Prædiken til 3. s. e. trin. I, 2019

Luk 15, 1-10

Salmer: 751, 31, 652, 352, 726

 

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Hver gang jeg kører over Storebæltsbroen, nærmere betegnet det, man kalder Østbroen, hængebroen, der løfter sig svimlende 70 meter op over Storebælts bølger, så gør jeg det altid med lidt sug i maven. På vejen opad mod den første af de to 250-meter høje pyloner, skæver jeg altid ud til de to kolossale ankerblokke i jernbeton, som står ved foden af broen. Det er her de store stålwirer, som bærer hele broen er fæstnet. Hele broens enorme vægt holdes fast af de fire ankerblokke. Lad mig bruge det som et billede på det, Gud stadig vil være for os små forvirrede puslinger: Vores ankerblok, det, vi fæstner vores håb til, det, som bærer os, mens vi aser og kæmper med hverdagen.

I kirken kalder vi til Gud. Ikke andet. Alt her siger til os: Gud skal være din ankerblok. Her skal du sætte din fod, her skal du finde dit ståsted i verden, så du har frie hænder til at binde livets knuder op. Det er kirkens opgave, og hvis ikke kirken gør det, så kunne vi lige så godt indrette et kasino eller et wellnes-center her først som sidst. I kirken skal vi høre, hvad der alene er et menneskes salighed: Gud. Vi tror det næppe, men det er altså hverken en ny Audi, et hus på Petuniavej med havudsigt, en direktørbonus af de helt astronomiske, den store gevinst i Lotto. Det er end ikke den eneste ene, end ikke børnebørn eller lækker gourmet-mad og dejlig vin. Saligheden, sjælens og hjertes hvile – det er noget andet, noget større og mere. Det er det, alle mennesker i virkeligheden dybest nede søger og sukker efter. Det vi søger i alt mulig andet, Gud.

I Biblen hører vi på de første side, hvordan Adam vandrer med Gud i Paradisets have. I aftenkøligheden går Adam med Gud som ven med ven og taler om dagens oplevelser og morgendagens opgaver. Det er saligheden ifølge Biblen: at have Gud som sin samtalepartner, sit faste holdepunkt, sit anker midt i hverdagen. At vokse med opgaverne og modnes i frugtbart mod- og medspil fra Gud. Måske har de to, Adam og Gud, talt om læhegnet og diget ude mod øst, som skal beplantes. Måske har de drøftet, om det var bedst at plante avnbøg eller eg derude – hvad der nu bedst kunne tåle vinden. Adam har været helt opslugt af sine opgaver. Han går dèr med faste, målrettede skridt, helt tryg ved sin verden og sikker på fødderne, fordi han ved, hvad han skal og hvor han har hjemme. Saligheden er ikke ting eller sager, ikke noget skabt, men Gud.

I avisen bragte de her sidste søndag en artikel i anledning af, at det er 75 år siden, at flere medlemmer af Hvidstengruppen blev henrettet i Ryvangen. I artiklen bragte de et gammelt sort-hvidt foto af stifteren, kromanden Marius Fiil og hans kone Gudrun. Det er herligt billede af mand og kone med jordforbindelse og forankring i noget større. Han sidder på en stenkugle ved siden af døren iført træsko og hullede bukser, og med piben i munden. Og hun står på trappestenen ved siden af med en hånd drillende på hans skaldede hoved. Og de smiler begge to sådan et dejlig indforstået, drillende smil. Det er mand og kone, der er forankret og kender deres ståsted. De er fundet, de har hjemme. Der er noget, der ligger i grunden, som ikke her hverken hus eller ejendom eller penge – ja, selv ikke mand, kone og børn. Deres fødder er bundet til deres ankerblok – det er det, der gør dem så frie og stærke at se til. Her er ret og retsind, tro og håb, kærlighed og frihed, bundet sammen som stålwirerne i broen. Det er et billede, man bliver varm og glad af at se på – også selvom man slet ikke har kendt de to mennesker.

Sådan håber jeg, at I i dag kan gå fra kirken. Med en fornyet fornemmelse af en grundvold, en ankerblok under jeres fødder. Hvis kirken har gjort, hvad den er sat til, og Helligånden er med i det, så vil man kunne se, at I kommer fra en kristen gudstjeneste. Det vil være at se i måden, I sætter fødderne i jorden på, måden, I tør kigge op på. I er fundet. Herren har fundet jer – I kan gå hjem med fred.

Hvad fortæller Biblen videre om Adam og Eva? Ja, det ved vi jo godt: De blev med god grund smidt ud af haven. Men siden dengang ledte de med lys og lygte efter vejen tilbage. De ledte efter det, de havde mistet. Den fornemmelse i fødderne af at stå på grundvolden – den søgte de alle vegne, men fandt den aldrig. De kunne ikke finde Gud, selvom de søgte ham i alt mulig. Deres gang på jorden var usikker, deres blik turde de ikke rette op. Så Gud måtte komme til dem – ligesom han i hele resten af Det Gamle Testamente igen og igen må åbenbare sig for menne­sker, stille sig frem for dem og sige: Her er jeg! Han der ved alt, ved jo også, hvad der er mennesket salighed alene: At vandre med ham og være ham nær. Derfor al hans besvær og forskellige strategier og kampe i det Gamle Testamente. Derfor Jesus Kristus.

