Prædiken til St. Bededag I, 26/4 2013

Matt 3,1-10

Salmer: 754, 303, 250, 401, 456, 15

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Så er det konfirmation. Familien er samlet fra nær og fjern. Igennem det meste af et år har forberedelserne været i gang. Huset derhjemme er gjort hovedrent. Det nystrøgne Dannebrog er hejst på den nyvaskede flagstang. På terrassen står de nyolierede havemøbler og ligner noget fra Bo Bedre, og inden døre er der vasket af også oven på skabene og inde bag bøger på reolen. Tøflerne og hjemmeskoene og fars beskidte arbejdsbukser og sokkerne og bon’erne fra Rema og de gamle aviser er blevet forvist til en eller anden lukket skuffe sammen med cykelpumpen og den defekte mobiltelefon og nøglerne og alt det andet skrammel som plejer at ligge fremme, så alting kan ligne noget fra ”Kender du typen” eller ”her er dit hjem”. For familien er samlet, vi fejrer konfirmation, ja-ord og kristendom. Og så skal alting spille.

Sådan er det nok de fleste steder, men der er en underlig ting her. For netop den kristendom, vi fejrer her, er jo i de allerfleste familier netop ikke noget, der samler, men noget, der spreder. For sådan er det jo også i de fleste familier: En er kristen, en anden ikke. Moster Oda tror på Gud og går i kirke, men farbror Ivan tror i hvert fald ikke på Gud. Tante Gudrun tror på Gud, men altså ikke sådan som de gør i kirken. Faster Solveig ved ikke rigtig, om hun tror på Gud, men er på den anden side ikke afvisende. Og fætter Magnus er ateist. Sådan er det vistnok i de fleste familier: Når man sidder ved bordet i anledningen af konfirmationen, er det som hovedregel aldrig tro, man taler om, for så går det galt. Så kommer der knubbede og skumle miner og når farbror Ivan får lidt inden for vesten, så bliver han påståelig og så går moster Oda i seng. Så altså: vi er samlet i kirken, men troen splitter os ellers. Eller, det gør den tilsyneladende!

For måske er det, man tror, man skal tro, slet ikke tro! Jeg kan en lille sætning, som jeg gerne vil lære jer. Den er snart lært. Den består kun af fire små ord, men den rummer en sandhed, som burde kunne samle alle i enighed om bordet. Ja, jeg vil faktisk vædde med, at når det er gået op for alle, hvad det fulde omfang er af de tre små ord, så vil selv farbror Ivan og fætter Magnus komme kravlende hen til mig og sige: Undskyld, præst, at jeg ikke troede, men du havde nu alligevel ret. Det er sådan en lille skrap Johannes-Døber-sætning. Den er ikke umiddelbart glædelig at høre på, snarere tværtimod. Det er med min lille sætning ligesom med rengøring, som når mor de sidste dage har styrtet rundt og afsprittet nøglehuller. Jeg vil tro, der er gået flere liter Brasso, brun sæbe, sprit og rensebenzin til de sidste måneder – skrappe sager, men det skal til for at få skidtet væk. Og nøjagtig det er også min lille sætning beregnet til: At få alle de dumme forestillinger væk, som skiller, så vi sammen kan se det samme. Så ateisten og den lidt troende og den meget troende og den lidt tvivlende og den meget tvivlende og den ligeglade kan mødes på samme grund. Jeg vil påstå, at himmeriget og saligheden og glæden ved Guds skaberværk er ligesom bag et forhæng, en tynd hinde. Det er blot at høre og for alvor forstå det ord, så er man inde, og alting er forandret.

Nuvel, nu skal jeg ikke trække den længere. Her kommer den lille sætning, som vil fremme forståelsen. Den lyder sådan: Vi har ingen ret! Man kan også formulere den sådan: Et menneske har ingen ret i verden! Se, det lyder måske ikke særlig positivt, men sandt er det. Jo, bevares, vi har ret til fem ugers ferie og en femte ferieuge, hvis loven siger det. Vi har ret til understøttelse og sygesikring og barns første sygedag, hvis der er en lov, der siger det. Akkurat ligesom vi har ret til starthjælp hos Falck eller en lånebil hos værkstedet, hvis det står på vores forsikringspolice. Vist så. Men i øvrigt har et menneske slet ingen ret. Slet ingen overhovedet. Overfor livet, overfor døden, overfor sygdom og kærlighed har vi ingen verdens ret. Vi har noget, der hedder menneskerettigheder, men det er noget, nogen har skrevet ned på et stykke papir – andet er det ikke. Hvem har ret til at blive født? Ingen! Hvem har ret til et langt liv med sundhed og lykke? Ingen! Hvem har ret til at leve uden død og sorg og ulykke? Hvem har ret til ikke at dø? Hvem skal vi sagsøge, når ulykken kommer? Hvem skal vi trække i retten, når døden kommer? Hvem skal vi henvende os til, når vi vil klage over, at vi ikke blev født til opvækst i en milliardærfamilie i Florida, men hos en gas-og vandmester i Ølstykke? Ingen. Der er vi ganske retsløse, ingen ret har vi. Det er lige nøjagtig det, Johannes Døber vil sige. Hans taler er sådan: Ligesom rensebenzin og sprit og kausisk soda: Hvad har I gang i, spørger han? Hvorfor lever i som små forkælede dengser, der tror, verden er til for dem. Som om verden er en ret, I har, livet en ret, I har. Hvor har I den dumme ide fra? Nej, omvend jer! Hold op med alle jeres forestillinger om tro. Begynd fra grunden: Hvordan er du stillet, lille menneske? Jo, således: Du har ingen ret i verden! Sådan taler Johannes i vrede og harme. Og hvem kan påstå, at han ikke har ret?

Jesus er ikke uenig med Johannes, men det mærkelige er, at for Jesus – og i kristendommen i det hele taget - er det faktisk noget oprigtig glædeligt, ja, noget meget glædeligt. Ligesom messingen lysner og bliver blank, når den får Brasso, ligesom gulvet skinner på en anden måde, når det har fået klinkerens eller brun sæbe, sådan med virkeligheden, livet selv med den lille sætning. For, kære menighed: I betragtning af, at vi ingen ret har – hvor er vi dog så rige! Alt det vi har i dag – det har vi jo ingen ret til. Det er ren gave, ren nåde. At vi sidder her sammen denne dag, fine i tøjet, venner, familie, børn – det har vi da ingen ret til, men sikke en gave at få, når vi kunne være ingenting, kulstøv i det sorte, livløse univers. Tænk engang, det er virkelig sandt: Vi har ingen ret, men hvordan i alverden har vi så fortjent alt det, vi har fået her? Ja, det har vi ikke fortjent. Slet ikke. Og det er just lykken og det store forunderlige mysterium, som vi går rundt i hver eneste dag, uden at se det, uden at påskønne det, ganske uden at tænke over det.

Jeg ved godt, at nogen så vi indvende: ja, ja, det er meget godt, men hvad så med den uhelbredeligt syge, som ligger og tæller sine sidste minutter på det hvide hospitalsur? Hvad med fangen, der sidder på gulvet i det mugne halm eller den dødsdømte på vej til skafottet? Har de måske noget at glæde sig over? Er det dem en glæde, at de ikke har ret? Ville de ikke netop kunne sige: Hvorfor må vi ikke få lov at sidde til konfirmation med vores familie og glæde os med dem? Til det ville Jesus svare: Kære ven, bed til, at de ikke fristes til at sige sådan, for da bliver deres sidste tid et mareridt. Men omvendt: Hvis de tør sige til lægen, fangevogteren eller bødlen: Vi har ingen ret! Jeg har ingen ret! Se, da er de i samme nu med mig i Paradis. Gennem forhænget, inde i saligheden. For så er jo også de sidste sekunder jo et mirakel, et fuldkomment underfuldt mysterium: Jeg var ingenting og skal blive ingenting, men tænk, at jeg fik lov at være her – se andre mennesker, se dette forunderlige, som vi kalder livet. Det er godt, at der er sådan, vil Jesus sige. Vi har ingenting fortjent. Men alt, alt er nåde!

Jeg ved ikke, om I har tænkt sådan, men jeg tror, de fleste har prøvet det, når de ser på dyrene. Når man ser på koen på marken. Når man ser ned på hunden ved sine fødder. Når man står med kaninen eller kattekillingen sin hånd. Eller ser på den lille spurv på foderbrættet. Så fuldkommen uskyldige de er – i forhold til os. Der er ikke ondt i dem. Køerne står der med deres tunge hoveder og gumler tungsindigt. Hunden ser på en med sine hundeøjne og vil bare så gerne gøre os tilpas. Kaninen og kattekillingen ser på os – og er fuldkommen uden skyld i nogen ting, ligesom den lille spurv, der kæmper for sit korn, stopper op, og ser sig omkring. Dyrene er uden skyld. De kender sandheden: At vi er ganske uden ret. Kun vi mennesker er anderledes. Kun vi er skyldige: sammenlignet med dyrene dumme og afstumpede, blinde og uforstående. Har vi da slet ikke set, har vi da slet ikke fattet, at det hele er som en alt for stor gave – en af dem, hvor vi næsten forskrækket siger: Nej, det skulle I altså ikke have gjort. Det er da virkelig alt for galt!

Se, alt dette er kristentro. Måske vil nogen sige, det er enfoldigt eller naivt, men sådan er virkeligheden så! Men alle de dumme skænderier om, hvorvidt man nu tror, der er et væsen deroppe eller om han er sådan eller sådan eller om man må tvivler eller ikke tvivle: Lad alt det fare! Der er ingen grund til at det skal skille. For vi står jo på samme grund, alle sammen: Som dem, der er uden ret, men som stadig, hvert øjeblik for alting givet af Gud – ganske uden fortjeneste eller ret. Af lutter storhed og nåde. Netop som en gave, der næsten er for meget.

Mennesket er alene skyldigt, alle er det, og derfor er der én ting, vi kan og skal gøre – hvis vi for alvor har fattet betydningen af dette: Vi har ingen ret. Og hvad er så det? Ganske simpelt, at give det videre til andre. Hvad med at prøve at gøre sådan for andre – ikke en gang, men hundrede gange, for der går ikke skår af os ved det: netop sådan, at de andre målløs må sige: Nej, det er da alt for galt! Det skulle du da ikke gøre. Det er da virkelig alt for meget? Har I ikke gjort det endnu – så skynd jer. Det kan nås endnu!

Amen