Luk 5, 1-11

Når matematiklæreren ser sig om i klassen for at finde en, der vil gå til tavlen og regne en opgave, så får alle lige pludselig behov for at lede efter noget helt nede på bunden af deres tasker, eller med at studere deres skosnuder eller med at skrive et eller andet meget betydningsfuldt i deres hæfter. For alle tænker: Åh nej, tag ikke mig, jeg vil så gerne være fri, jeg dur ikke, jeg bliver til grin og rød i hovedet. Sådan er det i så mange sammenhænge, hvor noget skal gøres, og sådan var det såmænd også, da Herren grundlagde sin kirke og kaldte sine disciple og apostle: Simon Peter vidste godt hvad klokken var slået, da de sejlede ind med de fyldte både. Han så det allerede komme, da de trak det første net op: Ham Kristus vil mig noget! Der var vel allerede en lille alarmklokke, der ringede et sted i hans baghoved, da Jesus stod ved båden og myndigt bad dem lægge ud på dybet: Han vil have mig til noget, Jesus, som jeg ikke har lyst til! Han vil mig noget, men jeg skal ikke nyde noget! Derfor er det, at han falder på knæ i båden og siger: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. Underforstået: Tag en anden, find nogle andre, for det, du vil, skal jeg ikke nyde noget af. Jeg dur ikke – lige meget, hvad du har planer om. Jeg kan ikke læse, jeg kan ikke tale, jeg kan ikke lede, jeg kan ikke gøre mig forståelig, for jeg er bare en fattig fisker. Men alle Peters udflugter og undskyldninger virker ikke. Frygt ikke, siger Jesus, fra nu af skal du fange mennesker. Peter vender sig, og håber, Jesus må­ske taler til enten Andreas eller Jakob eller Johannes, eller sågar gamle Zebedæus. Men ak, Jesus ser lige på Peter, der er ingen vej udenom, selvom han så nødig vil. Det er dig, Peter, du er manden! Du skal være mit vidne, du skal se mig gøre alting nyt. Du skal gå ud i alverden med mit ord og forandre alting.

Peters uro er velbegrundet. Han er bare fisker. Hvad har han at komme med, en ulært hjemmefødding som han? Han kan ikke hverken læse eller skrive. Jovist: Når de har stået og renset garn sådan en morgen, Zebedæus, Jakob, Johannes, Andreas og han, så har Peter tit nok sat det hele på plads. Så har han nok vidst, hvordan det hele skulle være. Jo, romerne skulle man jage ud sammen med tolderne og alle de andre, der var i deres sold. Og så skulle der også renses ud i synagogen, så almindelige jævne mennesker kunne holde ud at komme der. Så man kunne gå og høre en prædiken, man forstod, så en helt almindelig mand kunne gå ind fra gaden og forstå, hvad der blev sagt. Så man kunne høre om Gud som Gud også for fiskere og bønder – og ikke kun for de selvfede og selvretfærdige farisæerne. Så man slap for synagogeforstanderens og de skrift­klo­ges højlærde snak og uforståelige historier. Jovist, det er ikke fordi Peter ikke har haft sine meninger, men derfra og så til pludselig at blive præst og stå op imod farisæere og skriftkloge, romere og konger – nej, nej, sådan var det ikke ment. Men denne morgen kommer Jesus og peger ham ud: Det er dig, der skal! Du skal med! Nu gør vi alt det du siger! Og selvom Peter bare er en sølle fisker oppe fra Galilæa – hvilket vil sige nogenlunde det samme for datidens jøder som en bonde fra Mols var for vore forfædre – selvom Peter er sådan en, så bliver han det, vi kender: både discipel, apostel, vidne og præst. Af en ulærd fisker skaber han en troens stridsmand, der tør sætte sig op imod enhver, der modarbejder Herrens glade budskab. Sådan virker Herren, og sådan har han altid gjort det.

Her sidder vi så til gudstjeneste i Folkekirken – og hvordan synes vi nu selv, det går? Hvordan skulle det være, hvis vi skulle bestemme? Jo, det ved vi nok godt. Der skulle komme mange flere i kirke. Forældrene skulle lære deres børn noget kristendom, bede Fadervor med dem, bede morgenbøn og aftenbøn, sige et bordvers, lære dem at sige trosbekendelsen, tage dem med til gudstjeneste, synge salmer med dem. Og skolerne skulle sætte timetallet op, droppe alt den åndssvage projektorienterede undervisning, lære børnene bibelshistorie i stedet for islam og andre religioner. Og præsterne skulle prædike, så det er til at forstå. Prædike, så vi ser Kristus for os i stedet for at alle de dødssyge eksempler fra litteraturen, i stedet for endnu en genfortælling fra en eller anden kedelig bog, som præsten har læst. Præsten skal myndigt og klart forkyn­de Guds ord, så vi hører, at Gud ikke kun er Gud for de intellektuelle, for præsterne, for de retfærdige, men Gud for almindelige mennesker, Gud for syndere – for dem, der siger et og gør noget andet, de lidettroende og tvivlerne. Vi har mere end nogensinde brug for at høre om Gud og høre fra Gud. Vi har brug for præster, der tør sige tingene ligeud, bisper, der tør kalde en spade for en spade, kalde islam for vantro eller kætteri, stå fast på Biblen og bekendelsesskrifterne, rejse rundt i deres stifter og holde præsterne i ørene, når de ikke prædiker kristendom, og holde menighedsrådene i ørene, når de glemmer deres hverv.

