Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift

HEM HINDBORG DØLBY KIRKER

Prædiken til 11. s. e. trin. I, 2019

Luk 18, 9-16

Salmer:  754, 217, 599, 526, 5

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi har på dansk det udtryk, at man kan være ”en hund efter noget”. Det udtryk betyder, at man er særlig ivrig efter eller vild med noget, og med billedet tænkes der på en lille hund, der sidder ved bordkanten og stirrer ufravendt på frikadellen, som husets herre fører op til munden. På altertavlen her i Hindborg har vi den lille hund, der sidder sådan.

Ved gudstjenesten skal man være en hund – ikke efter frikadeller, men efter ord. Når man er i kirke, skal man være vågen og bide sig godt fast i nogle særlige vendinger. Man skal ikke sidde og kigge på de andre kirkegængere, men være på vagt som den lille hund. Når jeg selv er i kirke andre steder, og der måske er barnedåb eller hvor præsten måske irriterer mig, så koncentrerer jeg mig om ordene. Jeg undgår at se på bedstemoderen i dåbsfølget, som har hele sin tankekraft samlet om at vinke til og smile til den lille. Eller bedstefaderen, som prøver at lade som om han ikke kan synge med. Jeg prøver også jernhårdt at se hen over det, der irriterer mig ved præsten – en snøvlende udtale, en uvane med at kaste med hovedet eller smile sødt, når der ikke er noget at smile af. Alt sammen for at være en hund efter nogle bestemte ord, som siges under gudstjenesten. Det kan være hilsenen ”Fred være med jer”. Det kan være velsignelsen: ”Herren velsigne dig og bevare dig”. Eller ordene ved dåb og nadver, hvor der erklæres noget. Så som: ”Den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed ham har gjort fyldest for alle vore synder ”. Sådan noget skal man være en hund efter. Det er ord, der skaber en ny virkelighed.

Den slags vigtige ord og erklæringer kender vi også andre steder fra. Når dommeren, efter at både anklager og forsvarer har procederet, fælder dom og siger: ”Thi kendes for ret”, så er det ord, der har følger, og derfor sidder alle i retssalen som små hunde og venter på ordene, der nu skal siges. For de skal siges, ellers er der ingen dom, ingen afklaring. Vi kender det også fra brylluppet, både det i kirken og det på rådhuset. Ægteskabet er først en realitet, når præsten eller giftefoden med ord har erklæret parret for mand og hustru. Først idet ordene siges, er det virkelighed. Det er også endnu sådan, at hvis en mand indkaldes til retten, skal stævningen overbringes til ham personlig. Den ansatte ved retten skal sige til den sagsøgte: Du er indkaldt og stævnet til retten den og den dag. Megen tid er gået med at finde folk, som har gemt sig eller er flygtet – netop for at de ikke skulle kunne høre indkaldelsen. Sådan er det med ordene og gudstjenesten. Når der siges ”Fred være med jer”, så skal man ligesom hunden snappe ordene og sige: Jeg har fred med Gud. Når det siges: Herren velsigne og bevare dig, så skal I sige: Nu er jeg den velsignede. Og når nadverordene lyder, så skal man på samme måde sig: Nu har Jesus Kristus båret alle mine synder!

Den lille hund lader sig ikke distrahere af, hvad der ellers foregår ved bordet. Den er bedøvende ligeglad med kartoflerne og salaten. Den er også helt ligeglad med, hvad dens mennesker taler om ved bordet. Hele dens sanseapparat er rettet mod frikadellen på gaflen. For måske falder der en bid af til den. Af hunden kan vi lære at fokusere på det væsentlige. Guds ord til mig, Guds befaling til mig i dag. Lad ikke øjnene hæfte sig ved damen foran og hendes uopdragne unge, lad ikke øjnene løbe over til ham den tykke svedende mand på tredje række eller hende den flotte blondine med de lange ben på fjerde række. Sig til øjnene: Hold jer for jer selv, og lad ørerne gøre arbejdet.

Over for Gud gælder nemlig ingen sammenligning mellem mennesker. Kun hans eget ord. Kun hans egen befaling. Hvad skal Gud bruge det til, at I måske går mere til kirke end andre? Eller hvad skal Gud stille op med den oplysning, at I heldigvis ikke er kriminelle eller har så uopdragne børn som hende damen foran, eller heldigvis ikke er så tykke som ham deroppe på tredje række? Hvad har det med sagen at gøre, at man desværre ikke er flot fyr, der kunne gøre indtryk på hende blondinen, men bare er en gammel hat? Det kommer slet ikke det smør ved. Gud er Gud, og Gud befaler. Gud erklærer, Gud bemyndiger, Gud tilsiger. Og det sker med menneskeord ved gudstjenesten.

Jesus fortæller lignelsen om farisæeren og tolderen i templet. Anledningen er netop, at nogle folk har travlt med at sammenligne sig med andre. Når man ser ned på andre, sker det som regel ved en sammenligning. Det lærer vi allerede fra vi er børn: Æv bæv, dit penalhus er ikke lige så stort som mit. Og her er altså nogen, som rakker ned og dømmer, fordi sammenligningen er til deres egen fordel. Da fortæller Jesus, og hans lille historie rammer på en prik. Den er så præcis og psykologisk dybsindig, at det har ærinde til alle tider. Forskellen på tolderen og farisæeren er, at tolderen ikke ved, at farisæeren er der, mens farisæeren i høj grad er klar over, at tolderen er der. Den fromme rettroende alvorlige farisæer har hele tiden et øje nede hos tolderen. Mens tolderen omvendt står som den lille hund ved bordet, og venter på et ord, et tegn, der kan modsige eller frisætte ham fra hans egen brøde, hans egen skyld. Farisæerens bøn var ikke mulig, hvis ikke tolderen havde været der. Men omvendt er farisæeren slet ikke til stede i tolderens bøn.

Historien handler altså ikke om, at tolderen er bedre end farisæeren. Hvis man får det ud af den, har man helt misforstået den, for så er man jo netop i gang med at sammenligne. Nej, historien handler om at fokusere på det væsentlige – lige over for Gud. Hvis man endelig skulle sammenligne rent menneskeligt, så er der ingen tvivl om, at farisæeren er en bedre, mere alvorlig, mere ansvarlig mand end tolderen. Farisæeren fortæller i sin bøn, at han faster to gange om ugen og betaler tiende af hele sin indtægt. Han gør altså Gud opmærksom på, at han, farisæeren gør mere, end loven foreskriver. Det var tilstrækkeligt at faste én gang om ugen, ligesom ingen betalte tiende af hele deres indtægt. Farisæeren er altså virkelig en alvorlig og ansvarlig mand. Tolderen fortæller på sin side ikke noget om sig selv. Hans bøn går slet og ret ud på, at Gud skal være ham nådig. Og det kunne nok også gøres nødig, ville farisæeren sige: tolderne var efter datidens tankegang slet og ret nogle dumme svin: De var romernes lakajer. De opkrævede skat på romernes vegne og de stak noget af det til side til sig selv.