Jesus bringer egentlig ikke noget nyt. Men han kalder os ud af den forvildelse, at saligheden afhænger af alt det, vi løber efter: penge, succes, menneskelige relationer og andre mennesker, mursten og ting, ideer og tanker – skabninger i stedet for skaberen. Og så siger han til os: I som ikke tror det, I som leder og søger og har glemt, hvad I egentlig søger: Her er jeg – i mig kender I Gud. Som jeg er kommet til de fortabte toldere og syndere, farisæere og skriftkloge – sådan er jeg kommet til jer. Mens I har ledt med lys og lygte efter noget, som I selv har glemt hvad er, så har jeg ledt med lys og lygte efter jer. Og så er det han fortæller de to små lignelser om hyrden og det fortabte får og kvinden og den tabte drakme. De skal sige til jer her i dag: I og jeg er de fortabte. Men vi er også de opsøgte. I dag. Gud vil tage jer tilbage, så han igen kan være jeres grundvold og ankerblok i tilværelsen. Det er budskabet i begge historier. Sværere er det ikke. Tro mig!

Lad mig gennemgå historierne: Hyrden er taget ud til græsgangene med sine dyr. Sidst på eftermiddagen, inden solnedgang driver han dyrene ind i en indhegning, som han deler med andre hyrder. Eller ind i en klippehule. Det var faktisk på den måde en hyrdedreng for 60 år siden fandt de berømte ”Dødehavsruller” i en hule ved Det Døde Hav. I indhegningen eller hulen tæller han omhyggeligt sine dyr. Det er vigtigt, for han kan risikere at skulle betale erstatning til ejeren, hvis et får mangler. Hvis han så virkelig mangler et får, lader han de øvrige tilbage i indhegningen eller hulen, og går ud at lede. Jesus overdriver med vilje i sin historie: Ingen hyrde ved sine fulde fem ville nogensinde efterlade flokken i ødemarken for at gå ud at lede. Han ville først genne dyrene sammen i indhegningen. Men I lignelsen går hyrden straks ud at lede. For han ved, at dyret ikke kan finde hjem selv. Jeg er ikke ekspert, men jeg har læst, at når får går vild og bliver trætte, så lægger de sig og giver op. Og hvis et rovdyr kommer forbi, er de et let bytte. Det fortabte får kan ikke finde hyrden. Men hyrden kan finde fåret. Det er den første lignelse: Mennesker kan ikke finde Gud. Vi leder og leder, men finder ingenting. Men i Jesus Kristus har Gud opsøgt os.

Så er der den anden lignelse, som siger det samme. En kone har tabt en lillebitte sølvmønt, en drakme på gulvet i sit lille hus. Den har måske siddet i hendes hovedtørklæde, hvor arabiske kvinder før i tiden bar deres medgift i form af mønter, syet ind i tørklædet. Kvinden er tydeligvis ikke rig. Mens mere velhavende kvinder bar stribevis af guldmønter, har hun kun små sølvdrakmer, hver af dem har en værdi af en dagløn. Men mønten er vigtig for hende. Hun hører den falde og klirre mod ler- eller pigstensgulvet. Men hun kan ikke se den i mørket. Hendes hus har ingen vinduer. Det eneste lys, der kommer ind, trænger sig ind under døren. Når vi nordboer rejser til syden, undrer vi os over, at de i syden lukker af for solen med skodder eller små eller slet ingen vinduer. Men varmen er så stor, solen så hed, at det er det eneste rigtige at skabe skygge. Af samme grund er der mørkt derinde. Madlavning foregår udenfor i lyset. Man bruger kun huset til at overnatte i og til at søge ly i, når uvejret rammer eller nattekulden kommer. Konen er så opsat på at finde mønten, at hun ofrer den dyre olie i lampen og tænder lys. Så henter hun kosten og giver sig til at feje i håb om, at hun kan høre mønten klirre på gulvet. Så ivrigt opsøger Gud alle de fortabte – hvem de så er. Og Jesus sammenligner Guds glæde ved at finde sine mennesker med konens komiske glæde, da hun finder mønten. Hun har bare fundet, hvad hun havde i forvejen, men sammenkalder alligevel alle nabokonerne og bespiser dem af bare glæde.

Hvem er de fortabte? Vi begår altid den fejl, at vi vil udpege dem. Danske præster tænker altid på flygtninge og fattige og syge. Men mange af tolderne var jo rige. Jesus færdedes jo også blandt dem på livets solside: Velhaverne, der ledende, de rige. Når han talte sine egne om aftenen – ligesom hyrden, så manglede han dem ligeså vel som de fattige stakler. De fortabte - det er hvem som helst: Rig og fattig, det er os alle. Vi er nemlig alle forvildede oprørere og hverdagsflygtninge. Vi er alle ligesom Adam, der gemte sig for den Gud, som han dog søgte og savnede.

”Fundet”, råber børnene, når de leger gemmeleg. Og: ”Kom frit frem”, råber de, når legen er omme, og ingen behøver gemme sig mere. ”Fundet”, siger Gud i dag, ”kom frit frem”. Trods vaklende tro, trods alt, hvad vi har gjort indtil nu. Tro kun på det, så har I jeres ankerblok, jeres faste ståsted tilbage. Gå nu hjem og lad andre se, at I har fået fast grund under fødderne. Fortæl dem om det: At de ikke skal søge – for de er selv blevet fundet. I dag.

