til ære, og vore sjæles gavn”. Der i deres gamle slidte salmebog fandt de gamle, at der er en arbejdsdeling. Noget, Gud gør og noget, vi skal.

Gud vender tiden – ligesom han altid har gjort. Hans veje forstår vi os ikke på. Hvorfor det går som det går – det ligger langt over vores lille målerlarveforstand. Vi kan ikke gribe den gåde, at Gud lige nu kæmper en kamp imod ondskaben i verden og i os – det går ikke stille af. Men til trods for tab og frygt og kulde, så har vi lov at tro, at han vil lade alting ende godt. Gennem mørke og kaos – vil han føre os til en salig ende, som vi slet ikke havde set.

Og nu os. Når tiden vender, bliver vi kaldt til virkeligheden. Til arbejdet. Vi har haft et langt frikvarter, hvor vi har pjanket og leget, at vi bestemmer alting, selv alt det, vi får givet. Men nu er frikvarteret ovre. Osteklokken er løftet af os.

Og nu kommer juleevangeliets mærkelige formaning til os – til det, der er vores opgave. Hyrderne får et tegn: De skal finde verdens frelser i et lille hjælpeløst fattigmandsbarn, som ligger i en krybbe, ubeskyttet imod al verdens ondskab.

Tegnet betyder: Se vores opgave er lige her – vores Næste – ja, svag og sårbar og tankeløs, opblæst, forvirret, ondskabsfuld sågar, ja, til tider tåbelig: Forsvar det alligevel, det lille menneske, byg det op, fortæl det om Gud, som vender tiden, fordi han kæmper for os. Vis det, at varme er noget, vi giver til hinanden. Gør det.

Hvor kan vi glemme noget så simpelt og enkelt: Vi er et folk, I og jeg, forbundet. Tiden er vendt. Lad os rykke sammen.

Glædelig jul

Amen

 

Prædiken til 14. s. e. trin II, 2022

Joh 5,1-15

Salmer: 729, 441, 727, 728, 730

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Hvad er det egentlig at tro på Gud? Hvordan føles det? Hvad får jeg ud af det? Det er jeg blevet spurgt om en del gange. For vi mennesker vil så gerne se resultater. Vi vil gerne kunne registrere og måle og veje, så vi kan bedømme, om det er noget værd. Der er bare det problem ved det, at tro, håb og kærlighed, som vi tit taler om i kirken – de lader sig netop ikke sådan måle og veje. I kan allerede høre det, hvis jeg spørger: Hvad skal jeg have ud af min kones kærlighed? Hvad skal jeg med mine børn? Hvad får jeg ud af det? Hvis man spørger sådan, er der helt sikkert et eller andet galt.

Men skidt, jeg vil godt forsøge det umulige og vise jer, hvad troen betyder. Dertil skal I gøre et lille eksperiment. Det er ikke svært. Jeg kræver ikke umulige ting af jer, slet ikke. Det, I skal gøre, kommer her:

I skal vælge en dag, hvor det hele er noget møg. Gerne en mandag i november, hvor det regner. Sådan en dag, hvor alt går skævt: havregrøden brænder på, lynlåsen går i baglås, den lille har mellemørebetændelse, bedstefar og bedstemor kan ikke komme og passe. Bilen vil ikke starte, døren smækker og nøglen ligger i skålen i entreen. På computeren ligger 237 mails, som man skulle have svaret på i går. På arbejde er kunderne sure, chefen giver én en advarsel. Så ringer de fra skolen, at den store har været i slagsmål – om man vil være venlig at komme at hente? Kort sagt, sådan en dag, hvor man dybt i hjerte og samvittighed ved, at man ikke slog til, det var for dårligt, for ringe, for lidt. Vælg sådan en dag. Og gør så følgende: Stil jer op foran spejlet i soveværelset – det store, der går fra væg til loft – og betragt så, hvad I ser, hvor ubehageligt og grænseoverskridende det end må være. Kig engang godt på den hærgede person der i spejlet. Øjnene, der flakker af stress og dårlig samvittighed, håret, der står lige op, ørerne, der stritter, maven, der er for stor og oppustet, armene, der hænger som to slappe hvide asparges. Se på det spøgelse, og sig så: For dette gav vor Herre Jesus Kristus sit liv. For mig sølle vrag var han villig til at gennemgår de forfærdeligste lidelser, søm gennem hænderne, søm gennem hælknoglen, ulidelig tørst, pisk, tortur, hån, spot, latterliggørelse. Hvorfor? Fordi han – som Gud selv - regner lille mig for det dyrebareste, han kender. Himmel og jord, hele universet blev skabt for min skyld, fjerne kloder, galakser og sorte huller – alt sammen for at jeg kan stå her nu.

Det er øvelsen. Og så skal I føje til: Som det er med mig – er det med hvert eneste lille menneske på jorden. Hvert eneste lille menneske har ret til at stille sig sådan og forundret sige, som der står i den gamle salme: Herre, hvad er et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Hvad skal man nu bruge det til? Jo, det er evangeliets, kristendommens svimlende frihedserklæring. I og jer er ikke kun det, vi har vænnet os til at tro, vi er. Vi er ikke vores alder, vores job, vores helbred, vores status, vores diagnose, vores samfundsposition, vores løn. Vi er noget helt andet og mere: Guds fortabte, men genfundne børn.

I har garanteret alle sammen set de her middelalder­film, hvor en forbryder skal henrettes. Oppe på skafottet står foruden den dømte tre personer: Bødlen med den sorte hætte, embedsmanden med domspapirerne og præsten med sit kors. I kan let se det for jer, scenen findes i en million film. Nu om dage tænker vi: Tænk, at der stod en præst deroppe og var med til at slå en stakkels mand ihjel. Men i middelalderen så man anderledes på det. Man tænkte ud fra det, jeg lige har sagt til jer: Embedsmanden og bødlen skulle se på den dømtes gerning. Embedsmanden skulle læse dommen op og sige: Du har forbrudt dit liv i forhold til loven. Og bødlen skulle udføre straffen, svinge øksen eller sværdet som straf. Men præsten havde en helt anden opgave. Han skulle minde den dømte om, at nok var han nu i lovens forstand en forbryder – men i Guds øjne, i den himmelske domstols øjne var han tillige noget mere. Præsten skulle vise fangen, at han ikke kun var det, han havde gjort. Han var ikke kun det, dommeren regnede ham for, ikke kun det, folk hånede ham for – men også han var, ligesom I og jeg: Guds barn - den, som vor Herre Jesus Kristus ville gå i døden for én gang til, hvis det skulle være.

Den kæmpestore højnelse af ethvert lille menneske – det er det, det handler om i kirken. Vi er noget andet og mere og større, end vi kan forestille os. Vi er ikke kun det, vi desværre har udviklet os til, det, vi desværre ikke kunne gøre bedre, det, vi svigtede, det vi ikke ville, men gjorde alligevel - det, som andre regner os for, ja, det som vi selv regner os for – alt det er uden gyldighed for evigheden. For over for vores øverste dommer gælder kun hans egen mærkelige ufortjente nåde.

Hvis man ikke kan glæde sig over det, er det ikke fordi der er noget galt med budskabet. Det er nok snarere os, der er noget galt med os. Den frihed, som ligger i det kristne evangelium – den kan godt være ret skræmmende; det er jo som at få tæppet trukket væk under fødderne: alt det, man hidtil har tænkt om sig selv og holdt sig til og orienteret sig efter.

Det er den lamme ved Besthesda Dam et eksempel på. Og han er ikke den eneste. Johannes fortæller, at han har ligget dér ved dammen i 38 år og ventet på at komme i vandet, hvilket ikke er lykkedes hidtil, fordi andre hver gang er kommet i før ham. Prøv nu engang at sætte jer i hans sted: 38 år er temmelig lang tid. Det er det meste af et liv – i al fald dengang. Og vi mennesker har det ligesom måger, rotter og råger: Vi er utroligt tilpasningsdygtige. Den lamme har tilpasset sig sin situation. Hvad tænker han om sig selv? Jo, han er jo netop ham den lamme. Han eget navn har han ligesom alle andre glemt. Han er bare staklen, den syge, ofret for en ond sygdom. I dag ville vi sige, at sygdommen med de kraftesløse lemmer er blevet hans identitet. Alt, hvad man taler om i hans nærhed, alt hvad han taler om til sig selv – det handler om det, han ikke kan. Og mærkelig nok: Man kan leve udmærket med den identitet. Ikke at det er lykken. Det er ligesom en hård skal, man bygger op om sig.

Jesus forstår det, straks han ser ham. Jesus ser som Guds fortabte, men fundne barn. Men han ser også, at han har forskanset sig bag sin offer-identitet. Og deerfor er det, han stiller ham det underlige spørgsmål: Vil du være rask? Svaret afslører den lamme. Man skulle tro, at han straks ville råbe: Ja, for pokker, det er det eneste, jeg vil! Men sådan svarer han jo netop ikke. Han kommer med en lang indøvet klagesang: ”Herre, jeg har ikke et menneske”, klynker han egentlige på græsk. Jo, han er jo ham staklen, der ikke har nogen, der vil hjælpe ham. Han er jo ham, den lamme, I ved nok.

Så helbreder Jesus ham. Og det er jo godt. Men for den lamme er helbredelsen også at blive overladt til en skræmmende frihed: Hvem er han nu? Hvad er han? Han er ikke det, han troede. Hele hans identitet er forvandlet. Han finder dog – uden at ville det – sin nye identitet: som vidne om Jesus, han bliver prædikant uden at ville det. Han bliver et vidne om det, det hele handler om: At vi er noget helt andet og mere, end vi går og tror.

Jeg kan næsten ikke tænke mig noget værre end et dødsleje, hvor et lille menneske ligger – og er den syge. Og kun det! Tænk på sådan et menneske, der lever sine sidste timer i en hospitalsseng. Rundt om tales der om drop og medicinering og blodtryk og blodprocent. Lægerne, de pårørende – og ja, den syge selv – de taler alle på samme måde. Hele verden er fuld af skræmmende medicinske udtryk, underlige slanger og apparater. Der kommer ikke nogen, som fortæller den syge noget andet. Ingen minder ham om, at han er noget andet end sygdommens navn, noget andet end diagnosen, noget andet end tal og procenter. Det er skrækkeligt. Men måske det også for nogen er for skræmmende at høre. Det er på en måde nemmere at opfatte sig selv som en ting, en diagnose, et noget.

Prøv engang at se jer om. Vi har fået noget, der hedder identitetspolitik og identitetsideologi. Det er helt forfærdeligt i disse år. Jeg er hvid og du er brun. Jeg er heteroseksuel og du er homoseksuel. Jeg er transkønnet og du er ciskønnet. Jeg er sådan og sådan, og du har værsgo at acceptere mig – ellers har du homofobi, islamofobi, tykfobi. Sådan taler vi i dag til hinanden. Det er samme historie: Mennesker bygger en identitet op, som de klamrer sig til: Dette her er mig. Dette ord, dette begreb, disse bogstaver – det er mig. Med det ord er det afgørende sagt om mig. Og hvis du har en anden mening om det, så er det dig, den er gal med.

I skal ikke hoppe med på den galej. Lad være! Det er en nedgørelse af mennesker. Det er at reducere mennesker til bogstaver og begreber og ting. Det er at gøre mennesker til slaver af ord og kategorier og tomme begreber. Det er usandt. Det er løgn. Det ved I – om ikke fra andet, så fra i dag af.

Evangeliet er stort, vildt, herligt og dybt skræmmende, når man forstår det. Det er ikke svært at forstå, men det kan godt være så svimlende, at vi viger tilbage for det, at vi ikke har lyst til at forstå det, fordi det er for vildt.

Johannes fortæller, at Jesus finder manden igen på torvet. Der siger han til ham: Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre. Det er os, han taler til: Gå hjem og synd ikke mere! Tro ikke, at I og ethvert lille menneske kan reduceres til et spørgsmål om indtægter, stilling, køn, race, BMI, ADHD, AIDS, PST, OCD.

Vi er Guds børn, sat her i dag med den opgave at løfte, højne, rejse, glæde hinanden

Amen

Prædiken til 15. s. e. trin. II, 2022

Luk 10, 38-42

Salmer: 745, 32, 324, 60, 729

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Den, som har ører, skal høre, sagde Jesus mange gange. Kristendommen opstod i de gamle bibelske lande øst for Middelhavet, og her har man altid lagt størst vægt på hørelsen – modsat grækerne og os, der lægger næsten al vægt på det, man kan se med det blotte øje. Hørelsen, mente de gamle - den var den guddommelige sans, for vi har alle sammen hul i øret, hvor noget kan trænge ind i os. Øjet derimod er et spejl, en kikkert, gemt bag hornhindens beskyttende glas. Med øjet kikker vi ud på verden. Men øret er en modtager, en indgang.

Troen begynder altså med at vi hører efter, at vi hører noget, før vi gør noget. Først høre, så gøre. Det er ikke anderledes end derhjemme, i skolen eller på arbejde: Hør nu efter, siger mor til ungerne. Ti nu stille og hør efter, siger læreren - hvis han ellers kan få ørenlyd. Og når vi skal lære noget nyt på efteruddannelse eller kursus, så flyver vi ikke straks til at gøre en hel masse. Først må vi sætte os ned og slå ørelapperne ud og høre.

Sådan er det også med troen og de gode gerninger. Vi er så utålmodige efter at gøre gode kristelige næstekærlige ting, så vi kan se dem. Men hold nu lidt: Først høre, så gøre.

Den lille historie om Martha og Maria handler egentlig bare om det. Vi skal gøre som Maria og begynde med at sætte os og lytte sammen med de andre. Det nytter ikke at vi straks springer til at ville gøre en hel masse gode nyttige travle ting. Først lytte! Jesus er på besøg hos de to søstre. Han har garanteret været der før. Han kender også deres bror, Lazarus. Han har sikkert holdt af at komme der i huset. Måske har han følt det som et lille fristed, og ligesom han holdt af Lazarus, sådan holdt han også af de to søstre: Den tænksomme Maria og den travle rapkæftede Martha.

Da han denne gang kommer, er han formentlig ikke alene. Mange af byens ledende mænd er dukket op og sidder nu inde i stuen: Nå ja, for at høre. Og så er det, at Maria glemmer sig selv og sætter sig for at lytte med. Efter datidens normer var det uhørt, for kvinderne hørte til i køkkenet. Når mænd ordnede verdenssituationen, så var det en sag for mænd, ikke for kvinder. Men det blæser Maria på. Eller hun har glemt, at det er sådan. Hun vil bare høre. Og Jesus jager hende ikke væk. Tværtimod: på alle gamle malerier af situationen lader Jesus hende sidde ved ærespladsen ved sine fødder, som en elev sidder ved læremesterens fødder. Ja, da Martha går til angreb, forsvarer han ligefrem Maria og siger, hun har valgt den gode del: Nemlig fordi hun begynder med at lytte. Ja, Jesus understreger det helt tydeligt: Eet er nødvendigt, siger han. Det vil sige: Maria har forstået, hvad der kommer i første række, hvad der er nødvendigt.

Nuvel, Maria har altså valgt den gode del: at begynde med at lytte. Det har Martha ikke helt forstået. Martha har, lige fra Jesus kom, haft så travlt med at gøre, at hun glemmer, at vi skal begynde med at høre. Og fordi hun har så travlt og ikke lytter, så har hun kun sig selv at høre på, og det ved vi: det er sjældent særlig godt. Hendes hoved er fuldt af alt muligt, som man skal og som skal være i orden – ellers bringer det skam over huset. Når der kommer mandfolk i huset, så skal de have mad på bordet og noget at drikke. Ellers falder det tilbage på hende som en dårlig husmoder. Og så styrter hun sig over gryderne og kedlerne, klaprer og skramler travl og hektisk, og mens hun skramler, bliver hun mere og mere hidsig og tænker: Der er nogen, der må slide og lave slavearbejde, mens andre kan drive den af! Men alt det har Jesus jo faktisk ikke forlangt af hende. Det er Marthas egne tanker. Hun har haft for travlt med at gøre.

Jesus irettesætter hende blidt, ja, kærligt: Martha, der er jo faktisk ikke nogen, der har forhindret også dig i at sætte dig og begynde med at lytte! Ja, hvis Martha virkelig havde sat sig, så havde Jesus med garanti også forsvaret hende.

Det er pointen: Vi skal begynde med at lytte – inden vi gør en hel masse. Så lad os nu lytte sammen med Maria og høre, hvad Jesus sikkert har talt om den dag i søstrenes lille hus. Han har sikkert, som han så tit gjorde, talt om det, vi skal gøre. Igen: Først høre, så gøre. Han har jo nok endnu engang talt om, hvad der er Guds mening med os, hvad enhver af os skal: Vi skal give Guds kærlighed videre. Vi blev selv døbt og regnet for Guds børn, mens vi var spæde blebørn og aldeles hjælpeløse. Derfor skal vi lade være med at bekymre os om os selv, for vi er allerede Guds. I stedet skal vi se os om, og gøre gode gerninger dér, hvor vi er.

Det er jo nok noget, vi har hørt før: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Og: Gør mod andre, hvad du vil at andre skal gøre mod dig. Simple tommelfingerregler. Det er det, vi skal. Men hvis vi nu kun har os selv i hovedet, og ligesom Martha styrter sig over alt det gode, som man forestiller sig, man skal, så går det galt. Så begynder vi nemlig at gøre forskel på gerningerne. Så begynder vi at tro, at noget er finere at gøre end andet. Det er finere at drage ud at hjælpe denne verdens nødstedte, finere at give penge til alle mulige gode formål, finere at arbejde for fred og alt godt i verden - end bare at passe arbejde, familie og børn. Det er jo præcis den tankegang, Martha er faldet i, fordi hun ikke er begyndt med at høre. Ude i køkkenet er det ikke kun vandet, der koger op. Det gør hun selv. Fordi hun straks har kastet sig over alt det, som hun mener, skal gøres – glemmer hun, at først skal der høres! Nu går hun derude og skumler over, at hun alene må slave, mens alle andre foragter husholdning og madlavning. Hun tænker: Noget er finere end andet.  

Men hold nu fast: Hvordan skal vi elske Næsten? Det skal vi dér, hvor vi er. Vi behøver ikke opfinde særlige kristelige gode gerninger, som vi skal løbe ud i verden at gøre. De gode gerninger ligger derhjemme og alle vegne og venter. Dem skal vi ikke gøre Gud glad med. Men de skal være til gavn for andre. Man kan sige det sådan: En gudstjeneste er ikke kun det, der foregår søndag formiddag. Dér begynder det kun. Man begynder sin gudstjeneste søndag morgen med at høre, og når man er færdig med det, så fortsætter man sin gudstjeneste resten af ugen med at gøre. For så er alting sat på plads. Søndag får vi igen at vide, at vi – ganske som vi er – er Guds børn, og at vi skal lægge vores liv i hans hånd. Og når det er på plads, så kan vi gå hjem, og der er vi nu så dejlig fri til resten af ugen at se på, hvad vores medmennesker har brug for.

En god kristen er ikke en, der gør særlige kristelige handlinger, så andre kan gå hen at betragte det og sige: Nej, det var godt nok rigtig kristeligt, det dér. Eller: Se, det jeg gjorde, er 5% mere kristeligt, end det, du gjorde. Gerningerne kan man ikke måle på – højst, om de er gjort til gavn for andre. Luther sagde, at gerningerne – det vi skal gøre – det sker i kald og stand, altså dér hvor vi nu engang er lige nu og her.

En god kristen slagtermester laver ikke særlige kristelige pølser i en særlig farve og med kors på pølseskindet. En god kristen slagtermester laver gode pølser til sine medmennesker. En god kristen købmand sælger ikke særlige kristelige varer fra mærkelige lande i Afrika. En god kristen købmand sælger gode ordentlige varer til sin Næste. Han snyder ikke med varer, der er gået på dato eller snyder med vægten. Han skal jo elske sin Næste og gøre, hvad han kan til Næstens gavn, og det gør en købmand nu engang ved at være samvittighedsfuld og ordentlige med det, han har med at gøre. Og sådan kan I selv fortsætte: En god kristen VVS’er er ikke en, der render rundt og sætter korsformede vandhaner og radiatorer op. En kristen VVS’er holder gudstjeneste ved at sørge for at arbejdet er gjort ordentligt til gavn for kunderne: At pakningerne er tætte, at rørene er ordentligt isolerede – også der, hvor kunden ikke kan tjekke det. En god kristen kontorfuldmægtig sidder ikke og skriver Jesus på sin computer eller hører såkaldt ”kristen musik”. Hun gør sit arbejde samvittighedsfuldt og ordentligt, og husker, at der er virkelige mennesker bag skærmen og bag alle journalnumrene.

Giv Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er – sådan sagde Jesus engang. Man kan måske skrive det en lille smule om: Giv Gud, hvad Guds er og giv Næsten, hvad Næstens er. Det vil sige: Giv Gud jeres frygt, jeres bekymring, jeres samvittighed, jeres tro og håb. Så har I hænderne fri til at give andre mennesker jeres hjælp, jeres hænders værk, jeres – nå, ja, kærlighed.

Sådan, tror jeg, Jesus talte om gerningerne. Simpelt og enfoldigt som vores gudstjeneste de seks af ugens dage. På den syvende, som jo egentlig var og er og skulle være den første – dér skal vi høre.

For hvis vi glemmer det og får for travlt med at gøre – i stedet for først at høre, så er det vi får alle disse fortvivlede ideer om, at noget er mere rigtigt og fromt og finere end andet. At det er finere at sidde på kontor end at stå på gulvet i produktionen, at det er finere at være præst end degn, finere at være direktør end receptionist, finere at være receptionist end at være stuepige. Og så videre. Kristeligt set er der ingen forskel. Det var det, Jesus indskærpede: Først tro, at vi er Guds børn – uden fortjeneste, uden egen indsats og præstation, og så tro, at alle gerninger er lige store og gode og kristelige – om det nu er at være statsminister og få vedtaget en god finanslov – eller det at skifte ble på en gammel hjælpeløs mand. Om det er at bygge store huse, som andre kan bo i, eller trøste et barn, som græder.

Først høre, så gøre!

Amen

Prædiken til 6. s. e. trin. II, 2022

Matt 19, 16-26

Salmer: 743, 353, 566, 392, 726

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det klogeste og mest rammende, der nogensinde er skrevet om os mennesker, står i Biblen på de allerførste sider. I den gamle myte om Adam og Eva fortælles det, at der midt i Paradisets Have stod to træer, Kundskabens Træ og Livets Træ. Det første træ måtte menneskene ikke spise af. Det andet måtte de gerne spise af. Menneskene valgte så det forbudte træ, frem for det, de frit kunne spise af hver dag. De valgte kundskaben fremfor livet. Og derfor blev de smidt ud af haven. Derude gik de nu med al deres kundskab og længtes efter livet, efter det evige liv, men vejen dertil var spærret af keruben med flammesværdet.

Og dér har I så en præcis karakteristik af alle mennesker til alle tiden: Vi søger og længes og leder efter en smutvej ind i den gamle have til det fortryllede træ. Det evige liv – åh, giv os det! Men forgæves. Hele tiden løber vi – med alle vores evner og kundskaber – panden imod en mur. I Prædikerens Bog siges det på en anden måde: ”Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerter”. Den ligger derinde, længslen efter evigheden – hvordan den nu skal tænkes. Den er der som en uro i hjertet, en længsel efter noget, vi ikke rigtig ved, hvad er, et spørgsmål uden svar, en manglende brik i puslespillet, et hunstik uden et hanstik, karrysalat uden karry. Vi er, som Jesus siger, ligesom en kæmpestor håret kamel, der forsøger af mase sig ind gennem det lillebitte nåleøje – fordi den derigennem har set det: Livet, det egentlige, det, vi længes sådan efter.

Alt hvad vi mennesker foretager os, alt hvad vi jager efter, alt hvad vi drømmer om og stræber efter – det handler grundliggende om det: Om at finde vejen til Livstræet, vejen tilbage til det, vi ikke fik med. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvad vi siger, vi tror på eller ikke tror på. Det har ingen alder og ingen forskel. Det er som de gamle kalkmalerier af dødedansen: konger og dronninger, bager og bonde, rigmand og fattiglem – alle træder de den samme dans: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Sig mig det nu: Hvordan finder jeg vejen til Livstræet? Er tiden som en stor flod, der glider tungt og uimodståeligt afsted og river alt med sig, så intet bliver tilbage? Hvad skal jeg lille menneske gøre for at stå fast i den strøm? Findes der en vej gennem vandet? Skal vi blot blive støv og glemmes under muld? Er der nogen, der husker os? Den slags rumsterer bag alt, hvad mennesker gør og har gjort gennem historien.

Mange svar er givet. Mange ideer er udtænkt og forsøgt. Og mange af de svar vi giver i dag, er bare gentagelser af de svar, man gav engang. Og fælles for dem alle er: De slår ikke rigtig til - ingen af dem har vist sig rigtig tilfredsstillende.

Den unge mand, der kommer til Jesus, er troende jøde. Han har lært, at loven, Thoraen, Guds lov, er en køreplan til toget, der uden stop kører lige til Livets Træ. Det er, hvad de skriftkloge har lært ham: Opfyld alle lovens bud, alle 631 bud i Guds lov plus alle dem, mennesker har opstillet for at forhindre, at nogen nogensinde kommer i fare for at overtræde et af Guds bud. Alt det har han opfyldt siden han var ung. Han har krydset det hele af, alvorlig og rettroende og seriøs som han er. Han har ikke skånet sig selv. Tværtimod: Han har tugtet sig selv, været streng og disciplineret. Alligevel kommer han til Jesus. Alligevel spørger han Jesus – åbent og ærligt. Og det er jo nok, fordi det stadig er usikkert. Uroen og evigheden rumsterer stadig rundt derinde i det inderste hjertekammer. Med alle hans love og regler og bud er han i grunden lige så usikker som enhver anden: Hvad skal jeg gøre? spørger han. Har jeg gjort nok – eller er der mere. Jesus kan ikke andet end holde af ham. Men han må dog svare ham på samme måde som den gamle myte ender. Vejen er spærret: Sælg alt hvad du ejer og kom så og følg mig ud på landevejen uden en klink på lommen.

Den unge mand gik bedrøvet bort. Og sådan er det med alle de ideer og al den travlhed, mennesker har opfundet for at finde tilbage til Livstræet. De svigter, og man må gå bedrøvet bort. Lad mig vise jer to andre svar, som er udtænkt for tusinder af år siden, men som I vil kunne genkende den dag i dag: omme hos købmanden, i medierne, på gaden - også ganske uden at folk har nogen anelse om, at deres moderne forestillinger er så gamle.

Den første tanke er opkaldt efter den græske filosof Epikur. Epikurisme kaldes den tanke derfor. Kort fortalt, så mente epikuræerne, som de kaldtes, at der nok ikke er andet end dette liv – og derfor må vi indstille os på at indrette os lidt bekvemt her. Epikur sagde vistnok selv: ”Når jeg er, er døden ikke, når døden er, er jeg ikke”. Det gælder derfor om at nyde livet, mens man kan, spise og drikke, mens man har appetit. Der er ikke nogen guder, ikke nogen evighed. Der er bare dette nu, og vi må se at få det bedst mulige ud af det. Det lyder jo ret nutidigt. Det er jo sådan, kloge folk taler i medierne. Man kan finde de i popsangene og nok også en hel del i konfirmationstaler, bryllupstaler, ja, sågar begravelsestaler. Det lyder livsbekræftende, praktisk og fornuftigt. Men det fjerner ikke hjertets uforklarlige uro, og som vejviser til Livstræet svigter det, så man må gå bedrøvet bort. ”Fik du set det, du ville”? Nå ikke, jamen det er der så ikke noget at gøre ved.

Den anden tanke er stoicismen. Stoaen var den skyggefulde søjlegang, hvor filosofferne holdt til og lærte folk vejen til Livstræet – selvom det nok ikke var det, de kaldte det. Stoicismen går ud på at møde sin skæbne med et overlegent smil. Det er en maskulin forestilling om at være stærk og styre selv. Det handler om at mestre tilværelsen og skæbnen. Grumme ting som lidelse, smerte og sorg er et fælles vilkår, og den slags hjælper det ikke at pive eller udgyde tårer over. Man må tage sin skæbne på sig og gøre den til sin. Også den ide kender vi i dag. Også det kan man finde i medierne og i popsangene. ”At være sit eget livs kaptajn”,” at vælge livet”, sådan nogle vendinger kunne stoicisterne, som de blev kaldt, sagtens skrive under på. Men heller ikke den ide stiller hjertets uro. Også den må man gå bedrøvet bort fra.

Jeg læste en beskrivelse af kejser Marcus Aurelius, som ikke bare var kejser, men også filosof. Store dele af sit liv tilbragte han imod sin vilje i militærlejre i krig med barbarerne. I de sidste af sine leveår sad han i en lejr ved Donau og så den store flod glide tungt afsted. Og om natten, når han ikke kunne sove, skrev han sine ensomme nattetanker ned. Og her blev floden til et billede på tiden strøm, som tager alting med sig, og selvom han vidste, at han som stoiker skulle tage det på sig som skæbnens tilskikkelse, så var han bedrøvet, for han længtes efter noget, der kunne stå i den strøm, noget andet, som han ikke havde ord for. Men han vidste ikke anden trøst end at bide tænderne sammen og være stærk, om end trist.

Det er mærkeligt. Det er næsten 2000 år siden – og alligevel er det aldeles tidløst. Den unge jødes, epikuræernes og den gamle kejsers uro er den samme som ligger bag de unge influencere og politikere og bloggere, der nu sidder om natten og stirrer på deres skærme efter ”likes” og små billeder af opadvendte tommelfingre. Det er den samme hjertets længsel og uro, som rører på sig i ”X-faktor” og alle de andre tv-programmer, hvor folk bliver lovet, at de nu kan blive kendte, blive stjerner, blive husket i tidens strøm. ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv”? – det bliver ved med at dukke op igen og igen. Hvordan kan jeg skabe mig selv et navn, der bliver husket? Hvordan kan jeg blive kendt og berømt, så jeg ikke bliver glemt som alle slægterne før? Det er i grunden ikke drømmen om at være kendt og berømt, det er i grunden ikke ideen om at udrette store ting eller leve op til særlige idealer. Det er længslen efter vejen til Livets Træ, til Gud. Så kan folk sige, hvad de vil, - det er igen og igen og evig og altid det samme gamle og evigt unge, det drejer sig om. ”Der er intet nyt under solen”, skrev Prædikeren. Han havde set det allerede dengang for 2500 år siden.

”Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds rige”. Sådan siger Jesus. Og pointen er den samme som i den gamle myte: Vejen til Livstræet kan intet menneske forcere ved egen magt og gerning. Ingen skal snige sig ind over muren til Paradisets have, ingen skal snyde sig ind, ingen skal, selv med den bedste vilje, trænge derind. Det er umuligt.

Disciplene er bestyrtede. For selvom de bestemt ikke var rige, rammer det dem som et kølleslag: Hvem kan så blive frelst - hvis sådan en herlig from og alvorlig ung mand ikke kan? spørger de.

Og så kommer svaret: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Det er kristendommens revolutionerende svar, som fuldkommen styrter alting om. Nej, det er umuligt – men det det kan modtages som gave. Ja, i Jesus Kristus har vi - ganske uventet og ganske ufortjent – allerede fået åbnet vejen til Livstræet. Budskabet er: Han har på vore vegne gjort alt nødvendigt. Det evige liv er allerede her – endnu kun i ånden, i troen, i tilliden, i håbet. Men dog ikke desto mindre her.

Hvad er det revolutionerende i det? Jo, det er ligesom dengang man i middelalderen fandt på at udnytte flodens vand til at lave møller. Det var en omlægning af kræfter. Nu behøvede man ikke bruge håndkraft eller æselkraft – man havde en langt større kraft at udnytte til noget godt: til at male mel til brød. Sådan med os. De kræfter, vi nu har brugt og bruger på at blive kendte, blive berømte, blive accepteret, blive husket, blive alt muligt – de kræfter kan vi omdirigere til andre ting. F.eks. til det, som Guds gamle lov altid har peget på som menneskets opgave her: At hjælpe og værne, støtte, opmuntre og rejse andre mennesker, vores Næste.

Hjertets uro finder sit svar kun i Jesus Kristus. Vi kan lige så godt lære det først som sidst.

Amen

 
3. s. e. trin. II, 2022

Luk 15, 11-32

Salmer: 736, 308, 652, 352, 41

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Undskyld at jeg begynder med en upassende historie, men det gør jeg altså. Jesus var aldrig selv bange for at fortælle upassende historier – når bare de passede på det, det hele kommer an på. Min kone og jeg var engang på Madeira, den dejlige portugisiske ø, som ligger ude i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst. Vi havde besluttet at tage bussen og køre om på den nordlige – ikke så turistede del af øen. Det gik for så vidt fint. Vi fandt vores bus, og bussen kørte ud gennem hovedbyen med mange små stop. Alt var vel, men så var det, at jeg skulle – nå ja, fik trang til at besøge et toilet. Den slags har det med at blive værre og værre, som tiden går. Men bussen kørte kun langsomt, og der var uendelig mange stoppesteder langs ruten – men ingen toiletter og ingen tid til at stå af. Ifølge køreplanen ville turen tage lidt over en time. Og en time er længe, når man skal. Jeg begyndte at tænke på alle mulige mere og mere desperate planer, men modet svigtede mig. Dog kan man nå til et punkt, hvor man til sidst er totalt ligeglad med god opførsel, og der var jeg til sidst nået. Jeg tænkte, at næste gang, så springer jeg af, koste hvad det koste vil. Men netop da viste det sig, at bussen var nået til en lille buscentral, hvor vi skulle skifte bus. Og der var en lille cafe, hvor de havde et toilet. Og jeg havde det – sandt at sige – som om himlen havde åbnet sig, og Gud havde forbarmet sig over mig og gjort en undtagelse i køreplanen for min skyld. Det var et fuldkomment mirakel, en umulig mulighed, der pludselig havde vist sig for mig.

Og uden sammenligning i øvrigt: Sådan skal man høre historien om den fortabte søn. Sådan hørte tilhørerne den nemlig dengang, Jesus fortalte den: Som en umulig mulighed, en undtagelseshistorie, noget, som aldrig sker – men som med Jesus var sket alligevel.

Det kan være svært i dag, hvor historien trods alt er en af Jesu kendteste historier. Vi hører den som en selvfølgelighed. Selvfølgelig gør faderen i historien, som han gør. Selvfølgelig er Gud som faderen. Selvfølgelig – hvad ellers? Vi har udvidet obligatorisk barselsorlov, fædre kører i dag lige så meget med barnevognen som mødrene. Vi har haft 40 år med bløde mænd og fædre, ligestilling, samtalepædagogik, forældreterapi – så hvad er det egentlig i den historie. Selvfølgelig må faderen da gøre, som han gør! Der holdes 10.000 smukke prædikener om den rare Gud, der selvfølgelig er som en god fader.

Men på den måde bliver historien ikke hørt, som de første tilhørere hørte den dengang for længe siden, da Jesus fortalte den første gang. Vi kan ikke hører det, for vi har fået fedt på ørerne og i øregangene. Det er blevet stoppet til med søde historier, der har gjort alting selvfølgeligt. Men der er ikke noget selvfølgeligt i historien. Det, der sker i den, er en umulig mulighed, en undtagelse fra reglen.

Hvis jeg må bruge et andet eksempel, som nok også er upassende – men som passer alligevel: Jesu historie om den fortabte søn skal bruges og høres – lidt ligesom en god revy. Hvad kan en god revy? Den kan få folk til at grine af alt det sure og trælse og dagligdags. Revyen er en ventil, en undtagelsesaften, et sted, hvor alt er anderledes – for en stund. Det er en gang imellem lykkedes mig at skrive en sjov sang til præstekomsammener, hvor jeg har tilladt mig at gøre nar af biskopper og provster og miljøet og klimaet og alle de alvorlige og vigtige og korrekte og pæne ting, vi altid skal huske at sige og gøre og tænke på. Når jeg har været heldig, fik jeg kollegerne til at grine – og det er det en revy kan, og det er derfor, den er så god og vigtig: Den er som en undtagelse, en umulige mulighed, et sted at le ad det, man aldrig må le ad. Også sådan skal vi læse eller høre historien om den fortabte søn.

Problemet er som sagt bare det, at vi ikke forstår datidens forhold – og dog, måske alligevel. Prøv at tænke på faderen – ikke som en blød dansk far med omvendt kasket, joggingbukser og vildmandsskæg, der går et skridt bag sin kæreste og gør ganske som hun siger. Tænk på ham som en muslimsk tyrkisk far i Vollsmose, en enerådende tyran og enehersker i klanen. Ham, der tænker i social kontrol, i skam og ære, rent og urent. Prøv at tænke på faderen som sådan en. Tænk ikke på ham som en bondemand, men som et superautoritært familieoverhoved og klanleder i ghettoen, omgivet af fætre og onkler og nevøer – hele klanen og kliken i ghettoen. Så er I på sporet, så lytter I med samme forudforståelse, som de gjorde dag, Jesus fortalte den.

Historien begynder med, at den yngste søn beder om at få sin del af arven udbetalt. Det havde han ifølge loven ret til. Den ældste søn havde førstefødselsretten og skulle arve gården efter faderen. Men den yngste var frit stillet. Og den mulighed udnytter han. Han er en eventyrer. Han vil ud at leve livet. Han vil ud at spille dyr, drikke og danse og score damer. Med pengene på lommen drager han glad afsted. Farvel til alt det gamle derhjemme. Goddag verden, pas på, her kommer jeg. Han rejser på første klasse, indlogerer sig et dyrt sted og han får så mange venner og så mange damer, og de holder så meget af ham, som H.C. Andersen skrev om soldaten i ”Fyrtøjet” (hvis I læser H.C.Andersens ”Fyrtøjet”, så kan I se, hvor meget H.C.Andersen helt ned i det sproglige var inspireret af Biblens historier og sprog). Den yngste søn lever i fråds og luksus, kaster penge om sig i grams. Faderens surt sammensparede millioner går til letlevende damer, sprut og pjank.

Men så slipper pengene op, der bliver lavkonjunktur i landet, renterne stiger, inflationen stiger – den unge mand står pludselig på gaden uden en klink. Og så ender det til sidst helt desperat for ham: Han ender i en svinesti, hvor han sidder sammen med de dyr, som hans far og hele klanen derhjemme regner for urene. Værre kan det ikke blive. For hvordan tænker familieoverhovedet derhjemme? Det ved sønnen alt om. Hans far må være rasende. Han må være skuffet, for han, den yngste søn, har brag skam over den gamle. De andre i derhjemme i ghettoen hånler allerede og fortæller hånlige historier om den vanartede søn, som lever som et svin sammen med svin. Faderen må sluge sin stolthed og æde sin skam. Det er slemt, for det er et prestigetab, det er et skår i æren. Det er ydmygende for den store mand. Det sociale kontrolsystem i ghettoen er yderst effektivt. Onkler og tanter i det fjerne har fortalt historier om den unge mand, og historierne er blevet bedre og bedre, som dagene går.

Kort sagt: Den unge mand er ikke i tvivl om, at hans far er hvidglødende på ham. Hvis han havde været en pige, er det slet ikke udelukket, at den gamle havde sendt en dødspatrulje ud, så de kunne rense skampletten væk. Nu er han søn, så der er nok større risiko for, at faderen slår hånden af ham og afbryder enhver forbindelse.  Alligevel vover han at vende hjem. Han gør det ikke i glad forhåbning til sin milde kærlige og rare far. Det er en desperat handling – lige så desperat, som min oplevelse på Madeira. Forholdene i det fremmede er blevet for uudholdelige. Nu må det briste og bære. Sønnen øver sig i en krybende selvudslettende undskyldning: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Sønnen ved lige nøjagtig, hvordan det vil komme til at foregår. Faderen vil sidde derhjemme i den store stol i stuen med korslagte arme og vente på, at han rigtig ydmyger sig og beder om undskyldning.

Sådan skal vi høre historien. For sådan var den hverdag, de kendte på Jesu tid. Det er det, Jesus tager udgangspunkt i. Den unge man har været et usselt kvaj, der har bragt skam over sin far og hans gode navn. Alle, der hørte historien den første gang har været overbevist om, at nu skulle sønneke hjem og modtage sin straf. Måske ville faderen lade ham leve hjemme på ”tålt ophold”, som en man ikke regnede. Lidt ligesom man herhjemme havde åndssvage eller handicappede børn boende: Man låste dem inde i huset og forbød dem at vise sig offentligt.

På den baggrund er faderens reaktion helt usandsynlig. Helt urimelig. For datidens tilhørere – ligesom i ghettoen er faderes opførsel fuldkommen umulig. Sådan gør ingen. Det er æreløst og sært og skamfuldt, det faderen gør. I stedet for at sætte sig ind i den store stol i al sin værdighed, lader Jesus ham smide alt, hvad han har i hænderne, og løbe sin søn i møde som et barn. Sådan gjorde ingen fader med respekt for sig selv. Mænd løb ikke. Det gør børn og slaver. Men det er just pointen for Jesus, for han fortæller det, som ikke sker, som ikke kan ske på jorden. Hans budskab er en umulig mulighed, en åben dør, hvor alle døre burde være låst.

Jesus forudsætter, at alle ved, hvordan en mand af ære handler. Han ved, at alle tilhørerne regner med, at faderen vil handle på en bestemt måde: At han vil være vred og hævngerrig. At han vil kræve bod og krybende underkastelse. Og så lader han faderen handle helt anderledes. Og det er pointen: Sådan er Gud mod dem, der ikke har fortjent det, siger han.

Det vil sige: evangeliet er tillid og tro til det, som aldrig sker på jord, som ikke kan ske. Det er som et budskab om et mirakel, en undtagelse, som en redning, der helt uventet viser sig. Som en ventil, en lettelse midt i en hel masse tvang og alvor.

Til os siger historien: Vi er omgivet på alle sider af krav og nødvendighed og høje forventninger. Alle vegne er dette sådan: Vi skal være gode børn, gode forældre, gode kolleger, gode ægtefæller, ansvarlige medborgere, ansvarlige verdensborgere. Vi skal tænke på klimaet og miljøet, og handle ansvarligt. Vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tjene og gavne, gøre mod andre, som vi vil at andre skal gøre mod os. Vi skal betale vores skat, gøre som chefen siger, gøre som myndighederne siger, gøre, som politiet siger. Hver dag er vi underlagt et bjerg af rimelige krav og naturlige forventninger. Alt det skal vi gøre. Alt det må vi ikke undlade.

Og så kommer Jesus og siger: Der er en undtagelse. Der er eet sted, hvor alt er anderledes. Her hvor jeg er, her hos Gud!

Sådan skal man høre historien om den fortabte søn

Amen

Prædiken til 2. Pinsedag II, 2022

Joh 6, 44-51

Salmer: 290, 302, 295, 292, 298

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jeg vil lige tage fat i en enkelt sætning fra det, Jesus siger i dag. Han siger: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”. Det kan I ikke høre, når I hører den pæne danske oversættelse, men i virkeligheden siger han ikke ”drager”. Han siger: ”hiver”, ”slæber”, ”nøder”. Det er det, Helligånden gør – den trækker, slæber, hiver os til Kristus, ligesom man slæber et genstridigt æsel til vandingstruget eller en hund til badekarret. Det lyder mærkeligt, men nu skal jeg fortælle jer en omvendelseshistorie fra det virkelige liv. Den handler om, hvordan et menneske af ånden blev slæbt – nå ja, om ikke til Kristus, så dog derhen ad. Jeg kommer til historien om et øjeblik, men først skal jeg lige give jer lidt baggrundsinfo:

Der findes i verden to forskellige syn på, hvad et menneske er. Det ene er det gamle kristne, bibelske, og det lyder sådan her: Mennesket er skabt i Guds billede, men det er en oprører, der gør oprør imod Gud. Mennesket er en synder, en falden skikkelse, der ustandselig fristes til at handle ondt: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Sådan fungerer vi. Det er det ene syn på mennesket. Det er den særlige ånd, som kendes i kristendommen. Mennesket er af gudeæt, men faldet. En synder, der rammer ved siden af det, der var Guds mening.

Det andet syn, som er omtrent ligså gammelt, lyder sådan her: Mennesket er grundlæggende godt. Mennesket vil det gode, sådan er vi født. Alle mennesker vil det bedste i verden, og når vi ikke for længst har indført paradis på jord, så skyldes det kun en dårlig barndom, dårligt selskab, dårlig arv, dårligt miljø. Men hvis blot vi møder kærlighed – vil vi selv kun kærlighed. Det er nu det andet syn på mennesket, og det er nok det dominerende i dag. I en masse lovgivning, i en masse taler og sange og bøger er det ånden.

Det første lyder strengt og tungt, men er livsaligt. Det andet lyder smukt og godt, men er livsfarlig. Og nu kommer historien, som handler om en kvinde, der skiftede sind. Nå ja, som omvendte sig, måske fordi Helligånden slæbte hende, tvang hende til at indse sandheden. Det er måske lidt af en tragedie, men der er ikke noget galt med tragedier.

Hvad hun hedder, kvinden jeg fortæller om, og hvad hun lavede, kan være lige meget. Hun havde et almindeligt job, var almindelig fraskilt og boede i en almindelig by i et almindeligt hus. Det er ikke det, historien handler om. Nej, det handler om hendes børn og opdragelsen af dem. Tre børn havde hun, en pige og to drenge. Og dem elskede hun over alt på jorden. Der var ikke det gode, som hun ikke var parat til at gøre for dem. Som i H.C. Andersens historie om en moder ville hun klippe sit hår af og forære sine øjne væk, hvis det var det, der krævedes. Nå ja, hun var nok det, vi i dag ville kalde en curlingmor. Som i curlingsporten, hvor man fejer hidsigt foran stenen for at fjerne enhver ujævnhed og opvarme isen en anelse, så stenen kan glide frem uden modstand – sådan gjorde hun. For – sådan mente hun - børn er små spirer, der vokser op og bliver til blomster. De skal blot have kærlighed og alt, hvad de beder om. Af samme grund blev ingen af dem døbt. For alt det der med synd og skyld og omvendelse – det skulle de ikke vokse op med. Intet ondt og mørkt skulle stå dem i vejen.

Hun kørte altid sine børn til og fra børnehave og skole. For vejen var farlig, og bilerne kørte stærkt. Hun vækkede børnene om morgenen, en gang, to gange, tre gange, indtil de endelig stod op. Hun smurte deres madpakker, vaskede deres tøj, sørgede for deres livretter til aftensmad. Og man skulle ikke være længe i samme stue som hende, før hun talte om sine tre børn, hendes guldklumper, hendes egne små prinser og prinsesse. Hun var en sand løvemor for dem. Hun var altid den første på barrikaderne, når et eller andet i børnehaven eller skolen ikke var i orden. På ”Aula”, skolens intranet, skrev hun harmdirrende indlæg og indignerede opråb. En af hendes drenge havde noget allergi, og når der var børnefødselsdag eller drengen blot havde en legeaftale, ringede hun hjem til forældrene og fortalte dem, hvad hendes dreng ikke kunne tåle, og hvad de skulle passe på med at servere for ham. Og hvis hendes børn var involveret i en eller anden strid, hvis drengene var kommet i slagsmål eller hvis pigen var blevet moppet og moppede andre, så var hun med det samme klar over, at det måtte være nogen andres skyld. Hun vidste i al fald, at det ikke var hendes børn, der havde gjort noget galt. Sådan gik årene. Børnene blev nonfirmeret. For hvis de ikke følte for at gå til præst, så skulle de ikke det. Og i øvrigt er kirken jo sådan et dystert sted, hvor præsten taler om synd og ondskab og skyld og dom.

Og så alligevel. I en stille stund kunne hun ikke begribe, at det skulle være så hårdt. Hvis vi er gode ved hinanden og giver hinanden kærlighed, hvorfor er alting så ikke godt alligevel? Hun kunne ikke forstå, at der skulle være skænderier med pigen, da hun kom i teenagealderen. Hvorfor var den pige altid ligesom vred og modvillig? Hun gav hende lov til alt, hvad hun bad om. Hun fik det dyre modetøj, som hun fortalte sin mor, at hun simpelthen ikke kunne leve uden. Hun fik lov at gå til fester til sent og overnatte hos veninder og gå i byen. Herregud, hun var jo sikker på, hun med sin kærlighed havde givet pigen det bedste fundament i livet.

På samme måde med drengene. Hun kunne ikke begribe, hvorfor den ene hele tiden kom i slagsmål og havde problemer på skolen, mens den anden lukkede sig inde på sit værelse, gik i sort tøj og aldrig sagde noget, men blot ville spille computer dagen lang. Hun var tit ved at fortvivle over det. Når nu hun elskede sine børn, når der nu ikke var ondt skabt i dem – hvorfor var der da så mange hjertesønderrivende problemer for deres mor at slås med? Hvorfor bliver alting ikke bare godt, når man får det, som man vi have det? Hun stod jo ikke i vejen for børnene. Det måtte de da vide. Hun ville dem alt godt, og hvad de havde lyst til – det ville hun støtte dem i. 100%. Eller mere. Hvis de hellere ville se fjernsyn end sidde ved middagsbordet, så måtte de det. Ville de hellere sidde med deres mobiltelefon til sent ud på natten, end tage på skovtur med mor, så bøjede hun sig da for det.

Det tog hårdt på den stakkels mor, men hun mente, at det en dag ville lønne sig. En dag ville det komme tilbage tusindfold i form af kærlighed, i form af nærhed, i form af – ja, hun turde næsten ikke tænke det, men i form af børnebørn. Men det blev ved. Den ene af drengene fik problemer med politiet. Så var det noget med hash, så var det vold, så var det småkriminalitet. Den anden af drengene ville ligesom ingenting. Han var ikke til at drive til nogen ting, han droppede ud af skolen, faldt hele tiden ud af alle mulige gode planer og initiativer, indtil han sad på et lille værelse og var på kontanthjælp. Pigen fandt en ven, og alt var godt, men hun havde altid en følelse af, at de holdt hende på afstand. De ville ikke høre tale om at få børn. De ville ikke høre hende foreslå, hvor barnesengen skulle stå. De skar hende af.

Og en sen aften var det så, at hun gik i sig selv. Hun kom hjem efter at have været henne at hente sin søn i detentionen, hvor han havde tilbragt natten efter en rus af en eller anden slags. Da hun kom hjem og sad i sin stue, træt og modfalden, kom det til hende som et hammerslag: Jeg har jo svigtet mine børn. Dem alle tre. Jeg troede ikke, mine børn kunne gøre onde ting. Jeg troede ikke, de kunne ville noget, som ikke var godt for dem selv. Jeg troede, at blot man elsker sine børn, så elsker de også en og udvikler alt det vidunderlige, der er i os alle. Men sådan er det ikke – så mærkeligt det lyder. Jo, tænkte hun: Jeg har svigtet ved ikke at forberede mine børn på virkeligheden. Jeg troede, de blot ville udvikle sig som blomster, der rejser sig mod solen. Men det sker ikke. Svigtet bestod ikke i, at hun havde elsket sine børn, for det havde hun. Det bestod i, at hun ikke – netop fordi hun elskede dem – havde set, at de også gør forkerte ting, begår fejl, gør onde hensynsløse ting. Det skulle hun have set. Det skulle hun have lært dem, hvad man stille op med. Og da kom hendes tanker til at kredse om skyld og synd og dom – alt det mørke, som børnene skulle skånes for, men som kom ind hele tiden.

Det var den omvendelseshistorie. Vi lader den ende her – selvom det kan virke tragisk. Men måske er det ikke så tragisk alligevel. Jeg tror, det er et eksempel på, hvordan ånden ”slæber” os til Kristus. Det kan godt fungere på den måde. Man kan også sige, at virkeligheden tvinger os til ham. For hvor går man hen med sin skyld og sit svigt? Hvem kan tage det af ens skuldre? Jeg ved ikke, om moderen fandt Kristus og begyndte at gå i kirke. Det håber jeg da.