Men det er som sagt alt sammen sammenligning, og den slags er en forbandelse for Gud. Hele brodden i historien ligger i, at farisæeren ikke går hjem som retfærdiggjort. Alt hvad han bygger sig selv op med, forkastes. Lovoverholdelse, faste og tiende – det hele. For over for Gud gælder kun Guds vilje, Guds egen dom – ikke vores sammenligninger.

Jeg tror, jeg vil foreslå Facebook, Twitter, Instagram og Google om at lægge Jesu lignelse op som adgangskode til de sociale medier. Hver gang nogen vil lægge opdateringer op, bør de terpe denne lille historie først. Beskeden er kort: Du er ikke, hvad du lægger op. Du er ikke din seneste opdatering. Du er ikke, hvad du er til sammenligning med de andre. Du er ikke, hvad du selv kan gøre dig til. Du er, hvad Gud siger, du er. Alle skulle kende den befrielse det er at komme til et sted, hvor sammenligningen er ugyldig, hvor al vores egen retfærdighed er underkendt på forhånd. Hvor man blot skal sidde som en lille hund og være en hund efter Guds ord.

I flere generationer har vi lært, at vi er, hvad vi selv gør os til. Sagt med et gammelt kirkeord, at et menneske skal ”retfærdiggøre sig selv”. Netop i disse år er det gået helt amok. Forleden hørte jeg en besynderlig historie om en såkaldt ”trygheds­gruppe” på den yderste venstrefløj, som har udgivet et skrift om, hvad man kan gøre, hvis man er hvid og skal til fest, og gerne vil undgå at fylde for meget med sin hvidhed til festen. Vejledningen er vistnok skrevet på baggrund af en fest i Folkets Hus på Nørrebro. Her mente nogen, at de hvide fyldte for meget i forhold til sorte og farvede eller brune. Budskabet var så, at hvis I som hvide skal til fest, så er det en god ide at tage pause fra dansegulvet, så man ikke straks indtager det. Anbefalingen var, at man skulle holde sig lidt i baggrunden, f.eks. kunne man tage opstilling i baren, sådan at sorte og brune også kunne få plads på dansegulvet. Man tror ikke sine egne øren, men denne sindssyge korrekthed findes i Danmark. I forbindelse med homo-paraden i København for et par uger siden, var der en gruppe, som optrådte med, at alle de hvide i gruppen gik bagerst og ryddede efter de andre. Det var et vigtigt signal, mente man, da vi hvide jo i århundreder har været årsag til så meget ondt på kloden. Nu kunne de gøre bod. Det er et vanvittigt eksempel på den moderne korrekthed, som ikke er andet end den samme gode gamle farisæiske retfærdiggørelse og sammenligning.

Sammenligningen er vitterlig en forbandelse. Med den kan vi menneskeligt møve os op over andre, så vi luner os ved, at vi da i det mindste ikke er så slemme som de andre. Og med den kan vi slå os selv i hovedet med alt det de andre er og har, men som vi ikke er og har. Sammenligningen er årsag til det mest brovtende og selvforher­ligende storhedsvanvid og de mest hjertekrympende selvbebrejdelser og mindreværdskomplekser.

I evangeliernes beretninger om Jesus er det karakteristisk, at Jesus – som den eneste – aldrig tager hensyn til sammenligningen mellem folk. Om det er overtolderen Zakæus eller det er farisæeren Simon – det afgørende er ikke deres forholdsmæssige kvalitet. Det afgørende er, at Jesus er kommet til dem i dag.

Så derfor: Lad os nu som små hunde vente på de godbidder, som falder til os: De erklæringer og befalinger, som lyder ved gudstjenesten. Hold øjnene for jer selv, vær parat og sig: Nu er det sagt: Nu er det virkelighed. En anden har virkelig båret min synd og skyld. Jeg har nu virkelig modtaget velsignelsen. ”Jeg har talt”, sagde romerne, når de var færdige med deres tale. Jeg har talt, siger Gud! Der er ikke mere at tilføje.

Amen

 

Prædiken til 14. s. e. trin. I, 2019

Luk 17, 11-19

Salmer: 402, 302, 508, 655, 404

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Hvis man vil række mod stjernerne, må man begynde med at bøje sit knæ. Hvis man vil se Guds storværk, må man lægge sig ned på sine knæ. Hvis man vil gå som en fri mand med ret ryg gennem verden, må man bøje sig ned, så dybt som man kan og give Gud æren. Sådan er det.

Når vandringsmanden vil drikke af kilden, lægger han først sin tunge rygsæk fra sig, og så knæler han ned og bøjer sig dybt over vandet. For vandringsmanden ved det: man kan ikke knæle med en tung byrde på ryggen. Derfor er det også sandt: Når man knæler ned og giver Gud æren, så befrier man sig for tusind tunger byrder.

Min far fortalte engang, at han var på besøg hos maleren Sven Havsteen Mikkelsen. Det er ham, der har malet altertavlen i Dølby. I min fars kirke i Dallerup havde menighedsrådet bedt Sven Havsteen om at lave nogle små glasmosaikker til kirkens våbenhus og vestvinduet i skibet. Det havde maleren sagt ja til, og i den anledning besøgte far ham så i hans hjem på Ærø. Da der nu er så langt derned, overnattede far hos den gamle. Efter en hyggelig aften - der var formentlig øller på bordet – skulle far op og tidligt afsted. Men det viste sig nu, at maleren altid som det første hver dag holdt en lille andagt eller morgenbøn, om man vil. Han havde en bedeskammel af en slags stående i sin stue, og han opfordrede nu far til at knæle sammen med ham dèr i stuen foran det lille krucifiks og holde morgenbøn. Far var ikke selv opvokset med den slags. Jo, nok med bøn, men ikke med at knæle ned på den måde, og jeg kunne mærke på ham, at den berømte malers enfoldige, ydmyge og daglige morgenbøn havde gjort et stærkt og godt indtryk på ham. Jeg tror, maleren ville have sagt, at hvis man skal male ægte og godt, hvis man vil skildre de største ting på et lærred, så må man begynde med at gå på knæ og give Gud æren.

