Prædiken til Midfaste søndag, 18/3 2012

Joh 6, 24-35

Du bliver, hvad du tænker. Eller: Det, du tænker om dig selv, det bliver du. Ifølge en ny film er det et af den tidligere engelske premierminister Margareth Thatchers yndlingsudtryk. Hun er åbenbart et menneske, som tror på ordets og tankens magt: Du bliver, hvad du tænker. Jeg tror, der er noget om det. Det, som vi tænker om os selv – det bliver vi!

Det er noget, vi godt kender lidt af erfaring. Hvis jeg tænker, at jeg er en taber, som ingen kan lide, så bliver jeg også nok snart netop sådan en taber, som ingen kan lide. Hvis jeg tænker mig selv som et stakkels offer for alt muligt: For alle de andres ufølsomhed, uretfærdighed og ondskab, så bliver jeg nok snart sådan et flæbende, selvmedlidende skvat, som sidder og fortæller bartenderen, at ”min kone forstår mig ikke”. Eller for nu at tage det modsatte med: Hvis jeg f.eks. tænker, at jeg er Guds gave til verden og at hele universet holder vejret i spænding for at høre på mig, så bliver jeg nok højst sandsynlig sådan som jeg tænker: en opblæst nar. Det er ikke den store kunst, men hold nu fast: Hvis vi tænker, at der er intet højere, ingen Gud, intet over mennesket, ingen herre, ingen himmel. Mennesket er kun et dyr, udstyret som andre dyr med visse behov, så bliver vi til sidst til – dyr. Eller hvis vi tænker: Der er ingen Gud. Vi mennesker er vore egne skabere og herrer, så bliver vi – ikke guder, men umennesker, overmennesker, dæmoner.

Det vi tænker, det bliver vi. Men tankerne, som vi tænker, de sås med ord. Ingen tænker blot ud af det blå, men ord plantes i os og bliver til tanker, som igen bliver til - os. I Biblen er der mange advarsler imod at lade munden løbe, for ord er som sædekorn. Når de trænger ind gennem øregangen og ind i hjerne og hjerte, så slår de rod og bliver til tanker, som igen bliver til – os. I virkeligheden burde vi behandle ord, ligesom vi behandler farlige kemikalier eller sprængstoffer. De burde opbevares under lås og slå i særligt sikrede tanke med gule advarselsskilte på. For de er aldrig uden virkning – selv de tommeste af dem bliver til tanker, som igen bliver til virkelighed, til liv, til os.

Man overser tit, at der i Johannes-evangeliets 6. kapitel tales ret meget om skibe og både og sejlads. Og måske husker nogen endnu skipper Mogens Frohn, der for efterhånden mange år siden sejlede ud med skonnerten ”Fulton” sammen med en hel masse uregerlige drenge, som var blevet opgivet af skole­systemet og anset for at være uden for pædagogisk rækkevidde. Alt muligt havde lærere og pædagoger forsøgt, men intet havde virket. Til sidst havde man opgivet dem. Nu kunne drengene passe sig selv i forskellige institutioner og væresteder. De var blevet vant til at tænke om dem selv, at de var en flok nuller, bøvede, uregerlige, ubrugelige og udenfor. Og så blev de nøjagtig sådan! For hvad vi tænker, det bliver vi. Men om bord på ”Fulton” blev de mødt af en helt anden ånd. Skipperen mødte dem med forventning. De var ikke dødvægt på skibet. Der var en plads til dem. En opgave, de skulle udfylde, ellers kunne skibet ikke sejle. De blev taget aldeles alvorligt – ikke som tabere, men som voksne mennesker. Mogens Frohns pædagogik var en mærkelig blanding af håndfast kærlighed, kontant afregning, hvis man ikke makkede ret, og godnathistorie på sengekanten, når dagen var til ende. Drengene lærte at tænke som sig selv, at de var noget – og så blev de noget! Frohn såede ord hos drengene, som blev til tanker – og så blev de, hvad de tænkte. Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at for rigtig mange af de drenge, som kom ud at sejle med ”Fulton” blev skipperen ”livets brød”, dvs. deres livs faste holdepunkt, deres styrke, mening, retning og glæde.

Kirken er jo også et skib, og på samme måde vil vor Herre være ”livets brød” for os. Nemlig ved at sige ord til os, som vi ikke hører andre steder – ord som kan blive til nye tanker hos os, som igen kan gøre os til nye mennesker. Eller gøre os til mennesker, slet og ret! Der er en, der forventer sig alt af os. Der er en myndighed over os, som holder os fast. Som Jesus holdt sine disciple fast i sin helt ufattelige tillid og forventning, sådan holder han os fast endnu i dag. Til alle lyder det: Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Ikke som en urimelig ordre, men som glædesbud, som tilgivelse, som rygstød: Hør nu, du som sidder og tænker, du er ingenting, et dyr, et offer, et gammelt liv, en patient, en kasseret eksistens. Du som tænker, der er ingen, der har brug for mig. Du som måske nu virkelig er blevet det, du tænker. Stop de tanker nu! Her er nye tanker til nyt liv: Også du skal! Også for dig er der en plads i verden. Dit liv er lutter opgave, forventning, også du er kaldet til at vise barmhjertighed, storhed, ridderlighed, mod, kaldet til at tjene og gavne! Eller du, som tror, du skal være en lille gud på jorden, og nu er ved at knække halsen på alt det, du tror, du skal have styr på og bestemme. Også dig er der de største forventninger til i himlen. Ikke til at være det, du tænker, men til at overtage Herrens tanke om dig: At du skal være menneske med en opgave blandt andre mennesker. Ingen er for ringe, ingen er udenfor, ingen for sølle. Vi kan begynde i dag! Jesus mener det ganske som han siger det: enhver, som min Fader giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort udenfor”.