Amen

Prædiken til 4. s. e. trin. I, 2019

Luk 6, 36-42

Salmer: 736, 218, 276, 492, 724

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Der er et sted, hvor der dømmes anderledes om os mennesker. Der er et sted, hvor der dømmes ud fra andre kriterier end udseendet, end pengene, end magten, de rigtige meninger, de store præstationer, den gode moral. For der èn, vor Herre Jesus Kristus, der ikke dømmer efter, hvad øjnene ser, men alene efter sit eget hjertes godhed. Det skal vi glæde os over – og bringe videre ved selv i al utilstrækkelighed at være sådan over for vores Næste. Det er meningen i det Jesus siger. Det hele handler om at gå fra den ene barmhjertige – til vores Næste, som har brug for vores barmhjertighed.

Det vil jeg uddybe lidt nærmere senere. Men først vil jeg tage jer med til Ærkehertug Otto den 2. af Østrigs begravelse for 8 år siden. En god kollega gjorde mig opmærksom på det gamle katolske begravelsesritual, som præcis indkredser det, der er pointen i dag.

Otto af Østrig blev født i 1906 som arving til kejsertronen i Østrig-Ungarn. Han var en Habsburger, dvs. han tilhørte fyrsteslægten Habsburg, der i århundreder har siddet på troner rundt omkring i Europa. Men kejser blev Otto aldrig. Han blev medlem af Europaparlamentet, men det er jo ikke helt det samme. Han døde næsten præcis for 8 år siden den 4. juli 2011. Og så blev han begravet i den østrigske hovedstad Wien med al mulig pomp og pragt. Man kan se det hele på nettet: Et endeløst optog af historiske uniformer og musikkorps. Folk står tæt langs ruten hele vejen fra ærkehertugens bolig og ned til kapuccinerkirken, hvor de fleste habsburgere er begravet. Da optoget langt om længe er nået frem til kirken, begynder det egentlige ritual. Bemærkelsesværdigt er det, at kirkens store sorte port er lukket og forbliver lukket, selv efter at kisten er nået frem til kirkepladsen. Inde bag døren står en præst med øret ved døren og venter.

Nu træder så en fornem embedsmand frem fra det store følge. I hånden har han en kæmpemæssig protokol og en lang stav med sølvhåndtag. Han går op ad trinnene til porten og slår med staven tre gange mod portens fejeliste. Inde fra kirken lyder nu præstens stemme: Hvem banker? Hvem vil ind? Embedsmanden svarer ved at åbne sin protokol og med høj røst oplæse en alenlang tekst, der fortæller, hvem ærkehertugen er. Oplæsningen tager næsten to minutter. Alene Ottos navne tager tid. Han hed nemlig ikke kun Otto, men: Franz Josef Otto Robert Maria Anton Karl Max Heinrich Sixtus Xavier Felix René Ludwig Gaetano Pius Ignazius von Habsburg-(Lothringen). Ud over navnene er der alle titlerne, for ærkehertugen er ikke kun ærkehertug af Østrig, han er også baron og greve af andre landskaber. Alle på torvet står sikkert og spekulerer over, hvordan én mand kan være så meget fint på én gang. Men endelig bliver embedsmanden færdig. Der opstår en lille pause, så lyder det fra den lukkede kirkedør: ”Ham kender vi ikke”!

Embedsmanden venter så lidt. Så slår han igen tre gange på porten med sin stav. Igen lyder det inde fra kirken: ”Hvem banker”? ”Hvem vil ind”? Embedsmanden fortsætter nu listen over alle ærkehertugens fortjenester: Han er medlem af Europaparlamentet, æresmedlem af det ene og det andet, protektor for ditten og datten, dekoreret med den og den orden. Efter denne oplæsning opstår der igen en lille pause. Så lyder det endnu en gang inde fra kirken: ”Ham kender vi ikke”! Så træder embedsmanden for tredje gang hen til porten og banker igen tre gange. Og for tredje gang lyder det: ”Hvem banker”? ”Hvem vil ind”? Og nu siger embedsmanden: ”Otto, et dødeligt og syndigt menneske”! Og da svarer præsten straks: ”Kom ind”, og porten åbnes.

Jeg ved ikke, hvor gammelt ritualet er. Det har sikkert sin forhistorie, men det kan næsten ikke vises og siges smukkere og tydeligere: Her er det sted, hvor der ikke dømmes efter, hvad øjnene ser og ørerne hører. Her tæller alt det, som regnes for noget ude i verden, overhovedet ikke. For her tages man kun ind af barmhjertighed som et dødeligt og syndigt menneske. Ritualet er smart skruet sammen – også set fra habsburgernes synspunkt. For ude på pladsen får alle jo rigtig at høre, hvad for en karl Otto er. Men samtidig er der en grænse sat. For der er en, over for hvem disse titler og gode gerninger kun er tomhed og jag efter vind: Den treenige Gud, der jo har sagt: Barmhjertighed vil jeg! Der er som jeg sagde én, der dømmer anderledes om os, én, der dømmer ud fra andre kriterier. Vi har en højesteret, en øverste dommer, der ikke dømmer som verden gør. Hos hvem der kun tæller barmhjertighed. Hans barmhjertighed med et dødeligt og syndigt menneske. Og deraf følger, at vi værs’go har at gå fra dette sted til vores Næste og selv vise barmhjertighed.

Jeg har aldrig tænkt særlig over det, Jesus siger om det ”gode, rystede mål”: ”Et godt, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen”. Det er et billede, som er taget fra den gamle verden. Hos købmanden her i Hem har vi en gammeldags kaffekværn, som kan male frisk kaffe. Når jeg ser den, tænker jeg på den kaffemølle, som stod hjemme i Brugsen i Sorring, og jeg bilder mig også ind, at jeg kan se købmanden tage posen fri af kværnen og med en rutineret bevægelse banke posen mod bordet, så kaffen faldt til i posen, og der var plads til det sidste. Sådan, siger Jesus, har Gud billedligt talt banket og rystet den pose, vi har fået med ham: Posen er stopfuld af barmhjertighed, nåde og tilgivelse, og Gud banker det endda, så der lige kan være lidt mere. Et herligt billede på Guds dom og Guds højesteret.