Kirken er det eneste sted, hvor vi stadig kan blive opfordret til at knæle. Det er der stadig mennesker, der har meget imod. De skal ikke bøje knæ for nogen, siger de. Men det er en stor skam, for virkelig frihed, ægte menneskelighed, ægte mandsmod og glæde ved livet begynder med at vi tør bøje os ned og give Gud æren. Og vil vi ikke knæle, så kan vi dog bøje ”vort hjertes knæ”, som salmedigteren siger. Ja, det er ikke helt sandt, hvad jeg siger. Soldaterne, der skal i kamp i fjerne lande gør vist endnu som kristne soldater altid har gjort før et slag: Også de knæler ned og giver Gud æren. Ligesom vandringsmanden lægger rygsækken fra sig, før han knæler ned og drikker, sådan lægger soldaten sine byrder fra sig - sin tunge oppakning og sine våben sammen med bekymringen for sig selv og alt mulig andet - så han kan koncentrere sig om den svære opgave, han står overfor.

Det er nemlig, hvad man gør, når man tør knæle ned og sige: Æren er Guds. Det betyder: Du, Gud, skal have æren for alt. For alt det gode, som jeg hver time, hvert minut tager som en selvfølge og straks glemmer igen. For alt det, jeg har fået, set, hørt, smagt, oplevet – uden at jeg havde bedt om det, uden at jeg havde fortjent det. Godt og mindre godt, let og tungt: Æren er Guds. For hvis det er Guds ære, Guds fortjeneste, så er det jo ikke min – og så er jeg herlig fri for at spekulere så meget over mig selv.

Jeg plejer hvert år at leve en lille prøve med konfirmanderne. Jeg sætter dem først i gang med, hvad de tror, er nogle konkurrencer. De skal løbe om kap, de skal se, hvem der kan springe længst. De skal skyde til måls og de skal regner svære regnestykker ud på tavlen. Når alle har været igennem prøverne, tæller jeg omhyggelig pointene sammen og udnævner den bedste og udpeger den ringeste. Det er selvfølgelig lidt hårdt, og de får som regel en masse larm ud af det. Nogle bliver glade, andre småsure. Nogle hoverer, andre knurrer. Men når de så har gasset af, siger jeg til ham, der løb hurtigst: Hvor har du egentlig evnen til at løbe fra? Og til ham, der sprang længst: Hvor har du dine lange ben fra? Og til hende, der var skrappest til at regne: Hvem har givet dig sådan et godt hoved til at regne? Det spekulerer de lidt over. Måske er der far og mor? Måske er det bare sådan, de er. Netop, siger jeg så. Det er sådan, I er skabt. Æren er Guds, I har slet ingen ære af sejren, og det befrier jer for både at hovere og for at blive kede af det. Det er der ingen grund til, for det er Gud, der har æren.

Det er altså på den måde, det virker: At vi får lov at se bort fra os selv. Og det er da, om noget, hvad vi moderne mennesker sådan trænger til: At få lov at se bort fra os selv. Hvad vi gør i disse år og hvad vi har gjort i mange år nu, er det stik modsatte: Vi søger hele tiden vores egen ære, og det er vi ved at slide os selv op på. Læg f.eks. mærke til de udtryk, vi har brugt nu i mange år: Han snød døden, siger vi om racerkøreren, der overlevede en farlig ulykke. Han vandt over kræften, siger vi om en mand, som er blevet helbredt for kræft. Eller omvendt: Hun tabte kampen mod kræften. Som om det var noget, der afhang af vores dygtighed eller snuhed eller styrke? Når det i det gamle Israel blev regnet for hjernedødt at sige: Der er ingen Gud, så var det jo ikke, fordi Gud ellers blev fornærmet. Nej, det var fordi det virkelig er hjernedødt og tåbeligt sådan at ville tage æren for ting, som vi ingen ære har for. Eller omvendt tage ansvaret for ting, som vi intet ansvar har for.

Tænk hvor megen hjertekvababbelse og hjertesorg, tænk hvor mange bekymringer, sorger, grublerier, ensomhed og stress, vi lægger på os selv, fordi vi tror, at æren er vores. Hvorfor kan vi blive sure over, at andre f.eks. tjener flere penge end os? Hvorfor kan det gøre os gnavne, at andre ser bedre ud end vi? Er slankere, sundere, stærkere, har et bedre helbred, eller har en flottere bil? Hvorfor kan vi blive mismodige over, at vi ikke er sådan eller sådan? Hvorfor er det en ulykke, at vi ikke kan det og det? Det er fordi vi tillægger os selv alt for meget betydning og selv vil have æren for alting. Og fordi vi for 117. gang har glemt alt de gode, vi har fået, uden at vi havde fortjent det allermindste. Alt det, vi har taget som en selvfølge.

I umindelige tider har vi haft sådan en idiotisk rosekultur, hvor man skal tale hinanden op. De unge har lært det: De kan sådan nogle fraser, som de også bruger på TV: Hvor er du modig, du kan godt! Nej, hvor er det sejt, at du tør sige det. Jeg er sikker på, de er ment af et godt hjerte, men alle de sætninger drejer fokus urimeligt om på os selv. Når vi nu trænger sådan til at kunne se hen over os selv.

Alle børn og unge – ikke kun konfirmanderne – skulle sammen med kalmette- og klamydiavaccination have et kursus i at knæle og sige: ”Æren er Guds”, så de ikke skal være så bekymrede og oppustede og overbelastede med alle de ting, man helst skal være og kunne. Det er herligt at blive aflastet og få lov at være næsten ingenting. Det er herligt at kunne lægge alle de falske byrder fra sig og takke for alt det, man fik uden at have fortjent det det allermindste.

De ti spedalske står der og råber på Jesus – mens de er syge. På lang afstand råber de til ham. Uden for landsbyen står de, for de må ikke gå ind. Som spedalske skulle de advare andre mod dem selv. Men deres advarselsråb er samtidig en bøn: Jesus, Mester, forbarm dig over os. Jesus ser dem og siger blot, at de skal gå til præsterne – nemlig for at blive synet. Det skete virkelig af og til, at sygdommen aftog eller forsvandt, og i en tid, hvor der ingen fast lægeinstitution var, fungerede præsten som den, der officielt erklærede den syge for rask og værdig til at vende hjem. Mens de går til præsten, bliver de helbredt. Præsten kan ikke andet end erklære dem for raske. De skynder sig glade tilbage til deres huse og familier – og glemmer. De ni, altså 90% har snart glemt deres bøn til Jesus. Efter et par uger kan de knapt huske, hvem der helbredte dem, og efter nogle måneder er det hele blot et dunkelt minde. I muntert lag fortæller de ikke uden stolthed, at de vandt kampen mod spedalskheden. De lagde ikke mærke til, at de – samtidig med den holdning – atter tog den tunge byrde på ryggen, som de før havde gået med. Kun den ene, samaritaneren, vendte tilbage og gav Gud æren. Han bøjer knæ, kaster sig ned på sit ansigt og giver med høj røst Jesus æren. Og Jesus undrer sig og spørger sine disciple, for han synes, han kan huske, at der lige var ti og ikke kun én, der blev helbredt. Og så siger han til den ene: stå op, gå, din tro her frelst dig. For troen gælder ikke kun helbredelsen. De troede alle på Jesus, da de var syge. Men det gælder fremover: Det er frelse at give Gud æren. Det er frelse at turde tro, at Gud skal have æren for det hele.