Men dette blot for at vise jer to ting: For det første, at kirkens gamle tale om arvesynd, om synden som et vilkår for os i verden – slet ikke er gammel overtro, men en stærk realistisk tale, som faktisk kan ruste os til livet i en falden verden. Vi bliver ikke gode bare ved at møde kærlighed og få vores vilje. Mennesket bliver ikke bare godt ved at møde godhed. Desværre. Sådan er det, og synd og arvesynd er bare to kradsrealistiske udtryk for den mærkelige virkelighed.

Og så for det andet: Jesus sammenlignede ånd med vinden, der blæser, man ved ikke altid hvorfra. Det er i virkeligheden det glædelige: Det kan godt være, man skal en omvej igennem netop synd og skyld og sorg og svigt - for at finde Gud. Det kan godt være, Gud selv trækker og hiver os den vej – for at vi skal få øjnene op for Jesus Kristus og hvad vi har fået med ham. Det er det, Helligånden virker.

Glædelig Pinse

Amen

Prædiken til Pinsedag II, 2022

Joh 14,15-21

Salmer: 290, 287, 282, 286, 291

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det er pinsedag, festen for Helligånden, og jeg har en plan: Først vil jeg sige lidt om, hvad ånd er og så vil jeg sige noget om, hvad Helligånd er. I ved udmærket godt, hvad ånd er. Jeg skal bare minde jer om det. Og når I kommer i tanke om, at det ved I jo godt, så er det altså ikke særlig svært at forstå, hvad Helligånd er. Måske tror I ikke på mig, men jeg skal hurtigt vise jer, at jeg har ret.

Prøv nu at forestille jer, at vi sammen skal til to forskellige møder. Først skal vi til et møde i - skal vi kalde det - Vestjydsk Landboforening. De holder møde på Ulfsborg Gæstgivergaard. Ja, jeg ved faktisk ikke, om der er noget, der hedder Vestjydsk Landboforening, men det leger vi lige, der er – så fornærmer vi ikke nogen. Bagefter skal vi til møde i Den Øko-veganske Forening i Den Grå Hal på Christiania i København. Jeg ved heller ikke, om der er noget, der hedder Den Øko-veganske Forening. Det leger vi lige, der er – så fornærmer vi stadig ikke nogen.

Vi begynder i landboforeningen, som begynder kl. 18.00 præcis med spisning: Flæskesteg og brun sovs, waldorffsalat, syltetøj og surt. Dertil en øl – og hvis man vil have flere, må man selv betale. Der bliver budt rundt tre gange, så alle er tilfredse. Efter middagen går man ind i mødelokalet, hvor man bænker sig ved de lange borde. Vi går med og sætter os nederst ved døren som en flue på væggen. Og længe behøver vi ikke sidde, før vi fornemmer, at her er en særlig ånd. Det er ikke noget, vi kan se med det blotte øje. Det er ikke noget, nogen har sagt, for formanden har slet ikke taget ordet endnu. Hvis man tilkaldte en naturvidenskabsmand, ville han ikke kunne pege på noget som helst i rummet, som gjorde udslaget. Det er ikke i deltagerne rødmossede ansigter og store næver. Det er heller ikke det, at de i dagens anledning er kommet i det pæne tøj, kortærmede skjorter, cowboybukser og pæne sko nede fra Skoringen. Det er heller pungene og mobiltelefonerne i baglommerne eller vindjakkerne, som de hænger over stolene. Det er ikke engang deres sprog – deres drævende jydske. Det er ikke det, at de siger: ”Nå ja, hvad det..”. Eller: ”Ja nej, uha da”. Det er ikke det. Men alligevel er vi ikke i tvivl om, at her er denne ganske særlige ånd i lokalet. Det er ikke til at forklare. Man er bare helt på det rene med, at her er det nok ikke stedet at stå op at fortælle, at man har lyst til at gå i dameundertøj. Det er bare ikke her, man skal brokke sig over, at der var for lidt salat til middagen, og at man foretrækker en agurkesmoothie med et lille stænk ingefær. Det er meget mærkeligt, men alligevel fysisk virkeligt, at her ville det falde til jorden, hvis man talte for kvindekvoter i foreningens bestyrelse – eller hvis man sagde, der ikke er to, men 71 køn, og at det ikke hedder kvinde, men livmoderbærer. Af en eller anden grund har man den helt klare fornemmelse, at de alle sammen ville dreje hovederne, kigge på en og sige: Hva??

Det var det første. Vi iler nu til hovedstaden til det næste møde. Det er i Den Grå Hal på Christiania. Her begynder man også med spisning, men det hele foregår en del senere end i Ulfsborg. Middagen viser sig at være en slags grøntsagsbuffet. Man sidder ikke ved borde, men mingler rundt med sin tallerken og sit glas økologisk hvidvin. Tre jazzmusikere med hatte på spiller dæmpet fusionsjazz ovre i hjørnet. Og der er jordskokketærter, briserede kikærter, marinerede bælgfrugter, humus, vilde ris, grovbulgur, plus en hel masse, som vi ikke engang har navn for. Der er også forskellige farverige smoothies, alkoholfri øl og sveskejuice. Da vi er mindst en halv time over tiden, bliver der kaldt til møde. Vi sætter os igen nederst ved døren som en flue på væggen. Og igen behøver vi ikke mange sekunder, før vi fornemmer, at her er er også en særlig ånd – helt anderledes end den i Ulfsborg. Også her er det inden partiformanden har grebet mikrofonen. Der er ikke sagt noget. Men vi fornemmer det alligevel. Her er en særlig – ja, ånd. Det er jo det, vi kalder det. Og heller ikke her ville naturforskeren kunne sætte sin finger på én bestemt ting. Det er ikke deltagernes spraglede påklædning. Det er ikke mændenes velplejede hipster-skovmandsskæg eller kvindernes draperede tørklæder, deres piercinger eller tatoveringer. Det er ikke i de spidse sko, hattene, de omhyggeligt støvede og stilsikkert slidte derbystøvler eller hvide sneakers. Det er heller ikke i retroskuldertaskerne i cognacfarvet kernelæder eller de mange spritnye iphones eller bærbare mac-computere. End ikke deltagernes sprog gør udslaget – det er ikke deres ord, deres ”Guuud”, de mange engelske udtryk eller superlativer: deres ”fantastisk” eller ”lækkert”. Alligevel er vi ikke i tvivl. Det er klippefast: Der er altså denne særlige ånd i lokalet. Udefinerligt – og dog ved man instiktivt, at det altså bare ikke er her, man skal sige, at man kommer fra Jylland og at man hejser Dannebrog i sin flagstang. Det er bare ikke stedet at sige, at der kun er to køn, mand og kvinde. Der er ligesom noget, der gør, at her skal man ikke fortælle om, hvordan man holder selskab derhjemme: At mændene efter middagen går ud at se på biler, mens konerne bliver inde i stuen og snakker om – nå ja, hvad de nu snakker om. Det er bare ikke her, man skal sige noget positivt om hjemmeværnet eller vores salmeskat eller – nej, er du tosset: sige Jesus. Af en eller anden grund ved man bare, at der pludselig ville blive helt stille i Den Grå Hal. Alle ville dreje hovederne, kigge vantro på én og sige: Hvad??

Ingen skal komme og påstå, at de ikke ved, hvad ånd er. Det er ved alle. Vi har en ligefrem fysisk fornemmelse af det. Det findes. Det er virkeligt – også selvom man ikke kan fotografere det eller sætte tal og procenter på det.

Nuvel, nu er I på sporet. Nu skal jeg vise jer, hvad Helligånd er. Også her kan vi jo vende os to forskellige steder hen. Måske nogle af jer hører til den minoritet i Danmark, som af og til kommer til at vælte radioen, så den går over på P1, f.eks. torsdag formiddag. Da kan I høre et program, der hedder ”Biblen Leth fortalt”. Det består i al sin enkelhed i en samtale mellem en studievært: Lauge Hendriksen og musikeren og forfatteren Kristian Leth. I hvert program gennemgår de to en tekst fra Biblen, f.eks. skabelseshistorien, syndefaldsberetningen, Jobs Bog, Salmerne, Lidelseshistorien osv. Først læses teksten op – af en eller anden grund skal der spilles noget underlig indisk ragamusik i baggrunden – og så drøfter de to teksten. Det er altid vældig interessant. Tit er det Hendriksen, der stiller moderne, kritiske eller tilsyneladende dumme spørgsmål, hvorpå Leth forklarer. Og det gør han tit rigtig godt. Biblen er ifølge ham den vigtigste bog, der findes. Hvis man ikke kender den, kender man ikke sig selv og sin egen kultur. Det er så sandt som det er sagt. Og tit har Leth mange fine og overraskende udlægninger og pointer til de gamle beretninger. Det er virkelig et godt program.

Men også i de programmer er der en særlig ånd. Man kan mærke det som lytter. Akkurat ligesom, hvis man hører Morgenradio eller gamle dags ”Mads Og Monopolet”. Dér er der også en særlig ånd. Som lytter har man en mærkelig, men ikke desto mindre klar fornemmelse af, at man nok ikke skal ringe ind til programmet og fortælle, at man faktisk tror på den Gud, som verdens vigtigste bog fortæller om. Hvis man nu tænker sig, at Gerda Mogensen fra Lomborg eller Søren Pedersen fra Vinderup rent ringede ind en fredag og bekendte, at de rent faktisk tror, at Jesus virkelig har båret alle hendes og vore synder, så tror jeg de to herrer derinde i studiet ville dreje hovedet, stirre på telefonen og sige: Hvad?? For Kristian Leth er alting interessante tolkningsmuligheder, spændende og vigtige udkast til forståelse, provokerende og urovækkende udsagn, vigtige markører og tanke­model­­ler. Men derved bliver det. Der er hele tiden en omhyggelig armslængdes afstand til troen.

Nu forlader vi det program og vender tilbage til Hem kirken her pinsedag. Mens jeg fortalte om de andre steder, skulle I gerne helt have glemt at sidde ligesom en flue på væggen og observere. Her skulle det gerne være sådan, at I – uden at I kan forklare jer, hvordan – pludselig kan mærke, at her er det ligesom bare ikke stedet at sige, at evangelisten Johannes stiller os over for forskellige vedkommende mulighedsfortolkninger af, hvem Jesus var. Det er ligesom forkert her at sige, at Jesus indgår i et spændende narrativ om frigørelse. I alle læsningerne og også i mine egne ord skulle I gerne fornemme en forskel: At her er en anden ånd.

For eksempel, når jeg nu siger til jer – afgjort og bestemt, at Gud er ikke en figur i en bog, men himlens og jordens og vores skaber og herre, der har sat os her, skabt os og kaldt os ud af det sorte ingenting. Ligesom når jeg siger, at Jesus Kristus virkelig er kommet og har båret alle mine og jeres synder. Virkeligt og helt. Han har taget vores sted over for den Gud, vi har glemt og daglig flygter fra. Jesus Kristus er ikke en interessant person i et narrativ – hvad det så betyder. Han er min Herre, som jeg er døbt til og hvis ord forpligter mig. Når han siger: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet, så er han det nu for os og for alle i dag. Vejen, jeg skal gå, sandheden jeg er forpligtet på, livet, som jeg skal leve det. Når han siger: Vend den anden kind til, døm ikke, tro på mig – så er det min og vores herres ordre, hans kærlige forventning, hans ubetingede krav til mig, til jer! Når han siger: Bed, så skal der gives jer – så er det ikke billedsprog, men befaling. Når han siger: Gå hen at gøre alle folkeslag til mine disciple – så er det også befaling. Når han siger: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder – så er det også hans befaling til os.

Helligånd er ikke noget underligt noget, som Politiet må efterlyse, og som måske går omkring på en mark øst for Sønder Felding. Vi kender den, når den gamle Bibels tale bliver alvor for os. Når Fadervor forpligter os, når ordene i kirken forpligter os, binder samvittigheden, får os til at handle. Når vores øverste herre ikke er statsministeren eller dronningen eller Skat eller kommunen. Men Jesus Kristus. Den ånd har Gud lovet, skal blive hos os som en talsmand til evig tid. Det er det, vi fejrer i pinsen.

Glædelig pinse!

Amen

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag II, 2022

Luk 24,40-53

Salmer:

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Der siges meget sjovt om Kristi Himmelfart, sådan en masse tø-hø-humor. Men jeg vil gerne vise jer, hvad der er på spil. En biskop herhjemme brugte for en del år siden en gammel Skoda-vittighed fra den kolde krig. Den gamle vittighed lød sådan: Hvad sker der, når man skraber i lakken på en Skoda? Svar: Så står der Coca cola nedenunder. Vittigheden spillede på, at de tjekkiske Skoda-biler var så dårlige, at de måtte være lavet af gamle cola-dåser. Biskoppen tog vittigheden og lavede den lidt om. Han sagde: Hvad sker der, når man kradser i huden på en dansker? Så står der kristendom nedenunder. Dermed mente han, at vi er mere kristne end vi tror, stort set alt, hvad vi har tænkt og taget for en selvfølge i over tusind år, er præget af kristendom.

Lad lave en lille test på jer. Jeg vil gerne tage jer med på en lille tidsrejse, først til det gamle Rom, i den tid, da de første kristne var begyndt at samles til gudstjeneste, og siden til Danmark i den sene jernalder, den tidlige vikingetid, da de første danskere begyndte at holde gudstjeneste. Og så vil jeg vende tilbage til vores tid.

Lad os sige, vi lander med tidsmaskinen omkring år 100 ved Via Appia, den sydlige hovedindfaldsvej til Rom. Hvis man tager turen ind til Rom en tidlig morgen, når byportene åbner, vil man langs vejen se en masse affald, som ligger overalt i grøften. Og imellem alt affaldet vil man ikke sjældent se nogle små bylter ligge mellem potteskår, tomme sække, madrester og rådden frugt fra markedet. Måske man også af og til vil kunne høre spæd barnegråd mellem skidtet. Slaverne, som skulle rydde op og holde vejen ren, vidste godt, hvad det var. Det var de uønskede spædbørn, nyfødte, som ingen ville have, smidt som affald i grøfterne. Vejslavernes kolleger, som arbejdede med at holde byens kloakker fri for skidt – de kendte til den samme historie. Dernede fandt de ofte den samme slags små bylter eller slet og ret nøgne, druknede nyfødte. Børn som var i vejen, som var uønskede, eller bare var piger. Slaverne trak på skuldrene, byens senatorer og ledende mænd trak på skulderne. Almindelige borgere på gade trak på skuldrene: Herregud, sådan er det jo. Ungen var vel i vejen, og så er det jo sådan man gør: i kloakken med den. Der var ikke mange romere, som ville hæve et øjenbryn for en historie om en slavepige, som hendes herre gjorde med barn, og som så måtte skille sig af med barnet, fordi der ikke var plads til det, og hun ikke kunne brødføde det. Det var jo bare en slavepige og en slavepiges barn. Den slags er intet værd. Det var lige så hverdagsagtigt, som at man kunne sælge mennesker på slavemarkedet, eller at fattige tiggere sad på alle gadehjørner og tiggede. Når velhavende borgere lod sig bære forbi i bærestol, skar de en grimasse og sagde: nå ja, skæbnen er så forskellig, guderne er ikke milde mod os alle. Og så ville de måske fortsætte til teatret og se slaver og forbrydere blive myrdet og torteret. Og hvis der udbrød en af de mange epidemier, som ofte ramte byen, så ville de tage på landet og overlade de syge til deres skæbne – selv nære slægtninge.

Se, sådan var det i Rom i oldtiden. Og hvis det alt sammen lyder frastødende og forfærdeligt i jeres øren – så er det slet og ret, fordi I er kristne. Fordi I er opvokset i et samfund, hvor kristendommen endnu har noget at sige. Fordi I engang blev døbt, og har gået til præst og måske engang lærte Fadervor.

Når de første kristne holdt gudstjenester i pakhuse og private hjem, sagde de sådan: Jesus Kristus er herre. Han, der levede et fattigt liv i tjeneste for andre, og som til sidst led en ydmygende død som en simpel forbryder – det er ham, der nu sidder ved Guds højre hånd – ja, har del i Gud selv og er altings begyndelse og ende, altings målestok. I det nyfødte kasserede barn, i slaven, i den dømte forbryder i arenaen, i den hjælpeløse syge ser vi ham. Hvad vi gør mod dem, gør vi mod ham. I gør jer simpelthen ikke forestilling om, hvor revolutionerende en tale det var. Man tænkte dengang simpelthen sådan: Fattigfolk, forbrydere, tyende, slaver – de var selv ude om det eller de var bare uheldige. Og man så med forundring og hovedrysten på de kristne: Disse kristne samler sig om en fattig korsfæstet forbryder. De vender alting på hovedet og regner selv det værste rak for mennesker. Tænk, de indbyder slaver til deres sammenkomster, som om de var mennesker. De tager imod de ækle beskidte tiggere, vasker dem, giver dem mad, ligesom de plejer de hostende og smittefarligt syge. Sådan kom kristendommen til Rom og forvandlede byen, forvandlede romerne.

Det samme skete herhjemme. Vi tager tidsmaskinen og lander her i Dølby omkring år 700. Vi nordboer er så stolte af vikingerne, men i den sene jernalder, den tidlige vikingetid var det som i Rom: Det var bedst, hvis man var rig og sund. Uønskede spædbørn satte man ud til ulven i skoven, eller ud på isen. Slaver hængte man som gave til guderne i de hellige lunde. Fattige småkårsfolk måtte leve af stormændenes nåde, de gamle, som ikke længere kunne bidrage til husholdningen, og med tiden var blevet en byrde for husholdningen – de gik i mosen eller på isen. Klanen bestemte, slægtens mægtige aftalte giftermål, aftalte prisen på trælle, aftalte bod for forbrydelser. Og hvis man ikke kunne blive enig, var fremgangsmåde blodhævn. Har din søn myrdet min søn, så må en tilsvarende slægtning i din slægt nu bøde med livet. Sådan var vikingetiden også.

Lad os tage testen igen: Hvis I synes, det lyder hårdt og frastødende og umenne­skeligt, så er det kort og godt, fordi I er opvokset i et land, som endnu er præget af kristendommen. Endnu – lidt endnu. Vore fjerne hedenske forfædre troede på skæbnen, ikke på Thor og Odin. Jovist: De fortalte sjove historier om de gamle guder, som mest af alt lignede landets stormænd- og kvinder. Men den virkelige magt havde guderne ikke. Det var skæbnen, som også romerne og grækerne troede på. Nornerne sad og spandt vores skæbnetråde – og klip – der røg den ene - og klip – der røg den anden. Mod skæbnen kæmper selv guderne forgæves, sagde man.

Og nu kommer jeg til pointen: Jeg ved jo godt, at mange siger, at kristendom – det er jo bare gammel overtro fra en fjern fortid. Nu er vi moderne nutidsmennesker, vi tager det ikke så tungt med religionen. Nå ja, medlemstallet i folkekirken falder vist, og nu har de vist lukket den lokale kirke – men herregud, betyder det noget? Nu hvor vi har sygesikring og pension og videnskab, Facebook og Google.

Sådan siger folk. Men jeg siger: Med præcis den holdning inviterer vi den gamle skæbnetanke tilbage. Ja, for at være helt præcis: I samme takt som vi vender ryggen til kristendom og ikke lærer vores børn at synge salmer og bede fadervor – i nøjagtig samme takt bliver samfundet forvandlet – indtil vi en dag har indført tilstande som i det gamle Rom eller Danmark år 700. Når Kristus ikke længere er Herre, så er vi ikke pludselig uden herrer – vi får bare en anden, en grusom, ligeglad skæbne.

I Holland, som er et land, der på mange måder er som Danmark, og hvor man tager sig det mindst lige så let med kristendommen som herhjemme – der indførte man som det første land aktiv dødshjælp. I starten var det tænkt som en undtagelse, noget, man kunne tilbyde uhelbredeligt syge i stærke smerter. Men nu, så mange år efter, slår læger så mange mennesker ihjel som aldrig før. Nu er det ikke kun alvorligt syge. Nu er det også dem, der har ondt i livet, sunde yngre mennesker, som bare er deprimerede, trætte eller psykisk syge. Man har set nøjagtig den udvikling alle andre steder, hvor det er indført. I mange af de samme lande har man også for længe siden indført fri abort. Kvindesagsforkæmpere vil tilmed gerne have flyttet grænsen, så man kan få abort i 18. uge. Man har også gjort det muligt at fravælge uønskede børn – måske fordi de har downs eller bare fordi en genetisk undersøgelse viser, at de vil have en forkert øjenfarve, når de bliver født. Læg også mærke til, hvordan vi er begyndt at tale om sygdom, helt særligt blodpropper og lungekræft. Vi siger: Hvorfor skal samfundet smide penge efter dyre operationer på folk, som selv er ude om det. Hvis bare folk lader være med at ryge og spise for meget, hvis de bare er som os, så er det i orden, men hvorfor skal vi investere i dårlige liv. Sådan siger man nu.

Kort sagt: det gamle Rom, jernalderens Danmark kommer snigende om bag vores ryg. Umærkeligt dag for dag – et lille skridt, hver gang jeg ikke gad sætte mig ind i, hvad kristendom går ud på. Et lille skridt mere, når jeg ikke lærer mine børn Fadervor, et lille skridt for hver gang jeg påstår, jeg ikke er religiøs og ikke har brug for Gud. Skridt for skridt, indtil vi pludselig har fået hele paletten. Vi tror ikke på, at der sidder norner og spinder og klipper skæbnetrådene – nej, men vi har bare givet dem andre navne: ”Tilfældet” f.eks. Det blinde tilfælde, den stumme tilfældighed – troen på den vokser. Og har man smidt kristendommen ud, så er der ikke længere noget, der holder igen. Hvorfor sagde statsministeren i begyndelsen af Corona-epidemien, at hvert mistet liv er en tragedie? Det sagde hun, helt uden at hun selv tænke over det, øste af gammelt kristent tankegods. Jeg tror virkelig ikke, hun tænkte over, at det var det, hun gjorde. Hun mente vel bare, at det var almindelig sund anstændighed. Men det kommer et sted fra. Fra de første kristnes fejring af Kristi Himmelfart – som man jo faktisk fejrede, før man fejrede jul.

De kristne i Rom og de kristne, som kom herop til Danmark, havde aldrig glemt de ord af Jesus: ”Alt hvad I har gjort mod en ad disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Og omvendt: Alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mine mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”. Gud gør det, som ingenting er, til noget. Jesus påtog sig en tjeners skikkelse og gjorde sig selv lig en slave, en forbryder på et kors. Han er herre. Det er ham, der er eet med Gud, som en førstemand er sin chefs højre hånd. I ham – og kun ham kender vi Gud. Selv den beskidte tigger, selv den upålidelige tyvknægt, morderen, den lille slavepige, den forslidte bonde – de var de fortabte får, som Jesus var gået ud for at finde. De skulle have mulighed for at vise et andet ansigt, en anden side.

Hvis overhovedet noget betyder noget for os – hvis overhovedet noget er alvor for os, så er det nu, der kaldes på os.

Amen

Prædiken til Palmesøndag II, 2022

Mark 14, 3-9

Salmer: 176, 441, 380, 59, 84

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Nogle gange skal man gøre det, man er allermest bange for at gøre. Nogle gange skal man vove sig ud og gøre det, som man slet ikke er sikker på, man tør. Hvis man dybt i sig finder, at det er ret, så skal man trodse sin frygt. I middelalderen skelnede man mellem den kristne ridder og kujonen. Den kristne ridder er bange for at dø, men kæmper alligevel. Kujonen er bange for at leve og stikker derfor halen mellem benene. Begge to fristes af fejheden, men hvor ridderen ryster fristelsen af sig, giver kujonen efter. Sådan sagde man i middelalderen. For de var ikke så dumme dengang, som vi går og tror.

Gang på gang, igen og igen føres vi ind i situationer, hvor det afslører sig, om vi er riddere eller kujoner. Også selvom vi hverken har sværd eller hest. Gjorde vi, hvad vi dybt følte, var det rette? Forsvarede vi den svage, tog vi til genmæle imod løgn og dum snak? Eller tav vi stille, lod som ingenting, satte gode miner til slet spil? Med andre ord: Lod vi os friste til bare at være medløbere, klakører, eftersnakkere og rygklappere?

Der er vistnok lige kommet en ny film, som jeg ikke har set, og som jeg nok heller ikke rigtig tør se. Den skulle ifølge anmeldelserne være helt ulidelig at følge med i. Den handler om pæne mennesker, der bliver ved med at være pæne, selv når de møder den regulære ondskab. Jeg tænker, det er sådan et portræt af den altid pæne, altid forstående, altid tolerante, altid høflige, altid gode dansker. Altså os, der tilsyneladende er lutter høflighed, men som måske i virkeligheden bare er feje?

Hvad taler jeg om. Lad mig bringe jer på sporet. Det begynder i det små og ender i det kæmpestore. Der går en lige linje imellem den allermindste hverdagsbe­given­hed til storkrig. Her er et eksempel - hvad vil I gøre i denne situation: Lad os sige, I sammen med en del andre er inviteret til middag hos nogle bekendte. Det er rigtig hyggeligt med velkomstdrinks og snacks. Snakken går gemytligt om, hvad I nu hver især laver, om havearbejde, om elbiler, om strikkeopskrifter – eller hvad det nu kan være. I har godt bemærket værtsparrets søn, William, en 4-årig knægt, der er temmelig højrøstet, men det er jo ikke jeres sag. I er jo bare gæster, og det er jo meningen, I skal hygge jer. Så kommer I til bords, men I har ikke siddet ret længe over forretten, før drengen begynder at skabe sig: Så vil han ikke spise sin mad, så vil han ikke drikke sin sodavand. Så vil han sidde hos mor og så vil han ikke alligevel. Far og mor sværmer om ham, taler strengt, lokker, beder, tigger William, der opfører sig som det, han er: En forkælet møgunge. Og det bliver stadig værre. Alle prøver at føre en voksen samtale, men lille William råber og skaber sig, og værtsparret kan af en eller anden grund ikke finde ud af at få sagt fra. Det rette ville være at få sendt ungen væk. Men ingen gør noget. Alle sidder og vrider sig indvendig. Alle har lyst til at sige: Jamen, så hold dog … - og så videre. Men ingen gør noget. Hvad vil der ske, hvis man siger noget? Må man rette på andre folks børn? Må man blande sig i andres opdragelse? Og hvad sker der, hvis man gør dette her ved bordet? Ødelægger man så ikke den gode stemning? Her har vi sådan et sted, hvor der kaldes på ridderen – men hvor de fleste af os viser sig som kujoner. Bagefter ved man, hvad man skulle have gjort. Men man skammer sig, for man gjorde det ikke.

Der går en lige linje fra medløberne ved bordet til medløberne i storpolitik. I Vesten er vi vældig stolte af, at vi har indført hårde sanktioner imod Putins invasion. Der er nærmest et kapløb i gang om at være dem, der er mest for Ukraine. Vores statsledere holder flammende taler mod Rusland, vi sender våben og medicin og skudsikre veste derover, så ukrainerne kan yde Putin modstand. Men vi er meget omhyggelige med ikke at gøre noget, som kan blive farligt for os selv. Vi er meget påpasselige med ikke at gøre det, som vi måske skulle have vovet at gøre fra starten – så mange, mange menneskers liv kunne være reddet: Sætte hårdt mod hårdt. Sige: Hvis ikke den invasion stopper nu, så bliver der krig med os. Alle er pæne og humane og går ind for menneskerettigheder, men alle er også meget omhyggelige med ikke at provokere Putin, mens han slår mennesker ihjel. For hvad nu, hvis han trykker på knappen? Hvad nu hvis vi selv kommer i krig? Ja, det er spørgsmålet. Under Cuba-krisen i 1963 stod verden i en tilsvarende klemme, og USA vovede dengang at gamble og sætte hårdt mod hårdt – og så bøjede Sovjetunionen af. Det samme vil Putin gøre, for det er det sprog han kender: Hårdt mod hårdt. Hvis han møder en, der har en større kanon end ham og som tør trodse ham, så bøjer han af.

Sådan er det. Nogle gange må man vove at gøre det, man er allermest bange for. I familiens skød og i storpolitik. For ellers er man en kujon, der lader det onde passere. Ja, lader som om, det slet ikke er ondt. ”Led os ikke i fristelse”, siger vi i Fadervor. Det gælder hver dag, hvert øjeblik.

Markus fortæller om en situation, hvor Jesus er i samme klemme. For det er meget vigtigt at forstå. Evangelisterne skildrer ikke Jesus som sådan en slags superhelt, der altid bare gør det rigtige. Selv Jesus må kæmpe med fristelsen. Også han fristes til at være en kujon. Han rejser sig hver gang som en ridder, men han kender fristelsen – ja, det er hele pointen i budskabet om ham: Det er nøjagtig det, han er kommet for. For at gennemgå den samme fristelse som os, men som den eneste kæmpe imod, modstå Fristeren, forsvare godhed, kærlighed og ret. Det er gammel kristen tradition, at han kom for at gå i døden for os. Det er også sandt, men han kom jo da ikke kun for at dø i vort sted. Han kom da også for at leve i vort sted - for at bryde en ny vej, åbne en anden mulighed, vise os et andet eksempel.

Der er selskab hos Simon Den Spedalske. Simon er farisæer, dvs. han tilhører et jødisk parti eller en jødisk forening, som ville genrejse Israel moralsk og politisk. Simon har været spedalsk, men er blevet helbredt – måske af Jesus? Nu ligger de så til bords, alle mændene. De har fri, maden er god. Alle er indstillet på en hyggelig aften. I aften skal der ikke tales politik eller religion. I aften vil de bare være glade, drikke god vin og blive så dejlig ligeglade – blot denne aften. Og præcis sådan har Jesus det selv. Han ligger på sin bænk og holde for en gangs skyld fri. Til daglig har han ikke et ledigt minut. Ustandselig kommer de til ham med deres syge, deres døende, deres sorger, deres problemer, deres frygt, deres alt-muligt. Men i aften har han helle. I aften vil han bare læne sig tilbage og tale om ufarlige ting: om den gode mad og herlige vin. Høre på og selv fortælle vittigheder, lystige historier – og måske skal de synge sjove viser? Herligt i godt selskab. Men det varer ikke ved. Netop nu – af alle tidspunkter - opstår igen sådan en situation, hvor man må vælge: Ridder eller kujon. Midt i det hele kommer denne kvinde brasende ind i stuen. Alle kender hende straks. Byen er ikke større. Alle ved, hvad hun er for en: En gammel prostitueret, ikke engang køn mere. Halvfuld er hun vel også allerede. Hvad i alverden skal hun her mellem ordentlige folk, mellem ansete mænd, byens spidser forsamlet til en privat middag? Kvinden har en lille amfora i hånden, en lille parfumeflaske. Hun går lige hen til Jesus, der et øjeblik - men kun et øjeblik - håbede, han kunne gemme sig. Så knækker hun halsen på den lille flaske og øser den parfumerede olie ud over hans hoved – som man gør, når man salver en konge. Og så bryder uvejret løs. Her er der ingen, der behøver holde sig tilbage. Hele optrinnet er latterligt: Den gamle kælling kommer vraltende her med sin ekstremt dyre parfume, som hun pøser ud over hovedet på en af Simons gæster. I stedet for at sælge den og give pengene til de fattige! Det er en hån, en skandale. Og de skælder hende ud. Og da er øjeblikket der for Jesus. Han føler fristelsen helt ind i knoglerne: Med olien dryppende ned over tøjet har han lyst til at gøre som de. Han har det nøjagtig ligesom Bertel Haarder, der skulle hjem at holde jul og spise risengrød og så blev forstyrret og forsinket af en dum journalist: Han har lyst til at lukke øjnene og lade de andre smide konen ud. Han ved, at de gør kvinden uret, men han vil så gerne slippe for ballade nu. Han vil så meget hellere gøre ingenting, selvom han ved, det er uret, det er forkert. Det er fristelsen til at være en kujon. Så sød den er. Så stærk den er.

Men så tager han et mægtigt tag i sig selv og gør det, han egentlig er bange for at gøre: Han råber op, taler skarpt, sætter værten på plads, forsvarer den stakkels forstyrrede kvinde. Ja, mere end det. Han tolker hendes handling som en forudsigelse, behandler det forslidte hærgede væsen som en profet. ”Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har forud salvet mit legeme til begravelsen”, siger han, og føjer til: ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende”. Jesus ser, at hun – af alle – har vovet at gøre det rette. Hvem ved, hun har vel givetvis selv dybt inde frygtet at gøre det, hun gør: Nemlig at hædre ham, vise ham sit hjertes tro og kærlighed. Hun vidste jo, de ville blive tossede på hende. Men hun handler alligevel som ridderen, der gør det han er allermest bange for, men som han føler er ret.

Dagens evangelium er en direkte udfordring til os. En handske lige i synet på os. Vor Herre kom for – helt alene blandt mennesker – at modstå fristelse hver gang. For os, i vores sted, som vores stedfortræder. Lige om lidt står I og jeg i en ny uforudsigelig klemme, hvor det skal vise sig: Er vi riddere eller kujoner?

Amen  

Prædiken til Påskedag II

Matt 28,1-8

Salmer: 224, 218, 227, 236, 234

 

Kom hjerte med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham som døde,

men levende dig nu vil møde.

O, salig påskemorgenstund

med guld i mund

 

Et er søkort at forstå, et andet skib at føre. Sådan siger Holberg i et skuespil. Og det betyder: Én ting er at kunne læse et søkort hjemme ved skrivebordet. Sige: Nå, der har vi sejlrenden gennem Storebælt, og der har vi Doggerbanke, Fiskerbanke, Sydlige Utsira og farvandet ud for Jeren Lista! Det er én ting. Noget helt andet, ja, noget fuldstændig anderledes er det at stå på broen og styre et helt skib igennem de selvsamme farvande. Eller for at sige det på en anden måde: Der er forskel på at sidde i derhjemme sammen med gutterne og råbe ad landsholdsspillerne i fjernsynet, når de laver fejlafleveringer og taber bolden midt på banen. Og så selv at stå nede på banen i landsholdstrøjen med 40.000 brølende tilskuere på lægterne og skulle aflevere bolden til en medspiller. Det er det det betyder.

Og på nøjagtig den måde er der forskel på at gå hen at høre et foredrag om opstandelse i kristendommen, eller at læse en bog om de forskellige religioners forhold til opstandelse – og så selv stå umiddelbart foran sin egen død og høre om opstandelse. Det kan nu være vældig interessant at høre om forskellige teorier og læresætninger om, hvad der mon er tænkt om opstandelse: Nå nå, kan man sige, muslimerne tænker altså sådan om opstandelse, og de kristne gør sådan. Det var dog interessant. Hvem ved, måske skulle man gå i kirke en dag at høre lidt mere om det? Der er en verden, ja, flere verdener til forskel på det, og så på at sidde sammen med sin familie til nadver på hospice, præsten er der, de kære omkring den syge, alle holder hinanden i hænderne, mens præsten læser ordene fra Johannes-evangeliet, hvor Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Et er søkort at forstå, et andet sejlskib at føre. Påskeevangeliet er ikke lære eller teori. Det er ikke oplysning til Borgerne om religion. Det er en lidenskabelig tale til håb, trøst, glæde og opmuntring. ”Det kan ikke passe, at det bare bliver sort”, sådan sagde en, jeg har kendt, da det var hendes tur. ”Nu skal det vise sig, om det er sandt, hvad jeg har prædiket for andre i så mange år”, sagde en præst, jeg har kendt, da det blev hans tur. Det er her, evangeliet skal høres.

I medierne inviterer de altid religionsforskere ind, når der skal siges noget om kirke og kristendom, og den slags folk har sikkert læst meget på deres computer, ja, måske har de endda været på feltarbejde ude i en rigtig kirke eller en moske for at undersøge, hvad de kristne tror på. Men på den måde fatter man ikke en bjælde af, hvad påske er. For det høres allerbedst ved en kiste, ved en grav, ved en hospitalsseng, i mørket, alene en søvnløs nat ved vågelampens skær. Som en personlig tale til lige netop mig.

Teologen og tænkeren Søren Kierkegaard sagde, at Biblen skal læses som et brev fra den elskede. Det var i gamle dage for snart 200 år siden. Og nu om dage kan man sikkert klare sig med en sms eller en besked på Messenger, men jeg tror nu nok, den slags beskeder bliver læst på samme måde til alle tider – uanset mediet. I Kierkegaards billede tager pigen brevet frem, studerer papiret, det er skrevet på, kigger på konvolutten og frimærket, læser det igen og igen, læser frem, læser tilbage, begynder forfra, hæfter sig ved enkelte ord og får hjertebanken ved at læse en bestemt vending. Sådan læser hun selvsagt ikke et brev fra Skatteforvaltningen eller Sundhedsstyrelsen. For dette brev er jo til hende personligt fra en, der selv er personligt involveret, en, der har et helt særligt ærinde til hende: Hendes ven, hendes kæreste. Sådan, siger Søren Kierkegaard, skal man læse eller høre evange­liet. Kun sådan vil det forstås. Det er for mig, for jer – fra én, der er personlig involveret i mig i jer, vor Herre Jesus Kristus.

Dertil kan man nu hjælpe sig selv en lille smule. Jeg skal betro jer en hemmelighed: Præsten prædiker ikke kun for andre. Han eller hun prædiker altid først og fremmest for sig selv. Javist, man kan komme afsted med at holde nogle rigtig sløve uengagerede prædikener, fordi man havde for lidt tid eller havde tandpine eller ondt i maven. Men præsten skulle gerne tale, fordi han selv har hørt en tale til sig, fordi han selv er ramt af noget, han har læst eller hørt. Personligt.

En canadisk professor i idehistorie har skrevet en bog om trøst. Han havde brugt et helt liv på at sammenligne forskellige filosoffers og tænkeres ideer, men pludselig var det gået op for ham, at filosoffer og tænkere og teologer ikke bare sad ved deres skriveborde og tænkte store tanker, mens de bakkede på deres lange piber eller drak cognac, mens de nød udsigten over haven. De bedste af dem, dem, hvis tanker og ideer fik virkning for andre – de skrev og tænkte, fordi det var nød. Fordi de var desperate, bange, urolige, fordi de længtes efter noget, håbede mod håb på et eller andet. Han nævner f.eks. kejser Marcus Aurelius. Han var stoiker, en filosofisk retning, som stræber efter at bevare selvkontrollen og selvbeherskelsen uanset, hvad livet bringer en. Marcus Aurelius er siden blevet berømt som netop en stor stoisk tænker, men det var da ikke derfor, han skrev. Han skrev til sig selv, prædikede for sig selv for at holde dæmonerne fra døren. Han skrev sine berømte ”Meditationer”, som de kaldes – ikke derhjemme i paladset i Rom, men mens han var i felten, i en endeløs krig imod barbarerne, de vilde germanere fra nord. Han sad i sit telt ved en militær lejrplads. Han var 58 år gammel. Han var syg, han var øverstbefalende i en krig, han hadede. Han skrev om natten i lyset fra en feltlygte – for at bevare sig forstand, for at trøste sig, stive sig af, holde et eller andet op imod sin frygt og fortvivlelse. Hvis man læser hans tanker med den viden, læser man dem pludselig på en anden måde.

Det gælder også Paulus, som vi kalder apostel. Han står i mange kirker på fine forgyldte altertavler med sit sværd i hånden og skuer med evighedsblik ud over menigheden. På berømte malerier af de store mestre er han af en eller anden grund afbildet som en vis olding med langt skæg. Men Paulus skrev heller ikke lærde afhandlinger. Han skrev af nød, fordi det angik ham selv. Hvis man siger som kvinden, jeg har kendt: Det kan ikke passe, at det bare bliver sort – så kan man skrive for andre. Hvis man skriver en afhandling om opstandelsen, falder vi allesammen i søvn på allerede på side 3. Paulus var en lille grim mand, formentlig let pukkelrygget. Han blev tit hånet af sine modstandere, men de vidste godt, at de ikke kunne overgå ham i en diskussion, eller når han holdt sine flammende prædikener. For det var jo ikke lære for ham, ikke paragraffer i en regelsamling. Han havde mødte den opstandne. Han havde et håb, som ikke stod til ham selv og som fik ham til at gå gennem ild og vand. Hør selv, hvordan han skriver i et af sine breve. Paulus skrev netop ikke andet end breve, fulde af kærlighed og lidenskab: ”Vi volder ikke anstød med noget som helst, for at tjenesten ikke skal komme i vanry,  men anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst,  pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult,  ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed, ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, ved at bruge retfærdig­hedens våben til angreb og forsvar, under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere og dog sandfærdige, som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde,  som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt”.

Med alle de her gnistrende lidenskabelige modsætninger beskriver Paulus sig selv og sit liv. I sig selv har han spot og forfølgelse, uro, møje, søvnløse nætter, bekymring, frygt og døden i hælene. Og så har han dog tillige noget andet – det, han har hørt, det han har set, det han selv prædiker – det, som overstråler eller gennemlyser alt det, og som ikke afhænger af ham selv og hans evne til at tro, fordi det allerede for længst er sket uden for ham, uafhængigt af ham: At Kristus er opstået fra de døde. For Paulus betød opstandelse ikke, at hurra, nu får vi en chance til. Det betød: Allerede nu er alting nyt. Vi kender vores Gud i Jesus Kristus – for hvem opstår på den måde, hvis ikke Gud har grebet ind?

Lad mig prøve at sige det som jeg selv ser det. Døde står ikke op – det ved jeg, om nogen. Jeg har stået og kigget ned i ret mange grave, og jeg tænker hver gang: Godt det ikke er mig. Eller jeg tænker, som en god ven engang sagde: Bare sørg for, når det bliver min tur, at jeg er helt død, inden I sænker mig ned. Når solen skinner og jeg har batteri på mobilen, tænker jeg mismodigt, at det hele nok bare er smukke drømme om menneskets gamle håb om det, der ikke kan ske. Vi mennesker er alene. Vi fødes, vi dør og så bliver det alt sammen så skuffende sort. Men – så hører jeg hende, der kort før sin død med lidenskab sagde: Det kan ikke passe, at det bare bliver sort. Og så læser jeg hos Mattæus og Paulus noget, som et personligt brev, en personlig tale til mig: Hør nu, dit fjols. Der var jo vidner, der så ham. Vi har alle disse vedholdende beretninger om dem, der så ham. Hvad nu, hvis det faktisk er sket, længe før du blev født, din torsk? Ja, det er sket uden at du kan gøre en skid ved det!

Et er søkort at forstå, et andet skib at føre. Et er at høre, at nogen tror, at Jesus Kristus er opstanden. Noget andet er, når jeg siger til jer – og mig selv: Jesus Kristus er opstået fra de døde. Han, der involverede sig med mennesker, han, som kom for at tjene og givet alt sit bort – Marias søn – i ham kender vi Gud. Ikke en gud, men min Gud, jeres Gud og alles Herre. Det er allerede sket for os – uafhængigt af os og vores evne til at tro det. Et mægtigt håb spændt ud over os, over jer og mig, højt over alle bekymringer og sorger og tvivl og sygdom og død. I kan ikke lave om på det. Men I kan tage det til jer og tro det!

Glædelig Påske!

Amen

 

Prædiken til Skærtorsdag II, 2022

Joh 13, 1-15

Salmer: 455, 473, 465, 456, 599

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Hvordan ville Jesus have set ud, hvis han var blevet gammel? Hvordan ville hans ansigt se ud? Jeg tror, jeg ved det. Jeg har nemlig set et ansigt, som ligner. Det var ganske vist en kvinde, men lad mig fortælle om hende: Hendes ansigt så ud, som om nogen havde ridset i det med skarpe søn og glasskår, og skåret i det med en hobbykniv. Hendes gode intelligente øjne lyste op i et ansigt, der så ud, som om det havde været udsat for tortur, var blevet slået på og skåret op med skalpeller og knive. Hun fortalte mig sin historie: Hun og hendes mand kunne ikke få børn. De ønskede sig sådan at få en datter eller en søn, men de kunne ikke. Så adopterede de en dreng fra Rumænien. Efter alle mulige bureaukratiske forsinkelser havde de endelig hentet en lille sorthåret dreng på omkring et år. Og de var lykkelige. De første år gik det godt, men så begyndte noget at vise sig i drengen. Hans første dage og uger havde han tilbragt på et børnehjem, og det havde ikke været godt. Efter sigende kan man spolere et lille barn ved ikke at vise det et venligt ansigt at spejle sig i, ved ikke at smile til det og set det i øjnene. Efter sigende kan man ødelægge det i dets allerførste levedage. Men kvinden og hendes mand mente, at hvis de blot elskede drengen, så ville de kunne opelske ham og bøde på alle drengens sår på sjælen. Men det blev værre. Det var noget koldt og ondskabsfuldt i drengen. En mærkelig spontan dæmonisk vilje til at trodse og gøre ondt. Han voksede op, og forældrene havde snart ikke en rolig dag. Ustandselig var der ballade. I børnehaven, i skolen, i fritidshjemmet, til fodbold. Lunefuld og ondsindet var han, selvom forældrene ikke ville se det. Så døde manden, og kvinden stod alene med den vanartede søn. Han begyndte at hænge ud med de forkerte, røg hash og det, der var værre. Han fik problemer med politiet, fik bøder og i begyndelsen betingede domme. Måske var det hashrygningen, der gjorde det? På et tidspunkt brød sindssygen ud i lys lue. Skizofreni hed diagnosen. I periode var han rolig, og straks troede hans stakkels mor, at nu var han endelig vendt om, endelig kommet tilbage. Nu skulle de endelig til at være mor og søn. Men så svingede han om, fik det onde præg om munden. Han opsøgte hende på alle mulige tidspunkter af døgnet, ringede til hende om natten og holdt lang enetaler, så hun blev ude af sig selv af angst. Hun kørte ud til ham, sad og lyttede til hans ondskabsfuldheder i timevis, fik han indlagt, fik ham ud igen, og fik ikke andet end modbydelighed og hån i stedet. Han plagede hende for husly, for mad, for penge og spyttede på hende, når han fik det. Og sådan blev det ved. Hun blev gammel og havde slet ikke kræfterne mere, men intet ændrede sig. Hun troede stadig, hun kunne hjælpe ham, forandre ham, ja, forvandle ham med en moders kærlighed. Hun hang ved ham, troede og håbede alt, men blev skuffet igen og igen. Og hendes håbløse tro på den gale, hendes håbløse kærlighed til den sindssyge søn skar gennem årene dette net af furer og rynker og knivskarpe linjer i hendes ansigt. Når jeg læser om ”lidelsernes mand”, som vi læser om i morgen, Langfredag, så har jeg denne påske tænkt en del på hende og hendes martrede ansigt.

Sådan ser Guds ansigt måske ud. Sådan ville Jesu ansigt givetvis komme til at se ud, hvis han var blevet ældre. Vansiret, pint og plaget – ikke af bekymring for ham selv, ikke af såret stolthed, ikke af alle mulige store tanker om ham selv – nej, slet ikke noget af den slags, men af sorg og frustration over ikke at kunne nå ind til sine landsmænd, sine kære, ikke engang sine egne disciple og venner. De er som fra en anden planet, selvoptagede som de evig og altid er. ”Glemmer en mor sit diende barn, glemmer en mor det barn, hun fødte?” Sådan står der i Esaias’ Bog. Nej, det gør Gud ikke. Selv ikke sine mest vanartede børn. Han er som den stakkels mor, der bliver ved med at holde fast, holde ud, holde ved. Selvom det ser håbløst ud. Der findes et vidunderligt ord på dansk, som slet ikke findes på andre sprog. Heller ikke på det engelsk, som vi ustandselig forurener vores sprog med. Det er ordet ”opelske” eller ”fremelske”. Det bruges vist mest indenfor havebrug og gartneri: En gartner kan opelske en ny rose, pode den ind på en anden plante, vande og gøde og nusle om den. Jesus vil opelske os. Det er hans trick, hans greb. Hvad den stakkels forpinte kvinde ikke kunne med sin sindssyge adoptivsøn, det vil han vove med os.

Det er det, vi er. Guds vanartede adoptivsønner -og døtre, som han bliver ved med at håbe på, og som han bliver ved med at ville forvandle i sit eget billede. For det vil han fuldt så meget som en mor, en far. ”Gud blev menneske, for at vi skulle blive guder”. Så vildt formulerede kirkefaderen Athanasius det engang. Dermed mente han ikke, at vi skulle løbe rundt og lege forkælede små guder, men at vi skulle blive små Kristus’er, intet mindre. Sker det end ikke i morgen eller om en uge eller om 20 år, så dog i evigheden. Men opelske – det vil han.

Men Peter fatter intet. Han er helt blank. Han forstår ikke Jesus - begriber ikke, hvad han vil. Hvis Jesus havde sagt til Peter og de andre disciple: Løb ud og find et vaskefad, og kom så og læg jer på knæ og vask mine fødder - så ville de ikke have tøvet. De ville være sprunget afsted. De ville have kæmpet om at være den, der kom først. Og hvis Jesus samtidig havde gjort nar af dem, og bagefter ydmyget dem og sat sin fod på deres nakke – så ville de elske ham og forgude ham endnu mere. Det var kun rimeligt, ville de synes. Sådan kunne en læremester altid forlange af sine elever. Man kan læse det i de gamle rabbineres skrifter. Sådan er det ret. Til hver en tid. Men Jesus gør det modsatte. Han behandler dem som sine herrer. Som en slavedreng kravler han rundt og vasker sine elevers fødder.

Peter finder det skrupforkert. Så afsporet han er, er han dog også ærlig nok. Han kender sig selv godt nok. Han skammer sig jo over den stads, Jesus gør af ham. Det er dybt menneskeligt – vi ved det alle sammen. Et par gange om måneden er jeg ude på Marienlyst Plejehjem for at holde gudstjeneste. Så kommer de ansatte trillende med de gamle. Der er iblandt dem nogle lidt brede mandhaftige damer, som fører et ret bramfrit sprog med de gamle. ”Nå”, siger de f.eks. til en gammel mand: ”Nu må du høre efter, så du kan blive ordentlig!” Eller de siger: ”Du kan nok trænge til at få lidt syndsforladelse”. Plus en hel masse andre kommentarer. Jeg har nogle gange lyst til at sige til dem, at det kunne de jo nok også selv trænge til, men jeg tager mig i det, for de har jo egentlig grundlæggende ret. De har dybt nede en god forståelse af, hvad det drejer sig om: At vi faktisk skal forvandles, formes i hans billede. Gud vil ikke bare forbedre os, men forvandle os, give os et helt ny jeg.

Der er ikke tale om, at vi bare lige skal tage os lidt sammen og så er den hjemme. Det, Gud vil, kan vi med vores bedste vilje ikke opfylde. Peter ved godt, at han dybt nede ikke kan ville det, som Jesus vil. Vi er værgeløse over for vores instinkter og indskydelser. Hvad ville I f.eks. gøre, hvis I var ombord på et synkende skib? Hvordan ville I reagere? Jeg ved det ikke selv, men jeg er alvorlig bange for, at jeg ville opføre som det dumme svin, som skubber kvinder og børn til side for selv at få en plads i redningsbåden. Mine indtryk af andre mennesker kan jeg ikke gøre mig til herre over: En er for tyk, en har en grim frisure, en ser hoven og dum ud – jeg er en lille dommer, der slet ikke kan styre de indskydelser. Der er en, der har givet et fint billede på vores vilje. Det er som rotterne i kælderen. Hvis jeg springer ned og åbner døren med et ryk, ser jeg dem myldre til alle sider. For de har ikke nået at gemme sig. Men hvis jeg derimod giver mig god tid og går fløjtende ned ad kældertrappen, så vil jeg ikke se dem. For de har haft tid til at gemme sig. Sådan med vores vilje. Når det pludselig gælder, så stikker vores vilje tit et meget grimt fjæs op, fordi der ikke har været tid til at tøjle det. ”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Jeg kan ikke selv vende om og blive en Kristus. Hvis jeg prøvede, ville jeg snart komme til at ligne – ikke Kristus, men en ubehagelig from djævel.