Men fordi det er sådan, så skal vi selvfølgelig også være barmhjertige og undlade at dømme. Vi ved nemlig, at der for os alle er en højesteret – til foruroligelse for de trygge og til trøst for de ængstede. Vi står alle lige her. Og derfor skal udeseende, penge, magt, de rigtige meninger, alle præstationerne og den rigtige moral ikke skille os ad. Jesus ser på os og siger: Ok, du har en BMW 5 fra 2018? Du har et hus til 3 millioner? Og jeg forstår, at du er ikke lige så tyk og usund som din kødspisende nabo? Og du tænker oven i købet på klimaforandringerne og spiser vegansk og stemmer på et parti, der vil alt godt her i verden? Godt, men hvad kommer det mig ved? Jeg kender dig ikke! Og fordi han siger sådan, fordi vi har dette anderledes sted midt i den opsplittede og uretfærdige og ulige verden, derfor skal vi låne ord og ånd og tanker fra ham og være barmhjertige som han. Ikke for hans skyld. Gud behøver sidst af alle vores barmhjertighed, men for Næstens skyld.

Og ad mig nu bare være konkret, for hvis man taler for meget om barmhjertighed uden at blive konkret, så går det med den ligesom med mælken, som man glemte i solen: Den bliver sur og klumpet. Jeg udelukker ikke, at vi kan blive grebet af ægtebarmhjertighed og af hjertets godhed gøre godt for andre, men Jesus er faktisk parat til at nøjes med mindre. Jeg taler her om en mere praktisk, saglig, dagligdags hverdagsbarmhjertighed. Det er jo i hverdagen, ude i virkeligheden, at den slags virkelig betyder noget – ikke for Gud, men for et andet menneske.

Hvis jeg skal bruge et meget jordnært eksempel, så tænk på en mand, der er blevet sparket noget så eftertrykkeligt bagi af en hest. Bang, dèr ligger han og har ond bagi. Han kommer straks med ambulance til skadestuen, hvor lægen tager imod og kigger ham bagi, for at se, om der er noget, der er gået i stykker. Lad os sige, der ikke er noget brækket. Der skal bare lidt pleje til. Tænk nu på, hvordan manden har det. Han har ikke bare ondt bagi. Han er også flov over at skulle ligge der med numsen i vejret. Han spekulerer mest over, hvad sygeplejersken mon tænker ved at se ham sådan. Han fremstammer forvirret alle mulige forklaringer og undskyldninger. Men sygeplejersken smiler afværgende ad alle forklaringerne og fortsætter med at gøre sit arbejde. Ligesom lægen er hun optaget af sagen: At manden skal hjælpes. Og dèr har I det, jeg vil kalde en slags hverdagsbarmhjertighed. Selvfølgelig får hun sin gode – eller halvgode løn for det, men skidt med det. Hun forstår godt hans klemme, men afviser med et smil at kommentere og dømme – og fortsætter sagligt sit arbejde. Det kan godt fungere som et billede, vi kan blive klog af.

Eller tag et andet eksempel. En blondine sætter sig ind i sin lille Fiat 600, men bilen nægter at sætte i gang. Den starter godt nok, men køre vil den ikke. Blondinen ringer så til Falck, for hun er abonnent, og dèr kommer Falckmanden og stiger ud af sin lastbil. Og blondinen er flov, for hun tænker: Han tænker sikkert, at jeg er en dum blondine, der ligesom alle andre kvinder ikke kan finde ud af at køre bil. Men Falck-manden smiler bare og viser hende sagligt, hvordan hun skal sætte bilen i første gear, før den kan køre. Det er jo ikke hans sag at dømme. Han har prøvet noget lignende før og ved, at også mænd kan gøre dumme ting. Hans arbejde er at hjælpe, så han gør ikke noget stort nummer ud af det. Måske hvis han har charme, kan han finde en vittig bemærkning, der afvæbner hele situationen, så hun selv kan le med.

Barmhjertighed og dette at afstå fra at dømme handler om det, jeg vil kalde hverdagssnildhed. Ved at vi bruger øjne og øren godt. Der er midt i hverdagen masser af eksempler på, hvordan det kan gøres. Det er ofte noget med at sætte sig i den andens sted. Så opdager man, hvilke tanker, der nok farer gennem den andens hoved lige nu: Flovhed, beklemmelse, frustration, panik, frygt, afmagt – alt muligt. Man skal ikke lave om på sig selv, men hele tiden huske, at vi alle står under en højere dommer – selv den idiot, som overhalede venstre om på motorvejen.  

Men igen: Som det blev helt tydeligt foran Kapuccinerkirken i Wien: Den slags får vi ikke kredit i himlen for. For over for vores dommer og herre gælder alene hans overbærenhed, nåde og barmhjertighed med syndere. Alt vores er i den sammenhæng tomhed og jag efter vind. Men med Jesus har vi fået et topfyldt mål, omhyggeligt banket og rystet, i favnen, stoppet med tilgivelse og barmhjertighed, hvad angår vores person. Men nøjagtig det samme har alle andre fået – akkurat lige så topfyldt og rystet. Og derfor er det, at vi skal afholde os fra at dømme og være hverdagssnilde og vise barmhjertighed. For dommen er alene hans.

