Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædiken til 12. s. e. trin II, 2020

Matt 12,31-42

Salmer:

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Jeg vil i dag sige noget om synden mod Helligånden. Teksterne til i dag lægger op til at jeg skal sige noget om Jonas i hvalfiskens bug, men det må blive en anden dag. Jeg vil tale om synden mod Helligånden – den, der ikke kan tilgives. Og derfor vil jeg sige noget om konsekvens. Det er noget, vi bløde danskere er meget dårlige til. Men Jesus er konsekvent. Han er ikke streng. Han er mild og god som altid. Men han er konsekvent. Og det er noget andet. Konsekvens er latin og betyder ”følgerigtig”, eller med et gammelt ord ”selvstemmig”, ”i overensstemmelse med sig selv”. Forklaring følger:

Hvis mor skal i Rema med lille William, og mor forklarer lille William, at han ikke får noget slik i dag – så skal lille William ikke have noget slik i dag! Et andet eksempel: Hvis lille Emma plager om at få en is hos købmanden, og far har sagt nej, så betyder det nej, lige meget, hvor meget lille Emma tigger og plager og skaber sig. Det er konsekvens. Altså at lade handling følge på ordene. At ord og handling passer sammen. Når læreren siger til sin elev: Hvis du ikke kan være stille, når jeg taler, så må jeg smide dig uden for døren. Så er det konsekvens – ikke ondskab – at smide eleven ud, når han minuttet efter larmer op igen.

Vores forældre havde nogle gode venner, som havde en datter, der var autist. Autister har det sådan, at de skal helst have meget faste grænser, ellers bliver de utrygge og bange. Forældre til autister skal til det yderste være konsekvente, sætte grænser og stå ved deres ord. Vi børn syntes dengang, de talte hårdt til deres datter: Må jeg få en sodavand? Nej! Vi syntes, det lød skrapt, næsten som skældud, men det var det ikke, og vi kunne jo også selv se, at pigen aldrig selv blev sur eller forskrækket eller fornærmet. Hun vidste, at et nej var et nej, og så var den ikke længere. Det gjorde indtryk på mig, da moderen engang – mange år senere – sagde sådan her: Straf dur ikke, men man skal være konsekvent: Hvis I er taget afsted på ferie, og I har truet med at køre hjem, hvis ikke ungerne opfører sig ordentligt, så skal I være parate til at vende bilen og køre hjem.

Det er konsekvens. Og som sagt: Det er vi danskere ekstremt dårlige til. Hos ender det som regel altid med, at lille William alligevel får sit slik. Og at lille Emma alligevel får sin is, for mor og far vil have fred og orker ikke kampen. Da vores børn gik i skole, sagde læreren til klassen: Hvis ikke I tier stille nu, så får I en streg på tavlen. Og hvis der en dag står tre streger på tavlen, så bliver der ringet hjem til jeres far og mor. Men allerede dagen efter stod der måske syv streger på tavlen, men alligevel skete der ikke det fjerneste. Ingen havde ringet hjem, og ingen havde mærket nogen følger. Sådan er vi i Danmark eftergivende og bløde indtil det fortvivlende. Når Hassan har begået grov vold og røveri, og retten derfor idømmer ham en 4 års fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark, så kommer Hassan nok til at sidde den af i 4 år, men udvist bliver han ikke. Han går rundt på noget, der hedder ”tålt ophold”. Vi tror, at følgerigtighed, selvstemmighed eller konsekvens er det samme som strenghed eller ligefrem ondskab. Men det er det ikke. Det er klarhed, fasthed, ordholdenhed. Og det er godt.

Jesus er konsekvent, ordholdene og fast. Han taler som han selv forlangte det af os: ”I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej”. Hans ord i dag er vidunderligt fulde af mildhed og skønsomhed og overbærenhed – men også af konsekvens. Og det er godt.

Og nu kommer vi til de berømte ord om Helligånden. ”Den, der taler et ord imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende”. Det er undersøgt mange gange: Fra dages tekst husker folk måske det med Jonas. Men helt særligt husker de det med Helligånden – og så måske ordene om, at vi skal aflægge regnskab for hvert tomt ord, vi har talt. Det siger nok noget dybsindigt om os – det er lidt ligesom når man sidder i sin bil og der kommer en politibil forbi. Uvilkårlig tjekker man speedometeret og giver sig til at spekulere på, om lygterne nu lyser korrekt eller om man har slingret, eller om de måske kan måle den øl, man fik til frokost. Man ser i bakspejlet og venter næsten at se politibilen lave håndbremsevending og komme efter en. Så hvorfor skal det nu være så strengt med den Helligånd? Hvad kan det være for en forbrydelse, som den rare Jesus pludselig ikke vil finde sig i?

Det er der et godt svar på. Det kommer lige om lidt. Men selvfølgelig skal der da ikke være tilgivelse for at tale ord imod Helligånden. Det manglede da bare. Vist skal der ikke være tilgivelse for den, der ikke vil tilgives.

Jesus er midt i et alvorligt klammeri med sine evige kritikere, farisæerne. Han har lige helbredt en mand, der var både blind og stum, så alle folk bliver ude af sig selv af forbavselse. Men farisæerne, som i forvejen hader Jesus og altid er på jagt efter noget at anklage ham for, river ham nu i næsen, at han står i ledtog med Fanden selv, Beelzebul, fluernes Herre. Helt grotesk skyder de ham i skoene, at det åbenlyst gode, som han har gjort – i virkeligheden er ondt, et led i en ond plan, som Jesus har lagt sammen med den Onde selv. De flyver på Jesus, fordi de i forvejen ikke tror ham og ikke vil tro ham. Det er det afgørende. Og Jesus føler sig – med rette – udsat for bagvaskelse og ondsindet løgn, og så sammenfatter han klart og konsekvent hele sin gerning: Han er kommet med Guds tilgivelse til de fortabte – alle dem, der ikke fortjente det og ikke ventede det. Jeg vil gætte på, I ikke rigtig hørte, hvad han faktisk sagde. Han sagde: Al synd og bespot­tel­se skal tilgives mennesker. Og: den, der taler et ord imod Menneske­søn­nen, får tilgivelse. Altså virkelig: der er tilgivelse for uvidenhed, for dumhed, for tankeløshed, for vantro og spot. Selv vores kuldslåede danske skepsis over for kristendom og kirke, vores tre-skridt-fra-livet-holdning til Jesus. Ja, også det! Men – og det er her, det bliver konsekvent: Hvis man ikke vil have tilgivelse. Hvis man ikke regner den. Hvis man foragter den og tager den for løgn. Hvis man af ideologiske grunde ikke vil høre og tro - så skal man da virkelig ikke tvinges! Det manglede da bare!

Det er da logik for perlehøns: Den der ikke vil tilgives, kan ingen tvinge og for ham eller hende er der derfor ikke tilgivelse hverken her eller i den kommende verden. Nogensinde. Helligånden er jo den ånd, vi holder gudstjeneste i, det er den ånd vi prædiker i og tror ved. Og vil man ikke, så skal man heller ikke.

Jesus taler her om den villede blindhed. Dette mærkelige, at man ikke vil høre, ikke vil tro, ikke vil overgive sig, fordi det ikke må være sandt, hvad man hører. Der er en mærkelig ironi i, at Jesus lige har helbredt en blind. Nu kan han se, men farisæerne, som kan se og har kunnet det hele tiden – de er stæreblinde. Fordi de ikke vil se.

Vi kender godt den blindhed. I gamle dage fortalte vores lærer i gymnasiet, at Sovjetunionen var et demokrati – bare på en lidt anden måde end det danske. Han kunne tale længe om USA's forbrydelser i Vietnam, men Stalins forbrydelser i Ukraine og Rusland – dem troede han ikke rigtig på. Ikke fordi der ikke var masser af læsestof om Stalins uhyrlige folkemord og slavelejre, men fordi han ikke ville vide. Det er den samme blindhed, som senere har gentaget sig i forhold til islam. Krig og terror og ekstrem sharia har ikke noget med islam at gøre, siger eksperter. For islam er fredens religion, siger de. Det har ikke noget med viden at gøre. Det er villet blindhed. Det er at sætte kikkerten for det blinde øje. Man vil ikke.

Politiet og retsvæsnet arbejder en del med forsoning. Der er herhjemme lavet konfrontationssamtaler mellem ofre og overfaldsmænd. Det er ikke noget, der sker tit, for det kræver mod hos offeret og anger hos voldsmanden. Men det er alligevel sket – også med nogen succes, at et offer for f.eks. overfald og vold har tilgivet voldsmanden efter at denne har sagt undskyld. Det betyder ikke, at voldsmanden så slipper for straf. Men det har alligevel stor betydning for både offer og voldsmand i deres videre liv. Nuvel: Forestil jer sådan en konfrontation: Der sidder kvinden, som blev voldtaget, og dèr sidder voldtægtsmanden. Kvinden rækker hånden frem, for efter tusind overvejelser er hun kommet til, at kun sådan kan hun sige sig selv og voldsmanden fri af det, der skete i fortiden. Hun siger: Jeg tilgiver dig! Men forestil jer så, at voldsmanden grinende vrænger ad hende og påstår, at det bare er et nummer, politiet har arrangeret, og han skal i hvert fald ikke have hendes tilgivelse. Hvad så? Ja, så må konsekvensen jo være, at voldsmanden ikke er tilgivet og ikke bliver tilgivet. Kunne man forestille sig, at en betjent kom ind og tvang voldsmanden? Nej, det ville være latterligt. Kort sagt: Jesus forsvarer kristendommens frihed og konsekvens: Der er kun tilgivelse ved ham, men hvis man ikke vil – hvis man ikke regner den fremstrakte hånd, så må man gå.

Konsekvens skræmmer os danskere så meget, at vi helt går i bro over det. Og af samme grund kan vi næsten ikke høre nåden og glæden i det, Jesus siger: Selv al synd og bespottelse skal tilgives os, selv vores dummeste og fuldeste og lunkneste påstande om Jesus. Nåden er ufattelig stor, høj, vid og bred. I og jeg er tilgivet al vores ugudelige vrøvl, ja selv vore selvoptagede og ondsindede tanker. Men det er naturligvis en konsekvens – hvis man ikke vil det, hvis man foragter det, hvis man ikke regner det. Så gælder det naturligvis: Så er der ingen tilgivelse nogensinde. Så er skal det på dommens dag vise sig, om vi har talt sandt eller talte mod bedre vidende. Jesus er konsekvent, ja, for han er trofast. Hans trofasthed og urimelige, grænseløse kærlighed viser sig netop ved at han er konsekvent.

Amen

Prædiken til 11. s. e. trin II, 2020

Luk 7,36-50

Salmer: 749, 356, 315, 80, 655

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med Himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Herre, gør mig til det menneske, min hund tror, jeg er. Sådan lyder en gammel bøn, som nok er ment som en morsomhed, men som dog rummer en pointe. Gør mig til den, min hund tror, jeg er: Dèr sidder Fido i sin hundekurv og ser tilbedende op på mig og tror, jeg er alt godt i verden: At jeg om lidt henter hunde­snoren og går tur, og at jeg senere fylder dens hundeskål med leverpostej og den gule knasende pose med Pedigree Pal. At jeg også snyder i skat, laver underslæb på arbejdet, tæver konen, forsømmer børnene – det ser Fido ikke. For den ser mig bedre end jeg er. Og bønnen er så: Lad mig virkelig blive det, som Fido ser mig som.

I alvor kan vi bede sådan: Herre Jesus Kristus, gør mig til den, du ser mig som! Det er jo det evigt nye, der berettes i evangelierne: Jesus ser enhver af os – ikke som det, vi har gjort os selv til. Ikke som summen af al vores selvoptagethed og vrangvillighed. Ikke som alt det rod, vi har fået ud af tilværelsen. Men som Guds tabte, men genfundne børn. Han ser os som andet og mere end det, vi er, det vi gjorde, det vi sagde. Og bønnen er derfor: Herre, lån mig nu af din ånd, så jeg også virkelig bliver sådan, som du ser mig!

Nu til dagens beretning: Det er sabbat, lørdag. Jesus er på besøg i den lille by og i synagogen har han holdt dem i ånde med sin enkle klare og myndige prædiken: I dag, har han sagt, er Guds rige kommet nær. Med mig har Gud opsøgt de fortabte – dem, som andre har lukket ude, eller som har lukket sig selv ude. Over for Gud handler det ikke om jeres fortjenester og præstationer, men alene om, hvad den gode Gud ser jer som. Så løft hovederne, venner, og gå nu hjem og vær dem, som min og jeres far ser jer som.

Nå ja, sådan noget i den stil har han sagt. Og der har de siddet, farisæerne og de skriftkloge på ærespladserne forrest, opløftede, revet med - og alligevel usikre på, om det mon nu går an, det her? Men nede allerbagerst, helt tæt på udgangen, så hun hurtigt har kunnet komme ud, har denne kvinde siddet – byens prostituerede, landsbyhoren. Og for hende er det, som om tusind tunge stenblokke er væltet fra hendes skuldre. Uset af alle suger hun hvert ord til sig, og da Jesus holder inde, går hun ud, helt opfyldt af, hvad hun har hørt. Sådan har ingen talt til hende før. Hun ved ikke, hvor hun går. Hun går hjem, men ved ikke, at hun gør det. Hun vender om – og går til Simons hus. Hun ved vel næppe, hvad hun gør, men tænker tåget, at hun vil takke ham, der har talt sådan til hende.

Hvordan ved jeg nu alt det? Hvordan ved jeg, at Jesus har prædiket og at alle i Simons hus lige kommer fra gudstjeneste? Det fortæller Lukas jo ikke noget om. Nej, men det kan vi regne ud, fordi det dengang var fortjenstfuldt at invitere omrejsende lærere og prædikanter til middag efter gudstjenesten. Altså en slags kirkefrokost. Ifølge datidens tankegang fik man simpelthen point hos Gud ved at invitere dagens prædikant hjem til sabbatsmåltidet. Simon har altså indbudt Jesus – måske af nysgerrighed, måske fordi han vil prøve Jesus af for at finde ud af, om han virkelig er en profet eller måske ligefrem Messias. Men uanset hvad, så skaffer invitationen altså ham, Simon, points hos Gud og anseelse blandt folk. Det sidste kunne forklare, at han ikke har været så nøjeregnende med høfligheden.

Så ligger de da bænket ved bordene hos Simon. De fleste i rummet er mænd. Alt efter stedets skik og strenghed har kvinderne måske siddet med, måske siddet inde ved siden af. Så går døren op, og ind kommer landsbyhoren, kvinden fra før ind. Det er ganske uhørt. Her har hun ikke noget at gøre. Hun er uren, man kan blive uren af at røre ved hende. Alle blegner af skræk over denne formastelse, og alles blikke samler sig hos Simon og Jesus. Og da Simon ser, hvad der sker, vender han sig også til Jesus for at se, hvad han nu vil gøre. Simon tænker – slet ikke utilfreds: Det passer fint! Nu kan vi få at se, om denne mand virkelig er en profet eller Messias. Hvis han er er en gudsmand, vil han straks smide kvinden ud, for han vil vide, at hun er uren og lever et syndigt, umoralsk, stærkt kritisabelt liv. Alene hendes nærværelse er jo en krænkelse af Gud.

Kvinden kommer for at takke. Det er i al fald det, hun udtrykker i alt, hvad hun gør. For os virker det noget voldsomt og fremmed med alle de kys og tårer, men ingen i rummet kunne dengang have været i tvivl om, hvad det handlede om – hvis altså de har kunnet se det for bare forargelse. Kvinden giver udtryk for den dybeste taknemmelighed. I gammel jødisk tradition findes der mange eksempler på det. F.eks. historien om manden, der er anklaget for mord, men som en dygtig skriftklog får frikendt for forbrydelsen. Som udtryk for tak, kysser manden ydmygt den skriftkloges fødder. Sådan gør kvinden også. Hun har hørt Jesus, hun har følt sig set og talt til – ikke som den urene hore, men som et menneske, som Guds barn. Af bare taknemmelighed græder hun, tårerne løber ned af hendes kinder og drypper på Jesu fødder. Og da hun opdager det, bliver hun forskrækket, river straks sit hovedtørklæde af og tørrer hans fødder med sit hår. Dette er også helt uhørt. Faktisk direkte skamløst: En kvinde, der løste sit hår, mens der var mænd til stede, var en skændsel, helt æreløst. Nuvel, kvinden vil altså – på sin måde – sige tak, slet og ret.

Men Simon ligger og tænker sit: Denne mand, der talte så godt i synagogen, kan umulig være en profet. Han måtte smide dette skamløse kvindemenneske ud. Og Jesus læser Simons tanker, og så skrider han til forsvar – vel nok i første række for kvinden, men i dybeste forstand for sin egen prædiken, for Guds godhed, for syndernes forladelse, selve sagen. For det er den, han mærker, står på spil.

Og nu bliver det desværre lidt mærkeligt i den danske oversættelse. Måske har I lagt mærke til den mærkelige slutning på historien om de to skyldnere. Jesus fortæller om to mænd, som begge skylder deres kreditor penge. Den ene mange, den anden lidt færre. Så får de eftergivet deres gæld, og Jesus spørger så: Hvem af de to vil så elske deres kreditor mest? Det er et løjerligt spørgsmål. Vi ville vel sige: Hvem følte størst taknemmelighed? Det virker underligt at blande kærlighed ind i sagen. Man kan jo da godt føle taknemmelighed mod sin kreditor – uden at man derfor elsker ham. Men det er faktisk også, hvad Jesus mener. Det handler stadig om Guds godhed og menneskets eneste relevante svar: nemlig taknemmelighed. Vi kan ikke se det af oversættelsen, men på Jesu eget sprog aramæisk, lige så vel som på hebraisk og syrisk har man ikke noget ord for ”at takke”. I stedet for at sige: ”Hun takkede ham”, ville man sige: ”Hun velsignede ham” – underforstået af taknemmelighed. Eller: ”Hun elskede ham”. Det er vigtigt at forstå. For man tror tit, at Jesus tilgiver kvinden, fordi hun i sit liv har elsket meget. Det er ikke pointen. Pointen er, at hun takker for det, hun har hørt, for tilgivelsen.

Simon svarer rigtigt: Den, der har fået den største sum penge eftergivet, er vel mest taknemmelig. Simon fatter ikke, at han netop har ramt hovedet på sømmet. Men så skærer Jesus det ud i pap for ham. De to skyldnere er henholdsvis kvinden og Simon selv. Den ene skylder meget, den anden kun lidt. Kvinden meget, Simon kun lidt. Tingene hænger sådan sammen for Jesus: Stor skyld – stor taknemmelighed. Lille skyld – lille taknemmelighed. Hvis Simon havde haft meget at takke for, havde han vel vis sin taknemmelighed ved at modtage ham efter alle kunstens regler: givet ham broderkysset og salvet ham med velduftende olie som en gestus. Det har Simon ikke gjort. For han syntes åbenbart ikke, der var så meget at takke for, selvgod som hen er. Men kvinden har gjort det, for hun fandt, at hun havde meget at takke for. Kvinden har hørt om Guds tilgivelse og har sagt tak – og derfor skal det gælde. Jesus vender sig til kvinden og siger det direkte til hende: Dine synder er dig forladt!

Undskyld, hvis det blev lidt tørt og pernittengrynet, at jeg sådan har trukket vod i dagens evangelium. Men det har jeg gjort, fordi den tit misforstås på grund af det med kærligheden. Men den handler ikke om, at kvinden har været særlig kærlig. Den handler om, at Jesus forsvarer glæden over for sine modstandere og kritikere. Vi kan vende den til os selv og sige: Vi har i dag fået at vide, at vi er set med et andet blik. Eller sagt med et gammelt ord: Gud viser os ”miskundhed”, dvs. han kender os som sine, men ”miskender” al vores hykleri og hovmod og daglige hensyns­løshed og hverdagsondskab. Han ser os som noget andet end det.

Man kan synes, der er uendelig langt mellem kvinden og os. Er vi ikke et helt, helt andet sted i vore dage? Nej, det er vi ikke! Jeg synes tværtimod, vi brillerer med at tænke ganske som Simon og de andre ved den sabbatsmiddag i hans hus. Hvad er f.eks. al vores moderne identitetssnak om race, sort, brun og hvid? Eller om køn, mand, kvinde, transkønnet, heteronormativ og hvad det alt sammen hedder? Eller om politik eller om religion: Stadig mere polariseret, stadig mere ekstremt og splittende og adskillende, stadig mere overfladisk: Du gør sådan og sådan, altså er du sådan en. Du mener sådan og sådan, altså kan vi ikke tale sammen. Du siger sådan – og sådan en kan vi ikke være i stue med! Det er ganske forfærdeligt at være vidne til, hvordan vore gamle kristne vestlige verden er ved at blive splittet ad i atomer på grund af alle de hadefulde, foragtelige domme, vi afsiger om hinanden. Men det kommer jo nok netop deraf, at vi har glemt evangeliet om nåden og syndernes forladelse.

Lad os slutte, som vi begyndte med en bøn: Herre, send din gode ånd i vore stæreblinde hjerter, så vi virkelig bliver til dem, du stædigt og kærligt regner os for. Lad din Ånd lære os at se os selv og hinanden med dine øjne – også henover alt det, vi gjorde og gjorde forkert, alt det vi undlod og svigtede. Gør os, Herre, virkelig til dem, du ser os som.

Amen

 

Prædiken til 10. s. e. trin. II, 2020

Matt 11, 16-24

Salmer:

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi bliver ordentlig sat på plads i dag. Jesus er ude med den store rive og sætter os på plads. Og: Det er godt og velgørende! Vi skal glade lade os sætte godt og grundigt på plads. For vist er det træls at blive sat på plads af andre mennesker. Det har jeg det selv ret stramt med. Ja, jeg skal gerne indrømme, at hvis nogen vil sætte mig på plads, så kan jeg nok godt gå hen at blive en smule hidsig. Men at blive sat på plads af Gud – det er altid godt. For det er jo at få anvist sin plads hos ham. Det er at få at vide, at man er et menneske – og ikke Gud. Mange undgår helst de steder i Det Nye Testamente, hvor Jesus skælder ud og taler om dommedag. Men han er god, også når han skælder ud, for det handler hele tide om, at han vil lade os være mennesker. Han vil hele tiden rive os ud af det underlige parallelunivers, vi går rundt i – den sære verden, vi har opdigtet inden i vore hoveder, hvor vi tror, vi skal være små guder, der skal bære ting, som mennesker ikke kan bære, og dømme om ting, som mennesker ikke skal dømme om. Vores plads er på jorden mellem andre mennesker. Det er ikke tilfældigt, at vi ikke har vinger på ryggen ligesom englene, men to ben til at stå på jorden med. Det skal der en Gud til at fortælle os. Jeg er lige ved at sige: Det er netop det, vi har Gud til. Vi kan nemlig ikke selv. Jesus siger: I ligner små forkælede børn, der tror, de bestemmer verdens gang og kan kommandere rundt med Gud og hver mand. Det er I ikke. Hold op med det!

Her i ferien skulle vi en tur til Ærø at se den smukke ø i Sydhavet. På færgen gik vi op på soldækket for at se de mange små øer og holme syd for Svendborg, som færgen sejlede forbi. Den samme ide havde alle andre fået, blandt andet også en pige og hendes far. Eller rettere: Det var pigen, der førte an. Hun var vel en 5-6 år, og netop som hun med sin far i hånden kom op ad trappen, sagde hun: Nej, vi skal nedenunder! Så vendte de om og gik nedenunder. Lidt efter kom de op af trappen igen. Så stod pigen der med far i hånden og så sig om. Og så sagde hun: Nej, vi går ned, far. Far prøvede forsigtigt at protestere: De kunne da lige stå lidt ved rælingen og se ud. Nedenunder var der så beklumret og mange mennesker? Men nix-bixen. Pigen trak af med farmand: Kom nu, far! Så gik de nedenunder igen. Men der gik jo kun et par minutter, så var de på trappen igen. Faderen protesterende og argumenterende, den lille pige bestemt - og dog rådvild. Op og ned gik de, for far kunne ikke få sat tingene på plads. Det var jo det, han skulle have gjort. Sagt nej, nu holder vi! Så kunne pigen have surmulet og protesteret, men sådan gør børn, og pigen havde fået lov til bare at være barn, i stedet for at skulle spille voksen og bestemme alting.

Sådan siger Jesus, at det er med os. Vi er som pigen på Ærø-færgen. Vi vil bestemme alting og være endnu mere, og det bliver alt sammen kun til plage for os selv. Ligesom de forkælede dengsebørn på torvet, der sidder og råber fornærmet efter folk, bare fordi de ikke går med på deres lege. Det er, hvad Jesus siger om os. Forkert plads! Jorden kalder, folkens. Kom ned fra piedestalen, Pjerrot! Jeg har vist sagt det før, men vi kunne på landsplan spare milliarder i udgifter til medicin, pulvere og piller, hvis lægerne i stedet ordinerede 10 søndages gudstjenester eller mindst 1 sæson bibelkreds. Det lyder åndssvagt, når man siger det, men jeg mener det alvorligt: Gå i kirke og bliv sat herlig på plads. Bliv befriet for alle de titusind tunge byrder, som Gud aldrig har bedt noget menneske om at bære – og lær at tage de rigtige byrder på skuldrene. Smid den indre fotomodel, den indre overstyrmand, den indre overkontrollør, den indre superhelt ad helvede til og vov at være et menneske, der har Gud til anker og styrmand. Og som fra ham har fået sin dagsbefaling: at være menneske.

Lad mig bare holde mig til jorden: Inden for Regionens sundheds- og hospitalsvæsen arbejder man på at indføre en ny strategi for alle ansatte. Den hedder tre-meter-reglen. Det lyder som en regel fra rød stue i børnehaven, og man kan synes, den slags burde være overflødig, når man har med voksne mennesker at gøre, men døm nu selv: Reglen hedder tre-meter-reglen, fordi den siger, at alle ansatte skal tage sig af det, der ligger inden for en radius af tre meter omkring dem. Forestil jer hver person med en usynlig tremeter-cirkel omkring sig. Inden for denne cirkel skal alle fra overlægen til rengøringsassistenten være parat til at påtage sig f.eks. at samle affald op fra gulvet, hjælpe en patient med at finde vej, skubbe løse ledninger til side, så andre ikke snubler i dem eller tørre vand op fra gulvet, så ingen glider i det. Kort sagt: Inden for de tre meter skal man være parat til at bidrage med hjælp og håndsrækning – også selvom man måtte føle, det er langt under ens værdighed. Den store kirurg og overlæge på vej til den vigtige operation kan ikke bare gå med næsen i sky, men skal være parat til at fjerne et cigaretskod på gulvet eller vise en forvirret pårørende vej til toilettet. Som sagt: Man kunne måske forvente, at voksne mennesker gør den slags af sig selv. Men det gør de ikke, for mennesker glemmer jo, at de er mennesker mellem mennesker. De har hovedet fuldt af deres egne vigtige planer og alle de tunge byrder, som de skal bære. Og derfor ser de ikke andre mennesker, og ser ikke den menneskelige opgave – heller ikke, selvom den ligger lige for næsen af dem. Man kan med en vis tilsnigelse sige, at Gud for længe siden gav menneskene sin tre-meters-regel. Om end modvilligt, for han mente jo nok, vi burde kunne klare det af os selv. Den lød: Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Eller for så vidt: Gør mod andre, som du vi at andre skal gøre mod dig. I Biblen bruges ordet ”Næste”, altså det menneske, som står nærmest ved. Omkring hver enkelt af os går en tre- eller fem- eller 10-meters cirkel. Inden for denne lille menneskelige, nære kreds skal enhver af os være parat til at gøre alt muligt for andre – også selvom vi måtte mene, at vi har vigtigere ting at gøre.

Hvad handler Biblen om? Den handler om Gud Skaber, der igen og igen og på hundrede forskellige måder rækker ud til sine mennesker for at samle dem hos sig, fordi han ved, at det er det eneste sande gode for dem. Han vil henvise dem til sig selv og give dem den nære kreds tilbage: ”Hvor ofte har jeg ikke villet samlejer hos mig, som en høne samler sine kyllinger under vingerne”, siger Jesus, og føjer til: Men I ville ikke. Det er altid problemet: Menneskene plages af den vrangforestilling, at det er dem, der er Gud, og derfor har vigtigere ting for.

Det er det, Jesus kalder vores barnagtighed: At vi leger Gud. Men det er dog ganske særlig een leg, han er ude efter. Det er denne her særligt danske - hvad man kunne kalde: tre-skridt-fra-livet-holdning. Til Gud, altså. Vi kalder os kulturkristne, vi forholder os kritisk til Gud. Hvad gør han måske for de sultne i verden? Hvad har han egentlig gjort for mig? Er det en acceptabel Gud, vi hører om i Biblen? Er han i grunden stueren, den gamle? Kan jeg tro på ham? Vores forhold til Gud – altså Gud Herren, himlens og jordens skaber – minder lidt om vores forhold til f.eks. en fodboldkamp i fjernsynet: Vi vil gerne sidde derhjemme i sofahjørnet og bedømme spillernes præstationer. Vrænge af en fejlaflevering, sukke over en tabt bold, bande over en idiot, som ikke engang kan ramme målet ved straffespark. I sofahjørnet har vi rigtig godt styr på, hvordan man spiller fodbold og hvordan det skal gøres rigtigt. Det er herligt at kritisere og vurdere og drøfte, mens de 22 unge mænd løber rundt på banen. Men hvad nu, hvis det var omvendt? Hvis det nu var os, der fik overrakt bolden og blev placeret foran målet? Og hvis det i stedet var de 22 spillere, der skulle bedømme os og vores præstationer? Det er sådan, Jesus argumenterer, når han giver sig til at tale om dommedag. Hvad nu, siger han, hvis Gud i sin himmel tænker det samme om jer? Hvad nu, hvis han er lige så kritisk over for os? Hvad nu hvis han tænker: Kan jeg i grunden tro på ham? Kan jeg egentlig tro på hende? Jeg har givet ham dagen i dag og mange andre før den, jeg har givet hende duften af friskhøstet korn, af blomstrende valmuer og bonderoser. Jeg har sat disse små mennesker på jorden for at de skulle dele glæden med hinanden. Og hvad gør de, stymperne? Stikker næsen i sky og tror, det hele er en selvfølge.

Dommedag, som vi i folkekirken taler udenom, var for Jesus alvoren: At det er os og ikke Gud, der skal stå til regnskab: Hvad gjorde du med alt det gode, du fik for ingenting? Hvordan forvaltede du dagene, som du fik? Hvad gjorde du med Jesu glade budskab om tilgivelse for syndere? Var du glad? Overlod du skæbnen og fremtiden og verdens gang i Guds hånd eller havde du for travlt med at spille en lille utålelig selvhøjtidelig overbebyrdet og stresset mini-gud?

På plads! Sådan siger vi til hunden – hvis vi altså lader den være hund – og ikke giver den den ide, at den er overhund og herre. På plads! siger Gud til os – ikke stuerent og pænt, men som den der befaler. Og sådan er det godt. For det er ikke sådan, som man vil bilde os ind: At Gud er religion og religion en slags parallelunivers eller et reservat for troende mennesker. Nej, Gud kalder os altid til virkeligheden – væk fra vores ideer, vores forestillinger, vores falske selvforståelse – på plads som mennesker i virkelighedens verden. Vi skal ikke bilde os ind, at vi skal bedømme Gud. Vi skal værs’go på Guds bud passe vores tre-meter-regel hernede på jorden, hvor vi har vores færden. Amen

Gør det, du er bedst til”, hed det i en gammel bankreklame. Det er ikke at være Gud.

Prædiken til 2. s. e. trin. I, 2020

Luk 14,25-35

Salmer: 754, 441, 7, 401, 4

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Dagens budskab er kort og simpelt. Det står i Biblen og lyder sådan her: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Jesus Kristus”. Det betyder: I skal forvente jer det allerstørste af hinanden. I skal ikke bare forvente, at andre er en lille smule høflige og lader være med at ridse jeres biler eller køre jeres hamster over. I skal ikke nøjes med at håbe, at de måske vil hilse, når I vinker til deres bil. Nej, I skal virkelig forvente jer det største af hvem som helst I møder. Der er ingen vej uden om. I skal. Jeg skal. For vi er selv under forventning. Gud selv har de allerstørste forventninger til os. Han forventer, at selv det sløveste drog iblandt os skal vise storhed, ridderlighed, mod.

Det er meget simpelt og – meget svært. Et eksempel: Jeg skulle på besøg i en anden by. Det var morgen og jeg havde lovet at tage rundstykker med fra bageren i byen nu jeg alligevel var på farten. Ved bageren var der ikke lige nogen parkeringsplads, så jeg parkerede bilen ved fortovet. Der var nogle underlige misvisende skilte om parkering, som jeg ikke kunne få hoved eller hale i, og jeg tænkte: Der sker vel ikke noget ved, at jeg lige holder her. Da jeg stiger ud af bilen, kommer der sådan en træls type forbi – sådan en med bundesligahår og i træsko uden hælkappe og en gammel Addidas vindjakke fra 80’erne. Han siger så til mig i sådan et rigtig selvtilfreds anklagende tonefald: Den parkering dèr er vist ikke helt i orden! Som om jeg var idiot eller sådan noget lignende. Jeg blev irritereret og min hjerne stillede straks med en række gode forslag til fornærmelser, som jeg kunne slynge i tilbage i hovedet på ham. F.eks.: Åh, undskyld hr. professor i parkering! Eller måske bedre: Godmorgen og tak for venligheden! Eller hvis det skulle være en tand grovere:  Ja, glædelig jul og i lige måde! Plus flere, der nok ikke egner sig i denne forsamling. Men jeg tog mig i det. Ikke fordi jeg er særlig god, men hvorfor skulle jeg egentlig svovle fyren til? Måske holdt jeg virkelig ulovligt, og måske havde han lige trådt i en hundelort, eller måske hans kone lige havde givet ham en skideballe? Hvorfor skulle jeg egentlig forvente, at han virkelig var den idiot, han opførte sig som?

Vi kommer dagligt i tusind af den slags situationer. Særlig i denne Corona-tid, hvor der altid er nogen, der på en rigtig træls måde gerne vil belære andre om, hvad der er rigtigt, og hvad man bør, og hvad der i hvert fald ikke er i orden. Men det kan ikke nytte. Jesus er helt uden slinger: I skal forvente større ting end det. I skal forvente, at selv den største klaphat er mere end det. Ikke fordi han nok er god nok på bunden. Faktisk ikke derfor. Men fordi Gud ser på både ham og mig og jer, som om I var Jesus Kristus selv. Den gamle nissefar med blød hat i den solblegede røde Suzuki Waggon R lige foran jer på motorvejen – han er ikke det, far kalder ham bag rattet. Han er heller ikke en helgen. Men vor Herre forventer sig det allerstørste af både ham, mig og jer.

Vi er altså under forventning. Der forventes noget af os, og det er godt for os. Og derfor skal vi selv forvente os noget af hinanden. Ja, ikke bare noget, men det største. Med forventning mener jeg ikke, at I skal forvente, at andre er som I selv er. Den forventning har vi i forvejen, og den er ret dum, i virkeligheden. For nogle uger siden skete der noget højst usædvanligt på DR P1. En radiovært gav sine lyttere en ordentlig opsang. Og han var ikke engang bange for at sige, det var de venstreorienterede af hans lyttere, han skældte ud på. Jeg ved ikke, hvordan man måler den slags, men han havde opdaget, at lyttertallet gik ned, når han havde inviteret en højreorienteret politiker i studiet, mens det steg igen, når det var en fra venstrefløjen. Det irriterede ham, og derfor gik han i rette med lytterne og sagde: I skal altså høre på dem, der ikke mener det samme, som I selv gør. Hvad er det for et samfund vi får, hvis vi kun lytter til dem, vi i forvejen er enige med? Tværtimod, I skal lytte til dem, I er uenige med. De er ikke idioter, bare fordi de mener noget andet. Det var godt sagt: Det er en dum ide, vi har fået, at vi forventer, at alle mener som vi – og ellers er de dumme.

Hvad jeg mener med forventning kan jeg måske bedst beskrive med eksempler der hjemme fra. Nu har vi konfirmation, og jeg kan røbe en hemmelighed: Samtlige mine konfirmander har fortalt, at de alle sammen har oplevet, at deres forældre har været sure på dem. Og skældt ud. Og været røde i hovederne! Det var nok ikke meningen, det skulle frem i dag, men det er altså sandt. Men lad mig skynde mig og sige, at jeg også har været vred på mine egne børn. Men hvorfor blev jeg det? Og hvorfor blev I forældre dog sure på de artige og velopdragne unge mennesker? Svaret er enkelt: Fordi I forventer jer det bedste af dem. Mor mener jo altid, at hendes lille dreng har potentiale til at blive statsminister, og far mener jo lige sådan, at fars lille pige kan blive mindst det samme. For kærligheden viser sig i forventningen. Det er sådan det er. I kan bare tænke jer modsætningen: Hvis I var ligeglade. Tænk hvis far og mor siger: ”Nå, I har været til fest? Nå, og der blev serveret alkohol? Nå, jamen det lyder da rigtig sjovt! Nå, og der var også stoffer? Jo jo, det lyder som en fest med gang i. Og nej, det gør da ikke noget, at I først kommer nu. Vi behøver ikke vide, hvor I har været. I har jo jeres liv og vi har vores”. Det kan vist alle høre: Det holder ikke. Her er ingen forventning med – og derfor nok heller ingen kærlighed med. Her er bare ligegladhed.

Jeg kan så også røbe en anden ting: Alle konfirmanderne forventede så trods alt også, at hvis det virkelig brænder på, så ved de – ja, så forventer de alle som een, at I forældre er der for dem. Lige med det samme.

Sådan er nu forventningen inden for familien. Jesus udvider den og siger: I skal forvente jer alt – også af dem I ikke er enige med og ikke kender. For Gud forventer sig det største af både jer og dem. Vist skal vi ikke være naive. Det handler ikke om, at vi skal være godtroende og købe en splinterny computer uden papirer og original emballage af en fyr i hættetrøje og med guldkæder og tyrkisk accent. Til ham skulle man måske sige: Min ven, det skulle du da holde dig for god til. Jeg vil ikke have dine tyvekoster!

Det værste er ligegyldigheden: At man i ord og handling siger: Du er mig ligegyldig. Jeg har ingen forventninger til dig – for ikke engang det er du værd! Det er løgn, for vi ved ingenting om det. Jesus holder os fast og slipper os ikke. Han viger ikke en millimeter: Gud forventer sig det største af jer. At I er større end I er! Godt, bring I så hans forventning videre.

Måske I studsede over ordene, som jeg læste lige før. Jesus siger: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Det lyder sindssygt: Skulle man hade far og mor og børn for at man kan blive kristen? Nej, men Jesus elsker at provokere og udtrykker sig meget gerne, så vi taber både kysen og sutten. I de semitiske sprog: aramæisk, som var det sprog, Jesus talte, hebraisk og arabisk elsker man overdrivelser og knivskarpe modsætninger. Jesus forlanger ikke, at vi først skal hade de gamle. Han forventer – vildt og overdrevet, at vi vil holde så meget af ham, at det overskygger selv kærligheden til forældre, børn og søskende. Det er vildt, men det skyldes kun én ting: At han selv – ene blandt alle mennesker – brændende elsker os. Skræmmende og fortærende er hans kærlighed. Men tænk engang: Hvad siger pigen til sin ven, når de mødes i månelyset på den hvide bænk? Hun spørger: Elsker du mig lidt mere end de andre? Det helt afgørende i kristendommen er dette: Om vi nu tror det eller ej – vi er genstand for Guds, for vor Herres, vilde, brændende kærlighed og dermed også hans vilde og uindskrænkede forventning.

Lad os blot lige se på Jesus selv. Hvad er det særlige ved ham? De fleste vil nævne hans særlige evner: At han kunne helbrede blinde og lamme og døve. Eller at han gik på vandet og kunne opvække døde. Det er i mine øjne nok særligt, men det er ikke det særlige ved Jesus. Det særlige er hans forventning: At der ikke er én eneste, end ikke én, som han ikke forventer sig det allerstørste af. Selv en lam, som ligger hjælpeløs på sin båre, har Jesus forventninger til. Kan han end næsten ingenting, så kan han dog stadig én ting: Han kan lade være med at nedgøre sig selv til en stakkel, et offer, en ynkelig patient. Er han så fanget i sin krop – så kan han dog bevare sig selv i tanken, og fastholde, at han ikke blot er et offer. Også sine modstandere, også dem, der hader ham, også Judas og Det Store Råd og Pontius Pilatus’ rå soldater møder Jesus med forventning. Altid kæmpestor ubegrænset forventning: Ikke fordi de er gode nok på bunden, men fordi han ser dem sådan: Som noget uendelig meget større end de selv tror.

Den forventning ligger på os i dag. At være kristen er ikke at have anstrængt sig til at tro et eller andet. Det er ikke at have tvunget sig til at tro på Gud ligesom man mod bedre vidende tvinger sig selv til at tro lidt på julemanden. At være kristen er at tro på den forventning: At den hviler over enhver af os. Kæmpestor, ubegrænset. På jer, på mig, på alle. Og derfor er der ingen vej udenom. I skal have det sind over for hinanden, som var i Jesus Kristus. I skal forvente jer det allerstørste – altid.

Amen

 

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag II, 2020
Luk 24, 46-53
Salmer: 252, 251, 250, 352, 261

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

 

Endelig! Endelig har vi fået lov af staten til at mødes igen i kirken. Det har godt nok været en lang ventetid. For det er jo ligesom det, der er meningen med kirken overhovedet: At vi kan komme her – vende om til vores synders forladelse og gå hjem at begynde på en frisk. Det er slet og ret det, kirken er til for: At man kan komme her – og efterlade al sin synd og skyld og frygt og dårlige samvittighed herinde – og gå hjem med løftet hoved. Hvor ellers kan man det? Ingen steder. Hos lægen kan man få en pille eller en henvisning. Hos psykologen en tur ned i sindets krinkelkroge. Hos terapeuten en række øvelser. Men ingen steder får man et myndigt ord som i kirken, hvor vi alle sammen får lov at høre og tro: Der er en anden, som har taget al din skyld og synd og selvoptagethed og hovmod på sig. Du er fri. Det er kastet ned på havets dyb. Gå hjem og synd fra nu af ikke mere! Det kan være godt nok med skærmen, men det er ikke det samme som at samles med hinanden og høre evangeliet, det glædelige budskab sammen.

Det fortælles, at der engang var en kirkegænger, der over for biskop Lindhardt i Roskilde brokkede sig over, at der altid lugtede sådan lidt klamt og muggent og indelukket i kirken. Derfor gik vedkommende ikke i kirke, sagde han. Til det skal Lindhardt have svaret, at det da ikke var så underligt at her lugter lidt, for her havde jo generationer efterladt al deres synd og skyld. Og den slags lugter ikke ret godt. Det var en meget god måde at sige det på. Det er jo det, der er meningen: At vi kan tage et vend omkring kirken og få lov at læsse al synd af herinde. Og så gå hjem med frisk mod og godt humør, fordi vi har fået lov at begynde på en frisk.  

Tænk, om det virkelig var synden, man kunne lugte. Tænk, hvis man virkelig kunne lugte synden? Hvordan lugter et løftebrud, hvordan lugter svigt? Hvordan lugter dårlig samvittighed? Hvordan lugter moralske tømmermænd? Hvordan lugter hykleri eller mened eller dobbeltmoral eller skinhellighed eller selvoptagethed? Ikke ret godt. Det er jeg sikker på. Det er måske meget skånsomt, at vi ikke selv kan lugte det. For så ville selv den pæneste af os, den artigste og kønneste og korrekteste iblandt os lugte som en gammel spritter. Som en 10 dage gammel brandert, som en sen natlig hjemkomst fra fest med hvidløg og bajere. Ja, værre, tror jeg: Som gammel sur tis og bremsespor i bukserne. Eneste grund til at vi kunne holde det ud, var nok, at vi selv lugtede lige sådan.

Jesus tager afsked med sine disciple efter sin opstandelsen, og så siger han, hvad der først og fremmest skal ske: ”Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det er kirkens arbejdsbeskrivelse, dens opgave. Det er et brandgodt udtryk: Vi skal alle sammen vende om – til Guds tilgivelse. Det er kirken ene om. Der er rigtig mange, som gerne vil have os til at vende om. Det vrimler med vækkelsesprædikanter alle vegne, der siger: Nu skal I lave jer selv om og gøre som vi siger! Før corona vrimlede det med klimaprædikanter. De tav pludselig stille, men de kommer nok igen: Vend om, vend om, siger de. Det er næsten for sent!

I kirken siger vi noget helt andet: Vend om, vend om, ja – men hvad skal I vende om til? Til glæden, til syndernes forladelse, til frikendelsen, til befrielsen, tilsigelsen fra højeste sted: Gå hjem, dine synder er dig forladt. Altså: Vend om til glæden!

Hvis nogen skulle have overset det, så er der kommet en ny oversættelse af Biblen. I den er Jesus desværre kommet til at lyde netop som en sur klimaprædikant, sådan en slags Gretha Thunberg, når hun eller allersurest. Lige før læste jeg sådan her: ”og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. I den nye oversættelse står der: ”Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert”. Sådan skal Jesus altså tale i 2020. Man skulle næsten tro, han talte om Co2-udledning eller plasticposer. Det dækker simpelthen ikke det, Jesus siger: Her i den nye oversættelse skal vi ”ændre vores liv”, og så skal vi lige få tilgivet den smule som vi har gjort forkert – og det er jo nok ikke ret meget! Det er helt ved siden af skiven. Det græske ord, som Lukas bruger, betyder: at skifte sind, at fortryde, at gå i sig selv, at gøre bod. Det er ikke noget med lige at lave et par ting om i sit liv. Det en opgivelse af alt det, man har ment og troet og bygget på. Alt det, vi har kogt og brygget og tygget på så længe: såret stolthed og indestængt ærgerrighed, selvoptagede tanker, tunge penge­bekymrin­ger og frygt for andre mennesker – alt det skal smides i skraldespanden. For her er noget helt nyt. En ny begyndelse.

Synd er det hele – vores sammenkrummethed om vores egen navle. Der er dem, der stædigt mener, at moderne mennesker ikke ved, hvad synd er, men som en præst fortalte: Da han efter gudstjenesten, hvor han havde sagt, hvad sandt er, at vi alle sammen er syndere, mødtes han i kirkedøren af sin ikke særlig kirkelige svigermor, der i et bestemt tonefald sagde, at hun i hvert fald ikke var nogen synder! Hvorved hun jo netop viste, at hun havde en ret klar fornemmelse af, hvad synd er. Vi har godt en fornemmelse af, hvad det er. Men synden er samtidig som et troldspejl i øjet, en blind vinkel. Den er der, men ligesom lastbilchaufføren, der ikke kan se cyklisten i den blinde vinkel, sådan kan vi ikke selv se den – før det er for sent.

Jeg tror måske nok, at mange har fået øje på den her de sidste måneder – i al fald dem, der har skullet gå hjemme. Al mulig urimelighed vokser op i en, al mulig bekymring og frygt for alt mulig, al mulig opgivenhed og ligegyldighed, indestængthed og surhed. Det er på høje tid, at vi får et myndigt ord fra vor Herre: ”Kan I så lade alt det være. Jeg har taget alt det på mig. I er i dag kendt fri. Gå hjem og vær glade!” Det er alt, hvad kirken er til for. Jeg har fornemmelsen af, at regeringen tror, den kun er til for at begrave folk og for at levere lidt flødeskum og sniksnak for de religiøse. Men dem om det. I skal gå her fra i dag som den frikendte går fra retten. I skal sige: Jeg har lige fået mine synder forladt. Jeg har efterladt det hele og nu gå jeg hjem som et nyt menneske. Jeg har lov at være glad i dag!

Og så er det Kristi Himmelfartsdag. Måske den mest misforståede af alle kirkens helligdage. Jul kan man forstå, påske også måske. Pinse – til nød. Men Kristi Himmelfart – hvad i al verden går den ud på? Jesus flyver til himmels, og så sidder han ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – og er langt væk fra os andre. Havde det ikke været bedre, hvis han havde været her imellem os, så han selv kunne tilgive os og gøre os raske ligesom dengang? Sådan har jeg hørt folk sige.

Men dertil vil jeg svare: Jesus er da virkelig også til stede her i dag i Dølby kirke. Han har jo selv sagt, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der er han selv til stede midt iblandt dem. Vi holder da gudstjeneste sammen med ham – akkurat ligesom de gør lige nu i Oddense og Skive og Vejle og København. Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis ikke han sad ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd? Altså hvis han ikke er, hvor Gud er? Hvor er Gud? Han er jo den, der er til alle tider samtidig. Samtidig med os i dag, samtidig med vore forfædre ved genforeningen i 1920, samtidig med Harald Blåtand, da han blev døbt, og samtidig med vore oldebørns oldebørn ude i fremtiden. Hvis vi tror bare en smule på Gud, så må vi jo tiltro ham det. ”Jesus måtte fare til himmels for at han kunne være her imellem os i dag”. Sådan siger Luther et sted.

Man hører af og til det udtryk: Han er chefens højre hånd. Det er jo et billedligt udtryk, der ikke skal forstås en-til-en. Det betyder: Han er så tæt på chefen, at han er som chefens egen højre hånd. Den hånd, han skriver med og hilser med – hvis han får lov af regeringen. Jesus sidder ved Guds højre hånd. Det vil sige: Han er et med Guds magt. Guds magt står bag ham. Han og Gud er eet. Desværre har de også ødelagt det i den nye oversættelse. Her siger Jesus helt meningsløs, at han skal sidde til højre for Gud. Man kommer til at tænke på Kaj og Andreas sang: ”Jeg er i højre side, højre, det er her, faktisk kan man sige, at jeg er lidt til højre for dem, der er til venstre”. Nå, Jesus sidder til højre for Gud – hvem sidder mon så til venstre for ham? Spændende! Sædet ved Guds højre hånd er ikke et sted. Det er et udtryk for Guds magt.

Ikke alle evangelisterne nævner himmelfarten. Men hos Mattæus siger Jesus: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Og hos Johannes siger Jesus til Maria Magdalene, da han er stået op af graven: Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Hvordan skal vi forestille os det? Det må man selv om. Jeg har ikke prøvet at være opstanden. Jeg ser frem til at prøve det en dag, men indtil da skal jeg ikke gøre mig for klog på det.

Hvad jeg derimod skal gøre mig klog på er dette: I dag er kirken åbnet igen, og i dag skal jeg sige det, som vi ikke har kunnet høre sammen i al for lang tid nu: Der er en, som har taget al jeres og min skyld og synd og elendighed og hykleri og dårlige samvittighed og selvopfundne plager på sig. Borte er det, kastet ned på havets bund. Vend om til ham, vend om til glæden – og gå så hjem, vær glade, begynd på en frisk og synd ikke mere!

Amen

Prædiken til 5. s. e. påske II, 2020
Joh 17, 1-11
Salmer: 52
Jesus slutter i Johannesevangeliet sine taler med en bøn. Det er god skik at begynde og slutte sådan med en bøn, så det vil jeg også gøre denne søndag. Min bøn lyder sådan her:Herre min Gud, jeg indanker min sag for dig som min øverste dommer. Hen over hovedet på alle de småherrer og småledere og småchefer, som hernede i verden bestemmer over mig, appellerer jeg til dig. Småherrer og småembedsmænd og små ministre skal jeg adlyde og følge hernede. Jeg skal overholde alle deres regler og love og forordninger. De kan sætte alle mulige ydre fysisk skranker og rammer op for mig. Men de kan ikke bestemme over mine tanker, min samvittighed, min tro. For den tilhører dig alene. Hvis jeg har været en stud, doven eller uduelig til mit arbejde, svigtet andre mennesker, været dumstolt og blind og døv for alt andet end mig selv, så lad blot småherrerne og småmellemlederne hernede påtale og straffe.

Det regner jeg ikke. For mig tæller i sidste ende kun din mening, din barmhjertighed, din nåde, din tilgivelse. Dig alene tilhører jeg. Alt hvad jeg er med hud og hår, indanker jeg daglig for dig som min himmelske højesteret. Amen.

Så er vi i gang. Og måske kan I allerede nu fornemme, hvor jeg vil hen. Vi skal bede noget mere. Det er for ringe, at vi ikke gør det meget mere, for at bede er jo dagligt at indanke sin sag for den højeste, den bedste, den øverste. Højt over alle små herrer hernede, højt over love og regler, højt over de højeste myndigheder, højt over selv ret og rimelighed, højt over de højeste bjerge, de højeste skyer – at lægge sin sag frem for Gud, appellere til ham og sige: Kun du skal være min højesteret.

Jeg tænker nok, I kender ordene, jeg bruger. Man hører tit i medierne om en anklaget, som måske i byretten bliver dømt til et eller andet. Og så hører man næsten lige så tit, at den dømte ”anker” sin sag til en højere ret, til landsretten, eller måske til højesteret. Sådan er en bøn altid at indanke sin sag for en ret, som er endnu højere end alle menneskelige domstole, om det nu er dem i vores etablerede retssystem eller det er den daglige sladder på de sociale medier eller sågar ens egen fortvivlede mening. At stå op om morgenen og bede til Gud – det er altid at appellere til den højeste. At lægge sig om aftenen og bede til Gud – det er det samme. Og det er vel og mærke ikke en blind retfærdighedsgud, jeg taler om. Det er ikke gudinden med bind for øjnene, vi beder til. Vi beder til ham, som vi har lært at kende i Jesus Kristus. Ham, der så nødig dømte, ham der altid var parat til at tilgive et menneske, som fortrød og pintes under sin egen stolthed. Det er det evige liv, siger Jesus, at I til enhver tid kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus.

Paulus kunne bruge et meget dramatisk billede om sig selv. Han sagde, at han gik som en overvunden krigsfange i Jesu triumftog. På Paulus tid i det gamle Rom skete det af og til, at man tilstod en hærfører eller en kejser at få et triumftog, hvis han havde erobret nyt land eller overvundet en farlig fjende i et slag. Så red kejseren ind i byen i spidsen for et stort optog. Efter kejseren selv og hans nærmeste folk kom alle de overvundne fjender, besejrede konger og hærførere i lænker. Det billede brugte Paulus til at sige: Sådan tilhører jeg Kristus. Han har overvundet mig og gjort mig til sin slave. Det billede kan måske være svært helt at sluge i vores pæne, korrekte tid, men betydningen er den samme: Min og jeres øverste herre er Kristus, som er et med Gud – sådan som Jesus også selv siger lidt længere henne i samme bøn.  

Mange mennesker forestiller sig vistnok, at det med at tro på Gud er forbundet med ufrihed, med regler, med al mulig tvang. Men jeg bilder mig ind, at I måske kunne høre det i min lille bøn til indledning: Det er lige det stik modsatte: Det er en enorm frihed og en utrolig styrke, som slet ikke kan overvurderes. Hvor mange fanger i fængslerne, hvor mange indsatte på dødsgangene, hvor mange dødsens syge har ikke fundet styrke og trøst og modstandskraft i at henvende sig til Gud, appellere til hans himmelske domstol. Sådan har de bedt: Herre, jeg er smidt ud af samfundet, dømt, kasseret og regnet for skidt for det jeg har gjort. Men jeg indanker min sag for dig. For jeg ved, at du dømmer anderledes end alle jordens småherrer og småmyndigheder.

”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, siger vi i trosbekendelsen. Det er der muligvis nogle, som synes lyder tungt og truende. Men det er noget glædeligt og stort. Tænk, det er ikke det, folk sladrer om mig. Det er ikke det, mine fjender og modstandere siger om mig. Det er ikke, hvad alle mulige domme og love siger om mig. Det er end ikke hvad jeg siger om mig selv. Lad dem alle blot sige som de vil. Jeg appellerer til Gud alene i Jesu navn – skidt så med alt andet. Det har måske gyldighed hernede. Men ikke evigt. Her gælder kun, hvad han dømme om mig!

Vi har lov – ja, pligt til at tro, at Guds dom er beslægtet med vore allernærmestes dom om os. En mand, der skal i fængsel for underslæb eller dokumentfalsk, mister nok sin frihed. Men han mister ikke nødvendigvis sin kones tillid. Mens han sidder i fængslet, er det ham den største trøst at vide, at hun dømmer anderledes end alle andre. Hellmuth Goldwitzer, tysk soldat, teolog og præst, som efter krigen sad flere år i russiske fangelejre, fortæller lige netop det om sine medfanger: Når de hørte nyt hjemmefra, var det ikke kun dette at høre om konen og pigerne derhjemme. Jo, det var afgørende vigtigt for dem, men højere og vigtigere endnu, dybt nedenunder alt det var det jo den viden, at der derhjemme i det fjerne Tyskland var nogen, der dømte anderledes om dem, nogen, som kendte dem og regnede dem efter en helt anden målestok en alle fjendtlige soldater og kommandanter og afstumpede fangevogtere. Nogen, der dømte om dem efter kærlighedens målestok. 

Som sagt: Det er den store frihed, som bønnen giver. Når man beder, henvender man sig til en, der er over og højere alt andet. En, der dømmer anderledes. Og det giver en armslængde til alle problemer og vanskeligheder og myndigheder. En lille kontorelev har lov at tænke sådan om sin mugne magtsyge kontorchef: Herregud, han er bare en lille afdelingsleder. Lad ham råbe og regere. Hvad rører det mig? Jeg ved ikke, hvor mange kontorelever, der beder morgenbøn, men jeg er sikker på, at også de ville kunne finde styrke her. Bønnen – forstået som daglig appel til Guds højesteret – den giver armslængde til problemerne. Den sætter tingene i de rigtige størrelsesforhold.

Jesus taler om ”verden”. Han siger, han ikke beder for den. Med ”verden” mener han ikke planeten jorden. Han taler ikke om klimaet. Ordet ”verden” er i Jesu mund et negativt begreb. Det er alt det, som folk dømmer og siger og sladrer om og mener. Det er tidsånden, den offentlige mening – alt det, som er korrekt og rigtigt for tiden, alt det, man skal mene, hvis man vil være noget. Og at bede sin bøn er nu at hæve sig op over det. Det er et frikvarter fra alt det. Og det mest utrolige ved det er, at det er gratis og ganske nemt at gøre. Man kan appellere til Guds højesteret fra en taburet i køkkenet, fra toilettet, fra sengekanten, fra skrivebordet eller i haveskuret. Lige der midt i hverdagen kan man begynde med at få proportionerne i orden. Ja, ja, sådan siger det alle sammen hernede. Men nu stiller jeg mig op over for min øverste herre. Det er ham, jeg tilhører. Han må dømme.

Så kan nogen måske finde på at sige: Jamen, hvorfor bede. Hvis Gud er, så kan han vel læse vore tanker, og siger Jesus ikke også, at Gud ved, hvad vi trænger til, endnu før vi har sagt det? Er det ikke nok bare at tænke det, så at sige. Nej, det er det ikke, for vi mennesker tænker, mens vi taler. Eller rettere: Først når vi sætter vore tanker i ord, ved vi selv, hvad vi siger. Det ved alle, der skal forklare andre en sag. Alle, der har prøvet at skrive stil eller skullet holde en tale til en fest. Det er ikke sådan, at først har man tankerne klare, og derfra drejer det sig kun om at få dem skrevet ned. Nej, tankerne kommer med ordene. Sådan har jeg det selv. Når jeg sætter mig ned for at skrive en tale eller en prædiken eller en kortere eller længere artikel, så er det først, når ordene skal på papir, at det egentlige tænkearbejde kommer. Og når det gælder en bøn, så ved man også først, hvad man egentlig vil bede om, når man sætter det i ord. Det hører med. Det er ikke anderledes end i en samtale. Prøv at sætte jer ned og begynd at forklare jeres mand, kone eller børn, hvordan f.eks. hvordan kaffemaskinen fungerer. I vil opdage, at I snart kommer til at snakke sort, fordi ordene tvinger jer til at sige noget om det, I ikke ved. Men i bønnen er vi bedre stillet, for her skal vi jo tale om, hvad hjertet er fuldt af.

Bønnen er menneskets ædleste frihedshandling. At kunne folde sine hænder og bede viser menneskets adel. En fange i sit fangehul, en syg i sin sygeseng, et stakkels sønderbrudt menneske i en mørk kælder – alle kan de folde hænderne og indanke deres sag for Gud – for ham, vi kalder Jesu Kristi far, hvilket blot er et udtryk for dette, at Gud og Jesus er eet. Vi kender Gud i Jesus. Når Sønnen bliver herliggjort ved sin opstandelse, er det samtidig Gud, der herliggøres. For nu at tale som Jesus gør hos Johannes.

Vi slutter som vi begyndte – med en bøn:

Herre Jesus Kristus, du som troner over keruberne, du som sidder ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – Marias milde søn. Jeg indanker min sag for dig. Du alene skal dømme om mig i din kærlighed og troskab. Du alene skal have det sidste ord i min sag. Jeg vil rejse din fane over alle høje bjerge, love dit navn frem for alle jordens store mænd og kvinder. Se mig selv som din. Amen

Prædiken til 4. s. e. påske II, 2020
Joh 8, 28-36
Salmer: 395

Hvis I bliver i mine ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. Sådan siger Jesus: Vi skal blive i hans ord, for deri ligger al sandhed og frihed. Det lyder måske dunkelt og svært, men det er det ikke. Den, der er har sit hjerte bastet og bundet, er fri som fuglen. Det skal jeg vise jer.Engang for mange år siden, da vi omtrent lige var kommet hertil, sad vi i præste­gården med tre små blebørn – og en lidt større pige, vores ældste. Al vores tid var beslaglagt af de små. For sådan er det med sådan nogen små: De skal have al ens tid og mere til. Men så var der jo vores ældste. Vi kunne godt se, hun gik dèr og blev lidt forsømt.

Vist kunne hun klare sig selv og vist var hun en både klog og fornuftig pige – men måske var hun ind imellem lidt for fornuftig og måske også ind imellem lidt for gammelklog. Det plagede os en del, og vi ville gerne, at der også skulle være noget for hende, når vi nu ikke rigtig kunne være der så meget for hende, som vi gerne ville. Derfor fandt vi på, at hun skulle på ferie i København hos sin elskede faster. Men hvordan skulle hun komme der over? Der var kun én mulighed. Hun måtte tage toget derover. Alene. Hun var kun 7. Det var i den gamle verden, hvor man ikke havde mobiltelefoner. Mobiltelefoner dengang var nogle store tasker med et telefonrør på. Det var kun læger og politibetjente, der kendte den slags. Men vi talte så med hende om, hvad hun skulle gøre, og vi prøvede at forberede hende på, hvordan det ville være at sidde i toget den lange vej til København. Vi kunne jo ikke fjernstyre hende. Men vi kunne give hende vores ord – andet var det jo i grunden ikke. Og vi kunne have sagt næsten som Jesus: Hvis du bliver i vores ord, så skal det nok gå godt. Hun fik også en liste med telefonnumre med og vi talte også med en venlig konduktør, der lovede at se lidt efter hende. Men da toget kørte fra stationen, var vi ikke fri for at være lidt urolige. Heldigvis er børn ikke sådan at vippe af pinden. Vi fik senere at vide, at hun målrettet fandt en enlig ældre dame, som tog hende under sine vinger. Hun var ganske frimodig. For hun vidste jo, hvordan det var at køre i tog. Og hun vidste, hvad hun skulle gøre, hvis noget gik galt. Hun blev i vores ord, alt gik godt, og hun ankom til København og havde en skøn ferie der.

Nuvel det er det, det betyder, når Jesus siger: ”Hvis I bliver i mine ord”. På mange måder er den lille oplevelse et billede på os og Gud. Her i verden skal vi blive i hans ord. For i dem eller bundet til dem er vi frie af alt det forvirrende vrøvl og sludder og løgn, som verden er så fuld af. Det er et godt udtryk: Man kan blive i ord. Man kan blive i Jesu ord, som vores datter blev i vores ord. Uden sammenligning er det det samme: Det er det, vi skal: Blive i de ord, vi har hørt. Og give andre de samme ord med på vejen, for at også de kan blive i dem. For hvis vi bliver i dem, så er vi ikke sådan at vippe af pinden. De giver en sund og stærk grund at stå på, så man ikke hopper på den værste, og ikke ser alting som lige godt.

Luther sagde engang, at verden er som en dejlig landevejskro eller et smukt herberg, hvor værten imidlertid en upålidelig løgnhals. Over døren til den ellers hyggelige kro hænger der et skilt, hvor der står: Til mord og løgn. Det er Jesus selv, der har hængt skiltet op dèr, siger Luther, og vores opgave er nu at huske, at vi kun er gæster her i kroen. Vi er heldigvis ikke den luskede værts karle og piger. Her i kroen skal vi blive i Jesu ord og ikke tro alt, hvad vi hører herinde. Når Luther sagde sådan, var det selvfølgelig ikke fordi han mente, at verden er et forfærdeligt sted. Verden er da skabt god. Hvem kan tvivle om det sådan en søndag i maj, hvor det grønnes? Men verden er også fuld af al mulig løgn og uret og mord. Og derfor skal vi altid have vores kompas hos os, nemlig Jesu ord.

Det er slet ikke så svært: Langt de fleste danskere kender trods alt Fadervor. At blive i det vil jo sige at have et finger­peg om, hvad der er op og ned, hvad der er ret og rigtigt, hvad der er godt og skidt. Kort sagt: Hvad vi skal og hvad der er meningen. Tag bare den mindst forståede bøn i Fadervor: Helliget vorde dit navn. Det betyder: Må dit navn, Jesus Kristus, altid være helligt for os. Det vigtigste, det første. Du giv dit liv for os. Du tog al vor skyld på dig. Godt, så er det også hvad vi skal: give os selv væk, være tro, afsky uretten, ikke lade os friste af alt det, der skinner så flot i solen. Elske Gud og Næsten. Give Gud vor tro og Næsten vores gerninger.

Vores lille pige fik ikke en forsikring med på rejsen til København. Vi kunne jo som sagt ikke fjernstyre hende eller som det hedder i moderne politik: detailstyre. Hun havde ikke fået en regelsamling med ud i den store verden, men kun vore ord og råd – og så vores tillid til, at det kunne hun godt. Sådan sender Jesus os billedelig talt fra kirke hver søndag: Bliv i mine ord, de er ikke en Koran eller Karnovs lovsamling. Men bind jeres samvittighed til dem, så kan I bedre holde ham løgneværten ud i strakt arm. Det er noget helt grundlæggende i vores kristentro: Guds tillid til syndere er så stor, at han stadig vil lade dem handle i frihed. Modsat Allah, for hvem alle mennesker i sidste ende kun er marionetdukker, snoredukker eller slaver.

Vi har lige fejret 75-året for befrielsen, den 5. maj. Lyt engang lige til en af dem, der ikke fik lov at opleve det, eftersom han blev henrettet knapt et år før i sommeren 1944. Emil Balslev hed han. Han var landinspektør og far til tre små børn. Han var blevet anholdt i september 1944, fordi han var medlem af en nedkastningsgruppe i Aars, hvor han boede. Ved midnatstid den 22. juni 1944 skriver han sådan i sit afskedsbrev til sin kone: ”Elskede ven. Tro på Gud og hans Retfærdighed. Den første Tid vil blive svær for dig, men som en ringe Trøst kan jeg sige dig af et kærligt Hjerte, at jeg ikke frygter Døden. Jeg tror, at vi engang skal mødes hos Gud og skal være sammen i Evigheden. I de sidste 8 Dage har jeg haft den Lykke at være sammen med et kristent Menneske, og han har hjulpet mig igennem de svære Dage. Led selv videre og modtag Fremtiden af Guds Haand. Giv dig selv til Gud og lær vore Børn at finde Ham og leve med Ham. Hvorledes din Fremtid skal ordnes i det praktiske, kan jeg ikke raade dig med, men jeg ved, at Far og Mor vil give dig al mulig Støtte..” Balslev kan heller ikke fjernstyre sine kære. Han kan intet gøre, men fra sin celle vil han give dem sine ord for at de kan blive i dem. Og ordene går ud på, at de skal – ja, blive i Jesu ord, kort sagt. Det er en fars råd til sin kone og børn. Bliv der, for så har I grund under fødderne, et kompas at styre efter, så I ikke gør mennesker til Gud eller gør løgn til sandhed.

Det er en anden, og meget alvorligere og modnere tid, som lyser frem af Balslevs ord. Nu om dage tror vi, at frihed er at være uden bånd overhovedet, ligesom Pinocchio, den lille snoredukke, der synger: Der er ingen bånd, der binder mig! Frihed er i dag at være autonom, at være sin egen lovgiver og regelsætter, frihed er at bestemme sit eget køn, sin egen identitet, sin egen fremtid osv. Godt og rigtigt lyder det, men løgn er det, for ligesom Pinocchio i virkeligheden jo var bundet på hænder og fødder og kun troede, han var fri, sådan med os. Netop når vi gør os fri af alting, opdager vi, hvor bundet vi er til os selv.

Men friheden er, siger Jesus, at være bundet til hans ord, til sandheden. Jeg siger det til alle brudefolk: Det passer overhovedet ikke, når jeres venner driller jer og siger, at nu er friheden forbi. Tværtimod, nu først begynder friheden. Ved at binde sig til én, er man fri for at skulle spille op og gøre sig til. Der er sagt ja til en, som man er. Hvis ægtefolk bare turde blive og hvile i hinandens ja, så var meget vundet.

Jeg synes, Luthers billede af landevejskroen er så fint. Hvis vi husker, at vi kun er gæster her, så kan vi vogte os vel for den glatte og falske vært, der til forveksling ligner en tv-journalist eller en toppolitiker, og er akkurat ligeså upålidelig. Han taler og taler og love og lover, men i morgen har han glemt, hvad han lovede i går, og på mandag vil han løbe fra alt, hvad han sagde i onsdags. Men skiltet har vor Herre hængt op ude over døren: Til mord og løgn!  Nå ja, men så ved vi, hvad vi har med at gøre. Hvis man bare holder sig til sit Fadervor, så er man godt hjulpet. For med den gamle bøn får man pludselig en fintfølende geigertæller, der kan mærke, når f.eks. ministre ikke længere husker, at en minister er en tjener, men tror, de er Napoleon. Eller når politikere og embedsmænd og journalister tror, de skal bestemme, hvad andre skal tænke og mene.

Det er mærkeligt: I Folkeskolens kristendomsundervisning, siger politikere og lærere, dèr skal børnene lære at forholde sig kritisk til religion. Og det kan der da være al mulig god grund til, men da religion i mange politikeres og læreres hoved stadig først og fremmest er kristendom, så betyder det, at børnene skal lære at kritisere kristendom. Men netop det fag kunne åbne børnenes øjne for den omvendte kritik, som altid følger, hvor Jesus Kristus er: kritikken af magthaverne, afsløringen af løgnen, af tidsånden, og så den åbenlyse og ligefremme forkyndelse af alt godt og sandt. Det er det, det har drejet sig om. Jesus har selv sagt det væsentlige: Bliv i hans ord. Nu ved I, hvad det betyder.

Amen

Prædiken til St. Bededag II, 2020
Matt 7, 7-14
Salmer: 496Vi begynder med en gåde. Hvad er ligheden mellem Store Bededag og en god sommerrevy? Hvad er ligheden mellem den strenge bededag og en revy med fald-på-halen og skæg og ballade? Ja, undskyld, den er måske ikke helt nem, men der er en lighed – ud over at begge dele er aflyst i år. Store Bededag og en god og vittig revy ligner hinanden på den måde, at vi både i kirken og i revyteltet – går i os selv og opdager, hvor åndsvagt vi opfører os. Nogen vil måske mene, det er noget sjovere at være til revy end at gå i kirke St. Bededag. Og det kan der jo nok være noget om, men det laver ikke om på, at vi begge steder ser på os selv og vores egen tåbelighed. Ja, det ene sted synger vi salmer, det andet sted griner vi og siger prut.

Men hvis revyen er ordentlig og ikke bare tandløst hyggenyk – ligesom Cirkusrevyen, så griner vi jo af os selv. Og det er ikke så tosset. Det er jo netop også meningen med bods-og bededagen: At vi får øjnene op for, hvor tossede vi selv og alle andre er. Netop i år kunne der skrives de herligste revytekster. Vi trænger helt vildt til at kunne le ad os selv og vore politikere og journalister. Al den bedemandsagtige alvor og ansvarlighed og frygt og alle de uhyggelige skræmmehistorier i medierne om død og lidelse og kister. Alle de fraser om at passe på hinanden og om at være sammen på afstand – alt det, vi har sagt til hinanden med robotagtige stemmer og døde blikke, ligesom en automatisk telefonsvarer. Vi trænger til en befriende latter. Jeg mener det faktisk helt alvorligt. I to måneder har man næsten ikke engang kunne hviske en vittighed. Straks blev man anklaget for ikke at tage situationen tilstrækkelig alvorlig. Når Corona-krisen forhåbentlig snart er ovre, så må lægerne efter min mening udskrive recepter på kirkegang og revy. ”Ja, Pedersen”, skal lægen sige: ”den er gal, kan jeg godt se. De trænger til at grine af det hele. De trænger til at få tilværelsen på ret køl. Jeg ordinerer kirkegang og revy. Begge dele. Mindst fem gange hver!” Det er en misforståelse, når man gør evangeliet og latteren til to modsætninger. Jeg har altid ment, at man gerne må le i kirken – for latteren er en genvej til selverkendelse, til sund virkelighedssans. Og det er præcis, hvad bod også handler om. Tag bare den historie, som Jesus engang fortalte om den fortabte søn. Han har helt sikkert fortalt den med et glimt i øjet, og tilhørerene har grinet, når han fortalte, hvordan den stolte jødiske bondesøn til sidst ender i svinestien, hvor han sidder i mudderet og æder linser sammen med grisebasserne. Men det er jo præcis dèr han gik i sig selv og indså, at han havde været en skovl.

Kriser, epidemier, krige og ulykker er ikke noget, nogen mennesker ønsker sig, men når de kommer, har de næsten altid den bivirkning, at de afslører vores tåbeligste tåbeligheder. Alle vores mærkværdigste forestillinger bliver pludselig hevet ud under en ubarmhjertig neonlampe – og afsløret som det rene galimatias. Og i den forstand er kriser altid godt for noget. Corona-krisen er ingen undtagelse. Er der f.eks. nogen, der til dato har fundet ud af, hvorfor man ikke må gå i kirke til gudstjeneste, men gerne i Jem & Fix? Hvorfor er det lige, at kirkerne ikke alene skal være lukket for gudstjeneste, men også aflåst søndag formiddag – når man selv­samme søndag formiddag kan stå i tætte rækker mellem el-pærer, fliseklæb og mineralsk terpentin. Hvorfor er det forbudt at gå i kirke eller i biografen – men tilladt at gå til frisøren eller tandlægen – for slet ikke at tale om at gå i pornobu­tikker? Det må sige et og andet om, hvad det officielle Danmark mener, er vigtigt. Det må sige noget om, hvordan der ser ud i vore politikeres og myndighedsper­soners hoveder. Hvad er et menneske sat på jorden for? Svar: For at spise og ordne have, købe brædder og levere haveaffald på genbrugspladsen og formere sig! Det har Corona afsløret: Vi anser os selv for dyr, der har visse behov, som skal opfyldes – lidt ligesom maskiner, der skal smøres engang imellem.

En af de ting, jeg særlig har lagt mærke til, er at under epidemien er antallet af eksperter vokset helt eksplosivt. Lige pludselig vrimler det med mennesker, der føler et kald til at undervise andre og belære dem om regler. Sikkert fordi der har været så mange regler, opfordringer og anbefalinger, og fordi ingen rigtig kunne finde ud af, hvilke der faktisk gælder – netop derfor er der ligesom sprunget Kloge-Åger og Moral-Merether op af jorden som asparges. Hvis man i et øjebliks tankeløshed har glemt afstands-stregerne på gulvet i supermarkedet, så har der næsten altid været en eller anden selvbestaltet Moral-Merethe, som i et ofte meget uvenligt tonefald har forklaret en, hvad man havde at gøre. Eller hvis man kom til at lægge sine varer for tidligt op på båndet i Rema – så stod der en eller anden Regel-Rene foran en, som kunne belære en med en rigtig bidende ubehagelig bemærkning. Eller hvis man kom ind i en forretning og måske glemte at spritte hænder - sikken en opstandelse. Man følte det, som om hele butikken stod stille. Tiden gik i stå, kasseapparatet gik i stå, al snak forstummede, ekspedienterne stoppede løftevognene, folk lod skruemix og stolpebeton være for at se hen på den formastelig synder, der gik ind, uden af afspritte hænderne. Man fik blikket – eller blikkene, så man kunne mærke det.

Det er virkelig interessant. På Jesu tid holdt farisæerne et vågent øje med andre folk for at se efter, om de nu overholdt alle reglerne og lovene. Selv rensede de sig før måltidet, skyllede hænder og fødder før de gik ind til selskab. For man skulle være ren, religiøst ren – ellers var man en uren synder. Sådan et system har vi fået herhjemme: Farisæere, der nidkært vogter over andre – om de nu overholder renhedsforskrifterne. Jeg hørte også en historie om en kvinde, som gik hen ad fortovet. Imod hende kom to kvinder med et reb imellem sig. De to kvinder gik med de reglementerede to meters afstand, og rebet var cirka samme længde. Da de fyldte hele fortovet, ville den enlige kvinde smutte ind imellem de to. Men da damerne med rebet opdagede, at det var det, hun pønsede på, strammede de rebet ud, så de spærrede hele fortovet og den anden kvinde måtte springe ud på vejen for at komme forbi.

Sådan er eksperterne og moralvogterne pludselig myldret frem på jord. Og også det siger nok et og andet om vores egen tåbelighed. For er det ikke blot en forstærkning af det, vi alle sammen tænker, når vi sidder på Herningvejen og kører efter en idiot med blød hat: Det er de andre, den er gal med. Hvor er andre mennesker dog dumme og uansvarlige og selviske. Dynamit-Harry fra Olsen Banden sagde det meget præcis: ”Alle mennesker tænker kun på sig selv. Det er kun mig, der tænker på mig”. Jovist skal vi have lov at sige noget til hinanden. Men hvorfor sker det altid i sådan et rethaverisk og mopset tonefald, som om man ikke bare havde været tankeløs, men gjort sig skyldig i at bringe hele universet i uorden.  

Alt det og meget, meget mere er det tid til at tænke over i dag. Og enten græde eller le over det – eller begge dele. Det kan komme ud på et. For det er det samme. Vi kommer så nemlig til at tænke over det, som vi jo godt ved, når vi hører det. Ja, vi er sågar parat til at skrive det op over sengen og til enhver tid bekræfte, at sådan er det. Jesus siger de berømte ord: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Gør det, så skal I leve, sagde han en anden gang. Ja, siger vi – og gør det modsatte!

Nu vil jeg sige noget mærkeligt. Det er sådan en trang, jeg har fået i denne tid – til at sige noget skævt og underligt. Gud velsigne de gamle, som opfandt ordet arvesynd! Det er jo en gammel tanke, som teologerne udtænkte for mange århundreder siden. I dag har teologer og præster travlt med at få det gemt væk under stolen, fordi de ikke synes, det er stuerent. Og den nye bibeloversættelse er fuldstændig støvsuget for ordet synd, for man mener ikke, at moderne mennesker ved noget om det. Det er selvfølgelig muligt, men jeg tror altså ikke at moderne mennesker er så dumme, at de ikke kan finde ud af at slå det op. Som den udmærkede Philip Faber siger til morgensang, hvis han har sunget en sang med svære ord: ”Så har man noget at spørge sin lærer om eller snakke med sine bedsteforældre om – hvis man da ikke går hen og slår det op.” Sværere er det ikke. Men arvesynden – det er et godt og sandt og vigtigt begreb. Jeg vil ikke støtte et parti eller en bevægelse, der ikke tror på arvesynden. Jeg er heller ikke helt sikker på, jeg vil købe en bil af en person, der ikke tror på arvesynden. For arvesynden betyder bare: Vi er alle skyldige. Vi er alle syndere. Vi har alle på den ene eller den anden måde ramt ved siden af skiven. Forfatteren Martin A Hansen fortæller i sin – i øvrigt ikke særlig gode bog om smeden Jonatans rejse, netop om en af smedens venner, som nægter at støtte en magtfuld redaktør og hans meget vigtige bestræbelse på at redde verden. Smedens ven spørger redaktøren, om han tror på arvesynden, og da redaktøren forarget svarer, at nej, selvfølgelig gør han ikke det, så siger smedens ven: Nå, men så er alt klart for mig. Så skal vi heller ikke støtte det foretagende. For hvor der ikke er en forståelse af, at vi alle grundlæggende er syndere, dvs. alle gør noget andet, end det, der var meningen med os – der bliver ender vi som nu med, at alle mulige farisæiske eksperter med Kloge-Åge og Moral-Merethe i spidsen tager styringen og peger fingre og vil belære.

Nej, Store Bededag og – vil jeg mene – faktisk også en god revy skal bringe os tilbage til virkeligheden og forstå, at vi har hårdt brug for Guds nåde og overbærenhed og tilgivelse. Brug for en talsmand, brug for at bede og søge og banke på. For det er jo det store og glædelige: Som vi ikke vil give vores egne børn sten i stedet for brød, sådan vil Gud heller ikke lukke ørerne for den, der er ærlig om sig selv og beder en synders bøn: Gud, vær mig synder nådig.
Amen

Prædiken til 2. påskedag
Joh 20, 1-18 Salmer: 241

Påskedag fejrer vi opstandelsen: At Jesus virkelig, som de sagde, er opstået fra de døde. 2. Påskedag er tiden kommet til at spørge, hvad i al verden det så betyder? Hvorfor er det så vigtigt, om Jesus opstod eller ej? Fortæl mig det, præst. Hvorfor er påsken kirkens største højtid? Det skal jeg fortælle jer. Lige om et øjeblik vil jeg udtale det, som kaldes absolutionsformlen, altså de ord, som præsten siger ved skriftemålet under håndspålæggelse, når et menneske i dyb uro, dyb fortvivlelse, rådvildhed eller anger er kommet for at blive løst, sat fri, sendt tilbage til livet med et livgivende befriende stærkt og myndigt ord. Måske er det forkert af mig at bruge dem sådan ud i æteren. Men jeg vover det og trøster mig med, at Gud er ikke nærig med sit ord og sin nåde.

Det kommer nu. Lyt nu til det som om var I en skoleelev, der venter uden for eksamenslokalet på at få sin karakter. Lyt som var I den syge, der venter i det lille samtaleværelse på lægens diagnose. Eller lyt som den anklagede på anklagebænken lytter til dommerens dom. Og når jeg er færdig – sig så: Amen! Det betyder: Sådan er det. Nu er det sket sådan!

Her kommer det: ”Så sandt du af hjertet angrer dine synder, så kan jeg nu på Jesu Kristi befaling tilsige dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Guds fred være med dig!”

Nu er det sagt. Og så føjer jeg til: Hvis Jesus virkelig opstod fra de døde, så er det netop sket, som du hørte. Så har du lige modtaget dine synders fuldstændige forladelse, Guds fulde tilgivelse. Med Guds fulde myndighed. Så har du fred med Gud, og så kan jeg slutte her og sige: Gå bort med fred!

Men er Jesus ikke opstået fra de døde – så er situationen en helt anden. Så er det bare tomme ord. Det er det, påske betyder. Det er det, opstandelsen betyder. Er syndernes forladelse virkelighed for mig nu, Guds fred med mig nu – eller er det bare velmenende godtroende præstevrøvl? Tit og ofte bliver påske til en overfladisk bovlam snak om, at ”livet er stærkere end døden” og at vi måske skal opstå engang. I Det Nye Testamente tales der i grunden kun ganske lidt om vores fysiske død. Her siger opstandelsen først og fremmest noget om Jesus. Det er ham, der er opstået – ham, der tilgav, ham der holdt oprørere og syndere fast som Guds børn.

Det er derfor Johannes fortæller den mærkelige historie om Peter og Johannes, den anden discipel, og deres kapløb ud til graven. Maria Magdalene er den første ude ved graven. Det er hende, der først finder graven tom. Da hun bestyrtet og forvirret løber hen til Peter og Johannes og fortæller, hvad hun har set, tager pokker ved de to. De spæner alt, hvad de kan, ud til graven for at sikre sig, at det er som, Maria har fortalt. Hvorfor? Fordi de vil sikre Marias oplysninger. Efter datidens tankegang vejede en kvindes ord ikke lige så tungt som en mands. Særligt ikke i retten. Der skulle to eller tre kvinders vidnesudsagn til at opveje en mands. Peter og Johannes tænker med det samme: Hvis vi kan bevidne, hvad Maria siger, så er det juridisk gyldigt, og så holder det i retten. Peter og Johannes gør som politiet gør i dag: De sikrer gerningsstedet. Hvis det var sket i dag, havde de taget en hel hærskare af eksperter med. De ville have indhegnet graven med rød-og-hvidstribede bånd og de ville have gennemfotograferet alt. Den mulighed havde Peter og Johannes af gode grunde ikke. Men de gør, hvad de kan: De sikrer sig at være mandlige øjenvidner. De kan bekræfte i retten, om det skulle være, at de så graven tom. De så linnedklæderne, strimlerne, som liget var viklet ind i, og de så klædet, som de havde lagt over den dødes ansigt. De så det ligge der – ikke hulter til bulter, som var det smidt der af gravrøvere. Ansigtsklædet var ligefrem rullet pænt sammen.

Jeg tænker nok, at Gud i grunden er ligeglad med, hvad mennesker kan tro i retten. Hvis han vil lade en kvinde være det første vidne, så gør han det. Det er jo også alene Maria Magdalene, han viser sig for uden for graven. Ikke Peter og Johannes. Men her kan man se, hvordan Johannes, evangelisten, tænker: Det skal stå fast, at Jesus virkelig opstod – for ellers falder alting. Paulus skriver sådan her til sin menighed i Korinth: ”Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro også tom.. Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder”. Men så slutter han af: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde!”

Hvis Jesus ikke er opstået fra de døde, så var han bare en jødisk reformprædikant, der levede engang for 2000 år siden og som tilgav mennesker engang. Engang for længe siden gik han rundt og prædikede til trøst og glæde for mennesker som han mødte. Men det angår så kun os indirekte – måske på samme måde, at vi ved, at vi engang havde en stor konge, der hed Harald Blåtand, som byggede fæstningsanlæg og borge i hele landet, og som formentlig blev myrdet af sin egen søn Svend, da en af Svends mænd ramte Harald bagi, da han sad på das. Hvis Jesus ikke opstod, så hører han kun til mellem historiebøgernes store mænd og kvinder, som levede engang, og som har haft en vis indflydelse på den vej, verden har taget siden da. Så er ordene, som jeg læste for jer før – kun gamle ord, på linje med Jens Otto Krags ord, da han udråbte Margrethe til dronning efter hendes far. Eller på linje med Mette Frederiksens ord til Corona­presse­møde. Engang vil det også være gamle ord, som man i fremtiden vil lytte til og siger: Nå ja, sådan var det - dengang

Men er Jesus opstået fra de døde, er Guds almagt og myndighed bag ordene. Hvem er Gud? Er det ikke ham, der ufatteligt er til stede samtidig med jordens skabelse for 13 milliarder år siden, samtidig med Harald Blåtand, da han sad i skoven med bukserne nede, samtidig med Jens Otto Krag på Christiansborgs balkon og samtidig med os lige nu. Er han virkelig opstået fra de døde, så er syndernes forladelse lige sket for jer for et øjeblik siden, da jeg udtalte ordene. Det er det, der er forskellen. Det er derfor påsken er kirkens store højtid. Det er opstandelsen, det hele hænger på. Har vi fået vores syndes forladelse og Guds fred nu, midt i verden, midt i hverdagen – eller har vi ikke!

Så kan man måske finde på at sige: Jamen syndernes forladelse, Guds tilgivelse og fred – hvad har jeg gjort? Nå ja, jeg har måske ind imellem ikke været helt som jeg skulle. Måske lidt skatteunddragelse, måske en fartbøde, måske lidt smårapseri, lidt almindelig uhæderlighed, lidt hverdagshykleri, lidt fortravlet hensynsløshed. Det er naturligvis noget skidt, men så galt er det vel heller ikke. Sådan kan man nok tænke. Men leder vi i Det Ny Testamente, er det meget værre fat, end vi nogensinde kan fatte. Nemlig at selve vores livs grundholdning allerdybest nede er båret af angst og frygt.

Jeg synes klart, at disse første måneder i 2020 har afsløret det. Hvad har vi talt om, hvad har været horisonten hele tiden? Det er døden og undergangen og frygten. For bare nogle måneder siden var det klimaet og jordens undergang, vi frygtede. Undergangsuret viste allerede for 20 år siden, at klokken var 3 sekunder i 12. Skræk og gru og Greta Thunberg. Men på et øjeblik var det glemt, da en anden, mere påtrængende fare nærmede sig. Alt tyder på, at det drejer sig om en ekstremt smitsom influenza, men man skulle tro, det var den sorte død. Jeg har i en måneds tid ikke kunnet holde ud at læse avis og se tv-avis, for det kørte på skræk og gru og død. Hvis vi kunne spørge evangelisten Johannes, så tror jeg, han ville sige sådan her til os:

Nu skal jeg fortælle jer, hvad synd er – det er, at I betragter livet som jeres, som et kup I har gjort, et herligt loppefund, som I har købt billigt. Nu er det jeres og kun jeres, tror I. Nu har I ret til at beholde det som jeres ejendom og gods. I klamrer jer til det som en gnier klamrer sig til sine pengesedler – som om det var jeres. Gud har ikke givet os livet til at beholde og kramme ind på maven. Gud gav os og giver os det dagligt - til at give væk, ofre på andre, bruge til andres glæde. Men I puger med det, og når et eller andet truer jer, så viser det sig, hvad jeres grundstemning hele tiden har været og stadig er, neden under alt det, i ellers siger og gør. Det er frygt. Det er angst for at miste jeres rov. Alt hvad I siger og gør, er bestemt af angst for at miste livet.

Og jeg tror, Johannes ville være helt dagsaktuel og føje til: Netop i disse dage ser vi det i al sin ynkelighed: I er parat til at sluge alt mulig, al mulig overvågning, al mulig kontrol, al mulig ufrihed, al mulig magt til staten – bare for at I kan redde livet. Og kirkebygningerne er lukkede, fordi også præsterne er syndere og helt opslugt af frygt.

Det er synden: At vi har ramt helt ved siden af skiven. Og er Kristus ikke opstået fra de døde, så er der kun det. Så er der ingen tilgivelse, ingen anden vej end mere frygt og mere ynkelig angst og fejt kryberi. Så er døden vores herre, vores kultur er så en dødskult, hvor vi har gjort døden til det eneste sikre.

Men er Kristus opstået fra de døde, så har I lige hørt Guds frikendelse og Guds nåde. Hvis Jesus opstod fra de døde, så er alt hvad han gjorde og sagde, Guds handling for os. Han der gav sig selv væk, fordi han hver morgen modtog den nye dag som en gave fra Gud. Han har lige givet jer sin frikendelse – med de ord, jeg læste for jer – givet os sig selv igen, den ene rene, som ikke lod sig lede af frygt for døden.

Jesus sagde tit, når han havde helbredt en syg: Gå og synd fra nu af ikke mere! Det er til os: Se jer om. Hvad har I, som I ikke har fået givet. Alt er fuldstændig forandret denne morgen – alt hvad I skal gøre, er at vove at tro det. Turde give slip på livet, for at vinde det, give det til andre af glæde og overskud.

Glædelig Påske. Amen

Prædiken til Påskedag II, 2020
Matt 28, 1-8
Salmer: 224, 236, 234,

Kistens prøve. Kan det, vi siger, klare kistens prøve? Det lyder tungt og dystert, men det betyder bare: Kan det, vi siger, siges ved en kiste, en grav – og stadig stå til troende? Såvidt jeg husker, var en professor ved Københavns Universitet, der brugte det udtryk som en slags trykprøve for sine studerendes firkantede og fritflyvende påstande. Han sagde: Hvis du kan sige det, du siger nu, ved en kiste, en vens båre eller ved en åben grav, så holder det nok. Men er du bare en lille smule i tvivl, føler du dybt nede, at sådan kan du nok alligevel ikke sige netop dèr, så bør du nok lade det falde. Professorens tale om ”kistens prøve” bygger på det, vi alle sammen godt ved: Ved kisten og ved graven kan man ikke lade munden løbe med dagligdags snak. Lige dèr kan man ikke tale som man taler i tv-avisen eller til selskab over femten øl ud på de små timer. Ved kisten holder kun den strengeste ærlighed og den strengeste sandhed.

I tæt på 2000 år har påskebudskabet stået kistens prøve. Jeg har vel selv stået ved måske 600 kister, og hver gang har evangeliet stået prøven: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Jeg har aldrig oplevet, at nogen protesterede over de sidste ord: af jorden skal du igen opstå. De er blevet hørt som de var og taget som de var. Som en dybt ægte tale, der slår alle vores dagligdags, alt for menneskelige forestillinger til jorden og rejser et håb – mod håb. En kæmpe modsigelse af alt, hvad vi ved og kender. Men ikke desto mindre hørt og modtaget dybt i hjertet. Det forskønner ikke noget, pakker ikke noget ind, lader virkeligheden stå ganske nøgternt som den er. Jorden rammer kistelåget med en hul lyd, rebene knager, når man sænker kisten ned, blomsterne på kisten og grangrenene i graven rasler sagte og gruset knaser under fødderne. Det er virkeligheden – et menneske lægges i graven. Og så modsiges det hele alligevel. Man behøver ikke være doktor i teologi. Ingen særlige fine gudsbilleder kræves, ingen særlige religiøsitet forudsætninger er nødvendige. Det hele bygger på de ord, som kvinderne gav videre: Han er opstået. Han er ikke her. Kom og se stedet, hvor han lå. Tag det som det er og gå hjem.

Jeg kender godt de Kloge-Åger, som siger: Ja, men opstandelsen er jo bare religiøse menneskers behov for en sutteklud. En barnlig forestilling for pattebørn. Den slags snak kender jeg godt. Man hører det så tit i tv, i medierne, på tryk i aviser og romaner. Kun ikke ved en kiste. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt nogen sige sådan netop ved kisten, ved graven. Ingen nogensinde! Måske fordi de selv føler dybt, at deres ord ikke rigtig kan bestå kistens prøve.

Jeg sad en dag for nogen tid siden i min bil og hørte radio. En kvinde med kælen stemme fortalte, at hun havde besøg af manipulatoren og hypnotisøren Jan Hellesøe. Han er især kendt fra tv, hvor han udfører eksperimenter og tricks, som manipulerer med og udnytter den måde, vore hjerner tænker på. Han skulle i programmet fortælle om, hvordan hans ikke-tro var blevet styrket gennem svære kriser. Velargumenteret og gennemreflekteret fortalte han nu sin historie om, hvordan han ikke havde fundet troen, men tværtimod ikke-troen. Det var helt sikkert ikke sådan det var tænkt, men da jeg havde hørt beretningen, blev jeg egentlig så trist på Hellesøes vegne. I mine øren lød den historie så underlig desperat og virkeligheds­fornægtende.

Hellesøe fortalte, at han var opvokset i Sønderjylland, og han var både døbt og konfirmeret. Han var dog allerede som konfirmand blevet oprørt over, at hans præst havde ment, at der var tilgivelse for de værste forbrydere, men ikke for homoseksuelle. Det kan man vel ikke fortænke ham i for så vidt. Men det havde langsomt bragt Hellesøe på andre veje. Hans far og mor var vel heller ikke just guldkristne, men det var ikke det afgørende i fortællingen. Det afgørende var, at Hellesøe fortalte, at han altid – selvom han var kommet længere og længere væk fra det, han kaldte ”troen” - alligevel beholdt den forestilling, at en dag ville hans tro komme på prøve. En dag ville der indtræffe en eller anden krise, måske et dødsfald i den nærmeste familie, måske sygdom eller noget andet. Og så bang! Så ville troen enten vise sig eller ikke vise sig. Gud ville melde sig på banen for Jan Hellesø – eller også ville han ikke. Det var så det sidste der skete. Hellesøe kom først ud for en alvorlig trafikulykke og siden mistede han sin far. To alvorlige oplevelser. Han var ganske tæt på at miste livet, og han havde åbenbart været tæt knyttet til sin far. Men nu var det så, at Hellesøe ifølge sin forestilling ventede, at Gud ville viser sig for ham, at troen ville komme klart og tydelig og sikker, uden nogen tvivl. Men Hellesøe oplevede ingenting. Han har siden lavet forsøg med mennesker, hvor han manipulerer dem til at opleve alle mulige religiøse fænomener. F.eks. fortalte han, at han manipulerede en kvinde til at se Gud og se sårmærker i sine hænder. En anden fik under Hellesøes manipulationer en såkaldt ”tunneloplevelse”, som den døende mennesker har fortalt om, hvor man ser lys for enden af en lang tunnel.

Intet af den slags oplevede Hellesø for sit eget vedkommende. Han fik, fortalte han, en helt anden oplevelse. Da hans far var død og begravet, oplevede han det som en lettelse, at faderen ikke sad oppe et sted, og at Hellesøe ligesom skulle anstrenge sig med at tro, at han var deroppe og også ligesom skulle forsøge at etablere kontakt med ham. Det var en lettelse, fortalte Hellesøe, at faderen var død og borte, men nu levede i erindringen. Hellesøe havde hørt en gammel jødisk rabbinsk læresætning om, at vi mennesker dør to gange. Første gang, når vi dør fysisk, og anden gang, når vi glemmes i erindringen. For Hellesøe var det en lettelse, at faderen nu levede videre i hans egne og børnenes erindringer om ham. Det sagde Hellesøe i al fald. Og så langt så godt. Jeg sad og ønskede manden tillykke med at han var sluppet af med sin underlige forkvaklede religiøse forestillinger, som ikke har ret meget at gøre, hverken med virkeligheden eller kristendommen. Det var da kun godt, at han var sluppet af med den dumme papfigur af en Gud, der åbenbart skulle til eksamen hos Hellesøe for at være Gud. Som en gammel landmand sagde til en ung kone, hvis ejendom var brændt ned: Tillykke! – i betydningen: Nu kan du for forsikringspengene få et helt nyt hus. Sådan noget lignende tænkte jeg om Hellesøe: Tillykke!

Men så fortsatte Hellesøe. Han kunne jo være stoppet dèr med faderen, der nu levede lykkeligt i familiens minder. Men det gjorde han ikke. Hans ikke-tro var tilsyneladende alligevel ikke rigtig nok for ham. Han fortalte, at han nu arbejdede med at lave en slags holografiske billeder af sin far. Det er, som jeg forstår, en slags computer-animerede billeder i 3D. Man lægger billeder, mål og andre oplysninger om afdøde ind i et computerprogram, som så genskaber afdøde, så man kan se ham bevæge sig og tale. Det er også noget, man er langt fremme med i Korea. Her kan man hyre et bureau, som genskaber f.eks. din afdøde datter, så man altid, altid har hende hos sig. Man er vist nok også i gang med at skabe computer-animationer af kendisser som Michal Jackson og Marilyn Monroe, så man kan se dem som om de lever. Hellesøe havde vist alligevel ikke helt så meget ro med sin ikke-tro. Han havde ikke rigtig fået sagt farvel til sin far, og nu skulle det klares med en slags computer-manipulation. Så ville han sidde der foran skærmen og sige farvel til dette billede af sin far. Ja, han behøvede vel ret beset ikke sige farvel, for han kunne jo tænde computeren, når han ville mane faderen frem igen.

Som sagt, så fik der i min bil sådan et trist, men også meget almindeligt billede af en mand, der bare savner sin far og ikke kan kom­me overens med døden. En mand, der kæmper for at finde mening og prøver på alle måder selv at skabe sig sin egen mening. Det blev fortalt som en tilkæmpet ikke-tro, men herregud, det var i grunden såre almindeligt og menneskeligt. Og det er selvfølgelig min udlægning, men jeg tror ikke, at Hellesøes tale ville kunne klare kistens prøve. Hvis han ærligt og redeligt sagde: Jeg savner min far og jeg kan ikke forstå, hvorfor han skulle dø så pludseligt – det havde kunnet siges ved en kiste. Men alt det med erindringen og computerbilleder­ne – det ville falde ynkeligt til jorden.

Påsken er ikke en opfordring til at gå ind i et eller andet religiøst parallelunivers. Kvinderne kommer til en tom klippegrav, hvor de nogle dage før lagde liget ind. Nu er det der ikke mere. Han er opstået, siger de til disciplene. Opstandelse fra de døde sker ikke. Ikke nogensinde. Det er umuligt. Men det skete alligevel.

Opstandelsen er ikke en virkelighedsflugt, men den giver os tværtimod mod til at se virkeligheden ganske som den er: At vi skal dø, at vi aldrig er parat til det, at vi tror, livet er vores og at det gør ondt at miste en, man holder af. At vi ikke kan komme overens med døden – hvis det, vi siger altså skal kunne klare kistens prøve.

En ældre mand var død. Hans datter spurgte mig, om hun skulle tage sin lille søn med til begravelsen. Det sagde jeg ja til. Selvfølgelig. Børn ser tingene som de er. Det var så problemet. For at skåne drengen var hun kommet til at fortælle, at bedstefaderen nu sad oppe på en stjerne. Det fortrød hun, for drengen stillede nu tusind spørgsmål, som hun under ingen omstændigheder kunne svare på uden at lyve og bilde drengen alt mulig sludder ind. Hun var dybt lettet over at kunne sige det som det var: At bedstefar var død og at han nu blev brændt, lagt i en lille krukke og sat ned i jorden - hvor han nu venter på, at Herren skal komme og kalde os alle op af graven. Det var et klart og nøgternt sprog, som forstås med hjertet.

Sådan er det: Opstandelsen giver os fri til at tale sandt om livet og virkeligheden, om savn og sorg og sandhed og løgn. Vi skal ikke selv stå op. Vi skal ikke selv med vores forstand holde det fast. Vi kan derimod høre det ved kisten, ved graven som et alt forandrende håb – uden for os - en styrke til at gå tilbage og tage livtag med livet her. Kistens prøve – den har påskeevangeliet klaret.

Glædelig Påske! Amen

Prædiken til Langfredag, 2020

Mattæusevangeliet
Salmer: 192, 202, 217, 187, 216

Et særligt træk vil jeg tage frem inden jeg læser. Med årene kan jeg slet ikke rigtig komme uden om det, for det taler på en særlig måde til mig. Det er scenen i Getsemane, hvor Jesus beder, og hvor disciplene sover. Hele tre gange beder han indtrængende disciplene om at våge, altså holde sig vågne for hans skyld. Men de falder øjeblikkelig i søvn. Hvad skal det sige? Der er på sin vis så sørgeligt – og så alligevel er der nedenunder noget meget glædeligt og trøsterigt. Hvorfor skal disciplene våge? Jeg tænker, det er ganske menneskeligt og jordnært. Jesus er bedrøvet og bange. Tusind bange anelser sniger sig ind på ham. Han vil ikke være alene. Han vil mærke sine venners nærvær. Det er for ham som når man er meget syg eller ulykkelig eller i dyb sorg: Man har sådan brug for, at der er nogen hos én. Blot bevidstheden om, at der er nogen, der våger, nogen, der tænker på en, nogen, som passer på. Der er ikke noget mystisk i det. Jesus vil bare så gerne have, at de holder sig vågne for hans skyld. Men det er det sørgelige. De snorksover, lige så snart han vender ryggen til dem. Og så er han ligesom dobbelt alene. I kender det måske: Hvis man en nat er vågen og ikke kan sove. Familien ligger rundt om i deres senge og sover, og på en mærkelig måde er man dobbelt ensom, netop fordi de er her – men er andetsteds. De sover. De ved ikke, at man står her midt om natten ved vinduet og ikke kan sove. Sådan har Jesus det. Netop det, at de er nær – men sover, gør det dobbelt tungt. Netop derfor føler han sig dobbelt alene. Helt alene, uden deres støtte må han kæmpe med sin frygt og alle mulige fristelser og indskydelser til at flygte, gemme sig, stikke af, løbe. Helt alene må han bede for dem, staklerne, der ikke aner, hvad de selv gør. Det er så smerteligt at tænke på, synes jeg.

Og så er det alligevel lige her, evangeliet ligger. Det glædelige budskab skal man finde netop her. Det minder os nemlig om det, der er hele kernen i kristendommen: Vi har ingen ære af det, der sker. Tværtimod. Jeg og I må realistisk set tage rollen som de sovende disciple. Mens vi sover og synder og tvivler, bliver han ved at bede for os. Han bliver ved med at modstå alle de fristelser og indskydelser, som vi igen og igen falder for. Mens vi sover, klarer han ærterne for os. Det er kort sagt Langfredags mærkelige trøst og glæde. Vi gav ham ikke andet end ensomhed, modsigelse, svigt, fornægtelse, pisk og søm. Alligevel beder han stædigt Gud om at gå i vores sted, være der for os, udfylde vores plads.

 

Jeg læser nu Lidelseshistorien som den står skrevet hos evangelisten Mattæus

 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.  Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.‹  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«

 Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.«  Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.«  Peter sagde til ham: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre disciple.

 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.«  Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.  Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«  Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«  Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn.  Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

 Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste.  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham!  Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham.  Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.  En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.  Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?  Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?«  I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig.  Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes.« Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.

 De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet.  Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.

 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.«  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?«  Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen.  Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

 Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«

 Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: »Du var også sammen med galilæeren Jesus.«  Men han nægtede det i alles påhør og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du mener.«  Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: »Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.«  Atter nægtede han det og svor på det: »Jeg kender ikke det menneske!«  Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: »Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske!« I det samme galede hanen.  Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: »Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.

 

Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden.  De lod ham binde og føre bort og udleverede ham til statholderen, Pilatus.

 Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.«  Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.  Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: »Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.«  De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.  Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager.  Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han, der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig.«

 Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.  Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«  Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

 Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje.  Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.  Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«

 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«  Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Han skal korsfæstes!«  Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.«  Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«  Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham.  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«  Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.  Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted –  gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.  Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.  Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.  Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.  Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:  »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.  Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«  Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

 Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«  Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.  Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«  Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.  Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«  Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham.  Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.  Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.  Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.

 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.  Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.«  Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.«  De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.

Prædiken til Skærtorsdag II, 2020
Joh 13, 1-15
Salmer: 456, 473

I dag skal vi opbygges. Det er et godt gammelt ord: at blive bygget op. Man kommer i kirke – ikke mindst for at blive bygget op. Alle andre steder bliver vi det modsatte: Dèr bliver vi alt for ofte revet ned, nedgjort, nedtrykt. Vi fylder f.eks. vore dage med alle mulige nedtrykkende nyheder om Corona og indskrænkninger i friheden og i øvrigt om krig og mord og drab og problemer, som vi ikke kan gøre noget ved. Alt det smider vi på møddingen i dag. For i dag skal vi bygges op – så vi rejser os fra underlaget, strækker benene, retter ryggen, løfter hovedet og ser lige frem.

Det er ikke mig, der bygger op. Men hvis jeg har belagt mine ord nogenlunde rigtigt i min prædiken, så skal Helligånden nok klare resten, så I bliver opbyggede.

Jeg vil gerne tale om evangeliets troværdighed – først og fremmest Jesu troværdighed. Det er her, vi skal sætte ind i dag for at komme op at stå. Hør nu: Er Jesus troværdig? Har I overvejet det? Er han værd at stole på? Det er et simpelt spørgsmål til overvejelse: Kan vi stole på, hvad Jesus siger? Der er jo mange, der f.eks. siger, at de tror på Gud, men de tror ikke, at Jesus er Vejen, Sandheden og Livet, som han ellers selv sagde. De tror ikke, at han er det, som vi i kirken har kaldt ham i 2000 år: Frelseren, Guds åbenbaring, Guds Søn. Når de siger sådan, så siger de – måske uden at tænke over det - at Jesus er upålidelig, ikke til at stole på eller ligefrem fuld af løgn. Jesus siger, at han er Vejen, Sandheden og Livet. Men vi ved altså åbenbart bedre, når vi siger: Nej, det tror vi ikke på. Men er der nogen grund til at mistro Jesus? Hvis vi kan tage ham i en eller anden usandhed, et eller andet hykleri, et eller andet dobbeltspil, så er der måske noget om snakken. Men kan vi ikke det – med hvilken grund mistror vi ham så? Og hvis vi så ikke kan finde nogen grund til at mistro ham, men må indrømme, at han i alle andre ting taler sandt, hvorfor mistror vi ham så, når han f.eks. siger, han er kommet for at frelse det fortabte? Hvis han taler sandt om sig selv og Gud – hvorfor gør vi så ikke som han siger?

Det er en opbyggelig snak. Så lad os begynde.

Almindeligvis mellem mennesker ser vi på, om deres ord og handlinger hænger sammen. Altså om det bliver ved ordene, eller om handlingerne modsiger ordene. Vi har mange pinlige eksempler på, at ord og handlinger ikke passer sammen. Vi har adskillige statsministre og politikere på rad, som lovpriser folkeskolen og opfordrer os til at bakke op om den – men som selv sender deres egne børn i privatskole. Vi har også politikere, der taler om, at vi alle sammen skal begrænse vores forbrug af billige flyrejser – men som selv flyver i tide og utide til møder og weekend-shoppeture i London. Eller hvad med dem, der opfordrer til, at vi betaler vores skat med glæde som en selvfølgelig pligt over for vores velfærdssamfund – men som selv unddrager sig for skattemyndighederne med skjulte konti på Cayman Island eller i Svejts. Den slags kalder man hykleri. Og det er sikkert: Det øger ikke troværdigheden, hvis man bliver taget i hykleri eller dobbeltmoral.

Jesus var faktisk selv meget opmærksom på netop hykleri. Det var det, han altid angreb farisæerne og de skriftkloge for. Han kaldte dem ”skuespillere” – det er hvad en hykler er på græsk. Eller han kaldte dem ”kalkede grave”, fine og hvide og nykalkede udenpå, men indeni fulde af rådne ben. Hvis Jesus nu selv kan tages i hykleri, så ville det jo svække hans troværdighed.

Men netop det får man mere end svært ved. Hvad ser vi her i dag, Skærtorsdag? Jesus sagde jo flere gange, at han var kommet – ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv for andre. Det viser han her på den klareste og tydeligste måde. De sidder ved borde i salen ovenpå, og pludselig er Jesus gået ud. Så kommer han ind igen med håndklæde og vaskefad og giver sig til at vaske disciplenes fødder. Han vasker også Peters fødder. Fodvask var almindeligvis noget, man selv gjorde inden man gik til selskab. Hvis I husker det, så fortæller Johannes, at der ved brylluppet i Kana stod seks stenkar til renselse. Det var til bl.a. at vaske hænder og fødder, før man gik ind til festen. Men var man en rigmand, så kunne man sætte sine hedenske slavers kvinde eller børn til det. Man kunne faktisk ikke byde voksne mandlige slaver et sådan arbejde. Det var en hån mod dem. Så ringe er det arbejde, Jesus påtager sig. Han vil med denne slave-tjans vise, hvordan han i det hele er kommet for at tjene. Og netop sådan er hans liv – ifølge evangelisterne: Han har ikke en times pause på døgnet, dag og nat er han på stikkerne. Hele tiden opsøger de ham. Ikke at han ikke kender fristelsen til at lade sig tjene eller til at tænke på sig selv først. Det hørte vi så sent som palmesøndag. Men han giver ikke efter for fristelsen. Det må man altså indrømme: Her er overensstemmelse mellem ord og handling. Som han sige, som han viser det for sine disciple – sådan gør han.

Vi kan også udvide det til hans åbningstale, den tale, som kaldes ”Bjergprædikenen”. Her siger han de utroligste ting: At enhver, som bliver vred på sin bror, reelt har begået drab. At enhver som har kigget ned ad kavalergangen på en kvinde, som han ikke er gift med, har begået ægteskabsbrud med hende. At man skal elske sin fjende og bede for dem, der plager og forfølger en. At man skal tilgive ubetinget og vende den anden kind til, når nogen slår en. At man skal give den anden også sin kjortel, når han beder om kappen. Så højt svinger han sig op, men selv om vi så slap alle journalisterne fra ”Kontant” eller ”Faktatjek” løs på ham, så ville de ikke finde andet, end den samme forunderlige overensstemmelse mellem ord og handling: Han er selv nøjagtig sådan. Når han fortæller historien om Den Barmhjertige Samaritaner, så er det et portræt af ham selv.

Nuvel. For så vidt er der ikke noget at komme efter. Som han taler, sådan gør han selv. Han kræver ikke noget af nogen, som han ikke gør selv. Han kaster ikke med sten fra et glashus. Han har fejet foran sin egen dør, før han fejer foran andres. Og derfor er det ikke urimeligt at spørge: Hvis Jesus er ærlig og sandfærdig og absolut pålidelig i moralsk forstand – er der så nogen særlig god grund til at mistro ham, når han taler om Gud og sig selv? Hvis han kalder Guds sin far – med hvilken ret påstår vi så, at det er forkert? Hvis han siger, at han går bort til opstandelsen for at gøre en bolig rede for os – med hvilken ret siger vi så, at det kan ikke passe? Hvis han siger, at Guds rige er kommet nær til os – ved at han er kommet til os – med hvilken ret siger vi så, at det er løgn?

Det er ikke raketvidenskab. Tænk på et menneske, som I stoler 100% på. Et ærligt og oprigtigt menneske. En, som I ved, altid står ved sine ord og gør, som han siger. Tror I vedkommende, eller gør I ikke? Hvis I ikke gør – med hvilken begrundelse gør I det så ikke? Tænk sådan om Jesus – så er I langt.

Jesus siger – og gør det selv: Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Han siger: Som jeg har gjort for jer, skal I gøre ved hinanden. Jeres tro skal ikke vise sig i særlige inderlige følelser eller indre rørelser. Den skal vise sig i trofasthed og handling for Næsten. At Gud er trofast og god og tilgiver og sørger for jer – det skal I vise ved selv at være trofaste, gode, ved at tilgive og ved at sørge for jeres Næste. Gud er for Jesus ikke en forestilling. Vi taler i dag så meget om, at man skal have et særligt kristent menneskesyn og et særlig kristent gudsbillede. Den slags snak kender han ikke noget til, men siger: Hvem din Gud er, viser du i handling. Som du gør – sådan er din Gud.

Noget af det mest overbevisende ved Jesus er, at han ganske afstår fra al magt og alle falske midler. Han vil ikke imponere nogen. Han vil ikke tvinge nogen. Han er som han er – og så må vi dømme selv. Han vil kendes på sine ord og på sine handlinger. Det er lige ud af landevejen.

Så er der dem, der siger: Jo jo, Jesus kan være god nok. Men vi kender ham jo kun gennem evangelisterne. Og de kan jo have digtet alt muligt om Jesus. Det er jo en helt almindelig påstand blandt kristendomskritikere: Jesus kom og var sådan en rar hippie. Så kom Paulus og gjorde ham til Guds Søn. Det argument kender jeg godt, men det svarer lidt til disse her moderne konspirationsteorier: F.eks. at amerikanerne aldrig landede på månen i 1969, og at det er en stor hemmelighed i NASA og Pentagon, at det hele bare var noget, man fandt på. Eller påstanden om, at det var amerikanerne selv, der den 11. september 2001 styrede to fly ind i World Trade Center i New York – for at have et påskud til at angribe Afghanistan. Sådan nogle teorier er vældig udspekulerede og sjove, men der er én stor vanskelighed ved dem: De kræver, at en usandsynlig masse mennesker skulle kunne have holdt på denne hemmelighed lige til i dag. Med alle de mennesker, som skulle involveres i planerne, er det aldeles usandsynligt. At sige, at evangelisterne opfandt Jesus, er sådan en konspirationsteori.

Der er jo også en anden mulighed: At Jesus faktisk – som i alt andet – også taler sandt, når han taler om Gud, om sig selv, om opstandelse, om synd og død og Djævel. Hvis det er sandt, så er der en anden forklaring på, hvorfor vi ikke tror ham: At vi ikke vil. At vi er bange for det. At vi ikke tør. At vi, når vi ikke følger ham og ikke vender den anden kind til, ikke tilgiver, ikke tror, han er kommet for at frelse de fortabte – sværter ham til som en løgner – skønt det måske er os selv, der er det.

Hvis det er der, skoen trykker, så er det naturligvis en hård en at sluge – men det er samtidig opbyggeligt og glædeligt: For tænk, så er det virkelig sandt, hvad han siger: Han er Vejen, Sandheden og Livet. Han elsker os virkeligt. Han er virkelig kommet til de fortabte og for at tjene dem, der gør det, de ikke vil.

Amen

Prædiken til Palmesøndag II, 2020

Mak 14, 3-9
Salmer: 176,

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Dagens historie handler om fristelse. Fristelse til at være ligeglad, fristelse til at lade som ingenting, fristelse til fejhed, fristelse til at gøre som alle de andre. Handlingen foregår i Simon Den Spedalskes hus i Betania. Simon er formentlig en velhavende farisæer, som Jesus har helbredt for spedalskhed. Nu vil Simon holde et selskab for sine ligeså rige og betydningsfulde venner, og Jesus er æresgæst. Og det er så under det selskab, at den navnløse kvinde kommer på uventet besøg.

Nuvel, for at gøre det lidt tydeligere, hvad der er på færde, så lad os lege, at det foregår i dag – lad os sige efter Coronakrisen. Simon bor ikke i Betania, men inde på en af de rigtig gode adresser på Østerbro eller Tuborg havn med udsigt over vandet. Simon er ikke farisæer – i hvert fald ikke i den gamle betydning. Simon er måske redaktør eller embedsmand eller måske anmelder ved et stort dagblad. Hans venner er måske skribenter, politikere, forfattere og mediefolk fra den kreative klasse. Aftenen er fremskreden. Simons mand har disket op med en lækker middag med dyr vin, og nu sidder man mageligt tilbagelænet i Børge Mogensen-sofaerne i den store stue med udsigt over byen og vandet. Kaffen er kommet på bordet. Ikke sådan noget termokandekandekaffe, som man drikker ude ved kakkelbordene, men rigtig barista-kaffe fra den dyre maskine, og dertil en cognac, eller hvad man nu har lyst til.

Og Jesus sidder med, mæt og veltilpas efter den lækre middag. Han foragter slet ikke et glas god cognac. Han siger ikke meget. Han sidder bare der og lader blikket glide over de stilfulde møbler, blandet med spændende loppefund fra Provence, og så naturligvis den dejlige udsigt til det blånende vand. Jesus holder fri lidt i aften. Han har sådan lyst til bare at sidde og nyde. Sidde lidt i læ og være fri for at skulle kæmpe og brydes alene mod alle de andre. I aften vil han bare køre under radaren, holde lav profil, glemme alt det svære, dagen i morgen og bare nyde.

Og rundt om ham glider talen let og ubesværet. Man er jævnt hen enige om alting. De har alle sammen købt el-biler for nylig, for det jo godt for klimaet. Så gør man da sit og er ikke som alle dem, der sviner luften til i deres gamle dieseltrækkere. Efter Coronaen er den globale opvarmning igen den største trussel for menneskeheden. Man må gøre sit. Men ja, den Corona. Hvor folk dog var dumme og stod der i kø i supermarkedet og åndede hinanden i nakken. Eller tænk, de rejste på tværs af landet for at holde fri med vennerne i sommerhus. Komplet uansvarligt. Herregud, man kan jo bare sende sin au-pair ned at købe ind, og hvorfor overhovedet forlade Østerbro? Flere i selskabet kan fortælle, at de måtte droppe shoppe-turen til London og modeudstillingen i Berlin. Det var da brandærgerligt, men de havde da rejseforsikring, så det var ikke noget problem. Man må ofre sig, ligesom man må droppe kødet. Simons mand er gået all in og er blevet veganer. Ja, herregud, man kan da godt savne en bøf, men det er nu prisen. Tænk hvis alle var som vi, så gik det meget lettere, er man enige om. Men verden er jo desværre så frygtelig fuld af onde mennesker. Putin er ond og Trump er dum. Og alle de mennesker, som stemmer på de yderligtgående populistiske partier. Det er ligefrem skræmmende, så uoplyste andre folk er. Alle dem, der vil lukke grænserne og bekæmpe arbejdskraftens frie bevægelighed. Man kan lukke grænsen for svinepest og Corona, men flygtninge og fremmede skal vi da selvfølgelig tage imod. Der er jo plads nok til dem i lejlighederne ude på vestegnen.

Sådan går snakken let og glat. Jesus kan mærke en irritation stige i sig over al den enighed, men han har svoret for sig selv, at han ikke vil sige imod i dag. Man må vælge sine kampe. Han vil ikke i aften. Om det så betyder, at han skal holde gode miner til slet spil. Han læner sig tilbage i Børge Mogensen-sofaen og tager en slurk cognac og lader øjnene vandre uden at lytte alt for meget med.    

Og så er det, hun pludselig kommer ind, kvinden. Ingen ved, hvordan hun er kommet ind, men pludselig står hun der i stuen, som om hun var faldet ned fra en fjern planet eller måske fra Hjerm eller Ølgod eller et sted langt væk i Jylland. Hun ligner noget, der er løgn. Stor og overvægtig, svedende og bleg, skruet ned i alt for stramme gamacher og en sort nederdel. Og hvad er det, hun har på fødderne? Er det ikke cowboystøvler? Og hvorfor har hun sort cowboyhat på hovedet? Alle stirrer. Der er helt stille i stuen. Der står Ølgod Linedance på ryggen af hendes sorte jakke. Hendes hår hænger sjasket løst. Måske var det smart i hendes ungdom, men det er det ikke mere. Af en eller anden grund er hun helt oprevet, tårer og snot løber ned af hendes fede kinder. Men mærkeligst af alt, helt grotesk ved siden af alting er det, hun bærer i favnen. Det er ikke alabasterkrukke med fornem parfume som hende fra Biblen. Det er en kæmpemæssig krans, sådan én, man lægger ved kisten til begravelse. Komplet med laurbærblade, røde roser og hvide satinbånd med: ”Et sidste farvel” og ”Tak for alt”. Kvinden står lidt og vakler, ser forvildet ud over forsamlingen. En forvirrende duft som af begravelse breder sig. Så fikserer kvinden pludselig Jesus, går direkte hen til ham og lægger den mægtige krans på Finn Juhl sofabordet foran ham. Så bøjer hun sig grædende ned og kysser hans hånd.

Først er der lammende stilhed, men så bliver ubehaget for stort. Jamen altså, herregud da, er der da ikke nogen, der vil hjælpe kvindemennesket ud. Hvad er det da for noget? Det er jo latterligt, og hvorfor gøre nar af Jesus på den måde og svine det pæne bord til. Og hvad forstiller hun sig overhovedet ved at komme brasende på den måde. Det er ok, hvis det er skik ovre i Jylland, men nu skal hun altså hjem til campingvognen og motorvejscafeteriet og pommes fritterne i Ølgod og det kan kun gå for langsomt!

Forargelsen er stor. Det er latterligt og grotesk. Og Jesus sidder der, og han ville jo egentlig holde fri denne aften, bare lade som ingenting. Han mærker fristelsen til at foragte denne kvinde. Han mærker, at han har lyst til at sige som de andre. Han er træt, og kvinden er grim og lugter, og det er upassende på enhver måde. Men netop da ser han hende og fyldes med en inderlig og dyb medlidenhed. Med et forstår han hende, og han forstår, at nu er det nu. Nu må han sige imod, stå op, gøre modstand, forsvare hende. Det går ikke at gemme sig mere. Og da siger han højt og skarpt: Hvorfor gør I det svært for hende? Forstår I ikke, at hun har gjort en god gerning imod mig? Hun har jo af sit hjertes godhed givet mig en flot krans forud for min begravelse. Jesus er den eneste, der fatter, hvad det forstyrrede menneske vil sige. Han ser det klart og logisk – og han takker hende: Husk hende altid for det, hun gjorde i aften For uden måske selv at forstå det, har hun set rigtigt. Hun vil jo sige: Jesus, vi slår dig ihjel – alle vi ulykkelige, kloge, grimme, hensynsløse, dumme, selvglade toldere og farisæere. Sådan nogen som dig, så god, så ægte kærlig – er der ikke plads til her hos os. Vi vil ikke det, du vil. Jo, vi vil det, men vi tør alligevel ikke. Vi bliver din død, Jesus.

Nå, det er nu en gendigtning af historien. Pointen er: Jesus fristes af det samme, som vi fristes af: Han fristes virkelig af fejhed, han fristes til at gøre gode miner til slet spil, fristes til at gøre som de andre og foragte det grimme, håbløse kvindemenneske. Fristelsen til fred og ro, fristelsen til at sidde og nikke og være enig og i flok – frem for at stå frem alene og tage opgøret om sandhed og ret. Det frister ham – næsten over evne. Men kun næsten. For det er jo det, han er kommet for – for at kæmpe imod og modstå for os.

I alle beretningerne om Jesus er det et grundtema. Igen og igen fristes han. Det begynder lige efter hans dåb i Jordan, hvor han møder Djævlen selv og modstår. Djævlen vil have ham til at tænke på sig selv frem for alle andre. Og det er samme fristelse, som hele tiden møder ham igen og igen i de senere fortællinger. Så er det hans modstandere, så er det hans disciple, så er det hans venner. Som han siger til Peter: Du vil kun, hvad mennesker vil, og ikke hvad Gud vil. Vi mennesker vil os selv. Vil ha’, mig først, råber vi som helt små, uden at nogen har lært os det. I denne Corona-tid er det ganske åbenlyst. Her gælder jungeloven: Skaf dig håndsprit, gær og toiletruller før din Næste!

Der var én, som modstod fristelsen. Der var én, der gik en anden vej. Det er evangeliets trøst og rygstød. Det er en trøst, at der var én, som tog det på sig – for os alle – at gå Guds vej. For at være for Gud, som vi skulle være. Målt med Guds målesnor er jeg en fej farisæer – det ved jeg. Men der er én, der er gået i mit sted.

Det er trøsten. Men så er det samtidig et rygstød for os: Nemlig, at vi skal stå imod, når fejheden sniger sig ind på os og vil have os til at sidde og nikke i kor ligesom de små tøjhunde, man før i tiden satte på hattehylden bag i bilerne, og som nikkede, når man kørte. Når vi er allermest bange for at hæve røsten – så skal vi gøre det. Når alle er enige og alle er venner og ingen taler om elefanten som dog er i stuen – så skal vi pege på den. Når alting bliver alt for korrekt og friseret og vandkæmmet og pænt og dengseagtigt, så skal vi sige noget upassende. Det, som vi frygter i sådan en situation er jo, at vi ødelægger den gode stemning, at de andre så ikke vil kunne lide os, at de andre vil vende os ryggen. Her er Jesus et fyrtårn for os. Han frygter alene Gud og dette at vige fra sandhed og ret, troskab og kærlighed. Palmesøndag går han op til Jerusalem, rydder tempelpladsen, møder jødernes store råd, møder Pilatus ansigt til ansigt – uden at vige en tomme. For os.

Amen

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk