Tale til konfirmanderne

21/6 2020

Kære Konfirmander

1.Kære Casper, Esther, Benjamin og Daniel

2.Kære Maria, Victoria, Alberte, Clara, Christian, Nicolai og Nicklas

Jeg vil godt tage tråden op fra det, jeg sagde i prædikenen: At det er godt, at der er nogen, der forventer noget af en.

Men først vil jeg gerne sige, at det glæder mig at se jer sådan: Vågne og opmærksomme og pæne i tøjet - og helt uden jeres hæslige mobiltelefoner. Prøv lige at høre, om der er noget I genkender her – det handler overhovedet ikke om jer. Det er bare noget jeg har oplevet engang med nogen helt andre konfirmander, som slet ikke var jer: Det er onsdag morgen. Det er januar. Det regner. Det er buldermørkt. Klokken er 2 minutter i 8, og konfirmanderne begynder at komme. De er søde og høflige – måske ikke helt vågne, men de banker på døren og vi hilser og siger godmorgen. Om lidt skal vi over i kirken at begynde dagen med en dejlig morgensalme og et Fadervor, men indtil da kan de vente i konfirmandstuen – og herinde sker der så en mærkelig forvandling med dem. I én bevægelse sætter de sig ned og hiver samtidig mobiltelefonen frem – og så forsvinder de pæne og høflige unge mennesker for øjnene af mig. Eller: Nej, de forsvinder ikke. Det er ligesom en computer eller et fjernsyn, der går på pause. Det er næsten som om jeg kan se et display i nakken på dem, hvor der står: Går i dvaletilstand. Da klokken er 8, skal jeg næsten helt op på stolen for at råbe dem tilbage til virkeligheden. Jeg bliver helt bange for, at hvis ikke jeg får dem tilbage nu, så bliver de derinde i dvaleland. De kommer måske aldrig tilbage fra landet bag skærmen. Så står jeg der med 11 forladte kroppe – og deres sjæle må for evigt blafre rundt derinde mellem Snapchat og facebook og Youtube og hvad ved jeg.

Det har selvfølgelig ikke noget med jer at gøre. Det var nogle andre konfirmander, der var sådan. Men hvis I kan genkende det bare lidt, så vil I også kunne forstå, hvad jeg nu siger til jer. Hvis I en dag – til alles overraskelse - skulle sidde sådan i dvaletilstand med mobilen. Og jeres mor så pludselig kommer ind med støvsugeren og råber, så I er nødt til at vende tilbage: At nu skal I altså gøre rent på det værelse. Og det er nu. Det ligner et luftangreb i Syrien, og I har lovet det! Når hun siger sådan, så se op og tak hende! Smil til hende og sig: Tak, mor, tusind tak, ja, det skal jeg nok! Med glæde! Eller hvis far kommer ind og ser bister ud og siger, at I havde lovet at lufte Fido eller gå til købmanden eller slå græs. Så gør det samme: Smil til ham og sig: Tak, far, ja, det kan du tro, jeg gerne vil! Eller når jeres matematiklærer står der oppe ved tavlen og kniber øjnene sammen og spørger, hvor jeres matematikopgave er blevet af, som skulle afleveres i dag – så sig ham tak: Ok, jeg har ikke fået den lavet, men tak, fordi du ikke er ligeglad, men blive ved med at kræver noget af mig!

Det er godt, at der er nogen, der ikke er ligeglade, men bliver ved med at trække os op og holde os fast. Hvis I havde fri mobiltid og ingen nogensinde krævede noget af jer, så gik det jer sikker som de dèr andre konfirmander – at I bare sad der som tomme skaller og aldrig fik noget gjort.

Det er kristendom. Jesus er sådan en, som ikke vil lade folk i fred. Han er ikke ligeglad, men forventer, at alle, som han møder, er i stand til alt det bedste og største i denne verden. Han bider sig fast. Han skubber og udfordrer og driller og irriterer. For han accepterer ikke, at et menneske sætter sig ned og bilder sig ind, at han eller hun er ingenting, er en stakkel eller et offer. Det var derfor, de slog ham ihjel. De ville have lov til at sidde hen som ansvarsløse får. Her i onsdags viste jeg jer den gamle film, Gøgereden. Hovedpersonen, den småkriminelle McMurphy bliver tvangsanbragt på et sindssygehospital, hvor alle de syge holdes hen og lever som zombier eller slaver. De får deres piller og hører den samme muzak. Hver dag er ens. Men McMurphy behandler dem på en anden måde. Han forventer, at de er levende normale ansvarlige mennesker som han selv. Og det liver dem op. Han smitter dem med en anden ånd. Pludselig kan de meget mere, end de selv tror. Det er et portræt af Jesus. McMurphy bliver også uskadeliggjort tilsidst. Men de kan ikke uskadeliggøre den ånd, som han har sået. Som Jesus er, sådan er Gud.

Når I nu om lidt er konfirmeret, og det har været blå mandag og sommerferie og alt muligt andet godt. Så kan det godt være, at en eller anden en dag kommer og spørger jer: Tror du egentlig på Gud? Så skal I svare: Det er heldigvis ikke så vigtig, hvad jeg tror. Det vigtige er, at der er en Gud, som altid, altid forventer sig noget af mig. Jeg kan være i tvivl og gruble mig grøn og blå, men selv når jeg synes, jeg ikke kan tro – så er der en Gud, der forventer sig alt af mig: Og han giver ikke op, fordi jeg er i tvivl. Han har sagt, at han vil være med mig alle dage. Han forventer, at også jeg lever op til hans forventning, elsker ham og hjælper og værner min Næste. Han sender hele tiden folk til mig, som forventer noget af mig. Og selv hvis der en dag slet ingen var, som forventede noget af mig – men alle var ligeglade. Så er han ikke ligeglad. Også jeg skal. Og det er godt!

Lykke til,

Amen

Til forsiden