Amen

Prædiken til 5. s. e. trin I, 2019

Luk 5, 1-11

Salmer: 750, 356, 292, 147, 726

 

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Let’s make America great again, sagde Donald Trump under sin kampagne for at blive USA’s præsident: Lad os gøre Amerika stort igen. Det var et rigtig godt valgslogan, synes jeg. Meningen var vel, at amerikanerne skulle have lov at genopdage deres lands storhed og være stolte af det. Det kunne jeg sagtens unde både amerikanerne og alle andre folkeslag. Men det er nu en anden snak.

Jesus siger i dag, at han vil gøre os til menneskefiskere. Menneskefiskere skal fiske mennesker ved at gøre Kristus stor igen. Opgaven for disciplene – og os og alle kristne – er ikke at vise, hvor store og gode og troende, vi selv er, men hvor stor og god Kristus er. Hvor tårnhøj hans tillid, hvor alenlang hans tålmodighed og hvor afgrundsdyb hans kærlighed.

Det er ikke helt nemt. Donald Trump kommer f.eks. hele tiden til at stå i vejen for sit eget valgslogan, når det fyger i luften med forvirrende smålige beskeder og personangreb, kiv og strid og fyringer i Det Hvide Hus. Når det er sådan fat, har amerikanerne måske lidt svært ved at genopdage deres lands storhed. Sådan skal det ikke være. Sådan sker det også hele tiden, at mennesker i den bedste mening kommer til at gøre dem selv store og Kristus lille. ”Han skal blive større, og jeg mindre”. Sådan sagde Johannes Døberen engang. Sådan skal det være.

Tag den protestantiske kirke i Tyskland. Den er i dag blevet så politisk, at det ikke skulle overraske mig, hvis den stiller op til det næste tyske valg. De tyske kirkefolk er så ivrige efter at fiske mennesker, at de vil hoppe på tungen for at finde noget, de tror, folk vil være glade for at høre. Under forrige VM i fodbold satte tyske præster storskærme op i kirkerne. Og under det store stævne, som blev afholdt i juni i år, og som de kalder ”tyske kirkedage”, var der tilsyneladende ingen ende på, hvad man som kristen skal støtte for at være en god kristen: Klimakampen, kønskampen, økokampen, ligestillingskampen, flygtninge- og indvandrerkampen og en hel række andre vigtige politiske kampe. De tyske protestanter var så ivrige efter at fiske mennesker, at de slet ikke opdagede, at de selv kom i vejen for Kristus. De gjorde Kristus lille. Og de lukkede alle dem ude, som ikke var enige i deres politiske synspunkter. Kristus var ikke længere verdens eneste frelse og håb – den, et lille menneske kan klynge sig til og finde trøst hos. Han var blevet en lille politiker som alle de andre. Men hvad i alverden skal man med en kirke, der har talt Kristus ned i stedet for op? Den er, som Jesus sagde, ikke bedre værd end at smides ud og trampes ned af mennesker.

Noget lignende ser man herhjemme. Vi taler f.eks. for tiden meget om det, vi kalder ”det gode liv”. Livet handler om at leve ”det gode liv”, som vel nærmest handler om at have det godt, så længe man lever, få sine behov dækket, nå sine mål, nyde livet og udfolde sig som man nu har lyst til. Alle steder faldbydes veje til ”det gode liv”: motion, den rette kost, meditation, den rigtige boform, de sunde interesser. Kirkens præster vil også gerne være med her, og de spiller så ind med, at løsningen er lidt Jesus og lidt tro. Vi skal bare tro på Jesus, så vil vi finde ”det gode liv”. De vil gerne være menneskefiskere og gøre Kristus stor, og det lyder også kristeligt. Men i virkeligheden gør de Kristus mindre. De gør jo Jesus til blot et middel – ligesom gulerødder og salat, ligesom motion og meditationsøvelser eller ligesom en spændende hobby. Men Kristus vil jo være, vi må ty til, fordi han er den eneste, der kan redde os. Det er noget andet.

Lad os nu vende os til Simon. Han måtte lære kunsten på den hårde måde. Simon Peter blev hurtigt disciplenes ivrige leder og talsmand. Han var ivrig efter at skaffe tilhængere til Jesus, ivrig efter at blive en god menneskefisker. Han ville fortælle folk om alle fordelene ved at blive Jesus-tilhænger. Han ville overbevise dem om, at Guds rige var kommet nær. Han ville vise sin egen store tro, så andre kunne blive grebet af begejstring og følge ham. Og da det gik allerhøjest, tog han ligefrem Jesus til side og belærte ham om, at han da i hvert fald ikke skulle til Jerusalem og dø. Men det gik helt anderledes, end Simon havde tænkt. Det viste sig jo, at han ikke kunne gå på vandet. Det viste sig også, at han ikke kunne helbrede som Jesus. Ja, det viste sig sågar, at han slet ikke var villig til at følge Jesus, som han ellers havde lovet. Igen og igen viste det sig, at Jesus selv måtte redde kastanjerne ud af ilden og bære over med ham.