Evangeliet er: Når Kristus ser os, ser han på os, som den martrede gamle mor så på sin sindssyge dæmon af en søn: i kærligheden og troskabens lys. Og han behandler os helt urimeligt, som om vi var hans herrer. I folkekirken siger vi så tit, at Gud elsker os som vi er. Det lyder så sødt, men jeg kan ikke længere sige sådan. Det er blevet mig for slapt og passivt. Hvis vi endelig vil tale om kærlighed – og det vil folkekirkepræster altid gerne - så er det en martret, vild og såret kærlighed. En mor elsker ikke bare sit barn, hun opdrager det da. I gamle dage ville man sige ”tugter” det, men det kan man nok ikke sige mere. Men stædigt tager hun det i hånden og lære det at gå, stædigt fører hun dets hånd, når det skal lære at skrive. Hun lærer sit barn, fører det, former det, tvinger dets vilje.

Luther beskrev livet som en kamp for os selv – imod os selv. Paulus talte om, at det indre menneske, det nye menneske skulle opstå, og det gamle dø. Det er det samme. Jesus siger det jo selv så tydeligt: Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Ikke vaske hinandens fødder, som præster af en eller anden grund gør på festivaler i fuldt ornat, men I forstår nok meningen. Jeg formulerer det sådan – selvom det lyder underligt: I skal tro, I er dem, Jesus regner jer for. I skal lade som om I er dem, Jesus ser jer som. Det er det, det begynder med.

Amen

 

Prædiken til Nytårsdag II, 2022

Prædiken til 2. Juledag 2021 

Prædiken til Juledag 2021

Prædiken til Juleaften 2021 

Prædiken til Nytårsdag II, 2022

Matt 6, 5-13

Salmer: 712, 102, 587, 108, 715

 

O Gud, som tiden vender

og styrer i din hånd,

vi folder vore hænder

og sukker ved din Ånd:

I Jesu Kristi navn

lad dette år os være

velsignet, dig til ære,

og vore sjæles gavn

 

At begynde det nye år med et Fadervor – hvad kunne egentlig være bedre? Kirken har sit eget nytår – første søndag i advent, hvor vi hører om indtoget i Jerusalem eller Jesus, der holder gudstjeneste hjemme i Nazaret. Men vores borgerlige kalenderår – det kan passende begynde med et Fadervor. Før vi kommer med alle vores forudsigelser om, hvad det nye år vil bringe, før vi giver os i kast med alle vore forventninger og bekymringer, skal det nye år bedes på plads med et Fadervor. Det er nemlig det, den kan, den bøn, som Jesus lærte os: Den kan sætte verden på hængsler igen. Selve universet, hele skabelsen kan den bringe i lave og sætte alting på rette plads. Når man beder Fadervor, beder man verden på plads, så man fornemmer, hvad der er op og ned, hvad der er væsentligt, og hvad der egentlig ikke betyder noget som helst.

Det lyder måske overdrevet, men det er nu ganske vist. Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste om salmedigteren Thomas Kingo og hans morgen- og aftensalmer. For ham var en salme ikke bare en sang, der var god at synge på en god melodi. Nej, han tænkte større. Når han digtede sine morgensalmer, ville han hjælpe os med at synge dagen på plads efter nattens bekymringer og vågetimer. Og når han digtede sine aftensalmer, ville han på samme måde hjælpe os til at synge natten på plads efter dagens travlhed, problemer og stress. Det var slet ikke noget, han havde fundet på. Det var jo bare sådan, han gjorde med sin morgen- og aftenbøn. Salmerne skulle være bønner på vers. Så i stedet for at tumle ud af sengen og straks gå i gang med et eller andet, ville Kingo begynde dagen med at sætte den på plads: Hvad er det vigtigste i dag? Hvad skal jeg? Hvad er op og ned i verden? Allerede på sengekanten ville han blæse i basun og synge om den Gud, som havde sat sin englehær om hans seng om natten, mens han enten sov eller lå og plagede sig selv med alle mulige forvirrede tanke. Og på samme måde om aftenen. I stedet for at trimle i seng med alle dagens tanker kørende rundt i hovedet, ville han først sætte verden på plads for natten, bede Gud bevare ham for onde drømme, natteuro, sygdom og død. Og hvis det behagede Gud, at han ikke skulle vågne i sin egen seng næste morgen – måtte det da være til opstandelsen på den yderste dag.

Det er noget dybt menneskeligt. Jeg er sikker på, de små børn ved, hvad jeg taler om. Når mor beder Fadervor, synger, ”jeg er træt og går til ro” eller ”Solen er så rød mor”, så bliver alting ligesom sat i hak, livets dør kommer på hængsler igen. Mor er her, far er her, bamse er her, og nu kommer alle de kendte ord og forvandler verden og gør den tryg. Dybt menneskeligt er det. Jeg er sikker på, alle, der har fået sunget godnatsang, eller ved hvis sengekant der er blevet bedt fadervor – de kender det dybt i hjertet.

Gud er en Gud, der vil tilbedes af de uværdige, af tvivlerne og de vantro. Og han har tilmed givet os sin egen bøn at bede og så har han sagt: Når I beder den bøn, så vil jeg høre jer, som om I var Jesus selv. Det lyder måske underligt – ligesom lidt nedsættende, men det er ikke sådan ment: Fadervor er ligesom et manuskript, som skuespillerne får stukket i hånden ved første prøve. Skuespillerne kommer sammen der fra deres almindelige hverdag med børn, der skal afleveres i børnehave, madpakker, der skal smøres, biler, der skal til mekaniker, regninger, der skal betales. Så møder de frem til læseprøven på teatret. Og der får de deres rolle: Du skal spille Jeppe på Bjerget. Du skal spille hans kone Pernille. Du skal være greven, og du skal være grevens vittige lakaj. Og pludselig er en verden bygget op. Pludselig er skuespillerne det, som Holberg i sin tid digtede. En verden falder på plads.

Når vi beder, får vi halvhedenske hverdagstvivlere lov at indgå i en rolle, som slet ikke burde være vores, nemlig som Guds børn, ja, som Jesus Kristus selv. I gamle dage, når man var helt på den i matematiktimerne, kunne det ske, at man skævede ind over skulderen på sidemanden for at se, om man kunne snyde sig til facit. Jesus er som en overgod skolekammerat, der lader os se ham over skulderen. Ja, han hvisker ligefrem i øret på os: Her, skriv af hos mig, lær min bøn udenad, som om det er din egen!

Nuvel, nu begynder bønnen ligepå og uden dikkedarer. Den begynder slet og ret med at sige: Far! Dermed er alle vores åndssvage spekulationer skubbet til side fra begyndelsen: Er der en Gud til? Er han almægtig? Kan han skabe en sten, som han ikke selv kan løfte? Kan vi tro på ham, lever han op til vores forventninger til en gud? Al den slags bliver punkteret. Det er ikke vores plads, ikke vores business. Nej, Gud kalder vi ”Far”. Sådan kalder børn på deres far. De begynder med at sige: Far. Væk med alle spekulationer. Gud er vores Far i himlene. I det gamle Rusland, kaldte de russiske bønder Zaren for ”Lillefar”. Med det kærlige fortrolige udtryk røbede de deres naive tro til den fjerne rige zar i Moskva eller Sankt Petersborg: Når verden går os imod og den rige godsejer plager os, så kan vi altid klage vores nød til ”Lillefar”. Han er over dem alle, og han kan sætte tingene på plads. Gud er den almægtige, som vi kalder ”Lillefar”.

Og så en anden vigtig ting, som ligger allerede i første linje. Læg mærke til, at vi siger Fader vor – altså ikke ”min Far”, men ”vores Far”. Selvom man beder sit Fadervor alene i sin seng, så siger man ”vi”. Altså flertal. Og der kommer det tydeligt til udtryk – det jeg sagde om, at verden bliver bedt på plads. Her har vi Gud den almægtige, vores far – og her står vi alle sammen, jeg sammen med alle de andre. Det er kun i vores verdensfjerne, indvidualistiske tider, at vi tror, at et menneske er en ø, et isoleret individ, der skal skabe sin egen verden. Nej, gu’ er vi ej. Vi står alle sammen sammen i samme menighed, sammen over for vor herre, hernede på jorden under samme himmel.

Og nu kommer så det, vi beder om. Tænk, vi begynder med at bede Gud selv hjælpe os med at tro på ham: ”Helliget vorde dit navn”, dvs: Send din egen stærke ånd til os, så du er os hellig, så du er os dyrebar, og så dit ord vejer tungest hos os. Eller sagt i bibel-sprog: Så vi frygter dig – ikke andre mennesker. Straks, når det er slået fast, går bønnen videre: Komme dit rige! Det er det, vi med et gammel ord kalder ”forsynet”, altså at tiden er i Guds hånd. Fremtiden modtager vi hver morgen af hans hånd, og når han synes, kommer hans rige. Det kommer ikke, blot fordi vi mennesker stikker hovederne sammen og holder topmøde og skriver en fin erklæring om 17 eller 35 verdensmål. Atter kommer verden på plads. Gud er Gud, og vi er mennesker. Hernede mellem jordes furer skal vi bruge vores fornuft og forstand, men vi er fritaget fra at tro, det er os der er Gud. Og det er ærlig talt en stor ting for et lille menneske.

Ske din vilje. Den bøn, Jesus selv bad i Getsemane have. Atter engang tages en stor sten fra vores skuldre. ”Ske din vilje” betyder: Gud, vi stoler på og har tillid til, at du ved bedst. Også selvom vi synes, alting går den forkerte vej – så stoler vi på, at du ved bedst: ”At al mørkhed svinder, og sjæleve, blot jeg trygt vil sige, din vilje ske”. Sådan står der i Jakob Knudsens elskede morgensalme.

Så bliver det helt konkret: ”Giv os i dag vort daglige brød”. Ifølge Luther handler det ikke kun om koldhævede surdejsbrød. Det handler også om ægtefæller, børn, forældre, gode naboer og gode venner. Alt det er noget, vi får givet. Læg mærke til at selve sproget giver Luther ret: Vi får børn, vi får en kæreste, vi får mad på bordet, vi får et langt liv. Selve livet, siger vores sprog, er noget, vi får. Vi tager det ikke. Vi hugger det ikke, vi har ikke narret os til det. Vi får det.

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” - den sværeste sætning for konfirmanderne, men betydningen er simpel: Gud, du som daglig forlader os al skyld og dækker os med din nåde – det manglede da bare, at vi gør det samme over for vores medmennesker, vores Næste, det menneske, vi er nærmest lige i dette øjeblik. Her møder vi det endnu engang: Vi er aldrig isolerede individer, men står side om side med andre mennesker. Vi er sammen side om side – alle vi tilgivne syndere – og nu lader vi Guds tilgivelse råde imellem os. Atter en gang sættes tingene på plads. Det sættes et mål, en retning for os. Det er det, det drejer sig om – og alt det andet, ja, det kommer i grunden i anden række.

”Led os ikke i fristelse”, lyder det så. Det er den bøn, som paven gerne ville have lavet om, men den svarer sådan set til bønnen om, at Guds navn skal ”vorde os helligt”. Gud skal hjælpe os og ikke overlade os til den onde Ånd, Satan, at føre os vild og væk fra Gud. Fristelsen er ikke noget, vi kan opleve en sjælden gang imellem. Vi fristes konstant til at tro, det er os, der er Gud, at det er os, der råder for verden, at det er os, der styrer. Bønnen sætter os på plads, så det ud af vores mund kommer: Gud, vor Far, pas på os og brug din magt til at forhindre, at vi kommer væk fra dig.

Og tæt herefter kommer så endelig ”fri os fra den onde”. Fra Løgnens Fader, fra den lede Satan, der ikke helmer, før han har gjort et lille menneske fortvivlet til døden.

Og til sidst lyder det næsten som i en moderne hip-hop-sang: Det er dig, der styrer, Gud! Din er magten, din er æren – og tak for det, for så slipper vi for at skulle have æren for alting, men kan nøjes med at være mennesker.

Sådan har Jesus overladt os sin vidunderlige bøn, så vi kan bede verden og det nye år på plads. Nu er nattens trolde forsvundet. Dagsordenen er sat, det nye år er hængt op på sine hængsler. Alt sammen fordi Jesus lader os skrive hans bøn af.

Godt Nytår

Amen

 

Prædiken til 3. s. i advent I, 2021

Luk 1, 67-80

Salmer:74, 598, 96, 86, 105

 

Gud, lad os leve af dit ord
som dagligt brød på denne jord,
og før dermed fra grådens dal
os hjem til Himlens frydesal!

 

Lad mig begynde med et billede på det, som gamle Zakarias taler om med så sære ord: ”frelsens horn ”og ”frelsen i syndernes for­ladelse”:

Forrige onsdag blev det pludselig vinter. 1. december sneede det pludselig. Vi havde næsten glemt, hvad sne er. I mange år har vi gået og vænnet os til, at vinteren i Danmark er, ligesom om nogen har hængt en stor grå vandmættet svamp op over hovederne på os: November, december, januar og februar – hver dag den samme grå, fugtige himmel. Men pludselig var alting hvidt. Pludselig kom vi i tanke om vores barndoms vintre, pludselig kunne vi genkende de forskellige slags sne: Den tunge sjappede tøsne og den lette knirkende frostsne.

Nuvel, pludselig kunne genopdage det, man kan kalde sneens nåde: At den lægger et fint rent jomfrueligt hvidt dække over al vores skidt og skrammel. Hvad der i efteråret blev alt for synligt, da bladene forsvandt – alt det, der står i skel og bag udhuse: ramponerede plastik­havemøbler, gamle bilvrag, skimlede kumme­frysere, frønnede paller og halvrådne hegns­pæle, knækkede haveredskaber, knuste vin­duer, rustne trillebøre – alt muligt gammelt skidt: Pludselig var det skjult af den nådige sne. Pludselig var alting så fint og rent og sart. Selv de mossede og triste plæner, selv de mos­groede tage og de hullede fortove, selv de grimme majsmarker med de strittende stubbe stod pludselig pyntede som en brud helt i hvidt.

Sneens nåde er et billede på evangeliet, på det, vi vover at sige om Gud den Almægtige, som holder universet i sin mægtige hånd: At han ser og kender alt det vi har søgt at skjule, vores tarvelighed og tankeløshed, vores selvoptagethed og lavhed – han ser det, og dækker det dog med sin nåde. Lader Jesus Kristus stå dér med den røde soldaterkappe, de gav ham på for at håne ham – og dække for alt vores.

Stå for! sagde prinsessen til sine hofdamer, da hun ville kysse svinedrengen i H.C. Andersens eventyr. Stå for, siger Gud til sin enbårne Søn – og så står han for og dækker for alt vores, på samme måde, som sneen dækker den gamle punkterede og rustne trillebør, den ethjulede skrællede cykel, den knækkede kost.

Nå ja, det er et billede på det, Zakarias glæder sig over. Grunden til hans glæde. Hele den gamle mands længsel strømmer os i møde i hans ord. Klædt i sære gamle gevandter javist. Zakarias taler nærmest som en salme fra Det Gamle Testamente, men det er alligevel ikke til at tage fejl af: Alt, hvad han har drømt om og længtes efter – det ser han gå i opfyldelse nu. Det er på vej: At der hos Gud er en nåde af samme slags som sneen. Som et kærlighedens skjul, som et dække, som et skjold.

Evangeliet er budskabet om det. Og det er jeg sat til at forkynde, uden først at skulle høre, om I nu er værdigt trængende til det? Som sognepræst er jeg bare Guds lille trommeslager, der skal bekendtgøre på torvet, hvad der er besluttet på højeste sted. Ingen skal kontrolleres og udspørges, om de har den rette tro. Gud er, som Jesus sagde, ligesom en gammeldags sædemand, der strør sit ord ud med bred hånd, uden at skele til vores historie, vores baggrund for at være her.

Der er så meget mismod og opgivelse i kirken: Hvordan kan vi dog tro på det gamle evangelium her i 2021? Hvad skal vi dog sige til de kloge og sikre? Men sådan skal vi ikke tænke. Det er det samme som at skamme sig over Gud og hans ord. Zakarias har ret: Her er alt, hvad ikke kun han selv, men alle mennesker længes efter dybest nede. Han går simpelthen enfoldigt ud fra, at her er alt det, alle dybest nede trænger til, dybest nede længes efter og søger alle vegne: At der er et sted hvor vi forjagede og fortravlede og forskruede og forfjamskede mennesker har helle midt i verden. Et sted, hvor der gælder en anden dom, hvor vi måles med en anden tommestok end den, der bruges hernede. Der er et sted, hvor dommen ikke afhænger af, hvad vi har målt på vore ure og computere, skrevet på vores cv eller samlet i vores fotoalbum på telefonen. Et sted, der er som en morgen, hvor man vågner op til stille faldende sne, som forvandler alting og gør alting rent og tyst og sart og nyt.

Præster siger, folk ikke forstår, frelse er, men Gu’ gør de da så. Folk laver det ikke andet end at sukke og længes efter frelse, efter syndernes forladelse. Hvad er det, vi løber og laver hele tiden her i verden? Lad mig give jer et billede også på det. Jeg kørte forleden i min bil og hørte radio. Jeg orkede ikke høre om kultur på P1, så jeg søgte på kanalerne og endte på – jeg tror, det var P4. Her havde studieværterne åbenbart gang i en konkurrence, hvor kunne ringe ind og pålægge dem selv afholdenhed fra deres egen mobiltelefon. Nærmere bestemt: De skulle forsøge igennem en kort periode at holde mobiltelefonen ude af soveværelset. Det var åbenbart svært. En mand fortalte, at han nu havde kæmpet med at lade telefonen ligge i en uge, og det måtte han da indrømme, at han faldt hurtigere i søvn og sov bedre. Men han var nu alligevel ikke sikker på, han i fremtiden ville lade den ligge om natten. Jeg synes, det var grueligt at høre på. Farisæer som jeg er, tænkte jeg med gru, at sådan ligger i hundredtusindvis af mennesker og kigger på deres skærme om natten. De ligger dér i det blå lys og læser og skriver beskeder – bange for, at noget går deres næse forbi, eller at andre tror noget forkert om dem. Ikke engang ved sengetid, ikke engang om natten er man i fred.

Jeg kom så i tanke om, at jeg selv har telefonen liggende på natbordet – og så hidsede jeg mig lidt ned. Men sådan er det: Her i den verden, vi kender, er omkvædet hele tiden: Er jeg ude? Er jeg inde? Er jeg kasseret? Er jeg inde i varmen? Hører jeg til de gode eller de dårlige? Vi skal leve op til chefens, lærerens, andre menneskers forventninger – og vi bedømmes derefter. Livet igennem mødes vi af en storm af eksaminer, prøver, kurser, tests, points, vurderinger, forventninger, krav, love, regler, bud, påbud, anbefalinger, bedømmelser, domme og udtalelser. Men ikke nok med det: Om natten fortsætter det nu, takket være teknikkens landvin­dinger. Også om natten mødes vi nu af den samme storm.

Men værst af alt er dog folkedomstolen, den offentlige mening, dommen på de sociale medier. Tag de kriminalsager, som vi alle har hørt om og har vores uforgribelige mening om. I et andet program hørte jeg f.eks. om sagen mod Lise og Ole Brems, der adopterede de hele 9 handicappede børn, og derefter mishandlede grusomt, så flere af dem døde under mystiske omstændigheder. Parret kom for retten og de blev også dømt for deres forbrydelser. Men folkedomstolen havde længe forinden dømt dem. Da Lise Brems forlod Landsretten, blev hun mødt med folks domme: At hun skulle lynches, hænges, at hun fortjente at dø, at hun var ond og et umenneske.

Og vist var det sandt. Hun blev med rette dømt for sine skrækkelige forbrydelser. Og sin straf måtte hun bære. Men for nu at sætte det på spidsen: Jeg ved ikke, hvad denne kvinde i øvrigt var, men også hun skulle – ligesom enhver anden - have lov at høre om frelsens horn og frelsen i syndernes forladelse. At der virkelig er et sted, som ikke er som verden, og hvor der dømmes efter andre kriterier.

Det er jo evangeliets budskab: Der er et sted, hvor selv det mest forkrøblede menneske har helle. Et sted, hvor der ikke dømmes efter vores målestok, men hvor – selv den usleste forbryder, lige så vel som et mere almindeligt lille forjaget og forkuet mennesker – kan finde nåde. Javist lov er lov, og lov skal holdes. Sådan er det og sådan må det være. Men til den der er dømt og må tage sin straf – hvad enten det er fra domstolen eller folke­domstolen – siges det dog: Jeg vil give mine engle besked, at de skal stå for. Vil ingen andre, så vil min egen søn stå for og dække dig med sin kærlighed.

Og lad mig så slutte af med et billede mere. Det er det med ”frelsens horn”. Det udtryk har en lang historie i det gamle Israel. At rejse nogens horn betyder at hævde, at give støtte og styrke til nogen. At rejse ”frelsens horn” betyder at gøre frelsen stærk, sætte den i værk, gøre den effektiv. Udtrykket har en rent fysisk forhistorie. I det gamle Israel brugte man at ofre til Gud på et alter. Dette alter eller offeralter var forsynet med fire horn. I Det Gamle Testamente er der beskrivelse af, hvordan det skulle laves: Af akacietræ og forsynet med fire horn, som gerne skulle være forgyldte. Disse horn havde en vigtig rolle. I 1. Kongebog i Det Gamle Testamente kan man læse, hvordan det foregik:

Da kong David er blevet gammel, begynder magtkampen om at blive hans efter­følger. Striden står mellem Davids to sønner Adonija og Salomo. David har svoret sin hustru Batseba, at det er hendes søn Salomo, der skal være konge. Men en anden af Davids sønner, Adonija er ligeglad med den gamles løfter og fører sig frem som ny konge. Det ender med, at Salomo får Adonija slået ihjel, og efter at han er død, kommer turen til dem, der har holdt på den forkerte hest. Bl.a. Joab, kong Davids gamle hærfører. Da Joab hører om Salomos udrensning, løber han hen til alteret og griber om dets horn. Nedenunder historien ligger tydeligvis bevidstheden om, at den, der greb om alterets horn, havde helle – ligesom når vi i gamle dage legede pigerne efter drengene. Den, der holdt om alterets horn, var fredhellig. Salomo sender sin dødspatrulje afsted, men de tør ikke gøre Joab noget dèr ved alteret.

Kort sagt: Gud har rejst frelsens horn for os – Jesus Kristus. Grib ham, tro på ham og tro, I står her i dag for en anden domstol – en, hvor nåde går for ret. Der er dette ene fremmede sted midt i verden, hvor et lille menneske kan komme med alt sin elendighed og skyld og skam, og finde sig selv skjult under Kristi kappe, som sneen skjuler hæslige bilvrag og plastikskrammel bag skuer og i skel.

Amen

 

Prædiken til 2. s. i advent II, 2021

Matt 25, 1-13

Salmer: 74, 85, 80, 108, 78

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæle med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Kristendom er så svær, og man skal være meget klog eller tro rigtig meget på Gud for at komme i kirke. Sådan tror jeg, der er mange, der tænker. Men kristendom er ikke svær. Hvis det lyder svært – er det kun, fordi vi gør det svært for os selv.

Nu skal jeg sige jer, hvad meningen er. Jeg behøver kun tre ord til det. Hvorfor gøre det langt, når man kan gøre det kort. Budskabet til os er, at Gud vil bruges. Jeg siger det lige igen: Gud vil bruges. Ikke kun af dem, der har troen eller dem, der regner sig for religiøse, men af alle – hver dag, hver morgen, hver aften, hver nat. Her vil han bruges. Det er hans godhed og nåde og kærlighed til mennesker, at han vil bruges af dem. ”Gør det, du er bedst til”, sådan hedder det i en gammel bankreklame. Og Gud vil bruges til det han er bedst til. Hvad er Gud bedst til? Ja, hvad er han ikke bedst til? Han er jo den Almægtige, der har os i sin hule hånd og kan åbne døre, som ikke kan åbnes, finde veje, hvor der ingen vej er, dreje skæbnens hjul tilbage og gå bagom tid og år. Det er jo det, Gud er bedst til – bedre end penge, bedre end en iphone, bedre end Mette Frederiksen og en hel corona-taskforce: At være et lille menneskes håb og tillid og tro og faste borg i livet. En sikker havn, et bjerg at gå i læ af, en klippe at stå på, en redningskrans at klamre sig til. Find selv på flere billeder: Alt det vil Gud være, for Allah vil herske over mennesker, men Den Treenige Gud vil bruges af mennesker.

Engang for mange år siden fik vi i vores sommehus besøg af nogen, som senere blev vores gode venner. Ved vores sommerhus vokser en stor hæk, som skal klippes. Og den er høj og jeg havde kun en håndklipper. Det sad jeg og sukkede over, og så var det at vores besøgende tilbød at hjælpe med at klippe hækken. Det betød da ikke noget, sagde de. De havde fri, og hvis vi var 4, kunne vi da snart få klaret den hæk. Og det var jo virkelig pænt af dem, men jeg sad dér syntes ikke rigtig, jeg kunne tillade mig at lægge beslag på deres tid. Vi kendte dem jo knap nok, og de havde ferie, og den skulle de da ikke bruge på at knokle med vores dumme hæk. Så nej tak, sagde jeg: Det skal I ikke tænke på! Men det var faktisk for dumt, og jeg har siden ærgret mig over mig selv. For dér tilbød de sig jo venligt og sagde: Brug os! De ville gerne regne sig som vores venner. De ville gerne vores venskab – og der er ikke noget venner hellere vil, end at bruges, være til hjælp, være til nytte. Ja, en god ven kan faktisk godt tillade sig at blive vred, hvis hans ven ikke vil bruge ham, ikke vil gå til ham og spørge om hjælp. Hvad ville I sige, hvis en god ven slet ikke fortalte jer om sine problemer, men tav stille og opsøgte alle mulige andre om hjælp. Det er fornærmende for en god ven. For venner vil bruges til det, de er gode til. Det er jo det, man har venner til.

Sådan med Gud. Det er det, jeg mener. Gud vil bruges til det, han er god til – og det er jo alting. Ikke kun af dem, der i forvejen tror på ham, men af alle: tvivlere og syndere. Sådan gik Jesus jo omkring. Uden at han kendte folk, hjalp han. Uden at være venner med dem, lod han sig bruge som en anden ven.

Når det gælder Gud, er det på den måde i grunden ikke svært. Men det er os, der gør det svært for os selv, når vi absolut ikke vil bruge Gud, som han nu vil bruges. Når vi selv vil være vores eget håb og støtte og sikre havn og klippe og redningskrans. Den groveste og grimmeste fornærmelse af Gud er slet ikke at bande eller overtræde de ti bud. Det er ikke dette, at man slet ikke regner ham for en, der kan og vil bruges, hjælpe, støtte, styrke. Det er da også for dumt.

Nu ved jeg ikke, om I har jeres gang på biblioteket, men hvis I gør, og I skal finde en bestemt bog – hvad gør I så? I spørger vel en bibliotekar? Han sidder der bag skrivebordet til det samme. Han kender sit bibliotek og sine bøger. Han læser selv for at følge med. Han kan hjælpe. Ja, der er ikke noget, han hellere vil. Men jeg ved, at mange foretrækker at gå rundt og lede for sig selv, ligesom de gør i Rema 1000. Kun hvis de til sidst er helt desperate og ikke kan finde den bog de søger, går de til bibliotekaren og spørger. Det samme sker på gaden. Politiet er til for at hjælpe. Også med andet end at fange forbrydere. Men det har de fleste glemt. Hvis man nu står der og ikke kan finde vej, og måske ikke har sin telefon med Google Map med – hvad gør man så? Så kan man henvende sig til betjenten og spørge. Han vil hellere end gerne hjælpe og lave andet end være bøs og uddele bøder til fulde bilister. Men mange tør ikke henvende sig til betjentene. De tænker: Uha nej. Jeg skal ikke spørge politiet om noget, for så spørger de mig sikkert, hvorfor jeg ikke havde lys på cyklen dengang i 1994, eller om jeg har fået lavet bremserne på bilen siden sidste bilsyn. Eller også finder han ud af, at jeg ikke opgjort mormors arv til Skat. Sådan gør vi mennesker alt for tit tingene svære for os selv.

Gud vil som betjenten og bibliotekaren og præsten og sygeplejersken gerne bruges. Det er pointen. Bruges kvit og frit også af dem, der ikke er helt fine i kanten. Og hvorfor i al verden vil vi så absolut gøre det svært for os selv og opfinde alle mulige forklaring og ting og sager, som gør, at vi ikke kan bruge Gud til netop det, han vil bruges til? ”Jeg tror ikke rigtig, jeg tror nok på Gud”. Dén har jeg hørt 10957 gange – mindst. ”Jeg er ikke religiøs”. Den har jeg hørt mindst 9000 gange. ”Jeg går jo ikke sådan i kirke”. 8890 gange. Det er ikke andet end dårlige undskyldninger og udflugter i Guds øren. For han har jo med Jesus Kristus netop vist, at han vil bruges – også af de ikke troende, de ikke-religiøse, de ikke-alt-muligt.

Som sagt: det er ærlig talt den største fornærmelse af Gud, at vi ikke vil bruge ham. For det er jo det samme som at sige, at han er ubrugelig og at vi kan bedre selv. Men kan et menneske være sin egen Gud? Nej, og hvis det prøver, så bliver vi ganske utålelige at være i nærheden af. For slet ikke at tale om, at vi gør livet til en forfærdelig affære for os selv. For så går vi ikke længere på jorden på vores to ben, men begynder at bære rundt på hele jorden, ja, hele universet på vores ryg. Hvis I vil have den med, så er det faktisk det, vi gør i klimadebatten, når vi puster os op og bilder os ind, at vi bestemmer over jordens fremtid. Den gør vi klogt i at overlade til Gud, og så nøjes med at bruge vores sunde fornuft og lade være med at svine den luft til, som vi selv skal indånde.

Gud vil bruges, og det er så mærkeligt, at hvis vi ikke vil bruge Gud, så bliver vi selv ubrugelige. Det handler den lille historie om de ti brudepiger om. Det er en lille historie, der handler om troen, som ikke er en færdig pakke meninger, men simpel tillid til Gud – at han er Gud.

På Jesu tid og mange år efter holdt man i Mellemøsten bryllup på den måde, at brud og brudgom først mødtes sidst på aftenen. Hele dagen havde brudgommen og brudgommens far siddet i forhandlinger om brudesummen, dvs. de penge, som bruden skulle have med ind i ægteskabet, og som skulle sikre hende, hvis hendes mand døde tidligt. Det var særlig fint og godt, hvis forhandlingerne trak ud, for det viste, at bruden var særlig kostbar og god. Men på et tidspunkt fik det ende, og så skulle brudgommen gå til brudens hus for at hente hende hjem til sig. Og her kommer brudepigerne ind i billedet. De skulle sidde klar, og når råbet lød, at nu var brudgommen på vej, så skulle de gribe deres lamper, som vistnok var sådan nole små kobberskåle med olie, som blev sat på en stang. Når de havde tændt vægen, kunne lampen brænde et kvarters tid. Og nu skulle de ud at lyse for brudgommen, så det kunne se flot og festligt ud. Og så var det naturligvis torskedumt, hvis man havde glemt at tage ekstra olie med, så man risikerede, at lampen brændte ud, før brudgommen var kommet – eller værre: hvis han var kommet og nu skulle føres festligt ind til bruden.

Den lille historie handler om at være beredt, være vågen og ikke gøre det svært for sig selv. Der er ingen grund til at have ondt af de tåbelige brudepiger, for de er jo tåbelige på samme måde som os, når vi bilder os ind, at vi kan uden Gud eller at Gud ikke kan hjælpe os eller ikke vil have med os at gøre. Så har vi jo på en måde selv lukket os ude, så vi synes, vi kan høre en, der siger: Jeg kender jer ikke!  Der er dem, der mener, at denne historie er en såkaldt allegori, dvs. en historie, der led for led kan oversættes til noget andet. Olien i pigernes lamper skal derfor oversættes med troen, som man skal have med i livet, og som man ikke kan dele med andre, fordi den er en personlig ting.

Men hvad er det for en tro? Det er jo troen på den Gud, der tilbyder sig helt menneskeligt som en ven, der vil bruges. Brug mig dog, I tossehoveder, i stedet for at ville løfte hele universet op på ryggen! Bed, siger Jesus, så skal der gives jer, søg, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer! Det er ikke for sjov eller for pjat, at Gud vil bruges. Det da for vores egen skyld. For at vi nat og dag, time for time, sommer og vinter, i liv og død kan have ham som vores klippe, vores støttestav, vores ståsted, vores håb, vores styrke.

Amen

 

Prædiken til 1. s. i advent II, 2021

Luk 4, 16-30

Salmer: 74, 441, 82, 78, 84

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Det sker ind imellem, at venlige mennesker kommer hen og siger til mig: Hvor må det være svært at stå dér søndag efter søndag og skulle prædike det gamle evangelium for moderne mennesker? Når de spørger sådan, er jeg ikke i tvivl om, at det venlig ment. De kærlige mennesker har sikkert virkelig af hjertet ondt af mig. De tænker: Tænk at skulle stå der i gammeldags præstekjole fra 1500-tallet i den oldgamle kirke fra middelalderen og prøve at få lidt liv i de gamle forældede fortællinger fra oldtiden om Jesus.

Men de kan spare sig deres bekymring. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg synes, det er en herlig ting, en ære at få lov at prædike for jer i dag. For jeg har til opgave at give jer det, jeres hjerte dybest nede længes sådan efter. Det, I inderst inde og dybest nede savner og sukker efter – det skal jeg give jer. Ja, lad mig bare sige det helt klart: Jeg kan i dag på embeds vegne give jer det, I i virkeligheden arbejder på og længes efter og knokler for dag og nat. Hvis I bare tør, hvis I bare er modige og tager det til jer, som jeg skal sige til jer. Det er her -ja, i jeres lokale lille landsbykirke. I kan tage og spare pengene til terapeuter og psykologer og astrologer og numerologer og livstilscoacher og bøger om det lykkelige liv. I kan nøjes med at komme her. Så kan I få det ganske gratis. Hvis I bare vil – det er allerede virkelighed i dag. Så nej, jeg synes, det er herligt at være budbringer, herligt at skulle fortælle om glæden, om frelsen, om det evige liv, om Guds fred.

Jeg ved selvfølgelig godt, at nogen i deres stille sind tænker, at det jo nok er noget med at være religiøs, men det mener jeg egentlig slet ikke. Guds fred, frelse, fortabelse, synd, omvendelse – det er ikke noget, der er forbeholdt mennesker med særlige anlæg. Det er for enhver, der har to ører. ”Den, der har ører at høre med, skal høre”, sagde Jesus.

Lad mig tage udgangspunkt i noget, som I helt sikkert kender, for det gør vi alle: F.eks. følelsen af at alting går for stærkt. Følelsen af, at tingene går for hurtigt, følelsen af at have alt, alt for travlt hele tiden. Lad os begynde dér. Det er jo dybt mærkeligt. Hvis I går hjem og laver en liste over alle de maskiner og elektriske apparater, som I har derhjemme, og som I har købt for at gøre jer livet lettere og spare tid, så tror jeg, det vil ligne det et varekatalog fra El-giganten. Vi har opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler, mikrobølgeovn, blender, robotstøvsuger, robotplæneklipper, mobiltelefon, computer, printer og en hel el-forretning af alle mulige elektriske himstregimser, som skal spare tid for os. Men det er som forhekset: Det er som om, at jo mere vi køber for at spare tid – jo mindre tid har vi. Prøv at tænke på, hvordan husholdningen var for 100 år siden: Der skulle tændes op i komfuret, hentes vand ved brønden, tændes op i kakkelovnen, koges vand på komfuret, tændes op under gruekedlen. Alt sammen bare for at kunne komme i gang med madlavning og rengøring og tøjvask. Og bagefter skulle tøjet hænges til tørre, gulvene skulle skures med skurebørste og gulvklud, og græsset slås med le. De gamle knoklede og svedte og alting tog en krig. Alligevel er det, som om de havde mere tid. De havde alligevel tid til at læse og skrive breve og spille klaver og gå til møder og kaffegilder hos naboerne. Og her sidder vi midt i vores højteknologiske hjem – og orker ved dagens slutning næsten ikke andet end at tænde for fjernsynet eller en af de andre skærme, vores liv også er fulde af. Følelsen af stigende travlhed – den tror jeg alle kender. Uden at vi rigtig kan forklare, hvorfor.

Men det kan jeg godt forklare. Sagen er, at vi er forheksede eller besatte af en ide om at holde alle muligheder åbne hele tiden. Hele tiden skal vi sørge for at forbedre vores muligheder, øge vores egen effektivitet, få mere ud af tilværelsen. ”Optimere” kalder ingeniørerne det. Når vi i gamle dage i Sorring skole skulle over til Voel skole for at låne deres skolekøkken, så stod der over døren til skolen: ”Aldrig færdig, altid på vej”. Jeg hadede de ord, for det lød for mig lidt ligesom: ”Aldrig færdig med skolen”.

Hvorfor skal de unge have 12 i alting? Fordi de skal have så mange muligheder åbne, som muligt. Hvorfor vil de unge til byerne? Fordi de vil have alle mulighederne for at gå på cafe, gå i teateret, gå i biografen. Det kommer de næppe til, men de tror det. Og sådan med os. Hvorfor sidder vi og glor på vores mobiltelefon hele tiden? Fordi den giver os alle muligheder lige dér i lommen. Alle mulige tilbud på alt muligt lige fra undertøj til modne damer, ternede herreskjorter i størrelse 3xl, cykeltrailere og pølsetænger i børstet stål fra Weber, økonomipakker med cornflakes og rawlplugs og vakuumpakkede kåldolmere. Og vi kan ordne Skat og banken og biblioteket og lægen og apoteket derhjemme fra. Mulighederne er endeløse, og vi tror, det er meget vigtigt. For det gælder hele tiden om at blive bedre og få mere, få mere tid. ”Hurtigere, højere, stærkere” er ikke kun et gammelt slogan fra OL - det er blevet fælleseje. Skridttællere og pulsmålere skal sikre, at vi får den rette motion, så vi kan holde os parat og åbne for nye muligheder.

En professor fortalte, at han en dag sad ved computeren, da hans søn stak hovedet ind. Sønnen så da faderen gule ”to-do-liste”, som sad på kanten af computerskærmen og var alenlang med mindst tyve ting, som skulle nås. Da sagde sønnen: Øh, far, tror du, jeg kan få plads på din to-do-liste? Da opdagede professoren for første gang, at der var noget helt galt.

Frelse og syndernes forladelse og Guds fred er ikke blot gamle begreber fra en gammel bog. Det er noget, vi længes dybt efter, mens vi gør, hvad vi kan for at undgå det. Vi opfører os billedlig talt ligesom idioten, der troede, han blev slank af at spise flødeskumskager. Han guffede Napoleonskager nat og dag og fattede ikke, at han hele tiden blev tykkere og tykkere.

Alle de muligheder er i virkeligheden en drøm om det lykkelige liv, vi skal leve i morgen, om en uge, om en måned. Men de kommer aldrig, for om en uge, om en måned har vi endnu mere travlt. Og til sidst bliver vi komplet udbrændte og sidder og orker knap nok at rejse os fra sofaen. Det er en narresut. Det er lygtemænd, vi jager. Det er ligesom de bål, som folk i gamle dage kunne finde på at tænde langs vore kyster for at lokke skibe mod land, så de gik på grund og man kunne plyndre lasten. Søfolkene troede, de sejlede imod en sikker havn, men de sejlede lige på grunden.

Jeg skal sige til jer: Der er en vej ud af alt det. Der er en anden vej – hvis I tør. Det er en omvendelse, der er mulig i dag. Guds fred har jeg fuldmagt til at give jer, tilsige jer syndernes forladelse. Problemet er ikke, at ordene er gamle, problemet er, at folk ikke tror på, at de kan få det, de virkelig søger henne om hjørnet i deres lille landsbykirke.

Heri ligner det forholdene, dengang Jesus mødte op hjemme i synagogen for at gå til gudstjeneste. Han blev bedt om at læse op, og han fandt så Esaias bog og læste det gamle løfte om ham, der skal komme og gøre alting godt. Så lukkede han bogen og sagde, som I hørte: I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse”. Det betød: I dag er det her. I dag, hvor jeg er hos jer og kan give jer hjertets fred med Gud. Det lyttede de til med store øren. Wauw tænkte de, og alle skuldrene faldt helt ned og de sad bare og – nå ja, var glade. Indtil de kom til at tænke efter. Var det ikke Jesus, Josefs og Marias søn, som de havde set rende rundt som dreng? Det kunne da ikke passe så!  Hvordan skulle han være den lovede helt, menneskesønnen, der skulle gøre alting godt. Nej, det holdt ikke. Det skulle være helt anderledes. Og da Jesus ikke just hjalp dem med de overvejelser, blev de rasende på ham og forsøgte at slå ham ihjel.

Vist er der ikke nogen, der slår mig ihjel – men jeg skal jo også bare pege på ham, Jesus fra Nazareth. Men mange har det i dag med evangeliet, som jøderne dengang: Det kan da ikke passe, at det, vi virkelig længes efter og jager efter og virkelig søger dybest nede, skønt vi måske ikke rigtig er os det ordentlig bevidst – at vi skulle kunne få det på søndag henne i den lokale hos pastor Rydal. Nej, det er da på en eller anden måde for let. Nej, det må skulle koste noget. Det skal være svært. Det skal koste penge eller blod sved og tårer. Det skal være dyrt eller vanskeligt og kræve særlige religiøse følelser, særlige krævende handlinger eller præstationer.

Jeg påstår, at det I dybest set længes efter – selvom I tror, det er alt mulig andet – det er her. Det skænkes jer her i kirken, lige om hjørnet, på dansk, ganske gratis – blot ved at høre. Jeg siger: Den Jesus Kristus, som vi har fortalt om her i kirken i snart 900 år – han har gjort alting godt. Gjort fyldest for jer, dvs. udfyldt den plads, som I skulle have udfyldt, da I havde travlt med at jage det gode liv i overmorgen. Lykken er ikke for enden af regnbuen eller i morgen, når I lige har givet den en ekstra skalle på arbejde eller lige har fået udbetalt den dér bonus, chefen lovede. Det begynder i dag. Simpelthen ved, at I tør tro, at når jeg lyser Guds velsignelse til sidst i gudstjenesten, så er I Guds velsignede. Når jeg siger ”fred være med jer” under nadveren – så har I Guds fred. I dag.

Kirkeåret, kirkens gamle festkalender begynder i dag. Man kan sige meget skidt om nytårsforsætter, men evangeliet er jo ikke underholdning. Det skal omsættes i handling, bruges, investeres i liv i dag. Lad mig bare sige det, så det lyder forageligt let: Prøv nu at gå hjem og lad som om, I i dag har fået Guds tilgivelse. Lad som om i rent faktisk har fået det, hjertet har længtes efter, siden i blev født: At I har Guds fred. Sænk skuldrene og prøv at se, hvad det kan gøre ved jer, at I faktisk har det. Amen

Prædiken til 22. s. e. trin. I, 2021

Matt 18, 21-35

Salmer: 736, 303, 518, 492, 2

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi lever i sådan en uforsonlig tid, synes jeg. Alle steder er lunten kort, tålmodigheden endnu kortere og tilgivelse – det kommer slet ikke på tale. Vi taler i et væk om tolerance og forståelse, men samtidig er folk så vrede og hadefulde og dømmesyge. Vrede mennesker i og uden for Folketinget, vrede mennesker i og uden for de sociale medier. Alle peger fingre, hader, dømmer hårdt og uden nåde. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle af de sociale medier er lavet sådan, at særligt vrede og konfliktfyldte udsagn får plads. Veganerne kalder kostalde for koncentrationslejre og hader kødspisere. Black Lives Matter-bevægelsen hader hvide mennesker og udelukker alle hvide fra deres demonstration på Nørrebro. På Grønland dømmer de alle danskere som koloniherrer. På kunstakademiet kalder de Danmark for en slavestat. Metoo-bevægelsen mistænker alle mænd for at være nogle svin. Har nogen begået fejl, har noget forløbet sig, skal de ”helt væk”, som ”Bøffen” sagde i Olsen Bande-filmene. Og ja, overgreb og kriminalitet skal naturligvis straffes – efter loven. Men hvor er overbærenhed og tilgivelse blevet af?

Jeg tænker, det vil være velgørende at se lidt nærmere på, hvad Jesus har at sige om den ting. Det fortæller han kort og klart med sin lille historie om den gældbundne tjener – nå ja, vi kunne måske også kalde den for: Historien om den onde tjener. Det er en af de klareste og nemmeste af Jesu lignelser. Den alene fortæller enkelt og ligetil, hvad kristendom går ud på. Simpelthen.

Som med alle Jesu historier hører der en forhistorie til. Alle historierne er fortalt i en bestemt situation til bestemte mennesker. Jesus gik ikke bare rundt og hev fromme historier ud af ærmet. De opstår altid i en bestemt sammenhæng. Sammenhængen her er, at Peter kommer og stiller et spørgsmål. Han vil vide, hvor mange gange man skal tilgive et andet menneske, hvis det forbryder sig imod en. Og Peter ved jo, at Jesus har noget med tilgivelse, så han foreslår selv syv gange – og han synes vel, han har været large sådan. Og det er Peter også efter vores målestok. Syv gange vil han tilgive alle urimeligheder, hån, vold, snyd. Det er faktisk ret stort. Men, synes Peter, der skal naturligvis være en kant. Den ottende gang det sker, skal man ikke tilgive mere. Så hjælper ingen kære mor. Så har man ret til at gøre gengæld, dømme og hade. Det er Peters udspil. Men Jesus svarer ham: ”Ikke op til syv gange, men op til 77 gange”. Hvilket også kan oversættes sådan: Ikke op til syv gange, men op til syv gange 70 gange. Grækerne kunne ligesom vi godt lide syvtallet, så når man skulle nævne et kæmpestort tal, sagde man f.eks. 7777 gange. Det er i princippet det samme, Jesus mener. Kort sagt: Man skal altid, altid tilgive. Hver gang. Og én gang til.

Peter er sikkert blevet bleg om næsen. Og derfor er det, at Jesus fortæller den lille historie om den onde tjener. Den skal begrunde, hvorfor et menneske skal tilgive hver gang. Det skal vi, fordi vi selv allerede har fået så uendelig meget tilgivet.

Men lad os nu tage historien, som Jesus fortæller den. Der er noget, der tyder på, at Jesus har brygget historien på virkelige begivenheder i et af Israels nabolande. En konge vil gøre regnskabet op med sine tjenere. Tjenerne er her ikke almindelige tjener. For nylig søgte det danske hof en ”taffeldækker” til at dække de kongelige borde. Det er ikke sådan en. Det er ikke hverken tallerkenvaskere eller staldkarle. ”Kongens tjenere” dækker her kongens øverste embedsmænd, hoffolk, guvernører, ambassadører.

Nu ”føres” den første embedsmand frem for kongen. Han føres, fordi han har siddet i fængsel. Han er i håndjern og ledsages af to soldater. Det er ikke sært, at fyren er smidt i fængsel. Hans regnskab ser rigtig skidt ud. Han skylder 10.000 talenter. 10.000 talenter er en enorm kæmpesum. En talent var den største møntenhed, man kendte. Den svarede til 10.000 denarer. Og en denar svarede til en dagløn for en ufaglært landarbejder. Gælden beløber sig altså til 100 mio. denarer. I kan prøve at omregne det til nutidspenge 100 mio. daglønninger. Værsgo at skylle! Tjeneren skylder altså mindst en Storebæltsbro væk. Det er også derfor han ikke kan være en helt almindelig taffeldækker, men en guvernør, der har benyttet sit embede til at skrabe til sig – uden at fortælle det til sin overordnede. Og han har tilmed brugt pengene, for han har dem ikke mere. De er gået til luksusbyggerier og rødvin, men nu skal pengene falde pr. den første. Da fyren ikke har pengene, dømmer kongen, at han og hans kone, børn og ejendom skal sælges, så kongen kan få bare lidt af det tabte hjem. Det er her, man gætter på, at Jesus har hugget historien fra et af Israels hedenske nabolande. I Israel kunne en mand kun sælges, hvis han var taget i tyveri, og ikke kunne betale det stjålne tilbage. Man kunne ikke sælge hustru og børn. Det kunne man i andre lande. Der kunne prisen på en slave ligge mellem 500 og 2000 denarer, og det hjælper jo ikke stort på tilbagebetalingen. Lidt mere kan tjenerens ejendomme nok indbringe, men det er stadig langtfra nok.

Men den stakkels guvernør bliver nu helt fortvivlet og kaster sig fladt ned foran tronen. Vi har på dansk det udtryk at ”lægge sig fladt ned” – det er som regel noget, man gør, når man må sige undskyld og indrømme sin fejl. Hvilket jo altså ikke hjælper meget i vore dage. Men kongen er nok ikke på de sociale medier eller med i Metoo. Han opfører sig helt usandsynligt. Ingen jordiske konge ville vel være så dum, men kongen får altså medlidenhed med sin tjener. Han ynkes over pjokket, der har snydt og bedraget og nu kun kan ligge der og klynke og bede allerydmygst om henstand, selvom han aldrig i livet vil kunne betale summen tilbage. Kongen overtrumfer alting og eftergiver ham hele den astronomiske gæld. Hver en øre. Manden bliver løsladt og kan gå som en fri mand.

Det var nu første del af historien, som viste sig at ende lykkeligt for guvernøren. Helt ufortjent og helt uventet har han fået eftergivet sin gæld. Men nu fortsætter Jesus:

Nu sker der det, at manden går ud på gaden, og her opdager han sin medtjener, dvs. en underordnet embedsmand, en mellemleder, som skylder ham 100 denarer. Det er en pæn sum for en underordnet embedsmand, 100 daglønninger, skal vi sige 100.000 kroner. Det svarer så nogenlunde til en hæderlig brugt bil i dag. Det er nok penge, men slet, slet ingenting i forhold til prisen på en Storebæltsbro. Det rene pjat og ingenting. Men den første tjener griber nu sin underordnede kollega i struben, så han ikke kan stikke af. Nu skal han betale sin gæld – ellers vil han slæbe ham i fængsel. Eller der skal i det mindste skrives en arrestordre på ham. På Jesu tid kunne en skyldner ryge i gældsfængsel, hvis han ikke kunne betale. Meningen var så, at han enten skulle arbejde gælden af i fængslet eller at hans familie skulle løskøbe ham. Hvorom alting er: Her er absolut ingen nåde, ingen barmhjertighed, ingen tålmodighed. Kun uforsonlighed. Selvom den stakkels medtjener kaster sig fladt ned, hjælper det ham ikke. Ingen kære mor her. Ingen nåde for en skyldner.

Allerede her efter anden del af fortællingen er Peter nok på sporet: Der er noget, der slet ikke hænger sammen i tjenerens opførsel. Der er vist ham nåde og medlidenhed, men selv er han hård og uforsonlig som flint.

Det følger nu sidste del af historien op på. Tjenerens medtjenere, dvs. andre af kongens høje embedsmænd bliver oprørte over hans opførsel, og de går til kongen og sladrer. Det er ikke videre pænt, måske, men guvernøren har nu opført sig så uanstændigt, at der må være en vis form for ”whistelblower”-ordning. I vore dage havde de andre guvernører vel lækket et eller andet til pressen. Og nu bliver tjeneren så hentet ind igen, og kongen forhører ham om hans urimelige ondskab, og siger: ”Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig”? Og så ender skiderikken i hænderne på bødlerne. Tortur var der ikke lovhjemmel for i Israel, men i det øvrige Mellemøsten anvendtes det særligt overfor netop statholdere eller guvernører, som var sløve til at aflevere de skatteindbe­talin­ger, som de havde modtaget. Og da tjeneren jo skylder to Storebæltsbroer væk, kommer det nok til at vare ret længe.

Som det er i eventyrerne, hvor man ikke skal have ondt af heksene og troldene, fordi de virkelig er onde og dumme, sådan skal vi heller ikke have ondt af den onde tjener, for han er vitterligt ond. En ufattelig og grænseløs nåde og godhed havde han selv mødt – og så har det ingen følger for ham. Hvorfor er han ikke glad og stor i slaget, da han møder sin medtjener? Hvorfor siger han ikke: Pyt med dine 100 denarer. Dem glemmer vi, for jeg har i dag fået eftergivet en meget større gæld! Det er i historien ulogisk og helt uforståeligt, at han bare fortsætter med at være en uforsonlig hårdhjertet skiderik – nu over for fattig underordnet.

