Prædiken til 12. s.e.trin. II
Matt 12, 31-42
Salmer: 736, 446, 31, 4/736, 446, 31, 160, 4

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt, siger Jesus. Vi lader den lige stå et øjeblik, som de siger på tv. Ethvert tomt ord, vi fik sagt, skal vi aflægge regnskab for. Altså også det dumme sludder vi fik sagt over en guldbajer sidst på natten ved Tove og Orlas sølvbryllup. Også de forbandelser vi fik råbt, da vi kørte på landevejen efter ham den gamle bessefar med blød hat. Også det, vi stod og skreg på sidelinjen, da sønnike spillede lilleputfodbold imod drengene fra Vinderup. For slet ikke at tale om det sure grynt, vi fik afleveret derhjemme til konen, til manden, til børnene. Alle de bedrevidende, skråsikre, selvhøjtidelige og tankeløse ord skal vi stå til regnskab for, siger Jesus.

Og så påstår folk, at de ikke ved, hvad de skal med Guds tilgivelse og syndernes forladelse!

Jesus tillægger ord en enorm betydning. Han ved, hvad ord kan. Vi siger så tit, at det kun er ord, men ord er aldrig kun ord, aldrig kun uskyldige lyde. Ord er handling, de er magt. Ord kan være mord uden m. Og ord kan løfte et menneske ind i himmerige. Uden at vi mærker det, kan vore ord i andres øren være som glasskår, som nåle og barberblade, som ætsende syre. Og de kan omvendt være som den blideste vuggesang, som lindrende salve på sår, som den svale aften efter en hed sommerdag. Sådan er det. For et par år siden var der en meget omtalt sag fra Canada, hvor en ung pige tog livet af sig selv, fordi hun ikke kunne holde ud at læse, hvad andre skrev til hende og om hende på telefonen. Det var kun ord, og de var vel ikke skrevet for at slå ihjel, men det gjorde de. Uanset hvad vi mente og tænkte, da vi udtalte dem, så gør ord ting ved os. Det er slet ikke sikkert, at sygeplejersken på hospitalet tænker særlig over de små venlige hverdagsord, hun siger til den syge, mens hun retter på puden eller tjekker blodtryk. Men jeg er nær ved at tro, at hendes små venlige ord kan have næsten lige så stor helbredende virkning som lægens pulvere og piller. 

Uendelig alvorligt er det, som Jesus får sagt, men han har en god grund til at tale sådan. Det kan være slemt nok at skulle stå til regnskab for det, man fik sagt i en brandert eller det, man fik råbt til ham med den bløde hat. Men for Jesus er der noget, der er meget værre: Nemlig når vi med tankeløse, dumme ord tager glæden og tilliden og livsmodet fra andre mennesker. Det er i hans øjne aldeles utilgiveligt.

Forhistorien til det, jeg læste før, er, at Jesus netop har helbredt en mand, som var både blind og stum. Straks da det er sket, er der nogen af farisæerne, der jo i forvejen ikke kan lide Jesus, som påstår, at Jesus står i forbindelse med Djævlen. Kun fordi han bruger djævelsk magi, kan han helbrede på den måde, siger de. Så farer Jesus i flint og siger det med de tomme ord, som vi skal stå til regnskab for. Med deres tankeløse snak spreder de gift og glasskår i andres sind. Hvad med alle dem, der har hørt på Jesus og har fundet glæde og trøst og frimodighed hos ham – dem risikerer de jo at tage glæden bort fra med deres tomme mistro. Bare fordi de er sure og mistroiske – giver det dem så ret til at tage andres glæde bort? Hvad ved de overhovedet om det, de siger?

Det er det, der er på spil. Jesus er han kommet og har fortalt alle de umyndige, alle de fortrykte, alle de elendige, alle de små, at Gud med ham er kommet til dem. Gud er ikke kun præsternes, de riges, de mægtiges, de troendes, farisæernes og de skriftkloges Gud. Gud vil være Gud også for syndere, for tvivlere, for dem, der ikke kan få det hele til at gå op. Jesus sammenlignede sin samtid med en herlig, kæmpestor bryllupsfest: Han er selv brudgommen, der er kommet for at hente sin brud. Og skønt hun er en billig dulle – er det hende, han er kommet til. Vær derfor nu ikke så sammenkrummede, så mistroiske, så vagtsomme. Stræk benene, ret ryggene, løft hovederne, sænk skuldrene. Der er tilgivelse og modtagelse for alle, der blot tør være dem, de er.

Det er glædesbudet, som Jesus er kommet for at forkynde for alle. Og ve da de usle karle, de ondsindede skiderikker, der med deres tankeløse ord tager den glæde væk fra andre! Ve dem! For de lukker dem selv og andre ude fra tilgivelsen, fra glæden. For hvor er festen, når man er gået fra den? Hvor holdes der brylluppet, når man var for fin til at møde op? Hvem kan høre brudgom­mens tale, hvis man har lukket døren og har sagt til de andre, at de skal gøre det samme?

Det er i den sammenhæng man skal forstå ordene om bespottelsen af Helligånden. Det er ikke en eller anden helt særlig mystisk synd, som man ikke må begå, fordi den af en eller anden grund er helt utilgivelig. Bespottelsen af Helligånden er ikke sådan en slags knivlov, som ingen forstår og som gør, at alle er bange for at tage på skovtur med så meget som en proptrækker eller en simpel lommekniv. Det er ikke sådan. Når Jesus siger det om Helligånden, så skal det forstås på samme måde, som da han engang pegede på sin tilhængerskare af toldere og syndere og sagde: ”Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb”. Den, der med sine tomme, dumme ord bringer andre til at tvivle om Guds troskab og tilgivelse – han lukker sig selv og andre ude fra netop Guds troskab og tilgivelse.

Det kan man nemt forstå med et lille eksempel: En mand er sin kone utro. Han fortryder sin tankeløshed og beder hende tilgive. Efter nogen tid beslutter konen sig til at tilgive: Det er tilgivet, siger hun. Og giver ham dermed hans tabte ægteskab tilbage. Men lad os nu sige, at manden tænker: Hm, det er nok ikke rigtigt. Hun vil bare hævne sig engang. Hun husker alt og nu vil hun bare bruge det skete som en klemme på mig. Sådan tænker han. Han tør ikke tro hende på hendes ord, og nat og dag lurer han på hende, vender ethvert af hendes ord for at se, om ikke det skulle rumme en hemmelig, giftig hentydning. Sådan en mand har jo lukket sig selv ude fra sin kones tilgivelse – han lever som om tilgivelsen aldrig var sket. Og da er det jo ganske som om den virkelig ikke er sket, som om han aldrig har fået hendes tilgivelse.

Bespottelsen mod Helligånden er af samme slags: Det er den at lukke sig selv og navnlig andre ude fra Gud ved at nedgøre evangeliet. Ganske enkelt. Og det er klart, at det er en synd, der ikke kan tilgives – for hvordan skal man tilgive den, der lukker ørerne eller som løber rundt og lukke ørerne på andre? Hvordan kan man tilgive den, der ikke vil tilgives? Det kan blive svært nok at skulle gøre regnskab for alle de tomme ord, vi fik sagt, men ve os, hvis vi med vores tankeløse ord har lukket døre for andre!

Den slags kan vi komme afsted med på så mange måder. F.eks. ved at nedgøre det, som er ånden i kirken, i gudstjenesten: At her samles syndere for at høre det umulige glædesbud. Her er et sted at gå hen. Ved gudstjeneste skal man tage præsten på ordet. Når præsten siger: ”Fred være med jer”, så skal man høre det ganske som det siges: Nu er Guds fred med mig. Virkeligt, i dag! Og når præsten til sidst i gudstjenesten velsigner menigheden og siger ”Modtag Herrens velsignelse”, så skal man sige til sig selv: Nu har jeg modtaget Guds velsignelse! Og når man går til nadver og hører præsten sige, at Jesus Kristus nu har gjort fyldest for alle vore synder, dvs. udvirket, at vi nu modtager Guds tilgivelse – så er det sådan det er! Man skal altså bare tage ordene for pålydende. Ikke stille betingelser eller opfinde hindringer. Det er ganske som i Rema. Når kassedammen scanner glasset med rødbeder ind og siger 28,95 – så er det sådan det er! I Rema går man ind ad døren, finder rødbederne, hører hvad kassedamen siger, betaler prisen og går. I kirke går man ind, lytter til, hvad præsten siger, bliver glad og går!

Men vi har desværre oplært os selv og andre i at bespotte Helligånden. Uden at vi tænker over det, måske, men ikke desto mindre. F.eks. når man i frokostpausen på arbejde engang kommer til at sige, at man da vist nok skal have en særlig tro eller være særlig religiøs for at gå i kirke. Sådan noget tankeløst bavl, som vi egentlig ikke ved en pind om, men blot lader munden løbe om - ganske uden at tænke på, at der måske sidder en med ved samme bord og tænker: Åh nå, skal man først være religiøs og have troen – men det har jeg jo ikke! Og så er det hele måske slet ingenting!

Eller hvis man sidder der ved et andet bord og underholder de andre med alle ens forbehold og al ens distance: Jo, jeg er måske nok kultur-kristen, men det med kirkegang og Jesu opstandelse fra de døde – det er dog nok mest gammel overtro. Igen sådan noget tom snak, som mest er beregnet på at andre skal synes det rigtige om en. Og igen: Uden at vi ved det sidder der måske en ved samme bord, som nu mærker disse ord som glasskår i sit hjerte: For var det så slet ingenting – er Jesus så ikke opstået, og er alt det, hun hørte i kirken – og som gjorde hende så glad og lettet – slet intet? Da gælder det til os: På dine ord skal du frikendes og på dine ord skal du fordømmes.

Vi holder kirke, fordi det har behaget Den Almægtige at se hen over alle vores synd og ondskab. Det er det, jeg som sognepræst er forpligtet på at forkynde – til glæde og befrielse. Men ve os da, hvis vi regner det for ingenting. Og ve os dobbelt, hvis vi tager glæden og befrielsen fra andre!

Amen