Først sent forstod Simon, hvordan det hele hang sammen. Jeg tænker, at hvis man havde kunnet interviewe ham f.eks. aftenen før hans død, da han sad fængslet i Rom og ventede på at blive korsfæstet, så ville han have smilet og sagt: Jeg blev virkelig menneskefisker – men slet ikke som jeg troede. Jeg troede, jeg skulle vise min stærke tro. Jeg troede, jeg skulle vise magt og styrke. Jeg havde løsningen for alle mennesker. Jeg fattede først meget sent, hvordan man gør Jesus Kristus stor: Ved at fortælle om, hvordan han holdt ud med mig og de andre disciple – på trods. Vi disciple lavede ikke andet end misforståelser og dumheder. Jeg troede, jeg skulle belære ham. Jeg troede, jeg skulle gå på vandet. Men hele hemmeligheden var, at jeg bare skulle fortælle, at han blev hos os, holdt ud med os, havde udvalgt os – på trods af alle vore dumheder. På trods af at vi svigtede ham, på trods af at vi forrådte ham den ene gang efter den anden – på trods af det blev han sammen med os. Det var jo sådan det hang sammen: Det var vore synder, han bar, og stadig bærer.

Simon gjorde ikke Kristus stor ved at lade som om, han selv var stor. Han gjorde Kristus stor ved at opdage, hvor lille han selv var. Hans opgave var slet ikke at fortælle om sin egen tro, men om Jesu utrolige ubegrænsede tillid og tålmodighed til ham. Den er også til os. Så stærke vi altid skal være. Vi tror, at troen er særlige meninger, særlige gerninger, særlige oplevelser. Men hov – der glemte vi igen, at det er Kristus, der skal blive stor – ikke os. Når fodboldspillere har scoret, har de en uvane med at hive trøjen af, så vi kan se enten deres muskuløse overkrop eller reklame-tshirten indenunder, som fortæller, hvem der er deres sponsor. Kommentatorerne siger, at de ”flasher” deres sponsor. Vi skal ikke flashe os selv. Vi skal flashe Kristus. Ham alene. Hvad er vi her ellers for? Vi er kristne – dem, der hører Kristus til.

Den japanske kristne forfatter Shusaki Endo har beskrevet det på en meget tankevækkende måde i den roman, som han kaldte ”Tavshed”. Den handler om en præst, der engang i 1600-tallet rejser til Japan for at missionere blandt de hedenske japanere. Præsten tror ligesom Simon, at han gør Kristus stor ved selv at være stærk og ubøjelig. Han ved, at mange missionærer før ham er bukket under og har fornægtet Kristus ved at træde på hans billede. Det var sådan de japanske myndigheder tvang kristne til at afsværge Kristus: De skulle træde på et bræt med Jesu ansigt malet på. Det går virkelig også som præsten dunkelt har forudset: Han bliver arresteret og forhørt. Men da han har forberedt sig på netop det, er han standhaftig og nægter at bøje sig. Faktisk viser han stor styrke. Selv da han må overvære, at 10 fattige kristne japanere bliver henrettet. Han giver sig ikke. Han vil vise dem!

En nat går det imidlertid op for ham, hvordan den japanske forhørsleder vil knække ham: Han bliver ikke selv udsat for grusom tortur, men så længe han modstår, vil andre blive udsat for tortur. En nat sidder han i sin celle. Han hører snorkelyde gennem væggen og morer sig over ham derinde, som vist tager sig en ordentlig skraber. Men næste morgen får han at vide, at det ikke er nogen, der sover. Det er andre kristne, som lider. De er ophængt med hovedet nedad lige inde bag væggen, snorkelydene kommer, fordi blodet løber dem ned i munden. Og de skal hænge der, så længe præsten ikke fornægter Kristus og træder på brættet med hans ansigt. Præsten er rystet. Han synes, han står overfor to lukkede døre. Hvis han fornægter Kristus, vil han svigte alt. Hvis han modstår, vil flere mennesker lide forfærdeligt. Så en nat har han en drøm – og den drøm er hele bogens mærkelige hovedpunkt. Præsten ser Kristi ansigt med tornekransen. Og Kristus siger så til ham: Træd kun på mit ansigt. Gør det kun. Det er jo derfor jeg er kommet: For at bære verdens synd og spot.

Præsten må ligesom Simon opdage, at han ikke gør Kristus stor ved selv at være stor. Det er slet ikke hans opgave. Hans opgave er jo ikke at vise sin egen styrke, sit eget mod, sin egen tro. Det er at vise Kristus og hans tilgivelse, hans tro og tillid til alle dem, der slet ikke er ham værd.

Det er det mærkelige, som vi har så svært ved at forstå. Paulus beskrev sit arbejde som missionær og apostel ved at sige, at han ligesom en maler malede Kristus for øjnene af sine tilhørere. Det vigtige er her ikke maleren, men maleriet. Og når også vi – som alle døbte - er udvalgt til at være menneskefiskere, så skal det ikke ske ved, at vi kan forklare alting, forsvare Kristus mod alle angreb, og selv være som små mini-Jesusser, der kan gå på vandet. Som barn prøvede jeg mange gange. Jeg kunne ikke. Det handler om, at vi tør tro på Guds tro på os. Det hele står og falder – ikke med vores evne til at tro. Ikke med vores evne til at holde Kristus fast. Det hele står og falder med, at han – uden vores fortjeneste - holder os fast.

En af de tyske modstandsfolk, som forsøgte at rydde Hitler af vejen, Moltke, hed han, sagde det meget tydeligt i breve, som han sendte hjem til sin hustru fra fængslet: Han beskrev på den ene side sin frygt for døden og galgen og sagde: Det er noget dyrisk, noget fysisk, som jeg ikke er herre over. Benene spræller. Det er som det er. Men samtidig fastholdt han noget andet, noget større: At han – trods frygt og angst og dyrisk sprællen – var holdt fast af en uden for ham selv, Jesus Kristus.

Så lad os gøre Kristus stor igen og igen og igen – for os selv og for andre, hver gang vi mødes. Det er derfor vi har en kirke.

Amen

Prædiken til 9. s. e. trin I, 2019

Luk 16, 1-9

Salmer: 752, 446, 728, 7/ 752, 504, 303, 728, 4

 

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

 

Historien om den utro godsforvalter handler ikke om hverken penge eller kriminali­tet. Den handler om livsmod, handlekraft og tro på syndernes forladelse. Den skal lære os at være, som Jesus engang sagde: fromme som lam og snilde som slanger. Det er en historie til mod i hverdagen, mod til at handle på eget ansvar, mod til at turde blæse på alt det, man burde. Af samme grund er det en af de lignelser, jeg holder allermest af – også selvom den er meget politisk ukorrekt.

Vi skal begynde et sted, så lad mig begynde med en historie om en skolebarak, som vi har hjemme i Hem. Det er en grim, gammel træbarak, som blev bygget for over 50 år siden. Den blev i sin tid bygget til de store årgange i begyndelsen af 60’erne, og meningen var egentlig bare, at den skulle stå, indtil spidsbelastningen var ovre. Men den blev stående, og nu har den været midlertidig i 50 år, og der er ikke udsigt til andet, end at den også vi være midlertidig de næste 50 år. Alle i Hem synes, den er grim som arvesynden og vi har gennem årene mange gange bedt kommunen om at rive den ned. Men det er aldrig sket, og hvis det står til kommunen, så sker det heller ikke. For det er dyrt at rive sådan en gammel barak ned. Der er love og cirkulærer og bestemmelser om nedrivning og om bortskaffelse af byggeaffald. Den slags er en yderst alvorlig sag. Der kan være asbest i lofterne. De gamle tapeter er fulde af farlige ting, så de skal dampes af og bortskaffes separat. Vægbrædderne har fået farlig tjære og de er fulde af søn om splinter. For slet ikke at tale om cementstenene under gulvbjælkerne. Den slags skal i særlig deponi, transporteres på særlige, dertil indrettede lastvogne af fagfolk. Og endelig er der forsikringsspørgsmål: Hvem betaler, hvis nogen kommer til skade under nedrivningen. Det kan holde et helt kommunekontor beskæftiget i en uge blot for at finde ud af, hvor ansvaret så ligger. Og skolen er da også lidt i syv sind, for nok er den tudegrim, den gamle barak, men der kan jo være en frygtelig masse skrammel derinde, som man ikke ellers ved, hvor man skal gøre af. Så kort sagt: Den gamle barak står der endnu, og den står der nok også på den yderste dag og vidner om vi menneskers frygtagtighed og mangel på handlekraft.

Men vi var dog en lille flok mænd, som en aften i festligt lag sad og lagde planer. Hvad nu om man rev skidtet ned uden at spørge nogen? I byen er der nok af driftige mænd og kvinder. Det var bare at kalde dem sammen, så kunne vi snart få pillet barakken ned. Jo, sådan skulle det gøres: Aktionen skulle starte lørdag klokken 0.24 på parkeringspladsen ved skolen. Alle skulle møde iført arbejdstøj og medbringe handsker, koben, skruemaskine, hammer og knibtang. Tømreren skulle levere stillads og stiger og lifte. Elektrikeren skulle sørge for arbejdslys, og vognmanden skulle holde klar med sin containerlastvogn. Elleve private trailere skulle også være parat. Der skulle også være godt med øl, kage og sandwich – og så ville alt være parat. En-to-tre ville vi skrue loftspladerne af og fordele dem i trailerne. Samme sted hen skulle yderbeklædningen. Spærene skulle sammen med inderbeklædning og bjælker op i containeren, som vognmanden ville køre ud til en adresse, som vi ikke ville vide noget om, men hvor der var et halmfyr. Gammel isolering og linoleum kunne også komme på trailerne sammen med sten og fliser, og så – før det gryede næste morgen ville hele bygningen være væk. Trailerfolkene ville køre hjem og med passende intervaller aflevere deres læs ude på Kaastrup Genbrugsplads. Og hvis kommunens folk skulle komme forbi, så ville ingen i byen vide, hvor barakken var blevet af. Alle ville stimle sammen og kikke forbavsede på den tomme grund og sige: Nej, det var dog mærkeligt, at sådan en barak kan blive væk i løbet af en nat! Hvor kan den dog være blevet af?

Sådan var vores plan. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at det kunne lade sig gøre. Hvis vi skulle bruge tungere grej: Lufthammer, pladevibrator, bulldozer eller en rendegraver eller noget endnu større, så kunne vi også klare det. Barakken kunne komme væk, og det ville ikke koste en krone. Men vi sad også alle sammen med følelsen af at være oppe imod love og regler og forsikring og alt muligt, som man ikke må. Turde vi, når det kom til stykket? Og jeg tænker nok, at i 2089 står den dumme barak der stadigvæk, og inde på kommunen sidder de nok stadigvæk og regner på, hvad det kan koste, og hvad lovene og reglerne siger om affald og ansvar.

Jesus er meget tydelig om det med ansvaret. Det er vores. Hver enkelts. Vi er døbt, og har i dåben hørt en tale til os om syndernes forladelse, altså et løfte om, at Gud vil holde os fast, selvom vi ikke er ham værd, selvom vi ikke kan holde ham fast. Det er en tillidserklæring, som vi skal turde leve og handle på. Være snilde og modige, også når vi bliver sat fra bestillingen, kasseret og regnet for for ringe. Holde os til Guds dagsorden og ikke altid være så bange for andre mennesker, for hvad andre tænker om os, hvad andre mener, vi burde. Det er sært, at så mange tænker sig kristendom som et spørgsmål om at overholde visse religiøse regler. Det kan vi overlade til muslimerne. Jesus pålagde os at tro på Gud og elske Næsten, akkurat som vi elsker os selv. Men hvordan vi skal gøre det – det er det vores egen sag, vort eget ansvar at finde ud af. Her kan love og regler være en god vejledning, men i sidste ende er det os, der skal finde ud af, om det er det, jeg skal gøre.