Sådan slutter historien, og det er jo en lignelse: ”Himmeriget ligner en konge”, sådan begyndte Jesus. Og pointen er ikke svær: Peter ville sætte en grænse på syv gange for tilgivelsen. Jesus satte overhovedet ingen grænse. Og grunden forstår vi nu: Ligesom guvernøren, den første tjener havde mødt en grænseløs tilgivelse, sådan har vi alle allerede mødt den hos Gud. Og derfor giver det sig selv, at den skal vi give videre.

Det er Jesu tårnhøje – og rimelige forventning til os. Evangeliet er glæde, befrielse, løsgørelse – frigørelse af fælles bundethed til gamle overtrædelser. Alt er nyt for os – det skal vi lade andre mærke. Det ene ikke uden det andet.

Og blot lige for at undgå enhver misforståelse. Jesus taler ikke om, at staten, at dommeren, at politiet, skal løslade alle fanger og undlade at dømme bedragere og mordere. Dette er en personlig sag. Ikke en sag for stater og myndigheder, men en mellemmenneskelig sag.

Og her rammer den gamle lignelse rammer lige plet. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Hvor vover I at dømme så uforsonligt? Hvem er I, at I kan sidde på den høje hest og skamme andre ud og kræve bod og bedring af andre? Ved I ikke, at vi alle ligger kastet ned på maven for Guds tronstol – her har ingen noget at lade andre høre, men sammen kan vi høre evangeliet: At hos Gud er der barmhjertighed at finde for en stakkels gældbunden synder. Skal vores næste så ikke finde det hos os?

Amen  

Konfirmandtale 2021

Kære konfirmander

Kære Camilla, Camille, Gustav og Andreas

å er det endelig blevet jeres tur. Corona har lavet rod i rigtig meget, men nu kan den ikke ødelægge mere. Selv om I så var positive alle fire, så kommer I lige straks op til alteret og bliver konfirmeret og siger ja. Det kan selv ikke Mette Frederiksen lave om på nu.

Det, jeg vil sige til jer, lyder måske lidt sært sådan en festdag, men det er Jesus selv, der har sagt det, så det må vi blæse på: I må aldrig være bange for mennesker. Jeg siger det lige igen: I må aldrig være bange for mennesker. Bange for, hvad de gør og hvad de siger - uanset hvor skræmmende de er. Aldrig. I skal altid huske, at de bare er små mennesker. De er ikke Gud. Og med Gud er det noget andet. Hvis I skal frygte nogen – så er det ham. På den gode måde. Altså som i: At I altid husker, at det er ham, der Gud, ham, der er chef. Ham, vi står til regnskab for. Hvis I tænker: Jeg skal først og fremmest gøre, som Gud siger, så behøver I aldrig at være bange for mennesker.

Jeg ved godt, at mor kan være ret skræmmende, når hun kommer ind og holder rengøringsinspektion på værelset og for 12 gang siger, at nu skal der ryddes op. Jeg ved også godt, at far kan være ret skummel, hvis I skal køres til fest – lige når han skal se fodbold i fjernsynet. Jeg ved også godt, at det ikke sjovt, når læreren ser på en og spørger, hvor den stil bliver af – som man ikke har lavet. Eller spørger, hvorfor I ikke har afleveret de dér matematikopgaver, I lovede at lave, men som I har glemt. Det ved jeg godt, men det er heller ikke dem, jeg snakker om.

Lad mig fortælle en historie, som er sand, for den er virkelig sket. Engang for mange år siden hed Rusland ikke Rusland, men Sovjetunionen. Dengang var det et endnu værre diktatur end nu, og diktatoren hed Stalin. Stalin var de alle sammen rystende bange for. Engang holdt han et stort møde i Moskva, hvor flere hundrede partifolk og politikere var samlede. Stalin holdt en tale, og da han var færdig, klappede alle. Og de klappede. Og de klappede. Og de klappede. Da der var gået et par minutter, begyndte det at blive pinligt, alle havde ondt i skuldrene og hænderne af at klappe. Men ingen turde stoppe, for de var bange for, at det så ville virke, som om de ikke var så begejstrede for Stalins tale. Så de fortsatte. Og de blev ved. Alle syntes, det var vanvittigt, men ingen turde gøre andet. De klappede og de klappede og de klappede. Hvis ikke til sidst en gammel mand var besvimet og derfor holdt op, ville de have klappet endnu. Ham den gamle, der besvimede, blev senere skudt. For han var åbenbart ikke glad nok for Stalins tale.

Sådan gør mennesker, når de er bange. Så gør de som de andre. I kan også huske retssagen imod Jesus. Da først en begyndte at råbe, at de skulle løslade Barabbas i stedet for Jesus, så råbte de snart alle sammen sådan. Og da først en begyndte at råbe, at de skulle korsfæste Jesus, så gav de sig alle sammen til at råbe. Af frygt – for de andre.

I vil møde mange, som vil have, at I skal mene det samme som dem. I vil møde mange, som I gerne vil være som eller være sammen med. Og så vil I opleve, at det ligger ligesom et pres i luften for, at I skal gøre det samme som alle andre og sige det samme som alle andre. Men da skal I turde stoppe op og spørge jer selv: Hov, står jeg nu her ligesom de bange mænd, der klappede? Står jeg nu her som et bange fjols og klapper kage til noget, som jeg slet ikke er enig i?

Mange siger, de ikke tror på Gud – simpelthen fordi de tror, det er det sikreste at sige. Mange griner af det at gå i kirke – fordi de så tror, at de er mellem dem, der er regnet for noget. Mange lader som om de tror på videnskab – hvilket er noget vrøvl, for det kan man ikke. Men de er bange. De er nogen tøsedrenge, der frygter mennesker mere end Gud. De siger ikke det, de inderst inde tænker, men kun, hvad de tror, andre gerne vil høre. Det må I love mig, aldrig at gøre. I skal ikke lade jer narre.

Det, I har hørt i jeres dåb; det, jeg har forsøgt at fortælle jer, det I har hørt i kirken – det skal I bruge. Jeres allerøverste herre er ikke skoleinspektøren eller statsministeren – det er Gud, som vi har lært ham at kende i Jesus. Og han kender jer, han kender tallet på jeres hovedhår, og han har lovet jer at være med jer alle dage. Han har lovet at være jeres Gud, den, I håber på, den I tør bede til – når ingen andre hører det. Jeres klippe, jeres håb, jeres styrke. Han sagde, at ingen nogensinde skal rive jer ud af hans hånd.

Hvis I tør stole på det, så behøver I ikke frygte for nogen andre. Er Gud for os – hvem kan da være imod os? Sådan står der i Biblen. Men Gud forventer af os, at vi altid ser os selv lige foran ham, og derfor taler sandhed, ikke bare løber med alle de andre, men tør tænke selv, tale frit og modigt og selvstændigt.

Gud vil bruges. Han har ingen fine fornemmelser dér. Når I køber en cykel, så er det for at cykle på den. Når I henter gummistøvlerne i skabet en dag, det regner, så er det for at bruge dem. Gud vil bruges som det, han er: Jeres Gud.

Lykke til, alle fire.

Amen

 

Prædiken til 13. s. e. trin I, 2021

Luk 10, 23-37

Salmer: 754, 356, 289, 401, 456, 15

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Flaget er i top, kirken er fuld, vi kan holde konfirmation uden arealkrav og afstandskrav og mundbind – og det er ærlig talt dejligt. Jeg kunne næsten drømme om, at gudstjenesten så sådan ud altid, og at I alle sammen også kommer her næste søndag. Men lad os nu se. I morgen er det mandag, og til den tid kan jeg jo nok forestille mig, at en og anden sidder og tænker: Ja, ja, det var jo i går. En fin tradition, det med kirken, og man tager jo ikke skade af at synge en salme og høre lidt om Gud og Jesus, men nu er det hverdag, og hvad i alverden skal jeg så med det glædelige budskab om Guds tilgivelse og nåde? Til hverdag skænker jeg jo ikke Gud en tanke. Gud er jo mest for de religiøse, de gamle og de syge?

Sådan er det nok ret almindeligt at tænke. Men jeg skal fortælle jer en hemmelighed: I har i dagligdagen meget mere med Gud at gøre, end I måske bryder jer om. Gud har fat i hver eneste af os på en helt anden måde, end vi regner med. Dybt i jeres hjerter, på væggene i alle fire hjertekamre står hans lov skrevet med guldskrift. Lægerne kigger nok ikke efter den slags, når de transplanterer hjerter, men hvis de så efter, ville de se budene stå derinde i hjertets inderste: Du må ikke have andre guder, du skal ære din far og mor, du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle. Det gælder alle, også dem, der ikke tror på Gud, også dem, der har meldt sig ud af folkekirken, også dem, der kommer i moskeen eller i hindutemplet. Guds lov, det jeg vil kalde ”den naturlige lov” – den kender vi alle sammen. Vi ved godt, hvad der er godt og hvad der er ondt, rigtigt og forkert. Og det er godt sådan. For tænk, hvis vi skulle google, om det er forkert at stjæle naboens cykel. Tænk om vi hver gang skulle spørge Siri og sige: Siri, er det i orden, hvis jeg slår svigermor ihjel? Siri, er der noget i vejen for at jeg indleder en affære med min kones søster? Tænk, hvis vi var helt blanke på det område. Men det er vi ikke. Vi kender Guds gode lov. Vi har alle den naturlige lov skrevet med guldskrift i hjerterne. Samvittigheden, kalder vi det, altså viden sammen med Gud. Der lader han sig ikke afvise. Der har han fat i kraven på os.

Det er ikke præstesnak. Jeg kan bevise, at det er sådan. Jeg udlover en pose guldkarameller til den, der kan finde bare eet eksempel på et samfund på jorden, hvor det er tilladt at lyve og stjæle og begå mord. Det findes ikke. Det har aldrig fandtes. Alle kulturer, alle samfund på jorden siden de første mennesker samledes på den afrikanske savanne – alle har helt fra begyndelsen haft denne fornemmelse af rigtigt og forkert.

Englænderne siger om folk, der kan noget udenad, at de kan det ”med hjertet”. I og jeg kender godt og ondt med hjertet. Og det er godt. Men nu kommer det store spørgsmål: Hvis vi ved, hvad der er godt – hvorfor i alverden gør vi det så ikke? Og hvis vi ved, hvad der er ondt og sårende og skadende – hvorfor i al verden lader vi så ikke være med det? Hvis vi kender Guds gode lov, den naturlige lov i hjertet – hvorfor følger vi så ikke altid samvittighedens stemme? Ja, hvorfor gør vi somme tider vold på vores egen samvittighed?

Jesus sidder og diskuterer med nogle kloge farisæere, da en af dem vil lokke Jesus på glatis og derfor spørger ham: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv – dvs. hvad skal jeg gøre for at være, som Gud vil have mig? Jesus spørger ham: hvad står der i loven? Og manden behøver ikke slå op i Biblen. Han kan det ”med hjertet” udenad. Han kender endda det gamle dobbeltbud, som omfatter al lov: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Og så svarer Jesus: Fint, rigtig svaret – gør det! Det er jo det eneste logiske svar: Hvis du ved, hvad det gode er, hvorfor spørger du så? Hvorfor går du ikke bare hen og gør det – i stedet for at sidde her og vrøvle. Det er også det korte svar til os: Gør det!

Jesus fortæller nu den berømte lignelse om den barmhjertige samaritaner. Det er nok den kendteste af hans historier. Alle korrekte og pæne mennesker anser den nærmest som en slags ”feel-good-historie”: Jo, samaritaneren var skam så god – og det er vi også, så vi skal bare gøre lige som samaritaneren! Men historien har en skarp adresse til os. Jeg er alvorlig bange for, at jeg – og I andre – slet ikke ligner samaritaneren, men langt mere præsten og levitten, som så den sårede mand i grøften – og gik forbi. Vi kender jo godt og ondt, så vi synes selv, at præsten og levitten gør det forkerte. Men spørgsmålet er, om ikke vi gør præcis det samme som dem, og tænker præcis som dem i hverdagen, om og om igen?

Lad mig vise jer, hvad præsten tænker, og hvad levitten tænker. Det fortæller Jesus godt nok ikke, men alle, der hørte historien dengang, kunne sagtens regne det ud. Præsten kommer gående ad landevejen fra Jerusalem oppe i bjergene og ned til Jeriko ved Det Døde Hav. Og lad os nu sige, han var på arbejde. Måske skulle han ned til Jeriko til en af de rige, som havde sin sommerbolig dernede i det rare klima? Måske et rigt og betydningsfuldt medlem af menigheden, der lå for døden og skulle tale med præsten? Måske har præsten travlt? Måske har de sagt til præsten: Den gamle er alvorlig syg og spørger efter dig. Du må skynde dig, for han har ikke langt igen? Der kommer præsten altså, og så ser han den overfaldne mand i grøften. Han ser ham, og i det øjeblik ved han godt i sin samvittighed, hvad han skal. Han kender jo ligesom vi den naturlige lov. Den står også skrevet med guldskrift i hans hjerte. Han ved, hvad der kræves af ham nu, hvad Gud kræver af ham. Men før han har tænkt sig om, er han allerede gået forbi. Han har allerede, uden selv at forstå hvorfor, passeret den hjælpeløse mand i grøften. Og han ved, det er forkert. Men nu begynder han at tale med sig selv – allerede ved næste sving. Han siger: Jamen, hvad skal jeg gøre? Jeg er præst, og jeg er tilkaldt af en mand, der ligger for døden. Jeg skal nå frem, og hvad vil der ske, hvis jeg, der er en from og god jøde, bare rører ved den stakkels mand? Så rører jeg ved blod og bliver uren. For vi jøder tror jo, at det at røre ved blod eller urene dyr eller mennesker, der ikke tror på Gud – det gør os urene. Og hvis jeg så var blevet uren, så skulle jeg gå i karantæne og rense mig, for ikke at gøre andre mennesker urene også. Og det ville tage en frygtelig masse tid, og så var det måske for sent. Den gamle var så død, uden at jeg fik talt med ham.

Se, sådan tænker præsten. Og det er jo slet ikke så dumt. Han har hovedet fuldt af gode grunde – som alle sammen skal overdøve den naturlige lov, Guds kald til ham i øjeblikket. Levitten - som vel nærmest var, hvad vi ville kalde en kirketjener og hjælper for præsten i templet - han kommer nu også gående og ser manden i grøften. Og også han ved i samme nu, at der kaldes på ham. Han ved, hvad Gud vil, at han skal gøre. Han ved, hvad han bør gøre. Han kender fuldt så godt den naturlige lov, som vi alle bærer i hjertet. Men der sker det samme som med præsten. Uden at han ved, hvordan det er sket, er han allerede gået forbi. Et kort sekund tænker han slet ikke, men da han er kommet hen i næste svig, begynder hans hjerne at producere forklaringer på, hvorfor han ikke gjorde, hvad han dog vidste, var det rigtige at gøre. Hvem ved, måske skal han til Jeriko for at hjælpe præsten? Måske har også han travlt? Og hvordan kan han være til hjælp, hvis også han gør sig uren og må gå i karantæne og rense sig? Det er samme historie om igen.

Når jeg tænker på præsten og levitten, så må jeg modvilligt indrømme, at i dem kender jeg mig selv. Og jeg bilder mig ind, at I måske har det på samme måde. Det fungerer jo præcis på samme måde for os. Ham blafferen, der stod i grøftekanten med tommelfingeren i vejret og et papskilt om, at han skulle til Herning – hvorfor tog I ham ikke op? I kørte på Herningvej i en gabende tom bil på vej til Herning. Men uden at I forstod hvorfor, var I allerede kørt forbi. I så ham, men kørte forbi. Først bagefter kunne I forklare, hvorfor I ikke tog ham med: Jo, for man har jo hørt om blaffere, som overfaldt folk og stjal deres penge. Og for øvrigt havde I jo også uhyggelig travlt og ville miste vigtige sekunder, hvis I skulle læsse ham på og af. Eller hvad med ham tiggeren på trappen dengang uden for Hovedbanegården? I så ham, men så gik I forbi. Og også dengang vidste I først bagefter, hvorfor I gik forbi: Jo, for I havde jo for det første frygtelig travlt, og for det andet: Sådan en tigger har sikkert både kone og børn og stor fed lejlighed ude i Brønshøj. Og fordi han ikke gider arbejde og betale skat, så spænder han sit træben på og tager nogle stinkende gamle klude på og sætter sig der – fordi det er en nem måde at komme til penge på. Jo, jo, det ved vi – når vi er gået forbi.

Jesus fortæller så om samaritaneren, og hans tilhører ved godt, at det er ham, der gør det rette og følger den lov, som står skrevet i alles hjerte. Men han krymper sig, da Jesus ser på ham med sit klar åbne blik og siger: Nå, men gå du så hen og gør ligeså. For den samme lov står jo skrevet i hans eget hjerte.

Nu giver jeg jer lektier for: Til næste søndag skal I tænke over Paulus ord: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil – det gør jeg. Og kom så igen næste søndag, så ved I lidt mere om, hvad det vil sige at være i den levende Guds hænder, og hvad vi skal med Jesus Kristus og med det glædelige budskab om Guds tilgivelse.

Ame

Prædiken til 7. s. e. trin. I, 2021

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jeg tænker nok, I kender det gamle udtryk: Han er vist ikke et af Guds bedste børn. Sådan kunne man før i tiden sige om f.eks. kriminelle eller voldsmænd eller landstrygere. Man hører det af og til brugt endnu. Udtrykket rummer en dobbelthed: På den ene side er der altså nogle af Guds børn, som er bedre. På den anden side er selv den værste - dog et Guds barn. Hvis jeg nu var gammel socialdemokrat, så ville jeg nok sige, at der ligger en grundlæggende solidaritet i udtrykket, altså en fornemmelse for et fælles vilkår, en fælles menneskelighed: Selv skiderikken, ja, selv den pædofile vaneforbryder og voldspsykopaten er dog et Guds barn. Det var ikke fordi folk i gamle dage var frommere og bedre mennesker end vi. Men i sproget lå der og ligger der endnu en gammel kristen forkyndelse af et fællesskab, som nu næsten er glemt.

Med de nye bevægelser fra USA, ”Metoo” og hvad det nu ellers hedder, er verden forvandlet til et skydetelt, hvor alle anklager alle og dømmer hinanden ude. Altid er det de andre, der er de onde. Det er den rene heksejagt: Hvis man til en fest for 25 år siden i fuldskab vistnok måske muligvis kom til at være lidt for kærlig over for en pige, så er man en seksualforbryder og må gå i vanære fra sin stilling i dag. Hvis man i sin studentertid vistnok måske muligvis klædte sig ud som sort negerslave og sværtede sig i ansigtet, så er man racist, og må med skam gå af som chef hellere i dag end i morgen. Den mest ubehagelige og farisæiske dømmesyge har ramt os. Uden dom, blot på løse uprøvede rygter kan et menneske dømmes ud af det gode selskab.

Hermed forsvarer jeg selvsagt ikke seksuelle overgreb og racisme, men jeg minder bare om, at over for Gud kan vi ikke lege den leg og dømme hinanden ude. For vi har nok selv en del lig i lasten, hvis den Almægtige skulle kigge lidt nøjere efter.

Den lille beretning om Zakæus er et hårdt slag imod al politisk korrekthed, heksejageri og dømmesyge. Det er godt, at Lukes som den eneste har gemt den. Den rummer ligesom udtrykket om Guds bedste børn en dobbelthed: Den afslører os alle sammen, stiller os på vores plads side om side med både Zakæus og tilskuerne dengang i Jeriko: I er godt nok ikke Guds bedste børn - men I er dog Guds børn, og menneskesønnen er kommet at frelse det fortabte.

Lad os nu se på historien. Der er Zakæus, og der er folkeskarerne langs vejen. Den første er en skiderik – det er der ingen tvivl om. Zakæus er virkelig ikke et af Guds bedste børn. Men hvad med alle de andre? Er de i grunden bedre? Det vil vi lige undersøge.

Vi er i Jeriko, jødernes Tisvildeleje, hvor de rige rejser hen, når det er vinter i Jerusalem, og de trænger til at slappe af og nyde livet sammen med de andre rige. Zakæus er også rig. Han har købt en af byens største villaer med udsigt til Det Døde Hav og en frodig have med mandeltræer, balsamtræer, roser, og en frugthave med appelsintræer og dadelpalmer. Alligevel er Zakæus ikke velset blandt de andre rige. For Zakæus er overtolder. Han har tjent sine penge som chef for tolderne, og til den bestilling hører pengeafpresning og måske åger. I den jødiske litteratur findes der mange historier om onde, grådige og griske toldere, der lever af at udpine andre, men som så heldigvis til sidst kommer i helvede. Og Zakæus er måske den værste af de værste. Jeg har forsøgt mig lidt frem for at finde et erhverv herhjemme som kan sammenlignes med toldernes, og som er lige så forhadt. Det nærmeste jeg kan komme det, er dem, der sidder i fotovognene og blitzer os, når vi har kørt for hurtigt, eller måske inkassatorer eller skattesnydere som ham Sandjay Shah. Men det holder alligevel ikke.

Tolderne levede af at kræve told ind for romerne. Romerne udbød jobbet som tolder til den, der ville give mest for at få det. Og hvis en mand ikke havde pengene, kunne han låne af romerne eller af en pengeudlåner. Mange toldere begyndte dermed deres arbejde med en stor gæld. Og den gæld kunne de kun betale af på ved at lægge et beløb oven i toldsatserne. Hvis toldsatsen f.eks. var 1 denar, kunne den grove tolder altså i princippet kræve 2 denarer ind – den ene til romerne, den anden til ham selv. Gælden var på den måde snart betalt ud, men nu kunne man jo lige så godt fortsætte med at kræve ekstra. Og på den måde blev mange toldere rige. Og Zakæus er overtolder, dvs. han har en eller anden overordnet stilling. Måske skal de andre toldere betale afgift til ham. Men det er ikke det hele. Vi kan overlade ordet til Zakæus selv! Da Jesus fortæller ham, at han vil være gæst hos Zakæus, siger den lille ågerkarl glad: Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage! Vi kan ikke høre det i den danske oversættelse, men i det ord, Zakæus bruger, og som er oversat med ”presse penge af nogen” – i det ord ligger der et væld af ubehagelige betydninger: falske anklager, trusler, chikane, afpresning plus en hel masse mere. Zakæus lever som en gangsterchef i Jeriko, og han har armene ude i alle mulige skumle foretagender. Det var forbudt at tage renter af en landsmand. Man måtte kun kræve renter af udlændinge og ikke-jøder, men mon ikke Zakæus har set stort på det og krævet mellem 20 og 50% i rente, som det var almindeligt.     

Godt, sådan er Zakæus, han er virkelig ikke et af Guds bedste børn. Men hvad nu med de andre i historien – alle borgerne i Jeriko dér langs vejen? Er de bedre? Lad os se efter: Da Zakæus vil se Jesus, gør de sig først brede og forhindrer ham i at komme ud at få en standplads på fortovet, så han kan se. Den lille ondskabsfuldhed kan man nok godt forstå. De har ordentlig godtet sig over at se den lille tyksak løbe forgæves frem og tilbage for at finde en plads. Men det er ikke det hele. Da Jesus kalder Zakæus ned og inviterer sig selv til middag, knurrer de, skriver Lukas – dvs. der går en knurrende truende mumlen gennem flokken: Jesus er gået ind som gæst hos en syndig mand, snerrer de. Og det skulle han ikke have gjort. Jesus forsvarer sig med at han er kommet for at frelse det fortabte, men det har folk næppe hørt efter. De dømmer, ligesom vi gør i dag – uden nåde. Zakæus er en skiderik – og det skal han blive ved med at være! Vi ved ikke, hvordan de har taget Zakæus’ løfter om at betale tilbage, men sandsynligvis har de bare vrænget af ham. Jeg tror såmænd, at Zakæus løfter er alvorlig ment. Det er glæden, der overvælder ham, så han lover at gøre alting anderledes fra nu af. Men hvis jeg har en smule kendskab til menneskesindet, så tror jeg ikke, folk har taget det for gode varer. De har tænkt: Ja, ja, nu er han i gang med sine julelege igen!

Hvad har folk så ondt af i grunden? Zakæus er måske nok pengeafpresser, ågerkarl og pengeudlåner, men lur mig, om ikke folk alligevel har brugt ham. De kan ikke lide ham, men de vil godt låne hans penge og hans ydelser. Det er lidt ligesom jøden Shylock i Shakespeares drama om Købmanden fra Venedig. Også på Shakespeares tid var jøderne forhadt, men Shakespeare lader jøden holde en lang forsvarstale, hvor han afslører folks dobbeltmoral: Jo, de vil gerne foragte ham, men de vil også gerne have hans penge.  Kort sagt: De gode folk i Jeriko er måske ikke så gode, som de selv tror. Måske er de heller ikke selv Guds bedste børn – fulde af had og mistro og misundelse, som de er?

Der står Jesus da helt alene mellem alle folkene i Jeriko. Ingen af dem er Guds bedste børn. Men Zakæus regner han for en ”Abrahams søn”. Og som han siger et andet sted: Gud kan skabe børn til Abraham af stenene ved vejen. Det er den nåde og solidaritet, som ligger i kristendommen, og som vi helt har glemt i dag.

Hvad er det vi siger i trosbekendelsen? At vi tror på synderens forladelse. Altså at vi alle hver og én er syndere, der ikke vil hvad Gud vil, men kun hvad vi selv vil. Man kan næsten dagligt høre kloge mennesker skælde ud på det gamle kristne dogme om arvesynden. Men den gamle tanke om arvesynd betyder jo bare, hvad Paulus også skrev. Der er er ingen retfærdig, end ikke én! Vi er så glade for demokrati og fællesskab. Evangeliet siger bare, at vi alle står i syndernes fællesskab – hver og én. Rolf er ren, sagde man, dengang man endnu troede, at cykelrytteren Rolf Sørensen ikke havde dopet sig – men det havde han. Ligesom alle de andre. Kort sagt: Meningen med arvesynden ligger i de gode gamle ordsprog: Man skal ikke kaste med sten, hvis man bor i et glashus. Eller: Fej for egen dør, før du fejer for andres. Eller med Jesus: Hvorfor ser du splinten i din brors øje – og så sidder der en bjælke i dit eget øje.

Zakæus var ikke et af Guds bedste børn, men om ham sagde Jesus: I dag er frelsen kommet til dette hus, for også han er en Abrahams søn. Og om man nu tror ham eller ej. Jeg tror, at Zakæus virkelig gik i sig selv af glæde og vendte om fra det, han havde gjort. Og det samme kunne vi så passende gøre.

Jeg hørte for nylig følgende lille historie: En gammel kone var kommet på plejehjem, og sosuerne behandlede hende ikke godt. Hvem ved, de var nok underbemandede og det var tæt på fyraften. I al fald hundsede de med den gamle og vrissede ad hende. Da sagde hun værdigt og med høj røst: Nu skal I opføre jer ordentligt! Jeg har den Treenige Gud til far og Jesus Kristus til bror. Sådan har det været siden min dåb, så bare stik piben ind og tal ordentlig til mig.

Sådan skal vi arvesyndere høre historien om Zakæus. Og så skal vi gå i os selv og så gå hjem til alle de andre arvesyndere og lade glæden overskygge al dømmesyge, nid og nag og foragt. For selvom ingen af os hører til Guds bedste børn, så har dog også vi den Treenige Gud til far, og Jesus Kristus til bror. Amen

Prædiken til 5. s. e. trin. I, 2021
Lukas 5, 1-11
Salmer: 750, 358, 325, 147, 726

O, lad din Ånd forbinde
Vor sjæl med himmerig,
Lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Det må være en af verdenshistoriens mærkeligste og absolut korteste jobsamtaler, da Jesus ansatte Peter som apostel og menneskefisker. Den består i at Peter siger nej tak, han synes, han er for ringe. Hvorpå Jesus afbryder ham og siger: Nu ikke bange! Fra nu af skal du fange mennesker. Og så er Peter ansat, og han bliver den kristne kirkes første apostel og præst og biskop. Der bliver ikke spurgt til Peters kvalifikationer. Jesus skal ikke først læse hans cv, og indhente oplysninger på ham fra tidligere ansættelser. Peter skal ikke igennem en personlighedstest. Han skal ikke fortælle om sine stærke og svage sider. Han bliver ikke udsat for en HR-konsulent, der spørger ham: Hvis du var en bil – hvilket mærke er du så?

Nej, Jesus siger bare myndigt og kort: Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker. Slut på den samtale. Jesus gider overhovedet ikke høre på Peters indvendinger og bange anelser. Og så lader Peter fiskegarn være fiskegarn, og følger efter Jesus.

Sådan en jobsamtale har vi også været igennem – i vores dåb. Heller ikke vi skulle dengang igennem en personlighedstest eller udfylde skemaer med personlige styrker og svagheder. Det kunne vi slet ikke. Dengang var vi mest optaget af at sove og spise og ikke ret meget andet. Måske protesterede vi over vandet, der blev hældt over hovedet på os, men budskabet til os var lige så kort som det var til Peter. Til vores konfirmation lød det senere: ”Den treenige Gud, som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb og gjort dig til arving til det evige liv, han opholde dig i din dåbs nåde, indtil din sidste stund, din sjæl til salighed”. Sådan. Så var også vi hyret ind – uden cv, uden straffeattest og coronapas. Bare sådan.

Og nu skal vi ligesom Peter være menneskefiskere. For de to ting hænger sammen: At få plads hos vor Herre – det er det samme som at være sendt til andre. Vi er apostle, for en apostel er blot et sendebud, en udsending, en ambassadør. Det kan ikke nytte, vi siger som Peter, at vi ærlig talt nok ikke er ret gode til den slags. Frygt ikke, siger Jesus bare: Også I skal være menneskefiskere.

Menneskefisker – det er en underlig jobbeskrivelse, men alligevel simpel. Jesus taler jo til fiskere, som lever af at fange fisk. Nu skulle de bare skifte fiskene ud med mennesker. Og mennesker fanger man ikke med net og ruser – jo, det kan man jo godt, men sådan vinder man jo ikke deres hjerter, deres fortrolighed, deres tro. Og det er jo det, Jesus taler om. Alle dem han har hyret ind og antaget uden at skele til deres evner – de skal vinde andre for kristendommen. Ikke nødvendigvis ved at tale som et vandfald og smøre levertran i mundvigene, sådan som Klods Hans’ brødre gjorde, for at munden kunne komme bedre på gled. Men ved at tale ærligt og på sin måde. Hvis Gud virkelig vil vinde hele verden for sig, så har han brug for mange forskellige tunger, mange forskellige måder at udtrykke sig på. Én vindes ved mange og lange natlige samtaler og gode argumenter, en anden vindes ved handling og få velvalgte ord. Én vindes gennem en ven, en anden gennem sine forældre. En vindes ved at gå til gudstjeneste, en anden ved at gå til en bibelkreds. Det er så forskelligt. ”Vinden blæser og du hører dens susen, men du ved ikke, hvor den kommer fra, eller hvor den farer hen – sådan er det med Ånden”, siger Jesus. Det er ikke vores sag, om folk bliver kristne. Det er Guds, men vi er hyret til at tale ærligt om det, vi selv tror. Højt og tydeligt.  

Nå, måske lyder jeg nu som en gammel missionær. Der er helt sikkert dem, der vil sige til dette her: Nej, sådan noget kan vi da virkelig ikke tillade os. Andre folk har jo deres tro, og det kan vi da ikke tillade os at blande os i. Står der ikke i Biblen, at enhver er salig i sin tro? Hvis vi gav os til at prædike for muslimer og jøder og ateister – så ville vi jo dermed påstå, at deres tro er løgn, og at vi kommer med noget, som er meget bedre – og det kan man da ikke tillade sig. Hvem ved, hvad der er sandt? Måske har muslimerne og jøderne og ateisterne og buddhisterne og de kulturkristne også en bid af sandheden? Hvordan kan nogen så tillade sig at missionere og prædike for dem?

Til det er der at sige: Nej, det står ikke i Biblen, at enhver er salig i sin tro. Det var Frederik den Store af Preussen, der sagde det. Den dér med at vi ikke kan tillade os at påvirke andre – den lyder så tolerant og hensynsfuld og klog. Men den er i virkeligheden den groveste løgn. Hvis en mor ser sine børn sidde og drikke halvanden liters colaer foran fjernsynet, og hun ved, at det er sundere at drikke vand – skal hun så stå der ligeså vattet i døren og sige: Ja, jeg synes altså, at det er bedre at drikke vand, men hvis I synes, det er sundere at drikke sodavand, så gør I bare det! Sikke da en mor at have! Hvis en læge får en KOL-patient ind, som trods alle advarsler stadig ryger som en skorsten, skal lægen så sige: Nå ja, hvis rygning er sundt for dig, hvis du føler, at 40 Cecil om dagen holder helbredet oppe, så gør du bare det! Sådan gør ingen læge. Eller politimanden, der står ved fodgængerovergangen og ser drengene løbe over for rødt – skal han sige: Ja, der står i loven, at man ikke må gå over for rødt, men hvis I føler det er rigtigt for jer, så skal jeg ikke være den, der stopper jer!? Det er noget sludder. Han skulle da fyres, sådan en knold.

Ja, jeg kan sagtens se, det kan lyde som en anmasselse at holde på, at Kristus er Sandheden med stort S. Men I skal jo huske, at det er ham, der er det – ikke jer. Det er ikke jer, der er Jesus. Ham er der kun én af, og det er godt det samme. I skal ikke sige: Jeg har ret og du er en idiot. I skal pege hen på ham, der alene har ret, Jesus Kristus. Og jeg kan også sagtens forstå, at man – hvis det er betingelsen – ærlig talt hellere ville gøre som Peter og sige nej tak. Men prøv lige at vende den om: Hvad nu, hvis det, I kommer med, rent faktisk er det saligste og bedste, I kan gøre for andre mennesker? Hvad nu, hvis jeres og mine fattige og forvirrede ord falder som dug på slagne enge hos andre?

Jeg vil tro, I alle sammen kan huske en bestemt ting fra jeres skoletid: Frygten for at stille dumme spørgsmål. Man sad måske der i matematiktimen og fattede ikke, hvordan man skulle gange med den omvendte eller trække den ene brøk fra den anden. Læreren fortalte og regnede på tavlen, men man fattede ikke en bjælde. Men man sagde ingenting, man spurgte ikke, for man havde bildt sig ind, at man var den eneste i lokalet, som intet fattede. Hvor velsignet var det så, når en i klassen tog mod til sig og spurgte om netop det, som brændte på alles læber. Sådan tillader jeg mig at tro om Jesus Kristus – at han er det, alle hemmeligt og uden selv at forstå det, længes efter. På et lokum havde en from person engang skrevet: Gud er svaret! Hvortil en vittig sjæl havde skrevet: Men hvad er spørgsmålet? Sådan tror jeg faktisk præcis, det er: Når man virkelig hører om Jesus Kristus, så opdager man, at han er svaret på de spørgsmål, som man slet ikke troede, man havde.

Det har alle dage irriteret mig, når folk kommer med denne her: Ja, jeg ville jo så gerne tro, men jeg kan desværre ikke! Det er så mageligt og slapt, men der er det sande i det, at virkelig mange gerne ville tro – de har bare fået deres hoved forurenet af al muligt vrøvl og sludder i stil med Frederik den Stores dumme sætning om, at enhver er salig i sin tro. Hvis I stilfærdigt men standhaftigt på helt jeres egen måde vidner om det, I tror på, så gør I godt! Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg tror, der er en dyb og inderlig længsel ud af netop Frederiks tankegang – dette med at alt er nøjagtig lige godt, bare vi selv tror på det. Jeg tror, der er stor lede ved det, vi kalder relativismen: at ingenting står fast, men alting kan ses fra 100 sider. Vist må vi finde os i, at en ting kan ses fra flere sider, vist må vi finde os i, at sandheden i medierne og mellem folk er noget tvivlsomt noget med fake news og spin og sociale medier. Men desto stærkere er længslen efter eet sted, hvor alting ikke flyder.

Jeg har altid selv haft det sådan, at det, der gav mig ro og glæde og livsmod – det var den måde Jesus taler på. Det der slog alle, som hørte ham, var dette, at han tale med ”myndighed”, som de sagde. Afgjort, bestemt, uden vaklen. Peter mærker det med det samme: Han er netop i gang med at belære Jesus om, at de altså har været ude hele natten, og intet har fanget – da han med forsinket virkning mærker myndigheden i de ord, som Jesus fra starten rettede til ham:  Læg ud på dybet! Peter går i stå, og siger så: Men på dit bud vil jeg kaste garnene ud! Det er myndigheden, han mærker. Det er en myndighed, som kalder på afvisning eller tro – kun de to. Præcis sådan taler Jesus alle vegne: ”Den der ikke er for mig, er imod mig. Den der ikke samler med mig, spreder”. ”Jeg er opstandelsen og livet”. ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene”. ”I har hørt, at det er sagt til de gamle, men jeg siger jer!” Sådan er det hele vejen igennem: Jesus kommer ikke med debatindlæg eller oplæg til dialogkaffe.

Og jeg vover at påstå, at når jeg føler styrke og glæde ved det, så er der nok også andre, der gør det. Så er man straks inde ved kernen: Er han den, kirken i 2000 år har sagt, han er – eller er han ikke. Og hvis han er – da er vi små hverdagsmennesker akkurat lige så meget som Peter hyret, ansat og kaldet – uden at der er skævet til vores kvalifikationer eller mangel på samme – til at hjælpe andre til samme glæde.

Amen  

 

 

Prædiken til 2. Pinsedag I, 2021

Joh 3, 16-21

Salmer: 290, 287, 293, 292, 291

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Hvor er originalerne blevet af? Folk som Kjole-Ole og Flaske-Bent og For-Helved’-Jens? Hvor er de blevet af, alle de lidt skæve eksistenser, som engang befolkede alle små og store byer? Engang havde ethvert lille samfund sin original, sin lidt skæve eksistens, men nu er der ingen. Jeg tror ikke på, det er kommunen, der en nat har kørt dem alle sammen væk og lukket dem inde på behandlingssteder med navne som ”Birkely”, ”Egelund” eller ”Pilehaven”. Jeg tror i og for sig ikke, at de bare gemmer sig på herberger og i omsorgshjem. Der var alt for mange engang. Og nu er der alt for få. Det stikker dybere, tror jeg. Spørgsmålet om originalernes forsvinden er vigtigt. Det siger noget væsentlig om os, om vores tid, om den ånd, som er vores for tiden. Vi siger til hinanden og lærer vore børn, at vi alle sammen er unikke og originale – men jo mere tiden går, jo mere bliver vi det modsatte. Vi bliver mere og mere ens, skåret til over sammen læst

Derhjemme i Sorring var der mange af den slags typer. Lillesøster, f.eks, som deltog i alle begravelser og arrangementer med spisning. Så kom hun gående oppe fra byen med lange skridt og hænderne på ryggen, kantet og grov, og med en mærkelig stram og skæv mund. Hun var med ved begravelsen, ganske uanset, at hun ikke kendte afdøde. Hendes øjeblik kom, når afdødes søn eller datter stod op og på familiens vegne sagde, at nu var der kaffe i forsamlingshuset, og at alle var velkommen”. Vi børn var bange for hende. Vi kendte hende – ligesom vel det meste af byen – kun ved hendes mærkelige kaldenavn: Lillesøster. Og der var Børge Nielsen i hans lille mørke forretning ved siden af tanken på hovedgaden. Den var vel på max. 12 m2, men alligevel var lageret uudtømmeligt. Her kunne man købe alt det, man ikke kunne købe andre steder. Der hang gummistøvler og Kansas arbejdstøj og cykelslanger ned fra loftet, der lå fire kartofler og tre gulerødder i støvede kurve foran disken. Og så var der ellers bestik og spillekort og legetøj og vandkander og rensebenzin og porcelænskrus i én pærevælling. Men Børge kunne altid finde det, man søgte, selvom han var både nærsynet og ”missions”. Og der var der Peter Vigen, som bestyrede skraldemøddingen, en smuk bakkeskråning, hvor man tippede gamle fjernsyn og bildæk og standerlamper og sengebunde og alt mulig andet skrammel ned. Peter Vigen brændte det meste af det af med dieselolie og når han var i godt humør og stod oppe i indkørslen, iført stråhat, seler og hvid skjorte, der krøb bagud af bukserne – så skulle man for enhver pris undgå at falde i snak med ham, for så slap man ikke væk, før der var gået to timer, mindst. Sådan var min barndoms land befolket med originaler. Der var også Jens Fragtmand og ostemanden Krovicki. Foruden landstrygerne, som af og til overnattede i præstegården.  Og sådan har det jo også været her i byen. Der går en masse gamle historier om dem. Nogen husker stadig cykelhandleren Karl Vitt og Viggo Furbo og der er sikkert også nogen, der har været ude i Brøndum og få skiftet dæk hos Bisgaard, som skrev faktura ud med fire forskellige farver kuglepenne. Langt de fleste af de gamle er naturligvis døde og borte for længst, men hvor er deres åndsbeslægtede i nutiden? Det er ikke bare et historisk spørgsmål. Det handler ikke kun om, at samfundet dengang var anderledes. Det har, tror jeg, noget med tidsånden at gøre – den triste, feje ånd, som præger vores tid. Det handler om at turde være sig selv – det tør vi ikke mere. Originalerne turde, og jeg har en fornemmelse af, at der er en dunkel sammenhæng mellem originalernes forsvinden, og vores fortrængning af kristendommen.

Men her fik I nu for et øjeblik siden det glemte evangelium for fuld styrke: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver, som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Han sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”. De ord plejer man at kalde det ”lille evangelium”, for her har Johannes i få sætninger formuleret, hvad det hele drejer sig om. Den, der tør lade sig nøje med de ord og tør lægge dem som sit sikre fundament – han eller hun tør i sandhed være sig selv, tør være en original, ja, en nar for hele verden.

Det kan siges sådan: Hvad jeg er, afhænger ikke af hvad jeg har nået eller ikke nået. Det afhænger ikke af min indkomst, mine fortjenester, min karriere. Det står ikke og falder med, om andre respekterer mig eller synes om mig. Om jeg får likes på Facebook eller sættes i gabestokken samme sted. Det afhænger ikke af, hvem jeg omgås med, og om jeg mener det sammen som alle de andre. Om jeg har det rigtige tøj, den rigtige bil, den rigtige uddannelse. Jeg skal ikke først gøre mig fortjent. Før verden blev til elskede Gud mig i sin søn Jesus Kristus. Ligesom han elskede alle andre i sin søn Jesus Kristus. Jeg har intet at gøre mig til af – men jeg behøver heller ikke være så bange for andre. Det evige liv begynder allerede lige her og nu, hvor jeg tør lade ordene her i Johannes ”lille evangelium” være den platform, den klippesten, jeg står på.

Det er i den ånd, vi skal leve, i Helligånden, den samme ånd, som var i Jesus Kristus selv. Fordi han troede på det, turde han være sig selv. Og han var jo i sandhed en original. Vel den største, der har gået omkring på jorden. De kaldte ham frådser og dranker, de mente, han var sindssyg og besat af djævlen. De lo ad ham og bagtalte ham og nedgjorde ham og alt, hvad han sagde og gjorde. Men han gik uden videre ud fra den faste grundvold, at i ham elskede Gud virkelig verden og alle dens ængstelige mennesker.

Det er alt sammen ikke højpandet raketvidenskab. Det er noget dybt menneskeligt og uendelig simpelt. En lille dreng, der barnligt enfoldigt er fuldstændig forvisset om sin fars og mors kærlighed – sådan en lille fyr tør være sig selv. Naturligt og uden bagtanker leger han i sandkassen og pludrer løs om alt det, der optager ham: Der er katten og hov, se den lille fugl deroppe, og nu skal han godt nok bygge et rigtigt fint slot til kongen og dronningen. Han skænker i grunden ikke sig selv en eneste tanke. Han bliver en lille original. Men omvendt: Et barn derimod, som er usikker på far og mor – det bliver bekymret, ængsteligt og unaturlig. Den lille pige må hele tiden gruble over sig selv, hun bliver sig pinlig bevidst, at hun vist ikke er rigtig, som hun skal være. Far og mor kan vist ikke lide mig? Altså må hun rette alt, hvad hun gør, ind efter, hvad hun tror, far og mor godt kan lide – eller det modsatte. Hun må hele tiden gøre far og mor opmærksom på sig selv. Og så begynder hun at skabe sig.

Hvis man hører til selvplagerne og har fulgt med i programmer som ”X-faktor” eller ”Vild med dans” eller ”Talent” eller ”Scenen er din”, så ved man, at dér er omkvædet hele tiden, at vi alle sammen er fantastiske og unikke og dybt originale. Sådan siger de optrædende hele tiden til hinanden. Og så er de fantastiske og unikke og originale på nøjagtig samme måde. De klæder sig ens, de taler ens, de synger på samme måde, de kindkysser på samme måde, de jubler og græder på samme måde. De er helt nøjagtig sådan, som det betaler sig at være lige nu for tiden. Og det er næsten ikke til at holde ud at se på. Men den måde hele tiden at indrette sig efter, hvad man tror, er rigtigt, hvad man tror, er korrekt, hvad man tror, er velset, hvad man tror, andre tænker – det er vor tids svøbe. En grusom uselvstændig og fej tidsånd, der – sådan sagde Jesus - får os til at svaje som siv for vinden. Eller til – som der står i Prædikerens Bog – at jage efter vinden, som bestandig skifter retning.

Vi går i det samme tøj, vi kører i de samme biler, vores huse er ens, vores regnmålere er ens, vores køkken-alrum er ens, vores robotplæneklippere er ens. Nå ja, den ene er måske orange og den anden grå, men de er alle lavet i Kina og gør nøjagtig det samme. I Kina bestemte formand Mao, at alle kinesere skulle gå i simpelt lærredstøj og kasket. Det gør vi endnu ikke herhjemme, men set udefra er der alligevel utrolig få udsving til siderne. Jagten på at være anerkendt, elskede, ansete og bekræftede – former os som efter en støbeform. Det er ikke kun i corona-tiden, at vi retter på hinanden og skammer hinanden ud – sådan er vi i en verden af kviksand, en verden uden gulv, uden fundament, uden en klippe at stå på.

De gamle originaler turde være sig selv. Kjole-Ole og Flaske-Bent er vel nogle af de sidste originaler. Men originalerne er næsten forsvundet helt, fordi ingen længere tør være sig selv. Ingen tør længere give slip på sig selv og blot være til.

Det hjælper ikke, at vi siger som i en trosbekendelse, at alle er unikke. Det er noget sludder. Det eneste, der kan kurere, er at høre og stole på Guds ord. For der skal en Gud til at skabe mennesker. Hvis mennesker vil skabe sig selv – ja, så skaber de sig. Gud skabte mennesket af agerjorden og pustede livsånde i det. Sådan må han stadig puste livsånde i os, der er ved at kvæles af tidsånden.

Hør så: I skal gå her fra og stole på evangeliets mærkelige lettelse: Således elskede Gud verden, altså den syndige, selvoptagede, fortvivlede verden med dens syndige, selvoptagede og fortvivlede mennesker i – heriblandt jer og mig. Fra først af – ikke først, når vi engang har bevist vores værd, og vist os elsk-værdige og tilforladelige. Væk med det! Lad være med at sammenligne jer med andre. Stil jer foran spejlet og betragt engang det sølle pjok, som står dêr og knap nok ved, hvad ben han eller hun skal stå på. Og sig så: Således elskede Gud verden, således elskede Gud mig. Og føj så til: Hvis Gud er for mig – hvad er jeg så så bange for? Hvis det er mit fundament – hvorfor står jeg så ikke bare på det – og er glad til?

Glædelig Pinse

Amen

 

prædiken til Pinsedag I, 2021

Joh 14, 22-31

Salmer: 290, 288, 282, 286, 291

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Hvert år til pinse skal vi igennem den samme snak i medierne: Ok, det er så festen for Helligånden, men her har vi en statistik, der siger, at 87,9% af danskerne ikke aner, hvad det betyder. Og så er der 9,8%, der mener, de godt ved det, og så er der resten, som ikke rigtig ved, om de ved det. Men noget meget højpandet og religiøst – det er da helt sikkert. Men herregud, selvom ånd ikke kan ses, så kan den i allerhøjeste grad mærkes og efterspores. Det kan jeg nemt vise jer.

Igennem mange, mange år har DR sendt et underholdningsprogram, som I nok er stødt på. Det hedder ”Kender du typen”. Ideen er med programmet er, at vi kommer på besøg i et hjem, hvor dets beboer – som regel en eller anden kendis - ikke er hjemme. Eller rettere holder sig skjult. Vi skal nemlig som seere gætte, hvem der bor i huset. Til at hjælpe os har programmets vært inviteret to livstilseksperter med, som nu går fra rum til rum og fortæller, hvad de ser. Og når de er nået hele vejen rundt, kommer de så med deres bud på, hvem den kendte person er. Og til allersidst kommer den kendte så frem og afslører, hvem der gættede rigtigt. Man kan godt sige, at det program i virkeligheden handler – ikke om at finde en person, men om at finde hans eller hendes ånd.

Når livstilseksperterne går igennem stuerne og køkken-alrummet, så finder de ikke ånden selv, nej, men de finder spor af den ånd, som er i hjemmet. Hvad siger billederne på væggen? Er det sådan nogle metervarer fra IKEA eller er det ægte oliemalerier? Hvad taler bøgerne i reolen om? Er det krimier eller er det Kierkegaard, Tolstoj og Dickens? Roder hjemmet, eller ligner det et udstillingslokale i et bolighus? Hvilken slags musik hører man her? Hvad spiser man? Laver man selv mad – eller bestiller man en pizza udefra? Hvordan ser garderoben ud? Går beboerne rundt i H2O-klipklapper og hvide tennissokker? Eller i spidse sko med høje hæle? Alting fortæller noget om ånden i hjemmet.

Sværere er det ikke. Ånd er det, der bevæger et menneske. Ånden selv kan vi ikke se, men vi kan se sporene, og selv en dansker, der aldrig har sat sine ben i kirken, ved, hvad jeg taler om. Skønt selv usynlig efterlader ånd sig altid synlige, umisforståelige spor. Ligesom katten, der i nat trådte i den våde cement. Katten selv så vi ikke, men sporene er der klare og umisforståelige næste morgen. Sådan er det med Ånd, og sådan er det med Helligånd.

Det er nemlig ikke sådan, som mange tror, at Helligånden så at sige er alene i verden. Der er masser af ånd og ånder. Sløvhedens ånd f.eks.- Eller fejhedens ånd, dumhedens ånd, egoismens ånd – de findes også. Her i coronatiden har ingen vist kunnet undgå at mærke sådan en mathedens ånd. Ingen kan se den direkte, men man fornemmer den hos alle samtidig: Nu orker vi snart ikke det her cirkus og de her utålelige mundbind mere. Eller spørg bare lærerne. De kender også til ånd – også selvom de måske ikke bruger ordet: Uden at der er sagt et ord i klassen om morgenen, kan de mærke, at ånden i dag enten er sløv og modvillig eller glad og modtagelig. Det er fysisk mærkbart og virkeligt.

Sådan er det. Altid når I går ind i et hus, leger I – uden at tænke over det - ”Kender du typen”. I mærker forskellene og fornemmer den ånd, som har været her – aftrykket af ånden, som var her, og som måske springer igen.

Lad os nu denne pinsesøndag lege dén leg og gå ind i to forskellige huse - at lære noget om to forskellige slags ånd, vores ånd og Helligånden.