Hvad vi har, er noget ganske andet. Forældre, der ikke kunne drømme om at lære deres børn kristendom. Skoler der af al magt forsøger at undgå deres forpligtelse til at undervise i kristendom, og præster, der vil have fri om søndagen, som vil hygge og være rare, præster som smiler sødt, og laver spændende aktiviteter, men som ikke siger noget, præster, som juleaften prædiker flygtningepolitik, præster, som altid er parat til at forsvare islam imod kolleger, som skulle vove netop at kalde en spade for en spade. Præster, der ikke engang ejer en smule stolthed over deres fag. Og vi har bisper, der er alt for så forsigtige og pæne. Bisper, der er kontorchefer og som diplomatisk forsøger at være venner med alle. Hvis man har adgang til nettet, kan man f.eks. gå ind at se, hvad den formentlig kommende biskop i København siger om kristendom og islam. Man skulle tro, det var skrevet af en vanvittig. Hvorfor bruger Folkekirken millioner på computere og udstyr, som præsterne skal bruge, fordi de skal personregistrere – en opgave, som vel rettelig staten burde varetage.

Det burde være anderledes – og er I her ikke enige i alt, hvad jeg har nævnt her, så har I nok en anden mening om, hvordan skabet skal stå i kirken. Men hvis jeg så siger: Jamen, så gør noget! Sig noget, gør noget, råb op, lav larm, gør din indflydelse gældende, stå op – så er det måske matematiktimen om igen: Nej, hus forbi, nej uha, nej, jeg skal ikke nyde noget! Jeg kan ikke gøre den slags. Det har jeg slet ikke forstand på, jeg er jo bare en almindelig kirkegænger, en stakkels ulærd mand eller kvinde, jeg er for ung eller for gammel, hvor skulle jeg kunne bide skeer med de store?

Men her skal vi bide mærke i det, jeg fortalte: At Jesus ikke hørte på Peters undskyldning. Nej, han overhørte den fuldstændig. Kun dette ene: Fra i dag skal du fange mennesker! En myndig ordre – det var, hvad Peter fik. Peter var måske nok kun en ulærd fisker, men af ham skabte Jesus en myndig Herrens tjener. Og sådan med os. Det kan ikke nytte, at vi bare sidder og tier og gemmer os. Alle der er krøbet ud af dåben er lige fuldt præst, biskop, kardinal eller pave, sagde Martin Luther. Det er det, han kaldte det almindelige præstedømme. Og hvis forældrene forsømmer at oplære deres børn i den kristne børnelærdom, hvis skolerne glemmer deres pligt, hvis præster og bisper ikke forkynder evangeliet, ikke maler os Kristus for øje, så gør noget, påtal det, gå til manden og tal af hjertet. Vær ikke bange, for kommer det fra hjertet, kan det også forstås. I Hviding kirke nede ved Ribe var en enkefrue på sognets største gård engang i 1700 tallet levet så træt af, at præsten altid kun talte om sædskifte og jordbonnitet, at hun af egen lomme lod male et billede af den korsfæstede Kristus, som hun betingede sig, skulle hænge lige overfor prædikestolen, sådan at præsten aldrig kunne undgå at se den korsfæstede, når han prædikede. Det var måske ikke så elskværdigt gjort, men det var dog ret gjort.

Hvis der er noget i kirken, der ikke er som det burde, så stå op og spænd bælte – og gør noget. Hvem er der til at gøre noget, om ikke jer! Ingen er jo tilskuer til en gudstjeneste, ingen kan være passivt medlem af kirken. Præsten har af menigheden fået overdraget prædikeembedet og sakramenternes forvaltning, undervisning og sjælesorg. Og sådan skal det være for at det hele ikke skal ende i rod og sniksnak. Men derfor skal enhver dog selv bidrage. Forkyndelse – det påhviler også jer, nemlig ved at forsvare evangeliet, hvor I kommer. Ved at modsige fordomme og snak, ved at gå imod misbrug, forsømmelser og pjank. Det kan godt være, I ikke føler jer rustet til det, men jeg siger jer: Hvis I mener, hvad I siger, er I så vel rustet, som I kan blive. Hvis man har en sag, kan enhver brænde igennem og gøre sig forståelig. For hvis I ikke gør det – hvad så? Så forbliver fordommene måske uimodsagt, så forbliver en falsk opfattelse. Hvem ved, hvad der sker, når man siger sin mening højt og klart? Måske bliver man til grin, ja, men måske en og anden hører og tænker og finder Gud gennem jer? Menneskefiskere – det er vi, og Herren vil bruge netop os. Det kan ikke nytte, at vi vender os og tror, han taler til nogen andre. Det er os.

 Og én ting skal vi frem for alt huske: Vi skal ikke gøre andre til kristne. Det er ikke det, det betyder. Gud alene skaber kristne, skaber børn for sig. Ikke vi. Vi skal alene forkynde, vidne, fortælle, tale, synge, bede. Og kommer der så tilsyneladende end ikke det mindste ud af det, så skidt med det. Det er ikke os, der skal skabe og opretholde kirken. Det skal Gud nok selv klare. Men vi skal vidne, tale, sige fra. Det er svært, men alligevel let: Alt står i Gud Faders hånd. Vi hører ham til – hvad er der så at frygte?

Amen