”O lad mig nedknæle så dybt i mit ler, at Gud mig kun ser”, skriver Grundtvig i en salme. Det er sagen. Ydmyghed hedder på latin humilitas, og det har samme rod som ordet for jord, humus. Ydmyghed er ikke selvnedgørelse. Det er jordbundethed at sige: Fri mig for at skulle pille i min egen navle og lede efter indre kvaliteter der. Hvad jeg er, skyldes Gud. ”At vi duer til noget, skyldes Gud”, skriver Paulus et sted. Og synes vi så, at vi ingenting er blevet til, så er det nok bare fordi vi har glemt alt det, vi fik og stadig får. Og fordi vi af en eller anden grund kun tæller alt det, der ikke gik, som vi syntes, det skulle?

Så lad os gøre som alle de store før os. Dem, der byggede Danmark, dem, der holdt fjenden stangen, dem, der har efterladt os en rigdom og en tradition. Alt det kunne de, fordi de turde begynde med at knæle ned og sige: Æren er din, Gud, ikke min!

Amen

Prædiken til 16. s. e. trin I, 2019

Luk 7, 11-17

Salmer: 224, 560, 241, 218/ 224, 446, 560, 236, 218

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

”Mennesker er fulde af underligheder og overraskelser. Man ved først, hvor man har et menneske, når han ligger på kirkegården”. Sådan siger hovedpersonen i et gammelt skuespil. Og det er sandt nok:

En præst fortalte engang om smeden i hans landsby. Smeden havde ry for at være en barsk fyr, der ikke stak op for bollemælk. Da hans kone fødte ham en lille søn, fortalte han vidt og bredt til alle, der gad lytte, hvor lidt det havde rørt ham at være med på fødestuen, hvor uberørt han var af skrigeriet og blodet, og at det da virkelig ikke var noget særligt at stå der med den lille dreng, sit eget kød og blod i sine arme. Han fortalte det til kunderne, og han fortalte det henne på kroen, og han fortalte det i forsamlingshuset. Vor Herre bevares, sagde smeden, sådan noget føle-pjat! Hvorpå han fortalte det hele én gang til. Folk der ikke kendte smeden, ville have undret sig over hans hårdhjertethed, sagde præsten, men vi, der kendte ham, vidste, at han var dybt berørt og stolt og glad på én gang.

Ligeså bagvendt som smeden talte om sin søn, lige så bagvendt taler vi mennesker om Gud. Når folk siger: Jeg er jo ikke sådan religiøs. Eller de siger: Jeg tror jo ikke sådan på Gud. Så ved jeg godt, at de i virkeligheden søger Gud og i virkeligheden lytter efter ham. Det er jo bare ligesom en moderne bekendelse, vi skal aflægge nu om dage. Ligesom smeden, der skulle leve op til sit barske ry, sådan skal vi leve op til vores ry for at være moderne, frie, uafhængige og helt vores egne herrer.

Men jeg tror, der inden i os alle sidder en lille forsømt èn og spørger forsagt, forvirret og vedholdende efter Gud. Sådan et andet jeg, som sjældent kommer til orde, men som er i vore sukke, er der, når vi tier, er der mellem linjerne, når vi taler. Er der om natten, når ingen andre hører os. Paulus kalder det i epistlen ”det indre menneske”. Det lyder måske mystisk, men det er aldeles virkeligt.

Dertil har jeg oplevet det for mange gange f.eks. til den samtale, som præsten har med de pårøren­de forud for begravelsen. Når alt er sagt og alt fortalt, når vi har hørt om alle afdødes gode evner og karaktertræk, hvor god han var ved dyr, og hvor hjælpsom han altid var over for naboer og venner, så opstår der altid en lille tavshed, en pause, der ligesom er ladet med uudtalte ord. Når den pause kommer, troede jeg før i tiden, at nu var samtalen slut. Jeg pakkede så mine ting sammen og takkede for kaffen. Nu er jeg blevet klogere, så jeg bliver siddende - eller jeg lader som om, jeg vil til at gå, for det er ofte først nu, den egentlige snak skal til at begynde. Det er ligesom, når man er til fest, og har haft hele aftenen til at tale sammen, men alligevel bliver det først til noget i døren, når vi skal til at skilles: Vi må ses noget mere, siger vi så.

Det er, når alt er sagt og alt er fortalt, at det indre menneske får lov at komme til orde. Hvorfor skulle han dø? Hvor er han henne nu? Og hvad nu, hvis jeg taler med ham stadigvæk? Hvad nu, hvis jeg er vred på ham? Hvad nu hvis jeg er lettet over, at han er borte – er det så forkert? Nu er øjeblikket. Der er ingen, der siger det, men det står alligevel som med flammeskrift på væggen: Nu skal du sidde her hos os og fortælle os om Gud, præst! Kom nu, vil du ikke nok!

Den samme pause vil I formentlig kunne opdage i alle mulige sammenhænge. Når alle om bordet har sagt som en selvfølge, at de da ikke tror på Gud, når alle kollegerne ved frokostbordet som en selvfølge har bedyret, at de da aldrig kommer i kirken, og at der da næppe er nogen Gud i himlen mere, så kommer igen den lille pause, og her – det er jeg sikker på – råber det lille indre menneske i alle rundt om bordet på Gud: Gud, hvor er du? Du er ikke, men tal til mig alligevel, Gud, for jeg længes efter dig.

Jeg har læst, at både Facebook og Appel og store kinesiske IT-virksomheder arbejder på at forbinde hjernen med computere. Det vil være videnskabens triumf og big business, når vi en dag kan læse et menneskes tanker på en skærm. I Kina skal arbejdere i nogle store industrivirksomheder allerede nu gå rundt med en slags badehætte på hovedet. Badehætten kan aflæse, om de ansatte er stressede, trætte, frustrerede eller vrede, og chefen kan så kalde den enkelte ansatte ud, enten til en pause eller til en skideballe eller til en fyring. Ifølge sagkundskaben skal den dag ikke være fjern, da vi kan blotlægge alle vore tanker på en skærm.

Men jeg tror, at når den dag kommer, og man virkelig kan aflæse selv de mest intime tanker hos et menneske, så vil man ikke finde Gud, men kun en tavshed, et sort hul, noget, der savnes, men ikke kan beskrives, en længsel, som ikke har nogen naturlig forklaring. ”Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerter, dog således, at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket”. Sådan står der i Prædikerens Bog i den gamle oversættelse.