Først tager vi på besøg i sådan et af de allernyeste topmoderne enfamiliehuse. Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen, men tænk på de nye huse på Elskærbakken inde ved Vinde. Noget i den stil: Nye firkantede hvide huse med flade tage og store tomme glaspartier. Mærkeligt historieløse huse – ingen røde tegl eller gammeldags mursten, ingen linje tilbage til tidligere tider. Bygget i en fart. Et betonskelet og udenpå de hvide eller grå mursten. Det centrale rum i de huse er køkken-alrummet, der er stort som en kirkesal. Det er her de store vinduer sidder – ofte fra gulv til loft. Ofte er lyden herinde også som i en kirksal. I den ene side af det store rum er det lækre køkken – som måske nok ikke længere er et ”samtale­køkken”, men dog stort og dyrt nok. I den anden side hænger fjernsynet. Selvom huset her i mit eksempel er ganske tomt, vidner huset i sig selv om ånden i tiden. Husene siger: Vi har ingen historie. Hvad skal vi med fortiden og gammel dansk byggeskik? Vi ligger her, bygget i en fart på den bare mark, lukkede om os selv, og kigger ud på landskabet. Selv bidrager vi ikke med noget. Hvad kommer verden os ved? Hvert menneske er en ø. Vi er alene og skaber vores egen historie på den bare mark. Og det kirkeagtige køkken-alrum siger: Det væsentlige er maden, adspredelsen og under­holdningen. Mennesket lever af brød alene. Vi er her nu, vi er en lille gnist, der lyser op i et kort sekund, og derfor må vi se at få det bedste ud af det. Spis, drik og vær glad, for i morgen skal du dø.

Nå ja, måske overdriver jeg. Men disse huse og deres indretning siger noget om tidsånden, vores moderne ånd.

Nuvel, lad os gå til et andet hus. Ja, vi er her allerede, for det er vores gamle Dølby kirke. Prøv at se på den, som livstilseksperterne ville se på den. Den ligger her på sin lille knold syd for bækken, vest for kilden og nord for landevejen. Bygget med den største håndværksmæssige akkuratesse og i slægt og tradition med romernes basilikaer og de store kirker nede i Europa. Hver enkelt marksten er tilhugget omhyggeligt på de fem sider og stablet oven på de andre. Stenhuggeren og tømreren og blytækkeren og klokkestøberen – vil ligesom sige: Det her hus skal være rammen om noget stort og vigtigt og anderledes.

I kirken peger alting væk fra os selv. Modsat det moderne hjem. Tårnet peger mod himlen som en finger. Ned gennem hele vort land ligger de små kirker på bakkerne og peger opad - væk fra sig selv, som om de vil sige: Se op, venner! Løft hovederne. Hvorfor går I med sænket hoved? Øjet blev skabt himmelvendt, ikke til at granske jeres skosnuder.

Og under tårnet er der et lille rum og et stort rum. I det store rum står vi ikke i rundkreds om os selv og hinanden. Alle vender næsen samme vej og kigger op gennem en åben port – den smukke bue er ikke en triumfbue, men en port. I skal tænke jer, at portfløjene er revet op, og midt i porten står Kristus med udbredte arme og byder os op til himmeriget. Midt i korbuen hang jo nemlig i gamle dage korbuekrucifikset, næsten så man måtte bøje sig for at gå under. Vi skal fra vores plads se op og se, at Kristus har selv åbnet ”himlens borgeled”, som Grundtvig så fint har digtet i julesalmen. Vi kan se lige op i himmerig, hvor vi skal til bords med Herren.

Og så er det rigtigt, at på den centrale plads oppe i det lille rum – dèr ser vi ikke en fjernsynsskærm til underholdning, men et chokerende billede af en mand, der bliver taget ned fra et kors efter at have lidt en grufuld død. Billedet sidder her lige i husets midterakse, alles blikke samles her. Det er et billede af en bestemt historisk person, Jesus Kristus – han som var aldeles uskyldig, men så mærkeligt – helt frivilligt gav sig selv væk for andre, fordi han vidste, at han selv havde fået alting givet. ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”.

Hvor det moderne byggeri siger: Vi er kun os selv, taler den gamle bygning anderledes: Vi er ikke alene. Vi skal ikke bare spise og sove og fordrive tiden. ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov”, skrev Paulus. Vi skal følge efter ham, Jesus Kristus og gøre som han. Gå fra kirken hen til dem, der sidder ene og fortvivlede og bekymrede – at fortælle dem om ham.

Sådan vidner den gamle bygning om den ånd, som den er bygget i. Ånden er aftrykt i sten og brædder og maling, som kattens poter i cementen. Og for nu at sige det sådan: Pinsen fejrer vi, fordi Gud selv vil lade den ånd, som har sat aftryk her – tænde ild i os den dag i dag. For Helligånden bor jo ikke i kirken. Her har den bare sat et tydeligt spor.

Nu vil jeg udtale et ønske for jer. Jeg ønsker og beder til, at fremmede og turister og livstilseksperter, som kommer hertil – at de forundrede må sige sådan om jer: ”Den ånd, som var i ham Jesus Kristus – den er sandelig stadig i de folk, som færdes her”. Jeg ønsker for jer, at de fremmede vil sige: Hvor er det mærkeligt, at det, der var levende for de gamle – det er endnu spillevende her hos de gode folk, som har deres gang her. For dem er dette alvor. For dem lever et menneske sandelig ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. Der er noget, der er vigtigere end magelighed og behagelighed og kroppens behov.

Lad mig sige det endnu tydeligere: ”Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden”, sagde Paulus. Og det betyder: I hører i dag, at vore synder er os forladt. Godt, så lev sådan! I har hørt, at Kristus har gjort alting godt. Godt, så lev sådan! I har hørt, at han har forsonet Gud med os. Godt, så stol på, at det er sådan. I har hørt, at Gud er med jer alle dage. Godt, så vov at leve sådan! Ikke engang – når I får taget jer sammen. Men i dag!

Og så vil jeg slutte med denne pinsebøn:

Herre vor Gud, lad din gode Ånd, som var ved verdens begyndelse, nu og altid – lad den springe frisk og ny som en højspændingsgnist også til os. Fej som en forårsvind al selvoptagethed og fejhed og mismod ud af vore hjerter og lad det blive evigt borte. Giv os styrke til at leve – ikke efter vores egen vilje, men efter din. Giv os mod til at gå til andre med dit evangelium. Tænd din pinseglæde i os, så vi kan se helt bort fra alt vores eget og tjene dig i alle ting.

Glædelig Pinse

Amen  

 

Prædiken til Påskedag I, 2021

Mark 16, 1-8

Salmer: 218, 236, 224

Billund Lufthavn en januarmorgen. Vi sidder i vores flysæder og kigger ud ad det lille ovale vindue til venstre. Vi ankom for flere timer siden i buldrende mørke og fandt en parkeringsplads et sted i den iskolde vind ude i parkeringsafsnit D eller E. Vi har været igennem security og lagt bælter og telefoner og jakker på de grå bakker ved rullebåndet. Og vi har ventet i gaten det meste af en time, sammen med en masse andre mennesker, der er lige så fåmælte og søvnige som vi. Og nu er vi så om bord og venter. Udenfor er det begyndt at lysne en anelse. Et gråt lys af samme triste og trøstesløse farve som væggene i covid19-centeret på Brårupvej. Alt er blygråt, landingsbanen, himlen, bygningerne, selv regndråberne på vinduet og de visne græstotter langs banen. Kun lufthavnsbilernes lygter lyser koldt og hvidt. Flyet taxier omsider ud fra afgangshallen og kører langsomt ud mod afgangsbanen. Jeg holder godt fast i armlænene, da flyet accelerer. Jeg vil gerne til de varme lande midt i den uendelige mørke danske vinter, men jeg har ikke lyst til det flyveri. Jeg har set, hvor lidt metal der er imellem kabinen og luften udenfor. Mens vi racer afsted over banen, kan man se de grå, våde og tottede skyer ligge tungt næsten helt nede på jorden. Lyset bliver slukket i kabinen. Nu er der kun det grå tvelys udenfor. Og med et er vi oppe i skyerne. Man kan intet se ud af vinduet. Det er som om vi flyver i mælk eller grå maling. Grå regnperler pisker bagud på vinduet. Hvordan mon piloterne kan finde vej? Flyet ryster og vibrerer. Det klikker i ørene. Jeg forbereder mig på meddelelsen om, at flyet desværre har mistet den ene vinge eller haleroret. Men folk omkring mig tager det helt roligt. Der er måske en lille centimeter metal imellem dem og det grå ingenting udenfor. Men det rører dem ikke. Stadig stiger maskinen. Man kan fornemme det tottede grå sky-noget derude, koldt, klamt og kaotisk højt over jorden. Dernede må jorden være, Danmark, mit land – men man kan intet se. Og så lige med et er det som om nogen har hældt flydende guld ind af vinduet ovre i den modsatte side. En solstråle har ramt flyet. Og pludselig, helt uventet stråler solen som guld i hele kabinen. Det er en helt overrumplende fornemmelse. Vi er over skyerne. Alt det grå er væk. Himlen er vidunderligt blå, allerede langt nede under os ser vi skyerne. Ovenfra ligner de et bakket snelandskab. Alt er helt forandre. Det er stadig januar og vinter – men det er nedenunder os, forsvundet, overstrålet i den herlige sol.

Og hvorfor nu fortælle sådan noget en påskemorgen? Jo, det kunne jo være et billede på opstandelsen, den opstandelse, som også vi skal opleve en dag. Kristus er førstegrøden, den første. Og som han opstod, skal vi opstå. Forstil jer bare, hvad I vil. Alle vore begreber og forestillinger vil alligevel blive overtrumfet og overstrålet som solen over skyerne. Det er et billede på noget overrumplen­de, helt uden for kategori usandsynlig glædeligt.

Men nuvel: Hvordan kan jeg tillade mig at fortælle sådan noget? Det er jo bare forestillinger, ord og billeder. Ja, det er det, men lad være med at bruge det lille foragtelige ord ”bare”. Det har ingen ret her. I gamle dage sad min søster og jeg tit og tegnede, mens far læste historie. Jeg tegnede vist mest riddere og borge og konger og skibe og den slags. Min søster tegnede tit det, hun kaldte ”abstrakterier”. Det var farvede mønstre og felter, som ikke forestillede noget. Jeg vil vædde med, at også de, der ikke tør tro på opstandelse – de går, uden at de har lagt mærke til det, rundt med sådan nogle underlige abstrakterier i hovederne. Prøv selv efter:

Hvordan ser ”fremtiden” ud? Jeg mener, hvad farve har den? Er den rund eller firkantet? Ligner den Ballingvej en regnvejsdag i modvind? Eller det der røvtriste covid-19 testcenter? Eller er den grøn som vårens hæk? Hvordan ser ”tiden” ud? Er den en linje? Er den en cirkel? Hvordan forestiller I jer den? Ligner den en Mayland-kalender eller et excel-ark fuldt af rubrikker og tal? Prøv engang efter. Vi går alle sammen rundt med sådan nogle abstrakterier i vores hoveder. Vi kalder dem ”virkeligheden” med et andet abstrakteri-ord – og så rynker vi på næsen af opstandelsen. Jeg vil tro, at ”tiden” for de fleste mennesker ligner sådan noget gråhvidt og tottet noget, ligesom skyerne, jeg fortalte om før. Abstrakterier har vi alle sammen – altså også dem, der rynker på næsen af opstandelsen. ”Livet”, ”døden”, ”mennesket”, ”kærligheden”, ”samfundssindet” – det er ord, vi bruger hele tiden. Men det er komisk at tænke på, at disse begreber hos langt de fleste af os har taget form efter et eller andet, vi har set: En sky, et hus, en dør, et træ, et lys. Hvis jeg tænker nærmere over det, ligner ”evigheden” for mig himlen over de blå bakker ude ved Bjarup mose. Og ”dødens dør”, - ja, når jeg tænker nøje efter, så ligner den mistænkelig Svend Pedersens ladeport over i forpagtergården på den anden side af marken hjemme i Dallerup. Prøv efter. Folk gør nar af kristendommen og griner af opstandelsen – i al fald så længe det er lyst og de har det godt – men hvad sætter de i stedet? Lutter abstrakterier: ”Virkeligheden”, ”videnskaben” osv.  

Markus fortæller, at kvinderne finder graven tom. Det har man herhjemme prædiket om i mange, mange år. Graven var tom – det var den første kristne prædiken, sagde man – og det var nok ret abstrakt for de fleste. Men det var heller ikke det, de første kristne prædikede. Det var derimod, at de ham, at de mødte ham, at de talte med ham, rørte ved ham, spiste sammen med ham. Vist var graven tom – det er samtlige kilder faktisk enige om. Også Jesu modstandere indrømmede det selv, når de bortforklarede opstandelsen med, at det var disciplene, der havde fjernet liget. Men glæden i Det Ny Testamente er alle steder dette, at de rent faktisk mødte ham: Maria Magdalene, Peter, Jakob og Johannes, og ifølge Paulus mere end 500 brødre plus ham selv – fysisk. Ikke som en ånd, ikke som et syn, men som helt ham selv – og dog ligesom noget mere.

Når man skal tale ret om opstandelsen, gør man klogt i at begynde et helt andet sted. Altså ikke ved, hvad der mon skete i Jerusalem for længe siden i år 33, men hvad der skete herhjemme ved vores egen dåb. I middelalderens Danmark holdt man endnu fast i den gamle skik kun at holde dåb én gang om året, nemlig påskedag. For her bliver det tydeligt, at der er en sammenhæng.

Og spænd nu sikkerhedsbælterne, sluk mobiltelefonerne, slå klapbordet op og stil skarpt, for nu skal jeg fortælle, hvordan Paulus, den ældste af de nytestamentlige forfattere så på dåben: I dåben bliver vi korsfæstet og druknet for at vi kan stå op med Kristus. Den gamle Adam, sagde Paulus – altså det i os, der hele tiden siger: mig først, mig først – bliver druknet i døbefonten. Den gamle hedning, den gamle Adam, den gamle Eva spræller endnu i os og vrider sig i kramper og spasmer, men det holder ikke i længden. Til gengæld er noget andet ved at stå op i os, vokse i os, nemlig det, Paulus kaldte ”det indre menneske”, det i os, der er urolig, længes og leder efter noget, som ikke findes nogetsteds her – fordi det er intet mindre end Gud selv. Måske har I bidt mærke i det ord, jeg læser lige inden nadveren: ”Han som har begyndt sin gode gerning i jer, han fuldføre den indtil Jesu Kristi dag”. Det er den indre kamp, som ifølge Paulus må rase i alle mennesker, som har modtaget dåben. Gud er i gang med sin gode gerning i os. Han vil forme og forvandle os. Men det er op ad bakke. Det er et skridt frem og to tilbage. Først når den fysiske død en dag kommer – og det gør den jo til os alle - da vil det være fuldbragt. Døden vil ikke være udgang til det store sorte ingenting. Og tænk igen lige over abstrakterierne ”døden” og ”ingenting” – hvordan ser ”døden” ud? Hvordan ser ”ingenting” ud? Nej, det er indgangen til noget helt ovenud anderledes og fabelagtig overrumplende.  Disciplene blev glade, da de mødte Jesus efter opstandelsen. Ikke kun fordi de så ham igen, men først og fremmest fordi de så noget mere. De så Kristus som den første, som de skulle følge efter

Paulus, denne superintelligente, belæste, ironiske, humoristiske og mulitibegavede lille pukkelryggede jøde – han fortæller et sted, helt naivt og næsten barnligt for sine venner i den græske by Thessaloniki om sine forestillinger: ”de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”.

Alt det er så let at afvise, så pærelet at spotte og grine af. Enhver idiot kan gøre det, i søvne efter en brandert, mens han børster tænder. For vi har jo kun de første vidners ord. Døde kan ikke stå op af graven. Nej, det vidste de da ligeså vel som vi. Men hvad i al verden skulle de gøre, når de nu mødte Jesus – ud over at være glade?

Måske skulle vi fejre påske med at indrømme Gud en lille smule plads til at være det, han er, nemlig Gud. Han som siger, at hans veje går højt over vore veje, og at hans planer er højt over vore planer. Hvor i al verden har vi hentet det ubegribelige hovmod, at hele verden skal kunne rummes i vores små hoveder, og at alting skal stå til regnskab for vores lille målerlarveforstand?

Opstanden er den Herre Krist, halleluja, halleluja – sådan lyder det i den gamle salme, og sådan og kun sådan taler man ret om opstandelsen. Gør jer bare de forestillinger I vil, det går der ingen skår af vor Herre for. De vil alligevel blive overgået hundrede af billioner gange. Hvad ved knoppen om det fuldt udsprungne grønne løv? Hvad ved den tykke ækle larve om sit liv som sommerfugl? Hvad ved fosteret om at løbe efter en sommerfugl, spise en is eller lege i en sandkasse? Inde i mørket har det nok kun sine egne abstrakterier: Bah, vrænger den ene tvilling til den anden i mors mave: Fødslen, sikke noget vrøvl. Der er kun dette trygge varme mørke, den søde stemme, vi kender, sulten, sove, lytte, sparke. Men det er sandt: Kristus er opstanden. Gud har begyndt sin gode gerning i os.        

Glædelig påske!

Amen

Prædiken til Langfredag 2021

Markus-evangeliet

Salmer: 192, 187, 216

 

Hvordan blev korset, denne forfærdelige gyselige galge, dette frygtelige terror- og torturinstrument – nogensinde til kirkens mærke? Hvordan kom det nogensinde dertil, at korset blev opfattet som et sejrstegn, et glædestegn, som man hængte om halsen på sine sønner og døtre? Ovenikøbet i guld og sølv. Det korte svar er: Der hvor han kom, Jesus Kristus, blev alt forvandlet, alting nyt. Og derfor måtte naturligvis også en retterpæl, en galgepæl forandres, forvandles. Det lidt længere svar lyder sådan her: Når korset er blevet opfattet som et sejrstegn, er det fordi der virkelig er tale om en sejr på korset. Jesus sejrer virkelig, netop da de ydmyger ham og dræber ham på en tarvelig pæl i en trøstesløs grusgrav. Når vi ikke forstår det, er det fordi vi ikke forstår, hvad kærlighed er – selvom vi snakker om den i tide og utide. At elske er at give sig selv væk, vove sig ubeskyttet frem. Det er det, Jesus gør fra første færd. ”Heller giver du end tager” som Grundtvig skriver. Sådan er han. Hos os andre er det omvendt: Vi tager hellere end vi giver. Livet er noget, vi skal rive til os og holde på. Verden er som et supermarked, og det bare med at gramse så meget ned af hylderne til sig selv som muligt. Jesus – alene blandt mennesker - giver sig selv bort, har ikke tanke på sig selv, men kun for andre. Hvis han, som vi synes, det var rimeligt, forsvarede sig selv, søgte at redde sig selv, fortælle, at han var uskyldig – ville han i samme øjeblik have tabt. For da var han bare ligesom alle vi andre. Men selv ikke, da han står foran Pilatus med en dødstrussel hængende over hovedet. Ikke engang på korset lader han sig friste til at redde sig selv. Synd og død og frygt kan ikke lave om på ham. Og det er sejren. At han som Guds Søn heller ikke vil holde sin sejr for sig selv, men – tro imod sig selv, som han er – vil dele den med os. Lade den komme os til gode.

 

Jeg læser nu lidelseshistorien, i år som Markus fortæller den.

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.« Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.« Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Men han forsikrede endnu stærkere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre.

Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« Atter gik han bort og bad med de samme ord. Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. De lagde hånd på ham og greb ham. En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.« Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget. Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?« Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede. Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.« Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 

Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

De førte ham ud til stedet Golgata — det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge — lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« — det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven. Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.

Amen

 

Prædiken til Skærtorsdag I, 2021

Matt 26, 17-30

Salmer: 465, 473, 456

Det er Skærtorsdag, og selvfølgelig skal vi holde nadver i dag på trods af forsigtighedsprincipper og restriktioner. Om lidt skal vi gå til Herrens bord, men inden da vil jeg holde en lille bordtale. I grunden er søndagsprædikenen altid en bordtale ved Herrens bord.
”Du skal da have noget at stå imod med”. Sådan siger man vist stadig på dansk, når man byder en ven eller en nabo på frokost eller kaffe: ”Hør, du skal da have noget at stå imod med”. Det samme kunne vi med god ret sige forud for nadveren: I skal da have noget at stå imod med.

Som man i det daglige skal have noget næring for at kunne stå imod det fysiske arbejde og slid, sådan skal vi have næring i nadveren til at stå imod Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Proteiner og mineraler og kulhydrater skal vi have – for at musklerne kan arbejde og knoglerne kan bære os. Det går galt uden. Men i lige så høj grad gælder det, at vi trænger til Herrens legeme og blod – nemlig for at ånden kan bære os. Det går ikke uden.

Vi skal altså have noget at stå imod med – f.eks. imod al den krænkelse og krænkelses­parathed, al den vrede og alt det had, der i disse år hele tiden ligger og gærer under overfladen. Jeg tror, at når enten vi eller vore børn engang sidder og ser sådan en årskavalkade med gamle tv-klip tilbage fra 2021, så vil vi helt sikkert bemærke og huske tidens tegn: hele tiden denne søgen efter nogen eller noget at være krænket over eller vred på. Hele tiden er der fejl hos de andre, hele tiden nogen eller noget, som er for dårligt, for ringe, som er racistisk eller diskriminerende eller krænkende for nogen. Det er hele tiden galt med de hvide, med mændene, med de heteroseksuelle, med europæerne, med danskerne, med de rige, med de kristne – hele tiden. Regeringen har haft hele sin opmærksomhed vendt mod corona nu i over et år, men krænkelsesparatheden, vreden og hadet er i virkeligheden en langt værre smitte.
Smitten er vel kommet fra USA – og trives bedst på nettet. For en uges tid siden var der igen-igen en skudepisode i USA, denne gang i byen Boulder, hvor en gerningsmand skød tilfældige mennesker i et supermarked. Næsten inden politi og ambulancer var nået frem, skrev en kendt meningsdanner på nettet: Det er igen en vred hvid mand, der har skudt uskyldige. Det er det hver gang! Det viste sig imidlertid, at gerningsmanden var fra Syrien, og altså i tidens hudfarve-snak nærmest må høre til de brune, men sådan er det blevet – også herhjemme: Lynhurtigt ved vi, hvem de skyldige er, hvem de onde er - og det er altid dem, vi i forvejen hader. Man bliver krænket over tegninger, over fastelavnsudklædninger, over fester på universitetet, over uønskede tilnærmelser for 20 år siden, over enkelte ord, over ting, som er skrevet i gamle bøger – over hvad som helst.

Og tanken er hele tiden: Er man krænket, har man ret til at svine andre mennesker til med de værste gloser, med forbud og trusler og vold. Det farlige ligger ikke kun i påståeligheden, men også i, at vi efterhånden mister evnen og lysten til overhovedet at tale sammen. I alle sager står folk bare i to lejrer og råber hadefulde gloser efter hinanden.Over for den slags har vi så sandelig hårdt brug for noget at stå imod med. Og hvor kan man finde en større modsætning end mellem, skal vi sige, en nutidig demon­stration imod racisme eller kønsdiskrimination, og så Jesus, der indstifter nadveren. Det første sted er der selvhævdelse, selvretfærdighed og kræve­mentalitet. Hos Jesus er der selvopofrelse, tålsomhed, afståelse fra al ret. Jeg tænker selvfølgelig nok, at nadveren i den moderne krænkelsestankegang er alt muligt ondt, hvidt og ekskluderende. Og jeg tror, ikke, det hjælper, at Jesus strengt taget må siges at høre til de brune. Men hvordan skal man tale til mennesker, der skriger og holde sig for ørene? Virkeligheden er, at Jesus konsekvent gør alt det modsatte af, hvad vi har lært, giver magt og ørenlyd. Han afstår fra at stå på sin ret. Han nægter at retfærdiggøre sig selv. Han kunne, om nogen, pege fingre og være krænket. Men han bærer spyt og bespottelse, hån og latterliggørelse. Og han kræver, at vi gør det samme på egne vegne. Han gør, som han selv har sagt: Slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Det er en million lysår fra tidens krænkelsestankegang.

I nadveren gør han sig til eet med os. Hos ham skal vi have noget at stå imod med: Lære - langsomt, uendelig langsomt og med titusind tilbageslag, fald og misforståelser – at gå hans vej, stå imod fristelse til at stampe på sin egen ret. I det gamle Rom troede myndighederne, de kristne udgjorde en farlig menneskeædende sekt eller undergravende terrorcelle. Nuvel, en modstandscelle kan vi måske godt kalde nadveren og gudstjenesten. Nemlig en modstand imod alt det, vi normalt tænker. Ved at gå til nadver viser vi os selv og andre, at tingene kan være anderledes: Her skal vi jo hverken vise pas eller coronapas, hverken racekort eller blodtypekort, hverken NemId eller personnummer – vi skal kun komme og blive sammenspist med ham, der var så anderledes, vor Herre, som var kærligheden på to ben.

Amen

prædiken til Midfaste søndag I, 2021

Joh 6, 1-15

Salmer: 4, 42, + nadver, 212,

»Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.«

Sådan står der hos profeten Esaias, og med de ord ved vi ligesom, hvad der er opad og nedad. For det er jo uafviseligt sandt. I og jeg og alle mennesker er som græs, der står i dag, og i morgen kastes i halmfyret. Som blomster der står i dag – i morgen ved man end ikke, hvor de stod.

Tiden er knap i dag, for vi holder nadver, så jeg vil kun tage fat i én eneste lille ting i dagens tekst. Det er ikke noget, jeg før har lagt mærke til, men det er helt sikkert ikke tilfældigt. Johannes oplyser i en lille bisætning, at der var meget græs på stedet, hvor de 5000 mand blev bespist med en lille drengs madpakke. Jesus har altså bedt dem alle sætte sig midt i det grønne græs, der står i dag og i morgen er borte, når Herrens ånde har blæst over det. Dèr sidder de altså, alle folkene i det høje græs, på deres bagdel mellem mælkebøtter, senegræs, hundegræs, staudehirse, forglemmigej, kodriver, blågræs, mosegræs og skovfrytle. De lange strå kilder dem i øret, kradser dem på halsen og får næsen til at løbe. Hvad er græs og hvad er mænd? Mon ikke Esaias ord er dukket op i hovedet på Jesus som han står der på skråningen og ser dem sådan: Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster – alle dem, han ynkes over: Åh de stakkels mennesker – de har jo ikke noget at spise!

Sådan er forholdet: Vi er som græs – og alligevel ynkes vor Herre over os. Det, vi kalder ”bespisningsunderet”, altså det mirakel, at Jesus uden at have hverken penge eller proviant sørger for mad til 5000 mennesker ude i de fjerne enge – det er et tegn på, hvem Jesus er, og hvad han kan. Men det er også en påmindelse om det under, som hver dag er, som vor Herre giver os. Vi er kommet af intet, vi har intet gjort for at fortjene at være her, nøgne kom vi hertil, og nøgne skal vi gå bort. Græs er vi – men Guds ord til os og om os bliver til evig tid.

Det er noget ganske simpelt, jeg taler om her. Det hedder taknemmelighed, og det er mærkeligt med den slags: Rigtig taknemmelig kan man ikke tvinge sig til at være. Det bliver det kun kunstigt af. Ægte taknemmelig kan man kun være, når man ved, at man ikke har fortjent at få noget. Som når man næsten skamfuldt slår hænderne sammen og siger til sine gode venner: Nej, det er da alt for galt! Det skulle I altså ikke have gjort! Hvis vi mennesker kunne forstå græssets og blomsternes sprog, ville vi høre dem synge og råbe i haven: Herre Gud, det er dog alt for galt. Her står vi, og du giver os næring og vand og sol på vore blade – det er da alt for galt! Gak til myren og bliv vis, siger et gammelt mundheld. Man kunne også sige: gak til græsset og bliv taknemmelig.

Det er noget på én gang fuldkommen fundamentalt og samtidig rørende enfoldigt, ja, pinlig banalt – næsten som en romanføljeton i et dameblad: Folk siger bagklogt, at mirakler er noget, der hører uoplyste tider til. Man kan jo da virkelig ikke bespise 5000 mand med fem bygbrød og to fisk! Sådan taler vores menneskeforstand og har i samme nu glemt brødet på tallerkenen, det friske vand i glasset, den duftende kaffe i koppen, rimet på græsset, stæren i træet, lærken over engen, luften i lungerne, de kæres åndedræt, et solstrejf i en vandpyt, duggen på et strå. Det og titusind millioner andre ting er mirakler på samlebånd for os, der som græsset står i dag og i morgen ikke er her længere. Ingen husker, hvor vi stod.

Mirakler sker ikke, siger vi alligevel og blinker. Men vel gør de da så! Der er bare så mange af dem, at vi slet ikke ser dem, eller tager dem for givet. Titusind millioner mirakler sker dagligt for næsen af os. De er her lige nu, og om lidt er de afløst af andre. Bare det, at vi er her. Alene alle de mærkelige tildragelser og tilsyneladende tilfældigheder og sære sammentræf, der skulle til, for at netop vi kunne mødes her denne halve time i universets 13 milliarder år gamle historie. Men vi ser lige op fra vores iphone eller vores computer eller en helt tredje skærm, giver et grynt fra os, og tror, at alting er en selvfølge.

Det er nok banalt, men lad os bare være banale denne morgen. Hvor er de 5000 mennesker, som dengang hørte Jesus tale, mens de spiste bygbrød og fisk? Ingen aner, hvor de er, og hvem de var. De var som det græs, de sad i – glemt og borte. Men de hørte det ord, som bliver evigt. Guds ord til os: At den højeste ynkes over sine håbløst selvoptagede, evindelig bagkloge og ærketungnemme mennesker. For den, der forstår, at alt, hvad vi er, er som græsset og blomsterne, må det største ufortjente mirakel være dette: At han dog vil kendes ved os, at han endnu ynkes over os og fortsat giver os, hvad vi ikke fortjener.

Jo, det er sandt:     

»Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.«

Amen

Prædiken til 2. s. i fasten I, 2021
Matt 15, 21-28   Salmer: 748, 289, 392

O, lad din Ånd forbinde
Vor sjæl med himmerig
Lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Livet går ikke op. Det er ligesom en af de gule klodskasser, de små børn leger med. Kassen har et rødt låg med tre huller i: Et firkantet, et rundt og et trekantet. Dertil hører seks klodser i forskellige farver og former: To firkantede, to runde og to trekantede. Livet er, som når lille William eller lille Asta forsøger at stoppe den trekantede klods ned igennem det runde hul. Eller den runde klods igennem det firkantede hul. Den lille prøver igen og igen, men det går stadig ikke.

Og det er det mærkelige: Selvom vi er blevet voksne og burde vide bedre, så prøver vi stadigvæk, om den trekantede klods dog ikke alligevel skulle passe i det runde hul. Vi sveder og arbejder, men det dur sjovt nok stadigvæk ikke. Livet går stadigvæk ikke op. Det er som et puslespil, hvor den sidste brik mangler, et ringspil uden ringe, en gynge med kun én snor, en bolt med en for lille møtrik, en eltandbørste uden el. En mand uddanner sig, får job, gør karriere, stiger i graderne, bliver chef, får en medalje, men netop når han har bygget drømmehuset og har fået Porschen installeret i den opvarmede garage, falder han om med et hjertestop. En ung pige scorer lutter tolvtaller til sin studenterek­sa­men. Det er forår, bøgen springer ud, hun har livet foran sig. En ven har hun måske også. Hun drømmer om at blive læge. Så falder hun ud af et vindue og slår sig ihjel. Når man er ung og har brug for penge har man dem ikke, når man er gammel og ikke har brug for dem, så har man dem. Når familien skal i skoven, regner det altid. Bilen sætter altid ud, når man skal på ferie. Solen skinner, når man læser til eksamen, og det regner, når man har inviteret gæster på terrassen. Børn dør før deres forældre, mens livstrætte oldinge ligger på plejehjemmet og beder om at få lov at komme herfra – og kommer ikke herfra. Sådan er livet som en klodskasse. Det går ikke op.

Og hvad gør man så, når livet ikke går op? Når det gør ondt? Så henvender man sig til Gud. Råber til ham, beder til ham, skælder ud på ham, går i rette med ham, går i infight med ham som en bokser – kort sagt: bruger ham! Hvad gør man, når man har ondt i en tand? Man går til tandlægen. Hvad gør man, når bilen ikke vil starte? Man ringer til værkstedet. Man går lige til manden – eller kvinden. Og når livet ikke går op – og det gør det jo hele tiden ikke – så skal man gå til sin Gud.

Sådan gør den kanaanæiske kvinde. Det er godt, at Matthæus har fået hende med i sit evangelium, for hun er så herlig ærlig, menneskelig, upåtaget og ligepå. Hun lader sig ikke afvise af disciplene. Hun lader sig ikke afvise af alt, der ellers skiller: at hun tilhører et andet køn, et andet folk, en anden religion. Livet går ikke op – og derfor bliver hun ved, gjalder og skriger, presser og tigger, plager og argumenterer. Hende skal vi tage ved lære af i dag.

Det kan vi godt behøve. For jeg har nu sådan en mistanke om, at vi i dag – uden at vi har lagt mærke til det, er gået hen og blevet skabsbuddhister. Også folkekirken. Mange mennesker har jo sådan en fed Buddha-statue i mørkt træ stående på deres reol eller på gulvet hjemme i stuen. Og det er jo nok, fordi de har haft den med sig hjem fra Bali eller Thailand og bare synes, den er lækker, men måske smitter de af, de statuer. Buddha lærte sine tilhængere at afstå fra verden. At være ligevægtigt, selv når det hele ramler sammen om ørerne på en. Begæringer og længsler, sorg og vrede skulle man overvinde og aflægge – for så kunne man måske nå Nirvana, Paradiset, som er et sted omtrent som det, John Lennon sang om, hvor der ikke er noget at tro på, intet at leve og dø for – kun den store hvide tomhed.

Jeg har en mistanke om, at det er sådan, mange opfatter troen. At sådan er man en god kristen. Som befinder man sig i en slags urørlighedszone. Hvis man først har fået troen og det rigtige ”gudsbillede”, så lader man sig ikke gå på af, at livet ikke går op. Så kan man sidde sådan lidt buddha-agtigt og sige: Ja, sådan er livet jo. Vi mennesker bestemmer så lidt. Vi må tage det sure med det søde. Har man taget imod det gode, må man også tage imod det onde. Vi må gribe dagen i dag som om der slet ikke var noget i morgen. Leve i nuet, for vi skal jo alle dø. Døden er kun naturlig, ingen har lovet os noget, og verden ville jo også blive overbefolket, hvis vi alle fik lov at leve evigt. Livet går jo op og det går ned, men vi, der har troen - vi sidder i baghånd og forstår.

Det kan måske godt lyde tænksomt og kristent. Men mig minder det mere om skæbnetro eller slap resignation, doven opgivelse eller søvnig underkastelse. Det er et fortvivlet forsøg på at gardere sig imod, at livet gør ondt. Det er ligesom børnenes fangeleg i skolegården. Når man har helle, kan de andre børn ikke røre en. Mange tror, det drejer sig om at have helle og lade som om, man har forstået, at livet ikke går op. Nemlig så det ikke gør så ondt mere. Men helt ærligt: hvor er Gud egentlig henne i alt det? Han er er der slet ikke. I den moderne danske folkekirkebuddhisme er Gud blevet helt væk. For der er ikke brug for ham. Vi kan jo i virkeligheden fint klare os uden ham, når først vi har troen.

Men Gud vil jo være den, vi søger håb og modstand og styrke hos. Også den, vi kan råbe til og skælde ud på. Igen og igen. Forfra og forfra igen. Gud har brede skuldre. Jeg tror helt ærligt, han foretrækker en, der skriger ad ham i vrede og sorg, end sådan en ligevægtig buddha, der ikke lader sig mærke med noget. Gud vil være den, vi går til, også når livet ikke går op. Det manglede da bare. Han er jo Gud.

Hvis nu bilen virkelig bryder sammen første feriedag - kan man så forestille sig farmand sige: Nå, men sådan er det jo, biler bryder sammen. Pyt med det, kom, unger, nu tager vi kufferterne, badedyrene og snorklerne på nakken og går hele vejen til Kroatien! Nej, sådan gør ingen. Alle ville give sig til at ringe rundt til alle værksteder i nærheden, for at finde en mekaniker, der havde åbent.

Sådan med Gud. Han vil jo være Gud for de fortabte. Jesus siger jo ligeud, at han er kommet til de tabte får af Israels hus, altså de tabte. Og den desperate kvinde og mor overbeviser ham om, at der sandelig er mange flere tabte får, end dem af hans eget folk.

Personligt kan jeg ikke bruge selv det smukkeste ideal om troen til noget. Det forlanges virkelig ikke, at vi skal forstå livet og ligesom være uberørte og ligevægtige og altid lige glade. Det forlanges, at vi – både når vi er glade, når vi er hylet helt ud af den, når vi er desperate og i chok – råber til Gud – går til manden selv. Derfor glæder det mig meget mere at høre om den kanaanæiske kvinde. Hendes tilværelse går som sagt ikke op. Hun har ikke et fint trosideal – eller et ”gudsbillede”, som det hedder. Hun er ved at gå i spåner over, at hendes datter er syg. Andet har hun ikke i sit hoved. Hun siger ligefrem: Hjælp mig! For hun er i sin bekymring og pine eet med sit barn. Og så henvender hun sig ved kasse 1. Det er Jesus og hende. Det er Gud og hende. Disciplene er hun ligeglad med. Sin egen ære og værdighed er hun ligeglad med. Alt andet er lige meget. Jesus kan kalde hende hund og hedning – det spiller ingen rolle, bare han vil redde hendes barn.

Og nej, jeg er da ikke sikker på, at Gud opfylder alle vore bønner. Det er kvinden heller ikke. Men hun vover dog at gøre det. Forestil jer bilejeren fra før. Forestil jer, at han selvsamme første feriedag endelig finder et værksted, som har åbent. Der står familien med kufferter og badedyr og solcreme, men da mekanikeren stikker hovedet ud af døren og siger: Vi har ikke tid! – forestil jer så, at faderen bare slår blikket ydmygt ned og siger: Nå, nej, det var vel nok ærligt, men sådan er det jo med værksteder: Nogen gange har de travlt og nogen gange har de god tid. Det forstår vi da så godt, men så undskyld forstyrrelsen og hav en god weekend! Nej, selvfølgelig siger han ikke sådan. Han vil da tale for sin syge moster, alt hvad han kan. Og skam få den, der end ikke turde samle sine hænder og bede til Gud, når lokummet brænder. Som en har sagt: ”Gud er nær hos den, der råber til ham, fordi han ikke kan finde ham, men han er langt borte fra den, der mener at have fundet ham og indrettet sig med ham”.

Kvinden fra Tyrus er i slægt med Job, da han sad på sin mødding og havde mistet alt – og alligevel nægtede at lade sig lulle ind i sine venners halvbuddhistiske sludder. Han ville ikke falde til patten. Han ville ikke bøje sig for en eller anden skæbne. Han ville ikke underkaste sig og stille sig tilfreds med vennernes forklaringer. Han ville have Gud selv i tale. Han og ingen anden ville han høre fra.

Nej, tilværelsen går ikke op. Den er stadigvæk som den gule klodskasse med det umulige røde låg. Vi vil så gerne have, at vores klodser skal passe ned i de huller, vi har udset os. Men det gør de ikke. Og derfor forsøger vi alle mulige numre for at lade som om de gør det alligevel – eller at det ikke rør os, selvom de ikke gør. Men tilværelsen er jo heller ikke en rettighed, et spand af år, som vi får tilmålt millimeterretfærdigt efter anciennitet og værdighed. Den er i Guds hånd. Det er ham der giver os den, dermed er det også ham, vi må råbe til, bede til, skælde ud på, argumentere med. For hvis et menneske kan røres af en bøn, mon så ikke også den gode Gud kan?

Amen

Prædiken til Fastelavns søndag I, 2021

Matt 3, 13-17

Salmer:  747, 52, 557

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Noget af det allerbedste ved at gå i kirke er efter min mening, at vi her får lov til at se bort fra os selv. Alt det vi går og er så bekymrede for eller bange for eller skuffede over eller skamfulde over – det tæller overhovedet ikke her. Det er overhovedet ikke relevant. Gud ser hen over det alt sammen, så også vi kan se bort fra det, vende ryggen til det. Se en anden vej.

At se bort fra er ikke det samme som at glemme. Glemme os selv kan ingen af os. Vi kan måske glimtvis glemme os selv, når vi er dybt opslugt af et eller andet, når vi er sammen med gode venner, når vi ser et smukt landskab eller en fodboldkamp - eller måske når vi er lettere beduggede. Så kan vi godt ind imellem glemme os selv. Men det er ikke det, jeg taler om. Mange drikker eller tager stoffer for at flygte fra sig selv eller glemme sig selv, men det er der ingen, der forlanger har.

Nej, det drejer sig om, at vi får lov at se helt bort fra os selv. Lad mig tale mig lidt ind på det og give jer nogle billeder på det. Forestil jer f.eks. en kvinde, som skal til jobsamtale. I dagevis har hun læst om virksomheden, repeteret sin ansøgning og forberedt sig på at fortælle om sine stærke og svage sider. Nu står hun foran garderobeskabet og grubler over, hvad hun skal tage på. Vil den sorte nederdel være for udfordrende? Er den brune spadseredragt for kedelig? Skal hun tage den røde neglelak på, eller er det bedre med en mere diskret? Og hvilke strømper skal hun vælge? Og hvad med skoene? Da hun kører afsted i sin bil er hun overbevist om, at hun efter tusind grublerier alligevel har valgt forkert. HR-medarbejderne og chefen på den anden side af bordet vil garanteret få et helt forkert indtryk af hende. Og der er sikkert 100 andre ansøgere, som er meget mere kvalificerede end hende. Sådan har hun hovedet fuldt af 10.000 indviklede selvbebrejdelser. Men lad os så sige, at da hun kommer til stedet, sidder der bare en værkfører i en grå kittel på den anden side af bordet. Han ser lige kort på hende mellem to telefonopkald, nikker venligt og siger: Det var godt, du kom – du kan starte med det samme! Alle hendes spekulationer viser sig at have været fuldkommen irrelevante, helt spildt. Hun kan se ganske bort fra sig selv og sit udseende og sine stærke og svage sider. Det er overhovedet ikke det, det kommer an på. Sådan er det med Gud og os. Sådan er det med det, vi kalder syndernes forladelse. Og ja, i virkelighedens verden kunne det sikkert ligne kvinden at blive skuffet over, at der slet ikke var nogen, der lagde mærke til hendes tøjvalg eller spurgte til hendes kompetencer. Men det er en anden historie. Det er bare et billede på dette ene, at alle vores selvoptagede overvejelser, bekymringer, selvbebrejdelser eller selvovervurderinger – de er spildt på Gud.

Hvis jeg må give et billede mere, så er vores selvoptagede tanker – som vi jo altså ikke kan lade være at gøre os – lige så ligegyldige som hvis I forestiller jer en kommunalarbejder, der skal ud at rydde grøfter langs A26. Aftenen før sidder han og er ved at fortvivle over, at han ikke har nået at læse Søren Kierkegaards samlede værker og endnu ikke kan regne ud i hovedet, hvad 33 gange 239 er. Staklen har nemlig fået det fejlagtige indtryk, at man skal være meget belæst for at kunne samle øldåser, brugte pizzabakker og sammenkrøllede papirsposer fra McDonalds. Næste morgen lytter sjakbajsen helt fuldstændig uforstående til hans sludder. Han ligner en fisk i ansigtet – han fatter ikke en meter. Men så stikker et stort grin op: Hvad faen vrøvler du om, mand. Her er en tang og en sæk. Se at komme i gang. Sådan irrelevant, sådan beder Jesus os venligst om at se bort fra alle vores åndssvage og unyttige overvejelser – og komme i gang.

Fordi vi er så selvoptagede, som vi er, bruger vi uendelig meget tid på at spekulere over os selv. Er jeg god nok, er jeg for ringe, har jeg det rigtige job, er jeg på rette hylde, har jeg forspildt mit liv, skulle jeg hellere have valgt anderledes, hvad tænker de andre om mig? Alt sådant fylder mindst 90% af vore tanker, og det tærer på vore kræfter. Men her i kirken får vi venligst men bestemt at vide, at det kan vi helt se bort fra. Det er ikke relevant. Det kommer overhovedet ikke sagen ved. Vi er helt forkert på den. I Guds nærhed, over for Gud gælder helt andre spilleregler.

Vi mennesker er utrolig gode til at måle os selv og hinanden på det vi har gjort og opnået. Vi sammenligner os selv med andre, og det giver os så grund enten til selvovervurdering eller selvbebrejdelser. Selv de bedste iblandt os gør det. Selv en Johannes Døber. Her står han nede ved vadestedet over Jordanfloden. Hvem var Johannes Døber? Måske den frommeste og mest moralsk uangribelige person, der nogensinde har levet på jorden. Jesus selv sagde engang om ham: ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”. Johannes ikke bare prædikede Guds lov – han levede den ud, overholdt alle bud og regler på det strengeste. Evangelisterne har efterladt billedet af en fuldstændig kompromisløs mand, klædt kamelhår og med et læderbælte om livet. En from ørkeneremit, der lever økologisk og vegetarisk af græshopper og vilde biers honning. Uden skelen til venner og fjender prædiker han omvendelse og døber folk til et nyt liv i Jordanflodens vand. Johannes gik ”all in”, som det hedder på nutidsdansk. Ikke engang kongen skånede han. Da kong Herodes Antipas lod sig skille fra sin første kone og giftede sig med sin brors kone, Herodias, fløj Johannes i flæsket på kongen og fortalte ham med rene ord, hvad han mente om det. Det var formentlig det, der siden kom til at koste Johannes livet. Men sådan er Johannes Døber. En streng, uangribelig moralsk kæmpe.

Alligevel siger netop den samme Johannes, da han ser Jesus komme og forstår, hvad han vil: ”Jeg har brug for at blive døbt af dig – og du kommer til mig”! Selv den store Johannes Døber kender til bekymringen for egne fejl. Selv Johannes bekymrer sig om sig selv og sin egen værdighed, sit hidtidige liv, sine valg, sin vej til det, han er. Han, der retleder andre og hver eneste dag prædiker og lever i askese og afholdenhed – han finder, at han ikke er god nok. Han føler sig uværdig. Han har det billedlig talt lidt ligesom kvinden fra før, der stod og spekulerede over, hvad hun skulle tage på.

Men så kommer det. Jesus overhører fuldstændig Johannes’ ord. Og så siger han: Lad det nu være – for sådan er det passende for os at opfylde al retfærdighed. Lad det nu være! Du skal bare døbe mig, Johannes, og ikke granske i hjerte og nyrer. Hvis det behager mig at blive døbt af netop dig – så er det sådan, det skal være, og så skal du ikke spekulere over dig selv. Din værdighed, dine fejl, pletterne på dit cv – det er irrelevant. Det kommer overhovedet ikke det smør ved! Du er hermed – trods alle dine grublerier – min præst, min døber!

Det samme kan næppe udtrykkes meget tydeligere end ved barnedåben, hvor et lille fuldkommen hjælpeløst barn bliver døbt og forsynet med vor Herres blå stempel, vor Herres ejendomsmærke. Før vi kunne sige buh eller bæh, er der taget hånd om os. Alle vores senere kvababbelser og grublerier over os selv og vores levned – de er i den sammenhæng fuldkommen irrelevante. Vi hører ham ikke til, fordi vi har levet op til kravene, fordi vi er gode nok på bunden. Vi er ikke Guds børn, fordi vi er moralske dydsmønstre. Vi er det alene, fordi han vil. Fordi Gud vil det sådan. Gud siger: Lad det være. Det er retfærdighed for mig, og det skal du ikke begynde at pille i. Fingrene væk. Det er min vilje.

Det betyder så netop ikke, at hurra, så kan vi te os som det passer os, drikke og hore og blæse på al samvittighed. Det betyder det netop ikke. Hvad jeg har sagt, er ment som en tale imod vores evigt kværnende selvoptagethed. Gud siger til os: Jeg ved, at I ikke kan lade være at tænke på jer selv, men hør nu: Jeg er større end alle jeres selvoptagede tanker. Jeg er større end jeres selvbebrejdelser, større end jeres storhedsvanvid, større end jeres mindreværdskomplekser. For jeg er Gud. Og når jeg viser nåde mod dem, der ikke er det værd – så er det min sag! I er mine udvalgte, mine missionærer, mine vidner, mine børn. Det skal I nu gå hjem og leve på.

Det betyder, som jeg sagde i begyndelsen, at vi hermed har lov til at se bort fra alle vores egne tanker. Tænk på, hvor meget tid vi bruger på netop det: Er jeg god nok, har jeg, hvad der skal til, har jeg spildt min tid, er mit liv forfejlet, er jeg på rette hylde osv.osv.? Til det er Guds svar: Hvad skal jeg med det? Min nåde må være jer nok. I har hørt, hvad der blev sagt. Alle jeres tanker om jer selv er aldeles irrelevante i dag. For i dag gør jeg ny begyndelse med jer. Man kan også sige det sådan: Om I så har I set alverdens lande og gjort en forskel for en million mennesker. Om I så har løbet 50 maratonløb og besteget verdens syv højeste bjerge og ofret jer for alle gode sager i verden. Eller modsat: Om I så har levet hele jeres liv hjemme hos mor lige til i dag. Om I så har brugt livet på at sidde og spise chips og se dårlige film. Om jeres liv har så føltes så meningsløst og tomt som kvinden, hvis hus brændte, og som kun nåede at redde ildrageren og fem pakker tændstikker ud af ilden. Det spiller alt sammen ingen rolle for i dag. For I dag siger Jesus: Lad det være. For således bør vi opfylde al retfærdighed – nemlig på min måde. Som Gud vil – på kryds og tværs af hvad vi er og synes og mener og tænker.

Alt det er overhalet, overstrålet. Ny begyndelse i dag. Vi har lov at se bort fra alle vores egne små mistrøstige eller selvfede tanker, overhøre dem – for at lægge øre til vor Herres ord. Som der står skrevet: Herrens nåde er ny hver morgen! Amen

Prædiken til Seksagesima I 2021

Prædiken til 2.s.e.H3K I 2021

Prædiken til 2. juledag I, 2020

Prædiken til 2. juledag I, 2020

Matt 23, 34-39

Salmer: 115, 117, 119, 129, 125

 

Født er Herren af en mø

og vi ej fødes til at dø.

Gud med os, Imanuel, Imanuel

 

I dag fortsætter jeg min julefølgeton fra i går. I går fortalte jeg om selve glæden. Jeg fortalte, hvordan julen virker: Altså hvordan vi skal forstå dette at Jesus Kristus har gjort alting vel ved at tage vores plads, fylde vores plads ud og tage alle vore synder på sig. I går handlede det om, hvad Gud har gjort for os. I dag, 2. juledag skal det handle om, hvordan vi skal håndtere det budskab i hverdagen. Hvad skal vi gøre? Det er hurtig sagt. Jeg kalder det, at vi skal ”gøre forskud på glæden”. Det kommer jeg tilbage til om et øjeblik.

Først skal jeg lige lade Jesus selv svare på den indvending, som man så tit hører. Folk siger: Ok, Gud er altså god og tilgiver. Jesus har taget vore synder på sig og vi bliver frikendt. Godt! - men så er det vel ligemeget, hvad jeg gør? Så kan jeg snyde og bedrage, køre over for rødt og spytte min Næste i ansigtet: Gud tilgiver mig jo alligevel! Det har jeg hørt så mange gange, og det korte svar på det er: Nej, sådan er det ikke. Det er noget pølsesnak.