Hvilken dyd beundrer jeg mest? Jeg beundrer mest livsmod, handlekraft, frimodighed og snarrådighed. Måske fordi jeg mest kender mig selv som det modsatte: En frygtagtig lille dengse. Men det er så også derfor jeg føler mig så opmuntret af Jesu historie. Her er opfordring til livskraft og mod. Her er frihed under ansvar, her er snarrådighed og humor.

Historien om den utro godsforvalter handler som sagt ikke om penge. Sådan har Lukas og en senere tradition udlagt den. Men den oprindelige historie slutter med, at godsforvalterens herre roser den lille skiderik. Og det har virket voldsomt provokerende dengang som nu. For det svarer jo nærmest til, at Jesus gav sig til at rose Britta Nielsen, som var fuldmægtig i Socialministeriet, og som nu er tiltalt for at have svindlet med 117 millioner skattekroner og brugt dem på huse og ejendomme i Sydafrika, væddeløbsheste og dyre biler. Det er dog ikke den kriminelle handling, Jesus fremhæver. Det er mandens ukuelighed og snarrådighed. Han bliver afsløret og fyret på gråt papir. Der står han nu, og taler med sig selv. På aramæisk, Jesu eget sprog, har man ikke noget ord for ”at tænke”. Man ”siger til sig selv”. Og manden siger sandheden til sig selv. Han kender virkeligheden: Han er taget i bedrageri, og nu brænder lokummet. Gode råd er dyre. Godt ser det ikke ud. Han har ikke kræfter til hårdt fysisk arbejde, og han, der ikke har skammet sig ved at snyde andre, skammer sig ved at tigge. Hvad skal han så gøre? Jo, han gør det, som man gør i forretningsverdenen eller hvis man vil gøre karriere: Han netværker, dvs. han sørger for at gøre sig bemærket blandt sin herres kunder. Han begår underslæb og dokumentfalsk, hvilket også dengang var ulovligt, men det afholder alt sammen ikke Jesus fra at rose ham for hans frækhed, hans mod, hans hittepåsomhed.

Lignelsen skal høres i forlængelse af en anden lignelse, som Jesus har fortalt umiddelbart før. Det er den om den fortabte søn. Han er heller ikke for køn. Han har soldet sin arv op på sprut og damer. Han har turet rundt i havneknejperne i Alexandria og trukket sin fars gode navn ned i skidtet. Men da han så en dag er gået bankerot, så erkender han sin situation i al skarphed. Og han kommer til, at hans eneste mulighed er at vende hjem til faderen og bede om tilgivelse. Og stik imod forventning kommer hans far ham løbende i møde, omfavner ham og arrangerer en fest for sin søn, som han troede død. Historien om den utro godsforvalter følger lige efter den historie. Og den handler, mener jeg så, om hvad det vil sige at leve som menneske, når nu Gud er som faderen i den første historie. Hvad vil det sige? Det vil sige, at vi skal turde tage chancer, stole på det, vi fik at høre i vores dåb og ikke være så bange for, hvad andre mener. Jesus er ikke bange for at stille en kriminel op som eksempel. De kriminelle er tit mere handlekraftige, siger han.

Hvad handler kristendom om? Jesus vil igen og igen stille os lige over for Gud, så vi står som den fortabte søn lige over for sin far, eller som den utro godsforvalter lige over for sin chef: På én gang afsløret og fyret og kendt som en undermåler. Og dog taget tilbage med opfordringen til at vove at stole på Guds nåde og godhed. Man kan også sige det sådan: Jesus vil baste og binde os til Guds vilje, det som han vil, at vi skal. For kun når vi er bundet i samvittigheden til Gud, kan vi stå frit over for loven og Næsten.

Vores tid er ved at drukne i politisk korrekthed og artighed og dømmesyge. Ti millioner krav og love og regler plager os. Foruden endnu flere falske forestillinger om, hvad der er krænkende og forkert. Metoo, neger-debatten, klima-debatten, homo-debatten, sundhed, EU-lovgivning, moral, misforståede hensyn til andres mulige krænkelser – alt det ligger som en tyk grød i vore hoveder og hjerter og gør os handlingslammede. Frygt er blevet vores kendemærke, frygt for at handle, frygt for at tale, frygt for at stå alene, frygt for at kunne blive hængt op og ud.

Hvordan skal jeg handle? Hvordan skal jeg gøre? Hvad er ret? Det er svært, når man tror, man skal alt mulig på én gang. Når man tror, man skal være en engel på jord. Når man tror, at man kan yde alle retfærdighed og være ven med alle. Men det er let, hvis man ved, at man har een herre og én Gud, som holder en fast og siger: Alt det, du tror, du skal – det skal du slet ikke. Du skal tro på min nåde over alt og før alt andet, og så du skal du i øvrigt gå hen at være dit medmenneske tro i dag. Alt andet kommer i anden række. Vær fromme som lam og snilde som slanger.

Så hvis I nu hører, at den gamle barak er forsvundet i Hem, så kan I være sikker på, at der er ingen, der ved, hvor den er blevet af.

Amen