Prædiken til 11. s. e. trin. I, 2019

Luk 18, 9-16

Salmer:  754, 217, 599, 526, 5

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Vi har på dansk det udtryk, at man kan være ”en hund efter noget”. Det udtryk betyder, at man er særlig ivrig efter eller vild med noget, og med billedet tænkes der på en lille hund, der sidder ved bordkanten og stirrer ufravendt på frikadellen, som husets herre fører op til munden. På altertavlen her i Hindborg har vi den lille hund, der sidder sådan.

Ved gudstjenesten skal man være en hund – ikke efter frikadeller, men efter ord. Når man er i kirke, skal man være vågen og bide sig godt fast i nogle særlige vendinger. Man skal ikke sidde og kigge på de andre kirkegængere, men være på vagt som den lille hund. Når jeg selv er i kirke andre steder, og der måske er barnedåb eller hvor præsten måske irriterer mig, så koncentrerer jeg mig om ordene. Jeg undgår at se på bedstemoderen i dåbsfølget, som har hele sin tankekraft samlet om at vinke til og smile til den lille. Eller bedstefaderen, som prøver at lade som om han ikke kan synge med. Jeg prøver også jernhårdt at se hen over det, der irriterer mig ved præsten – en snøvlende udtale, en uvane med at kaste med hovedet eller smile sødt, når der ikke er noget at smile af. Alt sammen for at være en hund efter nogle bestemte ord, som siges under gudstjenesten. Det kan være hilsenen ”Fred være med jer”. Det kan være velsignelsen: ”Herren velsigne dig og bevare dig”. Eller ordene ved dåb og nadver, hvor der erklæres noget. Så som: ”Den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed ham har gjort fyldest for alle vore synder ”. Sådan noget skal man være en hund efter. Det er ord, der skaber en ny virkelighed.

Den slags vigtige ord og erklæringer kender vi også andre steder fra. Når dommeren, efter at både anklager og forsvarer har procederet, fælder dom og siger: ”Thi kendes for ret”, så er det ord, der har følger, og derfor sidder alle i retssalen som små hunde og venter på ordene, der nu skal siges. For de skal siges, ellers er der ingen dom, ingen afklaring. Vi kender det også fra brylluppet, både det i kirken og det på rådhuset. Ægteskabet er først en realitet, når præsten eller giftefoden med ord har erklæret parret for mand og hustru. Først idet ordene siges, er det virkelighed. Det er også endnu sådan, at hvis en mand indkaldes til retten, skal stævningen overbringes til ham personlig. Den ansatte ved retten skal sige til den sagsøgte: Du er indkaldt og stævnet til retten den og den dag. Megen tid er gået med at finde folk, som har gemt sig eller er flygtet – netop for at de ikke skulle kunne høre indkaldelsen. Sådan er det med ordene og gudstjenesten. Når der siges ”Fred være med jer”, så skal man ligesom hunden snappe ordene og sige: Jeg har fred med Gud. Når det siges: Herren velsigne og bevare dig, så skal I sige: Nu er jeg den velsignede. Og når nadverordene lyder, så skal man på samme måde sig: Nu har Jesus Kristus båret alle mine synder!

Den lille hund lader sig ikke distrahere af, hvad der ellers foregår ved bordet. Den er bedøvende ligeglad med kartoflerne og salaten. Den er også helt ligeglad med, hvad dens mennesker taler om ved bordet. Hele dens sanseapparat er rettet mod frikadellen på gaflen. For måske falder der en bid af til den. Af hunden kan vi lære at fokusere på det væsentlige. Guds ord til mig, Guds befaling til mig i dag. Lad ikke øjnene hæfte sig ved damen foran og hendes uopdragne unge, lad ikke øjnene løbe over til ham den tykke svedende mand på tredje række eller hende den flotte blondine med de lange ben på fjerde række. Sig til øjnene: Hold jer for jer selv, og lad ørerne gøre arbejdet.

Over for Gud gælder nemlig ingen sammenligning mellem mennesker. Kun hans eget ord. Kun hans egen befaling. Hvad skal Gud bruge det til, at I måske går mere til kirke end andre? Eller hvad skal Gud stille op med den oplysning, at I heldigvis ikke er kriminelle eller har så uopdragne børn som hende damen foran, eller heldigvis ikke er så tykke som ham deroppe på tredje række? Hvad har det med sagen at gøre, at man desværre ikke er flot fyr, der kunne gøre indtryk på hende blondinen, men bare er en gammel hat? Det kommer slet ikke det smør ved. Gud er Gud, og Gud befaler. Gud erklærer, Gud bemyndiger, Gud tilsiger. Og det sker med menneskeord ved gudstjenesten.

Jesus fortæller lignelsen om farisæeren og tolderen i templet. Anledningen er netop, at nogle folk har travlt med at sammenligne sig med andre. Når man ser ned på andre, sker det som regel ved en sammenligning. Det lærer vi allerede fra vi er børn: Æv bæv, dit penalhus er ikke lige så stort som mit. Og her er altså nogen, som rakker ned og dømmer, fordi sammenligningen er til deres egen fordel. Da fortæller Jesus, og hans lille historie rammer på en prik. Den er så præcis og psykologisk dybsindig, at det har ærinde til alle tider. Forskellen på tolderen og farisæeren er, at tolderen ikke ved, at farisæeren er der, mens farisæeren i høj grad er klar over, at tolderen er der. Den fromme rettroende alvorlige farisæer har hele tiden et øje nede hos tolderen. Mens tolderen omvendt står som den lille hund ved bordet, og venter på et ord, et tegn, der kan modsige eller frisætte ham fra hans egen brøde, hans egen skyld. Farisæerens bøn var ikke mulig, hvis ikke tolderen havde været der. Men omvendt er farisæeren slet ikke til stede i tolderens bøn.

Historien handler altså ikke om, at tolderen er bedre end farisæeren. Hvis man får det ud af den, har man helt misforstået den, for så er man jo netop i gang med at sammenligne. Nej, historien handler om at fokusere på det væsentlige – lige over for Gud. Hvis man endelig skulle sammenligne rent menneskeligt, så er der ingen tvivl om, at farisæeren er en bedre, mere alvorlig, mere ansvarlig mand end tolderen. Farisæeren fortæller i sin bøn, at han faster to gange om ugen og betaler tiende af hele sin indtægt. Han gør altså Gud opmærksom på, at han, farisæeren gør mere, end loven foreskriver. Det var tilstrækkeligt at faste én gang om ugen, ligesom ingen betalte tiende af hele deres indtægt. Farisæeren er altså virkelig en alvorlig og ansvarlig mand. Tolderen fortæller på sin side ikke noget om sig selv. Hans bøn går slet og ret ud på, at Gud skal være ham nådig. Og det kunne nok også gøres nødig, ville farisæeren sige: tolderne var efter datidens tankegang slet og ret nogle dumme svin: De var romernes lakajer. De opkrævede skat på romernes vegne og de stak noget af det til side til sig selv.

Men det er som sagt alt sammen sammenligning, og den slags er en forbandelse for Gud. Hele brodden i historien ligger i, at farisæeren ikke går hjem som retfærdiggjort. Alt hvad han bygger sig selv op med, forkastes. Lovoverholdelse, faste og tiende – det hele. For over for Gud gælder kun Guds vilje, Guds egen dom – ikke vores sammenligninger.

Jeg tror, jeg vil foreslå Facebook, Twitter, Instagram og Google om at lægge Jesu lignelse op som adgangskode til de sociale medier. Hver gang nogen vil lægge opdateringer op, bør de terpe denne lille historie først. Beskeden er kort: Du er ikke, hvad du lægger op. Du er ikke din seneste opdatering. Du er ikke, hvad du er til sammenligning med de andre. Du er ikke, hvad du selv kan gøre dig til. Du er, hvad Gud siger, du er. Alle skulle kende den befrielse det er at komme til et sted, hvor sammenligningen er ugyldig, hvor al vores egen retfærdighed er underkendt på forhånd. Hvor man blot skal sidde som en lille hund og være en hund efter Guds ord.

I flere generationer har vi lært, at vi er, hvad vi selv gør os til. Sagt med et gammelt kirkeord, at et menneske skal ”retfærdiggøre sig selv”. Netop i disse år er det gået helt amok. Forleden hørte jeg en besynderlig historie om en såkaldt ”trygheds­gruppe” på den yderste venstrefløj, som har udgivet et skrift om, hvad man kan gøre, hvis man er hvid og skal til fest, og gerne vil undgå at fylde for meget med sin hvidhed til festen. Vejledningen er vistnok skrevet på baggrund af en fest i Folkets Hus på Nørrebro. Her mente nogen, at de hvide fyldte for meget i forhold til sorte og farvede eller brune. Budskabet var så, at hvis I som hvide skal til fest, så er det en god ide at tage pause fra dansegulvet, så man ikke straks indtager det. Anbefalingen var, at man skulle holde sig lidt i baggrunden, f.eks. kunne man tage opstilling i baren, sådan at sorte og brune også kunne få plads på dansegulvet. Man tror ikke sine egne øren, men denne sindssyge korrekthed findes i Danmark. I forbindelse med homo-paraden i København for et par uger siden, var der en gruppe, som optrådte med, at alle de hvide i gruppen gik bagerst og ryddede efter de andre. Det var et vigtigt signal, mente man, da vi hvide jo i århundreder har været årsag til så meget ondt på kloden. Nu kunne de gøre bod. Det er et vanvittigt eksempel på den moderne korrekthed, som ikke er andet end den samme gode gamle farisæiske retfærdiggørelse og sammenligning.

Sammenligningen er vitterlig en forbandelse. Med den kan vi menneskeligt møve os op over andre, så vi luner os ved, at vi da i det mindste ikke er så slemme som de andre. Og med den kan vi slå os selv i hovedet med alt det de andre er og har, men som vi ikke er og har. Sammenligningen er årsag til det mest brovtende og selvforher­ligende storhedsvanvid og de mest hjertekrympende selvbebrejdelser og mindreværdskomplekser.

I evangeliernes beretninger om Jesus er det karakteristisk, at Jesus – som den eneste – aldrig tager hensyn til sammenligningen mellem folk. Om det er overtolderen Zakæus eller det er farisæeren Simon – det afgørende er ikke deres forholdsmæssige kvalitet. Det afgørende er, at Jesus er kommet til dem i dag.

Så derfor: Lad os nu som små hunde vente på de godbidder, som falder til os: De erklæringer og befalinger, som lyder ved gudstjenesten. Hold øjnene for jer selv, vær parat og sig: Nu er det sagt: Nu er det virkelighed. En anden har virkelig båret min synd og skyld. Jeg har nu virkelig modtaget velsignelsen. ”Jeg har talt”, sagde romerne, når de var færdige med deres tale. Jeg har talt, siger Gud! Der er ikke mere at tilføje.

Amen

Prædiken til 2. s. i advent II, 2019

Matt 25, 1-13

Salmer: 74, 85, 80, 108, 86

 

Ej andet fra dit rige

har draget dig herned,

end din den uden lige

grundløse kærlighed.

Da jeg i mørkheds sæde

og Satans rige sad,

da kom du selv, min glæde

og gjorde mig så glad

 

Kend den på knækket, siger de om Langelænder-pølserne, for en Langelænder skal kendes på det særlige knæk det giver, når man bider i den. Vi mennesker skal ikke kendes på knækket, men på, hvordan vi venter. Adventstiden er tiden, hvor vi venter på jul, men i kirken er det også et billede på hele livet: Vi venter på at møde Herren, og indtil da gælder det: Tør vi dristigt og modigt stole på Guds tilgivelse nu i dag og være os selv med alle fejl og dumheder – eller vil vi hellere krybe af frygt for, hvad andre kunne finde på at tænke om os? Skal andre mennesker i os møde et menneske – eller bare endnu en politisk korrekt klon af alle de andre?

Jeg skulle engang med toget til København. Toget er et godt sted at iagttage folk, der venter. Jeg havde taget Arrivas bumletog til Aarhus, og var nu landet i intercitytoget. Vi var en flok stille og pæne mennesker til stede i vognen. Over for mig sad en dame, som havde rustet sig med en sandwich i en brun pose, en bog og sin mobiltelefon. Ovre på den modsatte side af midtergangen sad en ung svensk kvinde og talte i telefon, mens hun skrev på sin computer. Selv havde jeg taget et par bøger og min avis med, og på den måde var alle hver for sig parate til en lang togtur, en lang ventetid hver for sig. Vi talte ikke sammen. Man vil jo ikke mase sig på. Vi passede hver vores og undgik at se hinanden i øjnene.

Og så var det, at dette her ægtepar troppede op. De var lidt ubestemmelige af alder. Helt sikkert yngre klædt end de var. Hun i strikbluse, stramme cowboybukser og lange støvler. Han i lyse bukser og hvid poloshirt, der stod godt åben i halsen, så man kunne se korset, som hang der. De var lidt nogle typer, og jeg tror nok, jeg ret hurtigt havde en hel del fordomme parat. Men de kom ind med deres mægtige kufferter. Øverst på hans kuffert tronede en six-pack med dåseøller, for vi kunne jo nok forstå, sagde konen, at han havde ikke været i København før, så nu skulle de have en på opleveren. Og før toget var nået ud af Aarhus, var alle vi andre blevet budt på øl op til flere gange, og endnu inden vi var kommet til Skanderborg vidste vi, at de skulle over at bo på Palace Hotel i København, fordi de næste dag skulle til fest hos Bjarne og Lisbeth på Amager. Omkring Horsens blev vi budt på chokolade og på det tidspunkt havde vi rede på, at de faktisk endnu i aften skulle til en lille privatfest i Hvidovre – bare nogle vennepar, selv om det jo også have været helt hyggeligt bare at være på fint hotel i hovedstaden med minibar og roomservice og alt det fine. Og shoppe skulle de vel også lige nå, fortalte de, da vi nærmede os Fredericia: Eller det vil sige: Det var jo nok hende, der ville ind på Strøget og glo på alle de smarte butikker, og så måtte han jo nok hellere holde godt fast i Dankortet, for ellers kunne de jo nok risikere at skulle hyre en fragtmand til alle de pakker og sager.

De var bare for meget, de to. Og de blev selvfølgelig endnu mere for meget i takt med, at de fik flere øller indenbords. Vi andre fik ikke læst ret meget. Damen over for mig var vist forarget. Den svenske pige havde næppe nået at skrive tre ord på sin computer, før hun venligt og nysgerrigt blev forhør om, hvad sådan en nordmand nu lavede her i Danmark, og konen stødte tilfældigvis på en spejderpige lidt fremme i vognen, og det var da sjovt, for hun havde også selv været spejder! Og på vej til toilettet faldt manden i snak med en forretningsmand fra Vejle og tænk: Han havde en gammel soldaterkammerat, der også kom fra Vejle. Ja, det vil sige, han var flyttet nu, for de var skilt, ham og konen, og så havde han truffet en ny, så nu boede han nede ved Bramming, hvor han har startet et lille firma, som laver køkkenborde. Sådan fortsatte det.

Hen over Fyn var jeg nok ved at være en lille smule træt af dem. Men på den anden side: Jeg måtte jo lade dem, at de var gode til at vente. De gjorde togturen til lidt af en oplevelse for os alle. De sad ikke bare der som vi andre og mulede over vores telefoner og skjulte deres tanker. De snakkede og spurgte og engagerede sig. De var naturligt sig selv. De var som de var: glade og ubekymrede. Og det måtte jeg faktisk beundre dem for – ja, i mit stille sind her bag efter ligefrem takke dem for. Og i dag vil jeg bruge dem som et eksempel på, hvordan man som kristen, som døbt skal leve i livets store ventesal. Her skal vi ikke gemme af frygt for, hvad andre vil tænke. Vi skal stole på Guds godhed og være dem vi er. For det er som sådan, Gud vil bruge os.

Jesu lignelse om de ti brudepiger handler jo også om nogen, der venter. En brude­piges arbejde bestod i at være parat. Hun sad sammen med de andre brudepiger og ventede i brudens hus. For på et eller andet tidspunkt skulle brudgommen komme i spidsen for et festligt optog og hente sin brud. Men det kunne jo godt trække ud. Ja, det var dengang særlig ærefuldt for bruden, hvis det trak ud, for det betød, at brudens far og brudgommen og hans far havde svært ved at blive enige om medgiften. Hvis det tog lang tid, var det fordi pigen var smuk, dygtig og højt vurderet. Nuvel, når brudgommen så pludselig kom, skulle pigerne springe op og komme ham i møde, dansende og syngende med deres lamper tændt. Så hele deres arbejde bestod i at vente og være parat til det rette øjeblik. Og rigtig dumt er det jo så, hvis man ikke har tænkt på det vigtigste: at have olie med til lampen. En brudepige var udvalgt blandt de dygtigste og kønneste piger. Derfor forventedes der naturligt, at de tog opgaven på sig. Det var kun rimeligt, at en brudepige var engageret med alt hvad hun havde, sin forstand – sig selv.

Vær beredt! – det er spejdernes gamle feltråb, og det rammer på sin vis rigtig godt, hvad Jesus forventer af os. Vi venter på Herren. ”Kom, Herre Jesus”, står der på den nye klokke, som vi fik sat op i klokketårnet under den gamle middelalderklokke. Det er de sidste ord i Biblen. Kirken er jo ikke en mindestue for noget, der skete engang. Vi venter på ham, der skal have det sidste og endelige ord om os, vores Herre og dommer. Men hele grundtanken i kristendommen er, at vi har lov til, ja, har pligt til at tage forskud på hans dom – som en frikendelse, en tilgivelse af alt det, vi ikke gjorde godt nok eller ødelagde. Vi møder det jo i nadveren hver søndag: Se lille menneske. Du har fred med din Gud i dag. Alt hvad du forfejlede, al din tvivl og stolthed og dumstædighed – er slettet ud i dag.

Præsten og digteren Jakob Knudsen bad engang en bøn før sin prædiken, hvor han bad Gud give ham styrke til at være sig selv. Det var der mange, der blev forargede over. De syntes, han var en selvoptaget egoist at bede sådan, men han så det som noget, Gud skulle hjælpe ham til. At turde tro, at Gud havde taget ham i tjeneste netop som den, han var.

Hvad har vi brug for i disse år? Netop at nogen tør være mennesker, uperfekte mennesker. Mennesker med meninger og holdninger og mod. Vi er blevet helt uhyggeligt forsigtige og påpasselige. Altid er vi på vagt for, om vi nu støder an, om vi nu gør noget forkert, om andre nu synes, vi er gode nok, eller om de rynker på næsen af os. Det er så mærkeligt at se: I årevis har vi arbejdet målrettet på at fjerne kristendommen fra alle sammenhænge. Ikke noget med Fadervor i skolen, ikke noget med bibelhistorie i skolen, ikke noget med børnelærdom i hjemmet. I Tv siger man ikke længere ”efter Kristi fødsel”, men ”efter vor tidsregning”. Kristendom og Gud og Jesus skal ud af ligningen – for at vi alle sammen kan blive frie og lykkelige og beskyttet mod farlige krænkelser. Men hvad sker der? Vi er blevet frygtsomme og ængstelige.

Jeg hørte engang fra en ung mor fra København, der fortalte om hendes sundheds­plejerske. Denne sundhedsplejerske var så vant til at komme hos alle mulige hyper­be­vidste hipstermoderne veganske regnbuefamilier, at hun kom ind af døren som en stor undskyldning for sig selv. Den unge mor, som fortalte om hende, var fra Jylland og foretrak en sundhedsplejerske, som turde træde i karak­ter og sige: Jeg er sundhedsplejerske. Jeg ved noget om dette er! Gør sådan, nu er det tid til sådan og sådan, det og det skal I holde øje med! Men sund­hedsplejer­sken var så kuet og frygtsom, at hele hendes fokus var, hvad forældrene nu havde af forestillinger og meninger. Hun var så vant til, at de overfaldt hende med brok og klage, hvis de syntes, hun ikke tog nok hensyn til lige netop deres behov.

Vi lader os drive rundt ved næsen af vores frygt for de andre. Frygt for at krænke, frygt for at træde i karakter. Vi tænker: Sådan kan jeg køre under radaren og leve i fred. Men Jesus siger, at netop derved kommer vi til at svigte andre mennesker. Alt det, vi ikke påtaler, alt det, vi fortier af frygt – det får jo så lov at brede sig. I Sverige har de ikke talt om problemerne med den store indvandring til landet – af frygt. Og nu er problemet blevet kæmpestort. Bange overkorrekte mennesker er farlige. De tør ikke begå fejl, tør ikke vove pelsen, og netop derfor svigter de. Bange mennesker bliver ufølsomme over for andres sorger og proble­mer.

I skal sige sådan her: Nå ja, vi venter på Herren. Og mens vi venter, så lad os se, hvad der er at gøre. Engagere os, slås for det vi tror på. Vi frelses ikke ved at være korrekte og pletfrie! Hvad skal andre mennesker med endnu en korrekt forsigtigper? Vær beredt, vov at være jer selv. Vov at være til virkelig gavn og nytte for andre – mens vi venter.

Amen

Prædiken til 3. s. i advent I, 2019

Luk 1, 67-80

Salmer: 74, 93, 38, 78, 733

 

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren, for så højt som himlen er over jorden, er mine veje over jeres veje og mine planer over jeres planer”.

Sådan står der i Esaias Bog i Det Gamle Testamente. Og de ord skal være omkvædet i dag: Det onde, ugudelige menneske skal forlade sine veje og planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed. Men for at få mennesker til at vende om fra deres onde veje og planer, må Gud gå ad sære skjulte veje og lægge planer, som vi mennesker intet fatter af. Gud har en fremmed gerning at udføre, siger Esaias også. Et værk, der er fremmed for hans eget hjerte. Fordi mennesket er en genstri­dig oprører, en 95% hedning, en rendemaske, en vendekåbe – derfor må Gud somme tider fare med strenghed, når han vil elske, slå, hvor han vil velsigne, tale med en fremmed tunge, hvor han kun vil kalde til barmhjertighed.

Det er et mangelfuldt billede – men alligevel: Gud må gøre som forældre, der tager opdragelsen alvorligt for barnets egen skyld: Han må ind imellem være streng og sige nej, for at barnet bag dette nej, kan høre et dybere ja. Nej til skumfiduser og slikkerads ved kassen i Rema, men ja til at være grænse og bolværk og klippe for barnet. Sådan må Gud gå ad fremmede stier og lægge fremmede planer – for at kunne vise, hvad han egentlig vil: Vise barmhjertighed. Vil mennesker ikke kende Gud i hans klare ord, så må de kende ham i savnet. Vil de ikke synge salmer, må de lære at sukke. Vil de ikke gå til kirke, må de lære at længes.

Gamle Zakarias sidder med sin søn, den lille Johannes. I et syn ser han sønnens op­gave: Han skal gå foran Herren og bane hans vej. Johannes skal udføre Guds fremmede værk ved at tale dunder, ved at true med fortabelse og helvede, ved at vække anger og savn og længsel: ”Øgleyngel!” råbte han efter de pæne korrekte rejsende ved vadestedet over Jordanfloden: ”Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Kom ikke og sig: Vi har Abraham til Fader, for jeg siger jer, at Gud kan opvække børn til Abraham af stenene her!”

Nuvel, sådan var det for 2000 år siden, men Guds veje går stadig uforandret højt over vore veje, og hans planer er stadig uforandret højt over vore planer. Gud har stadig dette fremmede værk at gøre, som vi ikke fatter en lyd af, fordi det for os at se går stik imod, hvad Gud, Jesu Kristi Fader – egentlig vil. Det fremmede værk, som Gud gør, kan ligefrem virke skræmmende, fortvivlende, knugende. Først sent kan vi opdage, at det hele fik en drejning og en virkning, som vi ikke havde set komme.

Lad os bare tage nogle eksempler fra historien. Set i bakspejlet kan vi se det. Men kun der. Ikke ellers. I Kina i dag vokser kristendommen med stor hast. Der er snart flere kristne kinesere, end der er kristne europæere. Kirkerne vokser, både de organiserede katolske og protestantiske, der har rigtige kirkebygninger og lever på en slags tålt ophold hos myndighederne - og så husmenighederne, som er undergrundsmenigheder, hvor kristne mødes privat bag lukkede døre hos privatmænd og kvinder – ganske som man gjorde for 2000 år siden i det gamle Rom. Jeg læste et sted – jeg har glemt hvor - en forklaring på kristendommens vækst i Kina. Det var en kinesisk kristen, der sagde: ”Vi takker formand Mao for, at kirken vokser! Formand Mao er vores Johannes Døber!” Jeg måtte læse det flere gange, før jeg forstod, hvad han mente. Formand Mao var Kinas blodtørstige diktator, måske den diktator i verdenshistorien, som har flest menneskeliv på sin samvittighed. Jeg har set tal på over 40 millioner kinesere, som døde under hans styre. Enten henrettet eller sendt til lejre eller døde af hungersnød, fordi Mao gennemførte sine vanvittige, verdensfjerne ideer. Hvordan i alverden kunne den kristne kineser takke denne forfærdelige tyran? Meningen var selvfølgelig heller ikke, at de kinesiske kristne var glade for forfølgelserne og blodsudgydelserne. De har formodentlig alle familiemedlemmer, som er døde i Maos frygtede opdragelses- og arbejdslejre. Men meningen var, at Mao havde ryddet grunden. Han havde efterladt kineserne med et tomrum. Gennem Maos regeringstid havde de glemt deres egen baggrund i buddhisme og den særlige kinesiske taoisme. Det nye kinesiske styre er et rendyrket diktatur, der alene går efter at sidde på magten og holde alle kinesere tilfredse med flotte biler, lækre mobiltelefoner, lækre lejligheder, skinnende dimser og dippedutter. Kineserne har lært det tomme forbrug – og nu savner de noget, de ikke længere ved, hvad er. Mao var på den måde en Johannes Døber, der beredte vejen for Kristus i Kina. Det var slet ikke, hvad Mao selv ville, absolut ikke. Men Guds planer går højt også over Maos planer.

Det samme kan man se i Rusland. Stalin har helt sikkert andenpladsen på masse­mordernes rangliste. Han sprængte kirker i luften og massehenrettede præster og bisper og sendte millioner af kristne russere i fangelejre. Stalin ville ligesom sin forbryder-læremester Lenin udrydde kristendommen. Den skulle helt ud af ligningen. Men det kom ikke til at gå efter hans planer, tværtimod: Der er mange russere, som i dag i fuldt alvor mener, at netop forfølgelserne under Stalin styrkede den kristne kirke. Og på samme måde som i Kina oplevede russerne efter murens fald et samfund, hvor alle bare ragede til sig og berigede sig på andres bekostning. Et tomrum var opstået, en længsel efter noget, et savn af noget, som man måske kun dunkelt huskede. Men nu har kirken næsten genvundet sin styrke i Rusland.

Jeg tænker nok, at sådan en snak kan skurre i ørene. Det lyder helt forkert i vores forvendte moderne øren. I de nye salmer, som synges alle vegne hører vi mest, at Gud sidder i sin himmel og er så kærlig og rar. Hvordan kan man så sige sådan noget? Det er dog ikke andet end den samme tanke, som allerede gamle Esaias slog til lyd for: Guds fremmede værk. Guds veje, der ikke er vore veje og hans planer, der er langt over vore planer. Det er naturligvis kun noget, vi kan gætte på, mens vi ser tilbage. Og fordi vi kender Kristus. Det er ikke noget, vi kan stå og gøre regning på nu, mens det sker.

Men lad os nu vove at tænke stort og mærkeligt og modsige den søde kærlighedssnak om Gud. Lad os overveje, om ikke også Gud gør sit fremmede væk her hos os i Danmark i 2019? Det tror jeg. Og jeg tror også, der kan ligge en sær trøst i det, en opmuntring, et håb – lige der, hvor fremtiden tegner sig allermest uhyggelig og trist.

I Danmark har vi ingen blodtørstige diktatorer. Men vi har det, man kunne kalde nyhedenskabet. I årevis har vi arbejdet på det, som Mao og Stalin drømte om: kristendommens afskaffelse. Med alle vore mange kirker er Danmark i nogen grad blevet afkristnet. Børnene har aldrig hørt bibelhistorie, og nu er de vokset op og har selv fået børn, og deres børn hører heller ikke bibelhistorie. Hverken derhjemme eller i skolen. Gud er bare noget i en gammel bog. Jesus, jo jo, han var da vist god nok, men nu lever vi jo i 2019, og verden står jo ikke stille, vel? Sådan bliver vi mere og mere hedenske, i begyndelsen frivilligt og med åbne øjne. Siden under tvang, fordi vi ikke kan andet. Stalin og Mao ville klappe i hænderne af os. Vi er ved at miste det eneste og sidste værn imod tingsliggørelsen af mennesket. Nu vælger vi allerede fostre til og fra. Menneskeliv bliver kasseret og slået ihjel, fordi de små ikke passer i vores planer eller fordi de har det forkerte køn eller måske har et handicap. Mennesker bliver i stigende grad set som apparater, som maskiner. Organdonation skal være noget man aktivt fravælger, så hospitalsindustrien altid kan have organer nok til udskiftning. Organer er reservedele, som vi kan skifte ud, hvis maskineriet er ved at gå i stykker. Og det største organ, hjernen er også bare en computer, som vi måske i fremtiden skal forbedre ved at forbinde den med lynhurtige computere og kunstig intelligens. Og hvis hele maskineriet en dag ikke længere kan forbedres eller repareres, skal vi have ret til aktiv dødshjælp, dvs. det skal være lovligt at slå ihjel. Alt dette kommer glidende som en vældig dønning, en bølge. Og vi har ikke længere nogen modstand, intet som holder igen. Ingen Gud, ingen Guds gode lov, ingen Kristus, ingen barmhjertighed. For vi er jo kun os selv, og vi er, hvad vi selv beslutter. Vi bestemmer selv alting: Om vi er mand eller kvinde, om vi vil leve eller dø.

Dèr er vi tilsyneladende på vej hen med 200 km. i timen. Og det er tungt at tænke på, synes jeg. Megen kval og elendighed er i vente. Men jeg vover nu alligevel at spørge, om det mon også i virkeligheden er Guds fremmede værk? Er videnskabs­mændene og ateisterne og hele den politiske korrekthed en slags Johannes Døber? Noget, som baner vej, rydder grunden, afslører den sandhed, at uden Gud er vi fortabte – virkelig fortabte? Uden Gud løber vi træt i vores egen blindhed. Alt det er noget, der efterlader os i en ørken, et sted uden ånd. Altså kort sagt: Er det det, han er ude på, Den Gamle af Dage? At gøre sin fremmede gerning også her hos os for at vi skal genopdage den dybe længsel, som bor i alle hjerter – længslen efter ham. Savnet af Gud? For at vi skal vende tilbage til ham og hans barmhjertighed? Det tror jeg. Men nej, jeg kan ikke bevise det mindste af, hvad jeg har sagt. 

Men er det ikke, fordi vi i folkekirken har glemt, at Gud er Gud, og at Gud er Gud, om alle mand var døde? Det er med rette at de gamle lod adventstiden være en fastetid forud for julen. Måske er vores tid – altså vores nutid i Danmark i 2019 og det nye år vi går ind til - måske en lang advents- og fastetid, hvor vi skal opdage, hvad vi tog for givet, opdage, hvad det betyder, at Gud sendte sin søn til os? Opdage at Guds barmhjertighed, syndernes forladelse ikke er en selvfølge, men noget, vi må høre og gribe og tro, fordi alt andet ikke er til at holde ud?

Amen

Prædiken til Juleaften 2019

Luk 2, 1-14

Salmer: 94, 104, 113, 136

 

Jeg skal begynde med at bringe en advarsel. Jeg gør opmærksom på, at vi her i kirken har indført samme system som i biografen. Under jeres bagdel har vi monteret en katapult, som styres her oppe fra prædikestolen. Hvis jeg ser en af jer bøje nakken over mobilen, hvis bare en af jer så meget som rækker ud af efter mobilen i lommen, trykker jeg på udløseren, og så ryger i direkte ud i verdens­rummet.

Jeg vil nødig ødelægge den gode julestemning, men i aften, når familien sidder samlet ved træet, og søde bedstemor giver søde lille William den mobiltelefon, han sådan har ønsket sig. Eller når søde far og søde mor giver søde lille Emma den ipad, hun sådan har ønsket sig, så kunne søde bedstemor ligeså godt have givet søde lille William en bane kokain, og søde far og søde mor kunne lige så godt have givet søde lille Emma hendes livs første heroin-fix.

Vi er blevet narkomaner. Vi er blevet besatte af de små lysende skærme. Helt rutinemæssigt, som en ren refleks i enhver pause griber vi de små tingester og bøjer nakken over dem – og er væk. Mor går med barnevognen. Den lille ligger og knirker og pludrer, og mor kigger ømt ned – på den lysende skærm, som hun støtter mod barnevognens håndtag. Mor er der, men mor er væk. Og far går til børnehaven med sin lille søn. Og sønnike ser på regnormen, som har søgt op fra sit hul for regnen, og på de små spurve, som kvidrer vinteragtigt i bøgehækken. Men far ser det ikke, for også han er tabt i skærmland. Jeg går ned ad gaden. En kvinde kommer imod mig. Jeg ser hende i ansigtet for at hilse, men hun ser mig ikke, hun aner ikke, at jeg er der, for hendes nakke er bøjet over telefonen. To hvide ledninger stikker ud af ørerne på hende. Når præsten kommer ind i konfirmandstuen, ser han ikke sine kvikke og søde konfirmander, men en række zombier, tabt for omverdenen, bøjede nakker, døde blikke bag ­skærme. Først når præsten råber ”godmorgen”, kan man se, at de er levende intelligente unge mennesker. Først når telefonen slukkes, tændes mennesket. Ved alle stoppesteder, til møde, i lufthavne, i busser, i tog, hjemme ved spisebordet, ja, hjemme i ægtesengen lyser de små skærme. Vi er ikke længere herrer over dem. Vi er besatte. Jeg siger vi, for jeg hører selv til de besatte. En-to-tre bøjer jeg også selv nakken og er væk.

En avis herhjemme kaldte 2010’erne for ”de bøjede nakkers årti”, og det er et sandt ord. ”Text necks”, altså ”tekstnakker” kalder lægerne den skade, som stadig flere pådrager sig ved for stort mobilforbrug. Og det er bare for meget. Jeg kan næsten ikke klare at se de der bøjede nakker og døde blikke mere. Det minder mig om billedet af den tykke og dumme abe, der sidder og glor på sig selv i et spejl. Misforstå mig ikke. Skærmene er utrolig praktiske og anvendelige og gør mange ting nemme for os. Men vi er langt ude over praktisk brug. Skærmene drager os, fordi de i eet hug tilbyder alt det, vi mennesker elsker allermest: tryghed, bekvemmelighed og underholdning. Tryghed for at vi altid er med, altid er tilgængelige og altid kan få kontakt. Bekvemmelighed ved at vi kan købe og skaffe og opnå alting ved blot at sidde på vores flade. Og underholdning i form af en lysende virtuel verden, som får os til at glemme den svære og grumme virkelighed. Og overser vi dem, glem­mer vi skærmene et øjeblik, siger de ”bling” eller ”blop” eller vibrerer hidsigt, for de vil have vores opmærksomhed hele tiden.

Vi er narkomaner, og techgiganterne Facebook og Google og Appel og Amazon og hvad de ellers kalder sig, er vores pushere. Vi troede, de var ligesom gode feer i eventyrene, der bare var kommet for at hjælpe os til at få kontakt med hele verden og give os et nyt og lettere liv. Vi kastede os ud i det og fortalte de mest intime ting om os selv: Se, her er jeg, mens jeg er i bad, og se, her er jeg i soveværelset sammen med min hemmelige elskerinde. Og her er mit kontonummer, og her er min pinkode og her er mit personnummer, mit pas, mit ansigt, mine fingeraftryk. Og techgiganterne grinede i skægget og sagde tak, for det var jo det, de var ude efter: vores data. De helmer ikke før de har fået vores sjæl – så de kan gøre den i penge.

Narkomaner sender man på afvænning. De skal væk fra miljøet. De skal have lejlig­hed til at træde et skridt tilbage og gøre sig fri. Sådan også med os. Men der er bare ingen steder vi kan træde tilbage. Alle steder er vi på, alle steder slæber vi vores nye legemsdel, vores nye fodlænke med. Alle steder falder vi i og bliver zombier med bøjede nakker.

Måske er kirken sidste undtagelse. Vi har ikke wifi her og mobilnettet er dårligt bag de tykke mure. Og det er godt. For så kan vi jo passende benytte denne juleaften til at træde et skridt tilbage. Man har beregnet, at med det nuværende forbrug vil en gennemsnits­dan­sker igennem sit liv have brugt 10 år på at bøje nakken over en skærm. Og det er altså kun i fritiden. 10 års fravær, 10 år i skærmland, væk fra børn, forældre, kærester, ægtefæller, familier, venner, andre mennesker, som måske sad der og ønskede, at vi ville være nærværende. Er det nu også det værd? Lad os træde et skridt tilbage:

I er kristne, de fleste af jer, tænker jeg, fordi I er døbt ved en kristen dåb i en kirke. Hvad betyder det? I får ikke lov at google det! Hvis I roder på nettet og finder de søgeresultater, som Googles søgemaskine praktisk, men formynderisk lægger frem for jer, så finder I kun overfladiske svar: ”Når man er døbt, bliver man medlem af folkekirken og har ret til gejstlig betjening ved kirkelige handlinger”. Ja, tak, men det betyder nok lidt mere end det. I stedet skulle I læse første side i Martin Luthers lille bog: Om et kristenmenneskes frihed. Den kan lånes på biblioteket akkurat ligesom alle krimierne. Her begynder Luther med at beskrive en kristen med to modsatrettede sætninger: ”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet”. Og: ”Et kristenmenneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet”. Det er vores opgave: at bruge friheden i tjeneste. Hvis jeg skal beskrive, hvad Luther mener, kan jeg bedst sige med et billede. Jeg så engang nogle rekrutter inde på kasernen være i gang med træningen. De skulle løbe over en sandgrav og springe fra stub til stub. De måtte ikke røre sandet. Gjorde de det, var det om igen. Nu var der en af rekrutterne, som bare ikke kunne komme over. Han faldt i igen og igen. Alle de andre havde klaret den, men denne ene kunne ikke. Nu kunne de andre jo være ligeglade. De havde klaret deres. Men de gjorde noget andet. Frivilligt lagde de sig ned på sandet mellem stubbene, så ham den sidste kunne gå hen over dem uden at røre sandet. Det er et billede på, hvordan man er kristen i verden: Vi er Guds frie børn. Kristus har klaret ærterne for os. Men friheden skal bruges til at gøre tjeneste for andre.

Vi har glemt, at der til troen hører undervisning, dygtiggørelse, styrkelse, hærdelse, disciplin. Jesus havde disciple, og ordet discipel har med disciplin at gøre. Derfor skal vi disciplinere vores ånd. Det er ikke noget, vi danskere er vandt til. Vi forventer, at troen er noget, der kommer ud af det blå. Vel gør den ej. Man bliver ikke maler, hvis man aldrig maler. Man bliver aldrig klavervirtuos, hvis man aldrig gider sætte sig til klaveret. Det er kun skærmnarkomani, der er nemt. Vi må disciplinere os, træde et skridt tilbage os se, hvem, der kører os rundt ved næsen og så yde disciplineret modstand.

En skønne påskemorgen, når Herren banker på kistelåget og siger: Så, Rydal, så står vi op! Så vil han se på mig med sit uendeligt kærlige og trofaste blik og fuld af sit hjertes blidhed, i den største forventning og bekymring spørge til mig: Havde jeg bare en lille krumme tiltro og tillid til hans himmelske Fader?

Hvis jeg så endda bare til den tid tør svare: Ak, Herre, det er noget skidt. Det må du godt nok undskylde, vær mig arme undermåler nådig! Så vil han forstå og tilgive. Men hvad nu, hvis jeg stolt plaprer løs om, at jeg har brugt ti år på at lave opdateringer på Facebook, at jeg har siddet dèr tabt for omverdenen som en zombie med bøjet nakke, som aben med spejlet og spillet små åndssvage spil med nogle orange kugler som man skal trykke på. Gud fri mig for at svare, at jeg har opnået 3 eller en million ”likes” for en eller anden ligegyldig kommentar, jeg skrev på de sociale medier. Et eller andet billede, jeg har lagt ud. Tænk om jeg kun kan fortælle, at jeg har siddet og bestilt billige kinesiske kopivarer hjem, fulde af phtalater og alle mulig giftig kemi? Jeg er bange for, han vil se på mig helt uden at forstå, som om jeg slet ikke har svaret, som om jeg har talt er sprog, som selv han, den almægtiges søn ikke forstår: Min ven, det du dèr fortæller om – det ved jeg slet ikke hvad er. Så du slet ikke op fra din skærm? Hvor var du?

Vi må vise, hvem der er chef nu. Er det skærmene, techgiganterne, vores allermest primitive impulser for tryghed, bekvemmelighed og underholdning – eller hvad? Mobilen behøver ikke være slukket. Den er et praktisk redskab ligesom en osteskærer eller en gryde. Hjemme hos os indførte vi i sin tid computertid for vores børn. En time. Punktum, ikke mere. Indfør det for jer selv. Det meste af, hvad I skal bruge nettet til i privaten, kan I klare på mindre end en time dagligt. Slå apparatets lyde fra, så I ikke lader jer jage med.

Det skal til at ske snart. Før GPS’en kunne københavnske taxichauffører hele det københavnske trafiknet udenad i hovedet med alle vejarbejder og midlertidige omkørsler. Nu kan de ligesom vi andre slet ingenting uden apparatet. Der er vi på vej hen. Skærmene æder vores hjerner, vore sjæle. En slave bøjer nakken. Slave af andre, slave af sig selv. Men vi har Kristus til Herre. ”Stå nu fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg”, skrev Paulus for 2000 år siden. De ord gælder stadig. Løft nakken, løft hovederne! 

Glædelig jul! Amen

Prædiken til Juledag II, 2019

Joh 1, 1-14

Salmer: 100, 118, 110, 99, 119

 

Men ned han lagde sin guddomsmagt,

en tjener vorder han,

han os vil tjene, det er hans agt

og blive vor frelsermand

 

Vi skal begynde denne julemorgen med et billede. Forestil jer en isbelagt sø under en sort og uheldssvanger decemberhimmel. Nederst i horisonten er der et svagt og skidengult skær af en solnedgang langt borte. Der er små fine iskrystaller i luften. Det fryser hårdt. Søens flade ligger grå og frossen, et jævnt gråt gulv under den lave himmel. Der er endnu våger i isen. Hist og her er der sorte pletter med en smule åbent vand. Men det fryser, så vågerne bliver hele tiden mindre og mindre. Først dannes der en tynd hinde, så bliver den tykkere, bliver fast og får samme farve som den øvrige is. Der løber nogen rundt ude på isen, en mørk skikkelse tumler fra våge til våge. Det er en galning med en økse, som han hugger ned i isen på vågerne. Han løber panisk fra våge til våge, slår ned snart her, snart der, og løber så videre til næste våge. Han råber og skriger: Nej, nej, ikke fryse til, ikke fryse til! Så vender han pludselig om: Der hvor han lige har været, er vågen allerede ved at lukke til igen. Der er allerede ved at dannes denne fine glasagtige hinde over det sorte vand. Og ovre på den anden side – hvordan ser det ikke ud der? Han må løbe hurtigere, han må slå hårdere. Han må tilbage. Sådan løber han i det svindende lys, snart kan han ikke skelne vågerne mere. Han sætter farten op, stopper op, ser sig omkring, stirrer ind i mørket, løber nogle skridt, stopper op, slår ned, råber og skriger i angst og panik.

Dette er et billede på den moderne dansker, der vil holde alle våger åbne. Det er et billede på stress. Som denne galning ude på isen løber vi rundt som i panik, fordi vi absolut krampagtigt vil holde alle våger åbne, alle muligheder åbne – koste hvad det vil. Fremtiden skal holdes åben, de uendelige muligheders fremtid skal holdes åben. Der må ikke være frosne våger eller lukkede døre. Altid skal alle muligheder være til stede, så vi kan vælge det bedste hele tiden. Det er som om der sidder en hæslig knoklet heks, en mare med flagrende skørter og tjavset hår på vores skuldre, som hele tiden skriger ind i øret på os: Videre, videre, pas på, nu lukker det til derhenne – du må strenge dig mere an.

Stress er en sygdom som breder sig i netop vores tid. Og vist er der mange slags stress. Man kan få det af dårligt arbejdsmiljø, dårlig ledelse, vanvittig travlhed. Det er ikke den slags, jeg taler om her. Her taler jeg om den, som kommer indefra, fra vores forestillinger, vores forventninger, vores tro. Det er den, der er langt den far­ligste. Vores tro er altid vores blinde vinkel. Vi tror jo, at tro kun er for de religiøse, men troende og ikke-troende får stress, fordi vi tror, at fremtiden er vores, og at den hele tiden skal se ud som den ser ud for et barn, et ubeskrevet blad: alle muligheder åbne. Jeg skal have muligheden for at skifte spor i morgen, gribe nye muligheder i overmorgen, søge nye udfordringer i overmorgen morgen.

Vores unge lærer det på den brutale måde. Og vi har selv lært dem det. I skolen skal man allerede som 10-årig begynde at spore sig ind på, hvad man vil være ude i fremtiden. I syvende og ottende skal man helst have en uddannelsesplan, og hvis man begynder i gymnasiet, skal man vælge de fag, som er direkte målrettet til det, man vil være. Alt det er indført for at de unge skal komme hurtigt ud på den anden side, så de kan betale skat, men det har en anden virkning. De færreste store børn og unge har nogen som helst sikker ide om, hvad de vil være. Derfor tænker de: Jeg er nødt til at holde 1000 forskellige muligheder åbne. Vil jeg være læge eller hellere ingeniør? Eller måske arkitekt eller advokat? Jeg ved det ikke. Men netop derfor må jeg for en sikkerheds skyld sørge for at få gode karakterer i alle fag. Gennemsnits­karakteren er porten ind til Paradis, de ubegrænsede muligheders Slaraffenland. Men når de så kommer ind på en uddannelse, så dukker en ny fare op: CV’et, dvs. ens generalieblad, der fortæller arbejdsgiveren, hvad man har lavet. Har man dalret rundt og drukket bajere eller har man sørget for at holde mulighederne åbne ved at vælge de rigtige studenterjobs? Et CV skal holde vågerne åbne. Tusindfold omhu og bekymring er lagt i sådan et stykke papir.

Det breder sig. Er man uden arbejde, bliver man velmenende sat til at lære at skrive ansøgning. Men ak, man lærer at se sit liv som et CV. Sikken en gru: Det viser sig, at man allerede som måske 35-årig har forsømt de første 10.000 muligheder. Løbet er allerede kørt, jeg bliver aldrig læge eller styrmand eller direktør. Og oven i alt det har vi fået de sociale medier, der kun fungerer, hvis man hele tiden opdaterer, følger med, lægger op. At tænke sig: Voksne mennesker ligger om natten og tjekker mails og opdateringer. For tænk, hvis en mulighed glider fra mig, mens jeg sover. Det er vores heksetro på den fortryllede åbne våge, der kun holdes åben ved vores vanvittige anspændelse – det er den, der ligger bag. Vi er som galningen, der tumler rundt på den kolde isbelagte sø, og vores mareridtsløb bliver vildere og vildere

Lad mig nu give jer et modbillede til manden på isen. En film om en pige, der går glip. Her i efteråret kunne man i ganske kort tid og i ganske få biografer se en film fra Sønderjylland, ”Onkel” hedder den. Den er vist, hvad man kalder en ”smal” film. Vi sad seks mennesker i den store sal i Apollon-biografen i Struer. Jeg har ondt af alle dem, der ikke fik set den. Hvis I en dag finder den på tilbud til en 10’er i Føtex, så grib den og hold godt fast i den. En vidunderlig langsom og anderledes film, som handler om en ung pige, der bor hos sin onkel på hans gamle, lidt slidte gård et sted i nærheden af Tønder. Man forstår, at pigen, Kris, som hun kaldes, har mistet sine forældre. Faderen tog sit eget liv. Man forstår også, at hun har – eller har haft en drøm om at blive dyrlæge. Kris er en lidt fåmælt, forknyt person. Det er i virkelig­he­den hende, der driver gården. Hun får den gamle onkel op om morgenen, får ham i tøjet, stiller morgenmaden frem. Det er hende, der tager det store slæb, mens onklen tuller rundt med sin rollator og gør sig nyttig. Den stedlige dyrlæge kommer af og til på tilsyn. Han vil gerne have Kris til at tage sin interesse for dyrlægegerningen op. Han stikker hende fagbøger og tager hende med ud på nabogårdene, hvor hun hjælper til, for hun har håndelag og ved en masse. Han tager hende også med til København for at høre et foredrag, han skal holde på Landbohøjskolen, men den tur går i vasken, da onklen selvfølgelig lige netop da falder om i stalden og kommer til skade. Kris har ingen ro. Hun må hjem til den gamle. For nok er hun lokket til at muligheden for at blive dyrlæge, men hun er bundet derhjemme. Med hele sin person. Og det overraskende og fremmede er, at hun ikke gør mine til at lave om på det. Hun er tilsyneladende indstillet på at lade alle våger fryse til, lade cv’et blæse væk over markerne. Der er også en ung mand, som er interesseret, men på deres første stævnemøde, tager hun onklen med. Nå ja, hun er efter moderne målestok sær, men det er det, der gør hende til et modbillede til os andre. Man tænker, når man ser filmen: Hun må bryde ud, følge sin interesse, gribe muligheden, når den kommer, holde vågerne åbne – for sådan er det i alle andre film og bøger. Men ikke her. Pigen lader vågerne ise til, lader alle mulighederne som ti fugle på taget være, hun lader fremtiden være, hun går glip, for hun er bundet her i en pligt, som er ubetinget.

Jeg tror, det ville hjælpe, hvis vi turde gøre det samme. Og lade fremtidens ube­græn­se­de muligheder blæse. Jeg har sagt det før: Det ubegrænsede er umen­neske­ligt. Ubegrænsede muligheder i en fremtid som ikke engang er vores – for fremtiden er Guds - det er umenneskeligt. Vi bryder sammen under det. Måske skulle vi denne julemorgen alvorligt overveje, om ikke fremtiden kunne ske at ligge i Guds hånd, og at han – som han altid har gjort – finder sælsomme veje for et lille menneske, fordi han i alt, hvad han gør, er opstandelse fra de døde.

Læg mærke til evangeliet. Johannes siger det på sin egen højtidelige måde: ”Og ordet blev kød og tog bolig i blandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”. Det er præcis det samme som Paulus skriver, når han i brevet til Filipperne citerer den gamle salme om ham, der ydmygede sig og tog en tjeners skikkelse på. Hvis der er nogen, der i verdenshistorien har haft alle muligheder åbne, ikke blot ti våger, men blank vand på et isfrit ocean, så er det vel ham. Men hvad gør han? Han begrænser sig selv, lægger roligt bånd på sig selv – for andre. Brorson beskriver i sine salmer, hvordan Jesus jo burde ligge i silkedyner, mens konger kyssede hans fødder, men han, der har alle muligheder for sig selv, ser bort fra dem, fordi han er bundet i troskab over for sine medmennesker. Hele julebudet ligger i det, at Gud selv har lagt bånd på sig selv. Han kan ikke sidde i de uendelige muligheders himmel, han må engagere sig, binde sig, ofre sig, finde vej til mennesker som menneske.

Jeg taler ikke for, at vi skal opgive alle drømme og gå i frø. Og dog: jo, for resten. For det lille tørre frø har det jo med at falde til jorden og pludselig en forårsdag vokse op som noget, ingen havde set komme. Måske opdager man det først – netop den dag alle våger er frosset til og alle døre lukkede: At Gud sandelig åbnede en helt ny og sær vej for os. Fremtiden er jo Guds og hans alene. Allerede dagen i dag er hans alene. Og hans forventning til os er faktisk helt enfoldigt og bogstaveligt og forargeligt den, at vi lægger livet og alle mulige fremtider i hans hånd og er tro her i dag over for de mennesker, vi er iblandt.

Glædelig Jul

Amen