Og derfor hænger hjertet eller det indre menneske i os ved historier som den om enkens søn i Nain. Den er jo ikke nogen naturvidenskabelig rapport. Den har ingen beviser for noget som helst. Det er en helt umulig historie: Døde kan ikke vækkes igen. Man stopper ikke et ligtog på vej ud til graven for at vække den døde, med mindre man da er tosset. Opstandelse er kun noget, som findes i Biblen og i folks drømme. Når et menneske er dødt, er der ingen vej tilbage. Vi bliver til støv. Det ved vi.

Men det indre menneske i os spidser alligevel øren, løfter sig på albuen og lytter. Og det jo netop for det, denne historie er fortalt af dem, der var med.

Nain er en lille landsby lidt syd for Nazaret. I dag hedder den Nein på arabisk og er en lille flække med en gammel ruin af en kirke, som lå, hvor enkens hus skulle have ligget. Og der er nok også en souvenirbod og et skilt, der viser hen til graven, hvor enkens søn skulle have ligget – eller siden blev lagt, da han døde anden gang. Nuvel, dengang var det bare en by som så mange, og da Jesus kommer til byen, kommer et begravelsesoptog ud. De bærer båren forrest med den døde, en enkes søn. Det er noget ganske banalt og hverdagsagtigt og alligevel hjerteskærende. Den unge mand skulle have været sin moders trøst og glæde. Han skulle have forsørget hende efter faderens død. Nu er han borte, og hun er helt alene. Og det hele bliver understreget af fløjtespillerne, der spiler sørgelige klagemelodier, og de professionelle grædekoner, der hyler mod himlen. Deres sange handler om det, der ikke kan gøres noget ved, om døden, som rammer os alle, om en moders sorg, om den tomme plads ved bordet, om navnet på graven. Da går Jesus hen og standser optoget. Bærerne står stille. Der bliver helt stille. En ladet pause opstår. Så siger Jesus kort og godt: Stå op, knægt! Og drengen sætter sig op, og Jesus viser ham hen til hans mor.

Det er historien i al enkelhed. Når vi har slået fast, at Gud ikke er, at vi ikke tror på ham, at opstandelse ikke er mulig, at døde ikke opstår, og at Biblen, som vi ikke har læst, er håbløs gammeldags – så lyder den historie alligevel – til besvær for vores fornuft, til profest for vores forstand, men til saligt håb og trøst alligevel. Der er ikke mere forklaring end der er. Som stor dreng tænkte jeg: Hvis Jesus nu dengang kunne vække enkens søn i Nain, hvorfor kunne han så ikke vække farmor, da hun døde? Det er nok ikke kun mig, der tænkte sådan. Sådan har så mange tænkt: Hvorfor skulle vores dreng dø? Hvorfor skulle vores lille pige dø, hvorfor stopper Jesus ikke os, når vi bærer vore kære til graven?

Da jeg læste teologi var jeg ikke blevet meget klogere. Jeg skulle skrive om Otto Møller, en dansk præst og teolog. I hans erindringer fortalte han om sin fars død. Det var netop 16. søndag efter Trinitatis. Moderen var svagelig og utrøstelig, men på vej i kirke mindede Otto Møller sin mor om, at det jo var i dag, de i kirken skulle høre om enkens søn fra Nain. Jeg kan huske, jeg tænkte: Hvordan skulle det vel trøste den gamle? Hun havde jo mistet sin ægtemand, og hvordan kunne den kønne gamle historie være hende til hjælp nu? Det forstod jeg ikke dengang. Men historien taler jo til det indre menneske, til hjertets øren. Jeg kunne ikke finde stedet, men jeg mener, at en af de gamle salmedigtere har digtet om, at hjertet har andre ører end vores fysiske øren. Det tror jeg, er rigtigt – selvom det selvfølgelig er noget sludder. Hvorfor skulle min dreng dø? Hvor er han nu? Sig mig det, så jeg kan finde ham og holde om ham. Den slags spørgsmål er der ingen svar på. Men historien om enken i Nain vil pege på Kristus som det, han er: vort håb. Det eneste, vi har mod synd, død, og djævel.

Min far sagde altid, at tro har at gøre med det, man ikke kan slippe uden at miste noget helt afgørende. Den forståelse er uendelig langt fra den dèr almindelige dumme snak: tror du på Gud? Eller tandfeen? Hvis den gamle Prædiker i Biblen har ret, så ligger evigheden i vore hjerter som en længsel, en mangel, et savn, et spørgsmål, som søger svar – bag om alle vores erklæringer, bag om alle vore fornuftsgrunde, bag om alle vore forstandige ord. Og derfor er en kristen prædiken altid en tale ind mellem linjerne, en tale i de ladede pauser.

Gud er ikke. Gud kan ikke være, Gud er kun forestillinger. Ingen har set ham, ingen kan måle ham, ingen kan bevise hans eksistens. Og dog vil jeg sige som fangen Antony Hinton. Han sad 20 år på dødsgangen, uskyldig dømt. Da han blev løsladt sagde han: Jeg tror på solen, også når den ikke skinner. Jeg tror på Gud, også når han skjuler sig. Gud er, hjertet ved det, det lille forsagte indre menneske i os kan ikke slippe det – vi kender ham i Jesus Kristus.

Og lad os bare fortsætte: Opstandelse er ikke. Opstandelse er umulig. Døde står ikke op. De bliver til støv og glemmes til sidst under mulde. Men Jesus kaldte enkens søn til live – og på den yderste dag, på den ottende dag i ugen, så kommer han ude fra øst og kalder os op af gravene. For ja, det er svaret til det indre menneske, det er den tale, som skal lyde, når vi er færdige med at tale: Af muld skal dødninger opstå og Herrens navn højlove.

Amen.

Prædiken til 2. s. i advent II, 2019

Matt 25, 1-13

Salmer: 74, 85, 80, 108, 86

 

Ej andet fra dit rige

har draget dig herned,

end din den uden lige

grundløse kærlighed.

Da jeg i mørkheds sæde

og Satans rige sad,

da kom du selv, min glæde

og gjorde mig så glad

 

Kend den på knækket, siger de om Langelænder-pølserne, for en Langelænder skal kendes på det særlige knæk det giver, når man bider i den. Vi mennesker skal ikke kendes på knækket, men på, hvordan vi venter. Adventstiden er tiden, hvor vi venter på jul, men i kirken er det også et billede på hele livet: Vi venter på at møde Herren, og indtil da gælder det: Tør vi dristigt og modigt stole på Guds tilgivelse nu i dag og være os selv med alle fejl og dumheder – eller vil vi hellere krybe af frygt for, hvad andre kunne finde på at tænke om os? Skal andre mennesker i os møde et menneske – eller bare endnu en politisk korrekt klon af alle de andre?

Jeg skulle engang med toget til København. Toget er et godt sted at iagttage folk, der venter. Jeg havde taget Arrivas bumletog til Aarhus, og var nu landet i intercitytoget. Vi var en flok stille og pæne mennesker til stede i vognen. Over for mig sad en dame, som havde rustet sig med en sandwich i en brun pose, en bog og sin mobiltelefon. Ovre på den modsatte side af midtergangen sad en ung svensk kvinde og talte i telefon, mens hun skrev på sin computer. Selv havde jeg taget et par bøger og min avis med, og på den måde var alle hver for sig parate til en lang togtur, en lang ventetid hver for sig. Vi talte ikke sammen. Man vil jo ikke mase sig på. Vi passede hver vores og undgik at se hinanden i øjnene.

Og så var det, at dette her ægtepar troppede op. De var lidt ubestemmelige af alder. Helt sikkert yngre klædt end de var. Hun i strikbluse, stramme cowboybukser og lange støvler. Han i lyse bukser og hvid poloshirt, der stod godt åben i halsen, så man kunne se korset, som hang der. De var lidt nogle typer, og jeg tror nok, jeg ret hurtigt havde en hel del fordomme parat. Men de kom ind med deres mægtige kufferter. Øverst på hans kuffert tronede en six-pack med dåseøller, for vi kunne jo nok forstå, sagde konen, at han havde ikke været i København før, så nu skulle de have en på opleveren. Og før toget var nået ud af Aarhus, var alle vi andre blevet budt på øl op til flere gange, og endnu inden vi var kommet til Skanderborg vidste vi, at de skulle over at bo på Palace Hotel i København, fordi de næste dag skulle til fest hos Bjarne og Lisbeth på Amager. Omkring Horsens blev vi budt på chokolade og på det tidspunkt havde vi rede på, at de faktisk endnu i aften skulle til en lille privatfest i Hvidovre – bare nogle vennepar, selv om det jo også have været helt hyggeligt bare at være på fint hotel i hovedstaden med minibar og roomservice og alt det fine. Og shoppe skulle de vel også lige nå, fortalte de, da vi nærmede os Fredericia: Eller det vil sige: Det var jo nok hende, der ville ind på Strøget og glo på alle de smarte butikker, og så måtte han jo nok hellere holde godt fast i Dankortet, for ellers kunne de jo nok risikere at skulle hyre en fragtmand til alle de pakker og sager.

De var bare for meget, de to. Og de blev selvfølgelig endnu mere for meget i takt med, at de fik flere øller indenbords. Vi andre fik ikke læst ret meget. Damen over for mig var vist forarget. Den svenske pige havde næppe nået at skrive tre ord på sin computer, før hun venligt og nysgerrigt blev forhør om, hvad sådan en nordmand nu lavede her i Danmark, og konen stødte tilfældigvis på en spejderpige lidt fremme i vognen, og det var da sjovt, for hun havde også selv været spejder! Og på vej til toilettet faldt manden i snak med en forretningsmand fra Vejle og tænk: Han havde en gammel soldaterkammerat, der også kom fra Vejle. Ja, det vil sige, han var flyttet nu, for de var skilt, ham og konen, og så havde han truffet en ny, så nu boede han nede ved Bramming, hvor han har startet et lille firma, som laver køkkenborde. Sådan fortsatte det.

Hen over Fyn var jeg nok ved at være en lille smule træt af dem. Men på den anden side: Jeg måtte jo lade dem, at de var gode til at vente. De gjorde togturen til lidt af en oplevelse for os alle. De sad ikke bare der som vi andre og mulede over vores telefoner og skjulte deres tanker. De snakkede og spurgte og engagerede sig. De var naturligt sig selv. De var som de var: glade og ubekymrede. Og det måtte jeg faktisk beundre dem for – ja, i mit stille sind her bag efter ligefrem takke dem for. Og i dag vil jeg bruge dem som et eksempel på, hvordan man som kristen, som døbt skal leve i livets store ventesal. Her skal vi ikke gemme af frygt for, hvad andre vil tænke. Vi skal stole på Guds godhed og være dem vi er. For det er som sådan, Gud vil bruge os.

Jesu lignelse om de ti brudepiger handler jo også om nogen, der venter. En brude­piges arbejde bestod i at være parat. Hun sad sammen med de andre brudepiger og ventede i brudens hus. For på et eller andet tidspunkt skulle brudgommen komme i spidsen for et festligt optog og hente sin brud. Men det kunne jo godt trække ud. Ja, det var dengang særlig ærefuldt for bruden, hvis det trak ud, for det betød, at brudens far og brudgommen og hans far havde svært ved at blive enige om medgiften. Hvis det tog lang tid, var det fordi pigen var smuk, dygtig og højt vurderet. Nuvel, når brudgommen så pludselig kom, skulle pigerne springe op og komme ham i møde, dansende og syngende med deres lamper tændt. Så hele deres arbejde bestod i at vente og være parat til det rette øjeblik. Og rigtig dumt er det jo så, hvis man ikke har tænkt på det vigtigste: at have olie med til lampen. En brudepige var udvalgt blandt de dygtigste og kønneste piger. Derfor forventedes der naturligt, at de tog opgaven på sig. Det var kun rimeligt, at en brudepige var engageret med alt hvad hun havde, sin forstand – sig selv.

Vær beredt! – det er spejdernes gamle feltråb, og det rammer på sin vis rigtig godt, hvad Jesus forventer af os. Vi venter på Herren. ”Kom, Herre Jesus”, står der på den nye klokke, som vi fik sat op i klokketårnet under den gamle middelalderklokke. Det er de sidste ord i Biblen. Kirken er jo ikke en mindestue for noget, der skete engang. Vi venter på ham, der skal have det sidste og endelige ord om os, vores Herre og dommer. Men hele grundtanken i kristendommen er, at vi har lov til, ja, har pligt til at tage forskud på hans dom – som en frikendelse, en tilgivelse af alt det, vi ikke gjorde godt nok eller ødelagde. Vi møder det jo i nadveren hver søndag: Se lille menneske. Du har fred med din Gud i dag. Alt hvad du forfejlede, al din tvivl og stolthed og dumstædighed – er slettet ud i dag.

Præsten og digteren Jakob Knudsen bad engang en bøn før sin prædiken, hvor han bad Gud give ham styrke til at være sig selv. Det var der mange, der blev forargede over. De syntes, han var en selvoptaget egoist at bede sådan, men han så det som noget, Gud skulle hjælpe ham til. At turde tro, at Gud havde taget ham i tjeneste netop som den, han var.

Hvad har vi brug for i disse år? Netop at nogen tør være mennesker, uperfekte mennesker. Mennesker med meninger og holdninger og mod. Vi er blevet helt uhyggeligt forsigtige og påpasselige. Altid er vi på vagt for, om vi nu støder an, om vi nu gør noget forkert, om andre nu synes, vi er gode nok, eller om de rynker på næsen af os. Det er så mærkeligt at se: I årevis har vi arbejdet målrettet på at fjerne kristendommen fra alle sammenhænge. Ikke noget med Fadervor i skolen, ikke noget med bibelhistorie i skolen, ikke noget med børnelærdom i hjemmet. I Tv siger man ikke længere ”efter Kristi fødsel”, men ”efter vor tidsregning”. Kristendom og Gud og Jesus skal ud af ligningen – for at vi alle sammen kan blive frie og lykkelige og beskyttet mod farlige krænkelser. Men hvad sker der? Vi er blevet frygtsomme og ængstelige.

Jeg hørte engang fra en ung mor fra København, der fortalte om hendes sundheds­plejerske. Denne sundhedsplejerske var så vant til at komme hos alle mulige hyper­be­vidste hipstermoderne veganske regnbuefamilier, at hun kom ind af døren som en stor undskyldning for sig selv. Den unge mor, som fortalte om hende, var fra Jylland og foretrak en sundhedsplejerske, som turde træde i karak­ter og sige: Jeg er sundhedsplejerske. Jeg ved noget om dette er! Gør sådan, nu er det tid til sådan og sådan, det og det skal I holde øje med! Men sund­hedsplejer­sken var så kuet og frygtsom, at hele hendes fokus var, hvad forældrene nu havde af forestillinger og meninger. Hun var så vant til, at de overfaldt hende med brok og klage, hvis de syntes, hun ikke tog nok hensyn til lige netop deres behov.

Vi lader os drive rundt ved næsen af vores frygt for de andre. Frygt for at krænke, frygt for at træde i karakter. Vi tænker: Sådan kan jeg køre under radaren og leve i fred. Men Jesus siger, at netop derved kommer vi til at svigte andre mennesker. Alt det, vi ikke påtaler, alt det, vi fortier af frygt – det får jo så lov at brede sig. I Sverige har de ikke talt om problemerne med den store indvandring til landet – af frygt. Og nu er problemet blevet kæmpestort. Bange overkorrekte mennesker er farlige. De tør ikke begå fejl, tør ikke vove pelsen, og netop derfor svigter de. Bange mennesker bliver ufølsomme over for andres sorger og proble­mer.

I skal sige sådan her: Nå ja, vi venter på Herren. Og mens vi venter, så lad os se, hvad der er at gøre. Engagere os, slås for det vi tror på. Vi frelses ikke ved at være korrekte og pletfrie! Hvad skal andre mennesker med endnu en korrekt forsigtigper? Vær beredt, vov at være jer selv. Vov at være til virkelig gavn og nytte for andre – mens vi venter.

Amen

 

Prædiken til 3. s. i advent I, 2019

Luk 1, 67-80

Salmer: 74, 93, 38, 78, 733

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren, for så højt som himlen er over jorden, er mine veje over jeres veje og mine planer over jeres planer”.

Sådan står der i Esaias Bog i Det Gamle Testamente. Og de ord skal være omkvædet i dag: Det onde, ugudelige menneske skal forlade sine veje og planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed. Men for at få mennesker til at vende om fra deres onde veje og planer, må Gud gå ad sære skjulte veje og lægge planer, som vi mennesker intet fatter af. Gud har en fremmed gerning at udføre, siger Esaias også. Et værk, der er fremmed for hans eget hjerte. Fordi mennesket er en genstri­dig oprører, en 95% hedning, en rendemaske, en vendekåbe – derfor må Gud somme tider fare med strenghed, når han vil elske, slå, hvor han vil velsigne, tale med en fremmed tunge, hvor han kun vil kalde til barmhjertighed.

Det er et mangelfuldt billede – men alligevel: Gud må gøre som forældre, der tager opdragelsen alvorligt for barnets egen skyld: Han må ind imellem være streng og sige nej, for at barnet bag dette nej, kan høre et dybere ja. Nej til skumfiduser og slikkerads ved kassen i Rema, men ja til at være grænse og bolværk og klippe for barnet. Sådan må Gud gå ad fremmede stier og lægge fremmede planer – for at kunne vise, hvad han egentlig vil: Vise barmhjertighed. Vil mennesker ikke kende Gud i hans klare ord, så må de kende ham i savnet. Vil de ikke synge salmer, må de lære at sukke. Vil de ikke gå til kirke, må de lære at længes.

Gamle Zakarias sidder med sin søn, den lille Johannes. I et syn ser han sønnens op­gave: Han skal gå foran Herren og bane hans vej. Johannes skal udføre Guds fremmede værk ved at tale dunder, ved at true med fortabelse og helvede, ved at vække anger og savn og længsel: ”Øgleyngel!” råbte han efter de pæne korrekte rejsende ved vadestedet over Jordanfloden: ”Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Kom ikke og sig: Vi har Abraham til Fader, for jeg siger jer, at Gud kan opvække børn til Abraham af stenene her!”

Nuvel, sådan var det for 2000 år siden, men Guds veje går stadig uforandret højt over vore veje, og hans planer er stadig uforandret højt over vore planer. Gud har stadig dette fremmede værk at gøre, som vi ikke fatter en lyd af, fordi det for os at se går stik imod, hvad Gud, Jesu Kristi Fader – egentlig vil. Det fremmede værk, som Gud gør, kan ligefrem virke skræmmende, fortvivlende, knugende. Først sent kan vi opdage, at det hele fik en drejning og en virkning, som vi ikke havde set komme.

Lad os bare tage nogle eksempler fra historien. Set i bakspejlet kan vi se det. Men kun der. Ikke ellers. I Kina i dag vokser kristendommen med stor hast. Der er snart flere kristne kinesere, end der er kristne europæere. Kirkerne vokser, både de organiserede katolske og protestantiske, der har rigtige kirkebygninger og lever på en slags tålt ophold hos myndighederne - og så husmenighederne, som er undergrundsmenigheder, hvor kristne mødes privat bag lukkede døre hos privatmænd og kvinder – ganske som man gjorde for 2000 år siden i det gamle Rom. Jeg læste et sted – jeg har glemt hvor - en forklaring på kristendommens vækst i Kina. Det var en kinesisk kristen, der sagde: ”Vi takker formand Mao for, at kirken vokser! Formand Mao er vores Johannes Døber!” Jeg måtte læse det flere gange, før jeg forstod, hvad han mente. Formand Mao var Kinas blodtørstige diktator, måske den diktator i verdenshistorien, som har flest menneskeliv på sin samvittighed. Jeg har set tal på over 40 millioner kinesere, som døde under hans styre. Enten henrettet eller sendt til lejre eller døde af hungersnød, fordi Mao gennemførte sine vanvittige, verdensfjerne ideer. Hvordan i alverden kunne den kristne kineser takke denne forfærdelige tyran? Meningen var selvfølgelig heller ikke, at de kinesiske kristne var glade for forfølgelserne og blodsudgydelserne. De har formodentlig alle familiemedlemmer, som er døde i Maos frygtede opdragelses- og arbejdslejre. Men meningen var, at Mao havde ryddet grunden. Han havde efterladt kineserne med et tomrum. Gennem Maos regeringstid havde de glemt deres egen baggrund i buddhisme og den særlige kinesiske taoisme. Det nye kinesiske styre er et rendyrket diktatur, der alene går efter at sidde på magten og holde alle kinesere tilfredse med flotte biler, lækre mobiltelefoner, lækre lejligheder, skinnende dimser og dippedutter. Kineserne har lært det tomme forbrug – og nu savner de noget, de ikke længere ved, hvad er. Mao var på den måde en Johannes Døber, der beredte vejen for Kristus i Kina. Det var slet ikke, hvad Mao selv ville, absolut ikke. Men Guds planer går højt også over Maos planer.

Det samme kan man se i Rusland. Stalin har helt sikkert andenpladsen på masse­mordernes rangliste. Han sprængte kirker i luften og massehenrettede præster og bisper og sendte millioner af kristne russere i fangelejre. Stalin ville ligesom sin forbryder-læremester Lenin udrydde kristendommen. Den skulle helt ud af ligningen. Men det kom ikke til at gå efter hans planer, tværtimod: Der er mange russere, som i dag i fuldt alvor mener, at netop forfølgelserne under Stalin styrkede den kristne kirke. Og på samme måde som i Kina oplevede russerne efter murens fald et samfund, hvor alle bare ragede til sig og berigede sig på andres bekostning. Et tomrum var opstået, en længsel efter noget, et savn af noget, som man måske kun dunkelt huskede. Men nu har kirken næsten genvundet sin styrke i Rusland.

Jeg tænker nok, at sådan en snak kan skurre i ørene. Det lyder helt forkert i vores forvendte moderne øren. I de nye salmer, som synges alle vegne hører vi mest, at Gud sidder i sin himmel og er så kærlig og rar. Hvordan kan man så sige sådan noget? Det er dog ikke andet end den samme tanke, som allerede gamle Esaias slog til lyd for: Guds fremmede værk. Guds veje, der ikke er vore veje og hans planer, der er langt over vore planer. Det er naturligvis kun noget, vi kan gætte på, mens vi ser tilbage. Og fordi vi kender Kristus. Det er ikke noget, vi kan stå og gøre regning på nu, mens det sker.

Men lad os nu vove at tænke stort og mærkeligt og modsige den søde kærlighedssnak om Gud. Lad os overveje, om ikke også Gud gør sit fremmede væk her hos os i Danmark i 2019? Det tror jeg. Og jeg tror også, der kan ligge en sær trøst i det, en opmuntring, et håb – lige der, hvor fremtiden tegner sig allermest uhyggelig og trist.

I Danmark har vi ingen blodtørstige diktatorer. Men vi har det, man kunne kalde nyhedenskabet. I årevis har vi arbejdet på det, som Mao og Stalin drømte om: kristendommens afskaffelse. Med alle vore mange kirker er Danmark i nogen grad blevet afkristnet. Børnene har aldrig hørt bibelhistorie, og nu er de vokset op og har selv fået børn, og deres børn hører heller ikke bibelhistorie. Hverken derhjemme eller i skolen. Gud er bare noget i en gammel bog. Jesus, jo jo, han var da vist god nok, men nu lever vi jo i 2019, og verden står jo ikke stille, vel? Sådan bliver vi mere og mere hedenske, i begyndelsen frivilligt og med åbne øjne. Siden under tvang, fordi vi ikke kan andet. Stalin og Mao ville klappe i hænderne af os. Vi er ved at miste det eneste og sidste værn imod tingsliggørelsen af mennesket. Nu vælger vi allerede fostre til og fra. Menneskeliv bliver kasseret og slået ihjel, fordi de små ikke passer i vores planer eller fordi de har det forkerte køn eller måske har et handicap. Mennesker bliver i stigende grad set som apparater, som maskiner. Organdonation skal være noget man aktivt fravælger, så hospitalsindustrien altid kan have organer nok til udskiftning. Organer er reservedele, som vi kan skifte ud, hvis maskineriet er ved at gå i stykker. Og det største organ, hjernen er også bare en computer, som vi måske i fremtiden skal forbedre ved at forbinde den med lynhurtige computere og kunstig intelligens. Og hvis hele maskineriet en dag ikke længere kan forbedres eller repareres, skal vi have ret til aktiv dødshjælp, dvs. det skal være lovligt at slå ihjel. Alt dette kommer glidende som en vældig dønning, en bølge. Og vi har ikke længere nogen modstand, intet som holder igen. Ingen Gud, ingen Guds gode lov, ingen Kristus, ingen barmhjertighed. For vi er jo kun os selv, og vi er, hvad vi selv beslutter. Vi bestemmer selv alting: Om vi er mand eller kvinde, om vi vil leve eller dø.

Dèr er vi tilsyneladende på vej hen med 200 km. i timen. Og det er tungt at tænke på, synes jeg. Megen kval og elendighed er i vente. Men jeg vover nu alligevel at spørge, om det mon også i virkeligheden er Guds fremmede værk? Er videnskabs­mændene og ateisterne og hele den politiske korrekthed en slags Johannes Døber? Noget, som baner vej, rydder grunden, afslører den sandhed, at uden Gud er vi fortabte – virkelig fortabte? Uden Gud løber vi træt i vores egen blindhed. Alt det er noget, der efterlader os i en ørken, et sted uden ånd. Altså kort sagt: Er det det, han er ude på, Den Gamle af Dage? At gøre sin fremmede gerning også her hos os for at vi skal genopdage den dybe længsel, som bor i alle hjerter – længslen efter ham. Savnet af Gud? For at vi skal vende tilbage til ham og hans barmhjertighed? Det tror jeg. Men nej, jeg kan ikke bevise det mindste af, hvad jeg har sagt. 

Men er det ikke, fordi vi i folkekirken har glemt, at Gud er Gud, og at Gud er Gud, om alle mand var døde? Det er med rette at de gamle lod adventstiden være en fastetid forud for julen. Måske er vores tid – altså vores nutid i Danmark i 2019 og det nye år vi går ind til - måske en lang advents- og fastetid, hvor vi skal opdage, hvad vi tog for givet, opdage, hvad det betyder, at Gud sendte sin søn til os? Opdage at Guds barmhjertighed, syndernes forladelse ikke er en selvfølge, men noget, vi må høre og gribe og tro, fordi alt andet ikke er til at holde ud?

Amen

 
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk