Prædiken til Midfaste søndag, 10/3 2013

Joh 6,1-15

Salmer: 752, 598, 389, 84, 2

 

Gud, lad os leve af dit ord

som dagligt brød på denne jord,

og før dermed fra grådens dal

os hjem til Himlens frydesal!

 

Jeg vil i dag gerne fortælle jer, hvad I skal stemme. Der er godt nok ikke noget, der tyder på, at vi skal have folketingsvalg lige med det første, men jeg tænker, det vil være rart at vide i god tid, så man ikke stemmer på de forkerte næste gang! Det kan jo få ret alvorlige følger for os alle sammen, hvis det er de forkerte, der bestemmer – det skulle vi vel nok kunne være enige om. Nå, ja, jeg skal nok lade være fortælle jer, hvilket parti I skal stemme på. Og jeg skal også nok lade være med at begynde at udnævne en eller anden politik til at være særlig kristelig politik – gjorde jeg det, ville jeg jo ikke være bedre end de præster, der på selve juleaften for nogle år siden pludselig gav sig til at tale flygtningepolitik. Det skal jeg nok lade være med, men på den anden side: Hvem i alverden har dog fundet på, at præster slet ikke må sige noget om politik fra prædikestolen? Eller hvem i alverden har opdigtet det vrøvl, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre?

Lad mig begynde med at fortælle, hvorfor jeg vil tale om politik i dag. Det skyldes Johannes egen beretning her til Midfaste søndag. Når man læser prædikener og kommentarer til denne historie, skulle man godt nok tro, den handler om mad og drikke og Guds omsorg. Når kunstnere skal illustrere den, er det altid noget med brødkurve, fisk og brød. Men det handler historien altså ikke om. Den handler om, hvordan han, der på forunderlig vis bespiste 5000 mand med to fisk og fem brød – at han gik sin vej, da de ville gøre ham til konge. Han ville ikke være deres politiske fører, deres statsoverhoved eller deres oprørshelt. Ikke tale om. Da de begyndte at råbe: Befal, Fører, vi følger! - så gik han. Det, Johannes fortæller, svarer altså nøje til det, vi hørte for et par søndage siden, hvor djævlen fristede Jesus. Djævlens tredje og sidste fristelse lød sådan her: Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil bøje dig ned og tilbede mig. Det vil sige: Jesus, brug magt og vold og tvang og frygt til at nå dine gode mål. Det er nøjagtig den fristelse, Jesus møder, da folk har spist sig mætte og råber: Jesus, vær vores hersker, vær vores leder, vores præsident! Men ikke med Jesus! Han vender rundt på hælen og er væk. Mit rige er ikke af denne verden! Det var ordene til Pilatus, da de ville dømme ham som politisk oprører.

Og se, her har vi pointen. Netop fordi Jesus ikke ville være politiker, netop derfor kan vi i kirken sige noget helt grundlæggende om politik. Præcis fordi Guds rige ikke er af denne verden, kan vi sige noget klogt om, hvad politik er og bør være i denne verden. Jeg mener det faktisk. Hvis der skulle komme valg her indenfor den nærmeste fremtid – hvordan skal man så forberede sig og hvordan skal man finde ud af, hvem man skal stemme på? Ved at gå i kirke. Ved at gå til gudstjeneste. Her kan man nemlig lære noget afgørende om grænserne for politik. Om hvad love kan – og hvad de ikke kan.

Hvert år i oktober åbnes Folketinget med en gudstjeneste. Det er ikke bare en gammel tradition fra før ruder konge var knægt. Det betyder noget! Jeg ved godt, at mange af politikerne ikke regner det. Der er dem, der ikke vil deltage og dem, der deltager i protest, men meningen er god nok: Ved at begynde folketingsåret med en gudstjeneste, får man sat tingene på plads. Vi begynder året med at huske vort ansvar overfor Gud. Fokus bliver dermed sat på det, som politikerne skal tage sig af – og det, de venligst skal holde fingrene fra! Jeg har ikke tænkt på det før. men næste gang, der udskrives Folketingsvalg, skal vi måske holde folketingsvalgsgudstjeneste her i sognene. Ringe med kirkeklokken og kalde alle til kirke, så de – inden de stemmer – kan få sat tingene i perspektiv.

Hvem skal man nu stemme på til et folketingsvalg? Man skal stemme på en politiker, der har begge ben på jorden og forstår sig selv netop som politiker. Ordet politiker betyder nemlig bare ”en borger”. En politiker er altså en borger, der har fået et tillidshverv overdraget af sine medborgere. De har givet ham deres stemmer, så han så at sige kan være deres stemme i Folketinget. På samme måde med en minister. Minister betyder egentlig ”en tjener”, og det er hvad ministeren er. Han er sine medborgeres tjener. Man kan godt få det indtryk, at ministre i dag tror, de er en slags direktører, men en minister er principielt en, der står til tjeneste for sine medborgere. Nuvel, man skal stemme på en mand eller en kvinde, der kender sin plads og er ydmyg overfor sit hverv. På latin betyder ydmyg egentlig ”af jorden”, eller ”jordbunden”, og sådan en skal man stemme på. En der ved, hvad politik alene går ud på. Det går ud på at sørge for, at vi har gode, indlysende, klare, forståelige love, så vi har rent vand i hanerne, så vi har gode hospitaler til når vi bliver syge og plejehjem, til når vi bliver affældige. Børnehaver og skoler til vore børn. Fængsler til dem, der ikke kan lade andre i fred. Gode veje og jernbaner, så vi kan rejse, hvorhen vi vil. Politi og hær, så vi kan passe vores arbejde i fred for voldmænd og fjender. Men først og sidst skal de sikre, at vi kan være i fred for politikerne! At vi kan forsamles og tale, tænke og tro, som vi vil – uden indblanding og overvågning og kontrol fra myndighederne.  En politiker, der ved, at det er opgaven – det, og ikke andet – han kan godt få min stemme.

Problemet er, at netop det glemmer politikeren let, når de bliver valgt ind. De mange møder i København og Brussel langt hjemmefra, hele møllen med sekretærer og vagter og folketingsbetjente, tv og journalister – alt det gør, at ens fødder begynder at lette fra jorden og man begynder at tro, at man som politiker skal mere end politik. At man f.eks. skal lave om på mennesker og skabe et paradis på jorden. At man skal forandre gammel skik og tradition – bare fordi det er gammel skik og tradition. Det er på den måde man får hele det moderne rædselskabinet af vildtflyvende lovforslag: Kulturministeriet, kongehuset og folkekirken skal nedlægges, hash og prostitution skal frigives, flerkoneri skal være tilladt, korset skal ud af vore pas og af Dannebrog. Grundloven skrives om. Og i den virkelig farlige ende: Told & Skat skal have flere beføjelser, f.eks. til at gå ind i folks haver og huse uden dommerkendelse. Grænserne overvåges elektronisk, personregistre sammenkøres, personlige oplysninger og dna sælges til højestbydende osv. osv. Når politikere begynder at tro, de er sat i verden for at adfærdsregulere os med alt fra afgifter på fedt, sukker, tobak, benzin og til love, der indskrænker den enkeltes frihed, så er Fanden løs. For så har de forladt deres arbejde og er holdt op med at være vore medborgere og tjenere – og er i stedet blevet vore selvudnævnte guder.

Se, i den forstand mener jeg absolut, at vi i kirken både må og skal tale om politik. Netop fordi Jesu rige ikke er af denne verden, altså ikke er et politisk rige, en særlig kristelig stat, et præstestyre – netop derfor kan vi sige, hvad politik er: Det drejer sig om, hvordan vi indretter os praktisk med hinanden her på jorden i dag. Ikke om, hvordan vi måske kan forvandle verden til et paradis engang i 2020 eller om hundrede år. Jesus kom ikke for at indføre en mønsterstat i verden. Han vidste, at det vigtigste i verden – det kan man grundlæggende ikke fremme med love og regler. Det sker i frivilligt, i samvittigheden, i tro og tillid. Verden er ikke Paradis af i morgen. Verden er ikke Guds rige, og den bliver det aldrig. Den er den skabte og faldne verden, syndernes verden slet og ret. Først når vi får det forkyndt i kirken, kan vi se klart nok til at indrette os besindigt og fornuftigt med hinanden i verden som den nu er.

Luther brugte et meget godt billede på dette med politik og kristendom, lov og evangelium. Han sagde: Gud har to hænder, to måder at styre på: Med venstre hånd, kejthånden styrer han verden gennem loven, gennem myndigheder, det være sig folketing, politi og domstole. Eller en konge, en præsident, en diktator. Her handler det for Gud om at tvinge os syndere til at opføre os nogenlunde godt og med et minimum af anstændighed. Alle verdens herskere og politikere er på den måde Guds redskaber til at skaffe en vi ydre orden – og så er det bedøvende ligegyldigt, om disse herskere personligt tror på Gud eller tror på noget helt andet. Med højre hånd derimod styrer han i åndens rige. Her er der ingen tvang. Her må alting foregå i frihed, i tro eller ud fra ord og gode grunde. Med højre hånd vinker Gud os til sig med sit evangelium for at vende os om, forvandle os, højne og rejse os.

Med det billede ville Luther sige: Politik er ikke et område af tilværelsen, hvor Gud ikke har noget at gøre. Så ville Gud jo ikke være Gud længere. Gud hersker på to måder. Den ene måde er ham egentlig fremmed, men han gør det, fordi vi er som vi er. Den anden måde er hans egen måde: I tro, i frihed og kærlighed.

Sådan er det. Vist skal præsten ikke tale partipolitik. Men han kan og skal faktisk sige noget om grænserne for politik. Når politikerne vil bestemme over samvittigheden, når de vil bestemme, hvad vi må sige og tænke og tro, når de har glemt, at vi skal elske Herren vor Gud og tjene ham alene, så er de gået over grænsen og er i stedet begyndt at svæve op i den blå luft som gasballoner. Verden er kun verden – og her må vi se at indrette os så godt, vi kan. Men Gud fri os fra at tro, vi skal mere end det.

Sådan er det så sært. Netop fordi Jesus sagde, at hans rige ikke er af denne verden, netop derfor kan vi se klart nok til at tage os af det, vi som mennesker alene skal tage os af. Amen