På Fulton måtte skipperen mange gange kalde drengene til orden og holde dem fast på deres nye liv. Gang på gang blev de fristet til at falde tilbage til deres gamle tanker – og når de gjorde det, så blev de jo som de gamle tanker var. Så blev de igen til nuller og bøverter. For vi bliver det, vi tænker. Og sådan er det også nok med os. Det er i grunden bare derfor man går i kirke. For igen at høre Herrens ord. For igen få nye tanker, for igen at blive nye mennesker.

Det er også derfor vor Herre lærte os at bede sådan i Fadervor: led os ikke i fristelse! For alt hvad vi hører andetsteds end hos Jesus, er en fristelse. Det er en fristelse at tænke, vi kun er dyr. Det er en fristelse at tænke, vi kun er vores sygdom eller vores fattigdom. At vi kun er det, vi mangler eller ikke har. At vi bare er væsner med visse behov, som skal tilfredsstilles. Det er en fristelse at tænke, vi er ofre eller uden skyld eller ansvar. Det er en fristelse at tænke, at livet er uden mening. Og det er en fristelse, den største og ledeste og farligste fristelse at tro, der er ingen Gud. Det bliver ikke ved tanken. Alle de tanker, alle de fristelser bliver til virkelighed. De bliver til os. De gør os til umennesker, hvad enten det er som overmennesker eller som dyr.

Du bliver det, du tænker, og du tænker de ord, som er sået i dig. Sådan er det. Derfor skal vi luge ud i tankerne, for de er måske virkelighed i morgen. Jeg synes nok, der er meget, der tyder på, at i morgen snart kommer. Fra alle sider bombarderes vi med den tanke, at alt hvad et menneske er – det kan koges ned til nogle behov, som skal tilfredsstilles for at fungere. Hør hvor videnskabeliggjort vores snak er. Når vi taler om os selv, lyder vi som maskinmestre, der taler om deres maskiner. Vi skal have mineraler og Omega3-fedtsyrer, vi skal have sørge for at holde væskebalancen i orden. Vi skal så og så store mængder lys og frisk luft. Vi skal motionere og styrke blodtilførslen til hjerne og hjerte. Vi skal have hvile og mindst syv timers søvn. Vi skal have intellektuelle udfordringer, vi skal have sex og kærlighed og ømhed – vi vænner os på den måde til at tænke os selv som maskiner, som ophobninger af behov. Altings mål er bare at holde maskinen kørende. Hør, hvordan politikerne taler om de gamles ”basale behov” på plejehjemmene. Når fru Jørgensen har fået kommunal storkøkken-mad, serveret i vakuumpakket plastic, når hun har fået sine piller skyllet ned med tilstrækkelig væske, og når støvsugerrobotten har sørget for rengøringen, så fungerer fru Jørgensen. Hav en god dag, fru Jørgensen!  Når vi tænker sådan om hinanden og os selv, så blive vi sådan, straks lurer umenneskeligheden lige om hjørnet.

Der er et gammelt, dystert ord, som vi ikke bruger længere i kirken. Det er vel fordi vi præster tænker, at sådan kan vi ikke sige i dagens Danmark, og hvad vil folk ikke tænke? Men også vi præster bliver, hvad vi tænker, og måske det er derfor, at kirkens forkyndelse tit bliver så bovlam og flad. Det er ordet fortabelse. Hvorfor siger vi det ikke som det er? Livet uden Gud er fortabelse. Det er ikke en trussel. Det er en konstatering. Et menneske uden Gud, uden forventningen, uden myndigheden, uden kærligheden, er fortabt, som barnet i den sorte skov, som selvmorderen på den øde bro, som den gale på sit ensomme hummer. Du bliver, hvad du tænker. Men hvorfor planter vi så alle de affaldsord, alle de tomme ord hos hinanden? De overses ofte, men måske er de to bønner de vigtigste i Fadervor: Komme dit rige, dvs. Kom, Herre, selv og plant dine ord hos os, og led os ikke i fristelse! Og Herrens svar er altid: Jeg vil! Jeg er livets brød, siger Jesus, den, der kommer til mig, skal sulte og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.

Du bliver, hvad du tænker. Tanker er toldfrie, men ikke virkningsløse. At vi tænker: Der er ingen Gud, forandrer ikke Gud, men det forandrer os. Det gør os til dyr eller umennesker. Uden Gud, kun umennesker. Derfor handler hele Johannes-evangeliet kun om dette ene: At Gud er kommet til os. Tro det! Og lad mig så slutte denne prædiken med at hilse jer som man gjorde i gamle dage, når man sagde: Gå med Gud! Bedre ønske, bedre hilsen findes næppe: Gå hjem og tænk om dig selv: Herren går med mig. Han vil mig og han har sat mig livet for som min opgave, at jeg skal leve og tjene.

Amen