Han fortalte nemlig lignelsen om ”den gældbundne tjener”. Lad mig lige genopfriske den i en lidt moderniseret udgave: En medarbejder kommer ind til chefen. Og chefen er ikke glad. Det viser sig, at medarbejderen skylder en formue, som han har lånt i firmaet. Så nu kræver chefen, at pengene bliver betalt tilbage – og det lige nu og med renters rente, ellers skal chefen sørge for, at medarbejderen bliver fyret på gråt papir uden pension. Og dertil kan han i øvrigt se frem til at stå i Ribers register over dårlige betalere, så han resten af sit liv aldrig kan eje en krone og aldrig kan låne så meget som en halvtredsøre. Medarbejderen bliver bleg, synker sønderknust ned i stolen og beder så mindeligt om henstand. Han er ked af, hvad han har gjort, og hvis chefen giver ham en uge, så skal han nok betale det hele tilbage. Da får chefen ganske uventet medlidenhed med fjolset. Han sukker. Han burde og ville helst være vred, men han kan ikke. Han trækker lidt misfornøjet på munden over sig selv - og eftergiver medarbejderen hans gæld: Gå, vi slår en streg over det! siger han. Medarbejderen går så ud, men ude på direktionsgangen møder han en kollega, som skylder ham en plovmand. Han trænger kollegaen op ad væggen og truer ham med at lave et opslag på facebook om, at han er sådan en, der låner, men aldrig betaler tilbage. Kollegaen bliver bleg og forsikrer, at han nok skal betale, men medarbejderen er ikke til at hugge eller stikke i. Han går lige hen og laver et opslag på facebook, der fortæller for alle, at kollegaen er løbet fra sin gæld. Det komme nu chefen for øre, og han kalder medarbejderen ind på kontoret én gang til, og siger: Hvad er du for en? Her eftergav jeg dig al din gæld, og så opfører du dig sådan. Burde du ikke af bare glæde have eftergivet din kollegas sølle 500 kroner? Og så bliver medarbejderen fyret og ryger i Ribers og kan resten af sine dage ikke eje så meget som en halvtredsøre.

Den lille historie handler om, hvad vi selvfølgelig skal. Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Sådan hedder det i Fadervor. Og det er det jeg vil bekrive med et ord fra pengeverdenen: At vi skal tage forskud på glæden. Ligesom medarbejderen klart burde have taget forskud på sin gældssanering og ladet den komme sin kollega til gavn. Sådan med os. Inden for pengeverdenen er det generelt en dårlig ide at tage forskud på noget, man ikke har. Men når det gælder evangeliet, er det ligefrem en pligt: Vi skal tage glæden på forskud. Vi har fået gældssanering hos Gud. Så nu skal vi bringe den gældssanering videre til vores Næste. Med det samme. Vi har travlt. Vi skal gøre udlæg i glæden og tage glæden på forskud.

Men hvordan gør man nu det? Det har Jesus også svaret ganske klart på: ”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen med rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham”. Det er ikke særlig svært at forstå. Ligeså betingelsesløst han tilgiver toldere og syndere, ligeså betingelsesløst forventer han, at de handler på en ny måde over for deres medmennesker.

Sådan set kunne vi lade det blive ved det. Det er ikke så meget at være i tvivl om: Sådan skal juleevangeliet leves ud. Det er det, vi skal. Men lad mig nu alligevel prøve at folde det lidt ud og bruge lidt flere ord på det. Det kan vi have rigtig godt af – inklusive mig selv. Jeg kan mærke hos mig selv, at der måske var ting, jeg hellere ville tale om, men netop derfor skal jeg sige noget mere om det. Jesus er helt krystalklar og uden vaklen, så vi må finde os i det. Det handler slet og ret om det, Paulus kalder: at gengælde ondt med godt. Det kan være stort og svært, men det kan også være meget simpelt og meget småt. Ja, lad os bare blive i det helt små. Det er jo mange gange her, man skal kende sandheden.

Normalt fungerer det jo på denne måde imellem mennesker: På hovedvejen overhaler bilist A bilist B. A kører lidt for snært ind foran B. B bliver sur, blinker med lygterne og giver A fingeren gennem ruden. Så bliver A sur, bremser ned og giver B fingeren tilbage. Så kommer B helt op i det røde felt, overhaler og kører snært ind foran A – osv., osv., lige indtil de begge to ryger i grøften eller kører en anden ned. Eller et andet eksempel: Den gamle sidder på plejehjemmet. Ind ad døren kommer en plejeassistent, som den gamle ikke bryder sig om: Hun er måske for tyk og taler på en irriterende måde eller gør et eller andet andet, som er helt forkert. Den gamle havde håbet, det var hende den anden, som hun bedre kan lide. Og fordi det nu er ”den forkerte” klapper hun i som en østers og fejer al venlighed af bordet, for hende dèr er jo bare et fjols, der gør alting forkert. Og hvad kommer der så ud af det? Plejeassistenten på sin side synes nu, den gamle altid er så vranten og sur. Hun tænker, at inde ved siden af hos Grethe er det helt anderledes. Hun er altid så positiv. Plejeassistenten gør sig derfor hurtig færdig, hun tænker, at den gamle bare vil være i fred. I skyndingen sjusker hun måske endda lidt, bliver måske endda selv lidt grovere i munden, end hun egentlig ville. Og så videre. Sådan er det hos os.

Jeg skulle engang begrave en meget gammel dame. Jeg havde ikke kendt hende, men familien fortalte så levende og sjovt om hende, at hun med sin gammeldags dannelse havde udviklet en næsten ekvilibristisk evne til at tale pænt om andre. Alle skulle have en lille høflighed med. Og hvis der ikke var andet at sige, så kunne man jo få at vide, at man havde nogle pæne tænder eller et pænt hår. Hun røg ikke og kunne vist ikke døje cigaretrøgen, som jo hang i gardinerne og farvede loftet gult. Alligevel nikkede hun forstående, når andre skulle ryge. For hun syntes jo, at det da var så forståeligt, at man kan trænge til en cigaret. Nå ja, måske var den gamle den konfliktsky type, der bare fortæller andre, hvad de gerne vil høre. Men gammel dannelse har nu mange gange rødder i kristendommen, og vi ved jo godt, hvad et lille ord kan gøre. Jeg taler ikke om den dèr tumpede pædagogik, som går ud på at rose lille William, lige meget hvor sjusket og hæslig hans tegning er. Nej, men vi kan jo begynde i det små og overveje, hvordan vi møder andre. Hvad siger vi? Tager vi forskud på glæden – som jo er, at både de og vi har fået akkurat lige meget eftergivet?

Hvad gør man? Når det gælder eksemplet med trafikken, indrømmer jeg gerne, at mine instinkter ansporer mig til at gøre som både A og B, men opgaven er ikke at følge sine instinkter. Opgaven er at overvinde dem og svare ondt med godt. I det mindste kan man jo undlade at lade sig hidse op. Man kan også vinke venligt til B med risiko for, at han bare bliver endnu mere hidsig. Men så det andet eksempel: Hvordan møder vi hinanden? Hvordan går vi ind til hinanden? Den gamle kunne jo også vælge at bide sin lede ved plejeassistenten i sig. Hun kunne jo vælge en morgen at tage skeen i den anden hånd og prøve med lidt venlighed – ja sågar vise den anden til rette med en smule venlighed. Måske plejeassistenten så pludselig også viste et andet ansigt?

Vi skal tage forskud på glæden – det er opgaven. Ikke fordi det skal skaffe os fordele. Sandt at sige, så tror jeg mestendels det kan bringe et menneske i problemer. Det er jo Sankt Stefans dag, martyrernes dag. De kristne martyrer ville ingen noget ondt. De ville blot vidne om glæden. De ville tage glæden på forskud. Og det fik de ikke andet end utak for.

Men det kan ikke nytte noget. Vi skal. Hvis julen er andet end klisterpapir og åndssvage julemænd, så er det dette: at vi skal tage forskud på den glæde, som vi ikke ser nogen steder, for vi ser den først ser fuldt ud på opstandelsens morgen, når alt skal blive klart. Men vi skal værs’go handle som om glæden og nåden og tilgivelsen allerede er en kendsgerning, et faktum. Hvad vi gør, skal ikke ud på facebook for at andre skal se, hvor gode vi var. Jeg tror ikke, jeg ved noget værre, end når folk skal fortælle andre, hvor gode og kloge og næstekærlige de selv er. Også det har Jesus sagt noget om. Han gav et klart og tydeligt billede at tænke over. Han sagde: Din venstre hånd må ikke vide, hvad din højre gør.

Glæden og tilgivelsen og eftergivelsen og nåden er tilsagt os. Den er allerede virkelighed i himlen. Alle er stillet lige for Gud. Men vi skal tage forskud på den himmelske glæde her nede på jorden, hvor den ikke ses. Vi skal gøre udlæg i den og handle som om den allerede er virkelighed - også hernede hos os.

Glædelig Jul

Amen

Prædiken til Juledag I, 2020

Prædiken til Juledag I, 2020

Luk 2, 1-14

Salmer: 100, 118, 110, 122, 99

 

Med os han bytter så underlig,

Guds Søn, vor broder fin,

vort kød og blod han tager på sig,

og skænker os guddom sin

 

Så blev det endelig jul. Færdig med klisterpapir og syge amerikanske julefilm og ikke mindst færdig med den evigt åndssvage julemand. Jeg vil brede mig lidt i år – over to dage. Jeg har m.a.o. lavet en lille julefølgeton. I dag kommer første afsnit, som handler om julens glædesbudskab: Hvad betyder det, at Jesus Kristus blev født til verden sammen med os? I morgen kommer andet afsnit. Her svarer jeg på det spørgsmål, som man så tit hører: Hvis Gud har tilgivet os syndere – er det så ikke lige meget, hvad vi mennesker gør? Altså i dag: Hvad gør Gud? I morgen: Hvad gør vi?  

Jeg begynder med et billede. Prøv, når I er kommet hjem, at finde jeres pas frem. Åbn det og kast et blik på den vaneforbryder, der nu stirrer op på jer i nådesløs sort-hvid. Dèr ser I jer selv på et halvskidt pasfoto. Jeg kender ikke mange, der elsker deres pasfoto. Mit eget er skiftet mange gange med de nye pas, jeg har fået gennem tiden, men det er ligesom ikke blevet bedre. Når jeg skal ud at rejse og politiet i lufthavnen gransker billedet, så må de jo tro, jeg er Amagermanden eller Anders Breivik, som er sluppet ud. Men det er dog mig.

Når Gud ser i vores pas – ja, lad os bare lege det – så giver han mig ret: Det ser ærlig talt skidt ud. Men! Derfor roder han i sin skuffe og finder et billede frem af sin søn Jesus Kristus, og så laver han lidt rask dokumentfalsk og klæber sin søns billede henover mit, så det ganske skjuler mig. Det, der står i passet – det lader han gælde om sin søn, og alt, hvad der er forbundet med hans Søn – det lader han gælde for mig. Der har I i et lille glimt julens gåde, julens under. Lad jer ikke forvirre af udtrykket Guds Søn. I behøver ikke spekulere på nogen biologisk forbindelse. Guds Søn er en gammel kongetitel, en herretitel. Pointen er: Når Gud ser mig, så ser han alt mit bort og skubber sin søns billede ind foran mig. Sådan at også jeg får så velsignet lov til at se bort fra mig selv og kan leve mit liv hernede mellem jordens furer glad og frimodig.

Nå ja, det er et billede. Men I har vel nok hørt de gamle formuleringer fra nadveren eller fra prædikener og bibelsteder: Om at Guds Søn gik i vort sted, at han tog vores plads, at han bar vore lidelser og sygdomme, at han har ”gjort fyldest” for os. Pointen med alle de udtryk er: Han lod sin fuldkomne troskab komme mig troløse fidusmager til gode.

Forstil jer engang, at arkæologerne en dag finder de gamle skatteprotokoller i en glemt kælder i Betlehem. Altså dem, som kejser Augustus ville have ført for at kunne lægge budget over sine skatteindtægter fra det store imperium. På det skrøbelige pergament er blækket endnu synligt fra dengang en embedsmand med gåsefjer og små sirlige græske bogstaver skrev: ”Ugift tømrersvend Josef Jakobssøn med sin trolovede, ugift husbestyrerinde Maria Hannasdatter”. Og måske vil der være tilføjet en note ude i marginen – registreringen var jo en vigtig sag, det handlede om penge og skat, så man skulle være pernitten. Måske stod der tilføjet: ”Samt nyfødt barn af mandkøn, af moderen benævnt Jesus”. Dèr ville Jesus altså stå sammen med alle de andre, som var rejst til Betlehem for at lade sig registrere. Lange kolonner med navne, som ingen længere kender, men mennesker som I og jeg. Altså fuldstændig som i vore gamle kirkebøger, som vi jo ikke fører mere, men som man kan finde på Statsarkivet, og hvor alle vi ældre står opført på store forseglede perforerede foliosider i kraftigt papir. Alle sammen med fødested, forældre, dåb, faddere osv. Som en af os står han opført dèr, som en i mængden, registreret dèr blandt de mange, mange milliarder. Han er skattepligtig borger i imperiet, snart bliver han også omskåret og bliver en del af det jødiske folk og endnu senere bliver han døbt, som en af os.

Det er Lukas om at gøre, at det bliver fortalt. Det er på Augustus’ tid, det er under Kvirinius’ statholderembede. Man havde jo ikke en Maylandkalender dengang. Man fik ikke en reklamekalender af sin fagforening. Man anede ikke, at der var noget, der hed år 0. Hver by havde sin kalender. Efter byen Roms kalender var år 0 f.eks. år 753. En hellenistisk by som Gadara syd for Genesareths sø regnede år 0 for år 39. For det var det år deres by blev grundlagt. Og i Romerriget, altså det enorme romerske imperium talte man efter kejsernes regeringstid og deres skatteopkræv­ninger, som ikke blot fandt sted under Augustus, men var en fast tilbagevendende begivenhed. Lukas vil altså slå fast med syvtommersøm – og ham måtte jo bruge det forhåndenværende syvtommersøm – nemlig sin tids måde at tælle årene på. Og dermed vil han sige: Jesus bliver født ind i det almindelige liv som alle andre. Ligesom den flamske maler Breughel viser på sine billeder: Josef og Maria lader sig indskrive i en lille flamsk landsby, mens børnene skøjter på søen, mens folk handler og drenge­ne jagter en gris på gaden. Nok om det. Han fødes ind i tiden. Som en af os. Det husker vi.

Jeg brugte billedet med passet. Lad mig prøve med et andet billede. Forestil jer et hold overvægtige tredjerangs amatør-orienteringsløbere, som skal deltage i et stort løb i en vanskelig rute gennem en mørk skov. De er vildt overmatchet, for hele verdenseliten deltager – også selve verdensmesteren. Alligevel tror staklerne, at de har en chance. Ja, lad os bare sige, det er så hovmodige, at de tror, at lige om lidt er sejren deres. De har jo løbet turen igennem en enkelt gang og har i øvrigt også gennemført en halvmaraton sidste jul. Nu står de dèr i løbetøj, med rygnumre samt kompas og kort, mens de venter på at blive sendt ud fra målområdet. Uret tikker – og dèr springer den første af sted, det bedste han har lært. Men i den dunkle skov farer han snart helt vild. Han tror, han kan skyde genvej og vinde hæder og berømmelse. Men i stedet mangler han hurtigt flere poster. Han taber pusten og mister ikke bare sekunder, men minutter. Han stopper op, glor forstyrret på kort og kompas. Det hjælper ikke. Det går i sort for ham, han går i stå, løber tilbage, snubler og forstuver foden – og står til sidst helt udmattet og fortabt i mørket, hans bukser er hullede og han aner ikke, hvad der er frem og tilbage. Da dukker der pludselig en anden løber op, selveste verdensmesteren for fuld fart. Og lad os nu sige, at nu sker det utrolige. Verdensmesteren stopper op og tilbyder nu at tage den sølle amatørs rygnummer og gennemføre løbet i hans sted. Som sagt så gjort. De bytter numre, og den stakkels amatør humper nu hjemad og finder, at han har gennemført i en supertid. En anden gennemfører løbet med hans rygnummer.

Måske bare endnu et halvdårligt billede, men jeg forsøger at illustrere det, som Paulus og de tidlige kirkefædre beskrev som evangeliets mysterium. Jesus gennemfører det, som Adam ikke gennemførte. Og han gør det ikke for sin egen skyld, han gør det for os. Tænk på historien om syndefaldet i Paradisets have. Det er jo, skal man huske, ikke en videnskabelig rapport om to nøgne neandertalere engang i tidlig kridttid. Det er en myte, og en myte vil fortælle noget helt grundlæggende om os og vores vilkår. Adam betyder jo ”menneske”, Adam er altså os. Eva er os. Det bliver helt tydeligt, når man ser, hvordan historien slutter: Nemlig med, at alt er, som det er den dag i dag: Slangen kryber på sin bug, kvinden føder børn med smerte, og manden knokler, så sveden driver af hans ansigt. Og ikke mindst: Mennesker gemmer sig, forstiller sig, lyver, undskylder sig og skyder rask væk skylden på hinanden. Når der står Adam, når der står Eva i Biblen, skal vi altså læse: mig! Os!

Pointen er nu: Der kom en, én eneste, som gik den modsatte vej, en som ikke rev til sig, men tværtimod gav sig selv væk. Evangelisterne fortæller aldeles ikke, at Jesus kom for at græde med os. De fortæller heller ikke, at han kom for at blive slået ihjel på en særlig grusom måde. Nej, Guds utrolige plan var, at en anden skulle gennemføre vores livsløb fra begyndelsen til enden. Der skulle ikke være noget sted, hvor han ikke havde været før os: fødslen, sulten, tørsten, solopgangen, solnedgangen, regnen, brødet, jeg spiser, tårerne, jeg fælder, frygten, sorgen, forsmædelsen og døden. Men hvor Adam – altså vi – giver efter for fristelsen til at rive til os, beholde, skyde skylden på andre, redde os selv, hævne os – dèr gør Kristus lige det modsatte. Eller rettere: Han modstår fristelsen til at gøre det. Hele livet igennem fristes han til at tænke på sig selv, til at bruge magt, udnytte sine evner til eget formål. Det er ikke kun Djævlen, der frister ham. Det er også hans allernærmeste, Maria, Peter, Jakob og Johannes, folkeskarerne, når de vil gøre ham til konge. Havde det været os, ville vi være plumpet i med begge ben. Han modstår. Adam faldt og mistede sin menneskelighed. Kristus er det sande menneske. Han gør alt det, vi var tiltænkt at gøre. Tænk engang: De gamle mente, at når Jesus gik på vandet og befalede over havets bølger, så er det kun, hvad vi egentlig kunne, hvis vi ikke havde været sådan nogle bæster, som vi er.

Nu er vi tæt på julens mysterium: Kristus er som den underlige orienteringsløber-verdensmester. Han gør det ganske uden at skele til egen fortjeneste - for os andre.

Nuvel, hvad betyder alt det? Det betyder en fabelagtig befrielse fra – os selv. Med andre ord: I og jeg har lov at se bort fra os selv. Helt og aldeles. Alt det, som vi er så optaget af alle døgnets timer: Mig selv, mig selv, mig selv. Er jeg god nok, er jeg troende nok, gør jeg det rigtige, kan jeg have agtelse for mig selv? Svaret på det er, forunderligt nok: Nej, du er ikke god nok! Nej, du er slet ikke troende nok. Nej, du gør ikke det rigtige og nej, du er i Guds øjne meget langt værd at agte. Men! Du kan se bort fra alt det. Gud har ladet sin søn gå for dig. Han har klæbet vor Herres billede ind i dit pas, så han ser sin søn, den fuldendte, det sande menneske, når han ser dig.

Sådan virker julen, glædens evangelium. Sådan gør Gud. Det var første del. I morgen, 2. juledag følger anden del. Her vil vi se på, hvad vi så skal.

Glædelig jul!  Amen 

Prædiken til Juleaften 2020

Luk 2, 1-14.       Salmer: 94 104, 114, 136

Det er blevet mig pålagt her til en begyndelse at indskærpe de seneste coronaregler vedrørende i aften: Hvis man spiser sammen flere end én, skal der opstilles en godkendt plexiglasskærm midt på bordet mellem anden og de brunede kartofler. Der er ensrettet færdsel rundt om juletræet. Sundheds­sty­rel­sen anbefaler, at man tegner retningspile på gulvet. Alle skal være iført mundbind og engangshandsker og holde hovedet i samme retning hele aftenen. WHO har indskærpet, at mundbind ikke må benyttes som serviet. Hvis man anvender visir, skal det rengøres omhyggeligt for andefedt og rødkål, inden man forlader bordet. Hvis man vil synge, er afstandskravet nu hævet til 12 meter og 39 centimeter. Dette kan naturligvis medføre nogle vanskeligheder, men det anbefales, at kun én person opholder sig ved juletræet i stuen, mens de øvrige personer i husstanden fordeler sig på henholdsvis badeværelse, køkken og soveværelse. Da svigermor kan være i risikogruppen, anbefales det, at hun placeres i garagen, sammen med far, som synger falsk. De samme afstandskrav gælder, hvis man i tale vil benytte bogstaverne p, t, og k. Disse konsonanter udleder særlig mange luftbårne partikler. Det foreslås derfor at erstatte disse konsonanter med bogstavet l, således at en coronakorrekt julehilsen lyder ”glædelig jul og gol nylår”. Endelig skal det indskærpes, at har man i løbet af de seneste 48 timer været inden for en radius af 7,8 kilometer i forhold til en coronasmittet, skal man øjeblikkelig slås ned, med mindre det kan dokumenteres, at man har båret et bak­terie­befængt kinesisk mund­bind i ikke under 15 minutter, regnet fra sidste forårsjævndøgn.

Ja, undskyld. Det er nok uansvarligt af mig – jeg håber, I tilgiver denne aften. Men for det første: Vi trænger helt desperat til at kunne le af det hele. Og for det andet: ”Vi passer på hinanden”, siger vi. Og det er godt. Men undskyld mig - for hvad? Jeg tror, jeg ud over at ønske jer en glædelig jul, så også vil ønske jer en kritisk, nytænkende jul. Corona har virket som en hvid LED-spot på os og på det, vi har gået og troet. Sådan er det jo gerne med krige, katastrofer og epidemier: De bringer nådesløst for dagens lys, hvad vi ikke så om os selv. Corona har lært os et og andet om os selv, som vi kan blive klogere af.

Jesus, dagens fødselar, advarede os og sagde: ”Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”. Og han havde jo ret. Det troede vi, men mennesket lever ikke for at få tiden til at gå. Vi er faktisk ikke skabt for rejse jorden rundt til lavpris med Ryan Air. Livets mening ligger ikke gemt i den nyeste Iphone. Biblen advarer os. Sådan står der i den gamle salme: ”Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud. Spis drik og vær glad, for i morgen skal du dø”. Og det er jo også sandt. Det er netop dåren, tåben, der siger sådan. Men vi var alle tåber. Vi havde vænnet os til at tro, at det handler om at leve så længe som muligt og så fedt som muligt. Vi sagde sådan her: Mennesket er jo kun et dyr. Mennesket er jo kun en klat gener. Mennesket er kun kød med visse fysiske behov. Nu ved vi bedre. Når nogen siger sådan, ved vi, det er løgn. Tro aldrig mere dem, der kommer og sige ”kun” om mennesket, altså: mennesket er kun sådan og sådan. De lyver. Vi ved det efter et år med corona.

Sådan begyndte det jo. Vi skal passe på hinanden, så ingen dør. Et menneskeliv har ingen pris, sagde statsministeren. Ja, vist så – men skal vi leve for enhver pris? Er det bedre at dø af kedsomhed og savn og hjertets længsel end at dø af en sygdom? Scene fra et plejehjem: De besøgende vises ud i en pavillon i gårdhaven: Tag plads, vi kommer med ham! Så kommer de med plejehjemsbeboeren. Ny instruktion: Husk ingen knus. I har en time. Er det det, vi passer på hinanden for? Thi kendes for ret: Plejehjemsindsatte Otto Hansen idømmes 745 timers coronaopdateringer på tv, 845 timers Barnaby, 1200 timers bagedyst og Brødrene Price og Hammerslag og Guld i Købstæderne. Det er konsekvensen af den tanke: Et menneske er biologi, biologisk liv. Det skal bare holdes i live. Livets mål er de basale behov: trække vejret, spise, sove. Kirke og kultur, litteratur og Bibel – det er flødeskum, som kunne undværes. Derfor lukkede man kirkerne. Derfor lukkede man teatrene. Derfor lukkede man bibliotekerne. Da opdagede vi sangene og salmerne. Der var noget, der havde manglet.

Jeg siger: Det store ved mennesket er netop, at vi kan længes efter noget, som vi ikke finder her. At vi kan få alle de basale behov dækket, og så alligevel mangle og savne og længes. ”Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerter”. Sådan står der også i Biblen. Og den har nok ret igen. Et menneske er ikke bare en gen-bank, en samling biologi. Mennesket er, som Grundtvig sagde: Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. ”Jeg har stadig ikke fundet det, jeg leder efter”, hedder det i en kendt popsang. Sådan er det. Vi så det ikke, for når vi kom i nærheden af længslen, af savnet, så skyndte vi os ud at bruge penge eller rejse, blot for at komme hjem til den samme længsel efter det, vi stadig ikke vidste, hvad er.

Jeg ved, hvad det er. Det er Gud. Det er ham og ingen anden, som vi savner og længes efter – ganske uanset, hvad vi påstår. Corona er ikke for sjov, nej, men det var godt, at den har revet sløret fra vore øjne. Et menneske er skabt til at vandre med sin Gud, intet mindre. Livet uden ham er en tom og meningsløs affære.

Hør nu noget andet. Hør hvad den gamle kirkefader Johannes af Damaskus skrev om os i sin munkecelle i Jerusalem. Det var i begyn­delsen af 700-tallet, altså for 1300 år siden. Her er, hvad han skrev: Vi er skabt i Guds billede. Alle sammen, hver og én. Ingen kan være så fornedret og forknuget, ingen kan så fortvivlet hade sig selv – han eller hun er dog Guds billede. Men nogen har malet billedet over med en stor grim tjærekost. En eller anden har malet sin hæslige graffiti på os, ligesom på togvognene og stationsbygnin­gerne. Det oprindelige billede er fortegnet, halvt skjult, forvansket, usynligt. Sværtet til af selvoptagetheden, hovmodet, egoismen. Men dog ikke desto mindre stadig Guds billede. Deraf længslen. Vi er noget, som vi har glemt, hvad er. Vi hører til et sted, men vi har glemt hvor.

Da fødtes han til verden – manden Jesus, som var Guds fuldendte billede. Det vil sige: Han som viser os, hvad et menneske virkelig er eller skulle være. Ja, lad os bare stramme skruen helt: hvad vi skal være. Hvad Gud dag og nat arbejder på, at vi skal blive. Den hæslige tjære skal renses af, misfarvningen, de grimme sorte graffitistreger. Sådan var det billede Johannes gav af den store sammenhæng. Menneskets genopdagede mål og mening, dets adel og håb.

Så siger man måske. Ja, men det er jo kun sådan noget, man kan tro på, hvis man er religiøs. Igen det lille ord ”kun”, som afslører løgnagtigheden.

Hør engang: Jeg sad i min bil og hørte radio. Det var et temaprogram om børneopdragelse. Tænk, ja, det kan man tale om nu: Børn skal drages op, ligesom Jesus hele sin tid igennem arbejdede på at drage os op, så vi står på to ben og ikke kravler rundt på alle fire. Det er jo et svært emne og for unge forældre er det en svær vej at gå på. Mange fælder og svære valg – uden at man nogensinde ved, om man gør det rigtige. I studiet havde de længe talt om alt det svære, men da prøvede en af deltagerne alligevel at mane til frimodighed og bekym­ringsløshed. Han var midt i sin talestrøm, da han pludselig afbrød sig selv og gav sit til at fortælle om sin farmor. Hun var kristen, sagde han, og det, han særlig huskede, var det, at hun i forhold til moderne forældre var så sært ubekymret. Hun tog det ikke så tungt, hvis hun begik fejl. Hele verden gik ikke under, hvis lillesøster græd og ikke ville spise. Hun var ubekymret, fortalte han videre, for hun troede jo, at Jesus havde taget alle hendes synder på sig, så hun ikke behøvede at tage så kramp­agtigt på alting. Sådan fortalte denne mand om sin farmor, og man kunne næsten mærke, hvordan hans skuldre faldt ned, og han sad drømmende tilbage med salig længsel i blikket. Der var helt stille i studiet et kort sekund. Men så var det, ligesom om han vågnede. Han afbrød sig selv, og sagde med en helt anden stemme – ligesom bedrøvet: Nå ja, men sådan et gudsbillede har vi jo ikke mere!

Det var så tragisk og trist at høre. Her var et menneske, der var tydeligvis havde fundet det, hans hjerte dybt længtes efter, en fylde, en ro, en ubekymrethed. I sin farmors billede anede han Guds billede, som også han selv var bærer af – og så afbrød det stakkels fjols sig selv med sådan en dum tanke: Nå nej, sådan et gudsbillede har vi ikke mere! Jeg tror, det er en ret almindelig tanke, men også en sorg. Folk siger: Jeg ville så gerne tro, men jeg kan desværre ikke. Men hvad er det for noget? Er troen på Gud inde eller ude ligesom en popsang på P3’s playlister? Hvorfor udelukker man sig selv med sådan en dum flovse?

Hør nu: I behøver ikke have eller klamre jer til et eller andet gudsbillede, som I selv måske har gået og brygget sammen eller fundet på. Som Johannes sagde: Vi behøver kun dette: Guds fuldendte billede var i mennesket Jesus Kristus. Guds billede er i jer, i os. Forvansket og tilsølet til ukendelighed. Det er jo deraf længslen og uroen kommer. Det er det, der gør, at vi ikke lever af brød alene. At vi ikke kan stilles, selvom vi er gået i selvisolation, og har både tests og visir og håndsprit og corona­restrik­tioner til op over begge ører. Selvom vi holder øje med smittetal og dødstal og smittetryk i alle nyheder. Selvom vi har Skype og Facetime og Barneby – foruden gær og wc-papir nok til de næste 4 år. Guds billede er i jer, i os alle – kun forvansket, fordunklet, halvt overstreget, næsten smadret. Gud er som en konge, der finder en fattig kobbermønt i skidtet, samler den op, tørrer den af og ser sit eget billede på mønten.

Eder er i dag en frelser født – i dag er der født jer en frelser. Bring det videre! I jer skal andre se Guds billede som det kom til syne i Jesus Kristus.

Glædelig jul! Amen

Prædiken til 1. s. i advent I, 2020

Matt 21, 1-9
Salmer: 74, 85, 81, 84, 78

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Hva’for en hånd vil du ha’? Sådan spørger børnene og stikker to knyttede hænder frem. Og sådan gør Jesus også: Hva’for en hånd vil I ha’? Frihed eller tryghed? Frihed eller sikkerhed? I kan ikke få begge dele. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, nej, men man kan man heller både være fri og leve betrygget og sikker. Sådan er det. I må vælge.

”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”! Sådan sang de, da Jesus red ind i Jerusalem. Men kun ganske få dage senere råbte de samme mennesker: Korsfæst ham! Hvorfor mon? Jeg tror, det har at gøre med, at han så provokerende stillede dem - og os - over for et valg: Hva’ for en hånd vil du ha’? Frihed og ansvar eller sikkerhed og ansvarsfrihed? Selv ville han stille os som frie mennesker over for Gud, uden mellem­mænd, uden ypperstepræster, skriftkloge og eksperter, uden love og regler, uden betingelser og forbehold: Enhver af os lige over for Gud som Adam stod i Paradis og tog hver ny dag af Guds hånd som sin dagsbefaling. Men mennesker vil måske i grunden slet ikke have frihed. Måske den frihed, Jesus kom med – var alt for vild, alt for skræmmende stor og farlig. Og derfor slog de ham ihjel.

Lad mig forklare det lidt nærmere. Jeg besøgte engang en kone, som havde mistet sin mand nogle måneder før. Da jeg blev lukket ind, håbede jeg et øjeblik, at vi skulle sidde uformelt og ligefremt ude i køkkenet, hvor hun sad til daglig. Men vi skulle selvfølgelig ind at sidde inde i den pæne stue, hvor hun aldrig sad, og hvor familieportrætterne og den gamle fisker og juleplatterne stirrede så stift på mig fra alle vægge. Da kaffen var kommet på bordet, sad hun der yderst på stolen og var så ubekvem. Det var ikke kun møblementet, der var ubekvemt. Det var sådan set det hele. Nu var pengesagerne og skifteretten omsider kommet på plads, ligesom gravstedet og papirerne. Men der var jo stadigvæk det store hus, der skulle holdes rent, og der skulle laves mad hver dag og findes på. Hun havde tænkt lidt på, om det måske ville være nemmere for børnene, hvis hun flyttede ned til dem, men imod det talte jo, at der stadig var gamle venner og naboer her, som hun jo kendte fra gammel tid. Og så var der køkkenhaven og drivhuset og bilen – skulle hun sælge den? Sådan snakkede hun frem og tilbage, og jeg sagde jo og ja og hm på passende steder, indtil det pludselig for ud af mig: Jamen, hvad vil du egentlig selv? Du er jo nu kun dig selv. Hvad vil du egentlig selv? Jeg kunne have bidt tungen af mig selv, men det var for sent at lave om på. Spørgsmålet ramte hende, som om jeg havde slået hende med en tøjrkølle. Ikke et øjeblik siden mandens død havde hun tænkt på, hvad hun selv ville. Hun blev helt mundlam. Jeg tror, hun pludselig så gennem en åben dør ud til et stort og skræmmende og ukendt landskab. Hun var jo sin egen herre og skyldte ikke nogen noget. Hun kunne følge sit hjerte og gøre som hun ville. Jeg fortæller bestemt ikke dette for at udlevere hende. For jeg vidste lige nøjagtig, hvordan hun følte. Det var den skræmmende frihed, der viste sig for hende. Den er jeg også selv bange for, men sådan tror jeg, folk havde det, når de mødte Jesus: Ingen nødvendige regler, ingen betingelser, ingen autoriteter, ingen andre hensyn. Kun dem og Gud og hans krav med dagen i dag. Hva’for en hånd vil I ha’? Frihed eller sikkerhed? Frihed eller beskyttelse?

Vi roser os vældig af vores frihed. Den frie verden, kalder man stadig Vesten. Men den smule frihed, vi vil have, er reelt meget beskeden: Da regeringen ville indføre kødløse dage i offentlige institutioner og kantiner - altså undtagen lige på Christiansborg, blev der oprør. Der er ikke nogen, der skal komme og bestemme, om og hvornår vi skal spise vores frikadeller. Men der ud over – ja, der er vi i grunden ret beskedne med hensyn til friheden. Hva´for en hånd vil I ha’, spørger Jesus og ser på os med sine milde og drillende øjne. Og vi svarer: Nja, lidt frihed vil vi da gerne have, men ikke for meget. Vi skal jo også være trygge. For megen usikkerhed og risiko er jo ikke rart. Så – ja tak: giv os bare begge hænder! Eller: Giv os en lille smule frihed fra den ene hånd og en masse sikkerhed fra den anden. Jerusalems indbyggere år 33 og vi i Danmark 2020 – vi er af samme slægt.

Nu har Muhammed-tegningerne jo som bekendt været oppe igen, og her har vi fået rene ord for pengene. Næsten samtlige danske aviser har meldt ud, at de simpelthen ikke tør trykke dem af frygt for ballade. En universitetsrektor og en tidligere chef for PET har direkte advaret os imod, hvad de kalder ”dumme provokationer”. Frihed er godt, ja, men ikke, hvis den medfører risiko og fare. Så vil vi hellere droppe den til fordel for sikkerheden.

Hvis man var i tvivl, har corona-tiden været en øjenåbner. Hvem ville for bare et år siden have troet, at vi voksne frie danskere i 2020 ville sidde klistret til skærmen som små hunde, der venter på en hundekiks: Kom, Mette Frederiksen og Magnus Heuniche og Søren Brostrøm – kom og gør os trygge. Sig, I passer på os, og fortæl os, hvad vi må og ikke må. Kom og giv os flere lovbud, påbud, afbud! Tænk, ingen af os reagerede, da regeringen uden lovhjemmel beordrede alle mink i Danmark slået ned. Vi var blevet så vant til ordre fra oven. Hvem ville have troet, at vi nu går rundt som vi gør: Med ængstelige sideblikke og bekymrede miner. For overtræder vi nu en eller anden regel, en eller anden bestemmelse? Skal man stadig hoste i ærmet, eller er den regel ophævet, nu vi bærer mundbind? Og skal man bære mundbind, når man er alene? Og må man tage det af, når man skal spise – eller skal man gøre som min nabo siger, og spise mundbindet først for en sikkerheds skyld? Jeg må indrømme, at jeg for længst har opgivet at bruge min sunde fornuft. Jeg adlyder bare og gør, som der kræves. Bevidstløst som en søvngænger, mens jeg siger: Vi passer på hinanden og vi opfører os ansvarligt. Undskyld, hvis det lyder respektløst eller som om jeg gør nar. Det er ikke meningen, men jeg understreger blot pointen: Sikkerhed først. Sådan er det hos os. Hvis det virkelig gælder, så blæser vi på friheden.

Og så tillader vi os at se ned på muslimerne for deres regler. Men sandheden er jo, at islam i ekstrem grad tilbyder mennesker lige nøjagtig det, de vil have: Sikkerhed og ansvarsfrihed. Garanti imod usikkerhed og utryghed og risiko. Lad mig bare provokere lidt: Islam har løsningen på Metoo-krænkelsesbølgen. I islam skal kvinder gå tildækkede, allerhelst i en burka – for at de ikke skal ægge manden til at overfalde dem og voldtage dem. Mænd er jo nogle dyr, når det gælder sex. Det ligger i islams syn på manden. Mænd kan simpelthen ikke styre deres instinkter, hvis de blot ser en kvindes hår. Metoo-bevægelsen kræver frihed, men kræver samtidig sikkerhed og garantier og særbehandling for kvinder. Islam har løsningen: Læg en burka over kvinden. Så er hun sikker og tryg. Nuvel, jeg har en fornemmelse af, at det måske alligevel ikke går. Men islams tillokkelse, islams fristelse og styrke er netop, at den tilbyder ansvarsfrihed, dvs. slaveri. Den tilbyder regler for alting, den tilbyder skriftkloge imamer og mullaher som mellemmænd mellem os og Gud, mellem os og den skræmmende frihed.

Som Grundtvig sagde, så er Det Gamle Testamente en bog, der kan fortælle alt om os mennesker. Da israelitterne var blevet befriet fra slaveriet i Egypten, og af Moses var blevet ført ud i friheden i den farlige ørken, så sagde de nej tak til friheden. Nej, lad os komme hjem til vores lænker og faste spisetider i slavelejren. Det er det samme, der møder Jesus. Jo, de byder ham velkommen, for de tror, han vil komme som en slags ny himmelsk diktator, der skal sikre og betrygge dem for evigheden. Og så kommer han der og stiller dem alene med det vanskelige ansvar, den farlige frihed, alene på Herrens mark – lige over for Gud.

Når de kom og ville følge ham på hans vej til Jerusalem, så rakte han hånden ud og sagde han: Kom med! Men det betød jo: Ud på landevejen uden en mønt på lommen. Og så sagde folk: Ja, men lad mig lige klare mine forretninger først – så skal jeg komme og følge dig! Til det svarede han: Lad de døde begrave deres døde, og så gik han uden at vente.

Åh, siger folk: jeg drømmer tit om at gøre alting anderledes, om at leve på en anden måde. Men det er jo svært, for der er jo huslejen og billånet og pensionsindbetalingen og livsforsikringen og ejendomsskatten - og råd til lidt ferie skal vi jo også have. Til det ville Jesus måske have sagt: Vil du egentlig det, du drømmer om? Nå, jamen så sælg dog huset og bilerne og gør som du vil. Men måske vil du i virkeligheden hellere have det store hus og de to dyre biler og livsforsikringen og alt det? Men hvad brokker du dig så for? Ansvaret er dit og ingen andens.

Det er første søndag i advent. Det nye kirkeår begynder. Og det begynder med, at vi synger med i den sang, de sang dengang: ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”. For det er velsignet, at vores kære gode Herre og mester Jesus Kristus ville komme og stille os over for friheden og sikkerheden - rusker os op, kalde på os, stikke til os, provokere os, ægge os og sige: Hva’for en hånd vil I egentlig have? Han kunne jo have ladet være. Han kunne have opgivet på halvvejen og sagt: De er mig ikke værd. De vil jo være slaver! Men just det gør han ikke. For han regner os jo netop for mere værd end det. Han ser os som sin himmelske Faders frie børn, fædrenes værdige sønner og døtre. Der er virkelig ingen melleminstans, ingen ypperstepræster, ingen skriftkloge, ingen sharia, ingen moralbud og love mellem Gud og os. Kun nåde og tilgivelse. Men netop derfor er ansvaret alvor. Sidste søndag talte han om sine ord og sagde, at vi skulle tage hans åg på os, for det er let og godt. Og åget er: Et frit menneske kan ikke tørre ansvaret af på de andre, på pengene, på forholdene, på betingelserne, på de andre. Et frit menneske må vove at handle i troskab og ansvar.

Amen

Prædiken til 22. s. e. trin. II, 2020

Prædiken til 22. s. e. trin. II, 2020
Matt 18, 1-14
Salmer: 739, 599, 652, 41, 732

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

 

Lad os begynde denne morgen med at tænke stort. Det er tidligt på dagen, men lad os nu alligevel stille nogle af de store spørgsmål og sammen finde nogle af de store svar. De kommer her:

Er farven gul firkantet eller rund? Hvor mange timer går der på en kilometer? Hvor langt er tusind kroner? Hvad er arealet af salt? Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er begyndelsen og enden på en pølse? Hvor mange er gennemsnittet af en makrel? Ja, det er svære spørgsmål. Og egentlig skulle I nu have udleveret blyant og papir, så I rigtig kunne sidde og gruble over det, men jeg skal være flink og give jer svarene ganske gratis: Er farven gul firkantet eller rund? Svaret er: Et strygejern. Hvor mange timer går der på en kilometer? Svaret er 239 kroner og 25 øre. Hvad er arealet af salt? Svaret er: 60 watt. Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald? Her er svaret: Nej! Hvad er begyndelsen og enden på en pølse? Svaret er: 4 deciliter piskefløde. Og endelig: Hvad er gennemsnittet af en makrel? Svar: En halv EU-palle eller 2 rummeter, hvis det er onsdag.

Nu er vi så kloge. Nemlig på, at hvis man stiller et åndssvagt spørgsmål, får man et åndssvagt svar. Eller sagt på en anden måde: Hvis spørgsmålet er uden mening, bliver svaret det også. Og man kan ikke tillade sig at blive sur over det meningsløse svar, for man har selv bedt om det, hvis man har stillet et meningsløst spørgsmål. Når så mange synes, de er berettiget til at tale ned til folk, der tror på Gud og til at gøre nar af kristendommen, så hænger det måske sammen med, at de ikke ved, hvad de spørger om, eller at de stiller umulige spørgsmål, som ikke giver mening.

Forestil jer, at vi rejser ned til Amazon-junglen og finder en indianerlandsby, hvor de aldrig har haft kontakt med den moderne verden. Med os har vi et fjernsyn, som vi stiller op foran stammens ældste, der sidder rundt om bålet. Vi tænder for fjernsynet og viser dem en Champions League-kamp mellem Barcelona og Liverpool. Det sidder de så lidt og kigger på, indtil den klogeste af dem slår sig for panden og siger: Sikke noget pjat! Hvis det gælder om at få bolden ind i de dèr hvide net i hver ende af banen – hvorfor er der dog så ikke en eneste af de 22 tumper, som samler den op i hænderne og løber ned og lægger den på plads? Hvor svært kan det være? Se, det vil jo ikke være så dumt tænkt. Men han stiller et forkert spørgsmål. Det ved han bare ikke. For han kender ikke noget som helst til fodbold. Han ved ikke, at der er en regel, der siger, at man ikke må røre bolden med hænderne. Spørgsmålet bliver dermed meningsløst, så klogt og snusfornuftigt, det end er. Set fra indianerens synspunkt er alle fodboldspillerne ganske rigtig nogen tumper, men vi andre ved, at det hænger anderledes sammen.
Sådan er det måske også med os og Gud? Når det gælder ham, stiller vi ofte de forkerte spørgsmål. Der er f.eks. dem, der siger ligesom de gamle Sovjet-ledere sagde, dengang kosmonauten Juri Gagarin landede med sin rumkapsel efter at han som den første mand havde været oppe i rummet: Ha, ha, der kan I bare se: Gagarin så ikke Gud deroppe, altså er Gud slet ikke! Det var jo nok rigtig nok, at Gagarin ikke havde set Gud, men det kunne jo have andre årsager. Hvem siger f.eks., at Gud stiller sig op og lader sig observere som en anden forsøgskanin? I medierne og i tusindvis af hyldemeter bøger har filosoffer og forfattere gjort nar og sagt: Hvor er det latterligt, hvad kristendommen påstår! Altså: Hvorfor lader Gud Jesus Kristus leve og dø for vores synder? Hvis han havde ville frelse os, kunne han jo bare sige et ord, knipse med sine almægtige skaberfingre – og så ville alle problemer være væk? Spørg de smarte unge studieværter på P3, og de vil grine sig halvt fordærvede og sige, at man da skal være mærkelig kristen eller religiøs oven i hovedet for at tro på sådan noget vrøvl. Men måske har de bare stillet spørgsmålet forkert?
Jesus advarer dem, der hoverer over for dem, som han kalder ”sine” små: Hvis I tillader jer at gøre nar eller hovere over dem, gøre dem bange og usikre og miste tilliden til mig – blot fordi I selv har stillet de forkerte spørgsmål – så I skulle have en æselmøllesten hængt om halsen og være smidt ud i vandet. Så kunne I lære det! Hvor vover I at undergrave et lille menneskes tro på mig? Hvor vover I med jeres golde fornuft og indskrænkede blindvinkel-forstand at tage alt håb og tro og glæde fra et andet menneske? Det ville svare til, at jeg gjorde nar af jer, fordi I ikke forstår, at arealet af salt er 60 watt. Det er ikke bare uanstændigt åndshovmod af mig, det er også uredeligt af mig, for jeg har spurgt forkert og går derfor rundt med et forkert svar.

Jesus kalder et lille barn hen til sig og siger: Hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Det betyder ikke, at vi skal være naive og umiddelbare som børn, for det bliver vi ikke. Sammenligningen med barnet går ikke på barnets troskyldighed. Den kan vi ikke tvinge frem, om vi så prøvede fra nu af og lige til der er to torsdage i en uge. Nej, det går på den ydmyge indrømmelse af, at vi over for livets herre, vor Gud og skaber, Jesu Kristi Fader er stillet som små hjælpeløse børn, der må finde sig i, hvad deres forældre bestemmer over dem. Hvis man ikke vil tage den plads, men stille sig op som dommer over Gud og hans veje, så står man et forkert sted og stiller alle de helt forkerte spørgsmål, som er lige så skøre og meningsløse, som dem, vi begyndte med.

Men lad os nu bare tage det spørgsmål, jeg nævnte før: Hvorfor lader Gud Jesus Kristus leve, dø og opstå – for på den måde at frelse os og tilgive os? Hvorfor valgte han ikke en lidt nemmere måde? Han kunne jo, som jeg nævnte, have knipset med sin almægtige finger og tryllet os om, så vi alle sammen tror på ham og lever næstekærligt efter hans bud? Det lyder som logik for perlehøns, - ja, men netop for perlehøns. Jeg tror, vi ville betakke os for at blive bedømt ud fra en perlehønes logik. Spørgsmålet er forkert stillet, for det er stillet, som om vi var en slags linjevogtere til tilværelsen, og kunne stå derude på linjen og bedømme både spillere og dommer.

Hvad nu hvis det er Guds eneste mulighed? Hvad nu, hvis det er den eneste udvej, han kunne finde for os. Hvad nu, hvis det virkelig er så alvorlig galt fat med os, at Gud måtte finde en så kroget løsning, at han måtte lade det bedste menneske i verdenshistorien, den eneste, som nogensinde har opfyldt Guds vilje til punkt og prikke – at han måtte lade ham dø for onde og blinde menneskers hånd? Tag det billede, Jesus bruger om Gud eller sig selv: Lad os sige, Gud er som hyrden, der lader de 99 får blive i ødemarken – alene for at finde den gamle galsindede og ildelugtende vædder, som er stukket af igen? Hvad vil ikke de 99 får tænke, som må stå der tilbage alene og overladt til ulve og sjakaler? Vil de mon ikke tænke: Vores hyrde er gået fra os. Han har svigtet os. Vi er ladt i stikken. Vi er alene? Det er vel fårelogik. Men hyrden handler som han gør, fordi det er den eneste mulighed, han har, hvis han virkelig vil redde den gamle ildelugtende, galsindede vædder. Hyrderne på Jesu tid var i klemme, hvis de mistede et får. De risikerede at skulle erstatte det tabte dyr over for ejeren. De måtte virkelig tage deres arbejde alvorlig. Hyrden må altså lade fårene stå der og tro, de er forladt. Han må løbe den risiko, at fårene tror, der ingen hyrde er mere – hvilket der jo er, men fårene står sikkert der og mæher og siger: Kan I se nogen hyrde måske? Nej, han er slet ikke! Og den gamle galsindede vædder, som har forvildet sig væk i bjergene – den tror også, den er fortabt. Den hører ulvene hyle og mærker angsten krybe ind på sig og ved ikke, at hyrden er på vej for at redde den.

Det er jo en lignelse. Men den fortæller os noget, som vi aldrig får med, når vi måler Gud og tilværelsen med vores nyudsprungne målerlarveforstand: At vi, at vi alle er fortabte, er på vildspor, er forvildede, at vi alle som én har bevæget os langt væk fra det, der var meningen. At vi er som den gamle fortabte vædder: Kommet væk fra sin vej og sin fold.

Hvad nu hvis det er sådan, at Gud ledte og ledte efter én iblandt os, som var retfærdig og af hjertet elskede Gud og sin Næste, men han fandt ikke én? Hvad nu, hvis han kun så ondskab, svigt, synd og død, når han så ned til os. Og han dog alligevel ikke ville påtvinge os sin vilje, men ville vinde os for sig? Frivilligt, skulle det være? Hvis han nu sendte én, som han ville sætte i vores sted, én som ikke faldt i hovmodets og alle mulige andre fristelser, og lod ham være en stedfortræder, en syndebuk for os? Hvad nu, hvis vi kun har fortjent døden? At vores udsigt er fortabelse, fordi vi allerede er fortabte. Hvis vi spørger sådan her i stedet for: Hvem er jeg, at Gud skulle vove sådan en dristig plan for min skyld? Hvad er der i mig, som fik Gud til at gå så langt? Hvad var det for bevæggrunde, Gud havde til at gøre sådan? Hvis vi spørger sådan, så begynder der at være mening i spørgsmålet. Og så begynder evangeliet også at give svar. Lignelsen om de 100 får åbner sig pludselig: Gud opsøger det fortabte. Der er noget i ham, noget uforklarligt, et ulogisk bånd, som han har bundet sig selv til os med: Nemlig hans egen troskab. Hans godhed.

Men som sagt. Jesus er ude med riven efter vores klogskab og hovmod: Hvis I vidste, hvad jeres dumme ord og dumme grin gør af ondt for andre, for små mennesker imellem jer, når I i tankeløshed griner og gør nar af det, der forekommer jer dumt – blot fordi I selv har spurgt forkert. Hvis I vidste det, ville I ikke bare hugge hånd og fod af, men hælde kogende bly i halsen, så I aldrig mere skulle tage troen fra et lille menneske.

Amen

Prædiken til 19.s.e.trin. II, 2020

Prædiken til 16.s.e.trin. II, 2020

Prædiken til 12. s. e. trin II, 2020

Matt 12,31-42

Salmer:

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jeg vil i dag sige noget om synden mod Helligånden. Teksterne til i dag lægger op til at jeg skal sige noget om Jonas i hvalfiskens bug, men det må blive en anden dag. Jeg vil tale om synden mod Helligånden – den, der ikke kan tilgives. Og derfor vil jeg sige noget om konsekvens. Det er noget, vi bløde danskere er meget dårlige til. Men Jesus er konsekvent. Han er ikke streng. Han er mild og god som altid. Men han er konsekvent. Og det er noget andet. Konsekvens er latin og betyder ”følgerigtig”, eller med et gammelt ord ”selvstemmig”, ”i overensstemmelse med sig selv”. Forklaring følger:

Hvis mor skal i Rema med lille William, og mor forklarer lille William, at han ikke får noget slik i dag – så skal lille William ikke have noget slik i dag! Et andet eksempel: Hvis lille Emma plager om at få en is hos købmanden, og far har sagt nej, så betyder det nej, lige meget, hvor meget lille Emma tigger og plager og skaber sig. Det er konsekvens. Altså at lade handling følge på ordene. At ord og handling passer sammen. Når læreren siger til sin elev: Hvis du ikke kan være stille, når jeg taler, så må jeg smide dig uden for døren. Så er det konsekvens – ikke ondskab – at smide eleven ud, når han minuttet efter larmer op igen.

Vores forældre havde nogle gode venner, som havde en datter, der var autist. Autister har det sådan, at de skal helst have meget faste grænser, ellers bliver de utrygge og bange. Forældre til autister skal til det yderste være konsekvente, sætte grænser og stå ved deres ord. Vi børn syntes dengang, de talte hårdt til deres datter: Må jeg få en sodavand? Nej! Vi syntes, det lød skrapt, næsten som skældud, men det var det ikke, og vi kunne jo også selv se, at pigen aldrig selv blev sur eller forskrækket eller fornærmet. Hun vidste, at et nej var et nej, og så var den ikke længere. Det gjorde indtryk på mig, da moderen engang – mange år senere – sagde sådan her: Straf dur ikke, men man skal være konsekvent: Hvis I er taget afsted på ferie, og I har truet med at køre hjem, hvis ikke ungerne opfører sig ordentligt, så skal I være parate til at vende bilen og køre hjem.

Det er konsekvens. Og som sagt: Det er vi danskere ekstremt dårlige til. Hos ender det som regel altid med, at lille William alligevel får sit slik. Og at lille Emma alligevel får sin is, for mor og far vil have fred og orker ikke kampen. Da vores børn gik i skole, sagde læreren til klassen: Hvis ikke I tier stille nu, så får I en streg på tavlen. Og hvis der en dag står tre streger på tavlen, så bliver der ringet hjem til jeres far og mor. Men allerede dagen efter stod der måske syv streger på tavlen, men alligevel skete der ikke det fjerneste. Ingen havde ringet hjem, og ingen havde mærket nogen følger. Sådan er vi i Danmark eftergivende og bløde indtil det fortvivlende. Når Hassan har begået grov vold og røveri, og retten derfor idømmer ham en 4 års fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark, så kommer Hassan nok til at sidde den af i 4 år, men udvist bliver han ikke. Han går rundt på noget, der hedder ”tålt ophold”. Vi tror, at følgerigtighed, selvstemmighed eller konsekvens er det samme som strenghed eller ligefrem ondskab. Men det er det ikke. Det er klarhed, fasthed, ordholdenhed. Og det er godt.

Jesus er konsekvent, ordholdene og fast. Han taler som han selv forlangte det af os: ”I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej”. Hans ord i dag er vidunderligt fulde af mildhed og skønsomhed og overbærenhed – men også af konsekvens. Og det er godt.

Og nu kommer vi til de berømte ord om Helligånden. ”Den, der taler et ord imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende”. Det er undersøgt mange gange: Fra dages tekst husker folk måske det med Jonas. Men helt særligt husker de det med Helligånden – og så måske ordene om, at vi skal aflægge regnskab for hvert tomt ord, vi har talt. Det siger nok noget dybsindigt om os – det er lidt ligesom når man sidder i sin bil og der kommer en politibil forbi. Uvilkårlig tjekker man speedometeret og giver sig til at spekulere på, om lygterne nu lyser korrekt eller om man har slingret, eller om de måske kan måle den øl, man fik til frokost. Man ser i bakspejlet og venter næsten at se politibilen lave håndbremsevending og komme efter en. Så hvorfor skal det nu være så strengt med den Helligånd? Hvad kan det være for en forbrydelse, som den rare Jesus pludselig ikke vil finde sig i?

Det er der et godt svar på. Det kommer lige om lidt. Men selvfølgelig skal der da ikke være tilgivelse for at tale ord imod Helligånden. Det manglede da bare. Vist skal der ikke være tilgivelse for den, der ikke vil tilgives.

Jesus er midt i et alvorligt klammeri med sine evige kritikere, farisæerne. Han har lige helbredt en mand, der var både blind og stum, så alle folk bliver ude af sig selv af forbavselse. Men farisæerne, som i forvejen hader Jesus og altid er på jagt efter noget at anklage ham for, river ham nu i næsen, at han står i ledtog med Fanden selv, Beelzebul, fluernes Herre. Helt grotesk skyder de ham i skoene, at det åbenlyst gode, som han har gjort – i virkeligheden er ondt, et led i en ond plan, som Jesus har lagt sammen med den Onde selv. De flyver på Jesus, fordi de i forvejen ikke tror ham og ikke vil tro ham. Det er det afgørende. Og Jesus føler sig – med rette – udsat for bagvaskelse og ondsindet løgn, og så sammenfatter han klart og konsekvent hele sin gerning: Han er kommet med Guds tilgivelse til de fortabte – alle dem, der ikke fortjente det og ikke ventede det. Jeg vil gætte på, I ikke rigtig hørte, hvad han faktisk sagde. Han sagde: Al synd og bespot­tel­se skal tilgives mennesker. Og: den, der taler et ord imod Menneske­søn­nen, får tilgivelse. Altså virkelig: der er tilgivelse for uvidenhed, for dumhed, for tankeløshed, for vantro og spot. Selv vores kuldslåede danske skepsis over for kristendom og kirke, vores tre-skridt-fra-livet-holdning til Jesus. Ja, også det! Men – og det er her, det bliver konsekvent: Hvis man ikke vil have tilgivelse. Hvis man ikke regner den. Hvis man foragter den og tager den for løgn. Hvis man af ideologiske grunde ikke vil høre og tro - så skal man da virkelig ikke tvinges! Det manglede da bare!

Det er da logik for perlehøns: Den der ikke vil tilgives, kan ingen tvinge og for ham eller hende er der derfor ikke tilgivelse hverken her eller i den kommende verden. Nogensinde. Helligånden er jo den ånd, vi holder gudstjeneste i, det er den ånd vi prædiker i og tror ved. Og vil man ikke, så skal man heller ikke.

Jesus taler her om den villede blindhed. Dette mærkelige, at man ikke vil høre, ikke vil tro, ikke vil overgive sig, fordi det ikke må være sandt, hvad man hører. Der er en mærkelig ironi i, at Jesus lige har helbredt en blind. Nu kan han se, men farisæerne, som kan se og har kunnet det hele tiden – de er stæreblinde. Fordi de ikke vil se.

Vi kender godt den blindhed. I gamle dage fortalte vores lærer i gymnasiet, at Sovjetunionen var et demokrati – bare på en lidt anden måde end det danske. Han kunne tale længe om USA's forbrydelser i Vietnam, men Stalins forbrydelser i Ukraine og Rusland – dem troede han ikke rigtig på. Ikke fordi der ikke var masser af læsestof om Stalins uhyrlige folkemord og slavelejre, men fordi han ikke ville vide. Det er den samme blindhed, som senere har gentaget sig i forhold til islam. Krig og terror og ekstrem sharia har ikke noget med islam at gøre, siger eksperter. For islam er fredens religion, siger de. Det har ikke noget med viden at gøre. Det er villet blindhed. Det er at sætte kikkerten for det blinde øje. Man vil ikke.

Politiet og retsvæsnet arbejder en del med forsoning. Der er herhjemme lavet konfrontationssamtaler mellem ofre og overfaldsmænd. Det er ikke noget, der sker tit, for det kræver mod hos offeret og anger hos voldsmanden. Men det er alligevel sket – også med nogen succes, at et offer for f.eks. overfald og vold har tilgivet voldsmanden efter at denne har sagt undskyld. Det betyder ikke, at voldsmanden så slipper for straf. Men det har alligevel stor betydning for både offer og voldsmand i deres videre liv. Nuvel: Forestil jer sådan en konfrontation: Der sidder kvinden, som blev voldtaget, og dèr sidder voldtægtsmanden. Kvinden rækker hånden frem, for efter tusind overvejelser er hun kommet til, at kun sådan kan hun sige sig selv og voldsmanden fri af det, der skete i fortiden. Hun siger: Jeg tilgiver dig! Men forestil jer så, at voldsmanden grinende vrænger ad hende og påstår, at det bare er et nummer, politiet har arrangeret, og han skal i hvert fald ikke have hendes tilgivelse. Hvad så? Ja, så må konsekvensen jo være, at voldsmanden ikke er tilgivet og ikke bliver tilgivet. Kunne man forestille sig, at en betjent kom ind og tvang voldsmanden? Nej, det ville være latterligt. Kort sagt: Jesus forsvarer kristendommens frihed og konsekvens: Der er kun tilgivelse ved ham, men hvis man ikke vil – hvis man ikke regner den fremstrakte hånd, så må man gå.

Konsekvens skræmmer os danskere så meget, at vi helt går i bro over det. Og af samme grund kan vi næsten ikke høre nåden og glæden i det, Jesus siger: Selv al synd og bespottelse skal tilgives os, selv vores dummeste og fuldeste og lunkneste påstande om Jesus. Nåden er ufattelig stor, høj, vid og bred. I og jeg er tilgivet al vores ugudelige vrøvl, ja selv vore selvoptagede og ondsindede tanker. Men det er naturligvis en konsekvens – hvis man ikke vil det, hvis man foragter det, hvis man ikke regner det. Så gælder det naturligvis: Så er der ingen tilgivelse nogensinde. Så er skal det på dommens dag vise sig, om vi har talt sandt eller talte mod bedre vidende. Jesus er konsekvent, ja, for han er trofast. Hans trofasthed og urimelige, grænseløse kærlighed viser sig netop ved at han er konsekvent.

Amen

Prædiken til 11. s. e. trin II, 2020

Luk 7,36-50

Salmer: 749, 356, 315, 80, 655

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med Himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Herre, gør mig til det menneske, min hund tror, jeg er. Sådan lyder en gammel bøn, som nok er ment som en morsomhed, men som dog rummer en pointe. Gør mig til den, min hund tror, jeg er: Dèr sidder Fido i sin hundekurv og ser tilbedende op på mig og tror, jeg er alt godt i verden: At jeg om lidt henter hunde­snoren og går tur, og at jeg senere fylder dens hundeskål med leverpostej og den gule knasende pose med Pedigree Pal. At jeg også snyder i skat, laver underslæb på arbejdet, tæver konen, forsømmer børnene – det ser Fido ikke. For den ser mig bedre end jeg er. Og bønnen er så: Lad mig virkelig blive det, som Fido ser mig som.

I alvor kan vi bede sådan: Herre Jesus Kristus, gør mig til den, du ser mig som! Det er jo det evigt nye, der berettes i evangelierne: Jesus ser enhver af os – ikke som det, vi har gjort os selv til. Ikke som summen af al vores selvoptagethed og vrangvillighed. Ikke som alt det rod, vi har fået ud af tilværelsen. Men som Guds tabte, men genfundne børn. Han ser os som andet og mere end det, vi er, det vi gjorde, det vi sagde. Og bønnen er derfor: Herre, lån mig nu af din ånd, så jeg også virkelig bliver sådan, som du ser mig!

Nu til dagens beretning: Det er sabbat, lørdag. Jesus er på besøg i den lille by og i synagogen har han holdt dem i ånde med sin enkle klare og myndige prædiken: I dag, har han sagt, er Guds rige kommet nær. Med mig har Gud opsøgt de fortabte – dem, som andre har lukket ude, eller som har lukket sig selv ude. Over for Gud handler det ikke om jeres fortjenester og præstationer, men alene om, hvad den gode Gud ser jer som. Så løft hovederne, venner, og gå nu hjem og vær dem, som min og jeres far ser jer som.

Nå ja, sådan noget i den stil har han sagt. Og der har de siddet, farisæerne og de skriftkloge på ærespladserne forrest, opløftede, revet med - og alligevel usikre på, om det mon nu går an, det her? Men nede allerbagerst, helt tæt på udgangen, så hun hurtigt har kunnet komme ud, har denne kvinde siddet – byens prostituerede, landsbyhoren. Og for hende er det, som om tusind tunge stenblokke er væltet fra hendes skuldre. Uset af alle suger hun hvert ord til sig, og da Jesus holder inde, går hun ud, helt opfyldt af, hvad hun har hørt. Sådan har ingen talt til hende før. Hun ved ikke, hvor hun går. Hun går hjem, men ved ikke, at hun gør det. Hun vender om – og går til Simons hus. Hun ved vel næppe, hvad hun gør, men tænker tåget, at hun vil takke ham, der har talt sådan til hende.

Hvordan ved jeg nu alt det? Hvordan ved jeg, at Jesus har prædiket og at alle i Simons hus lige kommer fra gudstjeneste? Det fortæller Lukas jo ikke noget om. Nej, men det kan vi regne ud, fordi det dengang var fortjenstfuldt at invitere omrejsende lærere og prædikanter til middag efter gudstjenesten. Altså en slags kirkefrokost. Ifølge datidens tankegang fik man simpelthen point hos Gud ved at invitere dagens prædikant hjem til sabbatsmåltidet. Simon har altså indbudt Jesus – måske af nysgerrighed, måske fordi han vil prøve Jesus af for at finde ud af, om han virkelig er en profet eller måske ligefrem Messias. Men uanset hvad, så skaffer invitationen altså ham, Simon, points hos Gud og anseelse blandt folk. Det sidste kunne forklare, at han ikke har været så nøjeregnende med høfligheden.

Så ligger de da bænket ved bordene hos Simon. De fleste i rummet er mænd. Alt efter stedets skik og strenghed har kvinderne måske siddet med, måske siddet inde ved siden af. Så går døren op, og ind kommer landsbyhoren, kvinden fra før ind. Det er ganske uhørt. Her har hun ikke noget at gøre. Hun er uren, man kan blive uren af at røre ved hende. Alle blegner af skræk over denne formastelse, og alles blikke samler sig hos Simon og Jesus. Og da Simon ser, hvad der sker, vender han sig også til Jesus for at se, hvad han nu vil gøre. Simon tænker – slet ikke utilfreds: Det passer fint! Nu kan vi få at se, om denne mand virkelig er en profet eller Messias. Hvis han er er en gudsmand, vil han straks smide kvinden ud, for han vil vide, at hun er uren og lever et syndigt, umoralsk, stærkt kritisabelt liv. Alene hendes nærværelse er jo en krænkelse af Gud.

Kvinden kommer for at takke. Det er i al fald det, hun udtrykker i alt, hvad hun gør. For os virker det noget voldsomt og fremmed med alle de kys og tårer, men ingen i rummet kunne dengang have været i tvivl om, hvad det handlede om – hvis altså de har kunnet se det for bare forargelse. Kvinden giver udtryk for den dybeste taknemmelighed. I gammel jødisk tradition findes der mange eksempler på det. F.eks. historien om manden, der er anklaget for mord, men som en dygtig skriftklog får frikendt for forbrydelsen. Som udtryk for tak, kysser manden ydmygt den skriftkloges fødder. Sådan gør kvinden også. Hun har hørt Jesus, hun har følt sig set og talt til – ikke som den urene hore, men som et menneske, som Guds barn. Af bare taknemmelighed græder hun, tårerne løber ned af hendes kinder og drypper på Jesu fødder. Og da hun opdager det, bliver hun forskrækket, river straks sit hovedtørklæde af og tørrer hans fødder med sit hår. Dette er også helt uhørt. Faktisk direkte skamløst: En kvinde, der løste sit hår, mens der var mænd til stede, var en skændsel, helt æreløst. Nuvel, kvinden vil altså – på sin måde – sige tak, slet og ret.

Men Simon ligger og tænker sit: Denne mand, der talte så godt i synagogen, kan umulig være en profet. Han måtte smide dette skamløse kvindemenneske ud. Og Jesus læser Simons tanker, og så skrider han til forsvar – vel nok i første række for kvinden, men i dybeste forstand for sin egen prædiken, for Guds godhed, for syndernes forladelse, selve sagen. For det er den, han mærker, står på spil.

Og nu bliver det desværre lidt mærkeligt i den danske oversættelse. Måske har I lagt mærke til den mærkelige slutning på historien om de to skyldnere. Jesus fortæller om to mænd, som begge skylder deres kreditor penge. Den ene mange, den anden lidt færre. Så får de eftergivet deres gæld, og Jesus spørger så: Hvem af de to vil så elske deres kreditor mest? Det er et løjerligt spørgsmål. Vi ville vel sige: Hvem følte størst taknemmelighed? Det virker underligt at blande kærlighed ind i sagen. Man kan jo da godt føle taknemmelighed mod sin kreditor – uden at man derfor elsker ham. Men det er faktisk også, hvad Jesus mener. Det handler stadig om Guds godhed og menneskets eneste relevante svar: nemlig taknemmelighed. Vi kan ikke se det af oversættelsen, men på Jesu eget sprog aramæisk, lige så vel som på hebraisk og syrisk har man ikke noget ord for ”at takke”. I stedet for at sige: ”Hun takkede ham”, ville man sige: ”Hun velsignede ham” – underforstået af taknemmelighed. Eller: ”Hun elskede ham”. Det er vigtigt at forstå. For man tror tit, at Jesus tilgiver kvinden, fordi hun i sit liv har elsket meget. Det er ikke pointen. Pointen er, at hun takker for det, hun har hørt, for tilgivelsen.

Simon svarer rigtigt: Den, der har fået den største sum penge eftergivet, er vel mest taknemmelig. Simon fatter ikke, at han netop har ramt hovedet på sømmet. Men så skærer Jesus det ud i pap for ham. De to skyldnere er henholdsvis kvinden og Simon selv. Den ene skylder meget, den anden kun lidt. Kvinden meget, Simon kun lidt. Tingene hænger sådan sammen for Jesus: Stor skyld – stor taknemmelighed. Lille skyld – lille taknemmelighed. Hvis Simon havde haft meget at takke for, havde han vel vis sin taknemmelighed ved at modtage ham efter alle kunstens regler: givet ham broderkysset og salvet ham med velduftende olie som en gestus. Det har Simon ikke gjort. For han syntes åbenbart ikke, der var så meget at takke for, selvgod som hen er. Men kvinden har gjort det, for hun fandt, at hun havde meget at takke for. Kvinden har hørt om Guds tilgivelse og har sagt tak – og derfor skal det gælde. Jesus vender sig til kvinden og siger det direkte til hende: Dine synder er dig forladt!

Undskyld, hvis det blev lidt tørt og pernittengrynet, at jeg sådan har trukket vod i dagens evangelium. Men det har jeg gjort, fordi den tit misforstås på grund af det med kærligheden. Men den handler ikke om, at kvinden har været særlig kærlig. Den handler om, at Jesus forsvarer glæden over for sine modstandere og kritikere. Vi kan vende den til os selv og sige: Vi har i dag fået at vide, at vi er set med et andet blik. Eller sagt med et gammelt ord: Gud viser os ”miskundhed”, dvs. han kender os som sine, men ”miskender” al vores hykleri og hovmod og daglige hensyns­løshed og hverdagsondskab. Han ser os som noget andet end det.

Man kan synes, der er uendelig langt mellem kvinden og os. Er vi ikke et helt, helt andet sted i vore dage? Nej, det er vi ikke! Jeg synes tværtimod, vi brillerer med at tænke ganske som Simon og de andre ved den sabbatsmiddag i hans hus. Hvad er f.eks. al vores moderne identitetssnak om race, sort, brun og hvid? Eller om køn, mand, kvinde, transkønnet, heteronormativ og hvad det alt sammen hedder? Eller om politik eller om religion: Stadig mere polariseret, stadig mere ekstremt og splittende og adskillende, stadig mere overfladisk: Du gør sådan og sådan, altså er du sådan en. Du mener sådan og sådan, altså kan vi ikke tale sammen. Du siger sådan – og sådan en kan vi ikke være i stue med! Det er ganske forfærdeligt at være vidne til, hvordan vore gamle kristne vestlige verden er ved at blive splittet ad i atomer på grund af alle de hadefulde, foragtelige domme, vi afsiger om hinanden. Men det kommer jo nok netop deraf, at vi har glemt evangeliet om nåden og syndernes forladelse.

Lad os slutte, som vi begyndte med en bøn: Herre, send din gode ånd i vore stæreblinde hjerter, så vi virkelig bliver til dem, du stædigt og kærligt regner os for. Lad din Ånd lære os at se os selv og hinanden med dine øjne – også henover alt det, vi gjorde og gjorde forkert, alt det vi undlod og svigtede. Gør os, Herre, virkelig til dem, du ser os som.

Amen

 

Prædiken til 10. s. e. trin. II, 2020

Matt 11, 16-24

Salmer:

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi bliver ordentlig sat på plads i dag. Jesus er ude med den store rive og sætter os på plads. Og: Det er godt og velgørende! Vi skal glade lade os sætte godt og grundigt på plads. For vist er det træls at blive sat på plads af andre mennesker. Det har jeg det selv ret stramt med. Ja, jeg skal gerne indrømme, at hvis nogen vil sætte mig på plads, så kan jeg nok godt gå hen at blive en smule hidsig. Men at blive sat på plads af Gud – det er altid godt. For det er jo at få anvist sin plads hos ham. Det er at få at vide, at man er et menneske – og ikke Gud. Mange undgår helst de steder i Det Nye Testamente, hvor Jesus skælder ud og taler om dommedag. Men han er god, også når han skælder ud, for det handler hele tide om, at han vil lade os være mennesker. Han vil hele tiden rive os ud af det underlige parallelunivers, vi går rundt i – den sære verden, vi har opdigtet inden i vore hoveder, hvor vi tror, vi skal være små guder, der skal bære ting, som mennesker ikke kan bære, og dømme om ting, som mennesker ikke skal dømme om. Vores plads er på jorden mellem andre mennesker. Det er ikke tilfældigt, at vi ikke har vinger på ryggen ligesom englene, men to ben til at stå på jorden med. Det skal der en Gud til at fortælle os. Jeg er lige ved at sige: Det er netop det, vi har Gud til. Vi kan nemlig ikke selv. Jesus siger: I ligner små forkælede børn, der tror, de bestemmer verdens gang og kan kommandere rundt med Gud og hver mand. Det er I ikke. Hold op med det!

Her i ferien skulle vi en tur til Ærø at se den smukke ø i Sydhavet. På færgen gik vi op på soldækket for at se de mange små øer og holme syd for Svendborg, som færgen sejlede forbi. Den samme ide havde alle andre fået, blandt andet også en pige og hendes far. Eller rettere: Det var pigen, der førte an. Hun var vel en 5-6 år, og netop som hun med sin far i hånden kom op ad trappen, sagde hun: Nej, vi skal nedenunder! Så vendte de om og gik nedenunder. Lidt efter kom de op af trappen igen. Så stod pigen der med far i hånden og så sig om. Og så sagde hun: Nej, vi går ned, far. Far prøvede forsigtigt at protestere: De kunne da lige stå lidt ved rælingen og se ud. Nedenunder var der så beklumret og mange mennesker? Men nix-bixen. Pigen trak af med farmand: Kom nu, far! Så gik de nedenunder igen. Men der gik jo kun et par minutter, så var de på trappen igen. Faderen protesterende og argumenterende, den lille pige bestemt - og dog rådvild. Op og ned gik de, for far kunne ikke få sat tingene på plads. Det var jo det, han skulle have gjort. Sagt nej, nu holder vi! Så kunne pigen have surmulet og protesteret, men sådan gør børn, og pigen havde fået lov til bare at være barn, i stedet for at skulle spille voksen og bestemme alting.

Sådan siger Jesus, at det er med os. Vi er som pigen på Ærø-færgen. Vi vil bestemme alting og være endnu mere, og det bliver alt sammen kun til plage for os selv. Ligesom de forkælede dengsebørn på torvet, der sidder og råber fornærmet efter folk, bare fordi de ikke går med på deres lege. Det er, hvad Jesus siger om os. Forkert plads! Jorden kalder, folkens. Kom ned fra piedestalen, Pjerrot! Jeg har vist sagt det før, men vi kunne på landsplan spare milliarder i udgifter til medicin, pulvere og piller, hvis lægerne i stedet ordinerede 10 søndages gudstjenester eller mindst 1 sæson bibelkreds. Det lyder åndssvagt, når man siger det, men jeg mener det alvorligt: Gå i kirke og bliv sat herlig på plads. Bliv befriet for alle de titusind tunge byrder, som Gud aldrig har bedt noget menneske om at bære – og lær at tage de rigtige byrder på skuldrene. Smid den indre fotomodel, den indre overstyrmand, den indre overkontrollør, den indre superhelt ad helvede til og vov at være et menneske, der har Gud til anker og styrmand. Og som fra ham har fået sin dagsbefaling: at være menneske.

Lad mig bare holde mig til jorden: Inden for Regionens sundheds- og hospitalsvæsen arbejder man på at indføre en ny strategi for alle ansatte. Den hedder tre-meter-reglen. Det lyder som en regel fra rød stue i børnehaven, og man kan synes, den slags burde være overflødig, når man har med voksne mennesker at gøre, men døm nu selv: Reglen hedder tre-meter-reglen, fordi den siger, at alle ansatte skal tage sig af det, der ligger inden for en radius af tre meter omkring dem. Forestil jer hver person med en usynlig tremeter-cirkel omkring sig. Inden for denne cirkel skal alle fra overlægen til rengøringsassistenten være parat til at påtage sig f.eks. at samle affald op fra gulvet, hjælpe en patient med at finde vej, skubbe løse ledninger til side, så andre ikke snubler i dem eller tørre vand op fra gulvet, så ingen glider i det. Kort sagt: Inden for de tre meter skal man være parat til at bidrage med hjælp og håndsrækning – også selvom man måtte føle, det er langt under ens værdighed. Den store kirurg og overlæge på vej til den vigtige operation kan ikke bare gå med næsen i sky, men skal være parat til at fjerne et cigaretskod på gulvet eller vise en forvirret pårørende vej til toilettet. Som sagt: Man kunne måske forvente, at voksne mennesker gør den slags af sig selv. Men det gør de ikke, for mennesker glemmer jo, at de er mennesker mellem mennesker. De har hovedet fuldt af deres egne vigtige planer og alle de tunge byrder, som de skal bære. Og derfor ser de ikke andre mennesker, og ser ikke den menneskelige opgave – heller ikke, selvom den ligger lige for næsen af dem. Man kan med en vis tilsnigelse sige, at Gud for længe siden gav menneskene sin tre-meters-regel. Om end modvilligt, for han mente jo nok, vi burde kunne klare det af os selv. Den lød: Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Eller for så vidt: Gør mod andre, som du vi at andre skal gøre mod dig. I Biblen bruges ordet ”Næste”, altså det menneske, som står nærmest ved. Omkring hver enkelt af os går en tre- eller fem- eller 10-meters cirkel. Inden for denne lille menneskelige, nære kreds skal enhver af os være parat til at gøre alt muligt for andre – også selvom vi måtte mene, at vi har vigtigere ting at gøre.

Hvad handler Biblen om? Den handler om Gud Skaber, der igen og igen og på hundrede forskellige måder rækker ud til sine mennesker for at samle dem hos sig, fordi han ved, at det er det eneste sande gode for dem. Han vil henvise dem til sig selv og give dem den nære kreds tilbage: ”Hvor ofte har jeg ikke villet samlejer hos mig, som en høne samler sine kyllinger under vingerne”, siger Jesus, og føjer til: Men I ville ikke. Det er altid problemet: Menneskene plages af den vrangforestilling, at det er dem, der er Gud, og derfor har vigtigere ting for.

Det er det, Jesus kalder vores barnagtighed: At vi leger Gud. Men det er dog ganske særlig een leg, han er ude efter. Det er denne her særligt danske - hvad man kunne kalde: tre-skridt-fra-livet-holdning. Til Gud, altså. Vi kalder os kulturkristne, vi forholder os kritisk til Gud. Hvad gør han måske for de sultne i verden? Hvad har han egentlig gjort for mig? Er det en acceptabel Gud, vi hører om i Biblen? Er han i grunden stueren, den gamle? Kan jeg tro på ham? Vores forhold til Gud – altså Gud Herren, himlens og jordens skaber – minder lidt om vores forhold til f.eks. en fodboldkamp i fjernsynet: Vi vil gerne sidde derhjemme i sofahjørnet og bedømme spillernes præstationer. Vrænge af en fejlaflevering, sukke over en tabt bold, bande over en idiot, som ikke engang kan ramme målet ved straffespark. I sofahjørnet har vi rigtig godt styr på, hvordan man spiller fodbold og hvordan det skal gøres rigtigt. Det er herligt at kritisere og vurdere og drøfte, mens de 22 unge mænd løber rundt på banen. Men hvad nu, hvis det var omvendt? Hvis det nu var os, der fik overrakt bolden og blev placeret foran målet? Og hvis det i stedet var de 22 spillere, der skulle bedømme os og vores præstationer? Det er sådan, Jesus argumenterer, når han giver sig til at tale om dommedag. Hvad nu, siger han, hvis Gud i sin himmel tænker det samme om jer? Hvad nu, hvis han er lige så kritisk over for os? Hvad nu hvis han tænker: Kan jeg i grunden tro på ham? Kan jeg egentlig tro på hende? Jeg har givet ham dagen i dag og mange andre før den, jeg har givet hende duften af friskhøstet korn, af blomstrende valmuer og bonderoser. Jeg har sat disse små mennesker på jorden for at de skulle dele glæden med hinanden. Og hvad gør de, stymperne? Stikker næsen i sky og tror, det hele er en selvfølge.

Dommedag, som vi i folkekirken taler udenom, var for Jesus alvoren: At det er os og ikke Gud, der skal stå til regnskab: Hvad gjorde du med alt det gode, du fik for ingenting? Hvordan forvaltede du dagene, som du fik? Hvad gjorde du med Jesu glade budskab om tilgivelse for syndere? Var du glad? Overlod du skæbnen og fremtiden og verdens gang i Guds hånd eller havde du for travlt med at spille en lille utålelig selvhøjtidelig overbebyrdet og stresset mini-gud?

På plads! Sådan siger vi til hunden – hvis vi altså lader den være hund – og ikke giver den den ide, at den er overhund og herre. På plads! siger Gud til os – ikke stuerent og pænt, men som den der befaler. Og sådan er det godt. For det er ikke sådan, som man vil bilde os ind: At Gud er religion og religion en slags parallelunivers eller et reservat for troende mennesker. Nej, Gud kalder os altid til virkeligheden – væk fra vores ideer, vores forestillinger, vores falske selvforståelse – på plads som mennesker i virkelighedens verden. Vi skal ikke bilde os ind, at vi skal bedømme Gud. Vi skal værs’go på Guds bud passe vores tre-meter-regel hernede på jorden, hvor vi har vores færden. Amen

Gør det, du er bedst til”, hed det i en gammel bankreklame. Det er ikke at være Gud.

Prædiken til 2. s. e. trin. I, 2020

Luk 14,25-35

Salmer: 754, 441, 7, 401, 4

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Dagens budskab er kort og simpelt. Det står i Biblen og lyder sådan her: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Jesus Kristus”. Det betyder: I skal forvente jer det allerstørste af hinanden. I skal ikke bare forvente, at andre er en lille smule høflige og lader være med at ridse jeres biler eller køre jeres hamster over. I skal ikke nøjes med at håbe, at de måske vil hilse, når I vinker til deres bil. Nej, I skal virkelig forvente jer det største af hvem som helst I møder. Der er ingen vej uden om. I skal. Jeg skal. For vi er selv under forventning. Gud selv har de allerstørste forventninger til os. Han forventer, at selv det sløveste drog iblandt os skal vise storhed, ridderlighed, mod.

Det er meget simpelt og – meget svært. Et eksempel: Jeg skulle på besøg i en anden by. Det var morgen og jeg havde lovet at tage rundstykker med fra bageren i byen nu jeg alligevel var på farten. Ved bageren var der ikke lige nogen parkeringsplads, så jeg parkerede bilen ved fortovet. Der var nogle underlige misvisende skilte om parkering, som jeg ikke kunne få hoved eller hale i, og jeg tænkte: Der sker vel ikke noget ved, at jeg lige holder her. Da jeg stiger ud af bilen, kommer der sådan en træls type forbi – sådan en med bundesligahår og i træsko uden hælkappe og en gammel Addidas vindjakke fra 80’erne. Han siger så til mig i sådan et rigtig selvtilfreds anklagende tonefald: Den parkering dèr er vist ikke helt i orden! Som om jeg var idiot eller sådan noget lignende. Jeg blev irritereret og min hjerne stillede straks med en række gode forslag til fornærmelser, som jeg kunne slynge i tilbage i hovedet på ham. F.eks.: Åh, undskyld hr. professor i parkering! Eller måske bedre: Godmorgen og tak for venligheden! Eller hvis det skulle være en tand grovere:  Ja, glædelig jul og i lige måde! Plus flere, der nok ikke egner sig i denne forsamling. Men jeg tog mig i det. Ikke fordi jeg er særlig god, men hvorfor skulle jeg egentlig svovle fyren til? Måske holdt jeg virkelig ulovligt, og måske havde han lige trådt i en hundelort, eller måske hans kone lige havde givet ham en skideballe? Hvorfor skulle jeg egentlig forvente, at han virkelig var den idiot, han opførte sig som?

Vi kommer dagligt i tusind af den slags situationer. Særlig i denne Corona-tid, hvor der altid er nogen, der på en rigtig træls måde gerne vil belære andre om, hvad der er rigtigt, og hvad man bør, og hvad der i hvert fald ikke er i orden. Men det kan ikke nytte. Jesus er helt uden slinger: I skal forvente større ting end det. I skal forvente, at selv den største klaphat er mere end det. Ikke fordi han nok er god nok på bunden. Faktisk ikke derfor. Men fordi Gud ser på både ham og mig og jer, som om I var Jesus Kristus selv. Den gamle nissefar med blød hat i den solblegede røde Suzuki Waggon R lige foran jer på motorvejen – han er ikke det, far kalder ham bag rattet. Han er heller ikke en helgen. Men vor Herre forventer sig det allerstørste af både ham, mig og jer.

Vi er altså under forventning. Der forventes noget af os, og det er godt for os. Og derfor skal vi selv forvente os noget af hinanden. Ja, ikke bare noget, men det største. Med forventning mener jeg ikke, at I skal forvente, at andre er som I selv er. Den forventning har vi i forvejen, og den er ret dum, i virkeligheden. For nogle uger siden skete der noget højst usædvanligt på DR P1. En radiovært gav sine lyttere en ordentlig opsang. Og han var ikke engang bange for at sige, det var de venstreorienterede af hans lyttere, han skældte ud på. Jeg ved ikke, hvordan man måler den slags, men han havde opdaget, at lyttertallet gik ned, når han havde inviteret en højreorienteret politiker i studiet, mens det steg igen, når det var en fra venstrefløjen. Det irriterede ham, og derfor gik han i rette med lytterne og sagde: I skal altså høre på dem, der ikke mener det samme, som I selv gør. Hvad er det for et samfund vi får, hvis vi kun lytter til dem, vi i forvejen er enige med? Tværtimod, I skal lytte til dem, I er uenige med. De er ikke idioter, bare fordi de mener noget andet. Det var godt sagt: Det er en dum ide, vi har fået, at vi forventer, at alle mener som vi – og ellers er de dumme.

Hvad jeg mener med forventning kan jeg måske bedst beskrive med eksempler der hjemme fra. Nu har vi konfirmation, og jeg kan røbe en hemmelighed: Samtlige mine konfirmander har fortalt, at de alle sammen har oplevet, at deres forældre har været sure på dem. Og skældt ud. Og været røde i hovederne! Det var nok ikke meningen, det skulle frem i dag, men det er altså sandt. Men lad mig skynde mig og sige, at jeg også har været vred på mine egne børn. Men hvorfor blev jeg det? Og hvorfor blev I forældre dog sure på de artige og velopdragne unge mennesker? Svaret er enkelt: Fordi I forventer jer det bedste af dem. Mor mener jo altid, at hendes lille dreng har potentiale til at blive statsminister, og far mener jo lige sådan, at fars lille pige kan blive mindst det samme. For kærligheden viser sig i forventningen. Det er sådan det er. I kan bare tænke jer modsætningen: Hvis I var ligeglade. Tænk hvis far og mor siger: ”Nå, I har været til fest? Nå, og der blev serveret alkohol? Nå, jamen det lyder da rigtig sjovt! Nå, og der var også stoffer? Jo jo, det lyder som en fest med gang i. Og nej, det gør da ikke noget, at I først kommer nu. Vi behøver ikke vide, hvor I har været. I har jo jeres liv og vi har vores”. Det kan vist alle høre: Det holder ikke. Her er ingen forventning med – og derfor nok heller ingen kærlighed med. Her er bare ligegladhed.

Jeg kan så også røbe en anden ting: Alle konfirmanderne forventede så trods alt også, at hvis det virkelig brænder på, så ved de – ja, så forventer de alle som een, at I forældre er der for dem. Lige med det samme.

Sådan er nu forventningen inden for familien. Jesus udvider den og siger: I skal forvente jer alt – også af dem I ikke er enige med og ikke kender. For Gud forventer sig det største af både jer og dem. Vist skal vi ikke være naive. Det handler ikke om, at vi skal være godtroende og købe en splinterny computer uden papirer og original emballage af en fyr i hættetrøje og med guldkæder og tyrkisk accent. Til ham skulle man måske sige: Min ven, det skulle du da holde dig for god til. Jeg vil ikke have dine tyvekoster!

Det værste er ligegyldigheden: At man i ord og handling siger: Du er mig ligegyldig. Jeg har ingen forventninger til dig – for ikke engang det er du værd! Det er løgn, for vi ved ingenting om det. Jesus holder os fast og slipper os ikke. Han viger ikke en millimeter: Gud forventer sig det største af jer. At I er større end I er! Godt, bring I så hans forventning videre.

Måske I studsede over ordene, som jeg læste lige før. Jesus siger: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Det lyder sindssygt: Skulle man hade far og mor og børn for at man kan blive kristen? Nej, men Jesus elsker at provokere og udtrykker sig meget gerne, så vi taber både kysen og sutten. I de semitiske sprog: aramæisk, som var det sprog, Jesus talte, hebraisk og arabisk elsker man overdrivelser og knivskarpe modsætninger. Jesus forlanger ikke, at vi først skal hade de gamle. Han forventer – vildt og overdrevet, at vi vil holde så meget af ham, at det overskygger selv kærligheden til forældre, børn og søskende. Det er vildt, men det skyldes kun én ting: At han selv – ene blandt alle mennesker – brændende elsker os. Skræmmende og fortærende er hans kærlighed. Men tænk engang: Hvad siger pigen til sin ven, når de mødes i månelyset på den hvide bænk? Hun spørger: Elsker du mig lidt mere end de andre? Det helt afgørende i kristendommen er dette: Om vi nu tror det eller ej – vi er genstand for Guds, for vor Herres, vilde, brændende kærlighed og dermed også hans vilde og uindskrænkede forventning.

Lad os blot lige se på Jesus selv. Hvad er det særlige ved ham? De fleste vil nævne hans særlige evner: At han kunne helbrede blinde og lamme og døve. Eller at han gik på vandet og kunne opvække døde. Det er i mine øjne nok særligt, men det er ikke det særlige ved Jesus. Det særlige er hans forventning: At der ikke er én eneste, end ikke én, som han ikke forventer sig det allerstørste af. Selv en lam, som ligger hjælpeløs på sin båre, har Jesus forventninger til. Kan han end næsten ingenting, så kan han dog stadig én ting: Han kan lade være med at nedgøre sig selv til en stakkel, et offer, en ynkelig patient. Er han så fanget i sin krop – så kan han dog bevare sig selv i tanken, og fastholde, at han ikke blot er et offer. Også sine modstandere, også dem, der hader ham, også Judas og Det Store Råd og Pontius Pilatus’ rå soldater møder Jesus med forventning. Altid kæmpestor ubegrænset forventning: Ikke fordi de er gode nok på bunden, men fordi han ser dem sådan: Som noget uendelig meget større end de selv tror.

Den forventning ligger på os i dag. At være kristen er ikke at have anstrængt sig til at tro et eller andet. Det er ikke at have tvunget sig til at tro på Gud ligesom man mod bedre vidende tvinger sig selv til at tro lidt på julemanden. At være kristen er at tro på den forventning: At den hviler over enhver af os. Kæmpestor, ubegrænset. På jer, på mig, på alle. Og derfor er der ingen vej udenom. I skal have det sind over for hinanden, som var i Jesus Kristus. I skal forvente jer det allerstørste – altid.

Amen

 

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag II, 2020
Luk 24, 46-53
Salmer: 252, 251, 250, 352, 261

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

 

Endelig! Endelig har vi fået lov af staten til at mødes igen i kirken. Det har godt nok været en lang ventetid. For det er jo ligesom det, der er meningen med kirken overhovedet: At vi kan komme her – vende om til vores synders forladelse og gå hjem at begynde på en frisk. Det er slet og ret det, kirken er til for: At man kan komme her – og efterlade al sin synd og skyld og frygt og dårlige samvittighed herinde – og gå hjem med løftet hoved. Hvor ellers kan man det? Ingen steder. Hos lægen kan man få en pille eller en henvisning. Hos psykologen en tur ned i sindets krinkelkroge. Hos terapeuten en række øvelser. Men ingen steder får man et myndigt ord som i kirken, hvor vi alle sammen får lov at høre og tro: Der er en anden, som har taget al din skyld og synd og selvoptagethed og hovmod på sig. Du er fri. Det er kastet ned på havets dyb. Gå hjem og synd fra nu af ikke mere! Det kan være godt nok med skærmen, men det er ikke det samme som at samles med hinanden og høre evangeliet, det glædelige budskab sammen.

Det fortælles, at der engang var en kirkegænger, der over for biskop Lindhardt i Roskilde brokkede sig over, at der altid lugtede sådan lidt klamt og muggent og indelukket i kirken. Derfor gik vedkommende ikke i kirke, sagde han. Til det skal Lindhardt have svaret, at det da ikke var så underligt at her lugter lidt, for her havde jo generationer efterladt al deres synd og skyld. Og den slags lugter ikke ret godt. Det var en meget god måde at sige det på. Det er jo det, der er meningen: At vi kan tage et vend omkring kirken og få lov at læsse al synd af herinde. Og så gå hjem med frisk mod og godt humør, fordi vi har fået lov at begynde på en frisk.  

Tænk, om det virkelig var synden, man kunne lugte. Tænk, hvis man virkelig kunne lugte synden? Hvordan lugter et løftebrud, hvordan lugter svigt? Hvordan lugter dårlig samvittighed? Hvordan lugter moralske tømmermænd? Hvordan lugter hykleri eller mened eller dobbeltmoral eller skinhellighed eller selvoptagethed? Ikke ret godt. Det er jeg sikker på. Det er måske meget skånsomt, at vi ikke selv kan lugte det. For så ville selv den pæneste af os, den artigste og kønneste og korrekteste iblandt os lugte som en gammel spritter. Som en 10 dage gammel brandert, som en sen natlig hjemkomst fra fest med hvidløg og bajere. Ja, værre, tror jeg: Som gammel sur tis og bremsespor i bukserne. Eneste grund til at vi kunne holde det ud, var nok, at vi selv lugtede lige sådan.

Jesus tager afsked med sine disciple efter sin opstandelsen, og så siger han, hvad der først og fremmest skal ske: ”Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det er kirkens arbejdsbeskrivelse, dens opgave. Det er et brandgodt udtryk: Vi skal alle sammen vende om – til Guds tilgivelse. Det er kirken ene om. Der er rigtig mange, som gerne vil have os til at vende om. Det vrimler med vækkelsesprædikanter alle vegne, der siger: Nu skal I lave jer selv om og gøre som vi siger! Før corona vrimlede det med klimaprædikanter. De tav pludselig stille, men de kommer nok igen: Vend om, vend om, siger de. Det er næsten for sent!

I kirken siger vi noget helt andet: Vend om, vend om, ja – men hvad skal I vende om til? Til glæden, til syndernes forladelse, til frikendelsen, til befrielsen, tilsigelsen fra højeste sted: Gå hjem, dine synder er dig forladt. Altså: Vend om til glæden!

Hvis nogen skulle have overset det, så er der kommet en ny oversættelse af Biblen. I den er Jesus desværre kommet til at lyde netop som en sur klimaprædikant, sådan en slags Gretha Thunberg, når hun eller allersurest. Lige før læste jeg sådan her: ”og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. I den nye oversættelse står der: ”Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert”. Sådan skal Jesus altså tale i 2020. Man skulle næsten tro, han talte om Co2-udledning eller plasticposer. Det dækker simpelthen ikke det, Jesus siger: Her i den nye oversættelse skal vi ”ændre vores liv”, og så skal vi lige få tilgivet den smule som vi har gjort forkert – og det er jo nok ikke ret meget! Det er helt ved siden af skiven. Det græske ord, som Lukas bruger, betyder: at skifte sind, at fortryde, at gå i sig selv, at gøre bod. Det er ikke noget med lige at lave et par ting om i sit liv. Det en opgivelse af alt det, man har ment og troet og bygget på. Alt det, vi har kogt og brygget og tygget på så længe: såret stolthed og indestængt ærgerrighed, selvoptagede tanker, tunge penge­bekymrin­ger og frygt for andre mennesker – alt det skal smides i skraldespanden. For her er noget helt nyt. En ny begyndelse.

Synd er det hele – vores sammenkrummethed om vores egen navle. Der er dem, der stædigt mener, at moderne mennesker ikke ved, hvad synd er, men som en præst fortalte: Da han efter gudstjenesten, hvor han havde sagt, hvad sandt er, at vi alle sammen er syndere, mødtes han i kirkedøren af sin ikke særlig kirkelige svigermor, der i et bestemt tonefald sagde, at hun i hvert fald ikke var nogen synder! Hvorved hun jo netop viste, at hun havde en ret klar fornemmelse af, hvad synd er. Vi har godt en fornemmelse af, hvad det er. Men synden er samtidig som et troldspejl i øjet, en blind vinkel. Den er der, men ligesom lastbilchaufføren, der ikke kan se cyklisten i den blinde vinkel, sådan kan vi ikke selv se den – før det er for sent.

Jeg tror måske nok, at mange har fået øje på den her de sidste måneder – i al fald dem, der har skullet gå hjemme. Al mulig urimelighed vokser op i en, al mulig bekymring og frygt for alt mulig, al mulig opgivenhed og ligegyldighed, indestængthed og surhed. Det er på høje tid, at vi får et myndigt ord fra vor Herre: ”Kan I så lade alt det være. Jeg har taget alt det på mig. I er i dag kendt fri. Gå hjem og vær glade!” Det er alt, hvad kirken er til for. Jeg har fornemmelsen af, at regeringen tror, den kun er til for at begrave folk og for at levere lidt flødeskum og sniksnak for de religiøse. Men dem om det. I skal gå her fra i dag som den frikendte går fra retten. I skal sige: Jeg har lige fået mine synder forladt. Jeg har efterladt det hele og nu gå jeg hjem som et nyt menneske. Jeg har lov at være glad i dag!

Og så er det Kristi Himmelfartsdag. Måske den mest misforståede af alle kirkens helligdage. Jul kan man forstå, påske også måske. Pinse – til nød. Men Kristi Himmelfart – hvad i al verden går den ud på? Jesus flyver til himmels, og så sidder han ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – og er langt væk fra os andre. Havde det ikke været bedre, hvis han havde været her imellem os, så han selv kunne tilgive os og gøre os raske ligesom dengang? Sådan har jeg hørt folk sige.

Men dertil vil jeg svare: Jesus er da virkelig også til stede her i dag i Dølby kirke. Han har jo selv sagt, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der er han selv til stede midt iblandt dem. Vi holder da gudstjeneste sammen med ham – akkurat ligesom de gør lige nu i Oddense og Skive og Vejle og København. Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis ikke han sad ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd? Altså hvis han ikke er, hvor Gud er? Hvor er Gud? Han er jo den, der er til alle tider samtidig. Samtidig med os i dag, samtidig med vore forfædre ved genforeningen i 1920, samtidig med Harald Blåtand, da han blev døbt, og samtidig med vore oldebørns oldebørn ude i fremtiden. Hvis vi tror bare en smule på Gud, så må vi jo tiltro ham det. ”Jesus måtte fare til himmels for at han kunne være her imellem os i dag”. Sådan siger Luther et sted.

Man hører af og til det udtryk: Han er chefens højre hånd. Det er jo et billedligt udtryk, der ikke skal forstås en-til-en. Det betyder: Han er så tæt på chefen, at han er som chefens egen højre hånd. Den hånd, han skriver med og hilser med – hvis han får lov af regeringen. Jesus sidder ved Guds højre hånd. Det vil sige: Han er et med Guds magt. Guds magt står bag ham. Han og Gud er eet. Desværre har de også ødelagt det i den nye oversættelse. Her siger Jesus helt meningsløs, at han skal sidde til højre for Gud. Man kommer til at tænke på Kaj og Andreas sang: ”Jeg er i højre side, højre, det er her, faktisk kan man sige, at jeg er lidt til højre for dem, der er til venstre”. Nå, Jesus sidder til højre for Gud – hvem sidder mon så til venstre for ham? Spændende! Sædet ved Guds højre hånd er ikke et sted. Det er et udtryk for Guds magt.

Ikke alle evangelisterne nævner himmelfarten. Men hos Mattæus siger Jesus: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Og hos Johannes siger Jesus til Maria Magdalene, da han er stået op af graven: Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Hvordan skal vi forestille os det? Det må man selv om. Jeg har ikke prøvet at være opstanden. Jeg ser frem til at prøve det en dag, men indtil da skal jeg ikke gøre mig for klog på det.

Hvad jeg derimod skal gøre mig klog på er dette: I dag er kirken åbnet igen, og i dag skal jeg sige det, som vi ikke har kunnet høre sammen i al for lang tid nu: Der er en, som har taget al jeres og min skyld og synd og elendighed og hykleri og dårlige samvittighed og selvopfundne plager på sig. Borte er det, kastet ned på havets bund. Vend om til ham, vend om til glæden – og gå så hjem, vær glade, begynd på en frisk og synd ikke mere!

Amen

Prædiken til 5. s. e. påske II, 2020
Joh 17, 1-11
Salmer: 52
Jesus slutter i Johannesevangeliet sine taler med en bøn. Det er god skik at begynde og slutte sådan med en bøn, så det vil jeg også gøre denne søndag. Min bøn lyder sådan her:Herre min Gud, jeg indanker min sag for dig som min øverste dommer. Hen over hovedet på alle de småherrer og småledere og småchefer, som hernede i verden bestemmer over mig, appellerer jeg til dig. Småherrer og småembedsmænd og små ministre skal jeg adlyde og følge hernede. Jeg skal overholde alle deres regler og love og forordninger. De kan sætte alle mulige ydre fysisk skranker og rammer op for mig. Men de kan ikke bestemme over mine tanker, min samvittighed, min tro. For den tilhører dig alene. Hvis jeg har været en stud, doven eller uduelig til mit arbejde, svigtet andre mennesker, været dumstolt og blind og døv for alt andet end mig selv, så lad blot småherrerne og småmellemlederne hernede påtale og straffe.

Det regner jeg ikke. For mig tæller i sidste ende kun din mening, din barmhjertighed, din nåde, din tilgivelse. Dig alene tilhører jeg. Alt hvad jeg er med hud og hår, indanker jeg daglig for dig som min himmelske højesteret. Amen.

Så er vi i gang. Og måske kan I allerede nu fornemme, hvor jeg vil hen. Vi skal bede noget mere. Det er for ringe, at vi ikke gør det meget mere, for at bede er jo dagligt at indanke sin sag for den højeste, den bedste, den øverste. Højt over alle små herrer hernede, højt over love og regler, højt over de højeste myndigheder, højt over selv ret og rimelighed, højt over de højeste bjerge, de højeste skyer – at lægge sin sag frem for Gud, appellere til ham og sige: Kun du skal være min højesteret.

Jeg tænker nok, I kender ordene, jeg bruger. Man hører tit i medierne om en anklaget, som måske i byretten bliver dømt til et eller andet. Og så hører man næsten lige så tit, at den dømte ”anker” sin sag til en højere ret, til landsretten, eller måske til højesteret. Sådan er en bøn altid at indanke sin sag for en ret, som er endnu højere end alle menneskelige domstole, om det nu er dem i vores etablerede retssystem eller det er den daglige sladder på de sociale medier eller sågar ens egen fortvivlede mening. At stå op om morgenen og bede til Gud – det er altid at appellere til den højeste. At lægge sig om aftenen og bede til Gud – det er det samme. Og det er vel og mærke ikke en blind retfærdighedsgud, jeg taler om. Det er ikke gudinden med bind for øjnene, vi beder til. Vi beder til ham, som vi har lært at kende i Jesus Kristus. Ham, der så nødig dømte, ham der altid var parat til at tilgive et menneske, som fortrød og pintes under sin egen stolthed. Det er det evige liv, siger Jesus, at I til enhver tid kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus.

Paulus kunne bruge et meget dramatisk billede om sig selv. Han sagde, at han gik som en overvunden krigsfange i Jesu triumftog. På Paulus tid i det gamle Rom skete det af og til, at man tilstod en hærfører eller en kejser at få et triumftog, hvis han havde erobret nyt land eller overvundet en farlig fjende i et slag. Så red kejseren ind i byen i spidsen for et stort optog. Efter kejseren selv og hans nærmeste folk kom alle de overvundne fjender, besejrede konger og hærførere i lænker. Det billede brugte Paulus til at sige: Sådan tilhører jeg Kristus. Han har overvundet mig og gjort mig til sin slave. Det billede kan måske være svært helt at sluge i vores pæne, korrekte tid, men betydningen er den samme: Min og jeres øverste herre er Kristus, som er et med Gud – sådan som Jesus også selv siger lidt længere henne i samme bøn.  

Mange mennesker forestiller sig vistnok, at det med at tro på Gud er forbundet med ufrihed, med regler, med al mulig tvang. Men jeg bilder mig ind, at I måske kunne høre det i min lille bøn til indledning: Det er lige det stik modsatte: Det er en enorm frihed og en utrolig styrke, som slet ikke kan overvurderes. Hvor mange fanger i fængslerne, hvor mange indsatte på dødsgangene, hvor mange dødsens syge har ikke fundet styrke og trøst og modstandskraft i at henvende sig til Gud, appellere til hans himmelske domstol. Sådan har de bedt: Herre, jeg er smidt ud af samfundet, dømt, kasseret og regnet for skidt for det jeg har gjort. Men jeg indanker min sag for dig. For jeg ved, at du dømmer anderledes end alle jordens småherrer og småmyndigheder.

”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, siger vi i trosbekendelsen. Det er der muligvis nogle, som synes lyder tungt og truende. Men det er noget glædeligt og stort. Tænk, det er ikke det, folk sladrer om mig. Det er ikke det, mine fjender og modstandere siger om mig. Det er ikke, hvad alle mulige domme og love siger om mig. Det er end ikke hvad jeg siger om mig selv. Lad dem alle blot sige som de vil. Jeg appellerer til Gud alene i Jesu navn – skidt så med alt andet. Det har måske gyldighed hernede. Men ikke evigt. Her gælder kun, hvad han dømme om mig!

Vi har lov – ja, pligt til at tro, at Guds dom er beslægtet med vore allernærmestes dom om os. En mand, der skal i fængsel for underslæb eller dokumentfalsk, mister nok sin frihed. Men han mister ikke nødvendigvis sin kones tillid. Mens han sidder i fængslet, er det ham den største trøst at vide, at hun dømmer anderledes end alle andre. Hellmuth Goldwitzer, tysk soldat, teolog og præst, som efter krigen sad flere år i russiske fangelejre, fortæller lige netop det om sine medfanger: Når de hørte nyt hjemmefra, var det ikke kun dette at høre om konen og pigerne derhjemme. Jo, det var afgørende vigtigt for dem, men højere og vigtigere endnu, dybt nedenunder alt det var det jo den viden, at der derhjemme i det fjerne Tyskland var nogen, der dømte anderledes om dem, nogen, som kendte dem og regnede dem efter en helt anden målestok en alle fjendtlige soldater og kommandanter og afstumpede fangevogtere. Nogen, der dømte om dem efter kærlighedens målestok. 

Som sagt: Det er den store frihed, som bønnen giver. Når man beder, henvender man sig til en, der er over og højere alt andet. En, der dømmer anderledes. Og det giver en armslængde til alle problemer og vanskeligheder og myndigheder. En lille kontorelev har lov at tænke sådan om sin mugne magtsyge kontorchef: Herregud, han er bare en lille afdelingsleder. Lad ham råbe og regere. Hvad rører det mig? Jeg ved ikke, hvor mange kontorelever, der beder morgenbøn, men jeg er sikker på, at også de ville kunne finde styrke her. Bønnen – forstået som daglig appel til Guds højesteret – den giver armslængde til problemerne. Den sætter tingene i de rigtige størrelsesforhold.

Jesus taler om ”verden”. Han siger, han ikke beder for den. Med ”verden” mener han ikke planeten jorden. Han taler ikke om klimaet. Ordet ”verden” er i Jesu mund et negativt begreb. Det er alt det, som folk dømmer og siger og sladrer om og mener. Det er tidsånden, den offentlige mening – alt det, som er korrekt og rigtigt for tiden, alt det, man skal mene, hvis man vil være noget. Og at bede sin bøn er nu at hæve sig op over det. Det er et frikvarter fra alt det. Og det mest utrolige ved det er, at det er gratis og ganske nemt at gøre. Man kan appellere til Guds højesteret fra en taburet i køkkenet, fra toilettet, fra sengekanten, fra skrivebordet eller i haveskuret. Lige der midt i hverdagen kan man begynde med at få proportionerne i orden. Ja, ja, sådan siger det alle sammen hernede. Men nu stiller jeg mig op over for min øverste herre. Det er ham, jeg tilhører. Han må dømme.

Så kan nogen måske finde på at sige: Jamen, hvorfor bede. Hvis Gud er, så kan han vel læse vore tanker, og siger Jesus ikke også, at Gud ved, hvad vi trænger til, endnu før vi har sagt det? Er det ikke nok bare at tænke det, så at sige. Nej, det er det ikke, for vi mennesker tænker, mens vi taler. Eller rettere: Først når vi sætter vore tanker i ord, ved vi selv, hvad vi siger. Det ved alle, der skal forklare andre en sag. Alle, der har prøvet at skrive stil eller skullet holde en tale til en fest. Det er ikke sådan, at først har man tankerne klare, og derfra drejer det sig kun om at få dem skrevet ned. Nej, tankerne kommer med ordene. Sådan har jeg det selv. Når jeg sætter mig ned for at skrive en tale eller en prædiken eller en kortere eller længere artikel, så er det først, når ordene skal på papir, at det egentlige tænkearbejde kommer. Og når det gælder en bøn, så ved man også først, hvad man egentlig vil bede om, når man sætter det i ord. Det hører med. Det er ikke anderledes end i en samtale. Prøv at sætte jer ned og begynd at forklare jeres mand, kone eller børn, hvordan f.eks. hvordan kaffemaskinen fungerer. I vil opdage, at I snart kommer til at snakke sort, fordi ordene tvinger jer til at sige noget om det, I ikke ved. Men i bønnen er vi bedre stillet, for her skal vi jo tale om, hvad hjertet er fuldt af.

Bønnen er menneskets ædleste frihedshandling. At kunne folde sine hænder og bede viser menneskets adel. En fange i sit fangehul, en syg i sin sygeseng, et stakkels sønderbrudt menneske i en mørk kælder – alle kan de folde hænderne og indanke deres sag for Gud – for ham, vi kalder Jesu Kristi far, hvilket blot er et udtryk for dette, at Gud og Jesus er eet. Vi kender Gud i Jesus. Når Sønnen bliver herliggjort ved sin opstandelse, er det samtidig Gud, der herliggøres. For nu at tale som Jesus gør hos Johannes.

Vi slutter som vi begyndte – med en bøn:

Herre Jesus Kristus, du som troner over keruberne, du som sidder ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – Marias milde søn. Jeg indanker min sag for dig. Du alene skal dømme om mig i din kærlighed og troskab. Du alene skal have det sidste ord i min sag. Jeg vil rejse din fane over alle høje bjerge, love dit navn frem for alle jordens store mænd og kvinder. Se mig selv som din. Amen

Prædiken til 4. s. e. påske II, 2020
Joh 8, 28-36
Salmer: 395

Hvis I bliver i mine ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. Sådan siger Jesus: Vi skal blive i hans ord, for deri ligger al sandhed og frihed. Det lyder måske dunkelt og svært, men det er det ikke. Den, der er har sit hjerte bastet og bundet, er fri som fuglen. Det skal jeg vise jer.Engang for mange år siden, da vi omtrent lige var kommet hertil, sad vi i præste­gården med tre små blebørn – og en lidt større pige, vores ældste. Al vores tid var beslaglagt af de små. For sådan er det med sådan nogen små: De skal have al ens tid og mere til. Men så var der jo vores ældste. Vi kunne godt se, hun gik dèr og blev lidt forsømt.

Vist kunne hun klare sig selv og vist var hun en både klog og fornuftig pige – men måske var hun ind imellem lidt for fornuftig og måske også ind imellem lidt for gammelklog. Det plagede os en del, og vi ville gerne, at der også skulle være noget for hende, når vi nu ikke rigtig kunne være der så meget for hende, som vi gerne ville. Derfor fandt vi på, at hun skulle på ferie i København hos sin elskede faster. Men hvordan skulle hun komme der over? Der var kun én mulighed. Hun måtte tage toget derover. Alene. Hun var kun 7. Det var i den gamle verden, hvor man ikke havde mobiltelefoner. Mobiltelefoner dengang var nogle store tasker med et telefonrør på. Det var kun læger og politibetjente, der kendte den slags. Men vi talte så med hende om, hvad hun skulle gøre, og vi prøvede at forberede hende på, hvordan det ville være at sidde i toget den lange vej til København. Vi kunne jo ikke fjernstyre hende. Men vi kunne give hende vores ord – andet var det jo i grunden ikke. Og vi kunne have sagt næsten som Jesus: Hvis du bliver i vores ord, så skal det nok gå godt. Hun fik også en liste med telefonnumre med og vi talte også med en venlig konduktør, der lovede at se lidt efter hende. Men da toget kørte fra stationen, var vi ikke fri for at være lidt urolige. Heldigvis er børn ikke sådan at vippe af pinden. Vi fik senere at vide, at hun målrettet fandt en enlig ældre dame, som tog hende under sine vinger. Hun var ganske frimodig. For hun vidste jo, hvordan det var at køre i tog. Og hun vidste, hvad hun skulle gøre, hvis noget gik galt. Hun blev i vores ord, alt gik godt, og hun ankom til København og havde en skøn ferie der.

Nuvel det er det, det betyder, når Jesus siger: ”Hvis I bliver i mine ord”. På mange måder er den lille oplevelse et billede på os og Gud. Her i verden skal vi blive i hans ord. For i dem eller bundet til dem er vi frie af alt det forvirrende vrøvl og sludder og løgn, som verden er så fuld af. Det er et godt udtryk: Man kan blive i ord. Man kan blive i Jesu ord, som vores datter blev i vores ord. Uden sammenligning er det det samme: Det er det, vi skal: Blive i de ord, vi har hørt. Og give andre de samme ord med på vejen, for at også de kan blive i dem. For hvis vi bliver i dem, så er vi ikke sådan at vippe af pinden. De giver en sund og stærk grund at stå på, så man ikke hopper på den værste, og ikke ser alting som lige godt.

Luther sagde engang, at verden er som en dejlig landevejskro eller et smukt herberg, hvor værten imidlertid en upålidelig løgnhals. Over døren til den ellers hyggelige kro hænger der et skilt, hvor der står: Til mord og løgn. Det er Jesus selv, der har hængt skiltet op dèr, siger Luther, og vores opgave er nu at huske, at vi kun er gæster her i kroen. Vi er heldigvis ikke den luskede værts karle og piger. Her i kroen skal vi blive i Jesu ord og ikke tro alt, hvad vi hører herinde. Når Luther sagde sådan, var det selvfølgelig ikke fordi han mente, at verden er et forfærdeligt sted. Verden er da skabt god. Hvem kan tvivle om det sådan en søndag i maj, hvor det grønnes? Men verden er også fuld af al mulig løgn og uret og mord. Og derfor skal vi altid have vores kompas hos os, nemlig Jesu ord.

Det er slet ikke så svært: Langt de fleste danskere kender trods alt Fadervor. At blive i det vil jo sige at have et finger­peg om, hvad der er op og ned, hvad der er ret og rigtigt, hvad der er godt og skidt. Kort sagt: Hvad vi skal og hvad der er meningen. Tag bare den mindst forståede bøn i Fadervor: Helliget vorde dit navn. Det betyder: Må dit navn, Jesus Kristus, altid være helligt for os. Det vigtigste, det første. Du giv dit liv for os. Du tog al vor skyld på dig. Godt, så er det også hvad vi skal: give os selv væk, være tro, afsky uretten, ikke lade os friste af alt det, der skinner så flot i solen. Elske Gud og Næsten. Give Gud vor tro og Næsten vores gerninger.

Vores lille pige fik ikke en forsikring med på rejsen til København. Vi kunne jo som sagt ikke fjernstyre hende eller som det hedder i moderne politik: detailstyre. Hun havde ikke fået en regelsamling med ud i den store verden, men kun vore ord og råd – og så vores tillid til, at det kunne hun godt. Sådan sender Jesus os billedelig talt fra kirke hver søndag: Bliv i mine ord, de er ikke en Koran eller Karnovs lovsamling. Men bind jeres samvittighed til dem, så kan I bedre holde ham løgneværten ud i strakt arm. Det er noget helt grundlæggende i vores kristentro: Guds tillid til syndere er så stor, at han stadig vil lade dem handle i frihed. Modsat Allah, for hvem alle mennesker i sidste ende kun er marionetdukker, snoredukker eller slaver.

Vi har lige fejret 75-året for befrielsen, den 5. maj. Lyt engang lige til en af dem, der ikke fik lov at opleve det, eftersom han blev henrettet knapt et år før i sommeren 1944. Emil Balslev hed han. Han var landinspektør og far til tre små børn. Han var blevet anholdt i september 1944, fordi han var medlem af en nedkastningsgruppe i Aars, hvor han boede. Ved midnatstid den 22. juni 1944 skriver han sådan i sit afskedsbrev til sin kone: ”Elskede ven. Tro på Gud og hans Retfærdighed. Den første Tid vil blive svær for dig, men som en ringe Trøst kan jeg sige dig af et kærligt Hjerte, at jeg ikke frygter Døden. Jeg tror, at vi engang skal mødes hos Gud og skal være sammen i Evigheden. I de sidste 8 Dage har jeg haft den Lykke at være sammen med et kristent Menneske, og han har hjulpet mig igennem de svære Dage. Led selv videre og modtag Fremtiden af Guds Haand. Giv dig selv til Gud og lær vore Børn at finde Ham og leve med Ham. Hvorledes din Fremtid skal ordnes i det praktiske, kan jeg ikke raade dig med, men jeg ved, at Far og Mor vil give dig al mulig Støtte..” Balslev kan heller ikke fjernstyre sine kære. Han kan intet gøre, men fra sin celle vil han give dem sine ord for at de kan blive i dem. Og ordene går ud på, at de skal – ja, blive i Jesu ord, kort sagt. Det er en fars råd til sin kone og børn. Bliv der, for så har I grund under fødderne, et kompas at styre efter, så I ikke gør mennesker til Gud eller gør løgn til sandhed.

Det er en anden, og meget alvorligere og modnere tid, som lyser frem af Balslevs ord. Nu om dage tror vi, at frihed er at være uden bånd overhovedet, ligesom Pinocchio, den lille snoredukke, der synger: Der er ingen bånd, der binder mig! Frihed er i dag at være autonom, at være sin egen lovgiver og regelsætter, frihed er at bestemme sit eget køn, sin egen identitet, sin egen fremtid osv. Godt og rigtigt lyder det, men løgn er det, for ligesom Pinocchio i virkeligheden jo var bundet på hænder og fødder og kun troede, han var fri, sådan med os. Netop når vi gør os fri af alting, opdager vi, hvor bundet vi er til os selv.

Men friheden er, siger Jesus, at være bundet til hans ord, til sandheden. Jeg siger det til alle brudefolk: Det passer overhovedet ikke, når jeres venner driller jer og siger, at nu er friheden forbi. Tværtimod, nu først begynder friheden. Ved at binde sig til én, er man fri for at skulle spille op og gøre sig til. Der er sagt ja til en, som man er. Hvis ægtefolk bare turde blive og hvile i hinandens ja, så var meget vundet.

Jeg synes, Luthers billede af landevejskroen er så fint. Hvis vi husker, at vi kun er gæster her, så kan vi vogte os vel for den glatte og falske vært, der til forveksling ligner en tv-journalist eller en toppolitiker, og er akkurat ligeså upålidelig. Han taler og taler og love og lover, men i morgen har han glemt, hvad han lovede i går, og på mandag vil han løbe fra alt, hvad han sagde i onsdags. Men skiltet har vor Herre hængt op ude over døren: Til mord og løgn!  Nå ja, men så ved vi, hvad vi har med at gøre. Hvis man bare holder sig til sit Fadervor, så er man godt hjulpet. For med den gamle bøn får man pludselig en fintfølende geigertæller, der kan mærke, når f.eks. ministre ikke længere husker, at en minister er en tjener, men tror, de er Napoleon. Eller når politikere og embedsmænd og journalister tror, de skal bestemme, hvad andre skal tænke og mene.

Det er mærkeligt: I Folkeskolens kristendomsundervisning, siger politikere og lærere, dèr skal børnene lære at forholde sig kritisk til religion. Og det kan der da være al mulig god grund til, men da religion i mange politikeres og læreres hoved stadig først og fremmest er kristendom, så betyder det, at børnene skal lære at kritisere kristendom. Men netop det fag kunne åbne børnenes øjne for den omvendte kritik, som altid følger, hvor Jesus Kristus er: kritikken af magthaverne, afsløringen af løgnen, af tidsånden, og så den åbenlyse og ligefremme forkyndelse af alt godt og sandt. Det er det, det har drejet sig om. Jesus har selv sagt det væsentlige: Bliv i hans ord. Nu ved I, hvad det betyder.

Amen

Prædiken til St. Bededag II, 2020
Matt 7, 7-14
Salmer: 496Vi begynder med en gåde. Hvad er ligheden mellem Store Bededag og en god sommerrevy? Hvad er ligheden mellem den strenge bededag og en revy med fald-på-halen og skæg og ballade? Ja, undskyld, den er måske ikke helt nem, men der er en lighed – ud over at begge dele er aflyst i år. Store Bededag og en god og vittig revy ligner hinanden på den måde, at vi både i kirken og i revyteltet – går i os selv og opdager, hvor åndsvagt vi opfører os. Nogen vil måske mene, det er noget sjovere at være til revy end at gå i kirke St. Bededag. Og det kan der jo nok være noget om, men det laver ikke om på, at vi begge steder ser på os selv og vores egen tåbelighed. Ja, det ene sted synger vi salmer, det andet sted griner vi og siger prut.

Men hvis revyen er ordentlig og ikke bare tandløst hyggenyk – ligesom Cirkusrevyen, så griner vi jo af os selv. Og det er ikke så tosset. Det er jo netop også meningen med bods-og bededagen: At vi får øjnene op for, hvor tossede vi selv og alle andre er. Netop i år kunne der skrives de herligste revytekster. Vi trænger helt vildt til at kunne le ad os selv og vore politikere og journalister. Al den bedemandsagtige alvor og ansvarlighed og frygt og alle de uhyggelige skræmmehistorier i medierne om død og lidelse og kister. Alle de fraser om at passe på hinanden og om at være sammen på afstand – alt det, vi har sagt til hinanden med robotagtige stemmer og døde blikke, ligesom en automatisk telefonsvarer. Vi trænger til en befriende latter. Jeg mener det faktisk helt alvorligt. I to måneder har man næsten ikke engang kunne hviske en vittighed. Straks blev man anklaget for ikke at tage situationen tilstrækkelig alvorlig. Når Corona-krisen forhåbentlig snart er ovre, så må lægerne efter min mening udskrive recepter på kirkegang og revy. ”Ja, Pedersen”, skal lægen sige: ”den er gal, kan jeg godt se. De trænger til at grine af det hele. De trænger til at få tilværelsen på ret køl. Jeg ordinerer kirkegang og revy. Begge dele. Mindst fem gange hver!” Det er en misforståelse, når man gør evangeliet og latteren til to modsætninger. Jeg har altid ment, at man gerne må le i kirken – for latteren er en genvej til selverkendelse, til sund virkelighedssans. Og det er præcis, hvad bod også handler om. Tag bare den historie, som Jesus engang fortalte om den fortabte søn. Han har helt sikkert fortalt den med et glimt i øjet, og tilhørerene har grinet, når han fortalte, hvordan den stolte jødiske bondesøn til sidst ender i svinestien, hvor han sidder i mudderet og æder linser sammen med grisebasserne. Men det er jo præcis dèr han gik i sig selv og indså, at han havde været en skovl.

Kriser, epidemier, krige og ulykker er ikke noget, nogen mennesker ønsker sig, men når de kommer, har de næsten altid den bivirkning, at de afslører vores tåbeligste tåbeligheder. Alle vores mærkværdigste forestillinger bliver pludselig hevet ud under en ubarmhjertig neonlampe – og afsløret som det rene galimatias. Og i den forstand er kriser altid godt for noget. Corona-krisen er ingen undtagelse. Er der f.eks. nogen, der til dato har fundet ud af, hvorfor man ikke må gå i kirke til gudstjeneste, men gerne i Jem & Fix? Hvorfor er det lige, at kirkerne ikke alene skal være lukket for gudstjeneste, men også aflåst søndag formiddag – når man selv­samme søndag formiddag kan stå i tætte rækker mellem el-pærer, fliseklæb og mineralsk terpentin. Hvorfor er det forbudt at gå i kirke eller i biografen – men tilladt at gå til frisøren eller tandlægen – for slet ikke at tale om at gå i pornobu­tikker? Det må sige et og andet om, hvad det officielle Danmark mener, er vigtigt. Det må sige noget om, hvordan der ser ud i vore politikeres og myndighedsper­soners hoveder. Hvad er et menneske sat på jorden for? Svar: For at spise og ordne have, købe brædder og levere haveaffald på genbrugspladsen og formere sig! Det har Corona afsløret: Vi anser os selv for dyr, der har visse behov, som skal opfyldes – lidt ligesom maskiner, der skal smøres engang imellem.

En af de ting, jeg særlig har lagt mærke til, er at under epidemien er antallet af eksperter vokset helt eksplosivt. Lige pludselig vrimler det med mennesker, der føler et kald til at undervise andre og belære dem om regler. Sikkert fordi der har været så mange regler, opfordringer og anbefalinger, og fordi ingen rigtig kunne finde ud af, hvilke der faktisk gælder – netop derfor er der ligesom sprunget Kloge-Åger og Moral-Merether op af jorden som asparges. Hvis man i et øjebliks tankeløshed har glemt afstands-stregerne på gulvet i supermarkedet, så har der næsten altid været en eller anden selvbestaltet Moral-Merethe, som i et ofte meget uvenligt tonefald har forklaret en, hvad man havde at gøre. Eller hvis man kom til at lægge sine varer for tidligt op på båndet i Rema – så stod der en eller anden Regel-Rene foran en, som kunne belære en med en rigtig bidende ubehagelig bemærkning. Eller hvis man kom ind i en forretning og måske glemte at spritte hænder - sikken en opstandelse. Man følte det, som om hele butikken stod stille. Tiden gik i stå, kasseapparatet gik i stå, al snak forstummede, ekspedienterne stoppede løftevognene, folk lod skruemix og stolpebeton være for at se hen på den formastelig synder, der gik ind, uden af afspritte hænderne. Man fik blikket – eller blikkene, så man kunne mærke det.

Det er virkelig interessant. På Jesu tid holdt farisæerne et vågent øje med andre folk for at se efter, om de nu overholdt alle reglerne og lovene. Selv rensede de sig før måltidet, skyllede hænder og fødder før de gik ind til selskab. For man skulle være ren, religiøst ren – ellers var man en uren synder. Sådan et system har vi fået herhjemme: Farisæere, der nidkært vogter over andre – om de nu overholder renhedsforskrifterne. Jeg hørte også en historie om en kvinde, som gik hen ad fortovet. Imod hende kom to kvinder med et reb imellem sig. De to kvinder gik med de reglementerede to meters afstand, og rebet var cirka samme længde. Da de fyldte hele fortovet, ville den enlige kvinde smutte ind imellem de to. Men da damerne med rebet opdagede, at det var det, hun pønsede på, strammede de rebet ud, så de spærrede hele fortovet og den anden kvinde måtte springe ud på vejen for at komme forbi.

Sådan er eksperterne og moralvogterne pludselig myldret frem på jord. Og også det siger nok et og andet om vores egen tåbelighed. For er det ikke blot en forstærkning af det, vi alle sammen tænker, når vi sidder på Herningvejen og kører efter en idiot med blød hat: Det er de andre, den er gal med. Hvor er andre mennesker dog dumme og uansvarlige og selviske. Dynamit-Harry fra Olsen Banden sagde det meget præcis: ”Alle mennesker tænker kun på sig selv. Det er kun mig, der tænker på mig”. Jovist skal vi have lov at sige noget til hinanden. Men hvorfor sker det altid i sådan et rethaverisk og mopset tonefald, som om man ikke bare havde været tankeløs, men gjort sig skyldig i at bringe hele universet i uorden.  

Alt det og meget, meget mere er det tid til at tænke over i dag. Og enten græde eller le over det – eller begge dele. Det kan komme ud på et. For det er det samme. Vi kommer så nemlig til at tænke over det, som vi jo godt ved, når vi hører det. Ja, vi er sågar parat til at skrive det op over sengen og til enhver tid bekræfte, at sådan er det. Jesus siger de berømte ord: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Gør det, så skal I leve, sagde han en anden gang. Ja, siger vi – og gør det modsatte!

Nu vil jeg sige noget mærkeligt. Det er sådan en trang, jeg har fået i denne tid – til at sige noget skævt og underligt. Gud velsigne de gamle, som opfandt ordet arvesynd! Det er jo en gammel tanke, som teologerne udtænkte for mange århundreder siden. I dag har teologer og præster travlt med at få det gemt væk under stolen, fordi de ikke synes, det er stuerent. Og den nye bibeloversættelse er fuldstændig støvsuget for ordet synd, for man mener ikke, at moderne mennesker ved noget om det. Det er selvfølgelig muligt, men jeg tror altså ikke at moderne mennesker er så dumme, at de ikke kan finde ud af at slå det op. Som den udmærkede Philip Faber siger til morgensang, hvis han har sunget en sang med svære ord: ”Så har man noget at spørge sin lærer om eller snakke med sine bedsteforældre om – hvis man da ikke går hen og slår det op.” Sværere er det ikke. Men arvesynden – det er et godt og sandt og vigtigt begreb. Jeg vil ikke støtte et parti eller en bevægelse, der ikke tror på arvesynden. Jeg er heller ikke helt sikker på, jeg vil købe en bil af en person, der ikke tror på arvesynden. For arvesynden betyder bare: Vi er alle skyldige. Vi er alle syndere. Vi har alle på den ene eller den anden måde ramt ved siden af skiven. Forfatteren Martin A Hansen fortæller i sin – i øvrigt ikke særlig gode bog om smeden Jonatans rejse, netop om en af smedens venner, som nægter at støtte en magtfuld redaktør og hans meget vigtige bestræbelse på at redde verden. Smedens ven spørger redaktøren, om han tror på arvesynden, og da redaktøren forarget svarer, at nej, selvfølgelig gør han ikke det, så siger smedens ven: Nå, men så er alt klart for mig. Så skal vi heller ikke støtte det foretagende. For hvor der ikke er en forståelse af, at vi alle grundlæggende er syndere, dvs. alle gør noget andet, end det, der var meningen med os – der bliver ender vi som nu med, at alle mulige farisæiske eksperter med Kloge-Åge og Moral-Merethe i spidsen tager styringen og peger fingre og vil belære.

Nej, Store Bededag og – vil jeg mene – faktisk også en god revy skal bringe os tilbage til virkeligheden og forstå, at vi har hårdt brug for Guds nåde og overbærenhed og tilgivelse. Brug for en talsmand, brug for at bede og søge og banke på. For det er jo det store og glædelige: Som vi ikke vil give vores egne børn sten i stedet for brød, sådan vil Gud heller ikke lukke ørerne for den, der er ærlig om sig selv og beder en synders bøn: Gud, vær mig synder nådig.
Amen

Prædiken til 2. påskedag
Joh 20, 1-18 Salmer: 241

Påskedag fejrer vi opstandelsen: At Jesus virkelig, som de sagde, er opstået fra de døde. 2. Påskedag er tiden kommet til at spørge, hvad i al verden det så betyder? Hvorfor er det så vigtigt, om Jesus opstod eller ej? Fortæl mig det, præst. Hvorfor er påsken kirkens største højtid? Det skal jeg fortælle jer. Lige om et øjeblik vil jeg udtale det, som kaldes absolutionsformlen, altså de ord, som præsten siger ved skriftemålet under håndspålæggelse, når et menneske i dyb uro, dyb fortvivlelse, rådvildhed eller anger er kommet for at blive løst, sat fri, sendt tilbage til livet med et livgivende befriende stærkt og myndigt ord. Måske er det forkert af mig at bruge dem sådan ud i æteren. Men jeg vover det og trøster mig med, at Gud er ikke nærig med sit ord og sin nåde.

Det kommer nu. Lyt nu til det som om var I en skoleelev, der venter uden for eksamenslokalet på at få sin karakter. Lyt som var I den syge, der venter i det lille samtaleværelse på lægens diagnose. Eller lyt som den anklagede på anklagebænken lytter til dommerens dom. Og når jeg er færdig – sig så: Amen! Det betyder: Sådan er det. Nu er det sket sådan!

Her kommer det: ”Så sandt du af hjertet angrer dine synder, så kan jeg nu på Jesu Kristi befaling tilsige dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Guds fred være med dig!”

Nu er det sagt. Og så føjer jeg til: Hvis Jesus virkelig opstod fra de døde, så er det netop sket, som du hørte. Så har du lige modtaget dine synders fuldstændige forladelse, Guds fulde tilgivelse. Med Guds fulde myndighed. Så har du fred med Gud, og så kan jeg slutte her og sige: Gå bort med fred!

Men er Jesus ikke opstået fra de døde – så er situationen en helt anden. Så er det bare tomme ord. Det er det, påske betyder. Det er det, opstandelsen betyder. Er syndernes forladelse virkelighed for mig nu, Guds fred med mig nu – eller er det bare velmenende godtroende præstevrøvl? Tit og ofte bliver påske til en overfladisk bovlam snak om, at ”livet er stærkere end døden” og at vi måske skal opstå engang. I Det Nye Testamente tales der i grunden kun ganske lidt om vores fysiske død. Her siger opstandelsen først og fremmest noget om Jesus. Det er ham, der er opstået – ham, der tilgav, ham der holdt oprørere og syndere fast som Guds børn.

Det er derfor Johannes fortæller den mærkelige historie om Peter og Johannes, den anden discipel, og deres kapløb ud til graven. Maria Magdalene er den første ude ved graven. Det er hende, der først finder graven tom. Da hun bestyrtet og forvirret løber hen til Peter og Johannes og fortæller, hvad hun har set, tager pokker ved de to. De spæner alt, hvad de kan, ud til graven for at sikre sig, at det er som, Maria har fortalt. Hvorfor? Fordi de vil sikre Marias oplysninger. Efter datidens tankegang vejede en kvindes ord ikke lige så tungt som en mands. Særligt ikke i retten. Der skulle to eller tre kvinders vidnesudsagn til at opveje en mands. Peter og Johannes tænker med det samme: Hvis vi kan bevidne, hvad Maria siger, så er det juridisk gyldigt, og så holder det i retten. Peter og Johannes gør som politiet gør i dag: De sikrer gerningsstedet. Hvis det var sket i dag, havde de taget en hel hærskare af eksperter med. De ville have indhegnet graven med rød-og-hvidstribede bånd og de ville have gennemfotograferet alt. Den mulighed havde Peter og Johannes af gode grunde ikke. Men de gør, hvad de kan: De sikrer sig at være mandlige øjenvidner. De kan bekræfte i retten, om det skulle være, at de så graven tom. De så linnedklæderne, strimlerne, som liget var viklet ind i, og de så klædet, som de havde lagt over den dødes ansigt. De så det ligge der – ikke hulter til bulter, som var det smidt der af gravrøvere. Ansigtsklædet var ligefrem rullet pænt sammen.

Jeg tænker nok, at Gud i grunden er ligeglad med, hvad mennesker kan tro i retten. Hvis han vil lade en kvinde være det første vidne, så gør han det. Det er jo også alene Maria Magdalene, han viser sig for uden for graven. Ikke Peter og Johannes. Men her kan man se, hvordan Johannes, evangelisten, tænker: Det skal stå fast, at Jesus virkelig opstod – for ellers falder alting. Paulus skriver sådan her til sin menighed i Korinth: ”Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro også tom.. Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder”. Men så slutter han af: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde!”

Hvis Jesus ikke er opstået fra de døde, så var han bare en jødisk reformprædikant, der levede engang for 2000 år siden og som tilgav mennesker engang. Engang for længe siden gik han rundt og prædikede til trøst og glæde for mennesker som han mødte. Men det angår så kun os indirekte – måske på samme måde, at vi ved, at vi engang havde en stor konge, der hed Harald Blåtand, som byggede fæstningsanlæg og borge i hele landet, og som formentlig blev myrdet af sin egen søn Svend, da en af Svends mænd ramte Harald bagi, da han sad på das. Hvis Jesus ikke opstod, så hører han kun til mellem historiebøgernes store mænd og kvinder, som levede engang, og som har haft en vis indflydelse på den vej, verden har taget siden da. Så er ordene, som jeg læste for jer før – kun gamle ord, på linje med Jens Otto Krags ord, da han udråbte Margrethe til dronning efter hendes far. Eller på linje med Mette Frederiksens ord til Corona­presse­møde. Engang vil det også være gamle ord, som man i fremtiden vil lytte til og siger: Nå ja, sådan var det - dengang

Men er Jesus opstået fra de døde, er Guds almagt og myndighed bag ordene. Hvem er Gud? Er det ikke ham, der ufatteligt er til stede samtidig med jordens skabelse for 13 milliarder år siden, samtidig med Harald Blåtand, da han sad i skoven med bukserne nede, samtidig med Jens Otto Krag på Christiansborgs balkon og samtidig med os lige nu. Er han virkelig opstået fra de døde, så er syndernes forladelse lige sket for jer for et øjeblik siden, da jeg udtalte ordene. Det er det, der er forskellen. Det er derfor påsken er kirkens store højtid. Det er opstandelsen, det hele hænger på. Har vi fået vores syndes forladelse og Guds fred nu, midt i verden, midt i hverdagen – eller har vi ikke!

Så kan man måske finde på at sige: Jamen syndernes forladelse, Guds tilgivelse og fred – hvad har jeg gjort? Nå ja, jeg har måske ind imellem ikke været helt som jeg skulle. Måske lidt skatteunddragelse, måske en fartbøde, måske lidt smårapseri, lidt almindelig uhæderlighed, lidt hverdagshykleri, lidt fortravlet hensynsløshed. Det er naturligvis noget skidt, men så galt er det vel heller ikke. Sådan kan man nok tænke. Men leder vi i Det Ny Testamente, er det meget værre fat, end vi nogensinde kan fatte. Nemlig at selve vores livs grundholdning allerdybest nede er båret af angst og frygt.

Jeg synes klart, at disse første måneder i 2020 har afsløret det. Hvad har vi talt om, hvad har været horisonten hele tiden? Det er døden og undergangen og frygten. For bare nogle måneder siden var det klimaet og jordens undergang, vi frygtede. Undergangsuret viste allerede for 20 år siden, at klokken var 3 sekunder i 12. Skræk og gru og Greta Thunberg. Men på et øjeblik var det glemt, da en anden, mere påtrængende fare nærmede sig. Alt tyder på, at det drejer sig om en ekstremt smitsom influenza, men man skulle tro, det var den sorte død. Jeg har i en måneds tid ikke kunnet holde ud at læse avis og se tv-avis, for det kørte på skræk og gru og død. Hvis vi kunne spørge evangelisten Johannes, så tror jeg, han ville sige sådan her til os:

Nu skal jeg fortælle jer, hvad synd er – det er, at I betragter livet som jeres, som et kup I har gjort, et herligt loppefund, som I har købt billigt. Nu er det jeres og kun jeres, tror I. Nu har I ret til at beholde det som jeres ejendom og gods. I klamrer jer til det som en gnier klamrer sig til sine pengesedler – som om det var jeres. Gud har ikke givet os livet til at beholde og kramme ind på maven. Gud gav os og giver os det dagligt - til at give væk, ofre på andre, bruge til andres glæde. Men I puger med det, og når et eller andet truer jer, så viser det sig, hvad jeres grundstemning hele tiden har været og stadig er, neden under alt det, i ellers siger og gør. Det er frygt. Det er angst for at miste jeres rov. Alt hvad I siger og gør, er bestemt af angst for at miste livet.

Og jeg tror, Johannes ville være helt dagsaktuel og føje til: Netop i disse dage ser vi det i al sin ynkelighed: I er parat til at sluge alt mulig, al mulig overvågning, al mulig kontrol, al mulig ufrihed, al mulig magt til staten – bare for at I kan redde livet. Og kirkebygningerne er lukkede, fordi også præsterne er syndere og helt opslugt af frygt.

Det er synden: At vi har ramt helt ved siden af skiven. Og er Kristus ikke opstået fra de døde, så er der kun det. Så er der ingen tilgivelse, ingen anden vej end mere frygt og mere ynkelig angst og fejt kryberi. Så er døden vores herre, vores kultur er så en dødskult, hvor vi har gjort døden til det eneste sikre.

Men er Kristus opstået fra de døde, så har I lige hørt Guds frikendelse og Guds nåde. Hvis Jesus opstod fra de døde, så er alt hvad han gjorde og sagde, Guds handling for os. Han der gav sig selv væk, fordi han hver morgen modtog den nye dag som en gave fra Gud. Han har lige givet jer sin frikendelse – med de ord, jeg læste for jer – givet os sig selv igen, den ene rene, som ikke lod sig lede af frygt for døden.

Jesus sagde tit, når han havde helbredt en syg: Gå og synd fra nu af ikke mere! Det er til os: Se jer om. Hvad har I, som I ikke har fået givet. Alt er fuldstændig forandret denne morgen – alt hvad I skal gøre, er at vove at tro det. Turde give slip på livet, for at vinde det, give det til andre af glæde og overskud.

Glædelig Påske. Amen

Prædiken til Påskedag II, 2020
Matt 28, 1-8
Salmer: 224, 236, 234,

Kistens prøve. Kan det, vi siger, klare kistens prøve? Det lyder tungt og dystert, men det betyder bare: Kan det, vi siger, siges ved en kiste, en grav – og stadig stå til troende? Såvidt jeg husker, var en professor ved Københavns Universitet, der brugte det udtryk som en slags trykprøve for sine studerendes firkantede og fritflyvende påstande. Han sagde: Hvis du kan sige det, du siger nu, ved en kiste, en vens båre eller ved en åben grav, så holder det nok. Men er du bare en lille smule i tvivl, føler du dybt nede, at sådan kan du nok alligevel ikke sige netop dèr, så bør du nok lade det falde. Professorens tale om ”kistens prøve” bygger på det, vi alle sammen godt ved: Ved kisten og ved graven kan man ikke lade munden løbe med dagligdags snak. Lige dèr kan man ikke tale som man taler i tv-avisen eller til selskab over femten øl ud på de små timer. Ved kisten holder kun den strengeste ærlighed og den strengeste sandhed.

I tæt på 2000 år har påskebudskabet stået kistens prøve. Jeg har vel selv stået ved måske 600 kister, og hver gang har evangeliet stået prøven: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Jeg har aldrig oplevet, at nogen protesterede over de sidste ord: af jorden skal du igen opstå. De er blevet hørt som de var og taget som de var. Som en dybt ægte tale, der slår alle vores dagligdags, alt for menneskelige forestillinger til jorden og rejser et håb – mod håb. En kæmpe modsigelse af alt, hvad vi ved og kender. Men ikke desto mindre hørt og modtaget dybt i hjertet. Det forskønner ikke noget, pakker ikke noget ind, lader virkeligheden stå ganske nøgternt som den er. Jorden rammer kistelåget med en hul lyd, rebene knager, når man sænker kisten ned, blomsterne på kisten og grangrenene i graven rasler sagte og gruset knaser under fødderne. Det er virkeligheden – et menneske lægges i graven. Og så modsiges det hele alligevel. Man behøver ikke være doktor i teologi. Ingen særlige fine gudsbilleder kræves, ingen særlige religiøsitet forudsætninger er nødvendige. Det hele bygger på de ord, som kvinderne gav videre: Han er opstået. Han er ikke her. Kom og se stedet, hvor han lå. Tag det som det er og gå hjem.

Jeg kender godt de Kloge-Åger, som siger: Ja, men opstandelsen er jo bare religiøse menneskers behov for en sutteklud. En barnlig forestilling for pattebørn. Den slags snak kender jeg godt. Man hører det så tit i tv, i medierne, på tryk i aviser og romaner. Kun ikke ved en kiste. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt nogen sige sådan netop ved kisten, ved graven. Ingen nogensinde! Måske fordi de selv føler dybt, at deres ord ikke rigtig kan bestå kistens prøve.

Jeg sad en dag for nogen tid siden i min bil og hørte radio. En kvinde med kælen stemme fortalte, at hun havde besøg af manipulatoren og hypnotisøren Jan Hellesøe. Han er især kendt fra tv, hvor han udfører eksperimenter og tricks, som manipulerer med og udnytter den måde, vore hjerner tænker på. Han skulle i programmet fortælle om, hvordan hans ikke-tro var blevet styrket gennem svære kriser. Velargumenteret og gennemreflekteret fortalte han nu sin historie om, hvordan han ikke havde fundet troen, men tværtimod ikke-troen. Det var helt sikkert ikke sådan det var tænkt, men da jeg havde hørt beretningen, blev jeg egentlig så trist på Hellesøes vegne. I mine øren lød den historie så underlig desperat og virkeligheds­fornægtende.

Hellesøe fortalte, at han var opvokset i Sønderjylland, og han var både døbt og konfirmeret. Han var dog allerede som konfirmand blevet oprørt over, at hans præst havde ment, at der var tilgivelse for de værste forbrydere, men ikke for homoseksuelle. Det kan man vel ikke fortænke ham i for så vidt. Men det havde langsomt bragt Hellesøe på andre veje. Hans far og mor var vel heller ikke just guldkristne, men det var ikke det afgørende i fortællingen. Det afgørende var, at Hellesøe fortalte, at han altid – selvom han var kommet længere og længere væk fra det, han kaldte ”troen” - alligevel beholdt den forestilling, at en dag ville hans tro komme på prøve. En dag ville der indtræffe en eller anden krise, måske et dødsfald i den nærmeste familie, måske sygdom eller noget andet. Og så bang! Så ville troen enten vise sig eller ikke vise sig. Gud ville melde sig på banen for Jan Hellesø – eller også ville han ikke. Det var så det sidste der skete. Hellesøe kom først ud for en alvorlig trafikulykke og siden mistede han sin far. To alvorlige oplevelser. Han var ganske tæt på at miste livet, og han havde åbenbart været tæt knyttet til sin far. Men nu var det så, at Hellesøe ifølge sin forestilling ventede, at Gud ville viser sig for ham, at troen ville komme klart og tydelig og sikker, uden nogen tvivl. Men Hellesøe oplevede ingenting. Han har siden lavet forsøg med mennesker, hvor han manipulerer dem til at opleve alle mulige religiøse fænomener. F.eks. fortalte han, at han manipulerede en kvinde til at se Gud og se sårmærker i sine hænder. En anden fik under Hellesøes manipulationer en såkaldt ”tunneloplevelse”, som den døende mennesker har fortalt om, hvor man ser lys for enden af en lang tunnel.

Intet af den slags oplevede Hellesø for sit eget vedkommende. Han fik, fortalte han, en helt anden oplevelse. Da hans far var død og begravet, oplevede han det som en lettelse, at faderen ikke sad oppe et sted, og at Hellesøe ligesom skulle anstrenge sig med at tro, at han var deroppe og også ligesom skulle forsøge at etablere kontakt med ham. Det var en lettelse, fortalte Hellesøe, at faderen var død og borte, men nu levede i erindringen. Hellesøe havde hørt en gammel jødisk rabbinsk læresætning om, at vi mennesker dør to gange. Første gang, når vi dør fysisk, og anden gang, når vi glemmes i erindringen. For Hellesøe var det en lettelse, at faderen nu levede videre i hans egne og børnenes erindringer om ham. Det sagde Hellesøe i al fald. Og så langt så godt. Jeg sad og ønskede manden tillykke med at han var sluppet af med sin underlige forkvaklede religiøse forestillinger, som ikke har ret meget at gøre, hverken med virkeligheden eller kristendommen. Det var da kun godt, at han var sluppet af med den dumme papfigur af en Gud, der åbenbart skulle til eksamen hos Hellesøe for at være Gud. Som en gammel landmand sagde til en ung kone, hvis ejendom var brændt ned: Tillykke! – i betydningen: Nu kan du for forsikringspengene få et helt nyt hus. Sådan noget lignende tænkte jeg om Hellesøe: Tillykke!

Men så fortsatte Hellesøe. Han kunne jo være stoppet dèr med faderen, der nu levede lykkeligt i familiens minder. Men det gjorde han ikke. Hans ikke-tro var tilsyneladende alligevel ikke rigtig nok for ham. Han fortalte, at han nu arbejdede med at lave en slags holografiske billeder af sin far. Det er, som jeg forstår, en slags computer-animerede billeder i 3D. Man lægger billeder, mål og andre oplysninger om afdøde ind i et computerprogram, som så genskaber afdøde, så man kan se ham bevæge sig og tale. Det er også noget, man er langt fremme med i Korea. Her kan man hyre et bureau, som genskaber f.eks. din afdøde datter, så man altid, altid har hende hos sig. Man er vist nok også i gang med at skabe computer-animationer af kendisser som Michal Jackson og Marilyn Monroe, så man kan se dem som om de lever. Hellesøe havde vist alligevel ikke helt så meget ro med sin ikke-tro. Han havde ikke rigtig fået sagt farvel til sin far, og nu skulle det klares med en slags computer-manipulation. Så ville han sidde der foran skærmen og sige farvel til dette billede af sin far. Ja, han behøvede vel ret beset ikke sige farvel, for han kunne jo tænde computeren, når han ville mane faderen frem igen.

Som sagt, så fik der i min bil sådan et trist, men også meget almindeligt billede af en mand, der bare savner sin far og ikke kan kom­me overens med døden. En mand, der kæmper for at finde mening og prøver på alle måder selv at skabe sig sin egen mening. Det blev fortalt som en tilkæmpet ikke-tro, men herregud, det var i grunden såre almindeligt og menneskeligt. Og det er selvfølgelig min udlægning, men jeg tror ikke, at Hellesøes tale ville kunne klare kistens prøve. Hvis han ærligt og redeligt sagde: Jeg savner min far og jeg kan ikke forstå, hvorfor han skulle dø så pludseligt – det havde kunnet siges ved en kiste. Men alt det med erindringen og computerbilleder­ne – det ville falde ynkeligt til jorden.

Påsken er ikke en opfordring til at gå ind i et eller andet religiøst parallelunivers. Kvinderne kommer til en tom klippegrav, hvor de nogle dage før lagde liget ind. Nu er det der ikke mere. Han er opstået, siger de til disciplene. Opstandelse fra de døde sker ikke. Ikke nogensinde. Det er umuligt. Men det skete alligevel.

Opstandelsen er ikke en virkelighedsflugt, men den giver os tværtimod mod til at se virkeligheden ganske som den er: At vi skal dø, at vi aldrig er parat til det, at vi tror, livet er vores og at det gør ondt at miste en, man holder af. At vi ikke kan komme overens med døden – hvis det, vi siger altså skal kunne klare kistens prøve.

En ældre mand var død. Hans datter spurgte mig, om hun skulle tage sin lille søn med til begravelsen. Det sagde jeg ja til. Selvfølgelig. Børn ser tingene som de er. Det var så problemet. For at skåne drengen var hun kommet til at fortælle, at bedstefaderen nu sad oppe på en stjerne. Det fortrød hun, for drengen stillede nu tusind spørgsmål, som hun under ingen omstændigheder kunne svare på uden at lyve og bilde drengen alt mulig sludder ind. Hun var dybt lettet over at kunne sige det som det var: At bedstefar var død og at han nu blev brændt, lagt i en lille krukke og sat ned i jorden - hvor han nu venter på, at Herren skal komme og kalde os alle op af graven. Det var et klart og nøgternt sprog, som forstås med hjertet.

Sådan er det: Opstandelsen giver os fri til at tale sandt om livet og virkeligheden, om savn og sorg og sandhed og løgn. Vi skal ikke selv stå op. Vi skal ikke selv med vores forstand holde det fast. Vi kan derimod høre det ved kisten, ved graven som et alt forandrende håb – uden for os - en styrke til at gå tilbage og tage livtag med livet her. Kistens prøve – den har påskeevangeliet klaret.

Glædelig Påske! Amen

Prædiken til Langfredag, 2020

Mattæusevangeliet
Salmer: 192, 202, 217, 187, 216

Et særligt træk vil jeg tage frem inden jeg læser. Med årene kan jeg slet ikke rigtig komme uden om det, for det taler på en særlig måde til mig. Det er scenen i Getsemane, hvor Jesus beder, og hvor disciplene sover. Hele tre gange beder han indtrængende disciplene om at våge, altså holde sig vågne for hans skyld. Men de falder øjeblikkelig i søvn. Hvad skal det sige? Der er på sin vis så sørgeligt – og så alligevel er der nedenunder noget meget glædeligt og trøsterigt. Hvorfor skal disciplene våge? Jeg tænker, det er ganske menneskeligt og jordnært. Jesus er bedrøvet og bange. Tusind bange anelser sniger sig ind på ham. Han vil ikke være alene. Han vil mærke sine venners nærvær. Det er for ham som når man er meget syg eller ulykkelig eller i dyb sorg: Man har sådan brug for, at der er nogen hos én. Blot bevidstheden om, at der er nogen, der våger, nogen, der tænker på en, nogen, som passer på. Der er ikke noget mystisk i det. Jesus vil bare så gerne have, at de holder sig vågne for hans skyld. Men det er det sørgelige. De snorksover, lige så snart han vender ryggen til dem. Og så er han ligesom dobbelt alene. I kender det måske: Hvis man en nat er vågen og ikke kan sove. Familien ligger rundt om i deres senge og sover, og på en mærkelig måde er man dobbelt ensom, netop fordi de er her – men er andetsteds. De sover. De ved ikke, at man står her midt om natten ved vinduet og ikke kan sove. Sådan har Jesus det. Netop det, at de er nær – men sover, gør det dobbelt tungt. Netop derfor føler han sig dobbelt alene. Helt alene, uden deres støtte må han kæmpe med sin frygt og alle mulige fristelser og indskydelser til at flygte, gemme sig, stikke af, løbe. Helt alene må han bede for dem, staklerne, der ikke aner, hvad de selv gør. Det er så smerteligt at tænke på, synes jeg.

Og så er det alligevel lige her, evangeliet ligger. Det glædelige budskab skal man finde netop her. Det minder os nemlig om det, der er hele kernen i kristendommen: Vi har ingen ære af det, der sker. Tværtimod. Jeg og I må realistisk set tage rollen som de sovende disciple. Mens vi sover og synder og tvivler, bliver han ved at bede for os. Han bliver ved med at modstå alle de fristelser og indskydelser, som vi igen og igen falder for. Mens vi sover, klarer han ærterne for os. Det er kort sagt Langfredags mærkelige trøst og glæde. Vi gav ham ikke andet end ensomhed, modsigelse, svigt, fornægtelse, pisk og søm. Alligevel beder han stædigt Gud om at gå i vores sted, være der for os, udfylde vores plads.

 

Jeg læser nu Lidelseshistorien som den står skrevet hos evangelisten Mattæus

 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.  Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.‹  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«

 Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.«  Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.«  Peter sagde til ham: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre disciple.

 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.«  Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.  Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«  Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«  Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gi